Studieretningsprojekt
Hvordan italesatte den amerikanske regering Cubakrisen?
Vejledere: ……..
Fag: Engelsk A og Historie A
STX 3.g
Opgaveformulering:
Redegør kort for Den Kolde Krig frem mod Cubakrisen samt Cubakrisens forløb og udfald.
Lav retorisk analyse af selvvalgt materiale fra den amerikanske regering, med henblik på at
undersøge hvordan den omtalte krisen. I forlængelse heraf analyseres det valgte tekstmate-
riale fra en historiefaglig vinkel. Andre selvvalgte kilder inddrages også.
Diskuter på baggrund af de engelsk- og historiefaglige analyser, hvorvidt det kan siges, at en-
ten USA eller Rusland vandt Cubakrisen, samt i hvor høj grad dette kan have haft indflydelse
på de retoriske valg foretaget af den amerikanske regering.
17/12-2015
2
Abstract
This paper examines how the American government addressed the Cuban Missiles Crisis. First
it briefly explains what led to the Cuban Missiles Crisis as well as a covering of the crisis and
the solution of it. Secondly, the paper studies the rhetorical tools used by President John F.
Kennedy in two of the announcements he made to the public. Finally it examines the end of
the crisis, and discusses who the winner was. Moreover the paper inspects whether the ar-
rangements between USA and the Soviet Union during the crisis had any effect on which rhe-
torical tools Kennedy used to describe the end of the crisis. The negotiations did not turn out
the way Kennedy had hoped, because The Soviet Union made the most out of them by coming
out on top as far as foreign policy is concerned. The strong foreign policy arose when the USA
had to remove their missiles from Turkey and guarantee not to invade Cuba. Kennedy was the
winner in the eyes of the public, because The Soviet Union had to cancel their nuclear project
on Cuba. He used his speeches to gather the Western Hemisphere under the USA making him-
self the great leader of the west. The negotiations might therefore have had a major impact on
his rhetorical use, as he knew, that it was extremely important for him to be seen as a strong
leader. Especially when the negotiations had not been successful from his point of view. As
said earlier, Kennedy won in the eyes of the public, but Khrushchev won the negotiations. It is
therefore difficult to pick a winner, as they both won on different parameters.
17/12-2015
3
Indholdsfortegnelse
Indledning 4
Stormagtsproblemer 4
Jerntæppet 4
USA, verdens politibetjent 5
Cubas samarbejde med Sovjetunionen 5
Verden på randen af atomkrig 6
USA - en mester i propaganda 7
Regeringens udmeldinger 8
Retorisk analyse af Kennedy 22. oktober 1962. 8
Kildekritisk analyse af Kennedy 22. oktober 1962 11
Retorisk analyse af Kennedy-erklæring 20. november 1962 13
Kildekritisk analyse af Kennedy-erklæring 20. november 1962 15
Delkonklusion 16
Krisens afslutning 17
Cubakrisens eftermæle 17
Hvem gik styrket ud af krisens forhandlinger? 18
Omverdenens opfattelse af Khrusjtjov 19
Omverdenens opfattelse af Kennedy 20
Hvem kunne kalde sig mediernes vinder? 21
Den samlede vinder af krisen 21
Delkonklusion 22
Konklusion 22
Kildeliste 23
Bilag 1 26
Bilag 2 27
17/12-2015
4
Indledning
Cubakrisen var et brændpunkt under Den Kolde Krig. Hele verden fulgte med i spænding, da
Sovjetunionen og USA tørnede sammen i en konflikt, der bragte verden tættere på en atom-
krig end nogensinde før. Opgaven her har til formål at dykke ned i den amerikanske regerings
italesættelse af krisen, hvilken jeg vil sammenholde med krisens udfald for at få et indblik i,
hvorfor regeringen sagde, som den sagde. Opgaven kommer til at falde i tre dele, hvor jeg ind-
ledningsvis vil redegøre for Den Kolde Krig frem til Cubakrisen og gennemgå dennes forløb
samt afslutning. For at danne mig et overblik over den amerikanske regerings italesættelse af
krisen, vil jeg i opgavens anden del analysere materiale udarbejdet af denne. Slutteligt vil jeg i
opgavens tredje og sidste del vurdere afslutningens betydning for USA og Kennedy samt Sov-
jetunionen og Khrusjtjov. Herunder vil jeg på baggrund af min analyse samt historikeres
holdninger diskutere hvem, der kom stærkest ud af krisen.
