Studieretningsprojekt
3v
STX 3.g
Fag:
Vejleder:
Samfundsfag A
Dansk A
Opgaveformulering:
Hvornår kan man kalde sig dansker?
Der ønskes:
1. En redegørelse den tyske (jus sanguinis) og franske (jus soli) definition af nationalitet
med udgangspunkt i tabel 1 og 2 i vedlagte bilagsmateriale og selvvalgt statistisk ma-
teriale.
2. Analyse og fortolkning af ”Brun mands byrde” (2013) af Hassan Preisler med fokus
på romanen som migrationslitteratur.
3. Diskussion af hvornår man er dansker og hvordan denne diskussion kan påvirke de in-
divider som befinder sig i “gråzonen for danskhed”. I diskussionen skal Honneths teo-
ri om anerkendelse inddrages.
Omfang: 15-20 normalsider
Abstract
This paper examines is about, when you can call yourself Dane, were the topic identity crisis
occurs. There will be explained for two definitions of nationality. One of the definitions is the
germen definition, which is the descent principle. The other definition is the France defini-
tion, which is about giving people citizenship that is dependent upon their parent’s birthplace.
There was taken starting point in three statistics to begin with to account for the definitions.
Through an analysis of ”Brun mands byrde” by Hassan Priesler, was Priesler focusing on the
subject, how is it to be dark in a white society. No matter how much Priesler tried to accentu-
ate his Danishness, he would never be recognized as a Dane.
There have been discussed when you are a Dane, there will occur two opinions about, what
it means to be Dane. There has been a debate between Martin Henriksen and Jens Philip
Yazdani. In this discussion, the recognition theory from Axel Honneths is involved, to prove
what it does to the individual. In the end you will hear about how, this discussion can affect
the individuals that find themself in the "grayzone for Danishness". This discussion helps to
split the individual, which finds themself in the “grayzone for Danishness” and thereby mak-
ing a polarized society.
In conclusion it may said, that there is no answer to tell when the individual is a Dane. It
can be a feeling or when the person has a citizenship.
Indholdsforte gn e ls e-
1.0 Indledning!....................................................................................................................................!1!
2.0 Redegørelse!..................................................................................................................................!2!
2.1 Nationalitet og statsborgerskab!.........................................................................................................!2!
2.2 Jus soli!.....................................................................................................................................................!2!
2.3 Jus sanguinis!..........................................................................................................................................!2!
2.4 Tabelfortolkning!...................................................................................................................................!3!
3.0 Analyse!..........................................................................................................................................!4!
3.1 ”Brun mands byrde” af Hassan Preisler!.........................................................................................!4!
4.0 Hvornår er man dansker?!......................................................................................................!11!
4.1!Axel!Honneth!om!anerkendelse!.................................................................................................!11!
4.2!Det!at!være!dansker!.......................................................................................................................!12!
4.3!Gråzonen!for!danskhed!.................................................................................................................!13!
4.0 Konklusion!.................................................................................................................................!15!
5.0!Litteraturliste!............................................................................................................................!16!
6.0!Bilag!.............................................................................................................................................!18!
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;!
1.0 Indledning
Hvad skal der til for, at man som individ kan kalde sig selv en dansker? Er det, når man har et
dansk statsborgerskab eller er det blot en følelse man har i og med, at man bliver anerkendt? I
nutidens Danmark lever vi i et samfund, som er meget præget af indvandring. Dog er det ikke
alle indvandrere, der har integreret sig i landet. Derfor opstår der ofte en debat om, hvornår et
individ med anden etnisk baggrund kan kalde sig dansk. Det påvirker individerne således, at
de ender i en identitetskrise. Spørgsmålet om, hvorvidt man kan kalde sig dansker er et meget
omdiskuteret spørgsmål i den politiske verden, men er der egentlig et entydigt svar på det?
Emnet har dermed skabt en masse forvirring blandt de individer.
For at besvare min opgave bedst muligt, har jeg valgt at kombinere fagene dansk og sam-
fundsfag, for at komme frem til, hvornår man egentlig kan kalde sig selv dansker. Der findes
to definitioner for nationalitet, der blev udviklet i 1800-tallet, som jeg vil redegøre for, da de
har en betydning for, hvornår man opfatter individet som dansker. Derudover vil jeg redegøre
for nogle tabeller, som bliver understøttet af de to definitioner, den tyske (jus sanguinis) og
franske (jus soli). Ud fra det finder jeg ud af, hvilke af de forskellige partier, der følger enten
den tyske eller franske definition af nationalitet. Udover det vil jeg analysere romanen ”Brun
mands byrde”, som er skrevet af Hassan Preisler. Jeg har tænkt mig at fokusere på, hvad
Preislers opfattelse af danskhed er og hvad han støder på af problemer. Derudover vil jeg fo-
kusere på romanen, som migrationslitteratur. Til sidst vil jeg diskutere, hvornår man er dan-
sker ved at inddrage debatten med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og Jens Philip
Yazdani fra Langkaer gymnasium, hvor jeg også får deres syn på det at være dansk. Dermed
vil jeg komme ind på, hvordan diskussionen påvirker de individer der befinder sig i gråzonen
for danskhed, da de står mellem både, at være danskere men også indvandrer samt migranter.
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
9!
2.0 Redegørelse2
2.1 Nationalitet og statsborgerskab
Mange har en tendens til at tro, at nationalitet og statsborgerskab er det samme, men tværti-
mod er det to vidt forskellige begreber. Overordnet er nationalitet der, hvor man oprindeligt
kommer fra, ergo ens afstamning. Det er noget man arver fra sine forældre, hvorimod stats-
borgerskab betyder, at man er registreret juridisk i et land. (Andersen). Begrebet nationalitet
betyder man tilhører en bestemt nation, hvor man deler den samme kultur og har samme tradi-
tioner og historie. Dermed skabes der en fælles identitet, som kun den ene gruppe har.
(Knudsen & Østergaard, 2009). Man kan aldrig ændre på sin nationalitet, da det er noget man
er. Det er dog muligt at erhverve sig et nyt statsborgerskab alt efter, hvor man opholder sig i
verden.
Ydermere findes der to definitioner på nationalitet. Disse to definitioner er den tyske, som
kaldes jus sanguinis og den franske, som kaldes jus soli. (Knudsen & Østergaard, 2009). Ud-
viklingen af disse to definitioner begyndte allerede tilbage i 1800-tallet. (Østergaard, 2000).
