SRP i historie og engelsk om Vietnamkrigen

Resumé

I denne opgave undersøges det hvordan Têt-offensiven i 1968 markerede sig som et militært og

politisk vendepunkt i Vietnam-krigen, og hvordan dette skifte i den amerikanske selvforståelse og

politiske retorik kommer til udtryk. Først redegøres der for USA’s militære og politiske strategi

samt for selve Têt-offensivens forløb. Det danner grundlag for opgavens efterfølgende kildekritiske

analyser af de udvalgte kilder, herunder to af Lyndon B. Johnsons præsidenttaler fra 1965 og 1968,

for at undersøge hvordan den politiske retorik ændrede sig før og efter offensiven. I forlængelse

heraf udføres en komparativ analyse af de to, der viser hvordan Johnsons politiske retorik ændrede

sig fra idealistisk til forhandlende. Derefter gennemføres en filmanalyse af spillefilmen Born on the

Fourth of July med fokus på krigens indvirken på hovedpersonens udvikling samt Têt-offensiven og

filmiske virkemidler. Her konstaterer opgaven, at krigens ideologier har stor indflydelse på

karakterudviklingen. Diskussionen forholder sig primært til i hvilket omfang Têt-offensiven kan

betragtes som det afgørende vendepunkt for USA’s engagement i Vietnam. I denne forbindelse

konstateres det, at den amerikanske selvforståelse blev udfordret under krigen og fik en stor rolle

for krigens afslutning. Opgaven konkluderer blandt andet, at Têt-offensiven markerede sig ved brug

STX 3.g

Indholdsfortegnelse

$%&'(%))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

..1

*+,-%,+.+/))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

$%,%/01%-&%!231!4567&!(.-.891%!3/!:3-.8.&;%!&81<8%/.!.!=.%8+<(!3:!8.-!#>?@!&<(8!231!AB8C

3D%+&.E%+&!231-0F)))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

6+<-G&%

Kildekritisk og komparativ analyse af Lyndon B. Johnsons to præsidenttaler..................................................

”Why Are We In Vietnam?” tale af Lyndon B. Johnson (1965) ....................................................................

7.1

”Decides Not to Seek Re-election” tale af Lyndon B. Johnson (1968) ........................................................

9.1

Komparativ analyse af Lyndon B. Johnsons to præsidenttaler..................................................................

11.1

Filmanalyse af spilleﬁlmen Born on the Fourth of July (1989) ..................................................................

13.1

H.&;'&&.3+))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

I3+;-'&.3+))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

J.88%1<8'1-.&8%))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

K.-</)))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

Indledning

I januar 1968 sendte nyheden om Têt-offensiven chokbølger gennem USA. Amerikanske baser og

Sydvietnamesiske byer, der før blev anset som sikre, blev angrebet af Nordvietnamesiske tropper.

Fortællingen om en sikker sejr smuldrede og pludselig blev krigen personlig for millioner af

amerikanere. Tvivlen om krigens nødvendighed fyldte stort både i USA, men også i resten af

verden.

Derfor ønsker jeg med denne opgave at undersøge, hvordan Têt-offensiven i 1968 markerede et

militært og politisk vendepunkt i Vietnamkrigen, samt hvordan dette skifte i den amerikanske

selvforståelse og politiske retorik kommer til udtryk. Opgaven redegør først og fremmest for

Vietnams historie før USA’s indgriben. Desuden redegøres der for USA’s militære og politiske

strategi i Vietnam og for selve Têt-offensivens forløb. Derefter analyserer jeg gennem kildekritisk

metode Lyndon B. Johnsons to præsidenttaler fra 1965 og 1968. I forlængelse heraf udføres en

komparativ analyse af de to taler med fokus på skiftet i den politiske retorik før og efter Têt-

offensiven. Dernæst vil jeg analysere filmen Born on the Fourth of July med et fokus på de

anvendte filmiske virkemidler, samt på Têt-offensivens indvirkning på hovedpersonens

karakterudvikling. Afslutningsvis vil jeg diskutere i hvilket omfang Têt-offensiven kan betragtes

som det afgørende vendepunkt for USA’s engagement i Vietnam under inddragelse af begreber som

public opinion og politisk retorik. Opgaven fokuserer på det amerikanske perspektiv - både politisk,

militært og kulturelt. Derfor vil opgaven ikke behandle det vietnamesiske perspektiv og krigens

sidste år på et dybere plan.

Metodisk kombinerer jeg en historiefaglig og en engelskfaglig tilgang. Den historiefaglige metode

anvender jeg til kildekritisk analyse af politiske taler og til en komparativ analyse af overstående

nævnte. Den engelske metode benytter jeg til filmisk analyse med fokus på virkemidler og

fortolkning. Som led i forberedelsen har jeg desuden inddraget bøger om Vietnam-krigen, som har

fungeret som baggrundsviden og styrket min forståelse af krigens handlingsforløb og konsekvenser.

Redegørelse for USA’s militære og politiske strategi i

Vietnam samt for selve Têt-offensivens forløb

Vietnam er et land i den østlige del af Sydøstasien. Vietnam består af over 99,1 millioner

vietnamesere alle med hver deres levemåder og værdier. Med landegrænser op ad Laos og

Cambodia og en kystlinje ud mod det Sydkinesiske hav, har Vietnam altid været et land med stort

potentiale – og en geografisk strategisk placering.

De første europæere kom til det sydøstlige Asien

i begyndelsen af 1500-tallet, hvilket for Vietnam skulle ende i flere hundrede års kamp om

selvstændighed.

I slutningen af 1800-tallet fik franskmændene oprettet en koloni ved navn Fransk Indokina,

bestående af Vietnam, Laos og Cambodia, som hurtigt skulle blive en del af det franske

koloniimperium.

Det forblev sådan frem til 1940, hvor Fransk Indokina blev erobret af japanerne,

dog stadig med fransk administration. Dette satte for alvor i gang i de mange vietnamesiske

nationalistbevægelser, b.la. den kommunistisk-ledet uafhængighedsbevægelse ved navn Viet Cong.

D. 2. september 1945 erklærede Ho Chi Minh, den nordvietnamesiske leder, Den Demokratiske

Republik Vietnam hermed landets uafhængighed – men dette varede ikke længe, da englænderne og

franskmændene frygtede, at Vietnams selvstændighed ville inspirere de to landes andre kolonier.

Det førte til den Første Indokina-krig () mellem Viet Minh og Frankrig. Her endte det

med at franskmændenes led et nederlag ved Dien Bien Phu.

Da begyndte USA’s interesse for

udviklingen i Vietnam. Ved Genève-konferencen i 1954, som skulle sikre en fredsaftale imellem

parterne, blev Vietnam opdelt ved den 17. breddegrad: Nordvietnam styret af Ho Chi Minh med

Viet Cong

og Sydvietnam ledet af den antikommunistiske Ngo Dinh Diem, der på daværende

tidspunkt blev støttet af USA.

USA’s involvering i Vietnam-krigen blev drevet af en række geopolitiske, ideologiske og strategiske

interesser, som alle var dybt forankret i frygten for udbredelsen af kommunismen. Efter Anden

Verdenskrig var verden opdelt i to rivaliserende blokke: USA på den ene side og Sovjetunionen

Nielsen, John: Vietnam. Lex, 2025, side. 1

Frederiksen, Peter: Vietnam – fra drage til tiger. Systime, 1996, side. 8 linje. 8-9

Ibid., side. 8- 9

Juhre, Richard: Vietnam-krigen. Faktalink, 2001, side. 1 under baggrund.

