1
Crash
Directors cut (2004)
Studieretningsprojekt
Engelsk – Mediefag
2
Abstract:
This study examines how Paul Haggis' Crash (2004) treats the complexity of themes such as
racism and prejudice in contemporary Los Angeles. This essay will investigate how Haggis' use of
the ensemble film, along with lighting, color, music, and captivating editorial process, creates a
melodramatic delineation of fear, intolerance, bigotry, and the contradictions we all embody.
Furthermore it will analyze several selected characters, and their functions in the intricate cast and
multiplex storyline. Lastly it will put contemporary Los Angeles in perspective, investigating the
racial tension and racial discrimination that concomitant a city of such magnitude and cultural
diversity. Through several articles, essays and webpages it will use the method theory og
interpretation, also referred to as hermeneutics. The essay found that Crash mainly consist of
interpersonal relations displaying bigotry, prejudice and racism, to a point that does not reflect upon
contemporary Los Angeles. Crash is rather a universal communication of community through
differences and common prejudice, describing the ultimate dependence of eachother, though diverse
in ethnicity.
Indholdsfortegnelse:
Forside Side 1
Abstract Side 2
Indledning Side 3
Metode Side 4
Crash Side 5
Karakter analyse Side 5
Filmens orkestrering og narrative struktur Side 13
Virkemidler Side 13
Musik Side 14
Farver Side 15
Billedkomposition Side 15
Symbolisering Side 15
Orkestrering Side 16
Los Angeles racismeproblematik Side 19
Konklusion Side 22
Perspektivering Side 23
Litteaturliste Side 24
3
Indledning:
Millionbyen Los Angeles har altid været sted for kulturel diversitet. Af de de mange steder
værdige til titlen “melting-pot”
1
, har vi Amerika på hitlisten – og ikke mindst Los Angeles og
omegn: Med et befolkningstal på ca. 12.9 millioner, et areal på omtrent 4.300 km², og med
immigranter fra hele verden, er LA en af de mest oplagte steder at forsøge at give et indtryk af nogle
af de mest eksplicitte racismeproblematikker som eksisterer i vores tid. Filmen Crash konfronterer
de ømtålelige racerelaterede spændinger man finder i Los Angeles, gennem karakterenes tilfældige
sammenstød med hinanden. Man følger et væld af figurer, der hver repræsenterer forskellige etniske
grupper, større eller mindre, som udsættes for personlige“crashes” gennem sammenkædende
handlingsforløb. Figurerne bliver udsat for hjerteskærende, tragiske og shockerende prøvelser, der i
enden vender deres livsyn, etik, og realitetsopfattelse på hovedet. I denne opgave vil jeg behandle
temaet racisme gennem personkarakteristikker af udvalgte figurer, en analyse af filmens narrative
struktur, og en analyse af filmens orkestrering. Det kan diskuteres om filmen giver et realistisk og
nøjagtigt indblik i Los Angeles aktuelle racisme problemer, så jeg vil derfor i enden af opgaven
perspektiverer til nutidens Los Angeles og dens aktuelle racismeproblematikker.
Opgaven i ordlyd fra mine vejledere:
Hvordan behandler Crash (2004) tematikken racisme og fordomme i nutidens Los Angeles?
– Analyser udvalgte karakterer i filmen.
– Analyser filmens orkestrering og narrative struktur.
– Perspektiver til samtidens racismeproblematik i Los Angeles?
1
Melting Pot er en metafor for den måde homogene samfund udvikler sig, i hvilken folk af forskellig kulturer, racer
og religioner kombineres så de udvikler et multietnisk samfund.
4
Metode afsnit:
Jeg arbejder i Engelsk og Mediefag indenfor det humanistiske hovedområde. Min tilgang til
problemformuleringen er dels hermeneutisk, hvor jeg arbejder ud fra forestillingen om forforståelse
og fortolkning, som det fremstilles i den hermeneutiske spiral. Jeg vil beskæftige mig med det
ideografiske frem for det nomotetiske, da jeg fokuserer på min egen og mine kilders fortolkning af
problemformuleringen.
Jeg benytter mest kvalitativt data i form af udvalgte artikler, andmeldelser, essays og
analyser. Jeg arbejder ved at gå i dybden med, og forstå, enkelte stykker empiri og dermed se det i
en større sammenhæng. Jeg arbejder hovedsagligt med den kvalitative metode i min
perspektivering, frem for den kvantitative i besvarelsen af spørgsmålet, da jeg mener at den har
nogle væsentlige fortrin i denne sammenhæng. Den kvalitative metodes styrker er bl.a. at den
benytter sig af nuancerede og flertydige data samt give en god helhedsforståelse. Der er naturligvis
også ulemper ved den kvalitative metode. Bl.a. er det vanskeligt at kvantificere og sammenligne
data nøjagtigt. Derudover er det også svært at konkludere entydigt, hvilket, ganske vist, ikke
nødvendigvis er dårligt.
Min empiri vil i denne opgave bl.a. være filmen “Crash” af Paul Haggis og Hsuan L. Hsu's
analyse og filmkritik af “Crash” og L.A. ensemblefilm, samt forskellige tekster, artikler, essays
mm. Min teori vil, i denne opgave, være fra bl.a. fra diverse artikler og essays, samt et udvalg af
internetsider.
Under det første arbejdsspørgsmål i problemformuleringen vil jeg lave en karakteranalyse af
udvalgte figurer fra “Crash”. Jeg vil lægge vægt på hvordan de interagerer og udfolder sig i gennem
filmen, og hvordan, i gennem personskildring, de formidler filmens budskab.
Under andet arbejdsspørgsmål vil jeg analysere filmens orkestrering med udgangspunkt i
mediefag, og bl.a. analysere rollefordeling, farver, lys, lyd og klipning. Samtidig vil jeg analyserer
og gøre rede for filmens narrative struktur.
I det tredje arbejdsspørgsmål vil jeg perspektivere til samtidens racismeproblematikker i Los
Angeles med udgangspunkt i artikler og internetsider. Desuden vil jeg overveje hvordan de
stemmer overens med filmen “Crash”. Jeg vil inddrage noget af den empiri jeg løbende har gjort
brug af.
5
Crash:
Filmen Crash finder sted i “post-riot”
2
, “post-9/11”
3
Los Angeles, og strækker sig over to
dage. Vi starter med slutningen umiddelbart efter en bilulykke på en større vej, det er nat, og
omkring december måned anno 2004. Akkompagneret udelukkende af “opening credits”
4
og lav
dunkel musik, hører vi figuren Graham Waters lavmælte reflektering over ulykken han lige har
oplevet. Her præsenterer han fra start en af filmens hovedpåstande, eller det såkaldte modus
operandi
5
, da han kontemplerende siger: “It's the sence of touch(...)In LA, no one touches
you(..)Think we miss that touch so much, we crash into each other just to feel something.” De dybe
ord fra Graham er en reflektering over, ikke bare uheldet, men over hvad vi senere vil opleve i
filmen. Billedet er præget af sløret lys fra politiet og de omkringstående biler. En blandet stemning
af uro og mystik – understøttet af nattens mørkeblå skær – indleder filmens anslag, og med dét,
drages vi ind i Paul Haggis skildring af storbyen Los Angeles og beboernes “crashes”. Instruktørens
påpeger i et interview på talkshowet Charlie Rose, d. 27. august 07: “It's about the contradictions
we all embody(...)We are all both the villains and heroes in our own lives”.
6
Karakteranalyse:
Der er adskillige fordomme præsenteret i Crash. Disse synspunkter bliver alle repræsenteret
af de forskellige figurer i filmen, indirekte, direkte eller gennem deres handlinger. De har (næsten)
alle det tilfælles, at de definere sig selv efter deres hudfarve, og eller position i samfundet.
Kigger man f.eks. på Brendan Fraser's karakter Rick Cabot – den hvide Los Angeles D.A.
