SRP – Israel-Palæstina konflikten
This paper investigates the Israeli-Palestinian conflict. At the end of my study, I hope to answer on, why the
problem hasn’t been solved yet. To answer the question, I have to acquire knowledge on a statement level,
which I can use to analyze the central factors in the progress. At the end, I can use my knowledge, to give a
professional evaluation of, why the conflict isn’t over yet.
As methodology in the project, I have used social studies and history, like theories and academic experts,
which help me, to support my observations. To answer the main question, I have used many sources, which
gives my knowledge to answer professionally on the paper.
The result shows, that there are many factors and players, who have influence on the conflict. On the local
level, there are Hamas and the Likud-party, which are organizations, which main goal is to stop the peace
process. On a global level, USA is a mediator for the conflict. But USA doesn’t press Israel enough, plus
involve UN or EU enough in the process.
The closest we are on a solution, is the Oslo-arrangements. But the result is ruined, because of the lack of
UN-troops after the arrangement, which goal was to maintain the positivity among the two sides.
To solve the conflict, there has to be an agreement among the two sides. Moreover USA has to press Israel,
plus involve more players.
SRP – Israel-Palæstina konflikten
Indledning side 1
Redegør kort for oprettelsen af staten Israel i 1948 side 1 – 4
- Den Zionistiske ideologi side 1
- Imperialistisk dobbeltspil Side 1-2
- 2. Verdenskrig Side 2-3
- Staten Israel oprettes Side 3-4
Redegør for hovedtrækkene i konflikten og præsenter de centrale aktører Side 4-8
- Det arabiske sammenhold Side 4
- PLO 1964 Side 5
- Seksdagskrigen - 1967 Side 5
- Oktoberkrigen - 1973 Side 5
- Terror som talerør Side 5-6
- Israel og USA Side 6
- Camp-David aftalen 1979 Side 6
- Sovjetunionens kollaps Side 6
- Intifadaen Side 6-7
- Det politiske system i Israel Side 7
- Oslo-aftalen Side 7-8
- Kampen mod terror Side 8
- Hamas til magten Side 8
Analyse af årsagerne til udviklingen i fredsbestræbelserne fra Side 9-13
- Situationen efter Den Kolde Krig Side 9
- Oslo-aftalen Side 9-10
- Fredsprocessen på standby Side 10-11
- Situationen efter 09-11 Side 11-12
- Israel Palæstina Side 12
- Sidste periode med Bush-regering Side 12-13
- Obamas linje Side 13
Vurdering af årsager til at der endnu ikke er fundet en løsning på konflikten Side 14-18
SRP – Israel-Palæstina konflikten
Midt i Mellemøsten ligger et lille stykke land, lidt større end Jylland. Der har i mange år været en voldelig
konflikt mellem to befolkningsgrupper, som begge kæmper for at få en selvstændig stat, i dette stykke land.
Kampen står mellem de israelske jøder og de palæstinensiske muslimer, som gennem hele deres historie
har været fordrevne folkefærd, uden nogen selvstændig stat.
I min opgave vil jeg give et overblik over denne lange indviklede konflikt, som ikke bare bevæger sig på
lokalt plan, men også er påvirket af den omkringliggende arabiske verden, samt den vestlige verdens rolle i
fredsprocessen. I løbet af konflikten har mange centrale aktører, kæmpet for at finde en løsning på
konflikten. Men hvorfor er det ikke lykkedes endnu?
Det er det centrale spørgsmål, som jeg igennem denne proces, håber at finde svar på.
Den zionistiske ideologi
For at forstå hvorfor og hvordan staten Israel blev dannet, må vi bevæge os lidt tilbage i tiden.
I slutningen af 1800 tallet opstod begrebet politisk zionisme, hvis hovedmål var at skabe et nationalhjem
eller stat for jøder i Palæstina. Staten Israels eksistensgrundlag ligger på zionistiske idé, og argumenterne
der retfærdiggør jøders tilstedeværelse i landet, uddrages fra Zionismen.
1
Især i Øst-europa spredes nationalismen, hvor jødeforfølgelser og antisemitisme
2
bliver et af
nationalismens resultater.
Jøderne er altså på dette tidspunkt et forhadt folkeslag, der ikke har deres eget land eller stat. De har ikke
noget fælles mål eller ambitioner om et fælles land, før Herzl i 1896 udgiver bogen ”Der Judenstaat”. På en
zionistisk kongres året efter, vedtages stiftelsen af en verdensomspændende organisation, hvis mål er at
etablere et hjem til det jødiske folk i Palæstina.
3
Kapitalisme, kolonialisme og nationalisme samt jødedommens tilknytning til Palæstina,
messiasforventninger og deres religiøse længsel efter Jerusalem, danner det ideologiske grundlag for
jøderne og Israels tilstedeværelse i Palæstina.
4
Imperialistisk dobbeltspil
Første verdenskrig fik en stor betydning for Palæstinaproblemet. I denne proces er især stormagten
England en vigtig aktør, da landet indgår aftaler og alliancer på kryds og tværs. England indgår hemmelige
1
Bender, Johan - Palæstina Problemet s.26-27
2
Antisemitisme er et begreb der betegner had overfor jøder. Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Antisemitisme
3
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 15
4
Bender, Johan - Palæstina Problemet s.31
SRP – Israel-Palæstina konflikten
forhandlinger med den arabiske guvernør, Hussein. På samme tid aftaler England med Frankrig at dele det
tyrkiske imperiums arabiske områder i mellem sig. Baggrunden var især økonomiske interesser, som især
skyldes olie og Suezkanalen. Men det Imperialistiske dobbeltspil fra Englands side stopper ikke her. England
begynder forhandlinger med zionisterne. Resultatet bliver Balfour-erklæringen i 1917, hvori England
erklærer, at de ser med sympati på oprettelsen af et jødisk nationalhjem i Palæstina.
5
Efter 1. verdenskrig skuffes araberne, da de ikke bliver tildelt den eftertragtede uafhængighed, men
europæisk kontrol i form af et mandatstyre. Og i stedet for et samlet Storarabien blev Mellemøsten splittet
ved hjælp af mandatområder, som var administreret af England og Frankrig.
6
Zionisterne kom derimod ud
af krigen som vindere. England, som var mandathaveren, blev pålagt af Folkeforbundet, som var en del af
Versailles-traktaten, at fremme den jødiske indvandring til området. Indvandringen måtte dog ikke skade
den dérboende arabiske befolkning. Desuden kunne jøderne nu opkøbe palæstinensisk jord. Denne aftale
pålagde England en selvmodsigende dobbeltforpligtelse, da en øget indvandring af jøder ikke kunne undgå
at påvirke den arabiske befolkning.
7
Israel havde nu den fordel, at indvandring til Palæstina var legaliseret, hvilket medførte en stor jødisk
indvandring til området. Selvom jøderne stadig var en minoritet i området, følte araberne sig politisk og
økonomisk truede. Og samtidigt med at det jord jøderne opkøbte, var det bedste landbrugsjord, udvikledes
der en proletarisering af den arabiske befolkning.
8
2. Verdenskrig
i 1930’erne øges spændingen mellem araberne og jøderne, og der er oftere voldelige sammenstød i mellem
de to befolkningsgrupper. I denne periode får nazisterne magten over Tyskland, hvilket giver markant
stigning i den jødiske immigration. Den arabiske modstand intensiveres, og i 1936 dannes den arabiske
Højkomité, som organiserer en arabisk modstand mod zionismen.