2.2 Jus soli!
’Jus soli’ betyder jordens ret og er et territorialprincip. Det opstod allerede under den fran-
ske revolution. (Østergaard, 2000) Territorialprincippet går ud på, at man skal have statsbor-
gerskab alt efter, hvor man er født henne. For eksempel, hvis man bliver født på dansk jord,
skal man automatisk have dansk statsborgerskab, selvom det fødte barns forældre har tyrkisk
pas. (Skibsted, jus soli, 2009). Dog skal en af forældrene have en lovlig bopæl i Danmark før,
at barnet kan få dansk statsborgerskab. Ifølge territorialprincippet er man dansker idet, at man
er født i Danmark og dermed følger de danske værdier og præmisser samt, at man kan spro-
get. Dette princip lægger stor vægt på civilisationen. (Knudsen & Østergaard, 2009).
2.3 Jus sanguinis
’Jus sanguinis’ er den anden definition på nationalitet, som er den tyske og opstod under
den tyske romantik. (Østergaard, 2000). Dette betyder blodets ret og kaldes afstamningsprin-
cippet, hvilket også betyder, at man får sine forældres statsborgerskab. Eftersom, at det er det
princip man har i Danmark, betyder det, at når et barn med danske rødder bliver født i et andet
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
-!
land end Danmark, vil barnet stadig få et dansk statsborgerskab. (Skibsted, jus sanguinis,
2009).
2.4 Tabelfortolkning!
Det er forskelligt fra person til person, hvilke faktorer der er vigtigst for, hvornår man er en
rigtig dansker. For at kunne definere, hvornår man er dansker har jeg taget udgangspunkt i
tabel 1 og 2 og 3.
Flertallet i Danmark mener, at det er vigtigt, at man kan tale det danske sprog, før man er rig-
tig dansk. Den påstand kan jeg også udlede ud fra tabel 1 (Bilag 1). Det kan ses i tabel 1, at
over halvdelen af respondenterne der er blevet spurgt mener, at det er meget vigtigt, at man
kan det danske sprog. Dog er det tydeligt at se på tabellen, at det er de højreorienterede parti-
er, der har flest stemmer under ”meget vigtigt”. Det er for eksempel Dansk Folkeparti og
Venstre, hvor der er 84,2 % og 74,8 %, der mener, at det er meget vigtigt. De mener nemlig
ikke, at man kan kalde sig dansker, hvis ikke man kan det danske sprog. Hvorimod de ven-
streorienterede partier har færre stemmer. Det er for eksempel Socialistisk Folkeparti og En-
hedslisten, som kun har 52,7 % og 35,9 %. En grund til, at de har en del færre stemmer end
Dansk Folkeparti og Venstre kan skyldes, at deres udlændingepolitik ikke er så stram. Dette
kan også forklares af både den franske og tyske definition af nationalitet, hvor Dansk Folke-
partis tilhængere hælder meget til afstamningsprincippet, hvorimod Enhedslistens tilhængere
hælder meget til territorialprincippet. Dette hænger mest sammen med begrebet jus soli, der
ligeledes mener, at sprogegenskaberne er vigtige i forhold til at være dansk.
Den anden tabel (Bilag 2) omhandler, hvilket parti de spurgte respondenter stemte på ved
sidste valg og hvor vigtig individets familiebaggrund er i forhold til det at være rigtig dansk.
Der ses en klar forskel mellem tallene blandt partierne og hvor stor en betydning familiebag-
grund har, for at være rigtig dansk. Kontrasten er især tydelig mellem Enhedslisten og Dansk
Folkeparti. Ser man på ”slet ikke vigtigt”, er der 39,7 % af Enhedslistens tilhængere der ikke
mener, at individets familiebaggrund er vigtigt for at være dansk, mens der kun er 3,2 % af
Dansk Folkepartis stemmer, der mener, at det slet ikke er vigtigt. Dette udgør en difference på
36,5 procentpoint. Derudover mener de fleste partier, at det enten er ret vigtigt eller ikke sær-
lig vigtigt. De fleste adspurgte mener ikke, at familiebaggrunden har den største betydning for
det at være rigtig dansk. Det eneste parti der skiller sig ud er Dansk Folkeparti, og det kan
skyldes, at deres tilhængere typisk er ældre mennesker. De ønsker nemlig ikke, at Danmark
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
E!
skal ændres, da de går meget ind for de danske værdier og normer. Tabellen understøttes af
jus sanguinis, da princippet lægger vægt på individets afstamning.
Den sidste tabel (Bilag 3) (Surveybank.aau.dk) viser, hvad borgerne mener om retten til
dansk statsborgskab, ud fra deres ideologiske holdning. Her ses det, at omtrent 56% af Radi-
kale Venstres tilhængere mener, at børn som er født i Danmark, har ret til at få dansk stats-
borgerskab, også selvom deres forældre ikke er født danske. Sammenlignet med dette bliver
der udtrykt, at 34% af Dansk Folkepartis stemmer mener, at de ikke har ret til statsborger-
skab, hvis deres forældre ikke er danske, også selvom barnet er født i Danmark. I modsætning
til Dansk Folkeparti er der Enhedslisten, hvor der er hele 72,4 % af deres tilhængere der me-
ner, at man har ret til dansk statsborgerskab, hvilket skyldes, at de går ind for solidaritet og
kun 3,4 % der ikke er enige i, at de skal have dansk statsborgerskab. Der er en forskel på 30,6
procentpoint mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti, hvilket afspejler deres ideologiske
holdninger og hvilket princip de hælder mest til. Det er igen jus soli der er gældende i tabel 3,
da det princip er mere åben overfor individer med anden etnisk baggrund, hvilket også forkla-
rer, hvor mange der netop er enige i, at børn med udenlandske forældre har ret til dansk stats-
borgerskab.
Sammenfattende kan man sige, at de højreorienterede partier hælder til den tyske definition
af nationalitet, som går ind for, at man skal have dansk blod før man er rigtig dansker, som
kaldes jus sanguinis. Hvorimod de venstreorienterede partier hælder til den franske definition
af nationalitet, som går ind for, at man skal følge de danske normer og værdier før man er
rigtig dansker, som kaldes jus soli.