7
der får sin bil stjålet af to sorte unge mænd – viser han mere bekymring for sit rygte og sine
meningsmålinger, end for sin kones velbefindenhed og sin stjålne bil. Han bliver oprevet, og råber
af sine kollegaer (hvoraf den ene er en sort kvinde): “Why did these guy's have to be black!?” For
ham handler det om at opretholde sit image som en farveblind repræsentant for sin by – hvilket i sig
selv ikke er forkert – men han har hele tiden i baghovedet at han er en hvid man, og hans hjemmel
er at det generelt er de sorte der bliver gjort til forbryderne i pressen, og at det bidrager til påstanden
om at de sorte er undertrykte og uretfærdigt udsatte. Hans dilemma er klart og tydeligt: “No matter
2
Refererer til tiden efter de oprør der fandt sted i 1992 i Los Angeles – http://en.wikipedia.org/wiki/Rodney_King
3
Refererer til tiden efter terror angrebet på The World Trade Center i New York.
4
Den indledende tekst i en film, der typisk introducerer skuespillerene, instruktøren, produceren, komponisten osv.
5
Latinsk adopteret amerikansk udtryk for en bestemt måde noget opererer efter eller følger – en form for metode.
6
Video interview – http://www.charlierose.com/guest/view/645
7
District Attorney – en lokal folke-valgt advokat der repræsenterer regeringen.
6
how we spin this thing, i'm either gonna loose the black vote or i'm gonna loose the law-and-order
vote.” - måske ikke den værste fordom, men ligegyldigt hvad, bidrager han til den “fordomscyklus”
der kommer til udtryk gennem karakterenes handlinger. Han er politikeren der skal være
repræsentant for sine vælgere – sorte, hvide, brune osv – men han er stadig en del af det “Upper-
middleclass-white-America”. Hans fordomme og bekymringer holder kun baseret på den påstand at
folk dømmer ham efter hans status, hudfarve, og håndtering af situationer hvori der indgå personer
af forskellig hudfarve. Argumentet for at han bidrager til den såkaldte fordomscyklus er at hans
løsning på “bil-situationen” er: “All right. If we can't duck this thing, we're gonna have to neutralize
it. What we need is a picture of me pinning a medal on a black man”. Hans fordom er at “the black
community”
8
vil fordømme ham for at have snakket ud mod to sorte kriminelle.
Brendan Frasers karaktér er noget overfladisk. Hans kone og ham bor i et pænt hvidt
kvarter, i et stort flot hus med både hushjælp og gardner. De har højest sandsynlig aldrig oplevet
følelsen af at blive diskrimineret, hvilket også gør dem til dels uvidene om konsekvenserne af deres
forudindtagenhed overfor minoriteter. Dog hvis man sammenligner hans handlinger med resten af
filmens mere tydeligt race-motiverede problematikker, slår figuren Rick Cabot aldrig helt igennem
som en intolerant person.
Til gengæld kan man karakterisere Sandra Bullock's figur Jean Cabot som den mere
fordomsfulde af de to. Hun er ikke racist, men ejer måske en mere nervøs og intolerant side end
hendes man. Under filmen – og også før biltyveriet – virker hun konstant fustreret og sur. Hun
snakker ned til sin spanske hushjælp Maria, og brokker sig over sin gartner, sit renseri og sine
venner. Man har klart det indtryk at hun er den forkælede, velstillede hvide dame, der har luksus
problemer, og har en tendens til at skyde alle hendes problemer over på andre. Umiddelbart før
deres sammenstød havde Jean set de to sorte mænd stå og diskutere på gaden, og som reaktion
havde hun klemt sig ind til sin mand. De to fyre (Anthony og Peter) modreagerede ved at hive deres
pistoler frem og berøve paret deres bil. Hendes fordomme eskalerer efter episoden, og til hendes
skuffelse får de tilsendt en mexikansk man, Daniel, til at skifte deres lås. I et skænderi med sin
mand vil hun låsen skiftet igen den næste dag, og beskylder den mexikanske mand at have til
hensigt at sælge deres ekstra nøgle til hans “bande-venner”. I et skænderiet refererer hun til bil-
episoden og siger “I knew it was gonna happen”, og fortsætter som belæg for at få låsen skiftet;
“But if a white person sees two black men walking towards her, and she turns and walks in the other
8
Amerikans udtryk som er en betegnelse for det “sorte fællesskab” = alle sorte mennesker i et givent område.
7
direction, she's a racist, right? Well, i got scared and didn't say anything. And ten seconds later i
had a gun in my face! Now, i am telling you. Your amigo in there is gonna sell our key to one of his
homies”. Da hun til sidst i filmen falder ned af trappen i hendes fustration, når hun som de fleste
figurer i filmen til et vendepunkt, hvor hun opdager at alting måske ikke lige hang sammen som hun
havde tænkte det. Al den vrede og ukendt frustation hun har gået og holdt på, koger til sidst over da
det går op for hende at hendes liv har været bygget op omkring overfladiske venner og problemer.
Hun opdager at hendes bedste ven er den spanske hushjælp, Maria, som hun gennem hele filmen
har “bosset” rundt med og snakket ned til, men som faktisk hele tiden har været der for hende.
Som familien Cabot's voldsmænd har vi de to biltyve Anthony og Peter, spillet af
Christopher Bridges og Larenz Tate. De er begge et sted i tyverne, og tjener til dagen ved at stjæle
og afleverer udvalgte biler til deres arbejdsgiver i et gemt pakhus. Den mest interresante af de to er
Anthony, da han klart er den drivende karakter, og også den fordomsfulde stereotypiske “black
guy”, der konstant brokker sig over samfundet og hans position. Han, ligesom Jean, beskylder altid
andre for hans egne fejl og mangler. Som hans tro følgesvend har vi Peter som den mere
tilbagelænede og neutrale af de to. Han er måske i Anthonys øjne naiv, og ser ikke hvad der faktisk
foregår omkring ham, men han ender med at vise sig som den mere rationele og fornuftige af de to.
Han er til tider lidt fjollet og useriøs, hvilket giver Anthony god mulighed for at aflaste alle hans
holdninger: Konstant gennem filmen er han en kommentator der forklare alle situationener ud fra
hans egen lommefilosofi. Han identificerer sig udelukkende på sin hudfarve, og formår på den ene
eller anden måde at dreje alt over på race-relaterede grundlag. Med det sagt, er han ikke kun
fordomsfuld og nedladende overfor hvide mennesker, men han misplacerer f.eks. alle asiatere som
“chinamen”.
Vi møder dem først udenfor en restaurant, i det de forlader stedet. Anthony er sur og brokker
sig over deres behandling; “Did you see any white people in there waiting an hour and thirty- two
minutes for a plate of spaghetti, huh? And how many cups og coffee did we get” Peter, der måske er
lidt naiv, påpeger at Anthony ikke drikker kaffe, og at han selv ikke ville have noget. “We didn't get
any coffee you didn't want and i didn't order, and that's evidence of racial discrimination? Did you
notice that our waitress was black” Anthonys response er at sorte kvinder også tænker i stereotyper.
Han mener at hun med vilje ikke behandlede dem lige så godt som de andre hvide gæster, fordi hun
gik ud fra at de ikke ville give drikke penge. Da Peter så spørger hvor meget han efterlod til hende
viser det sig at han faktisk slet ikke gav noget, hvilket i enden kun bidrager til tjenerindens evt.
8
fordom overfor dem. Om hun fra start havde fordomme eller ej er uvist, men det er dog mere
sandsynligt nu. Peter griner af Anthony, men før han for lov til at forklare sig opdager Anthony
noget nyt at pege ud. Som før nævnt, kommer Rick og Jean Cabot gående i mod dem, og da Jean
ser de to sorte mænd, klinger hun sig ind til sin mand. Anthony mener at det er forrykt at en hvid
dame finder sig truet af to sorte mænd der ligner UCLA
9
studerende. Faktisk synes han at det er
dem der burde være bange: “We're the only two black faces surrounded by a sea of over-caffeinated
white people, patrolled by the trigger-happy LAPD(..)Why aren't we the ones who are scared” Peter
- “Cause we got guns?” Og ganske rigtigt: Deres efterfølgende handling er at trække deres pistoler
og berøve paret deres bil (hvilket man senere finder ud af faktisk er deres job). Igen har vi den
samme fordomscyklus som før: Det er forkert at Jean fordømmer dem som ballademagere baseret
på deres hudfarve; men Anthony bekræfter udelukkende hendes fordomme gennem hans handling.
Hendes fordomme vokser – for ikke at snakke om alle de omkringstående tilskuerer – og Anthony
forbliver den sorte “gangbanger” som hvide kvinder, og især Jean, er bange for – hvilket jo er noget
han ikke vil have.