9
Den stigende immigration af jøder,
medfører at araberne tyer til vold imod den jødiske befolkning. En ønskesituation om at arabere og jøder
kan leve sammen i det område ser nu meget urealistisk ud.
England prøver af flere omgange at løse problemet politisk. I 1937 fremlægger Peel-kommissionen en
rapport, hvor der konkluderes at jøder og arabere ikke kan leve sammen i en bi-national stat. En aftale
jøderne til dels accepterer, men araberne forkaster helt. I 1939 udsender den engelske regering Hvidbogen,
som bygger videre på Peel-kommissionens rapport. Rapporten forkastes dog af begge parter. For jøderne
ødelægger aftalen bl.a. zionisternes drøm om en jødisk stat. England står med det dilemma, at de ønsker at
5
Bender, Johan - Palæstina Problemet s.39
6
Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 4
7
Bender, Johan - Palæstina Problemet s.39-40
8
Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 5
9
Bender, Johan - Palæstina Problemet s.42
SRP – Israel-Palæstina konflikten
tilfredsstille begge parter. Jøderne pga. sympati, og araberne pga. deres olie og Suezkanalen.
10
Jewish Agancy, som er en organisation der kæmper for jøder i palæstinaområdet, fordømmer hvidbogen,
da de mener at den modsiger Balfour-løftet. Derfor opbygger jøderne deres egen hær, som under jorden
bekæmper englænderne (pga. hvidbogen), men på samme tid støttede England i krigen. (Pga. Englands
kamp imod nazi-Tyskland).
Under 2. verdenskrig får den jødiske hær praktisk og symbolsk betydning. For det første fik hæren våben-
og militærtræning, som spiller en stor rolle i uafhængighedskrigen i 1948. For det andet styrkes zionisternes
moralsk-politiske position ved de kommende fredsforhandlinger, da jøderne går med i krigen imod
nazisterne. Slutteligt skaber udryddelsen af 6 millioner jøder sympati i blandt andet Europa og USA.
De tre ovenstående faktorer blev den politisk-psykologiske baggrund for dannelsen af en jødestat.
11
Efter 2. verdenskrig dominerer USA den politiske og økonomiske udvikling i den vestlige verden og
Mellemøsten.
Palæstinakonflikten har to sider. Den ene er jødernes og arabernes ønske om Palæstina, og det andet er
stormagternes (England, Frankrig, USA og Sovjetunionen) ønske om indflydelse på arabernes olieressourcer
samt Suezkanalen.
12
Staten Israel oprettes
I 1947 meddeler England, at det vil frigøres for mandatstyret, og FN nedsætter derfor en komité for
Palæstina, UNSCOP. Samme år vedtog FN en delingsplan, som gør en ende på mandatordningen og gør
Palæstina til en selvstændig stat. Zionisterne tog imod tilbuddet, hvor araberne derimod følte sig bedraget.
Dette blev efterfulgt af et halvt år med borgerkrigslignende tilstande i området, inden staten Israel
proklameres d. 14. maj 1948. Staten Israel dannes dog ikke som vi kender den i dag, men med
udgangspunkt i FN’s delingsplan, hvor Palæstina deles i to selvstændige stater. Den hellige by Jerusalem
skulle stå under FN-kontrol.
Arbejderbevægelsens fremtrædende skikkelse David Ben-Gurion, vælger som det første at ophæve
Hvidbogen, og jøder strømmer nu til staten Israel. Men staten Israel angribes af nationale arabiske hære.
Palæstinaproblemet gik fra at være en lokal konflikt, som de omkringliggende arabiske lande ikke kunne
blande sig i (pga. mandatsystemet), til at være en statslig konflikt på et regionalt plan. Israelerne kunne nu
opruste sig militært, samtidigt med at de omkringliggende arabiske lande kunne gå ind i konflikten, for at
varetage egne interesser.
13
Statsdannelsen fører til uafhængighedskrigen, hvor Israelerne har placeringsmæssige og strategiske
10
Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 5
11
Bender, Johan - Palæstina Problemet s. 46-47
12
Holm Nielsen, Svend – Retten til Palæstina s. 6
13
Bender, Johan - Palæstina Problemet s. 47-52
SRP – Israel-Palæstina konflikten
fordele, samt støtte fra den vestlige og østlige verden. Dette medvirker til at israelerne kan erobre næste
40 % mere land, end det de var blevet tildelt. Det var dog først i 1949 at der blev indgået en endelig
våbenhvile, men hjælp fra FN. Grænsen mellem Israel og nabolandene blev bestemt af hærenes positioner
efter våbenhvilen. (Den grønne linje)
14
-
Det arabiske sammenhold
Efter Israels statsdannelse bliver Gamal Nasser
15
et samlingspunkt for araberne. Pan-arabisme
16
og
nasserisme
17
er begge ismer der fødes i kølvandet på Israels statsdannelse. Nasser ønsker, at skabe et
arabisk sammenhold, ved at styrke de arabiske værdier og nationale identitet. Mellemøsten er stadig
præget af vestlig tilstedeværelse, og mange arabere ser Israel som fortsat vestlig imperialisme, hvorpå
Vesten igennem Israel fortsat kan dominere området. Nasser bliver en frontfigur for hele den arabiske
verden, med sin kritik af Vestens traditionelle imperialistiske politik i Mellemøsten samt støtten til
oprettelse af Israel
18
.
Vi ser altså ikke bare en konflikt mellem jøder og Palæstina-arabere omkring retten til det gamle Palæstina,
men en begyndende konflikt mellem arabere og israelere, hvor araberne kæmper for Palæstina-arabernes
rettigheder, samt imod den Vestlige verdens imperialistiske politik i Mellemøsten.
I løbet af Den Kolde Krig giver Frankrig og England udtryk for, at de ikke er interesserede i deres
mandatområder i Mellemøsten. Det er USA og Sovjetunionen derimod, da de ønsker at få fingrene i den
mellemøstlige olie samt at få spredt interesser i området.
19
I kølvandet på Suez-krisen, hvor Nasser nationaliserer Suezkanalen, præsenterer præsident Eisenhower
Eisenhower-doktrinen, hvor USA lover aktiv støtte til de lande, der går imod den internationale
kommunisme. Dette er altså et forsøg på at bekæmpe Sovjetunionens indflydelse i regionen.
14
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten, S. 55
15
Egyptisk statsleder
16
Isme som fødes under første verdenskrig af sharif Hussein bin Ali, som handler om at skabe arabisk fællesskab.
Kilde:
http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Mellem%C3%B8sten_til_1947/pa
narabisme)
17
Isme der opkaldes efter den Egyptiske præsident Nasser, der samler de arabiske lande på baggrund af anti-vestlige
og anti-israelske holdninger. Ismen er et resultat af øget arabisk nationalisering. Kilde:
http://da.wikipedia.org/wiki/Nasserisme
18
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 61-71
19
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 75-78
SRP – Israel-Palæstina konflikten
PLO - 1964
Blandt palæstinenserne ses der også en øget nationalisme, samt en stigning i fedajin- og guerillagrupper,
som i 1964 bliver samlet under befrielsesorganisationen PLO, som er en politisk og militær organisation.
Deres mål var at samle alle palæstinensere, så de sammen kunne kæmpe for at opnå national
uafhængighed i Palæstina, og skulle fungere som talerør for palæstinenserne i Den Arabiske Liga. PLO er en
paraplyorganisation, hvilket vil sige at der er flere organisationer samlet under PLO.