3.0 Analyse
3.1 ”Brun mands byrde” af Hassan Preisler
Hassan Preisler er en dansk-pakistansk skuespiller (Preisler, 2013, s. 10) og har i 2013 ud-
givet en roman ”Brun mands byrde” til Sonia. Romanen er en selvbiografi bestående af en
række episoder, der har gjort ham til den han er dagen i dag. Preislers selvbiografi tager ud-
gangspunkt i hans egne erfaringer i forbindelse med migration og de problemer migrationen
medfører. Ud fra en analyse og fortolkning af ”Brun mands byrde” kan jeg få et bedre indblik
i hans rejse til at blive en rigtig dansker.
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
F!
Preislers roman handler primært om hans identitetskrise og hvordan han er splittet mellem to
identiteter. Han prøver at finde en definition på hvem og hvad han er.
”Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen
om to identiteter: den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er jeg undfanget i
Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg
lærte tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman, som
voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande
og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu, og far voksede op som muslim,
men er ateist, mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndens-
kirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken,” (Preisler, 2013, s. 27).
Det er meget svært for ham, at finde ud af hvem han er, da hans far er pakistaner og hans
mor er dansker, hvilket også ses i ovennævnte citat. Dog ses det, at han kan snakke forskellige
sprog, men ikke sidst modersmål. Preisler bor i København med sin kone May og sin datter
Sonia. Han er født i Charlottenlund, men har ikke altid boet der. Han er igennem sit liv flyttet
en del gange, som har medført denne forvirring om, hvor han nu hører til. Han er opvokset i
Bern, Bagsværd og Berlin, men har senere hen i sit liv boet i både Beirut, Berlin, Madrid og
New York. I romanen fortæller Preisler også om sin familie, både den danske og den paki-
stanske og hvilke problemer de er stødt på. Læseren møder også her andre personer end hans
familie blandt andet hans venner, folk fra hans arbejde og journalister. Hver enkelt person
man møder igennem romanen har betydning for, hvorfor Preisler er som han er.
Fortællervinklen er baseret på en jeg-fortæller, hvilket ses tydeligt i teksten. Jeg-
fortælleren optræder som hovedperson. Det, at det er en jeg-fortæller virker mere troværdigt
for læseren, da man følger Preislers tanker og handlinger gennem hele romanen, men der er
også lidt fiktion over hans roman ”Se, det var en pæn, lille historie. Men den er ikke sand. I
virkeligheden kan jeg ikke huske […]” (Preisler, 2013, s. 41)
Her viser Preisler, at hans anekdoter ikke altid er helt så sande, men det lyder godt og derfor
gør han det, fordi det er hvad der forventes af ham, hvilket han også udtrykker i sin roman.
Romanen er ikke bygget kronologisk op, dog følger man hans arbejde kronologisk, hvor
han starter ud med at spille for tomme sale (Preisler, 2013, s. 12) og ender senere med at være
en respekteret talsmand for danske minoritetsrettigheder i New York. (Preisler, 2013, s. 197).
Preislers roman starter i præsens og ender igen i præsens. Indimellem består romanen af en
masse anekdoter, som omhandler både sig selv og sin familie. Dette giver et indblik i, hvor
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
>!
han virkelig kommer fra og hvem hans familie egentlig er. Preisler gør det svært for læseren
at følge med i historien, eftersom han springer meget i tiden. Det ene afsnit kan omhandle
hans farfar Bashir i Pakistan, hvor det næste afsnit kan omhandle, dengang hans forældre
mødtes for første gang. Det er dog med til at give læseren en fornemmelse af, hvor splittet han
er. Preisler vælger at skrive på en meget forvirrende og rodet måde, som kan referere til hans
evige problem ”hvem tror jeg egentlig, jeg er?” (Preisler, 2013, s. 117), som han spørger sig
selv om.
Det er derfor heller ikke nemt at skulle forklare, hvad romanen handler om, da den er delt op i
en masse anekdoter, som på ingen måder er sammenhængende afsnit.
Ydermere er Preisler også meget detaljeret, når han beskriver episoder, som han har ople-
vet eller hans familie har oplevet. Han gør brug af mange adjektiver, ”og jeg går ned ad gan-
ge, og der er røde mursten over det hele og blomstret patchwork i trærammer og linoleums-
glat gulv[…].” (Preisler, 2013, s. 13) Den deltaljerede beskrivelse i romanen har en god effekt
på læseren. Det gør historien mere fangende og man kan relatere bedre til hans oplevelser, når
teksten er så beskrivende. Man får en fornemmelse af, at forfatteren ønsker, at man er del af
historien.
Derudover gør han hyppigt brug af bindeoret ”og”, og lange sætninger, som vist i dette citat:
”Vi er på ferie i Frankrig og på Bornholm, og vi har lejet huse og hotelværelser, og vi slår
telte op og tømmer bilen, og vi spiser flute og rugbrød og ost og skinke og sild og ægge-
blomme, og det øser ned, og solen bager, og vi spiller tennis med bløde bolde og bygger slotte
på stranden, og vi graver hinanden ned i sandet, og vi samler puslespil på voksdugen, og sø-
ster Rebecca og jeg råber „midte!” og markerer grænsen på bagsædet i Airbussen og
BMW’en, og vi skændes, og vi bliver gode venner igen.” (Preisler, 2013, s. 70)
Det har ligeledes en god effekt på læseren, selvom det nogle gange kan blive for trættende at
læse, fordi det går så stærkt og man mister pusten. Derudover kan det også virke meget infan-
tilt, når han gentagende gange skriver ”og”, i stedet for at gøre sine sætninger lidt kortere eller
bruge opremsningskomma. Det udtrykker dog, hvordan Preisler har det og at han har meget
på tankerne, dermed får han det hele ud på en gang. Det kan være en grund til, at han skriver
på den måde, som han gør.
Et af de centrale temaer i teksten er den splittede identitetskonflikt. Preisler er jo som skre-
vet tidligere meget forvirret om, hvem han er og hvor han hører hjemme, selvom han nævner,
at han er dansk, hvilket kommer til udtryk i følgende citat:
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
G!
” „Ja, det er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne[…]og jeg er født og op-
vokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender, og jeg er dansk, helt dansk, 100 pro-
cent”.” (Preisler, 2013, s. 39).