Stormagtsproblemer
Jerntæppet
Efter 2. Verdenskrig smuldrede samarbejdet mellem Sovjetunionen og de vestlige stormagter.
Det blev klart, at der herskede store ideologiske forskelligheder landene imellem. USA, Eng-
land og Frankrig tilhørte den kapitalistiske ideologi, mens Sovjetunionen var forankret i
kommunismen. Sovjetunionen ønskede at ekspandere, hvorfor hele den østeuropæiske blok
omfattende Østtyskland, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Jugoslavien, Albanien, Bulgarien og
Rumænien blev indlemmet under det kommunistiske styre med en styreform kaldet folkede-
mokrati
1
. For at sikre at Sovjetunionen ikke ekspanderede yderligere, dannede de vestlige
nationer NATO i 1949
2
. NATO havde til formål at sikre medlemslandene imod angreb fra Sov-
jetunionen. Da Vesttyskland i 1955 blev en del af NATO, vakte det stor bekymring i Moskva,
der som reaktion på dette oprettede Warszawapagten
3
, der skulle fungere som et modstykke
1
Hagel, Jørgen; Rosdahl, Knud: side 25
2
Olsen, Knud Ryg; Søndberg, Olaf: side 27
3
Thomsen, Rudi.: side 10
17/12-2015
5
til NATO. Med disse to pagter var Europa nu delt i en Øst- og Vestblok, og Jerntæppet, som
Winston Churchill advarede om i sin berømte tale i Fulton
4
, var nu en realitet.
USA, verdens politibetjent
Efter 2. Verdenskrig gennemførte USA et markant skift i sin udenrigspolitik. Amerikanerne
var som tidligere nævnt bekymrede for den sovjetiske ekspansion. Dette gjorde, at de lavede
en række udenrigspolitiske tiltag, der alle var en del af en inddæmningsstrategi, der skulle
forhindre kommunismens udbredelse. Den amerikanske præsident Harry S. Truman holdt
den 12. marts 1947 en tale i Kongressen, og den amerikanske inddæmningsstrategi udsprin-
ger heraf
5
. Talens væsentligste pointe var, at USA skulle støtte frie folkeslag, der kæmper mod
ydre pres eller bliver forsøgt underlagt af minoriteter
6
. Det resulterede i Trumandoktrinen.
Denne var hovedsageligt en reaktion på situationen i Grækenland, hvor England ikke længere
havde ressourcer til at hjælpe grækerne med at bekæmpe kommunismen, hvorfor USA skulle
overtage Englands rolle. Doktrinen havde til formål at få USA til militært, politisk og økono-
misk at støtte alle demokratiske stater, hvis disse stater var truet af interne eller eksterne au-
toritære trusler. Trumandoktrinen blev fuldt op af Marshallplanen, som blev vedtaget i den
amerikanske kongres den 18. marts 1948
7
. Marshallplanen havde til formål at give en salt-
vandsindsprøjtning og sikre økonomien i Europa.
Cubas samarbejde med Sovjetunionen
For at forstå hvad der skete under Cubakrisen, er det vigtigt, at man er bekendt med, hvad der
muliggjorde anbringelsen af Sovjetiske raketter på Cuba. Sukker var Cubas vigtigste eksport-
vare, hvorfor sukkerrør var den vigtigste afgrøde
8
. Mere end halvdelen af den cubanske jord
og mange virksomheder var ejede af amerikanere, hvilket gjorde eksport af sukker til USA
uhyre vigtig for Cuba. I 1959 fik Fidel Castro, der var lederen af en guerillabevægelse, fjernet
diktatoren Batista, der havde siddet på magten siden 1952
9
. På trods af at Castro havde socia-
listiske holdninger, blev han i begyndelsen hyldet af den amerikanske offentlighed. Dette æn-
4
Bender, Johan; Gade, Hans-Kurt.: side 21
5
https://history.state.gov/milestones//truman-doctrine
6
Knudsen, Dino: side 49
7
ibid: side 13
8
Olsen, Knud Ryg; Søndberg, Olaf: side 78
9
Castro-Becker, Maria C.; Nielsen
17/12-2015
6
drede sig, da han gennemførte en række reformer, der nationaliserede amerikansk ejendom
på Cuba. USA svarede igen ved at boykotte Cuba samt forbyde import af cubansk sukker. Det-
te ledte Castro ind i armene på Sovjetunionen, der uden betænkeligheder trådte til som ny
aftager af Cubas sukker, hvis Castro så til gengæld gjorde Cuba kommunistisk. Sovjetunionen
havde nu kontrol over et område tæt ved USA, hvor de havde mulighed for at opstille raket-
ter
10
og dermed true USA voldsomt militært.
