Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 1 af 20
Indholdsfortegnelse
Abstrct ............................................................................................................................................................ 2
Indledning ...................................................................................................................................................... 3
1 . Redegørelse for baggrunden for Cubakrisen og forløbet op til denne ............................................... 3
1.1 Den cubanske revolution ........................................................................................................................... 3
1.1.1 Forholdet mellem Cuba og USA i tiderne før den cubanske revolution ................................................ 3
1.1.2 Revolutionen og forandringen af Cuba derefter ..................................................................................... 3
1.2 Svinebugtaffæren 1961……………………….…………………………………………………………. 4
1.2.1 USA’s motiver for en invasion af Cuba………………………………………………………….…….4
1.2.2 USA’s ydmygende nederlag…………………………………………………………………………... 4
1.3 De tretten dage i oktober 1962....……………………………………………………………….………. 5
1.3.1 Raketter på Cuba ....…………………………………………………………………………………... 5
1.3.2 Sovjetunionens motiver for opstilling af raketter....…………………………………………….…….. 6
1.4 Delkonklusion på punkt 1. ....…………………………………………………………………………... 7
2. Analyse med udgangspunkt i realisme og idealisme af beslutningsprocessen i Det Hvide Hus under
Cubakrisen....……………………………………………………………………………………………… 7
2.1 Styrkeprøve mellem stormagterne - realisme....………………………………………………………. 8
2.2 Diplomatisk løsning eller militær aktion....…………………………………………………………….. 9
2.3 Splittelse blandt beslutningstagerne: ministrene versus generalerne…………………………………...11
2.4 Balance mellem idealisme og realisme ....…………………………………………………………….. 12
2.5 Delkonklusion på punkt 2....…………………………………………………………………………... 13
3. Diskussion af Cubakrisens betydning for forholdet mellem supermagterne…………………….... 13
3.1 En ny udenrigspolitisk problematik: atomvåben....…………………………………………………….14
3.2 En ny opfattelse af udenrigspolitik og forholdet mellem supermagterne……………………………....14
3.3 USA benytter sig af sin ”sejr” til at forsøge at forbedre relationen mellem supermagterne…………... 14
3.4 Nye statsledere: Den kolde krig fortsætter....………………………………………………………….. 15
3.5 Perspektivering til Irakkrigen....………………………………………………………………………...16
3.6 Delkonklusion på punkt 3. ....………………………………………………………………………......17
Konklusion....………………………………………………………………………………………………17
Litteraturliste....…….……………………………………………………………………………………...19
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 2 af 20
Abstract
In October 1962 the world was closer to a nuclear war than it had ever been and ever has been since. The
purpose of this paper is to investigate the background of The Cuban Missile Crisis and with special
reference to the two theories liberalism and realism the decision-making process in The White House will
be analyzed in order to get an insight into how John F. Kennedy and the American leaders handled the
crisis and which considerations and thoughts influenced them during the crisis.
By analyzing the decision-making process, it will be discovered that the American foreign politic is
influenced by both liberalism and realism. The years ahead and the beginning of the crisis can be
considered from a realistic point of view. Both of the superpowers had an interest in being the strongest and
having more power than the other. As the crisis proceeds more liberalistic ways of thinking will be seen, in
order to avoid a nuclear war. After the crisis, Kennedy and Khrushchev learn a lesson and established the
“hot line” in order to prevent something similar to happen again, and for a short period of time it seemed as
if the relationship between the two superpowers was now turning in a positive direction.
In spite of that, the Cold War continued and was additionally escalated by the Vietnam War a couple of
years later. This might be a result of the two main characters from the Cuban Missile Crisis (Kennedy and
Khrushchev) disappearing from the political stage. New leaders took over and trust was never established
between the states.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 3 af 20
Indledning
Aldrig har verden været så tæt på en ny verdenskrig som under Cubakrisen. De tretten dage i oktober 1962
har dannet grundlag for megen analyse af hvordan stater agerer i situationer der er af afgørende og alvorlig
sikkerhedstruende karakter. I denne opgave vil beslutningsprocessen i det Hvide Hus bliver undersøgt og
analyseret ud fra de samfundsfaglige teorier: realisme og idealisme, via en grundig historisk gennemgang
af forløbet op til og under Cubakrisen for at forstå forholdet mellem hhv. USA, Cuba og Sovjetunionen.
Slutteligt vil Cubakrisens betydning for forholdet mellem USA og Sovjetunionen blive diskuteret, samt
hvorvidt den måde hvorpå der blev ført udenrigspolitik i det Hvide Hus under Cubakrisen stadig kan spores
i den udenrigspolitik der i dag føres af USA som supermagt.
1. Redegørelse for baggrunden for Cubakrisen og forløbet op til denne
1.1 Den cubanske revolution
1.1.1 Forholdet mellem USA og Cuba i tiderne før den cubanske revolution
USA har haft en betydelig indflydelse på Cuba helt siden 1898 (selvom Cuba officielt fik sin
selvstændighed i 1902) hvor USA greb ind i en lokal frihedskrig og fordrev spanierne, der ellers havde haft
herredømmet siden de erobrede Cuba i 1511. Selvom Cuba blev selvstændigt i 1902 blev der vedtaget en
ændring i den cubanske forfatning kaldet ”The Platt Amendment”
1
. Denne sikrede at USA havde ret til at
intervenere i Cubas udenrigspolitik fra I forbindelsen med ophævelsen af denne aftale i 1934
arrangerede USA’s daværende præsiden Franklin D. Roosevelt en forlængelse af kontrakten, således USA
sikrede sig rettigheder over flådebasen Guantanamo i en periode på 99 år. I årene umiddelbart før den
cubanske revolution, sad diktatoren Fulgencio Batista på magten. Fra 1940-44 var han officielt blevet valgt
som præsident, og selvom han tabte valget i 1944 var han stadig en reel magtfaktor. I 1952 overtog han
magten i Cuba ved et ganske ublodigt statskup. Batistas styre var gennemkorrupt og han samarbejde tæt
med den amerikanske mafia samtidig med at han også havde relationer til det officielle USA.
USA dominerede Cubas økonomi fuldstændig i perioden hvor Batista sad ved magten. De to lande havde et
tæt samarbejde som både Batista og USA billigede. I løbet af 1950’erne blev Cuba dels et attraktivt
feriested for rige amerikanere der levede i overflod og dels blev det et investeringsparadis for amerikanske
ejendomsmæglere, hotelejere og gangstere, hvilket stod i skarp kontrast til den fattige cubanske
befolknings situation på daværende tidspunkt. Batista forholdt sig ukritisk til denne problemstilling og
stillede i det hele taget aldrig spørgsmålstegn ved USA’s ageren i Cuba, ligeså vel som USA aldrig satte
spørgsmålstegn ved det forhadte Batistastyres metoder og holdninger
2
.