Han prøver at undgå, at han er halv pakistaner, selvom hans navn og mørke udseende fortæl-
ler en del i sig selv, derimod gør han alt for at virke så dansk som muligt. Han nævner også i
teksten, at han prøver at bevise sin danskhed ved at være sammen med danske kvinder, som
han beskriver som hvid hud, blondt hår og blå øjne (Preisler, 2013, s. 16). Preisler føler hele
tiden, at han skal forsvare sig selv, og forsvare, at han ikke er ligesom de andre pakistanere i
Danmark. Han vil gøre det klart, at han opfører sig efter de danske normer og værdier, selvom
han har en anden baggrund. I følgende eksempel får man en fornemmelse af, at Preisler er
bange for at fejle, i forhold til at klæde sig ”dansk” og opføre sig dansk. Han er bange for ikke
at leve op til det, som samfundet forventer af ham. ”Ét fejltrin, én eneste påklædningsbrøler,
og jeg er færdig.” (Preisler, 2013, s. 51). Han prøver at gøre alt rigtigt, og det er igen fordi, at
han føler han skal leve op til samfundets forventninger, men også sine egne. Han prøver at
leve sit liv så dansk som muligt; tale korrekt, klæde sig korrekt og spiser korrekt. Alt dette for
at komme ind i varmen og være del af de hvide (Preisler, 2013, s. 17)
Migration er et andet centralt tema i romanen, fordi Preisler migrere hele tiden. Han fortæl-
ler her, om sin historie, når han migrere fra sted til sted og de udfordringer han er stødt på.
Han har boet forskellige steder i verden, hvilket flere gange kommer til udtryk i hans roman,
men han ender altid tilbage i Danmark. Det kan skyldes, at han leder efter en accept fra diver-
se steder i verden, men eftersom han aldrig bliver accepteret, lige meget hvor han tager hen,
flytter han altid hjem til Danmark igen. Her kan det godt virke som om, at han hører hjemme i
Danmark, at det er hans hjem, men det er det ikke helt. I Danmark ender han i betonbolig-
blokken med sin far.
”og jeg bliver boende med far på femte sal, og det er her, min kærlighed til betonbolig-
blokke grundlægges: Ude fra opgangen er dørene ens og afslører intet, men i én lejlighed er
der lyse tæpper og tunge, sorte reoler med røget glas[…]” (Preisler, 2013, s. 77),
Preisler mener i dette citat, at alle mennesker er ens trods hudfarve, og at det er det indre, der
gør menneskerne forskellige fra hinanden. Det kan være grunden til, at han kan lide bolig-
blokkene. Udenpå er alle ens. Der er ikke noget at dømme. Man skal lære personen at kende
og inviteres ind i lejligheden, før man kan se de forskelle der er blandt individerne. Uden for
det private bliver han stort set kun mødt med fordomme, uanset hvor han er henne og hvad
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
H!
han foretager sig. Migrationen har splittet Preisler, for hver gang han flytter et nyt sted hen,
gør det hans situation værre. I Tyskland fik han at vide, at han ikke bliver accepteret der, i
New York blev han set som en af de ”hvide,” ” „hvad laver du i den her celle, white boy?””, i
sit eget hjemland, Pakistan, blev han kaldt for bleg ” „se på din hud, den er bleg” (Preisler,
2013, s. 82), men i Danmark er han en af de farvede. Man kan derfor se, at han får kastet spy-
dige kommentarer i hovedet uanset, hvor han befinder sig. Da folk i hele verden har en hold-
ning til hvem han er, bliver han forvirret og i tvivl. Han forandrer og udvikler sig for hvert nyt
sted han kommer hen, fordi han skal tilpasse sig endnu et nyt sted og omgås nye mennesker
og leve op til de krav der forventes af ham.
Preisler starter sin roman ud in medias res, hvor han fortæller om, hvordan han tilpasser sig
de forskellige omgivelser,
”Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designeroutfit med stram silhuet. Jeg ville
foretrække slasket joggingtøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder jeg mig i
krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og ville foretrække Mr. Jadex, men jeg tør ikke, og når
jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække
kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon” (Preisler, 2013, s. 9)
Dette vækker læserens interesse og dermed får man lyst til at læse mere. Preisler definerer sig
selv som en kamæleon netop fordi, at han er et gruppestyret menneske, som tilpasser sig det
senmoderne samfund. (Brøndum & Hansen, 2011, s. 58). Han er omstillingsvillig og foran-
dringsparat, som han beskriver sig selv i romanen. Han er klar til at ændre på sig selv uanset,
hvor han befinder sig, blot for at være som de andre og få den anerkendelse af dem, som han
ønsker, for at kunne føle sig som en af de hvide. Han er god til at tilpasse sig de forskellige
omgivelser, men uanset, hvor meget han prøver vil han aldrig blive accepteret, fordi han sta-
dig hedder Hassan og har det mørke udseende. Trods at han kæmper så meget, for at blive
dansker, støder han stadig på en masse fordomme samt racistiske bemærkninger, hvilket han
nævner meget i teksten. Et eksempel på det kunne være, da Preisler er på bar med sin ven,
hvor de drikker øl og opfører sig ”dansk”, men Preislers ven bliver ved med at råbe ”Hassan”,
og her er de omringet af ”karseklippede isser og brede skuldre og fodboldtrøjer og tatoverin-
ger,” (Preisler, 2013, s. 148) og de stiller ham følgende spørgsmål:
”„hedder du Hassan?”, og jeg svarer, at det gør jeg, og han siger „du ligner også en muslim”,
og jeg siger, at jeg ikke er muslim, og han siger „du ligner en, der vil sprænge det hele i luf-
ten!”” (Preisler, 2013, s. 148).
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
I!
Han bliver sammenlignet med en terrorist, hvilket også skete, da han havde groet sit skæg.
Det er bemærkninger som disse, Preisler gerne vil undgå at støde på, når han prøver at fremstå
som en rigtig dansker. ”jeg henter pølser, masser af pølser, jeg bestiller dem højlydt og bærer
dem med attitude” (Preisler, 2013, s. 60). Igen har Preisler et behov for at vise dem omkring
ham, at han er dansker. Det gør han netop ved at købe de røde pølser, og gøre det tydeligt for
folk, at han spiser svin, selvom han hedder Hassan. Han er stolt af den danske del af sig selv,
og der er mange tegn der indikerer, at han er flov over sin pakistanske nationalitet. Det kan
ses, når Preisler blandt andet skriver, at når hans far en sjælden gang lavede pakistansk mad
derhjemme, gemte han alt sit tøj væk, for at det ikke skulle lugte af de brugte krydderier, kar-
ry og hvidløg. Et andet eksempel er dengang han var yngre var han altid flov over, at han
skulle have sin far med til forældresamtaler på grund af hans accent. Han undgik også sit
2013, s. 39). Han blev også flov når han gik med sin far på gaden. Så sakkede han bagud med
vilje, fordi hans far ikke lignede de hvide.
