Ekstremsport
Engelsk A
Idræt B
STX 3.g
2
Abstract
This paper examines whether mental training has an influence on the completion of an
extreme running competition. Mental training can be done in many different ways and the
best way is individual. It depends on the personality of the athlete and the branch of sport.
This paper contains an account of extreme sports with focus on extreme running and an
account of mental training, motivation and objectives. In addition to that an analysis of Alan
Silitoe’s short story ‘The Loneliness of the Long-distance Runner’ and a discussion of how
and to what extent mental training has an influence on the completion of an extreme running
competition, where the short story’s main character will be compared to an interviewed
extreme runner’s answers. The conclusion of the paper is that mental training has a positive
impact on the completion of an extreme running competition. It is different from athlete to
athlete how much they take advantage of mental training, but it is something that becomes
more and more popular in the sport world. The way of using mental training is also very
different, but to have a good mentality you need to be motivated and to get motivated it is
important to have an objective. Most important of all is to be conscious about your thoughts
and turn the negative thoughts to positive thoughts.
3
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ..................................................................................................................................... 4
2. Hvad er ekstremsport? ............................................................................................................. 5
2.1 Hvorfor dyrke ekstremsport? ........................................................................................................ 5
2.1.1 Identitetskrisen ........................................................................................................................................... 5
2.1.2 Rusen og flow som motiv ......................................................................................................................... 6
2.2 Idrættens mentale træning ............................................................................................................. 7
2.2.1 Motivation og målsætning ....................................................................................................................... 7
2.3 Delkonklusion ...................................................................................................................................... 8
3. The Loneliness of the Long-distance Runner ................................................................... 8
3.1 Smith ....................................................................................................................................................... 9
3.2 Smith og guvernøren ......................................................................................................................... 9
3.3 Smith og løb ........................................................................................................................................ 10
3.3.1 refleksioner om løb ................................................................................................................................. 11
3.3.2 Motivation ................................................................................................................................................... 12
3.4 Smiths udvikling ............................................................................................................................... 13
3.5 Slutningen ........................................................................................................................................... 14
3.6 Delkonklusion .................................................................................................................................... 14
4. Diskussion og vurdering af mentaltræningens indflydelse på gennemførelsen af
et ekstremløb .................................................................................................................................. 15
4.1 Delkonklusion .................................................................................................................................... 20
5. Konklusion .................................................................................................................................. 21
6. Litteraturliste............................................................................................................................. 22
6.1 Bøger ..................................................................................................................................................... 22
6.2 Internetkilder .................................................................................................................................... 22
7. Bilag ............................................................................................................................................... 23
7.1 Flow ....................................................................................................................................................... 23
7.2 Interview med ekstremløber John Böhme Dybkjær ............................................................ 24
7.3 Interview med John Böhme Dybkjær omkring mentaltræning ....................................... 37
7.4 Påvirkning ........................................................................................................................................... 39
7.5 Fortid, nutid, fremtid ....................................................................................................................... 40
7.6 Olsen: Mentaltræning nej tak ....................................................................................................... 41
7.7 Olsen: Ikke brug for mentaltræner ............................................................................................ 42
7.8 Macho-myter er på vej ud: Mentaltræning er i fremdrift i Superligaen ....................... 43
4
1. Indledning
Over de seneste 80 år, har idrætten haft en kæmpe udvikling. Fra små foreninger hvor man
kun kunne gå til gymnastik, håndbold og fodbold til et så stort udvalg af idrætsaktiviteter, at
de nærmest er umulige at tælle. Over de seneste 10-20 år har der været en stor udvikling
indenfor ekstremsportens verden. Bunge-jump, faldskærmsudspring og flere 100 kilometers
ekstremløb i ørkenen, er blandt aktiviteter med stor udvikling. For at gennemføre et
ekstremløb kræver det naturligvis en krop der er i god fysisk form. Men hvad med
mentaliteten? Er det noget man kan træne og hvordan? Og er en god mentalitet overhovedet
relevant for gennemførelsen af et ekstremløb?
Denne opgave indeholder en redegørelse for hvad ekstremsport er, med fokus på ekstremløb.
Samt en redegørelse for mentaltræning og herunder motivation og målsætning, indenfor løb.
Dernæst en analyse og fortolkning af novellen ’The Loneliness of the Long-distance Runner’
af Alan Silitoe, hvor der vil være et særligt fokus på hovedpersonens refleksioner om løb,
samt hans motivation for løb. Opgaven slutter af med en diskussion og vurdering af hvorvidt
mentaltræning, kan have indflydelse på gennemførelsen af et ekstremløb. Her vil der blive
inddraget relevant idrætsteori, eget empirisk materiale, i form af interviews samt relevante
artikler, til vurdering af sagen.
5
2. Hvad er ekstremsport?
Listen over idrætsaktiviteter er lang i dag. Indtil 1930’erne kunne man stort set kun vælge
mellem at gå til gymnastisk, fodbold eller håndbold i de små sogne. I dag er udbuddet meget
større og man kan gå til næsten alt hvad man kan forestille sig. En af de voksende
sportsgrene, er ekstremsporten.
1
Ekstremsport eller ekstremidræt kan spænde fra aktiviteter
for sjov skyld som bungy-jump eller rafting over snowboard eller mountainbike, hvor det
centrale er oplevelsen og nydelsen ved at mestre aktiviteten, til aktiviteter med høj risiko som
faldskærmsudspring eller bjergbestigning.
2
Under ekstremsport, hører også ekstremløb.
Ekstremløb er ekstrem, fordi den kræver en enorm grad af udholdenhed eller fordi løbet
bliver gennemført under absurde forhold som ørkenløb, bjergløb, løb i meget kolde
omgivelser eller med tung oppakning. Der kommer hele tiden nye ekstreme løb til, og
konkurrencerne er steget både i antallet af deltagere og i forhold til distancen – det bliver
mere og mere ekstremt.
3
2.1 Hvorfor dyrke ekstremsport?
Mange ville nok spørge: ”Hvorfor udsætte sig selv for den smerte og de absurde forhold der
medfølger, i at løbe et ekstremløb?” Der findes mange svar på dette og det er individuelt
hvorfor den enkelte løber, vælger at udsætte sig selv for dette. Centralt for ekstremsporten er
smerten, en selvrealiserende smerte, der er kendetegnet ved, at man frivilligt opsøger den.
Smerten i ekstremsporten gør udøveren bevidst om sine grænser og han eller hun søger
grænserne, og heri ligger udfordringen. Kampen mod smerten og hengivelsen til smerten er
en udfordring, som flere og flere eksperimenterer med. En ekstremløber bliver konstant
konfronteret med sine psykiske og fysiske grænser. Ikke alene konfronterer de smerten, de
overvinder den. Overvindelsen af grænserne og smerten udløser en lyst, lettelse og triumf hos
udøveren. Når grænserne er overvundet fyldes udøveren med følelse af uovervindelighed og
udøveren er kommet et skridt tættere på sit ideal.
4
2.1.1 Identitetskrisen
Den tyske bjergbestiger Ulrich Aufmuth er inspireret af psykoanalysen og ser dyrkelsen af
risikosport som en identitetsproblematik, som udtryk for menneskets kamp for at finde og
1
Franch, Jesper, m.fl.: Idræt B – idrætsteori. Systime, 2009. S. 89
2
Franch, Jesper, m.fl.: Idræt B – idrætsteori. Systime, 2009. S. 92
3
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: Idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 173
4
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: Idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 174
6
bevare sin identitet. Aufmuth mener, at motivet for at dyrke udfordringsaktiviteter, som bl.a.
ekstremløb, er en krise i den personlige identitet. Lige inden voksenlivet finder man ud af,
hvem man er og ønsker at være, men finder man ikke svar på identitetsspørgsmålet, kan det
blive et kronisk livsproblem og dermed en af grundene til, at man vælger at dyrke
udfordringsaktiviteter. Vores kaotiske samfund og overvældende udbud af værdinormer og
personlighedstyper skaber identitetsproblemer. At dyrke udfordringsaktiviteter er en måde at
håndtere problemerne på, mener Ulrich Aufmuth.
5
2.1.2 Rusen og flow som motiv
Mange mænd og kvinder har beskrevet hvordan ekstremsport giver dem følelsen af rus eller
ekstase. De der dyrker deres sport for at opnå et ”fix”, kaldes for adrenalinjunkies. Det gør
de, fordi ligesom ved andre rusmidler, kan f.eks. faldskærmsudspring eller det at vinde et
svært ekstremløb, føre til større selvindsigt og give en form for tilfredsstillelse. I et interview
med ekstremløber John Böhme Dybkjær fortæller han bl.a. om følelsen af, at løbe og
gennemføre et ekstremløb: ”(…)det er den der kamp i hovedet som hele tiden finder sted,
som fylder rigtig meget på de der nedture og det er bare fedt at komme om på den anden side,
der man bliver fuldkommen euforisk høj af det.”
6
I mange fortællinger om ekstremsport, er beskrivelserne af kropslig helhed og af
selvforglemmelse, gennemgående. Dette er også betegnet som en oplevelse af flow. Ifølge
Mihaly Csikzentmihaly opstår flow, når en aktivitet bliver målet i sig selv. Der er ingen
rationel gevinst, bare oplevelsen i sig selv. Oplevelsen af flow er kendetegnet ved, at
handling og opmærksomhed smelter sammen, altså at der er fuld koncentration og at alle
irrelevante tanker og bekymringer forsvinder. Man bliver fri for sin selvbevidsthed.
7
For at opnå flow skal det man gør, kunne optage sin fulde koncentration. Det gør den
ved, at udfordringen passer til ens færdigheder, udfordringen må hverken være for lille eller
for stor. Hvis den er for lille, vil man opleve apati, afslapning eller kedsomhed. Er den for
stor vil man føle sig utilstrækkelig eller frygt vil melde sig. I Mihaly Csikzentmihalys figur,
som fremgår af bilag 8, ses sammenhængen.
8
5
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 175-17
6
Bilag 2
7
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 180
8
Se bilag 1
7
Generelt for dyrkelsen af ekstremsport, og specielt ekstremløb, er ønsket om, at holde sig i
form og bevare et godt helbred.
2.2 Idrættens mentale træning
Når en ekstremløber skal gennemføre et løb, er en god form og udholdenhed to vigtige
faktorer, men en mindst lige så vigtigt faktor, er en god mentalitet. Mange udøvere oplever at
præstere bedre til træning end til kamp eller bedre ved mindre vigtige end ved vigtige kampe
eller konkurrencer. Mange har oplevet mangel på koncentration, for stor nervøsitet eller for
mange selvbebrejdelser. Disse faktorer spiller en afgørende indflydelse på præstationen. Når
man spørger idrætsudøverne, svarer de fleste, at det er mellem 40 og 80 procent af
præstationen, man kan tiltale mentale aspekter. Træning af mentale færdigheder, er ikke ens
for alle. Det er individuelt og afhænger af, hvilken sport man dyrker og hvilken personlighed
man besidder. Den mentale træning kan deles op i tre faser: 1) Undersøgelse. Her finder man
ud af hvilke mentale færdigheder der er vigtige i den konkrete sport og hvilke af disse
færdigheder, der er relevante at arbejde med. 2) Intervention. Her sætter man et mål for
udviklingen af de mentale færdigheder. 3) Evaluering. Løbende evalueres træningen med
henblik på, om den har de ønskede effekter, hvor langt man er nået, og hvordan man kommer
videre.