Men deres aften er langt fra ovre, og umiddelbart efter deres biltyveri kommer Anthony til at
køre en “chinaman” over – som vi senere finder ud af hedder Choi Jin Gui. Både Anthony og Peter
er i chok da det viser sig at Choi sidder fast under bilen, og er blevet trukket hen langs asfalten.
Anthonys umiddelbare reaktion er - “what the hell did he do, just leap out in front of the truck?”
Men det var Anthonys egen skyld. Det var ham der kørte, uopmærksom på vejen, da han var ved at
overtale Peter til at hip-hop var en opfindelse fra FBI, lavet til at undertrykke den sorte race. Hans
løsning er at de blot kører videre og glemmer om deres lille uheld, men Peter er der heldigvis til at
overtale ham til at trække manden ud hvorefter de afleverer ham på den nærmeste skade stue.
Anthony viser her at han ikke bare er en “no-good” kriminel, men også hvordan han ikke har så
meget sympati for “chinamen”.
Desværre vil deres arbejdsgiver ikke have noget med bilen at gøre pga. Chois blod der er
smurt ud over det hele. De må derfor ud og finde en ny bil der matcher den gamle (en sort Lincoln
Navigator). På vej til Anthonys egen bil hilser Peter på en ven fra nabolaget hvilket giver Anthony
mulighed for endnu engang at prædike en af sine filosofier: Peters ven (Mo Phat) er i Anthonys øjne
en skidt fyr, og Anthony påstår at han ville stjæle tænder fra en handikappet, og at Peter ikke burde
hilse på “sådan en”. Peters synes det er hyklerisk da de selv er kriminelle, men Anthony
retfærdiggører det ved at påstå at Mo Phat ville stjæle fra andre sorte, og at det er noget han aldrig
9
University of California, Los Angeles.
9
ville gøre selv. Han siger at den eneste grund til en sort mand stjæler fra hans “eget folk”, er fordi
han er bange for hvide mennesker. Hans bil vil derefter ikke starte og de bliver nødt til at gå. Her
bebrejder han selvfølgelig Peter for at have ødelagt bilen, og langer igen ud efter ham da Peter
prøver at preje en bus: “You have no idea why the put them great big windows on the sides of buses,
do you?(..)To humiliate the people of color who are reduced to riding on them.” Her gør han igen et
forsøg på at sætte sig selv og sin race ind i offerrollen, hvorefter han ironisk nægter at tro på at Peter
kan lide hockey fordi han er sort. For en der kæmper i mod det stereotype billede af sorte, er det
dog lidt pudsigt at han selv kommer til at bruge på dem.
Anthony gå i gennem hele filmen rundt med tusindvis af fordomme, og hans ironiske,
hykleriske handlinger gør ham til tider næsten komisk. Hans vendepunkt i filmen kommer efter en
dramatisk episode hvor han prøver at stjæle den nye Lincoln Navigator, for at finde ud af at
passageren er en anden sort mand (Cameron Thayer). Stik mod sin tideligere påstand om at han
aldrig ville stjæle fra andre sorte, trækker han sig faktisk ikke tilbage fra røveriet, men i stedet, da
Cameron aggresivt vælger at andgribe, råber han til Peter at han skal skyde ham. Anthony viser sig
til sidst som en meget forvirret ung mand, der egentlig ikke helt har stået til ansigt med sine egne
frygter. I scenen flygter både Cameron og Anthony tilbage ind i bilen da de hører politiet nærme sig.
De ender i en blindgyde, og Cameron beder ham forlade bilen, men Anthony er bange og tør ikke
vise sig for de omkringstående politimænd. Cameron går ud og konfronterer dem, samtidig med at
Anthony gemmer sig i bilen. I det han hører den anden sorte mand står udenfor, frygtløs og
selvsikker foran tre hvide politibetjente, for den ellers så selvretfærdige Anthony tid til at
reflekterer, og opdager at han ikke helt er den person han går og udgiver sig for at være. Efter et
enormt aggresivt sammenstød med politmændene vender Cameron tilbage til bilen og kører væk.
Anthony sider uden at sige et ord og Cameron kører et stykke væk før han smider ham ud. På vej ud
af døren vender Cameron sig og kigger på ham “Look at me... You embarrass me... You embarrass
yourself.” Anthony stå mundlam tilbage på fortorvet. Hvor han før ville svare tilbage med en skarp
kommentar, er hans identitet nu rystet. Han stå mutters alene, og langt hjemmefra. Det går op for
ham hvor stor en misrepræsentation han har været for hans “folk”. Han står til ansigt med sit
hykleri, og lærer at hans opførsel i enden smitter af på hvordan folk som ham selv, og andre
mennesker dømmer ham. Han har indset hvordan han hele tiden har været med til at holde en
diskriminationscyklus i gang, og at han må blive nødt til at droppe sine fordomme hvis han vil sætte
et godt eksempel som en sort mand i Los Angeles.
10
Siden han er langt hjemmefra bliver han nødt til at tage bussen, som han nu ikke føler sig så
utryk ved. I bussen møder han hvide, sorte, asiatiske, persiske, spanske osv., og de ser ikke ud til at
skamme sig over at de sidder i en bus. Men skæbnen tester hans nye indsigt ved at lade ham kører
forbi den bil Choi Jin Gui var i færd med at åbne lige før han blev kørt ned. Anthony står af, og
tager bilen til sin arbejdsgiver, for derefter at opdage en skrækkelig hemmelighed: Bilen var fuld
med omtrent tyve Thai-slaver, fastlænket. Hans arbejdsgiver er villig til at betale 500$ pr. stk. –
hvilket er en hel del penge for Anthony. Man han gør det rette, siger nej tak, og lader dem gå fri.
Anthonys transformation er fuldendt, han er blevet en ny mand, og har ikke mindst forstået hvordan
hans handlinger har bidraget til alt det han egentlig har stået i mod.
John Ryan (Matt Dillon) og Tom Hanson (Ryan Phillippe) er LAPD politibetjente. Man
møder først Ryan, over en samtale med den sort læge lægesekretær Shaniqua Johnson. Ryan,
uvidende om hendes hudfarve, er bekrymet for hans syge far, og prøver at få lavet en særaftale.
Faren har problemer med at urinere, men der er meget der tyder på at han fejler mere end UTI
10
.
Ryan er frustreret og vil have faren checket for kræft i blærehalskirtlen, men da Shaniqua eklærer at
hun ikke kan hjælpe ham, beder han hende om at omstille til hendes chef, hvorefter hun svare: “I
am my supervisor” Ryan svare tilbage med en nedladende tone - “Yeah what is your name?”
Shaniqua - “Shaniqua Johnson” Ryan - “Shaniqua. Big fucking suprise that is.” Shaniqua lægger
på, og Ryan står til bage med en ligegyldig grimasse og går ud til sin partner.
Han er fra start åbenlys racistisk og fordomsfuld, hvilket umiddelbart efter bliver
understreget som han nærmer sig betjent Hanson og siger: “Call any big company with a problem;
why is the person you have to deal with guaranteed to be black and stupid?(...)They actually seek
out the stupidest fucking black people they can find.”
11
Han repræsenterer den den racistiske hvide
man, der udnytter sin stilling ved at lade sin personlige frustration gå ud over tilfældige
tilbageholdte. Han er en stolt politibetjent, og har været det i mange år – i modsætning til sin partner
Hanson. Ikke lang tid efter hans samtale med Shaniqua, bliver Ryan og Hanson informeret om en
eftersøgt bil i området. Lige som informationen bliver givet, passerer en sort Lincoln Navigator. I
bilen sidder en sort mand alene, omtrent i fyrrerne, og Hanson påpeger straks: “It's not it... It's not
the vehicle. The plates don't match, the driver's in his forties, and nobody jacks a car and takes it to
studio city.” Trods sin partners advarelse vælger Ryan at ignorerer ham, og tænder sin spot-lampe:
En kvinde i bilen kommer til syne i passagersædet; måske hvilede hun sig på chaufførens skød, eller
10
Urinary Tract Infection
11
Denne monolog er ikke en del af Directors Cut versionen, men står side 16. scene 13. i manuskriptet
11
måske gjorde hun noget andet. I hvert fald kaster hun et forvirret blik bagud, hendes ansigt
kridhvidt i lyset af politibilens skarpe projektor, hvilket er nok til at Ryan tænder for sin sirene, med
kommentaren “They were doing something.” - her for man en fornemmelse for at han nok snare
tænker: “They are something.” Bilen drejer ind på den nærmeste sidegade og holder under en
gadelampe. Hanson, der klart ikke har det godt med situationen, indtager en assisterende position.