Ibid., side. 1 under baggrund

Viet Cong eller VC: En betegnelse for de kommunistisk ledede guerillastyrker, der kæmpede imod Sydvietnam og USA.

Frederiksen, Peter: Vietnam – fra drage til tiger. Systime, 1996 side. 33

sammen med Kina på den anden side.

Amerikanerne mente efter den Anden Verdenskrig, at

Sovjetunionens kommunisme truede det frie marked og de demokratiske værdier, som var så vigtige

for amerikanernes trivsel og sikkerhed.

I USA sad Truman-regeringen, og de var dybt bekymrede over denne udvikling i Asien. Dette førte

til at præsident Harry Truman i marts 1947 holder talen ’Truman Doctrine’, der skulle ændre

rammerne for USA’s udenrigspolitik. Trumandoktrinet brød med USA’s Monroedoktrin, der havde

holdt den amerikansk politiske interesse neutral fra Europa og den østlige halvkugle. I talen

understregede Truman, at USA vil hjælpe ethvert land, der satte sig op mod kommunismen og dets

udbredelse. Dette ændrede USA’s engagement fra regionalt til globalt.

Efter Trumans

tilbagetrækning i 1953 overtog præsident Eisenhower, hvor han konkretiserede denne frygt for

kommunismen, som den såkaldte dominoteori i april 1954.

Teorien beskriver, at hvis et land faldt

til kommunismen, vil en kædereaktion, som faldende dominobrikker, føre til kommunistisk

fremgang i andre lande, hvis der ikke straks blev gjort modstand. Det blev altså en vigtig

begrundelse for USA’s senere deltagelse i Vietnam-krigen.

I sådan et perspektiv blev Vietnam ikke bare en lokal konflikt, men en politisk strategisk brik i

kampen mod kommunismens spredning i hele Asien. Eisenhower blev derfor et led i den eskalerede

situation for amerikansk deltagelse i Vietnam. Frem mod 1960 blev det et centralt spørgsmål

hvordan USA kunne stoppe kommunismen og denne dominoteori. Situationen i Vietnam blev

hermed et stort emne i præsidentkampagner.

Præsidentkandidaten John F. Kennedy brugte en del

tid i sine kampagner rundt omkring i USA på at tale om amerikanernes rolle i en potentiel krig på

den anden side af kloden. For ham var det essentielt, at en udvidelse af kommunismen skulle blive

imødegået af USA. Den politiske retorik blev derfor påvirket af den frygt, men også af en

patriotisme, som var af nationalistiske interesser. Hvis USA tillod, at et land faldt til Sovjetunionens

kommunisme uden at gribe ind, frygtede man at dette ville sende et signal om svaghed til deres

allierede og fjender. I politiske taler, pressemeddelelser og nyheder blev krigen fremstillet som både

Bjerre-Poulsen, Niels: Vietnam-krigen: En international historie – Gyldendal, 2015, side. 72

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side. 17 linje. 6-7

Bjerre-Poulsen, Niels: Trumandoktrinen. Lex, 2025 side 1

Bjerre-Poulsen, Niels: Vietnam-krigen: En international historie – Gyldendal, 2015, side. 72-73

Ullerup, Bent: Dominoteori. Lex, 2025

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side. 30

retfærdig og nødvendig. Den Kolde Krig var ikke bare en militær og politisk konflikt, men blev

også en ideologisk kamp om, hvilken samfundsmodel der var den mest levedygtige.

John F. Kennedy blev præsident i januar 1961 og her blev den amerikanske tilstedeværelse i

Vietnam delvist øget, især igennem økonomisk støtte til den sydvietnamesiske regering.

Offentligheden blev overbevist om, at amerikanerne var i Vietnam for at frelse folket og sikre

sikkerhed. Tilstedeværelsen blev dog eskaleret yderligere under præsidentperioden for Lyndon B.

Johnson, Kennedys vicepræsident, efter mordet på John F. Kennedy.

Eskaleringen skete efter

Tonkinbugt-begivenheden i august 1964, hvor han hævdede, at nordvietnamesiske patruljebåde

havde angrebet amerikanske skibe i internationalt farvand. Selvom episoden var stærkt

omdiskuteret, blev den brugt som begrundelse til Tonkin-resolutionen, der gav Johnson frie hænder

til at gå ind i Vietnam, uden en reel krigserklæring fra Kongressen. Her fik han hjælp af den

amerikanske general William Westmoreland, som blev ansvarlig for de amerikanske tropper.

Hjemme i USA fik denne eskalering Johnson til at fremstå som en stærk leder, der kæmpede for

friheden og en stopper for den røde trussel. Dette blev til hans fordel, da data fra public opinion

viste, at hans popularitet steg fra 42% til 72%, som hjalp ham med at vinde præsidentvalget i

1964.

Efter Johnson vandt valget, blev de første kamptropper sendt til Vietnam, og den militære

strategi blev at bombe alle fjendens militære mål, da det var billigere end at sende tropper

ind.

Alligevel blev det estimeret at cirka 500.000 amerikanske soldater blev udsendt hen over

årene.

Det indledende narrativ gik ud på at amerikanerne var ved at vinde krigen. I begyndelsen blev

Johnsons administration støttet af et flertal, især fordi de blev ved med at fastholde nødvendigheden

i at bremse kommunismen. Men natten til d. 31. januar 1968 angreb de nordvietnamesiske

hærenheder og Viet Cong en række større byer i Sydvietnam, det der senere blev kaldt Têt-

offensiven. Den blev navngivet efter det vietnamesiske nytår Têt Nguyên Đán, da Ho Chi Minh,

havde koordineret flere overraskelsesangreb rundt omkring i de sydvietnamesiske storbyer, den

første dag af den vietnamesiske nytårsmåned. Mange af de små angreb, var af guerilla taktik, der

hen over årene var en kendt krigsform brugt af Viet Cong og Nordvietnam. Taktikken bestod af en

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side 52-53

Bjerre-Poulsen, Niels: Vietnam-krigen: En international historie – Gyldendal, 2015 side. 166-167

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side. 88-89

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side. 89 linje. 14-16

Ibid., side. 134

Bjerre-Poulsen, Niels: Vietnam-krigen. Lex, 2025, side. 1 under Amerikanske kamptropper i Sydvietnam

masse små angreb, fælder og sabotageteknikker. Operationernes formål blev at udhule

amerikanernes kampmoral og deres kampeffektivitet.

Over 70.000 nordvietnamesiske soldater og

Viet Congs blev sendt afsted

, hvor over 58.373 af dem blev dræbt.

Militært set fra Nordvietnam og Viet Congs side blev dette angreb anslået som en fiasko, men

hjemme hos mange amerikanere, var det et lige så stort nederlag for dem. For USA var dette mere et

psykologisk end et militært nederlag. Den amerikanske selvforståelse var begyndt at bryde med det

hidtil dominerende billede af USA, som en uovervindelig og retfærdig stormagt. Det var de første

kampe nogensinde, der blev udkæmpet i de Sydvietnamesiske byer. Og den første gang nogensinde,

at den amerikanske ambassade i Saigon, havde været under angreb. Mange amerikanere oplevede,

at regeringens fremstilling af krigen, som skulle være tæt på sejr, ikke stemte overens med de

billeder og udsendelser de fik sendt fra offensiven. Det stigende dødstal understøttede også dette.