Verden på randen af atomkrig
Den Kolde Krig var en krig på ideologier. Det blev kaldt en kold krig, fordi der aldrig opstod en
egentlig militær krig mellem Sovjetunionen og USA, hvorfor den altså aldrig blev ’’varm’’. De
fleste konfrontationer fandt sted igennem såkaldte stedfortræderkrige
11
, hvor Sovjetunionen
og USA støttede hver deres part og på den måde bekrigede hinanden gennem andre nationer.
Under Den Kolde Krig var en militær konfrontation mellem de to stormagter dog uhyre tæt på
at blive en realitet. Et eksempel herpå er Cubakrisen.
Den 14. oktober 1962 opdagede USA, at Sovjetunionen var i færd med at opstille raketter på
Cuba. Der var tale om mellemdistanceraketter, der kunne ramme et mål inde for en radius på
2000 kilometer, og derfor var blandt andet Washington et muligt mål. Opdagelsen blev gjort
ved hjælp af U-2 spionfly, der fløj over Cuba og tog billeder, hvor affyringsramper, missilvogne
og de 25 meter lange missiler var synlige. Kennedy indkaldte hurtigt sine rådgivere til et mø-
de, hvor der blev diskuteret, hvorledes USA skulle reagere på situationen. Der var overordnet
seks strategier
12
, som Kennedy kunne gøre brug af, men det var svært for gruppen at komme
til enighed. Kennedy mente, at en blokade, der havde til formål at afholde sovjetiske skibe, der
blandt andet fragtede militært isenkram, fra at nå til Cuba, var den mest fornuftige løsning.
Denne løsning var nemlig en mere afdæmpet militær aktion end fx et luftangreb eller en inva-
sion, der begge var andre løsningsforslag. Kennedy håbede altså, at blokaden kunne iværksæt-
tes, uden at Sovjetunionen ville reagere militært.
10
Olsen, Knud Ryg; Søndberg, Olaf: side 79
11
Petersen, Nikolaj.
12
Bender, Johan; Gade, Hans-Kurt.: side 114
17/12-2015
7
Samtidig kæmpede USA og Sovjetunionen en politisk kamp i FN
13
, da Sovjetunionen forsvare-
de sine handlinger med, at man blot beskyttede Cuba mod en invasion foretaget af den magt-
lystne imperialistiske stormagt USA, der i øvrigt havde angrebet Cuba ved tidligere lejlighe-
der
14
,
15
. Sovjetunionens præsident, Khrusjtjov, var samtidig i dialog med Kennedy, hvor de to
diskuterede, hvordan en verdensomspændende atomkrig kunne undgås. Khrusjtjov tilbød at
fjerne raketterne fra Cuba, men han krævede indrømmelser fra amerikanerne for at tage dette
skridt. Han ønskede en garanti om, at USA ikke ville invadere Cuba. Samtidig forlangte han, at
USA skulle fjerne amerikansk opstillede raketter i Tyrkiet, så disse ikke længere udgjorde en
trussel mod Sovjetunionen
16
. Kennedy accepterede førnævnte forslag, hvis oplysningen om, at
raketterne fra Tyrkiet blev fjernet, blev forholdt offentligheden.