Seksdagskrigen - 1967
Krigen er resultatet af mange forskellige faktorer, der til sidst ender ud i, at Israel den 5. juni 1967 begynder
krigen imod Egypten, Syrien og Jordan, da situationen i området blev for tilspidset. Resultatet af krigen
bliver, at Israel erobrer store landområder og ydmyger de arabiske lande. Situationen i området fastlåses
efter krigen, da Den Arabiske Liga præsenterer deres fremtidige politik i Palæstina: Nej til fred, nej til
anerkendelse af Israel og nej til samarbejde.
20
i 1969 overtager Yassir Arafat kontrollen over PLO, og der ses en intensivering af terrorangreb mod Israel,
hvilket spreder palæstinensernes budskab om en uafhængig palæstinensisk stat. Med Arafats overtagelse
af PLO, kæmper palæstinenserne mere organiseret og selvstændigt imod Israel. Situationen i Mellemøsten
har nu udviklet sig til at der både er en arabisk-israelsk konflikt og en palæstinensisk-israelsk konflikt.
21
Oktoberkrigen - 1973
I 1970 dør Nasser, og Anwar el-Sadat overtager præsidentposten. Han er realpolitiker og mener, at kunne
opnå gunstige situationer i Mellemøsten ved at gå på kompromis med traditionelle arabiske synspunkter,
og i stedet samarbejde med Israel. Men han tror ikke Israel vil lytte, og indleder d. 6. oktober 1973 et
angreb på Israel, for at ryste staten. Israel får under krigen militærudstyr fra USA, mens de arabiske hære
modtager våben fra Sovjetunionen. Målet med krigen er at kunne forhandle med Israel, generobre områder
af Sinai, samt at genåbne Suezkanalen, som lukkedes efter seksdagskrigen.
I sommeren 1974 lykkedes det USA at formidle våbenhvile, og med USA som mægler blev der forhandlet en
holdbar aftale mellem Egypten og Israel. Israel er villig til at forhandle, da de er chokerede over, hvor de
sårbare de er overfor den arabiske verden.
Vesten er meget berørt af Oktoberkrigen, da de olieproducerende lande i området, for at støtte araberne,
reducerer olieproduktionen. Vesten lærer pga. olievåbnet, at man er meget afhængig af Mellemøsten, da
man i Vesten ser en kæmpe prisstigning på olie, hvilket lammer produktionen
22
Terror som talerør
20
Bender, Johan - Palæstina Problemet s. 64-72
21
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 93-97
22
Bender, Johan - Palæstina Problemet 87-93
SRP – Israel-Palæstina konflikten
Den palæstinensisk socialistiske gruppe Fatah
23
slutter sig til under PLO i 1967, og fra Fatah udspringer
terrorgruppen Sorte September, som fik sit navn efter et terrorangreb på 11 israelske idrætsudøvere til OL i
München 1972. Kidnapningen af de 11 atleter medfører, at palæstinenserne kommer ud med deres
politiske budskab om et selvstyreområde. Aktionen virker, da der kommer vesteuropæisk kritik af
israelernes politik over for palæstinenserne, men aktionen modtages også med massiv kritik. Trods
kritikken anses PLO nu som et legitim og anerkendt parti. De deltager nu i internationale
fredsforhandlinger, samt deltager som repræsentant for palæstinenserne i FN.
24
Israel og USA
Efter seksdagskrigen bliver Israel i højere grad en strategisk alliance for USA. USA fører, under Richards
Nixon, en ny amerikansk mellemøstpolitik, som bl.a. skulle sikre amerikanske interesser.(Olie). Men på
samme tid kunne Israel med sin nye magtstatus i området, blive en vigtig brik i USA’s anti-sovjetiske
strategi i området. USA yder en stor økonomisk og militær støtte til Israel, til gengæld for fortrolige
oplysninger om bl.a. arabisk og sovjetisk samarbejde.
I USA dannes der efter krigen en kæmpe israelsk lobby, som yder økonomisk og politisk støtte til Israel. Den
pro-israelske lobby kæmper for at placere Israel centralt i den amerikanske udenrigspolitik, og sikrer bl.a.
den placering med finansielle beløb til de politiske partier i USA.
25
Camp-David aftalen - 1979
i 1979 indgår den amerikanske præsident, Jimmy Carter, to ugers intensive forhandlinger mellem Egypten
og Israel. Den såkaldte Camp David-aftale er en fredsaftale mellem Egypten og Israel, som bygger på land-
for-fred princippet. Israel trak sig ud af Sinai-halvøen, til gengæld for fred.
Efter aftalen står Egypten ikke så stærkt blandt de andre arabiske lande, da de ser denne aftale som
forræderi imod den arabiske verdens aftale om, at have Israel som fælles fjende. Den største militære
trussel imod Israel er nu Syrien og Irak, som modtager flere penge fra Sovjetunionen, nu når Egypten har
indgået aftaler med USA.
I denne periode mister USA en vigtigt alliance i form af Iran, som efter den iranske revolution, danner et
islamistisk fundamentalistisk styre. Herefter gider Iran ikke samarbejde med USA, hvilket er et stort
nederlag i forhold til amerikanske olieinteresser, samt status i området.
26
Sovjetunionens kollaps
Den globale verdensorden ændres med Sovjetunionens kollaps i 1991. Verden går fra bipolaritet til
unipolaritet, hvilket vil sige at USA er verdens styrende supermagt. USA ser muligheden for at komme på
23
http://da.wikipedia.org/wiki/Fatah - kort om Fatah
24
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 101-106
25
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 106-110
26
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 131-138
SRP – Israel-Palæstina konflikten
god fod med de arabiske stater, ved at ligge politisk og økonomisk pres på Israel. Israel har ikke samme
strategiske værdi for USA, hvilket medfører at USA nu vil presse Israel til fredsforhandlinger med
palæstinenserne. USA’s støtte til Israel, var nu betinget af amerikansk indflydelse på Israels udenrigspolitik.
Intifadaen
Der opstår en palæstinensisk opstand i de israelsk besatte områder.(Intifadaen). Palæstinenserne er
frustrerede over deres politiske, økonomiske og sociale situation, samtidigt med at udsigterne til at blive en
uafhængig stat i Palæstina var meget dyster. Dette skyldes, ifølge palæstinenserne, en manglende
opbakning fra den arabiske verden.
En af de organisation der udspringer fra denne periode er Hamas. Det tror på jihad, og får en stor
opbakning fra palæstinenserne. Hamas kæmper for en udslettelse af staten Israel, og for en uafhængig stat
til palæstinenserne. Globalt set ses der med sympati på palæstinenserne, mens der opstår kritik af Israels
hårdhændede behandling af palæstinenserne.
Det politiske system i Israel
Midt i de arabiske diktatur- og præstestyrer ligger Israel som et demokrati. De to centrale partier er Likud
og arbejderpartiet. Likud er grundlæggende imod fredsforhandlingerne, idet de ikke er interesserede i at
opgive det besatte jord i de palæstinensiske selvstyreområder. Arbejderpartiet er der imod mere åbne for
fredsforhandlingerne, og går frem efter land-for-fred princippet. De vil altså opgive land til gengæld for
fred. Begge partier er repræsenteret i Knesset, som er Israels svar på et folketing.
Oslo-aftalen
I 1989 kommer George Bush Sr. til magten i USA. Den nye amerikanske regering støtter stadig Israel
økonomisk set, men vil nu se reel gengæld for pengene. Derfor mener USA nu, at Israel skal trække sig
tilbage fra Vestbredden og Gaza-striben, og give palæstinenserne reelle rettigheder. USA giver afslag på en
lånegaranti til Israel, fordi Israel stadig havde bosættelser på Vestbredden.