De reagerede med vrede og mistillid til regeringen. Demonstrationerne mod krigen havde vokset,

især blandt unge og studerende de seneste par år. 1968 blev året, hvor My Lai Massakren

også

fandt sted. Antikrig-bevægelsen blev dermed en central del i den politiske debat i slutningen af

1960’erne.

Têt-offensiven varede helt indtil 3. marts 1968, hvor Slaget om Huế skulle ende

offensiven. Selvom kampene blev ved i længere tid efter det, markerede Huế sig som en af de

længste slag i Vietnam-krigen.

Viet Cong led det største tab, men hos USA var tallene også

enorme.

Analyse

I de følgende afsnit vil jeg lave to kildekritiske og en komparativ analyse af Lyndon B. Johnsons to

præsidenttaler, samt lave en filmanalyse af Oliver Stones spillefilm Born on the Fourth of July

(1989). Her uddybes skiftet i den politiske retorik og den amerikanske selvforståelse, samt krigens

indvirken på hovedpersonens udvikling og Têt offensiven som vendepunkt.

Hillingsø, Kjeld:

Guerillakrig, Lex, 2025

Lange, Katie: How ’Têt’ Began the End of Vietnam, U.S Department of War, 2023

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side. 138

My Lai Massakren: En amerikansk krigsforbrydelse, der blev til en massakre af My Lai landsbyen.

Ibid., side. 142-143

Arnold R., James: Tet Offensive, 1968 – Turning Point In Vietnam, Ospret Publishing, 1990, side. 84

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side. 138-139

Kildekritisk analyse af Lyndon B. Johnsons præsidenttale

”

Why Are We In Vietnam?

” (1965)

USA’s stigende dødstal var noget som bekymrede mange amerikanske borgere, også i krigens

begyndelse. Mange amerikanere troede dette bare var en større militær operation ovre i Vietnam,

der skulle være ovre inden for en måneds tid. Men da flere ligkister begyndte at blive sendt hjem

fyldt med sønner, fædre og brødre skiftede holdningerne sig gradvist. Under præsidentvalget i 1964,

blev Johnson administrationen opmærksomme på en del af vælgernes gentagende spørgsmål;

Hvorfor er vi der overhoved?

Den 28. juli 1965 holdt præsident Lyndon B. Johnson talen ”Why

Are We In Vietnam” i Det Hvide Hus, der blev transmitteret som en pressekonference. Formålet var

at formulere nødvendigheden af krigen og forklare den nylige militære optrapning i Vietnam, hvor

Johnson forsøgte at samle opbakning – og forme den amerikanske befolknings forståelse af

krigen.

I talen var Johnsons hensigt at anerkende den amerikanske befolknings tvivl. Det var tydeligt at han

stod i en position, hvor ansvaret lå hos ham og befolkningen havde troværdighed til ham. Breve og

henvendelser fra overalt i USA landede på hans kontor. Retorisk er talen bygget op omkring

appelformerne: etos, logos og patos. Johnson begynder følelsesladet talen med at fortælle en

historie om en mor fra Midtvesten. Hun fortæller hendes søn er i Vietnam, men forstår ikke hvorfor

han overhovedet er der. Dette retoriske spørgsmål bliver stillet: ”Why must young Americans, born

into a land exultant with hope and with golden promise, toil and suffer and sometimes die in such a

remote and distant place”

spørger Johnson åbent. Det henvender sig til den tvivl, så mange

amerikanere oplevede og opremser problematikken Johnson godt kan anerkende. Det appellerer til

befolkningens pathos, hvilket vækker deres følelser omkring emnet om Vietnam. Dette hjælper

Johnson til at virke som en mere relaterbar præsident, der ikke er ligeglad, men forstår og deler

folkets tvivl. Han styrker hermed også sin etos, da han placerer Vietnam i en historisk kontekst, der

skal få USA’s indgriben til at se mere nødvendig ud: ”Three times in my lifetime, in two World Wars

and in Korea, Americans have gone too far lands to fight for our freedom”

Han fremmer her sin

viden om amerikansk historie, der overbeviser lytterne at han er en troværdig kilde. Han er en

præsident der fremstår erfaren, velvidende og forstående. På den måde skaber han en sammenhæng

Sanders, Vivienne: The USA-and Vietnam 1945-75. Hodder Education, 2007, side. 89

Ibid, side 89

B. Johnson, Lyndon: Why Are We In Vietnam? Tale (1965), side. 794, linje. 17-20

Ibid., side. 794, linje. 23-26

imellem nutiden og fortidens krige, der får Vietnam til at se ud som en retfærdiggjort krig, hvilket

styrker følelsen af patriotisme: ”We have learned at a terrible and a brutal cost that retreat does not

bring safety and weakness does not bring peace”

Det bliver tydeliggjort af Johnson, at USA har

lært af deres fejl og ikke må gentage dem. Den nationalistiske følelse skinner igennem og

opretholder forestillingen om USA som en ansvarlig stormagt, der må fastholde sin position i

verden for at sikre stabilitet og fred. Desuden får Johnson også appelleret med sin logos, den logiske

argumentation, for at overbevise befolkningen om nødvendigheden af engagementet. Han henviser

til deres fornuft og advarer om, at en tilbagetrækning fra Vietnam, vil svække USA’s troværdighed:

”Our power therefore, is a very vital shield. If we are driven from the field in Vietnam, then no

nation can ever again have the same confidence in American promise, or in American protection.”

Han understreger vigtigheden, men fremstiller også krigen som en prøve af USA’s pålidelighed

overfor både allierede og fjender. Formålet er klart: talen er ikke kun holdt for at informere, men

også for at overbevise amerikanerne om at USA’s involvering var nødvendig.

Talen forsøger at skabe en dualistisk virkelighed – en fortælling om de gode mod de onde.

Virkeligheden forenkles og glamouriseres til fordel for USA’s indsats og fortjeneste. Kommunismen

fremstilles som den truende fjende, der vil gøre den frie og demokratiske verden ondt: ”Its goal is to

conquer the South, to defeat American power, and to extend the Asiatic dominion of communism”

Johnsons ordvalg understøtter en stærkt polariseret verdens forståelse. Den styrker den amerikanske

selvforståelse, og forsikrer amerikanerne om, at det de gør i Vietnam, er i overensstemmelse med

amerikanske værdier. Ved at anvende ladede begreber som conquer, defeat og dominion,

portrætteres kommunismen som en aggressiv og ekspanderende trussel og ordene i talen bliver

brugt som et overbevisningsmiddel. Vietnam ses som et land, der ønsker hjælp og USA kan hermed

ikke bare bryde sit løfte. Her flettes dermed en patriotisk retorik ind i talen og forestillingen om

USA som demokratiets og Vietnams eneste beskytter. Han siger: ”We did not choose to be the

guardians at the gate, but there is no one else”

Her fremstilles USA som en helt, en nation der

egentlig ikke ønsker krig, men modvilligt påtager sig byrden, fordi ingen andre kan. Der er altså en

tendens til at legimitere USA’s deltagelse i Vietnam, som værende nødvendig for verdens orden.

B. Johnson, Lyndon: Why Are We In Vietnam? Tale (1965), side. 794, linje. 26-29

Ibid., side. 794, linje. 47-51

Ibid., side. 794, linje. 39-41

Ibid., side. 794, linje. 57-58

Det er derfor vigtigt at analysere talen som en historisk kilde. Som levn fra 1965 giver talen et

indblik i, hvordan Johnson ønskede at præsentere krigen for amerikanerne, men også til resten af

verden. Som tydelig tendentiøs kilde, fremstilles krigen som ærefuld, retfærdig og uundgåelig.