1.1.2 Revolutionen og forandringen af Cuba derefter.
1
http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/USA_og_Nordamerika/USA_ca._1770-
1920/Platt_Amendment
2
Batista var en særdeles forhadt mand blandt den enormt fattige befolkning som han på ingen måde havde
interesse i at gøre noget godt for. Det var store dele af disse fattige bønder der skulle blive afgørende for at Fidel
Castro i 1959 kunne gennemføre revolutionen.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 4 af 20
Batista havde gennem hele sin regeringsperiode været ekstrem upopulær blandt store dele af den cubanske
befolkning og siden begyndelsen af 1950’erne havde der eksisteret modstandsbevægelser der havde forsøgt
sig med mindre former for oprør. I spidsen for en af disse oprørsbevægelser stod Fidel Castro. Castro var
uddannet advokat og var helt fra sin tidlige ungdom meget engageret i politik. Han var socialist og imod
Batistastyret. Han stillede op til valget til kongressen i 1952, men indså efter Batistas kup, at magten ikke
kunne vindes ved at gå demokratiets vej og valgte derfor at forsøge med en væbnet revolution i 1953, dette
mislykkedes og han blev arresteret. Castro blev løsladt i 55, og etablerede endnu et forsøg på at vælte
Batista-styret i 1956, som også mislykkedes
3
. Endeligt i 1959 lykkedes det for de revolutionære med
Castro, hans bror Raul Castro og den argentinskfødte Ernesto ”Che” Guevara i spidsen at vælte Batista.
Samtidig flygtede den tidligere cubanske over- og mellemklasse til Florida, da det for dem var vanskeligt at
se det positive i revolutionen.
4
Efter revolutionen udråbte Fidel Castro sig som landets premierminister og radikale ændringer og reformer
blev med det samme gennemført. Disse ændringer havde primært sociale karakter og skulle først og
fremmest være med til at forbedre situationen for landets fattige befolkning. Der blev gennemført reformer
der sikrede uddannelse og lægehjælp, og blev påbegyndt en afamerikanisering af landet, hvor man bl.a.
forbød spillekasinoer og forbød og udviste den amerikanske mafia. Samtidig nationaliserede man landbrug,
industri og de amerikansk ejede olieraffinaderier. Castro vandt stor opbakning og støtte fra
venstreorienterede sympatisører verden over.
5
Efter revolution blev forholdet mellem USA og Cuba gradvist forværret. USA’s fjende nummer et var
Sovjetunionen og med Castros socialistiske reformer og afamerikanisering af landet, betragtede man ham
som kommunist, selvom det ikke var før 1965 at Castro bekendte sig åbenlyst som kommunist. USA
iværksatte en handelsboykot mod Cuba der dog ikke omfattede fødevarer og medicin, men dette betød at
USA stort set ikke længere importerede sukker fra Cuba, hvilket var et hårdt slag for den cubanske
økonomi. Man kan diskutere om det reelt var USA der selv drev Castro i armene på kommunismen
eftersom Cuba ikke havde andre muligheder end at basere sin udenrigshandel og dermed sin økonomi på
Sovjetunionen og derefter måtte udvide deres politiske og mere ideologiske samarbejde med både
Sovjetunionen og de tilhørende østblokstater. Nikita Khrusjtjov udtalte i 1960: ”Fidel Castro er ikke
kommunist, men det er han om to år, takket være den amerikanske pression”.
6
1.2 Svinebugtsaffæren
1.2.1 USA’s motiver for en invasion af Cuba
Det var en torn i øjet på den amerikanske supermagt at hvad der før havde været en selvfølgelig støtte og et
3
http://www.faktalink.dk/titelliste/cuba/cubahele/?searchterm=cubakrisen artikel fra bibliotekets database side 7-8
4
Miami blev et sted mange eksilcubanere holdt til. Et par år senere skulle mange af disse eksilcubanere spille en
væsentlig rolle i USA’s forsøg på at fjerne Castro fra magten i den såkaldte ”Svinebugtaffære”
5
Den væbnede revolution i Cuba skulle 10-15 år senere blive den helt store inspirationskilde for anti-vestlige
terrorgrupper som bl.a. Rote Arme Fraktion der i det daværende Vesttyskland for første gang i 1969 erklærede
væbnet revolution mod hvad der efter deres mening var et amerikaniseret og materialistisk Vesttyskland.
6
http://www.faktalink.dk/titelliste/cuba/cubahele/?searchterm=cubakrisen artikel fra bibliotekets database side 6
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 5 af 20
medlem af OAS
7
nu så ud til at forvandle sig til en selvstændig kommunistisk stat. Det blev betragtet som
en udefrakommende kommunistisk indtrængen på de amerikanske kontinenter selvom revolutionen i
virkeligheden havde stor intern opbakning fra den cubanske befolkning
8
. Samtidig steg USA’s frygt for at
andre latinamerikanske lande kunne finde på at følge det cubanske eksempel, hvilken USA for alt i verden
ikke ønskede. USA besluttede derfor at organisere en invasion der skulle skaffe Castro af vejen som Cubas
leder. Det var vigtigt for USA at det ikke fremstod som et militært angreb fra USA mod Cuba, da man så
frygtede en sovjetisk gengældelse i Berlin
9
. I stedet var det planen at det i verdens øjne skulle fremstå som
en intern affære i Cuba skabt af kontrarevolutionære eksilcubanere, der ønskede Castro af vejen. Den
amerikanske regering var af den opfattelse at et mindre oprør ville være tilstrækkeligt til at starte en
modrevolution, der kunne afsætte Castro. CIA begyndte derfor nu en militærtræning af eksilcubanere i
USA
10
.
1.2.2 USA’s ydmygende nederlag
Castro og de revolutionære var godt klar over at USA på den ene eller anden måde ville angribe, så
invasionen kom ikke som nogen overraskelse.
11
De amerikanske styrker var ikke forberedt på de lokale
forhold omkring Svinebugten
12
og i løbet af 72 timer havde de revolutionære slået 200 eksilcubanere ihjel
og taget knap 1200 til fange. Senere blev disse fanger udvekslet for mad og medicin fra USA til en værdi af
53 mio. dollars. I tiden efter Svinebugtsaffæren blev ca. 200.000 mennesker, der mentes at være politiske
modstandere af Castro, arresteret i Cuba. Castro sad nu endnu fastere på magten og Cuba begyndte hermed
så småt at udvikle sig til det diktatur som skulle blive en realitet i de kommende år.
1.3 De tretten dage i oktober 1962
1.3.1 Raketter på Cuba
Den 16. oktober 1962 blev præsident John F. Kennedy informeret om at et U-2 fly har taget billeder af
hvad der ligner en igangværende opstilling af strategiske missiler og atomvåben på Cuba. Forud for dette
bevis havde USA haft mistanke om aktivitet på Cuba og havde rettet henvendelse til USSR i begyndelse af
september 1962 for at indskærpe at USA ikke ville tolerere raketter på Cuba og hvor USA definerede
forskellen på defensive og offensive våben. USSR forsikrede USA om at de ikke havde gang i militære
oprustninger
13
. Dette kan udledes fra kilden ”Robert Kennedys samtale med Dobrynin
14
4. sep. 1962” som
7
Organisation af amerikanske stater, en organisation der var blevet dannet i 1948 med det reelle formål at de
latinamerikanske lande skulle indgå i et fordelagtigt økonomisk samarbejde med USA, mens USA havde en
forsvarsmæssig interesse i at have nogle sikre støtter på denne del af jordkloden (Kilder til belysning af Cubakrisen,
side. 4)
8
Operation Pluto, side. 32
9
Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 34
10
Operation Pluto, side 34
11
Robert Kennedy og CIA havde sat Opration Mongoose i værk i tiden forud for Svinebugtsaffæren. Som
justitsministeren skrev om operationen i et notat i 1961:”Mit forslag er at skabe uro på øen ved hjælp af spionage,
sabotage og generelle optøjer, alt sammen udført af cubanere selv” – Citat fra Michael Dobbs Cubakrisen side 27.