Derved prøver Preisler at adskille de to kulturer fra hinanden, så godt som han kan. Ude i
det hvide samfund, som Preisler kalder det, er han en assimileret mand, hvor han agerer på en
bestemt måde for at få den smule accept og bevise noget overfor de fremmedhadske menne-
sker. Hovedpersonen, Hassan bliver fremstillet som en bindestregsdansker. Preisler kender
ikke så meget til den pakistanske kultur, selvom han tit er hos sin pakistanske familie i Laho-
re. Han får sig noget af et kulturchok, når han besøger dem, da de opfører sig på en helt ander-
ledes måde end det Preisler er vant til hjemme i Danmark. Deres normer og kultur er nemlig
meget forskellige fra den danske. De ting han oplever, når han er hos sin pakistanske familie,
er ikke noget han kan sætte sig ind i, fordi de har et helt andet syn på diverse ting end i Dan-
mark. Preisler spørger ofte sin far, hvorfor den pakistanske kultur er så anderledes, end det
han er vant til hjemme i Danmark, hvorpå Preisler får svaret ”[…]sådan er det bare” (Preisler,
2013, s. 84). Hans far kan derfor også virke lidt afvisende og fjern fra den pakistanske kultur
og allerede i en ung alder valgte Preislers far at lægge koranen på hylden og flytte til Cam-
bridge. Det var her, at han mødte Preislers mor og valgte at blive gift med hende. Hendes fa-
milie accepterede ham som han var, indtil en aften, hvor Preislers mormor, Else, siger ordret ”
„du kunne godt tage og vise lidt mere taknemmelighed over, at du overhovedet kan få lov til
at være i landet” (Preisler, 2013, s. 75). Preisler beskriver de ovenstående citat som, ”de
slemme ord”. Det at han ikke er etnisk dansker bliver brugt som et middel imod ham, når han
handler på en vis måde, som etniske danskere er utilfredse med.
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;=!
Gennem romanen er der mange referencer. Allerede inden bogen begynder er der en strofe
af ”Hvid Mands Byrde” af Rudyard Kipling, hvor der i de sidste vers står ”Halvt Djævle og
halvt Børn.” Kipling mener, at de børn der har en mørk og en hvid forældre er halvt djævle og
halvt børn. Preisler nævner det vers to gange i sin roman, ”og kan ikke finde ud af, om jeg er
den bedste søn eller halvt djævel og halvt barn,” (Preisler, 2013, s. 147). Djævlen kan forbin-
des med den ”farvede” del af Preisler, mens barnet forbindes med den ”hvide” del. Det er dog
ikke kun ham, der forbinder det farvede med noget negativt, for det kommer til udtryk flere
gange i forbindelse med nogle workshops, Preisler holder for unge mennesker. Ingen af disse
unge associerer det mørke med noget godt, hvilket kommer til udtryk således: ” ’Hvid’ og
’Venlig’ går sammen, ligesom ’Hvid’ og ’Søren’ går sammen, men når vi kommer til at skulle
sætte ’Farvet’ og ’Godt’ sammen, så får vi problemer” (Preisler, 2013, s. 115).
Et andet eksempel går ud på, at han viser nogle dukker frem, en sort og en hvid, hvor de fleste
børn mener, at den hvide dukke er pænest. (Preisler, 2013, s. 204) Igennem romanen støder
man hele tiden på disse kontraster, som Preisler stiller op i mod hinanden.
Det tydeliggør, at han er halvt hvid og halvt brun, når han hele tiden nævner disse kontraster.
I titlen ses der også en reference, og på samme kontrastfyldte måde er det stillet op her; den
hvide mands byrde og den brune mands byrde. Titlerne er meget kontrastfyldte i og med, at
de er modsætninger.
Preisler referer også til børnebogen ”Lille sorte Sambo”. Det er det første man lægger
mærke til, når man ser det gule omslag med Hassan Preisler på. Preisler skal her forstille sig
at være Lille sorte Sambo eftersom, at han har det samme tøj på som Lille Sorte Sambo. I
børnebogen smider Sambo sit tøj, for at undgå, at tigeren spiser ham. Når man læser Preislers
roman helt færdig kan man se på sidste side, at det samme har Preisler gjort. Han smider tøjet,
hvilket kan tolkes som, at Preisler smider ”byrden”, ”Jeg vil være den, jeg er. Nu vil jeg smi-
de det hele over bord og være mig.” (Preisler, 2013, s. 38).
Preislers byrde er hans farve. Han er træt af at være den farvede og han er træt af at skulle
leve op til den rolle, som han hele tiden får af samfundet. Han bliver set som en ”præmieper-
ker”, dog føler han sig stadig mindre værd end de ”hvide”. Han holder foredrag om, hvordan
det er at være en af de farvede i et samfund, hvor flertallet er hvide. Her inddrager han blandt
andet sin egen opvækst. Han optræder i sammenhænge, hvor emner som ligebehandling,
mangfoldighed, inklusion og integration er på tale. (Preisler, 2013, s. 10 ). Han er træt af at
være stereotyp, fordi samfundet inddeler befolkningen i bokse for at holde mere styr på dem,
hvilket er grundlaget for stereotypisering i og med at hver samfunds-boks har sine fordomme.
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;;!