9
2.2.1 Motivation og målsætning
Motivation er selve fundamentet for al idræt. Kendetegnet på, at motivationen er til stede, er
bl.a. en stor indsats, udholdenhed, engagement, vilje, tro og entusiasme.
10
Vi vil gerne opleve, at vi er kompetente, da det styrker vores identitet og selvværd,
men der er forskel på, hvordan man forstår og definerer kompetence. Nogle definerer
kompetence ud fra, hvor dygtig man er i forhold til andre, mens andre ud fra hvor dygtig man
er i forhold til sig selv. De to måleorienteringer kaldes konkurrenceorientering og
opgaveorientering.
11
Når man taler om motivation, taler man også om målsætning. Målsætningens funktion
er nemlig, at den skaber motivation og retter udøverens energi og indsats i en bestemt retning.
Der findes forskellige typer af mål: resultatmål, hvor man fokuserer på selve resultatet og
9
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 63-65
10
Pensgård, Anne Marte m.fl.: Idrættens mentale træningslære. Gads Forlag, 2007. S.
106
11
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 21-22
8
sammenligner med konkurrenterne. Målet kan f.eks. være at man skal være i top 10 til et 10-
km-løb. Præstationsmål, er et slutmål, uafhængig af konkurrenterne. F.eks. at løbe på en
bestemt tid eller at slå sin egen rekord. Procesmål, hvor man fokuserer på processen, dvs.
handleforløbet i en konkurrence. F.eks. at løberen skal løbe hurtigere i slutningen af løbet.
12
2.3 Delkonklusion
Der er mange psykologiske perspektiver, der kan bidrage til vores forståelse af, hvorfor nogle
mennesker vælger at dyrke ekstremsport: kampen mod smerten, overvindelsen af egne
grænser, identitetskrisen eller lykkegivende oplevelser. Der findes ikke et endegyldigt svar,
men helt sikkert er det, at flere og flere mennesker dyrker ekstremsport. Ekstremløb er noget
man ser stor fremdrift i, indenfor ekstremsporten. For at gennemføre et ekstremløb, er det
vigtigt at være motiveret til det. Det er man ved, at man har en målsætning. Der findes tre
former for målsætning: resultatmål, præstationsmål og procesmål.
3. The Loneliness of the Long-distance Runner
I de følgende afsnit vil der blive anvendt fiktionsanalyse. En grundig analyse og
fortolkning af ’The Loneliness of the Long-distance Runner’, med særligt fokus på
hovedpersonens motivation for løb, samt hans refleksioner om løb. Der vil både blive
anvendt engelskfaglige analyseværktøjer og kort inddragelse af relevante idrætsfaglige
begreber.
’The Loneliness of the Long-distance Runner’ er en novelle fra 1960, af Alan Sillitoe.
Novellen omhandler en ung, kriminel dreng, ved navn Smith, der sidder i ungdomsfængsel.
Han er af fængselsguvernøren, udvalgt til at skulle løbe og vinde et stort løb: ’The Borstal
Blue Ribbon Prize Cup For Long Distance Cross Country Running.’ Smith har dog ikke
samme intentioner med løbet, som guvernøren har. Han vil med vilje ikke vinde løbet.
Forfatteren, Alan Silitoe (), var en britisk forfatter. Han blev ofte betegnet som en
af de "vrede unde mænd". Han er en af dem, som stærkest har ført arbejderklassen og
provinsen ind i moderne engelsk litteratur.
13
Han er kendt for at have skrevet flere noveller
og romaner med unge kriminelle i hovedrollerne.
12
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 26-27
13
http://da.wikipedia.org/wiki/Alan_Sillitoe besøgt: 09.12.13
9
3.1 Smith
Novellens hovedperson, Smith, er 17 år, høj og slank og sidder i ungdomsfængsel, for at have
røvet et bageri. Han kommer fra en kriminel baggrund, med en familie der også er kriminel:
”(…) running had always been made much of in our family, especially running away from
the police.”
14
Her bruger Smith sarkasme til at fortælle, at hans familie har haft problemer
med politiet flere gange. Han fortæller om løb i forbindelse med, at han i ungdomsfængslet,
er blevet udvalgt til at være langdistanceløber, idet han har bygningen til det, det skal dog
vise sig at det ikke kun er Smiths bygning der gør ham til en dygtig løber. Guvernøren vil
have Smith til at vinde et stort løb for ham, derfor gør han meget for at træne Smith op til
løbet. Hvad guvernøren dog ikke ved er, at Smith ikke har tænkt sig at vinde løbet for
guvernøren, da Smith ved, han ikke betyder noget for guvernøren. Smith er stædig, og
ærlighed er et ord der betyder meget for ham og noget han tager meget bogstaveligt. Vi får
meget hurtigt en fornemmelse af, at Smith kommer fra arbejderklassen. Hans sprog er meget
uformelt, med masser af slangord og udtryk, derudover får vi af vide, at han kommer fra en
kriminel baggrund og at hans holdning til politiet og fængselsguvernøren er skeptisk.
3.2 Smith og guvernøren
Smith ser ham selv og guvernøren som to personer der er i krig mod hinanden: ”(…)it’s war
between me and them.”
15
når han siger ’them’, er der tale om mennesker fra middel- og
overklassen, der styrer samfundet. I starten bliver vi præsenteret for hans teori om ’them’ og
’us’ også karakteriseret ved ’the in-laws’ og ’the out-laws’. Guvernøren som ’the in-law’ og
ham selv som ’the out-law’. Det fortæller os, at han har et vidt forskellig syn på guvernøren
og ham selv. Et andet sted vi mærker Smiths holdning til guvernøren og hans mænd, er ved
de mange skældsord og vendinger han bruger om dem, gennem hele novellen: ”The first
thing is that them bastards over us aren’t as daft as they most of the time look(…)”
16
Smith
fortæller her, at de ikke er lige så dumme som de ser ud. Med det mener han at de er meget
snedige, men det siger Smith, han også selv er – det er dét det hele gælder om. Selvom Smith
hverken er god til at læse eller skrive, ligesom guvernøren, mener han, at han er mere
intelligent en ham: ”He’s stupid, and I’m not, because I can see further into the likes of him
14
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 1, l. 3-4
15
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 6, l. 11
16
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 1, l. 11-12
10
than he can see into the likes of me.”
17
Når Smith taler om intelligens, mener han ikke
intelligens i form af at være god til at skrive og læse, men i at være et oprigtigt og ærligt
menneske, der tænker på andre, og som ikke er bange for at være sig selv. Ifølge Smith,
betyder det i sidste ende ikke noget, om du har skrevet en masse bøger, hvis ikke man skriver
noget ærligt og personligt, andre mennesker kan lære af. Ærlighed er et af de gennemgående
ord i novellen og et ord der får stor betydning for Smiths beslutning om ikke at vinde løbet.
”We want hard honest work and we want good athletics.”
18
Dette er, hvad guvernøren
fortæller Smith, da han udpeger ham som langdistanceløber. Det er nogle ord Smith vælger at
fokusere meget på, da han tager hans beslutning. Smith tænker dog meget over guvernørens
ord når han løbetræner, de forstår nemlig ordet ’ærlighed’ på hver deres måde. Guvernøren
forstår ærlighed, som i at have respekt for andres ejendele, ved f.eks. ikke at stjæle, mens
Smith forstår ærlighed, som at være oprigtig omkring sine principper og personlige integritet.
Smith vælger ikke at vinde løbet, da det ikke er ærligt overfor ham selv og hans principper.
”And I’ll lose that race, because I’m not a race horse at all(…)”
19
Smith føler, at guvernøren
behandler og betragter ham, som en væddeløbshest og han ved, at den eneste grund til, at det
betyder noget for ham at Smith vinder, er fordi han vinder penge ved det og i høj grad også
fordi han vinder æren. Det er mod Smiths principper og personlige integritet, derfor vælger
han at stå ved hvem han er, og derved ikke vinde løbet.
Smiths had til guvernøren bunder i, at han er skyld i at Smith føler sig mindreværdig og
ubetydelig. Derudover står guvernøren i vejen for Smiths selvstændighed, som er noget der
betyder meget for ham.
3.3 Smith og løb
Et par sider inde i novellen, får vi fortalt, at Smith elsker at løbe: ”It’s a treat, being a long-
distance runner, out in the world by yourself with not a soul to make you bad-tempered or tell
you what to do(…)”
20
For mange ville det føles som en straf, at skulle ud og løbe 16 km i
shorts og frostvejr, imens de andre fængselsindsatte sover videre, men for Smith er det en
fornøjelse at få lov til at løbe. Det er her han kan føle sig fri og slippe tankerne løs. Noget
Smith nemlig gør rigtig meget i når han løber, er at tænke. Han tænker næsten ikke på, at han
17
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 4, l. 35-36
18
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 2, l. 41
19
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 4, l. 29-30
20
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 3, l. 27-28
11
løber, men på alt muligt andet. Novellen er skrevet som om vi er med når han løber, samtidig
med han tænker højt. Ind i mellem beskrivelserne af f.eks. vejret, bliver der slået over i tanker
om livet hans fortid. Dette er noget der sker flere gange i novellen og det giver os en følelse
af, at vi er med.
3.3.1 refleksioner om løb
Når Smith løber, tænker han på mange ting. I novellen tænker han bl.a. på hans fars død,
guvernørens ord om ærlighed og på sin fremtid. På et tidspunkt, reflekterer Smith også over
det at tænke dybt: ”And it’s daft to think deep, you know, because it gets you nowhere,
though deep is what i am when I’ve passed this half-way mark(…)”
21
Smith synes det er
dumt at tænke dybt, selvom han gør det selv, når han løber.
Hans mange tanker får hans løbeture til at føles som ”(…) a little life(…)”
22
Løb er
altså i novellen, en metafor for livet. Smith betragter livet som en kamp og hans løbetalent er
både et symbol på hans kamp, som fortsætter gennem hele hans liv og et middel til at ydmyge
og bedrage guvernøren. At hver løbetur føles som et lille liv, kan også tolkes som at være
fordi han løber for livet og glemmer den dårlige situation han står i – alle hans tanker fører
ham mentalt et andet sted hen.
Det at løbe giver Smith mange ting. Ikke nok med, at han får lov til at være alene og
slippe tankerne løs, så er det også noget der giver ham selvtillid og stolthed. Smith kommer
fra arbejderklassen og besidder ikke mange kompetencer og har formegentlig aldrig haft
meget medgang, når det kommer til at være den bedste til noget. Han nævner bl.a. at han
hverken er god til at læse eller skrive. Efter Smith er blevet udpeget til at løbe, har han fundet
noget han er dygtig til. ”(…) I was in my element that afternoon knowing that nobody could
beat me at running but intending to beat myself before the day was over.”