I 1991 lykkedes det USA at lokke parterne i den mellemøstlige konflikt til forhandlingsbordet ved en
fredskonference i Madrid. Formålet var et mere stabilt Mellemøsten, som hovedsageligt skulle realiseres
ved en fredslutning mellem Israel og de arabiske nabostater.
På tværs af denne konference i Madrid, har der på et hotelværelse i Oslo, været forhandlinger mellem
Arbejderpartiet og PLO. Resultatet blev Oslo-aftalen, som var baseret på land-for-fred princippet.
Resultatet blev en israelsk tilbagetrækning fra tætbefolkede palæstinensiske områder, samt oprettelsen af
et midlertidigt selvstændigt palæstinensisk styre.
27
Fredsprocessen bygger på ideen om, at der ikke kan
laves en samlet aftale lige med det samme, men at en endelig aftale skal opnås et skridt ad gangen.
28
27
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 160
28
http://www.palaestina-info.dk/side/6/m/16/s/
SRP – Israel-Palæstina konflikten
I løbet af de næste par år sker der yderlige tiltag i processen, med Kairo-aftalen i 1994 og Oslo2-aftalen i
1995, hvor resultatet bliver israelsk tilbagetrækning af store dele af Gaza-striben og større palæstinensiske
byer på Vestbredden. I 1994 kan palæstinenserne flytte til Gaza-striben, og i 1996 bliver Arafat præsident
for selvstyreområderne. Men Hamas er imod denne ordning. De ser stadig at palæstinenserne skal have en
uafhængig stat i Palæstina, og udtrykker deres mening vha. terror
I Israel ses der en splittelse i befolkningen. Mange israelske borgere, samt Likud-blokken og den
amerikanske lobby, var imod denne fredsproces.
I de nye palæstinensiske selvstyreområder ses der også en utilfredshed med fredsprocessen. Området er
afhængigt af økonomisk støtte udefra, bl.a. fra EU. Men penge forvaltes ikke ordentligt, og Arafat kan ikke
magte at administrere de nye selvstyreområder optimalt.
Kampen imod terror
I 2001 bliver USA udsat for terrorangreb, som terrororganisationen Al-Qaeda står bag. Angrebet var et
opgør imod vestliggørelsen i Mellemøsten, samt de amerikanske troppers tilstedeværelse i området.
Bush vælger ikke at ignorere dette angreb mod USA, og går i krig mod terror. Præsidenten laver Bush-
doktrin, som er en markant ændring i USA’s udenrigs- og sikkerhedspolitik. Doktrinen omhandler USA’s ret
til at fortage forebyggende angreb på nationer eller organisationer der kan udgøre en trussel for USA’s
sikkerhed. Det er med doktrinen i ryggen at USA angriber Irak i 2003, pga. formodninger om, at Irak har
masseødelæggelsesvåben.
I sommeren 2002 bliver der fremsat en Mellemøstkvartet, bestående af EU, USA, Rusland og FN. Formålet
var at få fredsprocessen tilbage på sporet.
Hamas til magten
Der ses en optrapning af terror imod Israel, som hovedsageligt kommer fra Hamas og Hizbollah
29
. Som en
konsekvens deraf, begynder Sharon (Likud-partiet) at opføre en sikkerhedsmur mellem Israel og
Vestbredden. I 2005 rømmer Sharon Gaza-striben for Israelsk militær, da opretholdensen af området
kræver mange ressourcer samt ikke er af nogen religiøs betydning.
2006 vinder Hamas valget i det palæstinensiske selvstyre. Men Hamas står på vestens liste over
terrororganisationer, og derfor vil Vesten ikke støtte de palæstinensiske selvstyreområder økonomisk.
Områderne er meget afhængige af støtten, og der opstår kamp imod Fatah og Hamas. Resultatet bliver at
Hamas styrer Gaza-striben og Fatah styrer Vestbredden.
Terrorangrebene fra Hamas’ side mod Israel stopper ikke, og Israel går miltært ind i Gaza-striben.
Hovedmotivet var at finde våben. Angrebet bliver stoppet i 2009 pga. internationalt pres.
29
Hizbollah er en libanesisk islamistisk orienteret politisk-militær organisation. Kilde:
http://da.wikipedia.org/wiki/Hizbollah
SRP – Israel-Palæstina konflikten
-
Som det fremgår af min redegørelse, er der utrolig mange faktorer der spiller ind i denne konflikt.
Konflikten er på lokal plan, regional plan og global plan, hvilket gør at der er mange aktører indblandet i
denne konflikt. I min analyse, ønsker jeg at give en overblik over faktorer og aktører der har påvirket
udviklingen fra
Situationen efter Den Kolde Krig
I 1991 slutter den kolde krig med Sovjetunionens opløsning, hvilket medfører at den globale verdensorden
ændres markant. Der ses nu en unipolær verdensorden, hvilken vil sige at USA nu står som enlig supermagt.
Det spiller også en rolle i Mellemøsten, da USA nu har vundet en ideologisk og politisk sejr, idet
Sovjetunionen med sin indflydelse på området, forsøgte at sprede den kommunistiske ideologi. Desuden
støttede Sovjetunionen mange af de arabiske stater samt palæstinenserne økonomisk og med våben.
Den Kolde Krig havde neddæmpet andre konflikter i Mellemøsten, som efter den kolde krigs afslutning
dukker op igen. Der er ofte konflikter i området pga. de kunstige grænser i området, samt at mange
arabiske statsledere ofte fører et diktatorisk styre.
30
Ifølge Johan Galtung, som er norsk sociolog, er fred
ikke lig fraværet af krig, men fraværet af vold. Både direkte vold men også indirekte vold. Indirekte vold er,
når samfundsmæssige faktorer går ind og påvirker individets selvrealisering i en negativ retning.
31
I et diktatorisk styre, ser man ofte at borgere bliver undertrykt og ikke har mulighed for selvrealisering.
Dette medfører ofte utilfredse borgere, og kan ende ud i borgerkrig, hvilket skaber ustabilitet i området.
USA’s strategi efter den kolde krig, er derfor at inddrage flere medspillere i området, som man bl.a. så i den
multinationale styrke imod Saddam Hussein under Golfkrisen.
32
Det skaber stabilitet i området, samt
forbedrer USA’s forhold til de arabiske lande. Disse er vigtige faktorer, der i sidste ende gavner USA’s
olieinteresser i området.
Oslo-aftalen
Denne nye kurs for USA’s mellemøstpolitik får en indflydelse på Israel, da USA nu ser chancen for at
forbedre forholdet mellem de arabiske stater. George Bush sr. udmelder derfor til Israel, at en fortsat støtte
til staten, er på betingelse af amerikansk indflydelse på den udenrigspolitiske dagsorden i Israel.
33
I den forbindelser ser vi altså, at USA lægger pres på Israel, bl.a. ved at reducere en lånegaranti. USA er
utilfreds med, at Israel fortsætter bebyggelser i palæstinensiske områder og den såkaldte sikkerhedsmur,
30
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 159-160
31
Branner, Hans – Det ny Europa s. 162-163
32
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 160
33
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 145
SRP – Israel-Palæstina konflikten
samt fortsat besættelse på Vestbredden.
34
Den amerikanske regering presses økonomisk af den israelske lobby på baggrund af denne beslutning. Men
i dette tilfælde prioriterer regeringen et muligt venskab med de arabiske lande højere, end et godt forhold
til den israelske lobby. Men Likud-regeringen er ikke klar på at opgive nogle besatte områder. Denne
israelske tilgang til konflikten, er afgørende i forhold til at resultaterne ved fredsforhandlingerne i Madrid
1991 udebliver.