Johnson nævner ikke de politiske spændinger mellem folket og styret i Sydvietnam, Tonkinbugt-

begivenhedens usikkerhed eller hvordan USA selv var med til at optrappe konflikten militært. Disse

informationer blev først senere hen udgivet, b.la. i Pentagon-papirerne, men også i andre

kongressale dokumenter.

Dette viser, at talen bevidst undlader centrale fakta, hvilket gør den til et

klassisk eksempel på politisk retorik med skjulte agendaer. Talen skal derfor læses kritisk. Den viser

hvordan den amerikanske indsats blev idealiseret og retfærdiggjort via taler som denne. Og som det

senere fremgår i analysen af talen ”Decision Not to Seek Re-election” (1968), blev dette en

gentagende tendens.

Kildekritisk analyse af Lyndon B. Johnsons præsidenttale

”

Decision Not to Seek Re-election

” (1968)

Rundt omkring i USA, voksede urolighederne imod den amerikanske tilstedeværelse i Vietnam. I

1968 blev det estimeret at omtrent 550.000 amerikanske soldater var indsat rundt omkring i syd- og

Nordvietnam.

Mediernes dækning af krigen, havde stor betydning for den stigende krigsmodstand

i USA. Antikrig-bevægelsen og en del organisationer lagde et enormt pres på regeringen, der

placerede meningsmålingerne om Johnsons administration i den upopulære ende.

Den 31. marts

1968 overraskede præsident Lyndon B. Johnson verden med sin uventede meddelelse om, at han

ikke ville genopstille sig til valget det følgende år. Meddelsen kom ved afslutningen af sin tale på

nationalt TV om situationen i Vietnam. Formålet med talen var at informere om, hvad USA’s

fremtidige plan for Vietnam gik ud på og kontrollere et specifikt narrativ efter Têt-offensiven – man

skulle sikre sig, at USA’s troværdighed ikke blev undermineret.

I talen var hensigten at opretholde tilliden til regeringens fremtidige validitet. Det måtte ikke ske at

USA kunne blive opfattet som utroværdige eller svage uanset om det var hos allierede eller fjender.

Derfor var det vigtigt for Johnson at understrege det militære nederlag Nordvietnam og Viet Cong

led af: ”Their attack, during the Tet holidays, failed to achieve its principal objectives. It did not

collapse the elected government of South Vietnam or shatter its army – as the Communists had

Brøndal, Jørn: Pentagonpapierne. Lex, 2025

Frederiksen, Peter: Vietnam – fra drage til tiger. Systime, 1996, side. 64

Ibid., side. 91

#"!

hoped.”

Her forsøger Johnson at fastholde fortællingen om amerikansk styrke og kontrol efter

offensiven. Retorisk prøver han at appellerer til den amerikanske befolknings etos, da han gerne vil

fremstå som en ansvarlig og samlende leder, der holder hovedet koldt i en krisesituation. Igennem

årene som præsident, havde han hele tiden vedligeholdt et narrativ, der sikrede sig at USA var i

fuldkommen kontrol over Vietnam. Men da Têt-offensiven viste sig at kunne angribe mere end 30

byer og fem storbyer, i Sydvietnam, gik dette narrativ i opløsning. Johnson anerkendte det ikke og

forsikrede USA’s befolkning, at dette ikke var rigtigt: ”It did not produce a ”general uprising”

among the people of the cities as they had predicted. The Communists were unable to maintain

control of any of the more than 30 cities that they had attacked. And they took very heavy

casualties.”

Ved at nedtone resultatet af kommunisternes offensiv, påtvinger han et specifikt

perspektiv af situationen i Vietnam. Det er en hyppig tendens i denne tale, hvor Johnson forsøger at

få sig selv og sin regering til at fremstå som forsat værende i kontrol.

Men det var en erklæring, der havde svært ved at overbevise USA´s befolkning. Efter Têt-

offensiven havde mange fulgt med i medierne, set antikrig-demonstrationerne og det havde sået en

tvivl hos amerikanerne. Frygt og sorg fyldte hos en del amerikanerne, så det var vigtigt for Johnson

også at beholde den patriotiske tilgang til den igangværende krig: ”This must be clear: If they do

mount another round of heavy attacks, they will not succeed in destroying the fighting power of

South Vietnam and its allies.”

Han fremmer her følelsen af national kontinuitet og ansvar med

nøje ordvalg. Styrkemarkører som must, understreger seriøsiteten i hans udtale. Selvom USA

trækker sig ud af Vietnam, uden at have bekæmpet fjenden ud af landet, fremstiller Johnson det ikke

som et nederlag, men som en fortsættelse af et større nationalt ansvar. Formålet bliver at forsikre

den amerikanske befolkning, at USA bibeholder sin position som en nation, der fremstår stabil og

handlekraftig, og som ikke bakker ud af frygt og svaghed. Et land, der til hver en tid, vil hjælpe sine

allierede.

Militært set fik Têt-offensiven sat sit præg. Hidtil havde Nordvietnam og Viet Cong kun angrebet i

landområderne, og de sydvietnamesiske byer blev regnet for nogenlunde sikre.

Offensiven

afslørede, at de nordvietnamesiske styrker endnu ikke var stærke nok til at overtage kontrol over

landet. Dog chokerede det de militære amerikanske baser i Vietnam og ikke mindst regeringen

B. Johnson, Lyndon: Decision Not to Seek Re-election. Tale (1968) linje. 16-18

B. Johnson, Lyndon: Decision Not to Seek Re-election. Tale (1968) linje. 19-22

Ibid., linje. 30-31

Frederiksen, Peter: Vietnam – fra drage til tiger. Systime, 1996, side. 64

##!

tilbage i USA. Dette motiverede flere amerikanske soldater til at gå hårdere til den ude i de små

byer, for at bevise de var stærkere. Det viste sig b.la. ved massakren i My Lai. Så der skulle

arbejdes mod fredsforhandlinger med det samme: ”Tonight, I renew the offer I made last August – to

stop the bombardment of North Vietnam [...] We are prepared to move immediately toward peace

through negotiations”

Hvilket ikke stemte i overens, med den militære og politiske agenda ham og

hans administration havde kørt over de seneste par år. Målet var at stoppe kommunismen i Vietnam

fuldstændig, så resten af Asien ikke skulle falde til ideologien. Dette pludselige skift i retorikken

vidner derfor om Têt-offensiven, som et vendepunkt, der tvang USA til at erkende krigens

vanskeligheder og trække sig tilbage. Et retorisk brud, som skulle vise sig at sætte Johnsons

troværdighed på prøve, da han de seneste fem år som præsident havde forsøgt at forsikre

Kongressen og USA’s befolkning, at de hurtigt var ude af Vietnam igen. Og at krigen med sikkerhed

kunne vindes.

Her er det vigtigt at analysere talen som endnu en historisk kilde. Det er et levn fra 1968, som giver

et indblik i, hvordan Johnson prøvede at nedtone situationen i Vietnam efter Têt-offensiven. På

samme tid prøvede han at appellere til fredsforhandlinger, der skulle sikre sig opdelingen af Nord-

og Sydvietnam, så kommunisterne ikke bare ville overtage syden efter USA havde trukket sig

tilbage. Og risikere deres indgriben som værende for ingenting. Som tydelig tendentiøs kilde,

fremstilles krigen som stadig værende nødvendig og uundgåeligt fra amerikansk side. Men Johnson

nævner ikke Têt-offensivens konsekvenser på den vietnamesiske befolkning eller Westmorelands

anmodning på 200.000 flere amerikanske soldater.