Ryan gennemgår en professionel procedure og beder dem om deres registreringspapirer. Paret, der
lige er kommet tilbage fra en prisuddeling, er i godt humør og finder situationen en smule latterlig,
men sammarbejder høfligt. Ryan peger sin lommelygte hen på kvinden (Christine Thayer), der også
viser sig at være sort, i det hun undertrykker et smil og spørger “How are you tonight, officer?”
hvorefter han svarer “Excellent.” – med næsten glædelig forventning i øjnene. Han beder
chaufføren (Cameron Thayer) om at træde ud på fortovet, og gennemgår en yderst unødvendig
alkohol-test, selvom det er tydeligt Cameron ikke har drukket. Christine har fået nok af den komplet
ligegyldige tilbageholdelse, og hun går ud af bilen for at stoppe cirkuset. Men desværre for paret
var det lige det Ryan havde brug for. Situationen bliver kaotisk og han beder Hanson om at tjekke
Cameron for våben, hvorefter han selv tjekker Christine, som særdeles modvilligt bliver presset
hårdt op af bildøren. Her bliver Ryans mørke side understreget med tyk pen. Hans komplet
umotiveret ydmygelse viser hans sande racistiske natur – sandsynligvis provokeret af sin fars
helbred, og hans tideligere samtale med Shaniqua.
Som Ryan gennemsøger Christine – som i øvrigt har en meget let kjole på – udvikler scenen
sig til noget lignende en voldtægts scene: Ryan, der behandler dem som farlige kriminelle, presser
sig hårdt op af Christine og smiler i det hun siger: “You thought you saw a white woman blowing a
black man, and that just drove your little cracker ass crazy!” Mens han inspicerer hende viser han
sin dominerende position som politibetjent: Han nærmest truer Cameron til sige undskyld, og til at
finde sig i deres behandling. Samtidig lader han Cameron se han tydelige udførelse af seksuel
chikane mod Christine. Hanson der er den unge uerfarende politibetjent siger intet men man ser
tydeligt det afsky han føler.
For lige at fjerne enhver tvivl om hans racistiske og intolerante natur; besøger Ryan senere i
filmen klinikken hvor Shaniqua Johnson arbejder. Kun for at sabotere sit eget forsøg på at hjælpe
sin far, ender han i fustration med at sige: “I can't look at you without thinking about the five or six
more qualified white men who didn't get your job.” Ikke overaskende bliver Ryan bedt om at gå, og
hans forsøg på at hjælpe hans far var igen forgæves. Selv når det ikke er i hans interrese at generer,
men blot at hjælpe sin far, kan han stadig ikke kontrollere sig selv. Han kommer senere i filmen,
12
med hvad man kan kalde filmens anden store påstand, med et meget selvsikkert budskab til Hanson:
“Wait till you've been on the job a few more years(..)You think you know who you are? You have no
idea.” – og med denne kommentar forsegler han både sin egen og Tom Hansons skæbner. Ryan
kommer nemlig, umiddelbart efter, kørende forbi et biluheld. Bilen er vendt på hovedet, og der er
benzin over det hele. Ryan springer til, og eftersøger bilen for passagerer. Det viser sig at offeret er
Christine, og hun sidder fast under bilen. Her er Ryan ikke mindre end professionel, og hans hurtige
reaktioner og selvsikre tone får os næsten til at glemme den tideligere Ryan, og hans frastødende
opførsel. I et virvar af ild og dramatiske følelser får han Christine – der er dybt chokeret over sin
redningsmand – ud af bilen på bedste helte-maner. Hun er fuldstændig nødstedt og i gråd –
uforstående for hvad der lige var sket – og kan ikke andet end at græde i hans arme. Dog det er
svært for publikum at accepterer sådan en stor omvending af karakter, bliver vi igen mindet om
instruktørens tideligere kommentar: “it's about the contradictions we all embody(...)we are all both
the villains and the heros in our own lives.”
Ligesom Anthony, fungerer Ryan som den fordomsfulde, og ligesom Peter, er Hanson hans
hans fornuftige side-kick. Deres “crashes” giver, både Ryan og Anthony en åbenbaring. Ryan fra
ham selv; i kraft af hans ord til Hanson og hans redningsaktion, og Anthony i kraft af sit overfald på
Cameron. Hanson og Peter mødes tilfældigvis senere – da Hansom på altruistisk maner, samler ham
op fra vejen – og deres skæbner mødes. De begge godhjertede mennesker; til offer for alverdens
korruption, og til offer for deres egne instinktive- og fremprovokerede fordomme, ender med at
“crashe” hinanden: Hanson, som politibetjent, er naturligt på vagt overfor sorte “gangbangers” –
men er ikke racistisk. De misforstår situationen i det de bedømmer hinanden ud fra stereotyper.
Peter har selvfølgelig en smule fordomme overfor hans chauffør og er lidt smart, men Hanson er en
hvid fyr der samler ham op midt om natten selvom han er en sort fyr i et “farligt” kvarter, så han
begynder at snakke om interreser. Han kan dog ikke forstår hvorfor Hanson ikke tror på alt hans
snak om ishockey og country-musik, og griner da han opdager at Hanson – ligesom ham – også har
en St. Christopher
12
figur på sit instrumentbræt. Hanson misforstår hans intentioner, og tror Peter
gør nar af ham. Da de begge har haft en temmelig hektisk dag er de begge trætte, og måske ikke helt
ved dem selv. Men da Peter trækker sin egen identiske figur ud af lommen skynder Hanson sig at
trække sin pistol og skyder Peter. En simpel misforståelse der ændre Hansons liv og ender Peters. I
enden er det den “instinktive” fordom der forårsager deres “crash”, og også den ting der faktisk
12
“The patron saint of travellers”
13
forbandt dem. Igen bliver Ryans ord realiseret.
I en film som Crash, er hensigten at vise os hvordan vi alle kan have fordomme – om vi kan
styre dem eller ej, eller om vi overhovedet er klar over dem – og illustrere det fællesskab der er
forpurret af systemet, økonomien, klasserne og af personlige årsager. Vi må se forbi farve og
erkende at vi i sidste ende alle er afhængige af hinanden, både sorte og hvide.
Filmens orkestrering og narrative struktur:
Paul Haggis, der både er instruktør og “screen-writer”, har en historie han vil fortælle om
frygt, had og racisme. Gennem et vidtfavnende og kompliceret mønster af sekvenser og karakter-
udbygning, danner multiplotfilmen rammen for en ikke-lineær- og ekstrem disciplineret narrativ
struktur. Gennem et livligt persongalleri, og et intellektuelt handlingsforløb, skaber han en
dynamisk oplevelse med flere interessante vinkler på problemstillingen. En lille vits og lidt
kærlighed bliver der plads til, men klart overordnet er Crash et melankolsk drama.
Multiplot-filmen – eller ensemble-filmen – bryder med det traditionelle karakter hierarki,
hvor visse karakterer spiller en større rolle. Der er som altid en konflikt, hvor deres historier
fortælles uafhængigt af hinanden. Hele fortællingen er sammenhængende og med
almenmenneskelig karakterer. Der er forskellige struktureringer der tages i brug i multiplot genren.
Eksempelvis er der episodisk konstruktion og dramaturgisk struktur: De små selvstændige
fortællinger danner tilsammen historien, og fokus ligger i højere grad på personerne end på deres
projekter. Den dramaturgiske struktur betyder at der er mange små spændingstoppe og ikke blot én
spændingskurve – hvilket især gælder for Crash. Der er en alvidende fortæller som, panoramisk og
med en sociologisk vinkling, fremstiller de mange skæbner. Fortælleren leder publikum ind på den
tematiske sammenhæng, og dermed styrer fortællingen. Multiplotfilmen giver mulighed for at
skære igennem de multikulturelle samfund, og sætter et mere nuanceret perspektiv på relevante
temaer.