23
Han føler sig i sit
rette element når han kan se han er den bedste. Det får ham til at føle sig uovervindelige og
succesfuld. Et par gange i novellen fortæller Smith om sine tanker og drømme omkring hans
fremtid. Hans drøm er at være en almindelig, succesfuld mand med kone og børn. Når han
mærker han er dygtig til at løbe, giver det ham et håb om og tro på, at hans drøm en dag vil
blive virkelighed.
21
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 7, l. 32-33
22
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 7, l. 34-35
23
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 19, l. 23-24
12
3.3.2 Motivation
For at gennemføre et løb, kræver det motivation. Motivation til at vinde eller motivation for
blot at gennemføre et løb. For Smith vil det fysisk, ikke være et problem at gennemføre og
vinde et lang-distance løb. Men hvorfra får man motivationen til at løbe et løb, hvis man ikke
har lyst til at vinde?
Selvom Smith ikke har planer om at vinde løbet, har han stadig masser af motivation til at
løbe det. Men hvor får han den motivation fra? For at have motivation, skal man også have et
mål, og det har Smith: ”I only want a bit of my own back on the In-laws and Potbellies by
letting them sit up there on their big posh seats and watch me lose this race(…)”
24
Smith
bliver motiveret af tanken om guvernørens ansigt, når han taber med vilje for øjnene af ham.
For Smith gælder det ikke blot om, at bedrage guvernøren, det handler om, at Smith vil have
sin selvstændighed tilbage og det er også en del af målet og dermed motivationen. En anden
motivation Smith altid har, er at når han løber, får han lov til at være alene med sine tanker.
Smith lukker sig, som sagt, ind i sig selv når han løber og glemmer alt, om selve løbet. Under
det store løb, får vi stor indsigt i Smiths psyke. På et tidspunkt lader det til han når ’runners
high’ i det han beskriver hvordan han glemmer han løber og knapt nok kan mærke sine ben
bevæge sig – det var som om det hele arbejdede af sig selv og at han kunne fortsætte for altid
med at løbe.
25
Dette er hvad man vil kalde ’runners high’. Der kan også argumenteres for, at
han opnår flow, i det han oplever selvforglemmelse og at det er oplevelsen i sig selv der er
det centrale og ikke at han skal nå til mål, så hurtigt som muligt. ’Runners high’ og flow,
hjælper på motivationen og gennemførelsen af løbet. Da Smith står ved mållinjen og venter
på en af de andre deltagere indhenter ham, har han svært ved at få sig selv til ikke at løbe
over mållinjen, da det lader til løberen bag ham, er et stykke væk. Her bliver Smith motiveret
af sin afdøde far; under løbet har vi hørt om Smiths far og hans død. Da hans far var syg,
nægtede han at blive indlagt, det er nu Smiths motivation til at stå fast ved hans beslutning
om, ikke at vinde løbet for guvernørens skyld: ”By God I’ll stick this out like my dad stuck
out his pain and kicked them doctors down the stairs: if he had guts for that then I’ve got guts
for this(…)”
26
24
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 20, l. 43-44
25
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 19, l. 10-13
26
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 24, l. 1-2
13
3.4 Smiths udvikling
Novellen er delt op i 3 dele. Den første del handler om de grundlæggende ting om ham,
guvernøren, deres forhold til hinanden, løbet og Smiths forhold til løb. I del to får vi mere af
vide om hans familie og baggrund, samt en detaljeret beskrivelse af røveriet. Den tredje del
handler om løbet, Smiths tanker under løbet og kort om hvad der skete efter løbet. Fra del et
til del tre, gennemgår Smith en kæmpe udvikling. I del to gennemgår Smith ingen udvikling,
men den giver os en bedre indsigt i ham.
I del et lærer vi en vred og stædig dreng at kende. Smith har en klar holdning om guvernøren
og politiet. Deres forhold til hinanden er ikke godt og det er noget Smith mener aldrig vil
ændre sig: ”(…) but they don’t see eye to eye with us and we don’t see eye to eye with them,
so that’s how it stands and how it will always stand.”
27
Selvom Smith ikke mener deres
forhold til hinanden vil ændres, er der dog alligevel sket ændringer i deres forhold til
hinanden. Smith valgte at være ærlig over for sig selv og tabe løbet for øjnene af guvernøren.
Det kostede ham efterfølgende seks måneders hårdt arbejde i fængslet, men det var det værd,
for han vandt sin integritet og selvstændighed tilbage og kunne efter seks måneder forlade
fængslet, med god samvittighed.
Et omdrejningspunkt i den sidste del, er da Smith begynder at græde – noget han ikke
har gjort siden han var to-tre år gammel. Han begynder at græde i det han nærmer sig mål og
kommer til at tænke på, at han efter løbet, i seks måneder, ikke får lov til at løbe på den sti
igen og dufte græsset. Det er her det virkelig går op for ham, men også for læseren, hvor
meget det at løbe betyder for ham. Det er også her vi mærker hvor meget hans ærlighed,
integritet og selvstændighed betyder for ham. For at få psykisk tilfredsstillelse ved at tabe
løbet, betaler Smith med seks måneders hårdt rengøringsarbejde og seks måneder uden løb.
Smith fortæller, at han trods de hårde konsekvenser ingenting fortryder. Det er tydeligt,
at han fra del et til del tre er blevet meget stærkere, både fysisk og psykisk. Guvernøren
derimod har ingenting fået ud af hans udnyttelse af Smith. Alt hvad han har udsat Smith for,
har blot gjort Smith til en stærkere person.
27
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 1, l. 17-18
14
3.5 Slutningen
Sillitoe giver historien en finere autenticitet ved at konkludere, med Smiths kommentar sidst i
novellen, at han vil udgive sin historie. Hvis Smith bliver dømt igen, vil Smith kammerat
udgive den for ham. Hvis ikke han bliver dømt igen, er Smith sikker på, at hans kammerat
ikke vil svigte ham: ”I’m going to give this story to a pal of mine and tell him that if I do get
captured again by the coppers he can try and get it put into a book or something(…)”
28
Vi
kender ikke noget til Smiths kammerat, som først bliver nævnt sidst i novellen. Da vi læser
den tilsyneladende nu offentliggjorte bog, må vi antage, at Smiths frygt, for sin uundgåelige
tilbagevenden til fængslet, nu er blevet realiseret og kammeraten har holdt sit ord.
I den sidste del af novellen nævner Smith under løbet, at han nu ved hvad det vil sige at føle
sig som ”the loneliness of the long-distance runner running a across country(…)”
29
Han er
foran alle de andre og er nu alene. Han kan ikke længere høre de andre løbe eller publikum
heppe. Smiths følelse af ensomhed er ikke den eneste grund til, at novellen har fået det navn.
Selvom novellen er lang, lærer vi ikke rigtig andre at kende en Smith selv. Hans mor, far,
Mike og hans ’pal’ bliver nævnt i løbet af novellen, men kun i forbindelse med hans
beskrivelser af begivenheder, hvor de var til stede. Vi hører stort set ikke om hans forhold til
dem og da Smith heller ikke beskriver nogle af hans fængselskammerater for os, får vi en
fornemmelse af, at han er ensom og ikke indgår nogle tætte forhold til nogle mennesker. Det
kan være en anden grund til, novellen har fået det navn den har.
I Alan Sillitoes novelle er temaerne: arbejderklassen, kriminelle, vrede og bekæmpelse af
systemet. Smith kan lide personer fra hans egen klasse, arbejderklassen, og han hader folk fra
middelklassen og overklassen der styrer landet, f.eks. politimænd. Smith har et meget simpelt
syn på samfundet, hvoraf han opdeler folk i ’in-laws’ og ’out-laws’. Sillitoe vil med hans
novelle vise hvordan en person som Smith, prøver at kæmpe mod systemet og hvordan han
kun kan lykkes, ved at såre sig selv.
3.6 Delkonklusion
Smith er en stædig dreng. Hans liv er en kamp mod systemet. Han nåede hans mål, om at få
sin selvstændighed tilbage, men for en dreng fra arbejderklassen, kostede det ham dyrt. Han
28
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 25, l. 13-15
29
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner. 1960. S. 19, l. 43.44
15
måtte tabe det store løb, som straf arbejde med hårdt rengøringsarbejde, samt undvære sine
elskede løbeture de sidste seks måneder af hans fængselstid. Smith fortryder intet, for han har
fået det tilbage han ønskede: værdighed og selvstændighed. Smith får motivation til at løbe,
ved at tænke på guvernørens ansigtsudtryk idet han taber, samt hans afdøde far, som han ser
meget op til. Derudover får Smith en masse motivation ved tanken om, at få lov til at være
alene og slippe tankerne løs. For Smith er ethvert løb som et lille liv. Novellen tematiserer
bl.a. arbejderklassen og bekæmpelse af systemet. Sillitoe vil med novellen fortælle, hvad det
kræver af dreng fra arbejderklassen at kæmpe mod systemet. Det kan antages, at Smith efter
at være kommet ud af fængslet har fået udgivet en bog om sin historie, idet novellen skal
forestille at være hans historie, han selv har skrevet.
4. Diskussion og vurdering af mentaltræningens indflydelse på
gennemførelsen af et ekstremløb
I de følgende afsnit vil jeg vil jeg både bruge idrætsteori, fiktion i form af novellen ’The
Loneliness of the Long-distance Runner’, samt artikler og interviews, til at analysere og
diskutere mentaltræningens indvirkning på gennemførelsen af et ekstremløb. Jeg vil bruge de
forskellige materialer til at få så mange vinkler på sagen som muligt. Med idrætsteori får jeg
fakta baserede og dokumenterende vinkler på sagen. Med artikler og interviews får jeg en
personlig vinkel på det, samt eksempler fra hverdagen. Med novellen kan jeg bruge
forfatteren som eksempel som et syn på sagen, da det er ham der har skabt hovedpersonen.
Hovedpersonen i novellen vil blive sammenlignet med den interviewede ekstremløber.
Som tidligere beskrevet har mentaltræning, stor indflydelse på gennemførelsen af ekstremløb
og idræt generelt. Men på hvilken måde og i hvor høj grad? Og er den mentale form vigtigere
end den fysiske form? Der findes mange småforsøg om mentaltræningens indvirkning på
kroppens ydelse, men ingen grundig forskningsdokumentation. Det er nemlig først inden for
de sidste 5-10 år der er kommet stor fokus på mentaltræning i idrætten.
Måden at træne det mentale på, er forskellig fra person til person. Det afhænger meget af
hvilken person du er, og hvilken idrætsform du udøver. Motivation og målsætning er det man
vil kalde den mentale motor. Motivation er som oftest en god ting, men den forkerte
motivation, kan også have dårlig indflydelse på idrætsudøverens præstation. Aktivering og
motivation er to vidt forskellige ting, og det er noget mange tager fejl af. En spiller, der
16
allerede er på højt aktiveringsniveau, kan blive påvirket i negativ retning, hvis træneren
kommer med en ekstra formaning lige før kampen. Et meget højt aktiveringsniveau, kan rent
faktisk også medføre mindsket motivation.