På den måde undlader talen, ligesom den fra

1965, bevidst vigtige fakta, der var essentiel for forståelsen af USA’s situation i Vietnam. Talen skal

derfor læses kritisk, da den viser, hvordan Johnson udvælger og vinkler information for at

opretholde en bestemt fortælling om krigen.

Komparativ analyse af Lyndon B. Johnsons to præsidenttaler

fra 1965 & 1968.

Når man kigger på de to præsidenttaler og deres afsender Lyndon B. Johnson, skal man lægge

mærke til den retoriske skift/kontrast i begge taler. Tonen og formålet for dem begge er forskellige,

når man sætter dem i deres historiske kontekst og ser på udviklingen af Vietnam-krigen fra 1965 til

B. Johnson, Lyndon: Decision Not to Seek Re-Election. Tale (1968) linje. 25-29

Frederiksen, Peter: Vietnam – fra drage til tiger. Systime, 1996, side. 138-139

#L!

1968. Ved at kigge på forskellene og lighederne i de to taler, danner det en bredere forståelse af

hvordan Johnsons politiske retorik og den amerikanske selvforståelse udviklede sig hen over tid.

Samt hvordan den militære og politiske situation påvirkede hans argumentation, tone og appel til

det amerikanske folk.

I begge taler henvender Johnson sig til den amerikanske befolkning. Begge kilder handler om

situationen i Vietnam, hvor den ene er i begyndelsen og den anden i slutningen. I den første kilde

fra 1965, fremstår Johnson som sikker og ideologisk. Han understreger, at kommunismen er det

modsatte af amerikanske værdier. ”Its goal is [...] to defeat American power, and to extend the

Asiatic dominion of communism”

Her fremstilles USA som en moralsk forpligtet nation, der er

nødvendig, hvis den demokratiske verden skal overleve. Hans beskrivende ordvalg af USA som

vital shield

og guardians of the gate

bruges som argumenter, der taler for den nødvendige

amerikanske indgriben. I kontrast hertil er den anden 1968-tale langt mere bundet af en mere

afdæmpet og tvivlsom tone. En måned efter Têt-offensiven var der skabt så stor en uro i USA, at det

var nødt til at blive italesat. Hvilket ville ende i Johnsons tilbagetræden som præsident. I denne

kilde fra 1968, fremstår Johnson mere erkendende, men også opsat på at den amerikanske deltagelse

ikke var for ingenting: ”We are prepared to move immediately toward peace [...]”

Understreger at

han deler forståelse for befolkningens frustrationer og krigstræthed. Krigen er altså ikke endt ud i et

nederlag, hvor USA trækker sig tilbage, men er nu blevet et forsøg på at handle mod en mere

fredsbaseret løsning. Formålet i den tale bliver ikke længere at retfærdiggøre krigen, som i forrige

tale, men nærmere en forklaring på ændring i strategi og signalering af kontrol. Udtalelser som ”the

communist were unable to maintain control”

og ”tonight [...] I am taking the first step to

deescalate the conflict”

er begge med til at vedligeholde hans troværdighed, som præsident. Det

viser ham og hans administration er i forsat kontrol. Det er en tendens som også ses i talen fra 1965.

I begge tilfælde forsøger Johnson at fremstå som en ansvarlig leder, der handler i nationens bedste

interesse.

Samlet set kan man sammenligne de to talers hensigt og retoriske forskellighed for bedre forståelse

af kompleksiteten i politiske udtalelser. I begge taler appellerer han til fælles værdier og national

B. Johnson, Lyndon: Why Are We In Vietnam? Tale (1965), side. 794, linje. 39-41

Ibid., side. 794, linje. 47-51

Ibid., side. 794, linje. 57-58

B. Johnson, Lyndon: Decision Not to Seek Re-election. Tale (1968) linje. 39

Ibid., linje. 20-21

Ibid., linje. 42-43

#M!

enhed, for ikke at opildne mere modstand imod regeringen i USA. Den komparative analyse viser

hermed, hvordan Johnsons politiske retorik bevægede sig fra en idealistisk og sikker påstand om

sejr til en mere forhandlende og realistisk erkendelse af krigens konsekvenser.

Filmanalyse af Oliver Stones spillefilm

Born on the Fourth

of July (1989)

Oliver Stones Born on the Fourth of July (1989)

skildrer den amerikanske ungdoms forestilling af

patriotisme igennem 50’erne og 60’ernes USA. Den er langt mere end en traditionel krigsfilm, da

den hen igennem filmens forløb bliver til en kritik af Vietnam-krigen. Filmen er en følelsesladet og

barsk rejse ind igennem Vietnam-krigens mørke, hvor fokus ligger på de menneskelige

konsekvenser krigen medfører både psykisk og fysisk. Den tager udgangspunkt i selvbiografien af

Ron Kovic, der følger den patriotiske unge mand, hvis liv forandres af Vietnam-krigen. Filmen er

skrevet og instrueret af Oliver Stone og Ron Kovic. Stone der allerede var berømt for krigsfilmen

Platoon (1986)

, som også foregår i Vietnam under krigen, var familiær med Kovic og hans

historie. I hovedrollen ses Tom Cruise som Ron Kovic og andre kendte skuespillere i birollerne som

Willem Dafoe. Kovic vokser op i en lille by i USA, ved navn Massapeqeua, opdraget på idealer af

mod og ærefuld pligt. Inspireret af marinesoldaternes dedikation til fædrelandet og overbevisning

om at tjene sit land er den højeste ære, melder han sig frivilligt og deltager i krigen med stolthed.

Filmens handlingsforløb udfolder sig på 20 år fra 1956 til 1976, og følger den unge amerikaners

barndom, teenageår og voksenliv. Helt fra barnsben af er Ron Kovic den perfekte søn, der kommer

fra en traditionel amerikansk kernefamilie med kristne værdier. Han vinder baseball-turneringer, har

en masse venner og trives godt i sin by. Filmen begynder in medias res, hvor vi ser Ron Kovic, også

kaldt Ronnie, lege krig med sine venner ude i skoven. Scenen skifter til en den Fjerde juli-parade,

som ham og hans familie deltager i. Paraden består af en masse amerikanske flag, trompeter og

fyrværkeri – alt sammen klassiske symboler, der repræsenterer amerikanske værdier. I paraden ses

også unge og ældre veteraner gående i uniformer. Scenen skifter fokus fra den festlige stemning til

veteranerne, da Ronnie, siddende på hans fars skuldre, påpeger at nogle af dem sidder i kørestole.

Fyrværkeriet fyres afsted og filmens første tegn på krigens konsekvenser vises, da en af veteranerne

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989)

Stone, Oliver: Platoon. (1986)

IMDB: Born on the Fourth of July (1989)

#N!

bliver forskrækket og kniber øjnene

gentagende gange sammen ved lyden af

bragene. Da scenen skifter over til

Ronnie igen, er den i slowmotion, som

viser hans reaktion på synet af veteranen.

Det falmende smil, når han ser en anden

veteran med manglende legemsdele. Den

melankolske underlægningsmusik sætter

stemningen og giver os en foreshadowing af Ronnies skæbne senere hen i filmen. Scenen cutter til

Ronnies veninde Donna, som løber op til ham for at give ham en gave, da det er hans fødselsdag.

Gaven er en kasket, den samme som den berømte amerikanske baseball-spiller Mickey Mantle har.