Vi ses altså Israel som en central aktør, der ikke lader sig påvirke af amerikansk pres. Israels interesser på
Vestbredden og Gaza-striben er nok i høj grad symbolsk, da de besættelser vidner om Israels, nærmest
heroiske sejr, i seksdagskrigen.
35
Dette er især holdningen blandt Likud-regeringen.
Men situationen ændres da arbejderpartiet kommer til magten år 1992, under ledelse af Rabin. Det viser
sig at få en stor betydning i forhold til fredsforhandlingerne, da Rabin er meget mere åben for
fredsforhandlinger, end likud-regeringen havde været. Regeringen er villige til at indgå land-for-fred
forhandlinger, dvs. at indgå fredsaftaler med palæstinenserne ved at opgive besatte områder.
36
De besatte
områderne er både dyre i forhold til militære ressourcer, men er også en trussel for Israel sikkerhed.
Israelerne indgår forhandlinger med palæstinenserne på et hotelværelse i Oslo, og kommer frem til Oslo-
aftalen. De centrale faktorer i forhold til Oslo-aftalens tilblivelse, skal i høj grad tilegnes USA’s økonomiske
og politiske pres på Israel, men også arbejderpartiets tilgang til palæstinakonflikten, idet det for dem ikke er
afgørende at kontrollere hele Vestbredden. Oslo-aftalen og de fremtidige aftaler, går efter princippet om
et skridt ad gangen. I Oslo-aftalen tages der ikke stilling til nogle af de tunge konfliktknuder, som bl.a. det
palæstinensiske flygtningeproblem, eller om en opdeling af Jerusalem. Netop spørgsmål er en central
spørgsmål i forhold til fredsprocessen, da begge parter har en religiøs tilknytning til området.
Fredsprocessen på standby
I 1993 får USA en ny regering og ny præsident, Bill Clinton. (). De israelske lobby-organisationer
har overordnet set størst indflydelse på demokraterne, og det er ingen undtagelse med Clinton-regeringen,
hvor flere af Clintons rådgivere kommer fra den israelske lobby.
37
Det viser sig at få en markant betydning
på konflikten, da det får betydning for USA’s pres på Israels udenrigspolitik, idet der ikke bliver lagt pres nok
på Israel, da lobbyisterne ikke nødvendigvis er interesserede i en to stats deling.
I løbet af de næste par år, underskrives Cairo-aftalen og Oslo2-aftalen, som er grundet israelsk
samarbejdsvilje samt palæstinensisk optimisme efter Oslo-aftalen.
Men i begge lande er der begyndende modstand, der sætter en stopper for denne positive udvikling.
34
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/129002:Seneste-nyt--USA-vil-reducere-laanegaranti-til-Israel
35
Irving Jensen, Michael m. fl. – På tærsklen til fred? S.27
36
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 163
37
http://palaestina-info.dk/side/5/m/5/s/ - Afsnit kaldet ”Clinton og den israelske lobby”
SRP – Israel-Palæstina konflikten
I det palæstinensiske selvstyre ses der en utilfredshed hos radikale grupper, eksempelvis Hamas. De mener
at PLO, med Arafat i spidsen, har opgivet en selvstændig stat i Palæstina i form af Oslo-aftalerne. PLO
møder efterhånden også kritik fra lokalbefolkningen, da PLO ikke kan finde ud af at administrere et
selvstyre.
I Israel ses der en utilfredshed på den israelske højrefløj, da de ikke ønsker at afgive de besatte områder.
Desuden optrapper palæstinenserne terroren mod Israel, hvilket skaber frygt og splittelse blandt
lokalbefolkningen. Det hele kulminerer med drabet på ministerpræsident Yitzhak Rabin.
38
Vi ser altså, hvordan de positive fredsforhandlinger spoleres af organiseret modstand, dårlig ledelse og
usikkerhed blandt befolkningen.
I 1996 genvinder Likud regeringen magten i Israel, hvilket for alvor sætter fredsbestræbelserne på standby.
Netanyahu
39
er bl.a. ikke indstillet på at gennemføre Oslo2-aftalen.
Fra ser man, at Israel og USA har samme sikkerhedspolitiske interesser, idet begge nationer har
en stor fælles fjende i området, Iran og Irak. Derfor bliver der ikke lagt pres på Israel, som der blev det
under Bush-regeringen. Her bliver USA’s mellemøstpolitik bl.a. påvirket meget af den israelske lobby. Den
israelske lobbys indflydelse på Clinton-regeringen, kan stille spørgsmålstegn ved, om USA i denne periode
var en ærlig mægler
40
Da Clinton i 2001 overdrager magten til George W. Bush, havde Clinton i løbet af hans 8 år som præsident
lagt meget stor del af sin prestige ind for at nå frem til en fredsaftale. Dette lykkedes dog ikke, og ”For
Clinton må konklusionen være, at israelsk sikkerhedspolitik bestemmes af indenrigspolitiske hensyn i Israel.
Og da den amerikanske regering ikke for alvor pressede Israel, kunne der ikke opnås en aftale.”
41
Situationen efter d. 11/09
I 2001 bliver USA angrebet af terror. Terrororganisationen Al-Qaeda stod bag angrebet, en stærkt islamisk
fundamentalistisk organisation. Gruppens mål var at bekæmpe vestliggørelse i de mellemøstlige lande,
samt kritisere USA’s imperialistiske tilgang til Mellemøsten. Al-Qaeda ser vestliggørelsen i Mellemøsten,
som en trussel imod deres kultur og religion.
42
Ifølge Samuel P. Huntingson
43
er angrebet, resultatet af USA’s samt dets vestlige koalitions, brug af blød
magt i området. Den vestlige verdens forsøg på at sprede kultur, ideologier og demokrati i området,
provokerer islamistiske fundamentalister, idet det er en provokation imod deres kultur og religion, hvilket
38
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 167-170
39
Netanyahu er premierminister og medlem af Likud.
40
http://palaestina-info.dk/side/5/m/5/s/ - afsnit: Det nationale og det globale og USA- en ærlig mægler?
41
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 178
42
http://www.palaestina-info.dk/side/8/m/19/s/
43
Amerikansk professor i international politik.
SRP – Israel-Palæstina konflikten
truer den islamistiske nationalisme.
44
USA, med NATO og FN i ryggen, indleder et angreb mod terror, og angriber Afghanistan for at fange Osama
bin Laden, samt fjerne det fundamentalistiske Taleban-styre. Krigen imod terror er hermed begyndt.
I kølvandet på angrebet lancerer den amerikanske præsident Bush doktrinen, som omhandler
amerikanernes ret til forebyggende angreb mod stater eller organisationer, der udgør en trussel mod USA
og landets nationale interesser.
45
Med doktrinen i ryggen, angriber USA i 2003 Irak, da man mener, at staten er en trussel pga.
masseødelæggelsesvåben. Dette var dog ikke med FN eller NATO i ryggen.
Disse to ovenstående krige bliver nogle af de længste og dyreste i nyere amerikansk tid, og derfor
nedprioriteres fredsforhandlingerne i Israel-Palæstina konflikten, idet kampen mod terror har første
prioritet i amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Israel-Palæstina
Samtidigt med USA’s krig mod terror, ses der i Israel-Palæstina konflikten en stigning af terrorangreb rettet
imod israelsk jord. Dette medfører en meget aggressiv israelsk gengældelsespolitik i mod palæstinenserne.
I Israel kommer Likud-regeringen til magten igen, under ledelse af Ariel Sharon, og i de palæstinensiske
selvstyre områder, er PLO og Fatah efterhånden upopulære, mens Hamas vinder opbakning blandt
befolkningen. I 2005 vælger Ariel Sharon dog at rømme Gaza-striben. Det skyldes at det ressourcemæssigt
var for dyrt at være i området, samt at Sharon ikke havde nogen interesser i området.
46
I denne periode er de to parter mere eller mindre overladt til sig selv, hvilket fører til krigslignende tilstande
i området. Selvom der i 2002 oprettes en Mellemøstkvartet
47
som fremsætter ”Køreplan for fred”, hvis
opgave er at få fredsprocessen tilbage på sporet, viser Bush ikke nok engagement på området, da der ikke
lægges pres nok på Israel.
Konklusionen for denne periode må derfor være, at fredsforhandlingerne ikke kan fungere med en mægler,
der ikke kan sætte en dæmper på militært uro i området, samt lægge pres på Israel. Hvis der sker
fremskridt i konflikten, som palæstinenserne fredelige overtagelse af Gaza-striben, sker det på israelske
præmisser.
Sidste periode med Bush-regering
I 2006 vælges Hamas til at blive det styrende parti ved det palæstinensiske valg. Men da Hamas står EU's og
USA’s liste over terrororganisationer, vil Vesten ikke støtte de palæstinensiske selvstyreområder mere.
Desuden har Vesten et princip om, at man ikke forhandler med terrorrister. Israels gengældelsesangreb er i
44
Branner, Hans – Global politik, afsnit 7 ”Clash of Civilizations”
45
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 180-181
46
http://palaestina-info.dk/side/7/m/21/s/ USA og palæstinakonflikten. ()
47
Mellemøstkvartetten er bestående af EU, USA, Rusland og FN
SRP – Israel-Palæstina konflikten
høj grad skyld i valget af Hamas’. Følgerne heraf bliver økonomiske problemer, da selvstyreområderne var
meget afhængige af støtte fra især EU. Dette resulterer i borgerkrigslignende tilstande i
selvstyreområderne, som ender med en deling af selvstyreområdet.
48
Vi ser altså, at de palæstinensiske selvstyreområder er meget afhængige af udefrakommende økonomisk
støtte. Ved at fjerne denne støtte, lægges der stort pres på de palæstinensiske selvstyreområder, som nu
bliver nødt til at få PLO tilbage til magten, for at få støtten tilbage, men også for at kunne fortsætte
fredsforhandlingerne.
I 2008 invaderer Israel Gaza-striben, på baggrund af massive terroraktioner fra det Hamas styrede område.
Angrebet stoppes først, efter internationalt pres på Israel, og angrebet fordømmes af omverdenen pga.
Israel militære overlegenhed og voldsomhed. Angrebet sætter også en stopper for Tyrkiets forsøg på en
løsning mellem Israel og Syrien, hvor Tyrkiet har forhåbninger om at skabe fred mellem de to stater.
49
Her ses et godt eksempel på, hvordan Israel som økonomisk og militær storebror i konflikten, bliver
kritiseret af omverdenen pga. militær indtrængen i de palæstinensiske selvstyreområder. Palæstinenserne
bliver derimod ikke kritiseret på samme måde, i forhold til Hamas’ terror imod Israel.
Slutteligt til Bush’ regeringsperiode, må konkluderes at prioriteten i områdes nedtones pga. krigen imod
terror. Og ”når USA ikke satte handling bag fredshåbet, syntes Israel ikke at lade sig diktere til
indrømmelser over for palæstinenserne”
50
Obamas linje
Under et møde med premierminister Benjamin Netanyahu i 2009, viser Obama sin grundlæggende linje
overfor Israel-Palæstina konflikten. Obama ønsker hurtigt at komme tilbage på sporet af fredsprocessen, og
forlanger at Israel er villig til at samarbejde, samt gå tilbage til grænserne fra før seksdagskrigen. Desuden
stemmer USA for i en FN resolution, hvor USA før i tiden ofte havde bakket op om Israel i FN’s
sikkerhedsråd. Resolutionen forlangte, at Israel hurtigt begyndte at arbejde for en separat stat for
palæstinensere, samt indgå fred med de arabiske nabostater. Obama håber med sin fredsproces at skabe
god stemning i den arabiske og muslimske verden, og på den måde skabe bedre betingelser for konflikten
med Iran og i de væbnede kampe i Afghanistan og Irak.
51
48
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 186-187
49
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 188
50
Wiwe Morten, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 183
51
http://www.information.dk/191431 ”Obama er begyndt at ligge pres på Israel”
SRP – Israel-Palæstina konflikten
Som det fremgår af analysen, er hele konflikten afhængig af mange centrale aktører, der hver især har egne
interesser som første prioritet. Desuden er der på lokal, regional og global plan hele tiden nye faktorer, der
har indflydelse på fredsprocessen, og som enten sætter en stopper for eventuelle fremskridt i
fredsprocessen, eller forværrer situationen i området.
I min vurdering vælger jeg at tage udgangspunkt i Oslo-aftalerne, da det i mine øjne er det tætteste vi
kommer på en egentlig fred mellem de to stridende parter. Men hvorfor gik det alligevel galt?
Osloaftalerne – hvad gik galt?
Oslo-aftalernes succes skyldes i stor grad arbejderpartiets pragmatiske tilgang til Palæstinakonflikten samt
USA’s pres på Israel.
Der er en del faktorer der spiller ind i forhold til, hvorfor Oslo-aftalen ikke blev til noget.
For det første tog Oslo-aftalen ikke i første omgang stilling til de store stridspunkter i konflikten, som
jødiske bosætterers fremtid, det palæstinensiske flygtningeproblem eller Jerusalems fremtidige status.
52
Disse tre knudepunkter, er tre vigtige faktorer der spiller ind i forhold til, at vi stadig ser en konflikt dernede
den dag i dag.
For det andet var der massiv kritik fra den israelske højrefløj og hos radikale palæstinensiske grupper.
I palæstinensiske selvstyreområder ser vi især Hamas som modstandere af fredsprocessen, og de
intensiverer terrorangrebene imod israelsk jord. Terroren er en destabiliserende faktor, da det øger frygten
blandt israelerne. Dette skaber en øget kritik til fredsprocessen blandt israelerne, hvilket munder ud i at
Likud-partiet kommer til magten i 1996, hvilket skaber dyb splittelse i Israel. Fredsforhandlingerne sættes
på standby fra israelsk side.
53
For det tredje var palæstinenserne dårlige til at administrere de nye selvstyreområder, hvilket skabte kritik
af fredsprocessen blandt palæstinenserne.
For det fjerde accepterer israelerne ikke de palæstinensiske selvstyreområder, og fortsætter bl.a.
bosættelser på Vestbredden. Israelerne bliver nødt til at acceptere de palæstinensiske selvstyreområder,
for at der kan findes en løsning. De fortsatte besættelser, signalerer at Israel ikke er interesserede i en
fredsproces, og er en destabiliserende faktor i området.
Men hvordan skulle det internationale samfund have tacklet disse ovenstående faktorer?
52
http://www.palaestina-info.dk/side/6/m/16/s/ - ”Forhandlinger og aftaler”
53
Wiwe Mortensen, Henrik – Israel, en stat i Mellemøsten s. 167
SRP – Israel-Palæstina konflikten
Grunden til denne negative udvikling, skal findes både på det lokale plan men også på globalt plan.
På lokal plan, hvor den helt store aktør for den negative udvikling i denne periode er Hamas. Hamas
kæmper for en total udslettelse af staten Israel. Det er et problem, da fredsforhandlingerne tager
udgangspunkt i en to-stats-deling. Hamas sætter i denne periode, og vil højst sandsynligt også i fremtiden,
en stopper for fredsprocessen. Efter min mening skal der udstationeres soldater i FN-regi i de
palæstinensiske selvstyreområder, som kan forhindre Hamas’ aktivitet. Desuden skulle der hjælp i forhold
til at administrere de nye selvstyreområder, i forhold til skoler, politi og hospitaler. På den måde ville vi se
en positiv befolkning i de palæstinensiske selvstyreområder, idet den sociale udvikling ville blive bedre.
Desuden skulle der fra verdensbankens side fremsættes en lånegaranti, som selvstyreområderne kunne
bruge til at booste deres økonomi. Altså, skabe arbejdspladser ved at føre en ekspansiv finanspolitik. På
den måde, ville der på kort sigt ses en økonomisk fremgang i selvstyreområder, hvilket ville skabe øget
optimisme og opbakning til fredsprojektet. Den øgede kontrol over Hamas ville skabe mere optimisme
blandt den israelske befolkning, idet den øgede terror efter aftalen skabte frygt og utilfredshed i Israel.
Der skal dog stadig lægges pres på Israel, da man ser en tendens til at de ikke er så motiverede for en
fredsproces, da de godt ved at de kommer til at afgive land.
Gideon Levy
54
skriver på sin blok:
”Når der er terrorisme, kan man ikke handle, og når der ikke er terrorisme, er der ingen grund til at
handle.”
55
Her kritiserer han den israelske regerings initiativ til fredsbestræbelserne.
Jeg ved godt at det er en optimistisk og hypotetisk ide om, hvad det internationale samfund skulle have
gjort for at holde fredsprocessen på sporet. Desuden er det en dyr løsning, idet det kræver en del
ressourcer over en længere periode. Og om det ville have virket, er ikke til at svare på, da det er et uroligt
område, hvor der altid vil være destabiliserende faktorer der spiller ind i forhold til fredsbestræbelserne.
Jeg vurderer at grunden til det manglende amerikanske pres i denne periode er, at den israelske lobby har
for meget indflydelse på den amerikanske mellemøstpolitik. Jeg synes dette var det overordnede billede på
USA’s mellemøstpolitik under Clintons regeringsperiode.
USA som mægler og kampen imod terror
En ting er i hvert fald helt sikker. Konflikten kan ikke løses på lokalt plan, da vi ser to parter, som ikke er i
stand til at respektere eller anerkende hinanden, hvilket er en forudsætning for at en holdbar fredsaftale
kan underskrives. Der skal hjælp til fra det internationale samfund, og konflikten har brug for en mægler.
Konfliktens mægler har siden Sovjetunionens fald, været USA. Men er USA en den rigtige mægler? Arafat
har flere gange appelleret til at FN eller EU skulle være mere centrale i fredsprocessen, da USA ikke kan
54
Gideon Levy er korrespondent i de palæstinensiske selvstyreområder, og er kritisk overfor den israelske regerings
initiativ i fredsprocessen.
55
http://blog-dyn.tv2.dk/sykes88/entry368044.html
SRP – Israel-Palæstina konflikten
undgå at være partisk pga. USA’s alliance med Israel og den israelske lobbys indflydelse på den amerikanske
regering.
56
Men i mine øjne er USA den rigtige mægler. USA har magten til at levere en økonomiske- og
sikkerhedsgarantier, som FN og EU ikke i samme grad kan give. Desuden ville problemet med EU eller FN
som mægler, være de mange forskellige interesser og holdninger der er i organisationerne. Det være svært
at nå til enighed. Desuden ønsker USA ikke at opgive mæglerposten, da der ligger så meget prestige, samt
en enorm anerkendelse fra de arabiske stater, hvis konflikten løses.
I FN er problemet, i mine øjne, især USA og Rusland
57
, som har forskellige interesser og holdninger til
konflikten. De kan, sammen med England, Frankrig og Kina, hver især nedlægge veto, hvis de er uenige med
en aftale eller resolution.
Men jeg forstår ikke hvorfor USA ikke bruger FN eller EU mere aktivt, i forhold til at lægge pres på Israel.
Hvis man kunne nå til enighed om sanktioner eller handelsblokader af israelske varer, kunne man lægge så
meget pres på Israel, at de bliver nødt til at indgå aftaler, for overhoved at overleve som stat. Dette er en
ret brutal måde at få Israel til forhandlingsbordet, men under hele perioden synes jeg at der er tendens til,
at forhandlingerne foregår på israelske præmisser.
En stor konflikt som Israel-Palæstina kræver en stor indsats af USA som mægler. Derfor var det et problem
for konflikten, da USA d. angribes af Al-Qaeda, og derefter indleder kampen imod terror.
USA’s opmærksomhed og indsats i konflikten nedtones, idet kampen mod terror får første prioritet i USA’s
udenrigs- og sikkerhedspolitik. Desuden indledes kampen i Irak omkring samme periode som USA’s
militære tilstedeværelse i Afghanistan. Selvom der bliver gjort forsøg på at få fredsprocessen på sporet
igen, bl.a. ved hjælp af mellemøstkvartetten, så har USA og George Bush Jr. ikke de fornødne ambitioner og
initiativ til at komme frem til resultater i processen.
Fred er den eneste løsning
Desuden er der to andre vigtige faktorer i denne fredsproces som er udslagsgivende for et resultat.
Når Likud-partiet er ved magten i Israel, ønsker Israel ikke at fortsætte fredsprocessen. Og når Hamas
kommer til magten i de palæstinensiske selvstyreområder, ønsker de palæstinensiske selvstyreområder
ikke at forhandle med Israel.
58
Dette er et problem, da ingen ønsker at fortsætte fredsprocessen, idet de to
parter ikke er villige til at gå på kompromis med hinanden. Desuden ønsker USA ikke at fortsætte
fredsforhandlingerne med Hamas som en af medspillerne, da de står på USA’s liste over
terrororganisationer. Men der skal også placeres et ansvar hos befolkningen. De to befolkningsgrupper er
så privilegerede, at have retten til at blive hørt, pga. demokrati. Det er altså befolkningen der vælger Likud-
56
http://palaestina-info.dk/side/5/m/5/s/ USA, en ærlig mægler?
57
http://politiken.dk/udland/ECE1399754/rusland-stoetter-palaestinensernes-plan-om-selvstaendighed/ - Af artiklen
fremgår det, at Rusland støtter en palæstinensisk stat.
58
Grundet Likud-partiet og Hamas’ tilgang til fredsprocessen. De to aktørers holdning er beskrevet i redegørelsen.
SRP – Israel-Palæstina konflikten
regeringen eller Hamas, til at styre landet. Likud-regeringen og Hamas, bliver valgt i perioder, hvor
frustrationen over fredsprocessen, bliver for stor hos befolkningen. Men befolkningen må indstille sig på, at
en sådan konflikt tager lang tid at løse, og de en løsning kan kun opnås ved at have samarbejdsvillige
repræsentanter for området. (Arbejderpartiet og PLO).
Under kampene i Gaza-striben i 2008, ser vi hvordan Israel bliver kritiseret af det internationale samfund,
grundet deres militære overlegendehed og voldsomhed overfor palæstinenserne.
Vi ser altså, at Israel ikke kan gå ind og overvinde palæstinenserne, selvom de er militært overlegne. Det
ville skabe international forargelse, samt påvirke Israels sikkerhed i området markant. I sidste ende kan
Israels eneste mulighed for at få fred for palæstinenserne være en fredsaftale. Dette ville dog ikke
nødvendigvis stoppe terroraktionerne mod Israel, da Hamas kæmper for en total udslettelse af Israel.
Palæstinenserne står, trods sympati blandt sine arabiske venner, ret alene i området. Der ses ikke længere
pan-arabisme i samme omfang som under Nassers storhedstid, og den arabiske verden står ikke i samme
omfang bag palæstinenserne. Palæstinenserne er derfor også nødt til at indstille sig på fredsprocessen.
Hvorfor er der ikke fred?
For at opsummere så er der en del centrale aktører, som er nødt til at indstille sig på fredsprocessen.
USA har ikke været synlig nok, og har ikke lagt det nødvendige pres på Israel som er nødvendigt. Efter
perioden med Oslo-aftalen bliver, især de nye palæstinensiske selvstyreområder, overladt for meget til
dem selv, hvilket skaber massiv uro i området. Her kunne et tættere samarbejde mellem USA, FN of EU
have været udslagsgivende.
For at komme til resultater, kræves det at USA som mægler går 100 % ind i arbejdet om et resultat. Derfor
er det en vigtig årsag i forhold til en løsning af konflikten, at USA begyndte kampen imod terror.
I hele forløbet har der været tendens til, at de mest optimistiske fremskridt i processen, er sket under
arbejderpartiets regeringsperioder. Under Likud-regeringen synes fredsprocessen at gå i stå, hvilket ikke
fører til nogen løsning af konflikten.
Palæstinenserne (udover Hamas og andre radikale organisationer) virker overordnet åbne overfor en
løsning. Men da Hamas i 2006 kommer til magten i selvstyreområderne, sætter det en stopper for
forhandlingerne, idet USA ikke ønsker at forhandle med terrorister.
Slutteligt synes jeg ikke at FN og EU melder sig nok på banen i forhold til at løse konflikten.
Israel-Palæstina konflikten i dag og i fremtiden
I den opgave jeg har fået stillet, forventes det at jeg redegør, analyserer og vurderer indtil år 2010. Her i det
sidste afsnit, vil jeg dog gerne nævne kort, hvordan situationen for konflikten er i dag, samt hvordan
udsigterne for udviklingen ser ud i fremtiden. Ud fra artiklen, ”APPEL: Gør noget ved Israels bosættelser”,
fremgår det, at konflikten langt fra er løst. Selvom mellemøstkvartetten forsøger at puste liv i
SRP – Israel-Palæstina konflikten
fredsprocessen, som synes at stå på standby, bliver der ikke gjort nok på globalt plan. Artiklen beskriver,
hvordan israelske bosættere ikke accepterer palæstinenserne rettigheder, og bosætter sig på
palæstinensiske områder vha. vold.
59
I en anden artikel, fremgår det at Obama lægger pres på Israel. Men
USA taler for døve øre, overfor en u-samarbejdsvillig Likud-regering.
60
I Israel ser man en udvandring af moderate jøder, som ikke føler sig så religiøst knyttet til området, at de
kan overskue Hamas’ konstante terroraktioner. Derimod immigrerer ultra-ortodokse jøder til landet.
61
Det
er ellerede et problem i dag, og som vil vokse sig endnu større i fremtiden. De ortodokse jøder støtter den
israelske højrefløj, som Likud repræsenterer. Jo flere ultra-ortodokse jøder der er i landet, jo mindre chance
har arbejderpartiet for at komme til magten. Desuden er det i høj grad de ultra-ortodokse jøder, vi ser
fortsætte de voldelige bosættelser på palæstinensisk jord.
Det internationale samfunds fokus er flyttet fra Israel-Palæstina konflikten, til Det Arabiske Forår, som
udspiller sig på samme scene. Der ses et paradigmeskift i hele Mellemøsten, idet der i mange lande ses en
demokratisering. Lige nu er det en destabiliserende faktor i området, men hvis Egypten, Tunesien og Libyen
kan få indført et holdbart demokrati, kan det skabe den fornødne stabilitet i området, som kan gavne
konflikten.
USA har lige trukket sine sidste soldater ud af Irak og kan efterhånden se ender på krigen i Afghanistan.
Dette bør opprioritere Israel-Palæstina konflikten. Desuden må USA’s olieinteresser i området forøges i takt
med at verdenen efterhånden løber tør for olie. En løsning af konflikten, kunne gavne denne interesse
markant.
Desuden er USA ikke suveræn supermagt i samme omfang, som vi så det efter Den Kolde Krig. Økonomisk
set er de overhalet af Kina, og det store hul i statskassen, kan sætte spørgsmålstegn ved, om USA stadig kan
finansiere sit enorme militær i fremtiden. Under konflikten, har USA især garanteret militær sikkerhed til
lande der støtter USA. Men hvis det amerikanske militær nedtones, kan USA ikke bruge denne garanti i
samme omfang.
Om USA har viljen og magten til at løse denne konflikt, og formår at samarbejde tæt nok med EU og FN, kan
kun tiden vise.
59
http://www.bt.dk/udland/appel-goer-noget-ved-israels-bosaettelser Artikel fra d. 14. december 2011.
60
http://www.information.dk/268768 – ”Obama lægger pres på Israel”
61
http://politiken.dk/debat/analyse/ECE624354/hele-tre-konflikter-skal-loeses/ ”Hele tre konflikter skal løses”
SRP – Israel-Palæstina konflikten
Statsdannelsen af Israel i 1948, blev ikke den løsning på konflikten, som mange håbede det ville. Siden har
der været voldelige konflikter og regulære krige mellem de to parter, som især er grundet
terrororganisationen Hamas.
Der er mange forskellige aktører i denne konflikt, som hver især har egne interesser at varetage.
I Israel, ser vi Likud-partiet, som ikke ønsker fredsforhandlinger, idet de ikke ønsker at opgive bosættelser i
de palæstinensiske selvstyreområder. Derimod synes arbejderpartiet, at være mere åben for en løsning af
konflikten.
I de palæstinensiske selvstyreområder, ser vi Hamas som en destabiliserende faktor, da de bruger terror
mod Israel. Hamas ønsker en udslettelse af Israel, og er ikke villig til at gå på kompromis. På
palæstinenserne side, er der også PLO, som er en organisation, der er mere åben overfor en konfliktløsning
end Hamas.
USA melder sig ind i konflikten som mægler, men lægger ikke pres nok på de stridende parter. USA er
partisk i forhold til konflikten, bl.a. på grund af en meget stærk pro-israelsk lobby, der påvirker den
amerikanske mellemøstpolitik. USA synes ikke at have nøglen til fred.
I de sidste 20 år, har der været flere forsøg på fred, som dog aldrig rigtig har været tæt på en løsning af
konflikten. Det tætteste vi kommer på en løsning af konflikten, skal ses under Oslo-aftalerne. Her blev der
lagt pres på Israel, hvilket er en vigtig faktor i forhold til fredsbestræbelserne. Men der synes ikke at være
nok vestlig kontrol over forløbet, f.eks. i form af FN-tropper i området, som kunne holde Hamas i skak
under og efter forhandlingerne, og hjælpe palæstinenserne med administrativt arbejde.
For at få en løsning på konflikten, skal begge parter være indstillet på at samarbejde. Derfor kan en konflikt
ikke opnås, så længe Likud-partiet og Hamas har magten hos de to stridende parter.