30
Derfor er det vigtigt, at vide hvordan man træner
det mentale korrekt, før man kaster sig ud i det, da det så kan ende ud i at have den modsatte
virkning, end den ønskede. Men er den mentale træning overhovedet så vigtig, som mange
mener? Man bliver motiveret hvis man er dygtig til det man gør, men man bliver ikke dygtig,
ved blot at mentaltræne. For at være dygtig, spiller ens fysiske form en stor rolle. For at være
i god form til et ekstremløb, er det vigtigt at være forberedt. Man skal have trænet op til det
specifikke løb og spise den rigtige kost op til og under løbet. Mange faktorer spiller ind, når
man skal gennemføre et ekstremløb. Om det er psyken eller fysikken der er det vigtigste, kan
diskuteres.
Der er forskellige meninger om mentaltræningens virkning. Også i sportsgrene som
fodbold, er mentaltræning benyttet af nogle, men også her er der delte meninger omkring
mentaltræningen. I 2004 gik det ned ad bakke for det danske fodboldlandshold. Flere spillere
var skadet af den ene eller anden grund, da EM i Portugal netop var gået i gang. Alligevel er
Morten Olsen ikke til at rokke i, når det kommer til mentaltræning: ”Mentaltræning er noget,
man ser meget i amerikansk sport. Men jeg vil aldrig bruge en mentalcoach. Jeg synes, det er
fint, hvis spillerne har en individuel coach, de kan bruge, hvis der er individuelle problemer.
Men jeg synes ikke, jeg skal have for mange forskellige meninger ind omkring holdet.”
31
Morten Olsen er altså imod en mentaltræner til holdet, fordi han mener hans spillere selv kan
klare deres problemer og at han samtidig, ikke vil have for mange forskellige meninger ind
omkring holdet. I september 2013 blev der lavet et nyt interview med Morten Olsen omkring
mentaltræning, da det igen så skidt ud for landsholdet. Morten Olsen afviste endnu engang at
benytte sig af en mentaltræner til landsholdet.
32
På trods af Morten Olsens skepsis omkring
brugen af en mentaltræner, fortæller en artikel fra Politiken blot en måned senere, at
mentaltræning er i fremdrift i Superligaen. Artiklen fortæller: ”Syv ud af Superligaens tolv
fodboldklubber har i dag en fast mentaltræner ansat i klubben, og af de resterende fem barsler
flere med tanker om at integrere sportspsykologien i den daglige drift.”
33
Der er altså stor
forskel på holdningen til brugen af mentaltræning i sportsverden. Hvorfor Morten Olsen ikke
30
Pensgård, Anne Marte m.fl.: Idrættens mentale træningslære. Gads Forlag, 2007. S.
106
31
Bilag 6
32
Bilag 7
33
Bilag 8
17
vil benytte sig af mentaltræning, trods den store fremdrift af det i mange andre
fodboldklubber og sportsgrene, kan bl.a. skyldes myter omkring mentaltræning. Engang
troede mange nemlig, at mentaltræning kun var nødvendigt når der var nogle der fejlede
noget psykisk, men sådan bruger man slet ikke mentaltræningen i dag. I dag er det noget man
bruger, når det går både godt og skidt med holdet. Morten Olsen vil ikke have for mange
forskellige meninger om holdet, men en mentaltræner kommer ikke for at have en holdning
til holdet. En mentaltræner er til, for at gøre spillerne, eller generelt idrætsudøvere, motiveret.
Som sagt, er målsætning en del af motivationen. Og som fodboldhold skal der både sættes et
samlet mål for holdet, men også individuelle mål for alle spillerne. Målet for holdet kan sætte
standarden for de individuelle mål. På den måde kan man sandsynligvis også undgå, at
indsatsen mindskes, når individer arbejder sammen i en gruppe.
34
Ifølge mange ekstremløbere spiller det mentale en stor rolle når det kommer til at gennemføre
et stort løb. Den største fjende, når man løber et langt og hårdt løb, er ens egne tanker. I et
interview med ekstremløberen John Böhme, fortæller han, at der dukker mange negative
tanker op, under et løb. John Böhme påvirker det mentale ved fokusere på det positive: ”Jeg
tror, at det handler om hurtigst muligt at identificere, hvad problemet er – og så tvinge
tankerne væk fra problemet og i stedet finde noget positivt at fokusere på.”
35
Dette er også
hvad bøgerne anbefaler: ”Hvis man er i stand til at styre sine tanker i positive baner, er det
ikke alene med til at gøre løbeturen til en mere positiv oplevelse, men også til at skærpe
ydeevnen.”
36
Når Smith i ´The Loneliness of the Long-distance Runner´ løber, støder han
ikke på nogle fysiske kriser, kun at han fryser. Når Smith fryser, bruger han samme teknik
som John Böhme: han tænker på noget andet. Det er det der hjælper Smith gennem hans
lange løbeture i frostvejr, kun iført t-shirt og shorts. Før eller siden i et ekstremløb, vil
tankerne om at stoppe eller vende om, dukke op. Det gør de også for både John Böhme og
Smith. John Böhme beskriver det således: ”Fælles for nedturene er, at man begynder at
”lede” efter en undskyldning for at træde ud af løbet. Det ville være det letteste i verden bare
at træde et skridt til siden og flå startnummeret af – så er man ude og kan komme hjem i bad
og få noget mad!”
37
På et tidspunkt, da Smith løber det store løb, får han også tanker om at
34
Pensgård, Anne Marte m.fl.: Idrættens mentale træningslære. Gads Forlag, 2007. S.
134
35
Bilag 3
36
Jensen, Jens-Ole, m.fl.: Det Lange Løb. Systime, 2001. S. 62
37
Bilag 3
18
træde ud af løbet og løbe en anden vej. Men her får han – ligesom John – vendt tankerne. I
Smiths tilfælde, fokuserer han på at skulle se guvernørens ansigt, samt opnå den
selvstændighed han længes efter. Det er specielt på disse tidspunkter, den mentale træning
træder i kraft og har en effektiv virkning, da den kan afgøre om man gennemfører løbet.
For at kunne gennemføre et ekstremløb, skal der være en god balance mellem den mentale
form og den fysiske form. Hvis man løber et løb, eller generelt udøver en sport, der passer til
ens niveau og interesse, kan der opnås flow. Flow kan også siges at være en mentaltilstand.
En tilstand man kan komme i, i hvis man foretager sig noget, der kan fastholde ens fulde
koncentration.
38
Det kan også føre til ’runners high’, som både Smith og John Böhme oplever
når de løber. ’Runners high’ er også en både fysisk og psykisk tilstand, hvor man føler man
kan blive ved med at løbe og aldrig vil blive træt, det udskiller også en form for lykkefølelse.
At opnå flow eller ’runners high’ kan være en stor hjælp til at gennemføre et ekstremløb.
I hvor høj grad det mentale spiller en rolle, når det kommer til at gennemføre et ekstremløb,
er der delte meninger om. Man hører dog sjældent, nogle der slet ikke mener det mentale
spiller en rolle, når det kommer til at gennemføre et ekstremløb.
Når John Böhme fortæller om, hvornår han benytter sig af det mentale, er det omkring
maraton distancen: ”Jeg ved af erfaring, at mine værste kriser typisk opstår, når jeg er mellem
en tredjedel og halvvejs gennem et løb – i et 100km løb vil det altså typisk være omkring
maratondistancen. Her er man begyndt at kunne mærke sine ben, og der er stadig lang vej
hjem.”
39
Dette er også hvad man i dagligtale kalder ’maratonmuren’. Mange oplever, at når
de når de 30-40 km står kroppen helt af. Man må derfor enten lunte eller gå de næste
kilometer, før kroppen er klar igen.
40
Nogle vil mene, at det her er det psykiske der skal
hjælpe en videre i gennemførelsen af løbet, mens andre vil mene det ikke har noget med det
psykiske at gøre og at det er rent fysisk kroppen ikke kan mere og man bare må vente til
kroppen er klar igen. Men der findes ikke ét rigtigt svar på dette. På en hjemmeside om
idrætspsykologi beskriver de det som, at det ene afhænger af det andet. Hvis man f.eks. får en
dårlig start i et løb, påvirker det følelserne og tankerne, følelserne og tankerne påvirker her
kroppen og præstationen fremadrettet.
41
Det kan også være at man har en vabel på fødderne
38
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: idrætspsykologi. Gyldendal, 2007. S. 180-181
39
Bilag 3
40
Jensen, Jens-Ole, m.fl.: Det Lange Løb. Systime, 2001. S. 60-61
41
http://sportspsykologi.wordpress.com/tag/mental-træning/ besøgt: 16.12.13
19
der generer, det påvirker igen følelser og tanker som fører til handling, som f.eks. kan være at
man stopper og prikker den, udgår af løbet eller bidder smerten og irritationen i sig, og løber
videre. Sammenhængen er vist på figur i vedlagt bilag 4.
Men for at gennemføre et maraton, eller generelt bare et ekstremløb, skal man være i
meget god form. Eller skal man? Kan en utrænet person gennemføre et maraton blot ved at
være i mental form? Er det kun den fysiske form der tæller eller er det begge dele? For
ekstremløberen Chris Norre Madsen er 324 km i Saharas ørken eller 560 km i Alaskas kulde
ikke kun en fysisk prøvelse, men i lige så høj grad en psykisk kraftpræstation. Forholdet
mellem det fysiske og det psykiske aspekt i forbindelse med løb formuleres af Chris Norre
Madsen således: ”Hvis vi siger et løb, det er alfabetet. A det er start, og Å det er målet. Så
kan fysikken få dig til L, M eller N. Resten af vejen til Å skal psyken bringe dig. Psyken er i
det her spil så kraftigt et redskab.”
42
Ifølge Chris Norre kan fysikken altså kun bringe dig
halvvejs. Ifølge John Böhme er det kun 10 % fysik og 90 % psyke.
43
Ifølge begge
ekstremløbere, har psyken en stor betydning for gennemførelsen af et ekstremløb.
Det kan være svært at forstå, at kun 10 % af løbet afhænger af fysikken. Hvis det er så
vel, behøver man så kun løbetræne én dag om ugen og så mentaltræne resten af ugen? Det
lyder absurd. Men hvad hvis man konditionstræner alle syv dage om ugen, så må et
ekstremløb være meget nemmere at løbe og det mentale vil ikke have den store indflydelse,
fordi ens krop ikke bliver træt. Hvis kroppen ikke bliver træt, dukker de negative tanker
heller ikke op. Derfor kan det antages, at hvis kroppen er i god fysisk form tæller psyken kun
10 % og fysikken tæller 90 %. På den anden side er de fleste ekstremløb så hårde, at det er
fysisk umuligt for et menneske, ikke at møde modgang. Og som vist i figuren i bilag 4,
påvirker kroppens træthed tankerne i en negativ retning og det er her mentaltræningen skal
hjælpe. Men mentaltræning er ubrugelig, hvis ikke man bruger den rigtigt. Et vigtigt råd
indenfor mentaltræningen er: man skal være i nuet. Det er ofte nyttigt at analysere hvor ens
tankefokus er henne. Er de i fortiden, nutiden eller fremtiden? (se figur i bilag 5). Når
tankerne er enten i fortiden, f.eks. hvis man havde en dårlig start, eller at man er fastholdt i
fremtiden, den falske tryghed og tanken om, at ”nu kan det ikke gå galt”, så er fokus det
forkerte sted. Fokus skal være på det der sker lige nu. Man skal være til stede i nuet og det er
her de gode præstationer opnås. For at skabe kontinuerlige toppræstationer, er det
nødvendigt, at blive bevidst om hvornår det er at fokus ”vandrer” enten til fremtiden eller
fortiden og konstatere, at det ikke er optimalt at have sit fokus der. Derefter handler det om,
42
Jensen, Jens-Ole, m.fl.: Det Lange Løb. Systime, 2001. S. 61
43
Bilag 3
20
at træne i at være i nuet. Det er her at de gode præstationer udvikles og bibeholdes. Evnen til
at arbejde struktureret med sit tankemønster er ofte forskellen på dem der forbliver
middelmådig og dem der tager springet til eliten. Men det kræver vedvarende mental
træning.