12
Særligt de skarpe koralrev
13
Kilder til belysning af Cubakrisen side 20
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 6 af 20
er Robert Kennedy der beskriver samtalen
15
, og man skal her huske på at den er skrevet af en af de
betydningsfulde beslutningstagere på USA’s side, og man kunne derfor forvente at teksten ville være
præget af amerikansk synspunkter. På trods af dette fremstår teksten som en objektiv beskrivelse af et
møde mellem to parter og må betragtes som en pålidelig kilde.
Efter observationen af raketterne nedsættes der med det samme en krisegruppe der skal tage stilling til
hvordan USA skal håndtere dette.
Den 20. oktober besluttede Kennedy sig for en blokade af Cuba som ville kunne være endeligt på plads den
24. oktober.
16
Dette overraskede den Sovjetiske premierminister Khrusjtjov, der havde forventet at den
unge præsident ville agere væsentligt mere passivt
17
. Sovjetunionen konkluderede nu at en amerikansk
invasion af Cuba var en sandsynlighed hvis ikke raketterne på Cuba trækkedes tilbage.
Khrusjtjov sendte to breve til Kennedy den 26. og 27. oktober. I det første brev krævede han blot en
forsikring fra USA’s side om ikke at invadere Cuba, men i det andet brev krævede Khrusjtjov at USA trak
de Jupiter-raketter USA havde stående i Tyrkiet tilbage. Kennedy valgte at ignorere det andet brev, men da
man nu anså en atomkrig med Sovjetunionen for sandsynlig, accepterede USA i stedet betingelserne fra det
første brev.
Dagen efter mødtes Kennedys bror Robert
18
dog hemmeligt med den sovjetiske ambassadør Anatoly
Dybronin og accepterede en tilbagetrækning af raketterne i Tyrkiet så længe offentligheden ikke fik noget
at vide. En atomkrig og potentielt 3. verdenskrig var undgået.
Man kan argumentere for at det var USA der kom sejrende ud af krisen. USA havde formået at få
raketterne på Cuba fjernet samtidig med at ingen vidste noget om aftalen om at fjerne deres raketter i
Tyrkiet, hvilket Khrusjtjov offentligt havde krævet
19
.
1.3.2 Sovjetunionens motiver for opstilling af raketter
”USA respekterer kun styrke” ”Det vigtigste er at få amerikanerne til at tro. Så undgår vi angreb”
20
, dette er
citater af Nikita Khrusjtjov, som er med til at beskrive USSR’s udenrigspolitik og motiver for opstillingen
af raketter på Cuba. Khrusjtjov var udmærket klar over at USSR var den svageste af de to supermagter, og
som den idealist han var med en brændende tro på kommunismen, ønskede han at ændre på det
kapitalistiske USA’s verdensdominans. Sovjet var på daværende tidspunkt omringet af amerikanske
militærbaser fra Tyrkiet i vest til Japan i øst. Khrusjtjov understregede internt blandt de sovjetiske ledere at
14
Den russiske ambassadør i USA
15
Kennedy beskriver hvordan ambassadøren giver en personlig besked fra Khrusjtjov om at USA kan være forvisset
om at Sovjetunionen under ingen omstændigheder har i sinde at placere strategiske raketter på Cuba.
16
I mellemtiden den 22. oktober, holder præsidenten en lang tale på TV hvor han informere befolkningen om
situationen.
17
Khrushtjtov havde den opfattelse af Kennedy som værende svag og ubeslutsom. – The Cuban Missile Crisis:
Reading the lessons Correctly. Side 439
18
USA’s justitsrigsminister
19
Peter Chrisp – Cubakrisen. Side. 52
20
Michael Dobbs: Cubakrisen, side: 58-59.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 7 af 20
hensigten med raketterne ikke var at starte en krig, men at lade amerikanerne smage deres egen medicin
21
,
og eksternt i forhold til kommunikationen med FN sagde han at formålet udelukkende var at give Cuba
mulighed for at forsvare sig selv i tilfældet af en amerikansk invasion.
Delkonklusion på punkt 1
Revolutionen på Cuba opstod som et resultat af flere års undertrykkelse af den cubanske befolkning under
Batista-styret. USA blev urolige over pludselig at have fået kommunistisk lignende tilstande i hvad de
betragtede som deres ”baghave” (Cuba) og afskar derefter øen for samhandel. Cuba var nu nødsaget til at
søge handelspartnere andetsteds og indgik aftaler med Sovjetunionen som straks så fordelen i at have en
alliancepartner på den vestlige halvkugle. I september/oktober 1962 opstillede Sovjetunionen mellem- og
langdistanceraketter på Cuba under det påskud at det var defensive våben der skulle hjælpe cubanerne i
tilfælde af en amerikansk invasion. I virkeligheden havde Sovjetunionen et ønske om at ”gøre gengæld”
mod det kapitalistiske USA der flere steder i verden havde opstillet raketter rattet mod Sovjet.
2. Analyse med udgangspunkt i realisme og idealisme af beslutningsprocessen i Det Hvide Hus under
Cubakrisen.
Analysen af Det Hvide Hus’ beslutningsproces ud fra realisme og eller idealisme vil selvsagt være at
betragte situationen ud fra to forskellige paradigmer, hvor nogle af de bærende forskelle skal findes i
distinktionen mellem fokus på stærk stat/sikkerhed/overlevelse (krig) på den ene side og fokus på det
internationale samfund/forstå andres intentioner/forhandling (fred) på den anden side. Forholdet mellem de
to supermagter og situationen op til Cubaskrisen kan primært ses ud fra et realistisk synspunkt hvor
begreber som magtbalance, brug af Fox-metoden
22
og demonstration af magt er i centrum. Som krisen
skrider frem vil der blive argumenteret for at beslutningsprocessen og løsningen af krisen bevæger i en
retning af mere idealistisk tænkning.
2.1 Styrkeprøve mellem stormagterne – realisme
Tanken om at man ikke ønsker at forhandle sig frem til en løsning og at man grundlæggende ser andre
stater som en trussel for ens egen stats sikkerhed er nogle af de bærende elementer i realisme-teorien om
staters relationer til hinanden. En stats suverænitet er i høj grad fastsat ud fra dens grænser og for at
håndhæve sin suverænitet vil en stat etablere og håndhæve love som forudsætning for den sikkerhed som
borgerne må kræve af deres stat, - at sikkerhed skulle være så højt på dagsordenen skyldes ifølge Thomas
Hobbes at det enkelte menneske værste frygt er at dø en voldelig død, og staten skal kunne dæmme op for
21
Michael Dobbs: Cubakrisen side 59
22
Begrebet Fox er introduceret inden for realismen af Machiavelli og betegner en bedragerisk måde at føre
udenrigspolitik på, således ens egen stat står stærkere. Khrusjtjov benytter sig af Fox-metoden når han i måneden
forinden Cubakrisen lyver om Sovjetunionens hensigter med opstilling af raketter på Cuba.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 8 af 20
denne frygt.
23
Med dette som udgangspunkt vil forholdet mellem stater blive baseret på magt og trusler.
Dette ses eksemplificeret i et citat fra bogen ”Politics among Nations” af den tysk-amerikanske sociolog
Hans Morgenthau der bliver betragtet som en af de grundlæggende teoretikere inden for den klassiske
realisme. Citatet beskriver hvordan han mener international politik skal forstås: ”International politik er –
ligesom al politik – en kamp om magt. Hvad end den internationale politiks yderste mål er, er magt altid
det umiddelbare mål… Al politik, indenrigs – og international politik, afslører tre grundlæggende mønstre,
dvs. alle politiske fænomener kan reduceres til tre grundlæggende typer. Et politisk system søger enten at
bevare magt, at forøge sin magt eller at demonstrere sin magt.”