Den boks som Preisler er sat ind i er indvandre-boksen, selvom han er halv dansk og den boks
indebærer nogle fordomme som er blevet en byrde for Priesler. Der er derfor meget pres på
Priesler i det, han bliver nødt til at tage afstand fra den boks ved, at han hele tiden skal forsva-
re, at han er dansk, så han ikke bliver stereotypiseret (talesprogsbutikken). I og med, at vi le-
ver i et individualiseret og aftraditionaliseret samfund er det vigtigt for det enkelte individ at
sætte egne præg og adskille sig fra stereotypen. (Bloch, 2009)
Ud fra analysen og fortolkningen kan man konkludere, at Hassan Preisler lever i et sam-
fund, hvor han prøver at blive accepteret, hvilket er noget af en udfordring for ham, da han
har et anderledes udseende end de hvide danskere. Han flytter derfor rundt i verden, i håb om
at finde et sted, hvor han føler sig hjemme, men han føler sig aldrig hjemme udover i Dan-
mark, hvor han stadig bliver mødt af fordomme. Han hører til alle steder, fordi han er som en
kamæleon, men alligevel mangler han noget. Når alt kommer til alt, vil Hassan altid være den
pakistanske Hassan uanset, hvor meget han prøver at fremhæve sin danskhed, vil han aldrig
være nok dansker ifølge samfundet.
4.0 Hvornår er man dansker?
I mit følgende afsnit vil jeg diskutere, hvornår man er dansker og hvordan diskussionen på-
virker de individer, som befinder sig i gråzonen for danskhed. Her vil jeg også inddrage Axel
Honneths teori om anerkendelse, for at få en bedre forståelse af, hvordan individerne fra grå-
zonen bliver påvirket.
4.1-Axel-Honneth-om-anerkendelse-
Anerkendelse er vigtigt for alle individer. Uden anerkendelse kan individet ikke få en ordent-
lig identitetsdannelse. Axel Honneth har udviklet tre former inden for anerkendelsesteorien,
hvilket er privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære. Den første form, som også
kaldes kærlighed, handler om at blive anerkendt i privatsfæren, hvilket er venner og familie.
Her kræves der ikke hårdt slid for at opnå denne anerkendelse, da det er en selvfølge at blive
anerkendt i det private. Dette medfører også, at individet får selvtillid. Den anden form er den
retslige anerkendelse, som omhandler de rettigheder, som individet har. Det vil sige, at man
opnår anerkendelse, når man har de samme rettigheder som de andre borgere i samfundet og
at alle bliver behandlet lige. Således får individet selvagtelse. Den sidste form er den solidari-
ske sfære, hvor individet opnår selvværd. Anerkendelsen fås i det sociale. (Willig, 2009, s.
680-682)
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;9!
4.2-Det-at-være-dansker-
Hvad kræves der af den enkelte person, før man kan kalde sig dansker? Det er et ofte stillet
spørgsmål, men er man nogensinde kommet frem til et endeligt svar på, hvornår man er
dansk? Der er mange definitioner på det, at være en rigtig dansker. Ser man på det juridisk, er
man dansker, når man har dansk statsborgerskab. Det kan dog både være individets nationali-
tet, men det kan også være en følelse man har, da det er meget individuelt, hvorvidt man føler
sig dansk eller ej.
Tager man udgangspunkt i debatten med Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti og Jens
Phillip Yazdani, som er tidligere elevrådsformand på Langkaer gymnasium, ses der en klar
kontrast mellem deres opfattelse af, hvornår man er rigtig dansker. Ifølge Henriksen er man
først en rigtig dansker, når man følger de danske traditioner, kulturen samt, at man kan tale
sproget. Det svarer til den franske definition af nationalitet. Dermed bliver der skabt et fælles-
skab, men ifølge Henriksen bliver fællesskabet ødelagt eftersom, at folk med anden etnisk
herkomst ikke kan finde ud af at tilpasse og integrere sig det danske samfund. Yazdani er dog
ikke enig i hans udsagn, da han mener, at man er dansker, idet man er født og opvokset i
Danmark. Han føler sig lige så dansk som Henriksen. Modsat Yazdani, siger Henriksen, ”Jeg
kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på.”, da han bliver spurgt om, hvorvidt han
synes, Yazdani er dansk trods, at han har gået på dansk folkeskole og dansk gymnasium.
(DR2, 2016). Ud fra det kan man sige, at Henriksen dømmer Yazdani, fordi han har et mørkt
udseende og derfor ikke kan svare på om han er dansk eller ej. Yazdani mister også en del af
sin selvagtelse, fordi han ikke bliver anerkendt.
Hassan Preisler er en assimileret mand, men dette er ikke nok for samfundet, da han stadig
ikke bliver anerkendt som helt dansk, hvilket også modsiger det, som Henriksen siger i for-
hold til at være rigtig dansk. Preisler beviser derfor sin danskhed ved at spise svin og drikke
øl, det mener han kan betegne individet som en rigtig dansker, hvorimod andre mener, at man
opgiver sin kultur, hvis man tager de danske traditioner til sig. Yasar Cakmak, som er for-
mand for rådet for etniske minoriteter, mener dog det modsatte af Preisler, man skal ikke spi-
se svinekød for, at man kan kalde sig selv dansker. Så længe man følger og respekterer grund-
loven er man dansker. Han mener heller ikke, at man skal gå klædt på en bestemt måde
(Ejsing & Østergaard Jensen, 2016), hvorimod Preisler gjorde alt for at følge strømmen. De
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;-!
mennesker der vælger at tage afstand fra sin egen kultur og egne traditioner, er de mennesker
der ønsker at blive anerkendt i det danske samfund af de etniske danskere. Derimod er der
nogen der mener, at der ikke er behov for at give slip på sin kultur, for at være rigtig dansk.
4.3-Gråzonen-for-danskhed-
Til sammenligning af Hassan Preisler og hans opfattelse af at være dansk, føler han sig ikke
anderkendt i og med, at han føler sig dansk, men han bliver hele tiden mindet om, at han ikke
er dansk ifølge omverdenen. Han føler sig krænket, ud fra Honneths teori om anerkendelse,
idet, at han ikke bliver anderkendt og dermed også lukket udenfor samfundet og fællesskabet.
Diskussionen om danskhed går udover de som bliver sat i bokse og stemplet som noget de
ikke selv identificerer sig med.