Ronnie bliver allerede som barn forbundet med en stærk nationalistisk identitet og tilskyndet af sine

forældre til at være det: ”Yeah, he’s my little Yankee Doodle boy”

fortæller moren, hvilket gror

bund til Ronnies nationalistiske identitets-jeg, der motiverer hans fremtidige indmeldelse i krigen.

Udover det materialistiske viser filmen også den patriotiske politik, mange amerikanere skulle høre

på derhjemme i stuerne. Scenen skifter til præsident John F. Kennedy holder tale og høres af hele

Ronnies familie. Han prædiker om stoltheden i at tjene sit land og taler til den nye generation af

amerikanere. [...] Ask not, what your country can do for you, ask what you can do for your

country.”

Der igen viser hvordan krigens ideologi præger helt unge børn og former deres

amerikanske selvforståelse fra barnsben af.

Et tydeligt eksempel på denne stolthed bliver vist, da Ronnie når teenageårene og har udviklet sig til

en målrettet ung mand, der udmærker sig selv både socialt og sportsligt. Han er succesfuld inde for

wrestling-teamet på sin High School og træner hårdt. Det er tydeligt at hans målretning fremstår

som en naturlig forlængelse af den opdragelse og de idealer han er vokset op med. Samtidig med

den kristne tro, der bruges til at motiverer ham endnu mere. ”That’s what matters to God, if we win

or lose, we still love him”

fortæller moren, der er med til at styrke Ronnies følelse af pligt og

mening. Ronnies intense træning, bliver dog også et symbol på hans indre pres og behov for at leve

op til familiens forventninger og de samfundsidealer han er vokset op med. Han taber sin

wrestlingkamp og er i fortvivlelse om hvorvidt alt det hårde arbejde han havde gjort indtil da, var

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989), 00:05:35

Ibid., 00:09:00

Ibid., 00:10:27

#O!

forgæves. Scenen viser et halvnært

slowmotionbillede af Ronnies reaktion, så man

kan forstå den følelsesladet situation han er i.

Og dette kommer i sammenhæng med Ronnies

drastiske valg af tilmelding til krigen, da

nederlaget og ønsket om at bevise sig selv, får

ham til det. Det der endegyldigt får Ronnie til at

tilmelde sig frivilligt, er da to sergenter fra

marinekorpset kommer hen på skolen og

fortæller om arbejdet som marine. De to sergenter lægger vægt på den nationalistiske stolthed, der

ligger i at tjene sit land i krig. De fortæller ”not everybody becomes United States marines.”

hvilket inspirerer Ronnie yderligere, da han virkelig kan bevise overfor alle, at han er noget særligt,

hvis han bliver marine. Dette var en almindelig opfattelse iblandt mange unge amerikanere

dengang, også under Anden Verdenskrig. Sergenterne understreger, der er intet stoltere end at være i

marinekorpset – og prøver med sine nøje udvalg af ord, at påvirke de unge mandlige studerende:

”[...] We have never lost a war, we have always come when our country has called us”

Hvilket var

et rigtigt faktum, som fik mange til at tro at denne krig ikke ville være den første de så tabte. Men

ikke alle Ronnies venner er overbeviste. Stevie, der senere bliver CEO af en fastfood-kæde,

fortæller han ikke kan se kommunisterne her i Massapequa og derfor ikke vil deltage i krigen. Hertil

svarer Ronnie: ”Someone’s gotta stay home with the women and children while the men go do the

fighting”

, hvilket afspejler den traditionelle mandeopfattelse, hvor maskulinitet forbindes med

styrke og mod.

Inden Ronnie drager til Vietnam, opstår der en dialog imellem ham og hans far i deres stue, imens

de ser TV. På Tv’et ses general Westmoreland fortælle, at de amerikanske soldater nok skal klare sig

godt her i Vietnam. Det er gallaaften, og Ronnies fravælgelse af den milepæl i et amerikansk

ungdomsliv viser hvordan han prioriterer pligtfølelsen over sit personlige liv. Faren udtrykker sin

tvivl af amerikansk indgriben, mens Ronnie svarer med sin patriotiske tale om krigens

nødvendighed: ”There’s not gonna be an America anymore, unless there’s people who are willing to

sacrifice.”

Her zoomes der længere ind til et nærtotalt billede af Ronnie, da hans tale drager os

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989), 00:14:22

Ibid., 00:15:23

Ibid., 00:17:22

Ibid., 00:22:55

#?!

længere ind i hans indre konflikt mellem frygt og pligtfølelse. Han slutter den af med at fortælle

begge forældre han vil til Vietnam og dø der, hvis det er det der skal til.

Ron Kovic kommer til Vietnam og i filmen befinder vi os nær Việt-floden i oktober 1967. Det er tre

måneder inden Têt-offensiven og krigen er på sit højeste. Ronnie og hans bataljon skal angribe en

landsby, der efter sigende skulle husere Viet Cong soldater. Soldaterne angriber landsbyen og

skyder, uden officielle ordrer fra Kovic,

hvor de efter finder ud af, at de har

beskudt og dræbt en hel familie inde i et

af husene. Kvinder og børn ligger sårede

og soldaternes rædsel og fortvivlelse

kommer til udtryk: ”It wasn’t your god

damn fault”

bliver der råbt, for at

forsikre de amerikanske soldater ikke er personligt

ansvarlige for fejlen. Ronnie vil blive og hjælpe de sårede, men bliver hevet ud af sine kammerater.

Det sidste han hører fra huset, er den efterladte babys gråd, som vil hjemsøge ham igennem resten

af filmen. Scenen med babyen fremhæver ved brug af lystekniske virkemidler, barnets uskyldighed

og livskræft ved siden af sin formodede afdøde søster, som ligger i mørket. Rystelsen og rædslen

rammer ham stort og det ender med at han, blændet af

chok, kommer til at dræbe sin egen kammerat Wilson,

da han tror det er en Viet Cong der kommer løbende.

Scenerne udfolder sig i slowmotion og det er først når

de tre skud er affyret vi fra Ronnies perspektiv kan se

det er Wilson. Underlægningsmusikken er uhyggelig op

indtil da og stopper, da han bliver ramt, hvilket får

Ronnie tilbage til virkeligheden. Oberst Moore vil ikke

anerkende Ronnies tvivl om drab, da de kommer tilbage

til lejren. Dette er med til at forstærke hans skyldfølelse

endnu mere, da han søger bekræftelse og forståelse fra autoriteter for at bearbejde sine oplevelser.

Scenen bliver gjort intens ved brug af nærtotale billeder af både Moore og Kovic, da obersten truer

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989), 00:31:13

#P!

ham på livet, hvis han nævner det igen. For Ronnie, bliver det et traume, der ikke anerkendes,

hvilket følger ham videre i filmen, indtil han besøger Wilsons familie.

Efter Ronnie bliver skudt i brystkassen og brækker rygraden den 20. januar 1968, præcist 11 dage

før Têt-offensiven, bliver han fragtet hen til Bronx Veteran Hospital i New York. Hospitalet er

gammelt og faldefærdigt, hvilket er et af filmens højdepunkter, der giver os et indblik i hvordan de

sårede soldater blev glemt og behandlet af USA. De badede i deres egen snavs og delte deres senge

med rotter. Efter et par måneder får Kovic at

vide, at han aldrig mere vil kunne gå og ikke

engang få børn. Dette bliver filmens point of

no return, da der er intet at gøre for at redde

benet. Han gennemgår en stædig og brutal

genoptræning for at undgå amputation. En del

af de scener fra hospitalet er taget i high-angle

shots, der får Ronnie til at fremstå svag. Hele hans liv er forandret, men han er igen dedikeret til at

bevise sit eget værd. På hospitalet, kan man begynde at fornemme en forandring imellem

sygeplejerne: ”Why we gotta fight for their rights over there, when we aint got no rights at home”

fortæller en af Ronnies sygeplejere, som er mørk i huden. Her starter filmens konflikt optrapning.