24
Dette tankesæt om magt som er altafgørende faktor og dermed også at fremstå meget handlekraftig er
meget dominerende i forholdet mellem USA og Sovjetunionen i perioden op til Cuba-krisen i 1962, - begge
stater opfattede sig selv som en supermagt, og hvad USA måtte opfatte som et defensivt tiltag, f.eks. at
opstille raketter i Tyrkiet ville blive opfattet som offensivt af Sovjetunionen, - det ville være et slag mod
statens sikkerhed, og det var i høj grad dette spil om den nationale sikkerhed der blev udslagsgivende for at
Cubakrisen overhovedet indtrådte. Pragmatisk set kunne man argumentere for, at i tilfældet med
Cubakrisen ville det yderste mål være at undgå krig, men som udgangspunkt overskyggede målet om at
bevare sin magt og sin position som verdens førende stormagt dette. I den daværende optik ville en
beslutning om at forhandle sig til en løsning medføre at begge supermagter ville fremstå som ikke-
handlekraftige og dermed svagere end den anden supermagt.
Da Sovjetunionen påbegynder opstillingen af missiler på Cuba, mindre end 150 km fra USA’s grænse, vil
de påberåbe sig at handlingen er defensiv mens USA, ud fra en realisme-tankegang, ikke kan opfatte det
som andet end en magtdemonstration og dermed offensivt fra USSR’s side. ”Præsidenten følte i stigende
grad at vi ikke burde gå uden om det faktum at det drejede sig om en styrkeprøve mellem stormagterne”
25
Dette citat understreger igen at præsidenten handler ud fra en tankegang om magtbalance og at han netop
ser raketterne som en russisk demonstration af magt, og en naturlig konsekvens heraf ville være kontant
amerikansk handling evt. invasion eller militær indgriben.
Supermagternes metoder til at gennemføre deres udenrigspolitik i denne periode ligger ganske tæt op ad de
idealer som teoretikeren Niccoló Machiavelli () opstillede for en fyrstes succes i republikken
Firenze i 1300-tallet,- nemlig brug af magt (the lion) og brug af list (the fox)
26
. Den politiske moral er ikke
identisk med den personlige moral, alle kneb lige fra hensynsløshed over løgn til spionage gælder, og
derfor er det også ’helt legalt’ når Khrusjtjov i september 1962 lyver overfor USA om hensigten samt om
23
Realismekompendium side 74: Hobbes on the state of nature
24
Clara Mine Baad Berkkan. Ændringer i amerikansk udenrigspolitik. De samfundsvidenskabelige basisstuider, RUC
side 11
25
Ted Sorensens kilde fra bogen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 35
26
Introduktion to international relations – realism. Side. 72
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 9 af 20
hvilken type af missiler Sovjetunionen vil give Cuba, og derved køber sig tid til at gennemføre
opstillingerne. Og ligeledes, da de midt i oktober konfronteres med USA’s billeddokumentation og forsat
nægter kendskabet til de offensive raketter, handler det mere om at gribe den mulighed, der kunne ligge for
selv at få mere magt (komme foran USA i kapløbet om indflydelse) og ikke vente på at andre ’kommer
først’ end at gøre ’det rigtige’. Målet helliger hermed midlet.
2.2 Diplomatisk løsning eller militær aktion
Som optakt til selve Cubakrisen ligger som ovenfor nævnt et markant klassisk realisme-tankesæt, men i den
følgende konkrete analyse af beslutningsprocessen i det Hvide Hus vil vi se et skred frem mod i højere grad
at anvende principper og anskuelser fra idealismen, uden dog at helt at udelukke elementer af realismen.
Den første afgørende forskel, sammenlignet med den tidligere overvejende realisme-præcedens, er det
beslutnings-set-up som Kennedy vælger fra krisens allerførste dag. For at nå frem til den/de rette
beslutninger, valgte præsidenten at samle den såkaldte ”Eksekutivkomité”, således blev der i højere grad
end tidligere lagt op til at en gruppe skulle have stor medindflydelse på ekstremt vigtige beslutninger. Den
hårde kerne i Eksekutivkomiteen bestod bl.a. af følgende: Udenrigsminister Dean Rusk, Forsvarsminister
McNamara, CIA chef John McCone, Justitsminister Robert Kennedy,FN ambassadør Adlai Stevenson og
præsidentens personlige rådgiver Ted Sorensen , Generalstabchef Maxwell Taylor og naturligvis
præsidenten selv. Oprettelsen af komiteen indikerer en idealistisk tankegang baseret på en demokratisk
proces og på input fra alle, og ikke så stort et ønske om én mand alene skal lede enerådigt med sin magt og
sit bedrag. Alle individuelle meninger i gruppen havde vægt (selvom det jo var JFK der i sidste ende traf
den endelige beslutning) og møderne i komiteen blev afholdt med henblik på i fællesskab at finde frem til
den mest optimale måde at håndtere situationen på. Det var altså en demokratisk beslutningsproces der
trådte i kraft under disse diskussioner. Komiteen opstillede i fællesskab seks mulige løsninger og skulle nu
diskutere hvilket af de forskellige forslag der ville være det mest optimal.
De seks løsningsforslag lød: 1. Ikke at foretage sig noget. 2. Anvende diplomatiske midler. 3. I
hemmelighed at gøre Fidel Castro klart, at hvis han ikke smider russerne ud, vil han løbe en risiko for en
amerikansk invasion. 4. Foretage en fysisk blokade af Cuba, for at sikre, at de militære anlæg ikke kunne
færdiggøres. 5. Bombe de militære anlæg og eventuelt andre mål i Cuba. 6. At invadere Cuba og fjerne
Castro.
27
28
Denne analyse tager primært udgangspunkt i Ted Sorensns kilde om den amerikanske regerings
planlægning af modforanstaltninger mod raketopbygningen på Cuba
29
. Ted Sorensens beskrivelse af
møderne i det Hvide Hus er skildret meget nøgternt og bærer på ingen måde præg af at have til hensigt at
27
Kennedy traf ikke noget valg med det samme, men beordrede at det skulle holdes hemmeligt for offentligheden,
samtidig med at det var den generelle opfattelse blandt generalstablen at det skulle bombes.
28
http://www.faktalink.dk/titelliste/cuba/cubahele/?searchterm=cubakrisen side 1(artikel fra Bibliotksdatabase)
29
Inger Bertelsen og Karl Jacobsen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 28-49
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 10 af 20
stille den ene eller anden part i et bestemt lys. Kilden er derfor yderst anvendelig når man ønsker at få et
indblik i hvordan beslutningsprocessen i det Hvide Hus skred frem under Cubakrisen.