44
4.1 Delkonklusion
Det kan konkluderes at mentaltræning har en positiv effekt på gennemførelsen af et
ekstremløb. Hos hovedpersonen i novellen ’The Loneliness of the Long-distance Runner’,
Smith, ser vi en del ligheder med ekstremløberen John Böhme. Deres handlinger, stemmer
også overens med idrætsteorier, som bl.a. siger, at en god mental form ikke alene kan føre en
igennem et ekstremløb, men det samme kan en god fysisk form heller ikke. Ifølge
ekstremløbere sørger fysikken for at bringe dig ca. halvvejs, eller mindre, igennem løbet,
hvor det i den sidste del af løbet, er mentaliteten der bringer dig igennem. En negativ psyke
kan få dig til at træde ud af løbet eller vende om, mens en god og positiv mentalitet, kan
hjælpe dig igennem løbet, selvom kroppen har det meget hårdt. Hvis kroppen har det hårdt,
påvirker det tanker i negativ retning og omvendt kan negative tanker påvirke kroppen og
handlinger. Det er her den mentale træning kan lære løberen at få kontrol over tankerne og
dermed gennemføre løbet. Gennemførelse af et ekstremløb kræver både god fysisk form og
god mental form.
44
http://sportspsykologi.wordpress.com/tag/mental-træning/ besøgt: 16.12.13
21
5. Konklusion
Ekstremsport er noget flere og flere dyrker. Specielt ekstremløb er noget man ser et stigende
antal deltagere indenfor. Ekstremløb er som oftest lange løberuter i terræn, der er svært at
befærde sig i. Ekstremløb kan vare alt fra nogle timer til over en uge. Det kræver en ekstrem
grad af udholdenhed og en god fysisk form, at gennemføre et ekstremløb. Men en god
mentalitet spiller også en kæmpe rolle når det kommer til at gennemføre et ekstremløb. For at
have en god mentalitet skal man være motiveret. Man bliver bl.a. motiveret ved at have en
målsætning. En god mentalitet handler også om at være bevist om sine tanker og dermed
vende de negative tanker, til positive. Hovedpersonen i novellen ’The Loneliness of the
Long-distance Runner’, Smith, og ekstremløber John Böhme Dybkjær er begge i god mental
form. De har lært dem selv at fokusere på det positive når de negative tanker kommer. Det
hjælper dem til at gennemføre løbet. Men for at gennemføre et ekstremløb er en god fysisk
form også meget vigtig. Mange ekstremløbere taler om, at fysikken kun kan bringe en ca.
Halvvejs igennem løbet, eller endda mindre, hvor det resten af løbet er mentaliteten der afgør,
om man kan gennemføre løbet. Hvorvidt dette passer er der delte meninger om, det afhænger
af individet og også meget af, hvilken sport man dyrker. Man finder meget få der er kritiske
omkring mentaltræningens virkning, og bl.a. ud fra det, kan det konkluderes, at
mentaltræning har en positiv indvirkning på kroppen, når det gælder idræt.
22
6. Litteraturliste
6.1 Bøger
Henriksen, Kristoffer, m.fl.: idrætspsykologi. Gyldendal, 2007
Franch, Jesper, m.fl.: Idræt B – idrætsteori. Systime, 2009
Pensgård, Anne Marte m.fl.: Idrættens mentale træningslære. Gads Forlag, 2007
Sillitoe, Alan: The Loneliness of the Long-distance Runner, 1960
Jensen, Jens-Ole, m.fl.: Det Lange Løb. Systime, 2001
6.2 Internetkilder
Fakta om Alan Silitoe: http://da.wikipedia.org/wiki/Alan_Sillitoe besøgt:
09.12.13
Sportspsykologi: http://sportspsykologi.wordpress.com/tag/mental-træning/
besøgt: 16.12.13
23
7. Bilag
Bilag 1 side 1-1
7.1 Flow
Kilde: Franch, Jesper, m.fl.: Idræt B – idrætsteori. Systime, 2009
24
Bilag 2 side 1-13
7.2 Interview med ekstremløber John Böhme Dybkjær
Hvornår startede din interesse for ekstremsport?
”Det var helt klart det første faldskærmsspring jeg lavede det var jo sådan en ting vi sad og
snakkede om over en øl, mig og nogle kammerater, at det sku vi da prøve. Og det var ikke
anderledes end at vi ku lige så godt ha siddet og snakket om en eller anden vild rutsjebane i
tivoli. Det var simpelthen for at prøve det en gang og så aldrig mere, bare for at det skulle
man ligesom ha prøvet, det var lige som et bungee jump. Og det var i gymnasiet, det var i
sommerferien mellem 2. og 3.g kan jeg huske, og vi var en hel flok der startede vi var vel 10
eller sådan noget, som endda var en del af et endnu større hold på 30, og vi var to der
fortsatte bagefter, fordi vi bare blev fuldkomne hooked, altså det skulle vi bare prøve igen det
her. Det var så tilfældigvis benjamin, en af mine bedste venner, mig og ham vi ville bare
prøve det her igen, igen og igen og igen. Lige så langsomt, så fik vi jo så vores certifikat og
sprang så rundt omkring i hele verden i løbet af sådan en 10 års periode, og har været
instruktører og har afholdt kurser og det fyldt rigtig rigtig meget altså samtlige af mine ferier
har jeg brugt i lufthavne rundt omkring.’’
Så det var der det startede? Du har ikke søgt sådan noget ekstremt noget før det?
’’Nej, det har jeg ikke. Jeg har selvfølgelig dyrket sport, men det har været på et helt
almindeligt normalt dagligdagsplan’’
Så det var der det bare startede lidt tilfældigt?’
’’Ja det kan man sige, og det gjorde jeg så i ti år og fik så børn. Og så som jeg lige fortalt om
før, så sluttede jeg for en ti år siden, at nu må faldskærmsudspring stoppe, enten det eller os
så sku jeg ligesom fortsætte på landsholdsplan faktisk. Ham Benjamin som jeg startede med
at springe med, han fortsatte så og kom også på landsholdet. Så vi splittede sådan lidt op. Så
begyndte jeg i stedet for at løbe mere og det endte så med jeg begyndte at dyrke adventure
race, som sådan en holdsport igen. Det er egentlig et langt orienterings løb, men hvor man
både cykler og løber og roer og klatre og det kan så være alt lige fra 6 timer til en uge man er
af sted, og jeg fandt egentlig ud af at jeg kunne godt li det, og jeg var god til det. Det der med
at kunne administrer mig selv og min psyke og ting og sager, os uden søvn, det er jo det der
gør den sportsgren hård det er jo at man kommer ud over den der normale, altså man får brudt
25
sin døgnrytme, og man skal ligesom kunne administrere mange ting på en gang. Det er ikke
bare lige som et maraton løb, 42 km og så er man færdig. Man ved aldrig hvor lange
distancerne er og hvor man kommer hen i verden.”
Da du begyndte at løbe efter du havde sprunget faldskærm startede du så med tanken
at ’’nu vil jeg løbe maraton’’ eller startede du ud stille og roligt? Altså søgte du noget
stort til at starte med?
”Nej slet ikke, der var et overlab, da jeg stoppede med at springe var jeg allerede i gang med
at løbe og havde løbet i nogle år, men det der i første omgang fik mig til at løbe, var egentlig
bare det at holde mig i form, på sådan et ganske almindeligt motionist niveau, og så sætter
man sig jo nogle mål, jeg tror måske det var 5 km, et helt klassisk løbeprogram. Så efter par
måneder, så havde man jo gjord det, så skruer man den jo op. Hvis jeg sådan skal holde mig
selv i gang, så skal jeg have et mål med det, jeg gider ikke bare vedligeholde det, man skal
ligesom have et nyt mål, og så blev det jo sikkert ti km og så blev det sikkert et halvmaraton
og så et maraton, og så løb jeg maraton nogle gang, og så startede jeg på det her adventure
race, men det er en holdsport, hvor man typisk er 3 eller 4 på et hold, og det fandt jeg bare ud
af at min lyst til at køre de adventure løb også de lidt længere, det var svært at finde nogen
der delte den her vilde begejstring som jeg havde, og det var altid sådan noget ’’skal vi ikke
løbe det her løb på Sjælland, det er skide godt, alle de gode kommer’’ og så sagde de ’’jeg
kan ikke den weekend’’ og det var sådan irriterende at blive bremset i at være afhængig af
andre. Det var fedt når vi var afsted, når det lykkedes, men jeg var træt af at vi ikke gjorde det
mere end vi gjorde. Jeg kører stadig adventure races, men det er sådan lidt sekundært nu, nu
er jeg begyndt at løbe de her ultraløb selv, og her styrer jeg det totalt selv, og jeg kan selv
bestemme hvor og hvornår jeg løber, men jeg savner lidt den der hold ting, men jeg er glad
for at jeg kan køre det hele selv. Faktisk har jeg fundet ud af at det er ret fedt at være ude i de
der mange-døgns-løb, og være helt selv, det der med virkelig at være helt alene, der er ingen
omkring dig, heller ikke andre løbere.”
Hvorfor ofte løber du i din hverdag?
”Jeg motionerer hver dag, jeg cykler hver dag minimum, 2 timer, 50 km, altså det er min
transport til og fra arbejde. Alt afhængig af hvad det er for et løb jeg træner op til, hvis det er
et løb hvor man løber fra start til slut i et hug, så løber jeg typisk 4 gange om ugen, og så er
det udelukkende lange distancer, alt mellem 20 og 50 km pr træningspas. Men det løb som
jeg træner til nu det er et etape løb over flere dage, hvor man i løbet af en uge løber 6 etaper
26
og så med en hviledag imellem, så der er jeg meget fokuseret på at løbe så mange
træningspas så mulig i løbet af ugen, for at vende kroppen til det der med at være i gang og så
holde pause. Så der fokusere jeg min træning på at nå frem til det mål.”
Så når du løber træner så er det fordi du altid er ved at træne op til et løb?
”Jeg har altid et mål, det er nødvendigt for mig at have et mål. Det er så til april jeg skal af
sted til det her etape løb, og inden jeg tager af sted til det, der vil jeg være sikker på jeg også
har et mål efter det, så jeg ikke kommer hjem til sådan et ’’dødland’’ eller et ’’vakuum’’.
Men sådan er jeg bare indrettet, det er vigtigt for mig at have et mål, men hvad det næste mål
er det ved jeg ikke endnu, lige pludselig så kommer der bare et eller andet.”