Virkemidler:
Utallige filmiske virkemidler bliver brugt i formidlingen af instruktørens budskab, og gør
den flydende, let og berørende. Dialogerne er velskrevede og velspillede – hvilket er en flot
præstation givet de utallige skuespiller der interagere og støber fundamentet for filmen. Derudover
er Crash enestående hvad angår dynamik. Der er en kraftfuld afveksling mellem karakterer,
stemning, følelser, lys, farver, og spændning. I mange scener bryder Haggis det skarpe lys med
slørede farver (reflekteret i ruder, glas, kameralinse og eller naturligt), for at understrege mystikken
14
og modsætningerne i både figurer og handling. Farveskemaet er nøje udvalgt og differentieret i
forhold til karakterenes individuelle handlingsforløb. Der er derudover også en reglmæssig
afveksling af miljø som følge af det konstante tempo hvori de foreskellige karakterer udfolder sig.
Udover det er den kontrasterende hvad angår klipning, da man ikke forbliver særlig længe ved de
forskellige karakterer, og at den konstant veksler mellem personer af forskellig hudfarve. Haggis
gør enormt meget brug af både kontinuitet mellem klippene, altså at der næsten hele tiden er en
bevægelse der forbinder hans scener, og elliptisk
13
klipning. Gennem klipperytme og
parallelklipninger springer byen til livs, og man føler storbyens konstante drift. Kameraføringen
veksler mellem steady-cam, til de mere uddybende scener, og håndholdt, til de mere dramatiske
scener – hvilket i øvrigt er enormt typisk.
Musik:
For endnu engang at understrege filmens tema veksles der hovedsagligt mellem ominøs og
emotionelt etnisk musik, der underbygger fortællingen, og til tider tipper os til efterfølgende
begivenheder. Da musik i sig selv er et utroligt stærkt element, der bl.a. er i stand til at påvirke
vores følelser og indlevelses evne, danner Haggis, i samarbejde med Mark Isham (komponisten), en
interessant afveksling mellem diegetisk og ikke-diegetisk musik
14
– hvilket igen skaber kontrast og
dynamik. Derudover skelnes der også mellem parafraserende og kontrapunktisk musik, hvor
parafraserende er musik der understøtter billedet, såsom i scenen hvor Christine har kørt galt og
Ryan redder hende, og kontrapunktisk musik som modvirker billedet (f.eks. glad musik i en
uhyggelig situation), såsom i scenen hvor Hanson skyder Peter i bilen – hvilket endda også er
diegetisk da musikken kommer fra bilradioen.
I hånd med filmens racisme-tema er der også skrevet og komponeret en sang – af Bird York
& Michael Becker ved navn “In The Deep” – med teksten: “But something happens... Don't see it
coming now... You can't stop yourself...(..)”, hvilket passende dækker både filmens titel såvel som
handlingen. Musikken træder hovedsagligt ind i de emotionelle og dramatiske scener da vi skal føle
og ikke tænke, hvor den, under plot- og karakter udbygning, langt mere forholder sig til reallyd. Det
bidrager både til intensitetten og autenciteten at man f.eks. under Camerons skænderi med sin kone
møder den ubehagelige stilhed man også selv kender fra et større skænderi. Det gør scenen naturlig
13
Elliptisk: Handlingen er kontinuerlig, men tid og rum er etableret med overspring.
14
Man skelner mellem diegetisk og ikke-diegetisk musik. Diegetisk musik vil sige musik, der forekommer som en del
af filmens reallyd, mens ikke-diegetisk musik i stedet svarer til tilsatte lydeffekter og sange (+ temaer/jingles) som
er iørefaldende – eksempelvis James Bond ”melodien”. Diegetisk er eksempelvis når Anthony og Peter hører musik
i bilen.
15
og gør det lettere for publikum at identificerer sig med karakterene.
Farver:
Filmen benytter også farver som narrativ-strategi til at minde os om hvem vi følger, og hvor-
og hvornår vi følger dem. At der generelt er en kold, blå, tone gennem hele filmen styrker følelsen
af det melankolske fællesskab, og er en essentiel del af filmens design.
15
De fleste farve- og
lyskilder kommer fra de aktive elementer i scenerne – udover i dagsscenerne selvfølgelig – såsom
billygter, alarm-blink, butiksruder, ild, gadelamper osv. Derudover over er det juletid, så husene,
gaderne, butikkerne og stuerne er præget af lyskæder og lysende juledekorationer. Farverne er hele
vejen igennem bløde og afrundede, og i næsten alle aftenscener er baggrunden fyldt med dæmpede
små slørede lyscirkler – for ikke at snakke om det flydende hav af gult lys fra byen der hviler i
horisonten. Lyset hænger stærkt sammen med brugen af kameraets fokus funktion, f.eks. i
åbningsscenen hvor figuren Graham indleder med ordene “It's the sense of touch...”. Baggrunden er
i næsten alle scenerne sløret, hvilket bidrager til langt større fokus på karaktererne.
Billedkomposition:
Æstetisk set – ”filmens sprog” – placerer Haggis elementer og motiver i billedet der skal
overdrive og fremme hans budskab – selvom filmen tager sted i Los Angeles og dermed skaber den
virkelighed filmen skal repræsenter. De fleste billeder komponeres efter det traditionelle ”Gyldne
snit”, og hans valg af billedkomposition strækker sig fra vandrette linjer, der skaber ro, stabilitet og
orden, lodrette linjer der skaber monumental opadstræbende og magtfuldhed, tydelige
diagonallinjer, der ofte understreger action, bevægelse og aggressivitet, kælkede linjer, skæve
billeder hvor kameraet ikke står i vater, der virker urovækkende, omvendt trekant, der skaber
dramatik og virker ustabilt – ofte i situationer med to modparter – og til rigtig trekant, der modsat
virker roligt og stabilt.
Symbolisering:
Filmen har selvfølgelig gjort byen “mindre” i det at figurende på så “tilfældigvis” konstant
støder ind i hinanden, hvilket svækker autenciteten, men er nødvendigt for historiens udfoldelse.
Byen Los Angeles står for det multikulturelle, men er også en filmisk metafor for kompleksitet og
diversitet. Byen er kendt for sin traffik og dermed også for sine “crashes”. De mange biler er ikke
15
Baseret på artiklen ”Color as a narrative” - se litteratur liste.
16
bare et metonymi for industrialisering og fremmedgørelse, men symboliserer hvordan vi anonymt
driver ind og ud af hinandens liv, og hvor lidt der skal til før vi “crasher” hvis vi ikke passer på –
hvilket er hvad figuren Graham Walter reflekterende siger i åbningen af filmen.
Den foregår i juletid (en hellig ((kristen)) tid), altså en tid hvor man skal føle glæde og affinitet, og
det at filmen tager udganspunkt her er også en faktor der spiller på vores underbevidsthed: Den
fremtvinger melankolsk ironi, og underbygger budskabet om at frygt og intolerance finder sted hvor
som helst og når som helst.
Ved at reducerer Los Angeles vidtstrakte geografi, og ved at simplificerer dens utrolig diverse,
systematisk segregerede, population
16
, danner Crash også rammen om et, forsigtigt kontrolleret,
etisk eksperiment, gennem interpersonel kommunikation
17
og fysisk kontakt. Sammensætningen og
rollefordelingen er, som påpeget tideligere, altafgørende. Karaktererne skal formidle historien ved
at sandsynliggøre plot og præmis for publikum, og da der ikke er én hovedkarakter til at gennemgår
den største udvikling i filmen, må man se forbi den typiske rollemodel.
Orkestrering:
Ryan og Hanson er både helte- og skurkekarakterer. Deres modsatrettede handlinger skaber
konflikt, og gør dem storbidragere til dramaet. Ryan er årsagen til Christines sammenbrud, og til
konflikten i hendes og Camerons forhold. I filmen skal det helst ligne at uheldet til dels er
forårsaget af deres interne konflik, og deres uventetede møde med racismens autokratiske og
nedbrydende dominans – i form af politimanden Ryan, og hans udnyttelse af sin position. Samtidig,
i en blanding af skæbne og tilfældighed, er det Ryan der til sidst redder Christine fra den visse død,
og er i sidste ende helten der på klassisk vis genetablerer ekvilibrium. Ryans partner Hanson, er en
modsætning til Ryans natur. Han føler han har styr på sig selv, hvad angår fordomme og tolerance,
og han fremstår som den godhjertede type man kunne forvente heltegerninger fra. Da Hanson stod
passivt som tilskuer til chikaneringen af Christine, blev han automatisk – dog i mindre grad –
fordømt i Cameron og Christines øjne. Men på grund af den tydelige fustration Hanson følte
fungerer scenen som et præludie
18
til hans følgende udfoldelse som heltefigur. Umiddelbart
samtidig med at Ryan redder Christine, redder Hanson Cameron fra at blive skudt af hans
16
Se bilag 1
17
Interpersonel kommunikation er ansigt til ansigt kommunikation mellem to eller flere mennesker, som er i direkte
kontakt med hinanden, og som producerer og udveksler betydning.