I realismen antages det at mennesker (stater) har en trang til at indtage førersædet
30
og har et ønske om at
være stærkere end andre stater og ikke at lade sig dominere over,
31
og løsningsforslag: 2 ”Lægge
diplomatisk pres på og advare Rusland. Mulige løsninger indbefattede an appel til FN eller OAS om et
inspektionshold, eller en direkte henvendelse til Khrushchev, måske på en topkonference. Fjernelse af vor
raketbase i Tyrkiet til gengæld for fjernelse af de cubanske raketter blev også nævnt i vore senere
drøftelser som en mulighed, Khrushchev sandsynligvis ville foreslå, hvis ikke vi selv gjorde det”
32
. ligger
umiddelbart langt væk fra denne tankegang, tværtimod ville dette løsningsforslag være at foretrække hvis
man ønskede 100 % at følge den diplomatiske vej. Militære aktioner, og dermed højst sandsynlig krig, ville
ikke blive en del af løsningsforslag 2, men man ville til gengæld skulle henvende til Sovjetunionen gennem
FN og OAS og forsøge at få det internationale samfund til at blive en del af løsningen. Dette lever op til
den idealistiske ide om at internationale organisationer, som f.eks. FN, er med til at danne et mødested for
stater hvor der kan mægles i forhold til konfliktløsning.
Selvom løsningsforslag 2 umiddelbart virker til at være fredelig og fornuftig forkastede JFK dog denne
løsning lige fra begyndelse: ”Han lagde mindre vægt på raketternes militære betydning, end på den globale
politiske balance”
33
Præsidentens bekymring går i langt højere grad på hvorledes USA vil fremstå på den
internationale politiske scene, altså om USA ville blive opfattet som handlingslammet og dermed som den
svage part i konflikten, hvis man valgte udelukkende at forhandle sig frem til en løsning. Derudover stod
JFK også i den situation at han i en presseerklæring fra 4. september 1962 havde lovet det amerikanske folk
at skride til handling hvis de ”kommunistiske trusler mod freden” i form af opstilling af våben på Cuba
34
skulle blive en realitet og han ønskede derfor ikke, lige op til primærvalgene, at fremstå som en mand der
ikke handlede / reagerede i en sådan situation. JFK’s overvejelser i forhold til ikke at acceptere
løsningsforslag 2 i sin mest rene form tog altså afsæt i at ville bevare sin position, demonstrere handlekraft
og sikre sin stats suverænitet.
På den anden side var præsidenten også forsigtig i forhold til ikke at træffe en hurtig og uigennemtænkt
beslutning for blot at signalere handlekraft. Årsagen til dette valg af dualistisk metode kan evt. ses ud fra
den erfaring JFK havde gjort sig i forbindelse Svinebugt-affæren året forinden. Her havde han uden mange
30
En af de førende realistiske tænkere Hans Morgenthau: “ Men and women have the ”will to power””
31
Kopi om realisme fra samfundsfagslærer Torben: ”Introduction to International Relations. Theories and
approaches” side 68
32
Ted Sorensens kilde fra bogen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 34
33
Ted Sorensens kilde fra bogen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962” side 35
34
Kilder til belysning af Cubakrisen. Side. 21.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 11 af 20
overvejelser og uden inddragelse af andres synspunkter givet grønt lys for en militær aktion
35
, der skulle
vise sig at blive en kæmpe fiasko
36
og han ønskede ikke at det samme skulle ske denne gang. Ultimativt
kan man sige at JFK med denne udvikling selv bevægede sig fra at ville afværge en trussel mod sin nations
sikkerhed ved udelukkende at demonstrere og bruge sin magt og sit militær og ved alene at træffe en
beslutning, til at indlede en ny og mere diplomatisk og reflekterende måde træffe beslutninger på. Dette må
siges at være et skridt mod en mere idealistisk tilgang til det at skulle træffe udenrigspolitiske beslutninger,
idet Kennedy lærer af sine erfaringer om at demonstration af magt ikke alene er løsningen.
2.3 Splittelse blandt beslutningstagerne; ministrene versus generalstablen
JFK havde som statsleder en stor interesse i at fastholde USA’s position og magt og mente dermed at det
ville være svært udelukkende at følge den diplomatiske vej, så en vis form for demonstration af denne magt
var han nødt til at indtænke i sin samlede plan. JFK’s holdning til magtdemonstration er dog intet
sammenlignet med den holdning, som prægede nogle af generalerne i det amerikanske militær. Det var
særligt chefen for flyvevåbenet Curtis LeMay der mente at man skulle ”bombe USA’s fjender tilbage til
stenalderen”
37
. De amerikanske generaler havde en særdeles realistisk tilgang til problemet med Cuba. De
var af den opfattelse at en flådeblokade
38
ville blive opfattet som et skæbnesvangert svaghedstegn fra
USA’s side og derfor ville opmuntre russerne til at øge indsatsen mod Berlin. På den anden side stod
forsvarsministeren Robert McNamara og justitsminister Robert Kennedy som var stærke modstandere af en
invasion, da de ikke mente at man kunne retfærdiggøre et overraskelsesangreb mod Cuba, idet dette ville
vække mindelser Japans angreb på Pearl Harbor i 2. verdenskrig : ”Det ville være et Pearl Harbor med
modsat fortegn, og det ville sværte De forenede Staters navn på Historiens blade”
39
Flådeblokade
(løsningsforslag 4) og invasion (løsningsforslag) optræder altså umiddelbart som det dilemma som JFK og
eksekutivkomiteen skulle vælge mellem, - den mere idealismeprægede løsning med en flådeblokade
bakket op af den internationale samfund overfor en realistisme-løsning med en invasion, militære aktioner
og højst sandsynlig krig med brug af nukleare våben.
2.4 Balance mellem idealisme og realisme
Et af de store diskussionsemner der var oppe at vende flere gange i Det Hvide Hus, var spørgsmålet om
hvordan man bevarede USA’s troværdighed som (en af) verdens mest magtfulde stat og samtidig undgik en
krig. Løsning 5 kunne være en mulighed, løsningen lød: ”Foretage et luftangreb – udelukkende rettet mod
35
En militær aktion der ikke engang var blevet udtænkt af ham selv og hans egen regering, men af den tidligere
præsident Eisenhower der få måneder forinden havde tabt valget til Kennedy.
36
Kennedy stillede sig efterfølgende op i offentligheden og tog det fulde ansvar for nederlaget i svinebugten og hvis
Cubakrisen endte med endnu et militært nederlag, ville Kennedy være enormt dårlig stillet ved næste valg.
37
Michael Dobbs – Cubakrisen. Side 40
38
Officielt blev det kaldt en karantæne, da ordet blokade er et ord der forbindes med krig.
39
Kilder til belysning af Cubakrisen, side 37 linje 37
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 12 af 20
raketterne eller mod andre militære mål, med eller uden forudgående varsel”
40
Denne løsning ville altså i
teorien betyde at raketterne på Cuba ville blive ukampdygtige og man ville undgå tab af menneskeliv, men
efterhånden som dagene gik, blev man mere og mere klar over at dels kunne flyvevåbnet ikke give en total
forsikring om at alle raketter ville blive destrueret på én gang, dels ræsonnerede man sig frem til at
tilstanden efter et luftangreb ville være præget af kaos og politisk sammenbrud, hvorfor man i sidste instans
alligevel ville være nødt til at etablere en invasion. Kun meget få medlemmer blandt Eksekutivkomiteen
anså en invasion af Cuba som den rigtige løsning, bl.a. fordi USA ikke havde interesse i at blive fordømt af
resten af verden som ”det store land der invaderer det lille”. Man ville derved risikere et sammenbrud i
forholdet til den latinamerikanske verden.