Dette var en tanke mange afro-amerikanere og andre minoriteter havde, da man havde haft The

Civil Rights Movement fra 1954 til 1968. Allerede her, fornemmer vi den begyndende modstand

mod den amerikanske deltagelse i Vietnam, er begyndt at samle sig. Og hvordan den kommer til at

have betydning på befolkningens opfattelse af veteraner fra Vietnam, inklusive Ronnie da han

vender hjem.

Den generelle modstand mod krigen tager fart herfra, i det Ronnie kommer hjem til hjembyen

Massapequa i 1969. Naboerne og hans familie tager godt imod ham, men han kan fornemme deres

blikke. For Kovic, er det ikke helt gået op for ham, at han er hjemvendt til et forandret USA. Selv

da hans lillebror fortæller ham, at han ikke tror på krigen. Til paraden den 4. juli 1969 er tingene

også anderledes. Nu er det Ronnie, der sidder i veteranbilen og forventer bifald. I stedet for bliver

han hånt og råbt ad, samtidig med at han reagerer forskrækket på lydene af fyrværkeri. Her ses

vendepunktet tydeligt, når man sammenligner med paraden fra 1956, hvor reaktionerne var

anderledes. Scenen består af en masse farvesymbolik, hvor farverne i scenen er ekstremt lyse og i

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989), 00:48:34

#@!

neon. Det er med til at få scenerne til at se kunstige

ud og i denne kontekst en forvrænget virkelighed fra

Ronnies perspektiv. Efter han holder talen, møder

Ronnie barndomsvennen Timmy og de fortæller hver

især deres oplevelser fra Vietnam. Her fortæller

Ronnie om de store fejl han lavede derhenne og

indser i et close-up shot, han har nogle indre problemer

han ikke har gjort rede for endnu.

I filmen ”Born on the Fourth of July” (1989), vises en masse lignende scener, hvor det går op for

Ron Kovic, at hele forestillingen om USA, som en retfærdig og moralsk nation ikke stemmer

overens med hverken den virkelighed han oplever eller samfundets. Mødet med Donna i Syracruse,

der fortæller hun skal til demonstration imod krigen på Kent State University og hele sekvensen

med politivold mod demonstranterne, får Ronnie til at indse hans tilstand og ofring for fædrelandet

hverken har skaffet ham respekt eller medfølelse. Opgøret med sin familie da han vender hjem

beruset og overvældet, viser hans indre konflikt, der i det store skænderi anerkender, at det hele var

for ingenting: ”I gotta roll around and remind people of Vietnam”

Han er blevet et symbol på

krigen, som ikke længere repræsenterer heltemod og ære, men som en skamplet på USA’s ære og

omdømme. Efter skænderiet rejser Ronnie til Villa Dulce, Mexico i 1970, hvor en masse

forkrøblede veteraner tog hen for at få den manglende forsørgelse de ikke fik i USA – såsom

opmærksomhed fra kvinder. Mødet med Willem Dafoes karakter Charlie, får ham til at indse, hvor

langt væk fra virkeligheden han faktisk er kommet. Han får indset, hvad han må gøre for at få styr

på sig selv. Nemlig besøge Wilsons efterladte familie og forklare dem deres søns død.

Filmens klimaks sker når Ronnie fortæller Wilsons familie, at han tror det var ham der dræbte deres

søn. Hele sekvensen er meget følelsesladet, med close-up shots af både Ronnie, forældrene og

Wilsons enkekone. Han tøver med at fortælle historien, men får samlet mod. Forarget, chokeret og i

sorg efter tabet af deres søn, som de aldrig helt havde fået at vide hvad der skete med, reagerer de

dog ikke som Ronnie havde forventet. Der sker nemlig det, han ikke havde turde håbet på: ”We

understand Ron. We understand the pain you’ve been going through.”

forsikrer Wilsons mor ham,

hvilket var det Ron har haft brug for at høre siden det skete. Anerkendelsen og forståelsen i hans fejl

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989), 01:30:40

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989), 01:59:53

#>!

fra et andet menneske, bliver afgørende for hans udvikling. Det fungerer som en form for befrielse

for ham, hvor han endelig får muligheden for at tilgive sig selv.

Filmens udtoning ender med at Ronnie i 1976, er blevet fortaler for vietnamveteraner imod krigen

og dens fejl. Det skete efter han i 1972 kom på nationalt TV og fortalte den amerikanske befolkning

at hele krigen er baseret på adskillige løgne og at han elsker sit land, men ikke sin regering: ”My

Støtten

til USA og de amerikanske værdier Ron havde før i tiden har han gjort op med. Modstanden

kommer fra hans erkendelse af krigens omkostninger og den skyld han bærer med sig. Denne

udvikling viser, hvordan hans identitet transformeres fra blind patriotisme til kritisk bevidsthed.

Temaet står klart som værende krigens konsekvenser på individet, men også samfundet. En

patriotisme versus realitet, hvordan idealer kan kollidere med virkeligheden. Budskabet bliver en

kritik af blind patriotisme og understreger at krig ikke kun handler om heltemod, men også om de

ofringer man kan ende med at give både psykisk og fysisk. Som afslutning peger filmen ”Born on

the Fourth of July” (1989) på, hvordan det amerikanske narrativ om Vietnam ændrede sig markant

gennem krigen. Fra en ungdom præget af idealistisk patriotisme og troen på kampen for frihed til en

erkendelse af krigens grusomheder og fejl. Ron Kovics udvikling bliver et billede på denne

forandring. Filmen viser ikke blot krigen og dets konsekvenser på individet men også på den

amerikanske selvforståelse.

Diskussion

I det følgende afsnit vil jeg diskutere, i hvilket omfang Têt-offensiven kan betragtes som det

afgørende vendepunkt for USA’s engagement i Vietnam. Som påpeget i opgavens analyse, ses der et

tydeligt skift før og efter offensiven – men alligevel skal man kigge lidt længere tilbage. Allerede i

1964 begyndte protesterne imod USA’s kommende deltagelse i krigen. Studerende og professorer

samlede sig på berømte universiteter, hvor de protesterede imod militær indkaldelse af unge

mennesker. Men alligevel blev det tysset ned. Hvordan formåede præsident Lyndon B. Johnson at

gøre det? Han insisterede på at protesterne var finansieret af kommunistiske regeringer og at

deltagerne var opildnet af fjenden. Han vendte kritikken væk fra selve krigen og over på

protestbevægelserne, som blev fremstillet som tilhængere af fjenden og en fare for nationens

sammenhold. Denne strategi gjorde at public opinion fortsat støttede krigen i de tidlige år. Gennem

Stone, Oliver: Born on the Fourth of July. (1989), 02:03:14

L"!

taler som ”Why Are We In Vietnam?” (1965) blev krigen retfærdiggjort og reklameret som en

nødvendighed for at forsvare den frie demokratiske verden. Men hvordan kan det være Johnson fik

så stor opbakning fra befolkningen? For det første spillede den kolde krigs kontekst en afgørende

rolle. Frygten for kommunismens spredning var dybt forankret i den amerikanske befolkning.