18
Præludium: Er et kortere musikstykke, der fungerer som forspil til noget andet.
17
politipartnere. En altruistisk handling da han sætter sig selv og sin stilling i fare for en man han
knap nok kender – noget der er typisk for heltefiguren. Men ultimativt ender Hanson ironisk nok
som skurken der, på trods af sit gode hjerte, skyder den, for ham fremmede, men ellers sympatiske
figur, Peter – endda efter han var så venlig at samle ham op på gaden. Kort sagt er Hanson den
modarbejdede helt, der må kæmpe sig til retfærdighed, men ender som offer for sig selv, og dermed
skurken for Peter. Både Ryan og ham ender med at forbløffe sig selv som følge af Ryans ord, ”You
think you know who you are? You have no idea”. I forhold til deres historier, og sammenstød,
fungerer Christine som offeret, og ”prinsessen”, for Ryan, - men også som provokatøren, og
medleveren, der skal drive og følge den mere ledende karakterændring fra hendes mands side. For
Cameron er hun samtidig hjælperen – der muliggør hans transformation – og kontrast rollen, der
gør ham ustabil, og stiller spørgsmålstegn ved hans maskulinitet og identitet. I forhold til Anthony
er Cameron hans helt, da han hovedsagligt bidrager til Anthonys transformation, gennem et ”crash”.
Anthony prøver dog at indtage en offerrolle gennem hele filmen, men fungerer udelukkende som
fredsbryderen for både Jean, Rick, Choi, og Cameron – hvilket dog fejler. Han er en temmelig
prominent hovedkarakter, der i høj grad er med til at formidle historiens budskab. Han er
repræsentant for et væld af fordomme, og ikke mindst er han åbenlys hyklerisk og paradoksal. I det
at Cameron modangriber hans overfald og nedbryder hans maskulinitet, bliver Cameron både hans
skurk og hans helt. Han er Anthonys kontrastrolle da han er en fælles sort mand, men har en helt
modsat selvopfattelse og forståelse af livet som en sort man i Los Angeles.
Jean er Marias skurk og Maria er til dels hendes helt. For hende er Anthony den
undertrykkende, og omvendt. Hendes samlever er Rick, som fungerer som hendes kontrastrolle da
han burde være hendes støtte men i stedet modsætter sig hendes holdninger. Hun repræsenterer, i
stil med Ryan, det fordomsfulde hvide menneske, men er ikke racistisk i samme grad. Hun er snarer
frygtsom i den forstand at hun føler sig truet af ”kulørte” mennesker. I filmen fremstår hun
usympatisk men også som et identifikations element for nogen.
Igen er Ryan Shaniquas skurk, og hun fungerer udelukkende som et offer for racismen. Dog
for at understrege filmens fordomscyklus har instruktøren givet hende filmens sidste ord rettet mod
to spansk/mexikanske mænd: ”What the hell is wrong with you people?(...) Don't talk to me unless
you speak american.” - hvilket selvfølgelig konnoterer fordom og intolerance. Samme scene
indeholder i øvrigt Anthony der sætter de tideligere nævnte Thailanske/Combodianske slaver fri –
og dermed bliver deres helt/frelser.
Som repræsentant fra mellemøsten har vi den iransk/persiske Farhad der, som den evigt
18
frustrerede butiksejer, har groet en enorm mistro til alt og alle omkring sig. Forstærket af
sprogbarrierer, misforståelser, og racistisk undertrykkelse, fremstår han som et offer for
chauvinistiske amerikanerer og deres fordømmelser af ham som en arabisk terrorist. Han udvikler
sig dog senere til at blive en dominerende skurk i filmen. Da han drager ud på hævntogt mod den
godviljede Daniel, der ikke var i stand til at reparerer hans lås på grund af problemer med butikkens
dør, affyrer han sin pistol i samme øjeblik som Daniels datter Lara springer i armene på sin far. I
hvad der nok er en af filmens mest melodramtiske øjeblikke bliver vores sanser og fornuft bedøvede
af den kraftfulde stemning, og vi fordømmer Farhad med hele vores hjerte. Vi opdager så senere at
Farhads datter Dorri havde købt løst krudt til sin far, som dermed gør hende til Farhads helt.
Samtidig er Lara Daniels helt da hun springer frem og ”blokkerer” skudet. For Daniel er Dorri hans
ukendte helt, og for Farhad, uvidende om det løse krudt, er Lara hans helt. Igen illustrerer det
filmens budskab om fælles afhængighed og modsætninger, og der genoprettes ekvilibrium.
kriminalbetjent/dedektiv Graham Waters er til dels filmens sorte rollemodel. Han er den
hårde, men stille type, der ikke ser sig selv efter stereotype, og som ikke definerer eller lader sig
påvirke af hans hudfarve. Sammen med sin partner Ria er han er nærmest en observant for de
problematikker Crash skildre, dog uden faktiske at være reel kommentator i filmen. Han ser, og
forstår ikke mindst tragedierne – hvilket går hånd i hånd med hans stilling som ”gådeløser”. Han er
historiens fortæller, og som vi starter med slutningen, og budskabet; ser han sorgmodigt til
eftermælet af de mange ”crashes”. Selvom han faktisk er uvidende om de andre figurers
handlingsforløb, skal publikum kunne forholde sig til ham, ikke som en helt eller skurk, men som
den passive og fortrolige der har sine egne demoner at kæmpe med. Han viderekommunikere
følelser og tanker.
Ved brug af den overstående narrative struktur, rollefordelingen, orkestreringen af filmiske
virkemidler og personudviklingen, åbner det op for et overskueligt blik på konsekvenserne af vores
handlinger, og publikum kan relaterer. Det 48 timer lange handlingsforløb, indsnævret til to timer,
giver et eksempel på instruktørens opfattelse af nogle af nutidens racisme- og
fordomproblematikker i Los Angeles. Med det bedste Hollywood kan byde, for vi serveret et
umiddelbart realistisk indblik i storbyens tempo og menneskets individuelle problematikker. Crash
præsenterer otte sideløbende historier med 26 betydningsfulde karakterer der fusioneres over ni
sammenstød på lidt under to timer. Filmen byder på en kompliceret rollefordeling, og gennem
filmens narrative struktur stråler budskabet tydeligt frem. Igen er det også, som førnævt, et bevis på
multiplotfilmens egenskaber til at skildre kulturelle sammenstød på en autentisk og underholdende
19
måde i stil med film som Pulp Ficton, Reservoir Dogs, Grand Canyon, Guess Who's Coming to
Dinner, Short Cuts og Magnolia m.fl.
Los Angeles racismeproblematik:
Hollywood filmen der er produceret med et relativt lavt budget på $6,5 millioner, giver på lige
knap to timer et forsøg på at afdække eksplicitte racismeproblematikker i Los Angeles, og har
modtaget både ris og ros fra andmeldere og sociologer. Der har især været kritik af portræringen af
de asiatisk-amerikanske roller i filmen.
19
Det Koreanske par Kim Lee og Choi Jin Gui er mildest
sagt dårlig repræsenteret og ekstrem sterotypiske. Deres engelsk er primitivt og præget af
overdrevne udtalelsesfejl. Kim Lee forårsager et biluheld (stereotypisk), er grov, og snakker ned til
de få karakterer hun møder, og Choi? Ja han bare er menneskesmugler. Man kan sige at det de rent
praktisk bliver brugt til er at manifesterer fordomme, fra dem og gennem dem. En anden kritik er
hvordan den Latin-amerikanske figur, Daniel, næsten er forhelliget og komplet fordomsfri. Han er
den god-hjertede figur, den hårdt-arbejdene familie-far, der er træt af at knokle men som alligvel
finder overskud til hverdagen, og han lader sig ikke provokere af racistisk og intolerant behandling.