Dette er i klar modstrid med realismens opfattelse af at en stat til enhver tid vil beskytte sit eget land og
skal søge at bevare sin magt på bekostning af alt andet. I stedet inddrager man nu internationale hensyn,
forholder sig til hvilken effekt USA's handlinger ville have på resten af verden og forsøger at forstå
modstanderens bagvedliggende intention med konflikten. Det at man taler forslagene igennem og i
fællesskab finder frem til det faktum at et luftangreb i sidste ende ville føre til en invasion som (næsten)
ingen ønskede, må også siges at være en idealistisk tilgang. Havde man udelukkende haft en realistisk
tilgang, havde Kennedy formentlig ikke tøvet med at invadere Cuba.
I løbet af beslutningsprocessen søger Det Hvide Hus altså konstant at finde en balance mellem idealisme og
realisme. Der var ingen i Det Hvide Hus der ønskede en krig og slet ikke så tæt på amerikansk territorium,
men ingen, slet ikke JFK selv, ønskede at USA til at fremstå i et handlesvagt og ufordelagtigt lys på den
politiske verdensscene. Derfor gjaldt det om at finde en kombineret tilgang dels for at undgå krig dels for
undgå tab af magt samt tab af ansigt udadtil og dermed opstår planen om at satse først på en karantæne
bakket op af det internationale samfund, men samtidig gøre det klart, både i ord og i praksis, at man også
var villig til at skride ind med militærmagt hvis det skulle blive nødvendigt. Med andre ord kommer man
via den mere demokratiske beslutningsproces frem til en løsning der tager højde for den politiske
verdensdagsorden, der har formet sig siden 2VK med et bipolært magtforhold mellem supermagterne og
samtidig i små skridt bevæger sig væk fra den kontante realisme- beslutningsproces, som denne dagsorden
netop havde medfødt, mod et strategi hvor forhandling og delvis forståelse af andres synspunkter indgår
som en vej mod en fredelig løsning.
Delkonklusion på punkt 2
Beslutningsprocessen i Det Hvide Hus under Cubakrisen og resultatet deraf peger i overvejede grad i
retning af en idealistisk tankegang. JFK træffer ikke bare en beslutning, men der reflekteres og tænkes over
de forskellige muligheder, således at man i fællesskab kommer frem til den mest optimale løsning. Det er
imponerende at være i stand til dette, når man er under så ekstremt et tidspres og hvor en forkert beslutning
40
Kilder til belysning af Cubakrisen side 34 linje22
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 13 af 20
kunne medføre en tilintetgørende krig.
Dette betyder dog lang fra at realisme-perspektiv slet ikke indgår som en del af beslutningsprocessen under
Cubakrisen, tværtimod. Der var splittelse blandt beslutningstagerne og der var få, men indflydelsesrige
medlemmer af eksekutivkomiteen, der mente at en invasion af Cuba var den eneste rigtige løsning, og
selvom JFK ikke ønskede en invasion og dermed en krig, var han klar over, at han som præsident for
verdens mest magtfulde stat og for ikke at rokke ved den globale magtbalance til fordel for USSR, måtte
udvise massiv handlekraft og villighed til at bruge magt, hvilket ligger i hjertet af realismens
grundprincipper.
Man kan drage den konklusion at beslutningsprocessen var en kombination af idealisme og realisme, og at
JFK formåede at håndtere situationen således at en atomkrig blev undgået, samt USA undgik at tabe ansigt.
3. Diskuter Cubakrisens betydning for forholdet mellem supermagterne efter krisen.
Cubakrisen er med til at starte en helt ny måde at opfatte krig på og en helt ny måde at løse kriser på. Det er
første gang i verdenshistorien at en atomkrig har været en reel fare og både Sovjetunionen og USA var klar
over at situationen under Cubakrisen var af yderste alvorlighed og at en forkert beslutning kunne føre til en
3. verdenskrig.
3.1 En ny udenrigspolitisk problematik: atomvåben.
Det helt unikke ved Cubakrisen er, at atomvåben bliver så afgørende en del af problematikken. I årene
efter Cubakrisen
41
fik spørgsmålet om hvem der havde flest og bedst atomvåben stadig større og større
indflydelse på udenrigspolitikken mellem de to stormagter og våbenkapløbet fortsatte indtil den kolde krig
sluttede i 1991. Begge parter var klar over at krisen i oktober 1962 var af så speciel en karakter og ingen af
dem ønskede at noget lignende skulle opstå igen, men var samtidig også godt klar over at især
kommunikationen mellem supermagterne under krisen havde været så skrøbelig
42
at denne i sig selv kunne
have fået fatale følger, og derfor blev der oprettet en ”hotline”
43
mellem Det Hvide Hus og Kreml
44
. Dette
skulle være med til at sikre at man ikke endnu en gang skulle havne i en lignende situation.
3.2 En ny opfattelse af udenrigspolitik og forholdet mellem stormagterne
I det der var så meget på spil under Cubakrisen, var den i årene umiddelbart efter krisen med til at rykke
dagordenen for hvordan den ene supermagt vælger at forholde sig den anden supermagt. Man kan tale om
at der skete en ændring i supermagtrelationerne i det, og der opstår en forståelse af at man ikke længere kan
tillade sig at ydmyge/tryne den anden part (fx ved at opstille raketter i Tyrkiet eller på Cuba) da dette ville
41
I dag er spørgsmålet om hvilke lande der har og producerer atomvåben stadig grundlag for udenrigspolitiske
anliggender. Man har blandt andet mistanke om at Iran er i gang med at producere atomvåben
42
Det var særdeles vanskeligt og tidskrævende at sende breve og transmittere beskeder i 1960’erne.
43
Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 56
44
Der hvor de sovjetiske ledere holdt når der skulle træffes politiske beslutninger.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 14 af 20
kunne medvirke til at skabe en farlig situation, som i yderste konsekvens kunne munde ud i en atomkrig,
hvilket både JFK og Khrusjtjov var klar over.
Scenen bliver nu også sat for at man i langt højere grad begynder at inddrage FN og OAS i sine
overvejelser om hvordan krisen kunne løses bedst muligt, præcist som USA gjorde under selve Cuba-
krisen. Det handler ikke længere blot om ”statsmand” mod ”statsmand”, men om at være globalt
orienteret, da de implikationer der ligger i hele verden, ikke kan ignoreres selvom man er en stor og stærk
supermagt.
45
3.3 USA benytter sin ”sejr” til at forsøge at forbedre relationen mellem de to supermagter
Som tidligere nævnt kan man argumentere for at det var USA der stod stærkest efter krisen. Kennedy havde
formået at undgå en ny verdenskrig uden at tabe ansigt. Det samme kunne man ikke sige om
Sovjetunionen. Tværtimod, Khrusjtjov havde bragt verden på randen af en atomkrig og ikke vundet noget
ved det.
46
Cubakrisen viste at ingen af stormagterne ønskede en atomkrig. Udfaldet af krisen havde styrket Kennedys
autoritet som præsident, selvom han var påpasselig med ikke at fremføre at den endelige aftale
47
var en sejr
for USA, da han ikke ønskede at forværre situationen for Khrusjtjov
48
. Kennedy besluttede sig for at
benytte sig af den nye magtposition til at arbejde på at forbedre relationerne mellem Sovjet og USA, så
man i fremtiden kunne undgå fare for en atomkrig. I juli 1963 underskrev både USA og Sovjet den såkaldte
”Partial Test Ban Treaty”
4950
, som ganske vist mest af alt havde symbolsk karakter, men som blev
begyndelsen til den senere mere markante nedrustningsaftale. Man kan altså her argumentere for at
Cubakrisen har haft en positiv indflydelse på forholdet mellem de to supermagter. Kun et par måneder efter
traktaten blev underskrevet, blev Kennedy skudt og dræbt i Dallas Texas
51
.