Dem i gråzonen, har en tendens til at føle sig både dansk og en anden etnicitet. De er splittet
mellem to identiteter ligesom Priesler, da han både er halv dansk og halv pakistansk, men han
føler sig ikke hjemme nogle steder. Han føler sig obligeret til at forsvare sin danskhed, fordi
han ikke bliver accepteret. Han bliver hele tiden mindet om, at han ikke er det, som han gerne
vil være og det krænker hans solidariske sfære idet, han mister selvværd og ikke bliver aner-
kendt, som den person han er. Han kan derfor, som mange andre i gråzonen, ikke finde sin
identitet i og med, at han mangler den anerkendelse der er nødvendig for identitetsdannelsen,
selvom han juridisk set er dansker. Hvis man har dansk statsborgerskab, hører man hjemme i
Danmark. Så er man en del af fælleskabet og samfundet, netop fordi, at man bliver ligestillet
med resten af samfundets borgere. Man vil derfor også føle sig mere velkommen og accepte-
ret. Dermed bliver det nemmere for individet med anden etnisk herkomst at integrere sig i
samfundet, da man får anerkendelse fra den retslige sfære. Dog er det kun hver femte nydan-
sker, der har det på den måde og føler sig anerkendt, selvom de er ligestillet med de andre.
(Ejsing & Østergaard Jensen, 2016). Det kan skyldes, at disse individer der befinder sig i grå-
zonen føler sig fremmedgjort i debatten, eftersom de bliver italesat som noget negativt og
dermed føler sig ekskluderet fra samfundet. Diskussionen om hvornår man er rigtig dansk
påvirker altså de individer der befinder sig i gråzonen i den negative retning, da det hele tiden
bliver omtalt i medierne. Det forstærker deres følelse af at være ekskluderet fra fællesskabet
og samfundet, fordi der ofte sættes spørgsmålstegn ved om, de er danske nok eller ej. De bli-
ver ikke velrepræsenteret som etniske danskere, hvilket også kan gå udover individets selvag-
telse, fordi man ikke bliver anerkendt. Det går også udover samfundet, som Yazdani påpeger
i debatten (DR2, 2016), da man får et polariseret samfund, når man som individ med anden
etnisk baggrund bliver stigmatiseret. Den store debat der kører omkring udlændinge og om
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;E!
hvorvidt de er integrerede i det danske samfund, resulterer i, at befolkningen adskilles i en ’os
og dem,’ det medfører kun noget negativt. Samfundet skal derfor stoppe med, at sætte de in-
divider med anden etnisk baggrund i en bås, da der ikke kommer noget godt ud af det. (Bahir,
2015).
Dem der befinder sig i gråzonen er ikke kun dem der ønsker at blive anerkendt som dan-
skere. Der er også flere individer, især fra ghettoen, der ikke ønsker at være danskere. Derfor
er det ikke altid samfundets skyld, netop fordi, at der bestemte individer, som ikke ønsker at
integrere sig i det danske samfund samt blande sig med andre, end dem fra sin egen kultur.
(Shekol, 2016)
Integration kan ske på mange forskellige måder. Det kommer til udtryk i artiklen ”drop nu
ghettoerne en gang for alle,” at Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti har forskellige syn
på hvad en vellykket integration er, men er begge enige om at integration er vigtigt. (Shekol,
2016). Denne konklusion kan jeg også uddrage fra tabel 1 (bilag 1). Her fremgår det at 84,2%
af Dansk Folkepartis tilhængere mener, at det er vigtigt at kunne snakke godt dansk, før man
er dansker. Socialistisk Folkeparti har 52,7% tilhængere der mener, at det er vigtigt. Dette
giver en difference på 31,5 procentpoint. Dem der bor i ghettoen omgås ofte med folk fra de-
res eget hjemland. De snakker deres modersmål, som ikke er dansk. Det gør, at de ikke lærer
at snakke rigtig dansk, hvilket flere af partierne, som skrevet ovenfor, mener er rigtig vigtig
for integrationen.
De folk der bor i ghettoen har ikke samme behov for at integrere sig, fordi de formår stadig at
få den anerkendelse i privatsfæren og dette er nok for dem. De ønsker ikke at blande sig med
de etniske dansker i samfundet, eftersom de ikke er ”ens”. De individer der ikke ønsker at
integrere sig holder fast i sin egen kultur samt traditioner. (Shekol, 2016)
Det skel der er mellem de forskellige ideologier og deres opfattelse af danskhed kan skabe
et polariseret samfund og dermed også et splittet fællesskab, samt en splittet identitet. Største-
delen af danskerne går meget op i solidaritet og fællesskab, så derfor kan det være et markant
problem, ville nogen mene, da der opstår denne splittelse. (Bahir, 2015)
Jeg kan hermed konkludere, at hvert individ har sin egen opfattelse af, hvornår man er dan-
sker. Det at være dansker kræver også, at man bliver anerkendt af sine sociale omgivelser
samt samfundet, for at føle sig dansk og være del af det danske samfund. Derudover er dis-
kussionen også med til forværre situationen for de individer, som befinder sig i gråzonen for
danskhed.
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;F!
4.0 Konklusion
Jeg kan nu konkludere, at der ikke findes et konkret svar på, hvornår man kan kalde sig dan-
sker, men der er dog nogle ting der spiller ind i forhold til, hvornår man kan anerkendes som
dansker. Det kan være, når man tilpasser sig det danske samfund og dermed følger de danske
normer og værdier samt, at man respekterer grundloven. Eller det kan være, når man har et
dansk statsborgerskab, så er man juridisk set dansker. Dette er blot, hvad nogen mener, er en
rigtig dansker. Det er derfor meget svært at sige, hvad det kræver, før man er dansk. Man kan
også se på de to definitioner af nationalitet den tyske og den franske. Den tyske definition
vægter individets afstamning højt, før man kan kalde sig dansk, som også kaldes jus sanguinis
og den franske definition vægter landets traditioner og værdier højt, som hedder jus soli. Dis-
se to principper er med til at vurdere, hvad der skal til, før man får et statsborgerskab. Ud fra
de tre tabeller, som der blev taget udgangspunkt i, var det tydeligt se, hvilke partier der hældte
til, hvilket princip. De højreorienterede partier hælder til jus sanguinis princippet og de ven-
streorienterede partier hælder til jus soli princippet. Derudover kan man se på tabellerne, at
der bliver lagt stor vægt på, at man kan det danske sprog og individets familiebaggrund, før
man er rigtig dansker. Tager man derimod udgangspunkt i, hvorvidt Hassan Preisler i ”Brun
mands byrde” kan betegne sig selv som rigtig dansker, ser man, at han kæmper for at blive
accepteret. Preisler er splittet mellem to identiteter, og føler ikke, at han hører til nogen steder,
fordi han ofte migrere i håb om, at finde det han mangler. Derfor tilpasser han sig alle omgi-
velser. Dog er det ikke alle individer der tilpasser sig samfundet, fordi der hele tiden bliver
stillet spørgsmål i forhold til, hvorvidt de er danskere. Her spiller anerkendelse også en stor
rolle for, om man kan kalde sig dansker, da man kræver anerkendelse både i privatsfæren, den
retslige sfære og gennem den solidariske sfære. Opnår man ikke, at få anerkendelse, har man
svært ved at få en god identitetsdannelse. Derfor er det vigtigt, at få anerkendelse og dermed
blive anerkendt som en rigtig dansker.