Både de asiatisk- og latin-amerikanske repræsentanter er endimensionale og giver ikke et klart
billede af byens racismeproblematikker – hvilket er i ledtog med kritikken af dens brug af
multikulturel og sentimentalt billedsprog til at dække over materiel og historisk sedimenteret
uligheder der fortsat påvirker forskellige etniske grupper i Los Angeles.
20
Endvidere skildres
samtlige hvide figurer i filmen som en del af den hvide overklasse, og i følge Donna Langston
21
er
Amerika blind for den abstrakte undertrykkelse i form af samfundsstatus. “This denial of class
divisions functions to reinforce ruling class control and domination.”
Til gengæld kommenterer filmen på de såkaldte “Los Angeles Riots of 1992” ved at lade
figurerne Flanagan (en kollega til Rick Cabot) og Karen (Ricks assistent) vise deres bekymring om
ikke at provokerer befolkning til at tro at “den hvide magtinstans” igen undertrykker og uretfærdigt
lader det gå ud over den sorte minoritet. Hvilket også er noget forfatteren Jeff Chang påpeger i en
artikel i sammarbejde med Sylvia Chan, Ph.D kandidat i etniske studier: “So Crash's neo-realistic
take on race – the slurs, the appropiation of hip-hop, the tensions that refer back to pre-Rodney
King Los Angeles – can be received literally as the real deal.”
22
Med det afspejler filmen en relativt
prominent politisk problematik i nutides Los Angeles.
19
”Can White Hollywood Get Race Right?”- Jeff Chang (printversion) side 4, afsnit 9
20
”Racial privacy, the L.A. ensemble film, and Paul Haggis's Crash” - Hsuan L. Hsu, Side 7. (printversion) afsnit 6.
21
“Tired of playing monopoly?” - Donna Langston
22
”Can White Hollywood Get Race Right?” - Jeff Chang, (printversion) November 6, 2008
20
Filmen giver mere stof til eftertanke end den giver et realistisk bud på årsagen til konkrete
problematikker såsom racisme, da bl.a samtlige racer fra, samtlige samfundslag ikke er
repræsenteret. Dermed går den ikke hånd i hånd med mange af de forhold der præger nutidens Los
Angeles: I takt med den stigende immigration har Los Angeles altid været et sted præget af
kulturelle kollisioner. En artikel fra Street Gangs Magazine
23
præsenterer hvad den kalder “One of
Los Angeles' dirty little secrets...”: Fra 40'erne og op gennem de tidelige 90'ere har sorte og
mexikanske eksisteret fredeligt sammen. Men forårsaget af det ekspanderende narkotika marked,
det stigende antal bander, og den demografiske segregation, har der gennem de seneste fjorten år
været en optrappende konflikt imellem de sorte og mexikanske beboere i Los Angeles – og ikke
mindst mellem voldelige bander. Forsømt af medierne og politikerne, har konflikten manifesteret
sig blandt indbyggerne i syd og vest. De voldelige racemotiverede sammensted har gennem tiden
bredt sig fra fængslerne, til gaderne og til skolerne, De lokale medier, med FOX 11 som undtagelse,
har ignoreret situationerne. I dag findes der utallige områder i Los Angeles hvor konflikten raser.
Som effekt af de mange mord på sønner og brødrer stiger den racistiske intolerance mellem parterne
og konflikten breder sig.
Andre undersøgelser tyder på at de racerelaterede konflikter i mindre grad påvirker Los
Angeles og dens ungdom: University of California Los Angeles (UCLA) har siden 1990 lavet en
undersøgelse hvert år angående racemotiveret diskrimination. I 2005 viste undersøgelsen at en
rekord på 22.7% mente at racemotiveret diskrimination ikke længere var et problem, hvor den i
1993 lå på 12.5%. I artiklen forklare Karina Hernandez, en 18-årig studerende i et interview, at hun
ikke mindes om nogen former for diskrimination som Latin-amerikansk, og forklare at hun ikke er
bekymret for race eller etniske problematikker. “For me, the racial boundaries are not there.”
Hvilket hun baserer på sin opvækst blandt venner af forskellig race og etnisk baggrund. UCLA's
formand for Higher Education Research Institute, Sylvia Hurtado, forklare at eleverne generelt er
mere tilpasse hvad angår medstuderens etniske baggrund.
24
Dog segregationen af sorte og hvide langsom aftager i Los Angeles, – og resten af U.S.A –
forbliver Amerika stadig en af de mest residentielt segregerede samfund, hvori sorte og hvide bor i
23
”Racial Tensions between Blacks & Mexicans in Los Angeles are growing” - Alex Alonso, Juli 1, 2006
24
”Racial Issues Lose Urgency, Study Finds” - Stuart Silverstein, Januar 31, 2005
21
forskellige nabolag af vidt forskellig standard. Forskeren Thomas LaVeis undersøgelser
25
forslår at
segregationen kan lede til ulighed i helbred og dødelighedskvotient.
Som følge af angrebet på World Trade Center i New York var racisme mod arabisk-
amerikanere en ledsagende omstændighed som følge af Irakkrigen. Diskrimination og racemotiveret
vold mod arabisk-amerikanere steg drastisk, og har yderligerer rettet sig mod religiøse grupper.
Desværre er andre minoriteter blevet udsat for misplaceret fordømmelse. Persiske og syd-asiatiske
etniciteter, tilknyttet religioner såsam Hindu og Sikhism, er blevet stemplet som arabiske muslimer,
og har efterfølgende mødt stærkt had, racisme og endda næsten dødelige overfald
26
.
Meningsmålinger siden 2001 viser at 34% af den amerikanske befolkning har overværet racistiske
og fordomsfulde bemærkninger om Islam, og yderligerer 25% erkender sig selv som fordomsfulde
overfor arabere
27
- noget filmen Crash også henviser til da figuren Farhads butik bliver berøvet, og
vandaliseret med ordene “Rag heads, Towel heads” og “Arabs” skrevet på væggene.
Et aktivt redskab i Los Angeles, såvel som resten af nationen, er “affirmative action”
Affirmative action er et politisk program der giver større adgang til uddannelse og arbejde for
kvinder og minoritets grupper. Den skal kompensere for den diskrimination minoritets grupper
tidligerer har været udsat for, og skal fremme interessen for de offentlige institutioner. Nogle
modstandere af “affirmative action” finder den større tilgænglighed hos minoriteter enorm negativ,
da de mener den fungerer på bekostning af den dominerende gruppes, ok ikke mindst den hvide
mands, fravælgelse. Der menes bl.a. at der, i forsøget på at være mere politisk korrekt, fravælges
mere egnede ansøgerer til fordel for mindre egnede; men med anden etnisk baggrund. Flere
diskussioner om hvorvidt dette faktisk er sandt, har bidraget til intolerancen hos mange hvide mænd
der føler de bliver uretfærdigt behandlet. I pogrammets forsøg på at repræsenterer befolkningen i
dens fulde omfang, har det samtidig ledt til en splittelse blandt indbyggerne, og som en motiverende
faktor til xenofobisk adfærd.
28
- Hvilket også kommer til udtryk i Crash gennem karakteren Ryan.
Racistiske spændinger og konflikter eksisterer i Los Angeles på grund af sociale, politiske,
økonomiske og kulturelle faktorer. Menneskelige fejlopfattelser og stereotypiske anskuelser af
25
”Racial Segregation and Longevity among African Americans: An Individual-Level Analysis” - Thomas A LaVeist,
November 2003
26
”Hindu Beaten Because He's Muslim” - CBS News
27
”Negative Perception Of Islam Increasing” - Claudia Deane og Darryl Fears, Marts 9, 2006
28
Office of Affirmative Action Compliance – http://oaac.co.la.ca.us/.