Hvad er det for et løb du skal til nu?
”Det er det her ''Marathon Des Sables'', nede i Marokko, et ørken løb som er 250 km med
oppakning i en ørken, så der er jo nogle varme grader der nede og nogle underlag, som gør at
bare det, bliver en udfordring i sig selv. Men det er klart, jeg kan jo heller ikke blive ved med
at fylde udfordringer på, men et andet løb som jeg også godt kunne tænke mig at løbe, hvis
jeg kan få lov af familie, så kunne jeg enormt godt tænke mig at prøve at løbe enten i Alaska
eller et sted hvor der bare er sindssygt koldt. Altså et sted hvor man skal tænke noget andet
end bare mad ind over når man løber. I Sahara der skal man jo bare løbe i et på shorts og en
T-shirt og med en rygsæk og så med mad selvfølgelig, man skal jo slæbe det hele under hele
løbet. Men sådan et løb et løb hvor man skal løbe med en pult eller en slæde, det har jeg ikke
prøvet, så det kunne sådan være det næste projekt.’’
Det begynder jo næsten at blive lige så farligt som da du sprang i faldskærm?
”Ja det siger min kone også, hun tror ikke jeg overlever den her tur til Marokko, for der er jo
folk der ikke overlever sådanne løb. Jeg løb et løb i Østrig sidste år hvor der var en gut der
styrtede ud over en bjergside, og det er klart alle falde på et tidspunkt, men han er så bare
faldet på et rigtig uheldigt tidspunkt. Men jeg har også løbet Oddense maraton hvor der var
en der drættede om og døde faktisk lige for øjnene af mig. Vi havde kun løbet 13 km på det
tidspunkt, og svineheldigt løb jeg ved siden af en læge og han var jo i stand til at give
førstehjælp, men det lykkedes dem altså ikke at få ham genoplivet. Og det er jo fordi at, man
kan jo også gå en tur på gade og så falde om, altså man skal huske at, det der med at folk de
kan få det dårligt og dø, det kan altså ske alle mulige steder. Så man skal altså passe på med
at sige ’’det er fordi han løb et maraton’’, for så længe man er ordenligt forberedt. Et 5
27
kilometers løb kan også være hårdt, hvis ikke man træner til det så i bund og grund handler
det jo om at være ordenligt forberedt. Altså at man træner selvfølgelig, men også at man har
sat sig ind i hvad det er for nogle forhold der venter.”
Du snakkede om at du havde målsætninger for dit næste løb allerede før du havde
gennemført dit første, er du bare helt sikker på du vil gennemfører hver eneste gang?
”Jeg har endnu ikke deltaget i et løb som jeg ikke har gennemført. Jeg løb sådan et løb her i
Danmark i sommers, det var et selvarrangeret løb over en uge. Der havde jeg en gut der
fulgte mig over telefon som lavede interviews med mig under vejs, han spurgte mig også
’’Hvad er din plan b’’ og jeg svarede hele tiden ’’Jamen jeg har ikke en plan b’’ fordi det er
skide hamrende hårdt, og der er masser af undskyldninger hele tiden, men det er jo det der
gør den her sport så interessant syntes jeg. Det er jo ikke at håndtere det fysiske i det, det er
alle de der tanke spil man kører, ’’amen gider du mere nu?’’ ’’kan du blive ved?’’ ’’nå men,
nu skal du altså løbe to døgn mere, gider du virkelig mere?’’ ’’Ja nu går jeg lige lidt, og nej
jeg skal sgu i gang igen’’ så det er hele det der mentale spil som er fedt.’’
Men tænker du nogen gange ’’jeg gider bare ikke mere’’?
”Ja det kommer hele tiden op, altså lige så snart man har nedture, og så kommer der opture,
og det er den der kamp i hovedet som hele tiden finder sted som fylder rigtig meget på de der
nedture og det er bare fedt at komme om på den anden side der, man bliver fuldkommen
euforisk høj af det.”
Er det der hvor du når ''Runners high''?
”Ja det kan man kalde det. Jeg har læst mig til, at nogen mennesker ikke kan opnå den der
tilstand af at være euforisk, men det kan jeg altså, det har jeg jo fundet ud af. Det korte svar
af hvorfor jeg løber disse løb, det er altså den her jagt på denne tilstand. Altså, det er godt nok
ikke tit, jeg tuder, men jeg kan ikke mindes at jeg ikke har gennemført et løb hvor jeg ikke
har tudet bare en lille smule når jeg er kommet i mål, fordi man bare er helt oppe og ringe
over at det er lykkedes igen at overvinde sig selv og får ædt sig gennem nogen af de der
meget lange og hårde løb. Og det kan virke så mystisk, og jeg kan godt forstå at folk syntes
det er noget underligt noget at bruge så meget tid på, for langt det meste er jo træning, selve
løbet fylder jo bare den sidste halve procent hvor man egentlig løber løbet, resten er jo bare
den ene træningstur efter den anden.
28
Men det er simpelthen jagten på det der ’’fix’’, som man kan kalde det. og det skal ikke
misforstås, for det er jo positivt.’’
Hvor mange store løb har du været til?
”Det har jeg ikke tal på, I hvert fald ikke hvis man regner adventure løb med ind i det. Men
jeg har faktisk kun løbet 5 maraton løb, det er ligesom om, hvis man har løbet 1, så har man
gjord dét, for det er jo bare 42 km igen og igen og igen. Det er ikke så meget distancen jeg
søger, for vil meget hellere løbe et halv maraton i et flot naturskønt område i alperne, end jeg
vil løbe 100 km langs en dansk landevej. Det er oplevelsen, en helhedsoplevelse. Det er jo
også mennesker der løber 48 timer på et løbebånd, altså helt ærligt, det kommer jeg aldrig
nogensinde til. Det er det med at komme ud og løbe i alperne og fx det løb i Marokko, det
glæder jeg mig jo sindssygt meget til. Jeg ville sgu ikke gide gøre det en råkold januar dag på
et dansk fortov. Der skal være noget at se på, for det er også en måde at hjælpe sig selv
igennem på, at man sådan kan abstrahere lidt fra at det gør lidt nas engang i mellem.’’
Hvis man kigger på det samfundsmæssige og hvordan tendensen har været så er der jo sådan
en meget marginalisering i foreholdt til at dem på den ene side bliver bare federe og federe og
mere dovne og kan knapnok få sig selv til at køre på en cykel uden at der er en elmotor på
den, det er sådan den ene ekstreme. Den anden ekstreme det er så den her som jeg måske
tilhører at man bliver ved med hele tiden at presse grænserne for hvordan man kan udfordre
sig selv i forskelige sammenhænge. For 20 år siden var det der med at sige til folk ’’Jeg tror
jeg vil løbe et maraton’’ var folk jo ved at falde bagover hvis man sagde det. Man kan jo
sikkert finde nogle tal på hvor mange løbere der har deltaget i København maraton gennem
årene. Jeg løb det i 2005 og jeg kan ikke huske hvor mange deltagere der var, jeg tror det var
5-6 tusinde, og i dag er der over 10 tusinde, og det er jo fordi at søgningen mod de her
længere løb bliver større og større, og det bliver sådan en folkesport næsten de der ting der
engang var helt vilde projekter, det er blevet helt ’’Main stream’’ i dag.”
Hvordan har din krop det, før under og efter løbet?
Jamen jeg er 100 % sikkert afhængig af løb og af at dyrke motion, jeg cykler også rigtig
meget, men det er jo primært løb jeg fokusere på, at cykle er egentlig bare baggrunds
kredsløbs træning. Det er løb jeg dyrker i forholdt til at stille op til løb. Jeg er helt klart
afhængig af det, og det kan jeg mærke på mig selv, og der kan jeg mærke i perioder hvor man
arbejder meget, kan man jo være nød til at droppe sin træning et par dage eller en uge måske,
29
og det går helt klart ud over mit humør. Det er ikke kun mig selv der er klar over det, det får
jeg også at vide af folk omkring mig. Min kone påstår faktisk at jeg har ADHD. Det der som
har været oppe i medierne at man kan få motion på recept til folk der måske er på grænsen til
depression eller folk der måske er stresset i deres hverdag, og jeg er helt sikker på at hvis man
hev mig ind som forsøgskanin, så ville jeg bonne ud som sådan en ’’Yes det er sgu rigtigt det
her’’. Og jeg siger ikke at alle skal ud at løbe 100 kilometer løb, men for folk der ingenting
laver der er det jo også en stor omvæltning hvis man kunne få dem til at røre sig bare en lille
smule, for dem ville det jo være et kvantespring. Jeg er helt sikker på der er noget om det, i
hvert fald i nogen tilfælde, det er klart hvis man lider af en kronisk svær sygdom kan det ikke
hjælpe, men i rigtig mange tilfælde, og især sådan nogle mentale sygdomme der som stress
og depression og sådan noget, så man sådan kommer ud og ’’mærker sig selv’’, det er helt
100.”
Hvordan har din krop det rent fysisk efter et løb?
”Jamen der er jeg helt smadret og kan næsten ikke engang gå. Jeg havde faktisk et løb i
Østrig her i sommers, hvor jeg var så idiotisk at tage sådan et tomands telt med jeg skulle
sove i, og det kunne jeg ikke kom ud af en hel dag. Jeg havde jo bare virkelig brug for mad
efter sådan et 100 km løb i alperne, og jeg var bare balderet. Og det var bare bang start og så
derud af indtil man var løbet i mål. Og der må jeg sige jeg var overrasket over så medtaget
jeg var. Og det var fordi jeg simpelthen ikke havde trænet nedløb nok, jeg havde trænet opløb
rigtig meget på løbebånd hvor jeg bare havde løbet på max stigning, men hvis du skal op så
skal du nok også ned. Og de der nedløb de smadrede simpelthen mine lår muskler, så jeg var
bare TOTAL smadret. Jeg lå bare inde i mit telt som sådan en puppe og var næsten
grædefærdig for jeg var så sulten kan jeg huske. Men det lærte jeg noget af, aldrig et
tomandstelt igen efter et løb. Men så blev man jo det klogere.
Men så har jeg også haft nogle løb hvor jeg ikke har kunnet sove rigtig mange dage efter fx
de der adventure løb hvor man er i gang. Det længste jeg har løbet det var en uge hvor jeg
ikke havde sovet andet end et par timer. Der var jeg ikke sådan fysisk medtaget jeg havde slet
ikke ømme ben eller noget som jeg snakkede om i Østrig, men mit søvnmønster var
fuldkommen ''fuskede up''. Jeg troede jo jeg skulle hjem og sove som en sten og så var man
bare frisk igen, men jeg kunne decideret ikke sove, og det tror jeg var på grund af den der
uro, ligesom at lide af jetlag x10, og det var jeg vildt overrasket over. Mine tæer sover i
øvrigt stadigvæk efter den tur, og det er jo sådan lidt mystisk. Jeg har været ved læge og de
siger det er fint og at det går over. Men det er sådan lidt spøjst. Min læge sagde der kunne gå
30
op til et år før det vil blive normalt igen, og det har noget at gøre med at hvis man
overbelaster en nerve, lidt ligesom hvis man lukker for blodtilførslen, og mine tæer de har
simpelthen været overbelastet i så lang tid at de bare sover, og jeg kan simpelthen ikke
’’vække’’ dem, det er meget meget mytisk. Men nu har jeg vænnet mig til det, men nogen
gang når man snakker om det så kan jeg godt lige mærke ’’nå ja de sover sgu stadigvæk’’.