USA - en mester i propaganda
I forhold til propaganda taler man om tre overordnede metoder: Hvid propaganda, sort
propaganda og grå propaganda
17
. Hvid propaganda er propanda, hvor afsender er kendt. Sort
propaganda er der tale om, hvor afsenderen skjuler sin identitet. Grå propaganda er en
blanding. Under Den Kolde Krig førte USA overvejende hvid propaganda, da det var klart, at
propagandaen kom fra USA. Propagandaen var dog skjult bag gode intentioner:
Marshallplanen skulle ikke blot genopbygge Europas økonomi - planen var også et
propaganda-mesterværk. Efter 2. Verdenskrig oplevede de kommunistiske partier i Vesteuro-
pa en enorm tilslutning
18
. Dette skyldtes dels, at Sovjetunionen og den Røde Hær havde vun-
det stor respekt i forbindelse med deres indsats under krigen, men det skyldtes også, at kom-
munisterne blev hyldet for deres indsats i modstandsbevægelserne verden over
19
. USA var
derfor bekymret for, at Europas krise kunne udgøre en grobund for kommunismen
20
, hvorfor
Marshallplanen blev oprettet for at få gang i Europas erhvervsliv og dermed vise befolknin-
gen, at de amerikanske værdier med kapitalisme og det frie marked gik hånd i hånd med øko-
nomisk vækst. Planen lykkedes, for den betød, at mens Sovjetunionen i Potsdamkonferencen
13
Bertelsen, Inger; Jacobsen, Karl: side 60
14
ibid: side 58
15
Thorsen, Niels
16
Thomsen, Rudi.: side 94
17
Welch, David: side 35
18
Olsen, Knud Ryd; Søndberg, Olaf: side 24
19
ibid.
20
Masey, Jack; Morgan Conway Lloyd: side 27
17/12-2015
8
modtog store mængder tysk materiel og industrimaskiner som krigsskadeerstatning
21
, der
gjorde det vanskeligere for Tyskland at gennemføre en genopbygning, kom USA til at fremstå
om Europas frelsere. Dette var en formidabel måde for USA at komme ind i Europa og vinde
støtte på.
Radioen spillede også en afgørende rolle for både Sovjetunionen og USA. USA førte både sort
og hvid propaganda i sine radioudsendelser. Amerikanerne havde en radiokanal kaldet ’’Voice
of America’’, der promoverede USA i andre nationer, og denne kanal førte hvid propaganda, da
de ikke lagde skjul på deres amerikanske oprindelse
22
. Også CIA førte propaganda, og dette
gjorde de ved hjælp af en radiokanal kaldet Radio Swan, der sendte sort propaganda til Cuba i
et forsøg på at vælte Castros styre
23
. Foruden radioudsendelser var den amerikanske regering
konsekvent mistroisk over for Sovjetunionen i sine udmeldinger, og dette var især tilfældet
under Cubakrisen.
Regeringens udmeldinger
Retorisk analyse af Kennedy 22. oktober 1962.
Et glimrende eksempel på den amerikanske regerings brug af propaganda, hvor mistroen
over for Sovjetunionen optræder, er John F. Kennedys tale den 22. oktober 1962. Talen blev
bragt i fjernsynet og kan findes i bilag 1.
Talen omhandler USA's opdagelse af missiler på Cuba og regeringens modsvar til denne. Ken-
nedy fortæller befolkningen om missilerne og om deres rækkevidde og gør det på den måde
klart, at flere amerikanske byer samt andre nationer på den vestlige halvkugle er i stor fare.
Han meddeler også, at regeringen har besluttet, at der skal gennemføres en blokade, der skal
forhindre fragtskibe med militært udstyr i at nå Cuba. Ydermere kommer han med en dybde-
gående redegørelse for, hvordan USA vil forsøge at opretholde verdensfreden, samt hvad de
sigter på at opnå med blokaden. Det væsentligste med talen er dog måden, hvorpå Kennedy
italesætter Sovjetunionen som den onde kommunistiske stormagt, der truer verdensfreden.