3.4 Nye statsledere: den kolde krig fortsætter
Man kan diskutere hvorvidt forholdet mellem USA og Sovjetunionen fortsat ville have udviklet sig i en
positiv retning under den løsningsorienterede JFK. Han havde lært af Cubakrisen og havde udviklet sig fra
at være en mand der ikke tøvede med at udvise militær handlekraft
52
, til at være en mand der forstod
vigtigheden af diplomati. I modsætning til JFK’s strategi under Cuba-krisen så vælger hans efterfølger
45
Cubakrisen og den kolde krig gav også anledning til en vis optimisme blandt de idealistiske tænkere. Introduction
to international relations – liberalism. Side. 107
46
Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 52
47
Aftalen der blev indgået mellem Robert Kennedy og den russiske ambassadør som betød en ende på krisen.
48
Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 50
49
Traktaten sikrede at ingen af stormagter prøvesprængte atomvåben -
http://www.skeptictank.org/treasure/GP2/CTHIS.TXT
50
Lande som Kina og Frankrig var ikke med i traktaten og fortsatte deres prøvesprængninger.
51
Peter Chrisp – Cubakrisen. Side 51
52
Som under Svinebugtsaffæren
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 15 af 20
Lyndon B. Johnson nogle år senere en massiv bombekampange, altså en klassisk realisme tilgang, mod det
kommunistiske Nordvietnam hvilket var med til at øge afstanden yderligere mellem de to blokke.
I årene helt frem til den kolde krigs afslutning øgede både USA og Sovjetunionen deres våbenkapacitet og
konstant stræbte de efter at stå stærkest i den globale militære magtbalance
53
også med kernevåben. Den
amerikanske præsident Jimmy Carter udtalte i 1980: ”Vi og vore NATO-allierede har besluttet at fremstille
og stationere moderniserede mellemdistance-atomvåben for at imødegå den urimelige og voksende trussel
fra de sovjetiske atomvåben”
54
Det lader altså ikke her til at JFK’s traktat og de erfaringer man gjorde sig
fra Cubakrisen, spiller den store rolle i forhold til måden at opfatte og reagere på de trusler der måtte
komme fra den anden stormagt. Med et idealistisk syn ville forvente at man lærte af sine fejl og
efterfølgende valgte en anden tilgang til løsning af en krise end krig og militær aktioner. På den anden side
kunne man også argumentere for (set ud fra et realisme-perspektiv) at man i et bipolært verdenssamfund
ikke kan forvente at de to supermagter pludselig bliver ”gode venner”, eftersom hver stat til hver en tid vil
søge at have mere magt end den anden og at det derfor er naivt at tro at Cubakrisen var så stor en
forskrækkelse at stormagterne nu helt tilsidesætter deres magtbehov.
3.5 Perspektivering til Irakkrigen
I den følgende korte perspektivering vil det bliver undersøgt om den balance mellem idealisme og realisme
der var under Cubakrisen, stadig er at finde i den måde som USA i dag fører udenrigspolitik på.
Den daværende amerikanske præsident George W Bush lagde navn til Bush-doktrinen
55
som var en
handlingsplan der blev sat i værk efter terrorangrebet i NY i 2001. Bush-doktrinen indeholdt en række
udenrigspolitiske retningslinjer, der omhandlede vigtigheden af militær overlegenhed i forhold til de lande,
mennesker og terrororganisationer, som man mente stod bag angrebet. Bush betegnede endog landene Irak,
Iran og Nordkorea som ”The Axis of Evil” eftersom han mente de besad atomvåben og dermed var en
signifikant trussel mod verdensfreden
56
. På trods af at disse anklager blev afkræftet af en våbeninspektion
af FN’s sikkerhedsråd i 2002 formåede USA som den supermagt de er, at demonstrere deres overlegenhed
ved at invadere Irak den 20. marts 2003 uden FN’s billigelse. Ligesom under Cubakrisen var det et mål for
Bush at markere sin position og demonstrere sin militære overlegenhed, og ideen om at den konflikt der var
opstået mellem USA og mellemøsten skulle løses ved krig, må siges at være en realistisk tilgang. Under
Cubakrisen var den realistiske udenrigspolitik baseret på magtdemonstrationer og afskrækkelse fra begge
53
Bender og Gade – Stormagtspolitikken. Side 141
54
Bender og Gade – Stormagtspolitikken. Side. 131
55
http://da.wikipedia.org/wiki/Bush-doktrinen
56
Samtidig proklamerede USA et ønske om at ”sprede demokrati, frihed og sikkerhed i alle regioner” hvilket må
siges at være uhyre vanskeligt projekt når de nationale traditioner i lande som Irak peger i helt andre retninger.
Samtidig er landet præget af indenrigs religiøse konflikter og har en fjendtlig indstilling over for vesten og særligt
USA, hvilket gør det enormt svært at skabe demokrati og fred.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 16 af 20
parter
57
, hvilket giver anledning til midlertidig fred, som varede hele den kolde krig.
58
Denne periode kan
anskues ud fra den neorealistiske tanke om ”Stability Theory”
59
der erklærer at det bipolære verdenssystem
er mere stabilt og fredeligt end en mulitipolær verdensorden (som var dominerende før 1945) da det
bipolære system reducerer risikoen for en stormagtskrig
60
idet to magter konstant vil holde hinanden i skak.
Samtidig afskrækker stormagterne hinanden fra at gå i krig ved omfattende brug af trusler. Bush-doktrinen
markerer på sin vis et skift i den amerikanske udenrigspolitik, og strategien bliver baseret på en opfattelse
af at USA egenrådigt har retten til militært at beskytte sine egne interesser med alle midler, også uden at
have accept fra internationale organisationer som FN. I forhold til Cubakrisen og den kolde krig er Bush’s
udenrigspolitik nu en mere decideret realistisk politik som følge af en aktiv stillingtagen i samme retning.
Man handler. Man går i krig.
Denne udenrigspolitik/holdning hos en leder af en supermagt synes (lige som Carter-citatet fra 1980) at
afvige fra tanken om at Cubakrisen og den kolde krig skulle have været med til at ændre opfattelse af
hvordan man agere på den internationale politiske verdensscene. Vi ser nu en stat, der uden hensyn til
internationale relationer og uden inddragelse af organisationer som FN, invaderer en anden stat og dermed
markerer sin egen position og demonstrerer sin magt og suverænitet. Dog kan man argumentere for at
Cubakrisen og Irakkrigen er to forskellige situationer. Bush risikerede ikke en ny verdenskrig ved at
invadere Irak, og den nukleare trussel var heller ikke fremherskende som under Cuba-krisen. Havde den
risiko og den trussel været til stede ville han sandsynligvis have ageret anderledes og havde nedtonet sit
behov for at spille med de militære muskler. Præmissen og forholdene i den konkrete konflikt kan altså
være afgørende for graden af henholdsvis idealistisk og realistisk tilgang. Alligevel kan det være svært at
udlede bare få idealistiske perspektiver ud fra den amerikanske udenrigspolitik under Bush.
11. september 2001 er samtidig et markant tilbageslag for idealismen, da terrorangrebet ikke ligefrem giver
udtryk for gensidig respekt for hinanden eller lever op til overensstemmelse med fælles normer for
tolerance.