22
etniske grupper motiverer folk til had og diskrimination. Den voksende konflikt imellem den
Arikansk- og latin-amerikanske befolkning, har resulteret i organiseringen af gadebander, vold,
voldtægt og mord. Hvis de racemotiverede konflikter skal aftage, kan regeringen evt. blive nød til at
tage drastiske tiltag og finansierer offentlige servicer der forsikre minioritets gruppernes essentielle
behov for velfærd – og dermed minimere gadekriminaliteten. Derudover kan der effektiveres
forskellige programmer der lader unge såvel som gamle udforske deres muligheder, og som
derudover bryder op med nogle af de stereotypiske opfattelser de møder i hverdagen, på jobbet og i
medierne. Med de rigtige resourcer og med støtte fra sociale, økonomiske, og politiske
investeringer kan det bidrage til nedtrapningn af de racerelaterede konflikter.
Konklusion:
Filmen Crash behandler ikke nøjagtigt de racismeproblematikker der definerer nutidens Los
Angeles, men har en meget mere universal tilgangsvinkel. Filmen tager dog sted i selve byen, og
spiller på få, men aktuelle, problematikker. Den beskæftiger sig hovedsagligt med de personlige
fordomme, modsætninger, og intolerante sider, som instruktøren mener præger nutidens menneske.
Den behandler ikke de latin-amerikanske problematikker og de spændinger der finder sted i mellem
dem og den afro-amerikanske befolkning. Den forsømmer de asiatisk-amerikanere gennem dårlig
repæsentation, endimensional personskildring og vedligeholdelse af sterotyper. Den opretholder
hvidt privilegium, og foreslår at alle racer har samme vilkår og samme mængde intolerance. Der
bliver ikke reflekteret over den demografiske segregation af minoriteter, såvel som de økonomiske
forhold der påvirker Los Angeles og dens racismeproblematikker. Derudover er det en gennemført
multiplotfilm, med en sofistikeret narrativ struktur, exceptionelt skuespil, og flot orkestrering af
farver, lys, lyd og karrakterer.
Spørgsmålet er om det er instruktørens intention at duplikerer en virkelighed som publikum
skal kunne relatere til, og identificerer sig med, mens den samtidig afspejler etnisk integration,
demografisk segregation, økonomiske forhold, og klasse-forskelle, – der stemmer overens med
virkeligheden og årsagerne til racsime, fordomme og xenofobi – eller om den blot handler om at
viderkommunikerer et unverselt budskab om fælleskab og tolerance. Jeg vil minde om Paul
Haggis's citat: “It's about the contradictions we all embody...” til at understrege at det ikke er
filmens hensigt af genskabe de eksakte forhold man møder i nutidens Los Angeles. Denne opgave
konkluderer at Crash er et abstrakt, såvel som nær-realistisk overblik over racismetematikker, til
dels for Los Angeles men hovedsagligt i et universelt perspektiv. dermed kan Crash kan betragtes
23
som et kulturelt og socialt perspektiverende, menneskeanalyserende, og budskabsbringende
påmindelse om vores del i en konstant udviklene verden, hvor vores handlinger altid vil kunne
definerer os selv og ramme andre, ubevidst eller ej. Den fremhæver menneskets hykleriske natur og
ufrivillige fordomme, samtidig med at den tvinger os alle til, mere eller mindre, at perspektiver over
hvad vores handlinger overfor hinanden medfører af konsekvenser. Budskabet er måske: Vi er
alene, forenede og alligvel så utroligt forskellige. Mennesker er afhængige af hinanden, men
mennesker er også hinandens forhindringer, undertrykkere. Nogen gange må man se ud over sin
egen horisont og følge en unversel følelse af “hvad der er rigtigt” - hvilket dog selvfølgelig er
subjektivt og abstrakt. Det er en vaskeægte “take-a-look-in-the-mirror” Hollywood film, men med
et flot budskab som alle burde overveje.
Perspektivering:
For videregående arbejde med racismeproblematikkerne i nutidens los Los Angelses, og for
yderligere studier af hvad film-mediet kan bidrage til forståelsen og behandlingen af racisme og
fordomme i Los Angeles, – såvel som i USA generelt – kunne man indrage flere film – især
subgenre som multiplot/ensemblefilm – der behandler tematikken, og næranalyserer deres filmiske
brug af virkemidler, i deres forsøg på at formidle et overskueligt billede af årsagerne til racisme og
intolerance. Det ville være passende at inddrage både bøger og teoretikkerer – såsom sociologer –
der beskæftiger sig med kulturforskelle, kultursammenstød, integration, immigration, og
segregation. Man kunne lave en mere dybdegående analyse af selve byen Los Angeles, og af
racismeproblematikker i U.S.A generelt. Man kunne inddrage flere fag, såsom Historie og
Samfundsfag, til at undersøge hvilken påvirkning historiske begivenheder har haft på befolkningens
mentalitet, såvel som på økonomien, indvandringen og nationalismen. Især i samfundsfag ville man
kunne undersøge f.eks. politiske programmer, klasseforskelle, arbejdspolitik, udlæningepolitik,
velfærd, uddannelse og offentlige institutioner. Hvorefter man kunne inddrage en diskussion om
hvilke instanser, og eller institutioner, som f.eks. medierne eller regeringerne/kommunerne der
bidrager til racismeproblematikkerne i Los Angeles.
24
Litteaturliste:
Primær kilder:
Film: Paul Haggis “Crash” - Directos Cut (2005).
Manuskript: Paul Haggis “Crash” - Exerpt from Final Production Draft
Sekundære kilder:
”Racial privacy, the L.A. ensemble film, and Paul Haggis's Crash” - Hsuan L. Hsu, 2006
(Printversion) http://findarticles.com/p/articles/mi_hb3076/is_/ai_n
“Can White Hollywood Get Race Right? - Jeff Chang, Sylvia Chan, 19 Juli, 2005 -
http://www.alternet.org/movies/23597
“Tired of playing monopoly?” - Donna Langston, 4 Dec, 2002 -
http://mailman.lbo-talk.org/2002/2002-December/028202.html
”Racial Tensions between Blacks & Mexicans in Los Angeles are growing” - Alex Alonso, Juli 1,
2006 -
http://www.streetgangs.com/magazine/070406racial.html
”Racial Issues Lose Urgency, Study Finds” - Stuart Silverstein, Januar 31, 2005 -
http://articles.latimes.com/2005/jan/31/local/me-freshman31
”Racial Segregation and Longevity among African Americans: An Individual-Level Analysis” -
Thomas A LaVeist, November 2003 -
http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=1360970
”Hindu Beaten Because He's Muslim” - CBS News, 26 Juni, 2003 -
http://www.cbsnews.com/stories/2002/11/25/national/main530749.shtml
”Negative Perception Of Islam Increasing” - Claudia Deane og Darryl Fears, Marts 9, 2006 -
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/03/08/AR02221.html
Office of Affirmative Action Compliance -
http://oaac.co.la.ca.us/
“Color Color as a Narrative Strategy in the Provocative Movie Titled Crash” -
http://www.associatedcontent.com/article/830233/color_as_a_narrative_strategy_in_the.html?cat=4
0
Video interview -
http://www.charlierose.com/guest/view/645
25
“Rodney King” Wikipedia -
http://en.wikipedia.org/wiki/Rodney_King
“Filmmusik” Wikipedia -
http://da.wikipedia.org/wiki/Filmmusik
Los Angeles County Racial/Ethnic Diversity () -
http://lewis.sppsr.ucla.edu/special/metroamerica/ladiversity.htm
“Crash (2004 film)” - Wikipedia -
http://en.wikipedia.org/wiki/Crash_(2004_film)
“Racism in the United States” - Wikipedia -
http://en.wikipedia.org/wiki/Racism_in_the_United_States#cite_ref-Poll2006_44-0
"WE ARE NOT THE ENEMY" - Hate Crimes Against Arabs, Muslims, and Those Perceived to be
Arab or Muslim after September 11 -
http://www.hrw.org/legacy/reports/2002/usahate/usa1102.htm
“Narrative structure” - Wikipedia -
http://en.wikipedia.org/wiki/Narrative_structure
“The Elements and Structure of Narrative“ -
http://www.notrain-nogain.org/train/Res/write/sbnar.asp
“A Critical Analysis on Crash: Classism and Racism” - Maridette Rasing, Jennifer Hernandez,
Erika Luna-Contreras (intet årstal) -
http://ws350ol.blogspot.com/2007/10/critical-analysis-on-crash-classism-and.html
“Crash” ultimately upholds stereotypes about Asian-Americans” -
http://www.mixedmediawatch.com/2005/05/11/crash-upholds-stereotypes-about-asian-americans/
26
Bilag 1: