
18/12/14
Frederiksborg Gymnasium
Studieretningsprojekt i Engelsk A & Samfundsfag B
14
Cutting pain was a different flavor of hurt. It made it easier not to think about having my body and my family
and my life stolen, made it easier not to care.
Denne selvdestruktive adfærd, kan også overføres til hendes spiseforstyrrelse. Ved at påføre sig
fysisk smerte i form af cutting eller at sulte sig selv, tager det fokus væk fra den psykiske smerte.
Ud fra Thomas Ziehes begreb potensering, kan hendes adfærd også forklares. I en tilværelse af
følelsesløshed skubber hun sig selv ud, hvor hun er i fare. Ved at cutte ligger risikoen for at cutte
for dybt og ved at sulte ligger risikoen om at sulte sig selv til døde. Velvidende om disse fatale
konsekvenser bliver hun alligevel ved, med formålet om bare at føle et eller andet. Når følelsen af
glæde ligger hende så fjern, er den lette mulighed som hun selv har kontrol over, følelsen af smerte.
Ikke bare får den hende til at føle at hun er i live, men den giver hende også en form for ”power” og
lyst til at fortsætte. Hun ser sin spiseforstyrrelse som en styrke, der kun vil gøre hende stærkere.
Tilfredsstillelsen når hun stiller sig op på vægten og ser at alt hendes hårde arbejde og selvdisciplin
giver resultater, opmuntrer hende til at fortsætte.
Ved at være tynd skaber Lia en identitet. Hun ved at folk lægger ekstra mærke til hende og selv om
det ikke altid er på en positiv måde, giver det hende følelsen af at være noget specielt.
”Dead girl walking,” the boys say in the halls. “Tell us your secret,” the girls whisper, one toilet to another.
I am that girl. I am the space between my thighs, daylight shining through.[…] When I get close, they step
back. […] They want to pull me inside of them, but they’re afraid. I am contagious.
På denne måde bliver hendes krop en del af et identitetsmæssigt udtryk, der gør at hendes
omgivelser ser hende som en bestemt type. Ud fra Thomas Ziehe’s begreb formbarhed, former hun
sin krop alt efter hvilken identitet hun gerne vil have. Det kan virke som et uigennemtænkt valg, at
danne identiteten at være tynd og deprimeret, når valget er fuldstændig op til hende, men den
kontrol hun har over hendes krop, bliver mere værd end noget andet i hendes liv. Selvom Lia går
igennem en hård tid og hendes anoreksi er en kamp, er det tydeligt at hun ikke ønsker at få hjælp.
Bevidst om muligheden for at få det bedre når hun er indlagt, erstatter hun med indbildningen om at
alle er imod hende. Igennem romanen oplever man små glimt af lykke hos Lia, men ligeså snart hun
bliver bevidst om den uvante følelse, tager hun afstand fra den med det samme.
Anderson, 2009, side 166, linje 11
Anderson, 2009, side 19, linje 1