Men det er ufarligt og mest bare et irritationsmoment!’’
Har du fået nogle skader efter at have løbet så meget?
”Nej. Jeg har aldrig haft en skade. Er det ikke helt vildt? Jeg er jo medlem af alle mulige
løbesammenslutninger hvor man snakker om løb og møder folk. I de helt lange løb, i hvert
fald i Danmark, de samme der løber. Vi er vel sådan en 20-30 der mødes rundt omkring og vi
snakker jo sådan omkring hvordan det går og så hører man om folk der har fået dårligt knæ
osv. Men jeg har været så svineheldig. Men det handler også meget om, at man tager sig den
tid det tager at træne sig op til det. Det dur ikke at man siger ”nå der er lige et spændende løb
om 14 dage, dét skal jeg være med til” og så træner man og får så en overbelastning. Det er
det der med at planlægge det i forvejen. Altså, om et år fx så har vi det her mål, og så skal
man starte med at træne sig op til det. Det er ikke sådan at man på den måde kan være sikker
på at slippe for en skade, men man kan i hvert fald reducere risikoen for at man får en. Jeg
har mistet en negl engang og det gjorde faktisk ikke engang ondt, den faldt bare af. Det var
rimelig bizart.”
Tror du det er sundt det du gør?
”JA.”
Også når du tager på de her rigtig lange løb hvor du virkelig bliver presset?
”Ja… det er egentlig sjovt du lige spørger om det. Jeg har lige haft en lektion med en klasse
hvor vi så en film om en ultraløber som skulle løbe i 48 timer for at stikke Danmarks
rekorden og han bliver spurgt om det samme og der er faktisk også en fysiologiprofessor som
også svarer på det spørgsmål, og hans svar – som også er mit svar, for det er jo rigtigt – det
er, at selve den periode – og det kan vare lige fra et døgn til nærmest uendeligt – men for mit
vedkommende er det jo typisk et løb der varer fra et døgn til en uge, og det er jo klart at når
man er så øm og smadret og tæerne sover, bliver kroppen maksimalt presset, og det er jo ikke
sundt. Det er det helt sikkert ikke. Men hvis man kigger på min almene sundhedstilstand lige
nu, hvor jeg er imellem løb, så vil jeg da håbe – og jeg tror også – at jeg har et sundt kredsløb
31
og livsstilssygdomme som diabetes - som mange jo får – er jeg sikker på at holde væk ved at
motionere.”
Så på lang sigt er det sundt, men i det øjeblik du gør det er det ikke sundt?
”Jeg er sikker på at det er sundt på lang sigt og det er helt klart ikke sundt i det jeg gør det.
Jeg har jo ondt.
Hvordan reagerer folk omkring dig på, at du er ekstremløber?
Den reaktion man får fra dem der er tættest på mig, min kone, hendes forældre og mine
forældre bl.a., de er skeptiske og spørger ”hvorfor gør du det?” eller siger de er bekymrede og
det er faktisk på grænsen til at det er irriterende.
Og du bliver irriteret fordi du ved det er rigtigt det du gør?
Ja og det var især dengang jeg sprang faldskærm. Selvfølgelig ved jeg det er farligt, men det
handler jo om, at hvis man gør tingene rigtigt, så er det ikke så farligt. Altså hvis du sidder i
en flyvemaskine og beslutter dig for at styrte den i jorden, så er det jo også farligt. Hvis man
gør det lige så stille, roligt og fint, så er der ingen fare ved det. Så hvis man ved hvad man
gør, så er tingene sjældent for alvor farlige.
Men det jeg mener, det er at folk der er i min tætte omgangskreds de er skeptiske. Men fx
mine kolleager de er altid sådan ”Neeej, gør du det?! Det lyder spændende, må vi høre?” Og
det har jeg spekuleret meget over – hvordan kan det være man møder den der meget
blandende reaktion. Det kan måske have noget at gøre med, at de der er tæt på, de er på en
eller anden måde afhængige af, at jeg har det godt – de har lidt nogle aktier bundet i mig. Så
det bunder i en eller anden form for omsorg, som jo er positivt, det kommer bare til udtryk
som sådan en skepsis. Hvorimod folk der er i periferien af min omgangskreds, de synes bare
det lyder spændende. De er jo ikke afhængige af mig på samme måde.
Jeg synes også, at når jeg har diskuteret det med nogle af dem jeg løber med, så er det en
generel tendens at man tit bliver betragtet som en ’not-case’. Det har jeg bare vænnet mig til.
Men det gør mig jo sindssygt glad og jeg vil næsten vove at påstå, at hvis ikke jeg kunne det,
så ville jeg virkelig føle mig handicappet og jeg ville blive et trist menneske og jeg ville være
nød til at erstatte det med noget andet.
Hvis du blev nød til at stoppe, ville du vel også søge noget andet du kunne lave?
32
Ja, altså man kan jo sige, at hvis man bliver kørt ned af en bil og får amputeret det ene ben,
jamen så ville man måske begynde at strikke helt vildt (haha). Altså man ville blive nød til at
fylde det der tomrum ud. Og jeg kan ikke ane hvad jeg ville finde på, men det finder man nok
ud af.
Nu har jeg jo løbet meget, men jeg har også altid godt kunnet det der med at klatre også. Der
er ikke noget bedre end at på en eller anden klippeside og så kigge op og så vide at man skal
derop, og det bliver rigtig svært at klatre de næste 10 meter og at det er muligt man bliver nød
til at give op, men hvis man når der op ville det bare være ultra sejt. Men den der
løkkefølelse, den kommer også i andre sammenhænge end at løbe for mig. Det er meget det
der med at presse sig selv og forhåbentligt at kunne se tilbage og tænke ”hold kæft man, det
virkede bare umuligt, men nu gjorde jeg det altså!”
Spiser du noget bestemt op til et løb?
”MEGET mad”
Så det er ikke noget med du skal spise kulhydratfattig mad op til løbet eller
kulhydratrig mad lige før løbet?
”Nej. Altså, man skal tænke på, at jeg løber jo ikke de her løb for at vinde, fordi det kommer
jeg aldrig nogensinde i nærheden af, altså ligesom Messi er verdens bedste fodboldspiller så
er jeg bare en eller anden ussel 2. divisions spiller, sammenlignet med ham og det er det
samme med løb, de første hundrede er jo nået over mål, før mig. Så om jeg løber på 17 timer
eller 18 timer det er sekundært. Så på den måde, er jeg ikke sådan ultra-nørdet omkring det.
Nu f.eks. hvor jeg har det næste lange løb jeg skal løbe, det er til februar må det være, det er
sådan et træningsløb, op til løbet i Marokko. Så lige nu glæder mig bare til jul, så skal den
bare have gas, med flæskesteg og sovs – jamen altså jeg gør jo det her fordi jeg kan lide det,
men jeg kan altså også godt lide at give den gas ved middagsbordet og jeg fyrer så mange
kalorier af til daglig i forbindelse med min træning, så jeg kan jo bare spise, altså helt ærlig.
Men det er klart, op til sådan et løb, i ugerne op til, der begynder man at overveje og tit
forsøger jeg at tabe mig lidt for ikke at have så mange kilo på kroppen, det kan jeg jo
lynhurtigt gøre, fordi mit stofskifte er så højt. Fordi når man træner så meget så kører
kroppen hele tiden i et højt gear, så jeg spiser bare lige lidt mindre og så kan jeg lynhurtig
smide nogle kilo, men det behøver jeg ikke at gøre langtid i forvejen.”
33
Hvad spiser du under løbene?
”Hvis det er et løb over et døgn, så lever jeg udelukkende af kulhydrater, det er sådan nogle
gel man har lavet, det smager ad helvedes til. Jeg har faktisk nogle her på skolen, hvis i gerne
vil have en. Det er sådan nogle foliepakker, så kan man lige hive toppen af dem og så er der
sådan noget gel i, som er sådan noget hyber-koncentrat. Der er alle mulige kunstige
smagsstoffer i, det smager bare underligt. Det er hurtigt og det er hamrende effektivt. Og så
spiser jeg salttabletter, fordi når man sveder så meget, som man jo gør, så taber man
elektrolytter og så ryger saltbalancen. Så skal man forny de der elektrolytter og det gør man
bare ved at spise sådan nogle kapsler. Uden salt kan man i øvrigt ikke optage kulhydrater, så
man bliver nød til at tage de to ting samtidigt. Det er bare sådan rent ernæringsmæssigt. Og så
selvfølgelig bare masser af vand og så hvis løbene begynder at bliver lidt længere, så skal
man have kulhydrater og proteiner også. Og det vil typisk være sådan at til de her løb med
længere distancer, vil der være depoter, hvor man kan tage. Det kunne fx være
mælkeprodukter man kan tage, der er rigtig mange proteiner i mælkeprodukter. Det kan også
være tørrede pølser eller nødder. Jamen der er tit et samsurium af ting fordi jo længere løbet
er, jo underligere bliver folk i forhold til hvad de har lyst til at spise. Og for at være sikker på
der er noget alle har lyst til, så er der tit sådan et kæmpe tag selv bord, det er helt vildt. Og
når man bare er så hjernedød sulten, så er det lækkert at komme til sådan et veldækket bord.”
Er det bare under løbende de er?
”Ja, så løber man forbi og så stopper man lommerne og så løber man videre og så har man
måske en 10-15 km til næste depot. Så kører man så ind sådan løbende. De her langdistancer,
det er jo ikke sådan én lang spurt men det kan i faktisk også se i den der udsendelse ’viden
om’ at ham lars man følger der er jo perioder eller lange stræk hvor han går.”
Gør du også det?
”Ja ja! Det gør alle, man kan ikke løbe de der distancer rent, man bliver nød til i perioder at
gå, hvad end det er for at spise noget eller lige og give kroppen lidt ro. Der er sågar nogle der
ligger sig ned og sover indimellem, det har jeg så ikke gjort. Men det kan jo også være man
vurderer der er en muskel der lige skal have lidt ro og så man jo enten udgå eller tage et
hvil.”
34
Nu er en af grundende til du dyrker denne form for motion, at du får det her ”fix”, tror
du der er generelt grunden til andre også gør det, eller måske heller ikke så ekstremt
som dig, men også for dem som bare løber Marathon og de lidt større løb?
”ja, altså det der fix jeg snakker om, det er jo ikke udelukkende derfor jeg gør det, det er jo
fordi jeg kan lide det. Altså også mine træningsture, hvor jeg løber, ja hvad løb jeg sidst? Det
var i går hvor jeg løb 18 km, bare en stille og rolig aftentur med pandelampe i skoven, det er
simpelthen helt fantastisk. Det er jo ikke et ultraløb, det er bare en helt almindelig
træningstur. Og det er bare en kæmpe oplevelse. Så kan man høre ugler og der er rådyr. Det
er jo en fed oplevelse og alt sammen er jo en del af pakken og jeg tror at det er det som alle
søger – uanset om man løber 5 km eller 100 km – det er den der fornemmelse af ”ej, hvor det
bare fedt at mærke kroppen arbejder” og pulsen og det når man kommer hjem og har fået et
bad og man sidder i sofaen og smider stængerne op og ser fjerner eller læser i en bog eller
hvad hulen man nu gør, så bare den der fornemmelse af ”ååh, det er bare rart”. Det er jo ikke
et fiks, det er bare en rar følelse af, hvad skal man sige?”