61
På den anden side kan man argumentere for at terrorangrebet blev udført af Al Qaeda, som ikke
repræsenterer en stat og eftersom realismen er funderet på en teori om at det er stater der er aktører.
Trusselsbilledet kommer altså ikke længere fra en anden stormagt og derfor giver det muligvis heller ingen
mening at agere ud fra en tanke baseret på magtbalance mellem stater, hvilket måske kan være en af
årsagerne til at USA har haft relativt svært ved at vinde krigen i Irak.
57
Det var en bipolært verdensorden, i dag er USA den eneste supermagt og det er dermed en unipolær
verdensorden.
58
Clara Mine Baad Berkkan. Ændringer i amerikansk udenrigspolitik. De samfundsvidenskabelige basisstuider,
RUC:side 11
59
International Relation, Theories and approaches, realism side 88-89
60
Jo færre supermagter, jo færre konflikter må man antage der kan opstå mellem dem.
61
Introduction to international relation – liberalism. Side 107
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 17 af 20
3.6 Delkonklusion på 3
Man kunne have forventet at forholdet mellem USA og Sovjetunionen havde drejet sig i en positiv retning,
idet man på trods af mange og alvorlige uoverensstemmelser kom frem til en fredelig løsning. Kennedys
traktat om forbud mod atomprøvesprængninger virker umiddelbart også som noget der skulle være med til
at dæmme op for det modsætningsforhold mellem øst og vest der gennem de forudgående år var blevet
bygget op. Men da der kommer nye ledere i begge blokke et par år efter, lader det til at den ideologiske
kløft og modsætningsforholdet bliver større, og de fredelige og diplomatiske tanker der i virkeligheden
kunne udledes af Cubakrisen træder i baggrunden for hvad der atter lader til at være en realistisk tilgang til
udenrigspolitikken.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 18 af 20
Konklusion
De mange års undertrykkelse af den cubanske befolkning førte til en socialistisk revolution få km fra den
amerikanske grænse. USA’s handelsboykot af Cuba medfører samtidig etableringen af en ny alliance
mellem Sovjetunionen og Cuba. Sovjetunionen griber muligheden for at udfordre USA’s position som
førende supermagt ved at påbegynde opstillingen af raketter på Cuba. Dette tvinger nu JFK og de andre
førende amerikanske politikere til at træffe afgørende beslutninger om hvorvidt deres modsvar skal være
militære aktioner eller forsøge at gå diplomatiets vej for at løse krisen. Dette lægger op til to meget
modstridende ideer om hvordan man løser internationale konflikter, - det idealistiske og det realistiske syn.
Der var stor splittelse blandt beslutningstagerne i Det Hvide Hus: generalerne der på den ene siden mente at
en bombning af Cuba ville være den eneste løsning og Robert Kennedy og Robert McNamara på den anden
siden der var fortalere for en mere fredelig og diplomatisk løsning. Man kan tale om at baggrunden for
Cubakrisen og alt hvad der ledte op til denne kan ses ud fra et realisme-perspektiv og løsningen af krisen
kan ses primært ud fra et idealisme-perspektiv (dog kan elementer af realisme ikke udelukkes). JFK var
klar over at han stod i en situation der kunne rykke hele den globale magtbalance og måtte udvise
handlekraft, samtidig medførte for megen handlekraft sandsynligvis en krig. JFK formåede at træffe en
beslutning der betød at man undgik at tabe ansigt på den politiske verdensscene og, endnu vigtigere, undgik
man en atomkrig og kom ud af krisen som den sejrende.
Relationen mellem de to stormagter efter Cubakrisen lader umiddelbart til at blive forbedret i årene lige
efter krisen, men efter Kennedys død og Khrusjtjovs afgang i 1964 får den kolde krig lov at fortsætte, og
modsætningsforholdet mellem de to supermagter bliver yderligere forstærket af Vietnam-krigen der
indledes nogle få år efter. Samtidig får våbenkapløbet lov at fortsætte på trods af den traktat om forbud om
atomprøvesprængninger som Kennedy får gennemført i 1963.
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 19 af 20
Litteraturliste:
Internet:
Clara Mine Baad Berkkan. Ændringer i amerikansk udenrigspolitik. De samfundsvidenskabelige
basisstuider, RUC:
http://docs.google.com/viewer?a=v&q=cache:ISdvPVWEDw4J:rudar.ruc.dk/bitstream/1800/1475/4/Projek
t%252B2005,%252BSambas,%252BRUC%252BALT.pdf+amerikansk+udenrigspolitik&hl=da&gl=dk&pi
d=bl&srcid=ADGEESiizDl1RslIP_2c3JEbgHShAe6Da9TQ4Lj_cjAN0ChPF8Wo0FY-
Mh0FJh6g6merp6jqv1cC7_yVOSV8CvTAECSA5R8djBjXGmKUW5-
hjOHDooStVy0YWptuRIjLApr6kJI5kM7k&sig=AHIEtbQrUdGQBJKcpl6eiGt7Ian4oZsUyw
Jonathan Gast: The realist Perspective & the Cuban Missile Crisis
http://largo.crushhumanity.org/doc/ircubanmis.pdf
Richard Led Nebow: The Cuban Missile Crisis: Reading the Lessons correctly
http://www.pol.illinois.edu/alumni/XTRACLINE/LebowCubaMissC.pdf
Afterword from Cuba on the Brink: Castro, the Missile Crisis, and the Soviet Collapse; Revised for the
Fortieth
Anniversary, by Bruce J. Allyn, James G. Blight, and David A. Welch. Lanham: Rowman & Littlefield,
2002, Afterword - The Cuban Missile Crisis in Post-Cold War Consciousness:
https://docs.google.com/viewer?a=v&q=cache:rX-
IoE94Ju8J:www.watsoninstitute.org/pub/CotBafter.pdf+cuban+missile+crisis+liberalism&hl=da&gl=dk&
pid=bl&srcid=ADGEESiDmDOSt5xG4Z4rL_spRzE9rQh4fipCYscYawfr2qkrdt4hLo-
FMILhqYaJZcKJGXMF8W0zF36rTnnA8_KSUQ9tk9UxiGsfEXTK3tBqbdBNnxGKDb8f19DV8S0L_Yk
zknp3Q8Xe&sig=AHIEtbR8hBiXeZqy-x98Eir7cigZyO4Asg
Bøger:
Michael Dobbs: Cubakrisen, Kennedy, Khrusjtjov og Castro på randen af atomkrig. Informations forlag
2009
Johan Bender og Hans-Kurt Gade, Stormagtspolitikken belyst ved kilder, forlaget Munksgaard
1983
Dansk-Cubansk Forening, Operation Pluto. Svinebugt-invasionen i Cuba 1961, Udgivet af Dansk-Cubansk
Forening i april 2011
Cubakrisen
Studieretningsprojekt 21/12/2011 – Samfundsfag/Historie
Side 20 af 20
Daryl G. Press, Calculating Credibility, How leaders assess military threads, Cornell University Press
2005
Inger Bertelsen og Karl Jacobsen: ”Kilder til belysning af Cubakrisen 1962
Robert Jackson and Georg Sørensen, International Relation, Theories and approaches, realism (kopiark)
Robert Jackson and Georg Sørensen, International Relation, Theories and approaches, liberalism (kopiark)
Peter Chrisp. Cubakrisen. Den kolde krig. Overs. af Jesper Wad. Forlaget Flachs, 2001
Stewart Ross, Årsagerne til den kolde krig, Overs. af Hans Koch. Forlaget Flachs, 2001