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;>!
5.0-Litteraturliste
J2.$.K.!'*&1*$*!;9.!L*M*+N*3!9=;>!C3#!023/*BN#&8.##2.$8O!
)115O::N#&8;.(23/*BN#&8.##2.$8:P*N/%*P:%&$*Q.7(5!!
R&$*3(*&,!0.!J2.$.K.!Forskellen)mellem)nationalitet)og)statsborgerskab.!'*&1*$*!;;.!
L*M*+N*3!9=;>!C3#!P%($6+N64.M6+O!
)115O::PPP.P%($6+N64.M6+:I:9=;E:=E:%6&#S%1*1<(1#1(N634*3(8#N.)1+S!
T#)%3,!U.!J9G.!R53%S!9=;FK.!Jeg)er)dansker,)ikke)indvandrer)4)hvorfor)vil)i)sætte)mig)i)bås?!
'*&1*$*!99.!L*M*+N*3!9=;>!C3#!56S%1%8*&.$8O!
)115O::56S%1%8*&.$8:$*N#1:#31%MS*F>=EG;I.*M*!
TS6M),!V.!J-;.!W#&2#3!9==IK.!individualisering.!'*&1*$*!;I.!L*M*+N*3!9=;>!C3#!
$*&(163*$#&(8*.$8O!
)115O::$*&(163*$#&(8*.$8:0#+C2&$,X723#X64X56S%1%8:06M%6S64%:A3255*3:%&$%/%$2#S%(*3%
&4!
T3Y&$2+!,!Z.,!D!'#&(*&,![.!T.!J9=;;K.!Luk)samfundet)op!J;.!\$4#/*!2$4.K.!]YN*&)#/&,!
L#&+#38O!V6S2+N2(.!
L^9.!J99.!0*51*+5*3!9=;>K.!Debatten:)Slut)med)flygtninge?).!'*&1*$*!9;.!L*M*+N*3!9=;>!
C3#!$3.$8O!)115(O::PPP.$3.$8:1/:(*:$*N#11 *&: $*N#11*&<H:$*N#11*&<9=;><=I<
99_`:F>OE9!
a7(%&4,!W.,!D!b(1*34##3$!W*&(*&,!a.!a.!JE.!"6/*+N*3!9=;>K.!Føler)du)dig)som)dansker?)Hver)
femte)nydansker)gør.!'*&1*$*!9=.!L*M*+N*3!9=;>!C3#!N.$8O!
)115O::PPP.N.$8:%6&#S1:C6*S*3<$2<$%4<(6+<$#&(8*3<)/*3<C*+1*<&B$#&(8*3<46*3!
]&2$(*&,![.,!D!b(1*34##3$,!\.!J;.!c*N32#3!9==IK.!Nation.!'*&1*$*!I.!L*M*+N*3!9=;>!C3#!
$*&(163*$#&(8*O!
)115O::$*&(163*$#&(8*.$8:0#+C2&$,X723#X64X56S%1%8:0#+C2&$:01#1(N*43*N*1X64X(2/*3
@&%1*1:%6&!
Z3*%(S*3,!'.!J9=;-K.!Brun)mands)byrde!J;.!2$4#/*!2$4.K.!?%&$)#3$1!64!^%&4)6C!.!
0)*86S,!^.!'.!J9-.!c*N32#3!9=;>K.!Drop)nu)ghettoerne)en)gang)for)alle).!'*&1*$*!99.!
L*M*+N*3!9=;G!C3#!56S%1%8*&.$8O!
)115O::56S%1%8*&.$8:$*N#1:$*N#1%&$S#*4:#31%MS*F>;9H>=.*M*!
08%N(1*$,!R.!J-;.!W#&2#3!9==IK.!jus)sanguinis.!'*&1*$*!;=.!L*M*+N*3!9=;>!C3#!
$*&(163*$#&(8*.$8O!
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;G!
)115O::$*&(163*$#&(8*.$8:0#+C2&$,X723#X64X56S%1%8:W23#:d&1*3%6&#SX3*1:72(X(#&42%&
%(!
08%N(1*$,!R.!J-;.!W#&2#3!9==IK.!jus)soli.!'*&1*$*!I.!L*M*+N*3!9=;>!C3#!$*&(163*$#&(8*O!
)115O::$*&(163*$#&(8*.$8:0#+C2&$,X723#X64X56S%1%8:W23#:d&1*3%6&#SX3*1:72(X(6S%!
1#S*(5364(N21%88*&.!J2.$.K.!Hvad)er)stereotyper?!J]YN*&)#/&(!2&%/*3%1*1K!'*&1*$*!;I.!
L*M*+N*3!9=;>!C3#![#S*(5364(N21%88*&.)2+.82.$8O!
)115O::1#S*(5364(N21%88*&.)2+.82.$8:1*+#*3:01*3*61B5*3:!
e%SS%4,!^.!J9==IK.!RQ*S!'6&&*1)!<!]#+5!6+!#&*38*&$*S(*.!d!U.!'#&(*&,!50)
samfundstænkere!J;.!\$4#/*!2$4.,!(.!>GI<>H>K.!ABS$*&$#S.!
b(1*34##3$,!\.!J-;.!f816N*3!9===K.!Etnisk)eller)politisk)nation.!'*&1*$*!;9.!L*M*+N*3!
9=;>!C3#!d&C63+#1%6&O!)115(O::PPP.%&C63+#1%6&.$8!
"#$%&!'#()*+,!-./! 012$%*3*1&%&4(5367*81! 9-:;9<9=;>!!
?#&48@3!AB+&#(%2+! 0#+C2&$(C#4!D!$#&(8!
;H!
6.0-Bilag
T%S#4!;!
T%S#4!9!
T%S#4!-!
[#N*S!-!