Blindt stolede mange på brugen af den politiske retorik fra Johnson men også fra de forrige

præsidenter. Trumandoktrinet, der fik USA kastet ud i en masse udenrigspolitik og dominoteorien,

skræmte en del. Kan man sammenligne det med USA’s senere reaktion på 9/11, der førte til

eskalering i Mellemøsten? Sagtens, da den amerikanske befolkning igen stolede blindt på en

præsidents politiske udtalelser om et land, der truede den demokratiske verden. Netop den tillid

bliver afgørende for at forstå, hvorfor udviklingen under Vietnam-krigen tog så markant en

drejning.

For første gang nogensinde blev en krigs udfald ikke afgjort på slagmarken, men på trykte sider og

Tv-skærme. For hvilken konsekvens fik Têt-offensiven? Som det ses i filmen Born on the Fourth of

July (1989) viste offensiven den amerikanske befolkning en virkelighed, som de tidligere var blevet

løjet over for. Og dette resulterede i en del oprør mod regeringen og administrationen. Man kan

argumentere for, at pressen var med til at forme public opinion. Medie-dækningen forøgede sig

nemlig markant efter offensiven, da USA og resten af verdenen forlangte at se, hvad der faktisk

foregik derovre. På den ene side tabte Nordvietnam krigen militært og på den anden side tabte USA

krigen politisk. Det blev en psykologisk sejr for kommunisterne, der via guerillakrig nedslidte og

demoraliserede de amerikanske styrker. Dog tog det flere år før det endte med USA’s

tilbagetrækning. Det er hermed vigtigt at understrege, at offensiven ikke alene skabte vendepunktet.

Men blev i større omfang et led i det afgørende vendepunkt. Det var et resultat af mange års

protester og meningsmålinger, der var med til at skabe uroen iblandt befolkningen. De

underliggende spændinger var allerede til stede. Men Têt-offensiven gjorde disse spændinger

synlige og umulige at ignorere.

L#!

Konklusion

I denne opgave har jeg undersøgt, hvordan Têt-offensiven i 1968 markerede et militært og politisk

vendepunkt i Vietnam-krigen, og hvordan dette skifte i den amerikanske selvforståelse og politiske

retorik kommer til udtryk. Det idealiserede narrativ om USA som den nation, der kæmpede for

frihed, blev ødelagt hen af vejen grundet utallige fejltagelser. Både fra regeringen, men også de

amerikanske tropper og generaler udstationeret i Vietnam. Têt-offensiven markerede sig ved at

sætte spørgsmål ved USA’s politiske validitet og selvom offensiven militært set blev slået tilbage,

blev den en psykologisk sejr for Nordvietnam og Viet Cong. Offensiven ændrede USA’s militære og

politiske strategi, som viste sig at resultere i en tilbagetrækning, et omdiskuteret nederlag, der

bidrog til at ændre amerikanernes opfattelse af, hvad Vietnam-krigen egentlig var. Ændringen i den

politiske retorik viser, at den amerikanske selvforståelse blev udfordret. Dette skyldes særligt, at

man som amerikaner indså, at ideen om USA som en uovervindelig nation ikke var holdbar og

public opinion understregede, at befolkningen ikke længere ønskede amerikansk involvering.

Opgaven har dermed vist, at dette narrativ om USA’s sikre sejr, ikke stemte overens med

virkeligheden. Men ved brug af politisk retorik havde man i USA kunne fastholde denne forestilling

gennem taler som Why Are We In Vietnam (1965) af præsident Lyndon B. Johnson. Tilliden mellem

præsidenten og den amerikanske befolkning blev bygget, men brudt igen, da offensiven skulle vise

sig at fortælle noget andet. Johnson forsøgte herefter at fastholde befolkningens opbakning og

bevare kontrollen over situationen, blandt andet gennem sin tale ”Decision Not to Seek Re-Election”

(1968), hvor han forsikrede den amerikanske befolkning, at kommunismen ikke ville sejre.

Historier fra udsendte soldater skulle vise sig at have stor betydning for krigens senere opfattelse

blandt andet igennem selvbiografier og senere spillefilm som Born on the Fourth of July (1989),

som denne opgave påpeger i analysen. Ved at diskutere hvorvidt Têt-offensiven var det afgørende

vendepunkt, kan opgaven konkludere, at offensiven ikke alene skabte vendepunktet, men var en del

af en større afgørelse.

LL!

Litteraturliste

Film:

Stone, Oliver. (Instruktør). (1989).

Born on the Fourth of July

[Film]. Universal Studios.

https://viaplay.dk/player/est//store/fodt-den-4.-juli-1989

Stone, Oliver. (Instruktør). (1986).

Platoon

[Film]. Helmdale Film Cooperation.

Bøger:

Bjerre-Poulsen, Niels. (2015).

Vietnamkrigen: En international historie -

. Gyldendal.

Frederiksen, Peter. (1996).

Vietnam - fra drage til tiger

. Systime.

R. Arnold, James. (1990).

Tet Offensive 1968: Turning Point in Vietnam

. Ospret Publishing.

Sanders, Vivienne. (2008).

The USA and Vietnam

(3. udg.). Hodder Education.

(Originalværk udgivet 2007)

Internetsider:

Bjerre-Poulsen, Niels. (2025, 11. april).

Trumandoktrinet

. Danmarks Nationalleksikon. Lokaliseret

den 23. marts 2026 på https://lex.dk/Trumandoktrinen

Bjerre-Poulsen, Niels. (2025, 1. juli).

Vietnamkrigen

. Danmarks Nationalleksikon. Lokaliseret den

23. marts 2026 på https://lex.dk/Vietnamkrigen

LM!

B. Johnson, Lyndon. (s.d.).

Decision Not To Seek Re-Election

[Tale]. The History Place. Lokaliseret

den 31. marts 1968 på https://www.historyplace.com/speeches/lbj-decision.htm

B. Johnson, Lyndon. (1965, 28. juli).

Why Are We In Vietnam

[Tale]. Resistance and Revolution.

Lokaliseret den 20. marts 2026 på

https://michiganintheworld.history.lsa.umich.edu/antivietnamwar/items/show/78

Born on the Fourth of July

[Anmeldelse af filmen Born on the Fourth of July]. (s.d.). IMDB.

Lokaliseret den 25. marts 2026 på

https://www.imdb.com/title/tt0096969/plotsummary/?ref_=tt_stry_pl

Brøndal, Jørn. (2024, 2. oktober).

Pentagonrapporten

. Danmarks Nationalleksikon. Lokaliseret den

23. marts 2026 på https://lex.dk/Pentagonrapporten

Hillingsø, Kjeld. (2025, 18. december).

Guerillakrig

. Danmarks Nationalleksikon. Lokaliseret den 23.

marts 2026 på https://lex.dk/guerillakrig

Juhre, Richard. (2001, Januar).

Vietnamkrigen

. Faktalink. Lokaliseret den 22. marts 2026 på

https://faktalink.dk/emner/vietnamkrigen

Lange, Katie. (2023, 7. februar).

Highlighting History: How "Tet" Began the End of Vietnam

. U.S

Department of War. Lokaliseret den 24. marts 2026 på https://www.war.gov/News/Feature-

Stories/story/Article/3291950/highlighting-history-how-tet-began-the-end-of-vietnam/

Nielsen, John. (2025, 1. juli).

Vietnam

. Danmarks Nationalleksikon. Lokaliseret den 22. marts 2026

på https://lex.dk/Vietnam

Ullerup, Bent. (2025, 6. august).

Dominoteori

. Danmarks Nationalleksikon. Lokaliseret den 23.

marts 2026 på https://lex.dk/dominoteori

LN!

Bilag