
[Skriv firmaets navn]
[Skriv titlen på dokumentet]
For mig at se er det dybt ulykkeligt, at den transseksuelle identitet i høj grad er forbundet
med et sygdomsparadigme, altså den overordnede tanke om at dem der afviger fra hetero-
normativiteten fejler noget, der imidlertid i de transseksuelles tilfælde kan fikses vha. hormo-
ner og kirurgi, så den transseksuelle udadtil og indadtil kan fremstHomosek-
sualitet har også været defineret
som en psykiatrisk diagnose, og der var også en tid, hvor mange homoseksuelle accepterede
dette, ikke mindst fordi det var et godt argument mod kriminaliseringen af sex mellem mænd
(sex æ-
gelsen kastet sygdomsidentiteten fra sig og har, med succes, kæmpet mod at samfundet frem-
stiller os som syge. Uden dette opgør med sygdomsidentiteten og diagnosen var vi næppe der
hvor vi er i dag mht. rettigheder og samfundsmæssig anerkendelse.
Lige så oplagt som det derfor er, at homoseksuelle og biseksuelle støtter transseksuelle i
kampen mod sygeliggørelsen af transseksuelle er det indlysende, at vi ikke kan støtte trans-
seksuelle i, at de ser sig selv som syge. De transseksuelle må derfor internt tage et opgør med
fikseringen på diagnoser og operationer før at et samarbejde med de homoseksuelle og bisek-
suelle virkelig kan give mening.
Jeg går ikke ind for et forbud mod kønsskifteoperationer, for transseksuelle har ligesom alle
andre ret til at bestemme over deres egen krop. Men jeg mener, at vi bør tage en diskussion af
hvor hensigtsmæssige disse er, med al behørig respekt for den pressede situation, som en del
transseksuelle står i.
Jeg opfatter det som dybt tragisk, at vi har et samfund, hvor dem hvis kønsidentitet afviger fra
heteronormativiteten kan føle sig presset til at få deres krop underkastet en medicinsk og
kønsskif-
teoperationer er uløseligt knyttet til den grundlæggende heteronormative ide, at bestemte
kroppe nødvendigvis må have et bestemt køn og at et bestemt køn nødvendigvis må have en
bestemt krop. Jeg mener, at kønsskifteoperationer tager udgangspunkt i en fejlagtig forestil-
ling om at identiteter nødvendigvis forbliver de samme livet igennem, i stedet for at tage hen-
syn til, at identiteter kan ændre sig over tid ikke via terapi og indre eller ydre tvang men
slet og ret via en fri personlig udvikling. Og sidst men ikke mindst, en del transseksuelle, der
har fået en operation, fortryder det senere hen, og de har virkeligt et problem, for en kønsskif-
teoperation kan reelt set ikke gøres om.
En del transseksuelle befinder sig i samme situation, som homoseksuelle i fortid og nutid har
været i, nemlig den, at samfundets ydre pres og udtalte foragt for dem har gjort, at de har ud-
viklet en opfattelse af sig selv som syge og behandlingskrævende. Det er fuldt ud forståeligt
men frigørelse, accept og ikke mindst respekt opnår vi alle kun, hvis vi tør se os som de sunde
og ressourcerige personer som vi er. Vi fejler ikke noget det er det samfund, som siger, at vi
fejler noget, der fejler noget. Og med den erkendelse kan vi kæmpe for vores rettigheder
f.eks. for at transseksuelle skal kunne få lov til at vælge sig de fornavne de ønsker og få et per-
sonnummer, der svarer til deres kønsidentitet.
* * *