Tror du det har noget med samvittigheden af gøre?
”Ja og også det, at nu har man været af sted og man har lige plejet sig selv. I min familie der
er der rigtig mange der havde sukkersyge, min far og farfar og måske også hans far – det ved
jeg ikke. De havde type 2 diabetes, som man også kalder gammelmands sukkersyge. Og det
er jo noget alle kan få, men der er nogle der er mere disponerede for at få det end andre og i
min familie der er der helt sikkert – ikke at jeg ved det, men det vil jeg væde med – en
genetisk disponering for at få denne her sukkersyge, så jeg tror jeg har nemt ved at få
sukkersyge, det er en fornemmelse jeg har. Det har jeg da ikke lyst til, jeg kan se på min
farfar, han blev både blind og alt muligt, til sidst. Det er en sideeffekt ved sukkersyge, det er
at man typisk mister synet ret tidligt. Og det synes jeg da ikke er særlig fedt at tænke på, så
hvis jeg kan gøre noget aktivt for at holde den slags ting væk, så vil jeg da selvfølgelig gøre
det, så når du siger god samvittighed, så er det også lidt for mig personligt, med det i
baghovedet, at hvis man motionerer godt og grundigt, holder sig selv ved lige og ikke sviner
sig selv til med alt for meget ulækker mad og ting og sager –det har jeg så lige selv sagt jeg
gør – men altså så længe man forbrænder det af igen. Så kan man sige så har jeg da i hvert
fald samvittigheden i orden på det punkt. Men det er jo ikke sådan, altså i det sekund jeg
beslutter mig for at løbe en tur så er det fordi at jeg har lyst til at komme en tur i skoven –
sådan en dag som i dag ville det være mega lækkert – så er det ikke fordi jeg skal holde
sukkersygen for døren, men at det i store perspektiv er godt at røre sig. Jeg kan få fuldstændig
35
spat af sådan nogle personer der ikke gider at røre sig, men igen, det er jo også bare min
personlige holdning. Man går jo glip af en masse ting, jeg kan ikke forstå man kan være så
ligeglad med sig selv. Men det er jo folks eget valg.”
Ser du dig selv som ekstremsportsudøver?
”Nej det gør jeg ikke. Men jeg tror andre mennesker betragter mig som ekstremsportsudøver,
for jeg betragter absolut ikke mig selv som ekstremsportsudøver.”
Du gør bare det du godt kan lide at gøre?
”Ja. Jeg har ikke noget behov for at det skal være ekstremt i ordets bogstaveligste forstand,
men kan forstå at folk som måske ikke selv dyrker sport, slet ikke kan fatte at man gider eller
kan løbe så langt, jeg har jo selv tænkt det. Jeg kan huske en af de første 10km-løb jeg løb,
det var nede i Marselisborgskov, det hed Aarhus 1900-staffetten, hvor man var 10 mennesker
der hver skulle løbe 10 km, det blev så til 100 km, og der kan jeg huske der var en der løb
alle 10 runder selv og der tænkte jeg bare, at det var da fuldstændig sindssygt – nu gør jeg det
selv. Det har jo noget at gøre med ens horisont, den bliver på en eller anden måde udvidet,
når man sådan går i gang med tingene selv og andre mennesker kigger nok på mig, som jeg
kiggede på ham der løb de 10 runder dengang. Den følelse kan jeg godt huske, at det var jo
vanvittigt.”
Ja for det var jo ikke noget der kom til dig fra den ene dag til den anden, det er noget
der kommet med tiden.
”Nej, det har taget 10 år.”
Og så der vel kommet fordi du hele tiden søger det der er større?
”Ja, det er fordi jeg lige så langsomt har fundet ud af, at ”nå det kan man også og det kan man
også”, og så har man løbet en Marathon og så tænker man alligevel, kunne jeg egentlig have
løbet en lille smule længere? En Marathon er jo de her 42,195 km og så er der jo altså en
mållinje og så stopper man, når man kommer på den anden side af den. Men så kan man
tænke ”kunne jeg egentlig have løbet 5 km mere? Det kunne jeg måske godt, nå men det vil
jeg prøve næste gang så” og så melder man sig til et 50 km løb og det er jo allerede et ultra-
løb og så kører det bare.
36
Man kan godt komme til at tænke at nu har du løbet de lange løb, så må et Marathon
da være ’piece og cake’?
”slet ikke. Jeg løb et Marathon sidste år i Nordjylland, det var bare sådan et lille
lokalarrangeret løb, jeg tror vi var 11 der deltog, men det der er, det er, at når man starter på
sådan et Marathon, så ved man jo, at man skal løbe de her 42 km og så kan man jo også sætte
tempoet lidt højere i forhold til hvis det er 100 km løb. Så derfor så er Marathon løb jo
sindssygt hårdt. man løber hele tiden på grænsen og det er jo fordi man gerne vil løbe det så
hurtigt som muligt. Man er jo ved at brække sig når man når i mål. Hvis jeg skulle løbe 100
km, så ville jeg jo slet ikke løbe i samme tempo. 5 km på tid er jo også monster hårdt, når
man bare jerner derudaf og syrer til, så på den måde er den korte distance jo fuldt ud lige så
hård som den lange, det er bare nogle andre ting der gør den korte distance hård.
Interviewet er fra november 2013
Underskrevet af John Böhme Dybkjær:______________________________________
37
Bilag 3 side 1-2
7.3 Interview med John Böhme Dybkjær omkring mentaltræning
Der findes flere måder at praktisere ultraløb på i forhold til måden, man forbereder sig. I den
ene grøft er der dem, som ikke løber specielt mange kilometer – til gengæld træner de meget
intensivt forstået på den måde, at langt de fleste af deres træningspas er nøje planlagt og ofte
inkluderer et tempo-element, eksempelvis i form af intervaller eller ”fart-lege”. Det er en
hård træningsform, som slider på kroppen (led, muskler, sener, knogler), og det sætter en
naturlig grænse for hvor langt, de kan træne pr. pas og samlet pr. uge. I den anden grøft er
jeg. Jeg har brug for ”frihed” i forhold til måden, som jeg træner på, så jeg løber bare derudaf
og ser, hvor langt jeg når fra gang til gang. I de sidste måneder op til et stort løb vil jeg dog
altid sørge for at øge det samlede, ugentlige kilometertal og altid sørge for at have minimum
én lang tur (alt mellem 25 og 50 kilometer). Man diskuterer livligt, om det er nødvendigt med
mange kilometer i benene, eller om ikke det var bedre at fokusere på kortere træningspas med
indlagte intervaller. For mig er det bare alfa og omega med de lange ture, fordi det for mig
fungerer som et mentalt sikkerhedsnet. Hvis man for eksempel skulle løbe et 100km-løb med
kun 20km træningsture i bagagen, så vil man være på ”ukendt” grund de sidste 80km af
100km-løbet, og det ville for mig ikke fungere. Enkelte løber kun kortere kvalitetspas, men
langt størstedelen gør som mig og inkluderer længere træningspas i træningen. At der så er
andre fordele (træning af fedtforbrænding, væske- og elektrolytindtag, hærdning af fødder
etc) ved de lange træningspas er en anden sag.
Ultra- og ekstremløb kan somme tider vare flere dage, og det er helt uundgåeligt, at man får
kriser undervejs. Det kan være alt lige fra dårlig mave, vabler, træthed, manglende
motivation, dårligt vejr, manglende evne til at overskue det resterende af løbet og hvad ved
jeg. Fælles for nedturene er, at man begynder at ”lede” efter en undskyldning for at træde ud
af løbet. Det ville være det letteste i verden bare at træde et skridt til siden og flå
startnummeret af – så er man ude og kan komme hjem i bad og få noget mad! Det er her, det
mentale aspekt kommer ind i billedet. Jeg tror, at det handler om hurtigst muligt at
identificere, hvad problemet er – og så tvinge tankerne væk fra problemet og i stedet finde
noget positivt at fokusere på. Det kunne være alt lige fra at glæde sig til maden ved næste
depot til at begynde at planlægge næste års sommerferie. Det er underordnet, så længe det får
tankerne væk fra dét, som er ved at skubbe dig ud i krisen. Hvis der er tale om et fysisk
38
problem som for eksempel maveproblemer eller vabler, så skal man selvfølgelig give sig tid
til at få det ordnet, da det jo selvfølgelig ikke hverken kan eller skal ignoreres.
Første gang, man oplever en seriøs nedtur, er klart den værste. Den næste er knapt så slem og
til sidst ridder man bare stormen af, fordi man ved, at der kommer en optur lige bagefter – og
nedturene varer sjældent mere end et par timer. Alle håndterer kriser på hver deres måde.
Nogen lytter til musik eller podcasts, mens andre dykker ned i sig selv som en slags
meditation – andre synger eller forsøger at snakke med andre løbere – og nogen gør noget
helt fjerde. Der er med andre ord et hav af måder at overstå en krise på. Den eneste måde at
vide, hvad der fungerer, er ved at opsøge krisen i forbindelse med de lange træningsture og
kæmpe sig igennem den – og jo oftere, man prøver det, jo mere erfaring får man med at
kæmpe sig over på den anden side. Det er egentlig ret simpelt .
Et ordsprog blandt ultraløbere er, at 10% af løbet klares med benene, de sidste 90% klares i
hovedet. Det handler langt hed ad vejen om at gide at blive ved og KONSTANT forsøge at
finde noget positivt ved det, som man er i gang med og så holde fokus på dét. Jeg ved af
erfaring, at mine værste kriser typisk opstår, når jeg er mellem en tredjedel og halvvejs
gennem et løb – i et 100km løb vil det altså typisk være omkring maratondistancen. Her er
man begyndt at kunne mærke sine ben, og der er stadig lang vej hjem. Jeg har altid en mp3-
afspiller med på de lange ture, og jeg gemmer altid det bedste musik eller den bedste podcast
til præcis denne del af løbet, da jeg ved, at jeg her har en tendens til at begynde at pylre lidt.
Det kan virke som et plaster på såret og noget, man kan løbe og glæde sig til. På denne måde
kan krisen ofte helt undgås, men skulle den komme, så har jeg nemmere ved at komme
igennem den med lidt lækkert i ørerne . Andre har måske en pose vingummi med eller en
Snickers – ét eller andet, som kan lede tankerne væk fra det, som giver anledning til krisen.
Interviewet er fra december 2013
Underskrevet af John Böhme Dybkjær:__________________________________
44
Undertegnede Mathilde Hansen
Bekræfter hermed, at jeg har udarbejdet min studieretningsopgave uden uretmæssig
hjælp, jf. ”Eksamensbekendtgørelsen” § 20
____________________________________________________________________