21
Olsen, Knud Ryg; Søndberg, Olaf: side 18
22
Adams, Simon: side 44-45
23
ibid: side 45
17/12-2015
9
Afsenderen af talen er præsident John F. Kennedy. Givet, at han er præsident, bringer han et
vist etos med sig, da præsidenten er den mest magtfulde mand i landet, men han er samtidig
også USA’s billede udadtil, hvilket implicit gør USA til afsenderen. Man kan derfor sige, at der
er tale om to afsendere og to modtagere: Kennedy er afsender, hvor amerikanerne er modta-
gerne. Samtidig er USA afsender, og verdens øvrige nationer er modtagere. Dette bunder i, at
Kennedys primære mål med talen ikke blot er at oplyse borgerne om krisen. Som tidligere
nævnt bestræbte USA sig efter at inddæmme kommunismen, så det er vigtigt for Kennedy, at
han får så mange nationer som muligt til at sympatisere med USA. Som led i dette er det vig-
tigt at se på måden, hvorpå Kennedy formår at adressere talen til ikke blot de amerikanske
seere men til nationer på hele den vestlige halvkugle. Han gør det klart, at USA ikke er det
eneste land, der er udsat for fare og siger tilmed, at Sovjetunionen har opstillet raketterne for
at have mulighed for at ramme den vestlige halvkugle. Dette kommer især til udtryk i afsnit-
tet, hvor han fortæller, at der forefindes misiler, der har mulighed for at ramme ikke blot USA
men store byer på hele den vestlige halvkugle: ’’(…) and thus capable of striking most of the
major cities in the Western Hemisphere, ranging as far north as Hudson Bay, Canada, and as far
south as Lima, Peru.’’
24
.
For at underbygge præmissen om, at Sovjetunionen er synderen, der bringer verdensfreden i
fare, opstiller Kennedy antiteser. Dette gør han ved konsekvent at få Sovjetunionen til at
fremstå som værende en trussel mod verdensfreden, mens han får USA til at fremstå som væ-
rende fredens vogtere - han laver altså den klassiske ’’os’’ og ’’dem’’. Her er det især vigtigt at
bemærke hans brug af patos, etos og logos.
Etos kommer til udtryk blandt andet lige i begyndelsen af talen. Her lægger han ud med at
redegøre for, at han har beordret øget opsyn med Cuba. Dette bringer etos med sig, da han
direkte giver udtryk for, at han selv har truffet disse beslutninger: ‘’Upon receiving the first
preliminary hard information of this nature last Tuesday morning at 9 A.M., I directed that our
surveillance be stepped up.’’
25
. Han formår også at styrke sin egen troværdighed og dermed
etos, når han griber fat i tidligere udtalelser fra den sovjetiske regering og falsificerer dem:
24
Linje 19-21
25
Linje 9-10
17/12-2015
10
’’(…)and I quote, "pursued solely the purpose of contributing to the defense capabilities of Cuba,"
(…)." That statement also was false.’’
26
Denne falsificering viser seerne, at man ikke kan stole
på Sovjetunionen, hvilket medvirker til, at Sovjetunionens troværdighed bliver svækket, og
Kennedy kommer til at fremstå oprigtig og ærlig.
Patos kommer til udtryk i den måde, han omtaler USA som ’’we’’ og på den måde appellerer til
amerikanerne og deres nationalfølelse: (…)We have no wish to war with the Soviet Union -- for
we are a peaceful people who desire to live in peace with all other peoples.’’
27
Han bruger også patos, når han henvender sig til det cubanske folk. Han kombinerer sin brug
af patos med en brug af anaforer. Dette gør han ved at indlede en del sætninger med ’’free’’, da
han er klar over, at det betyder meget for et folkefærd at være frit, hvorfor hans tale appelle-
rer til nationalfølelsen: ‘’(…) free from foreign domination, free to choose their own leaders, free
to select their own system, free to own their own land, free to speak and write and worship
without fear or degradation. And then shall Cuba be welcomed back to the society of free nations
and to the associations of this hemisphere.’’
28
Her er det også vigtigt at bemærke afslutningen af
citatet. Her bruger han skræmmeargumentet, hvor han foreholder det cubanske folk, at de
ikke kan blive en del af fællesskabet på den vestlige halvkugle før, de tager et opgør med det
sovjetiske styre.
Som tidligere nævnt har Kennedy en klar agenda med talen: at få seerne over på USA’s side og
derved bakke op om hans blokade. Derfor benytter han sig af logos for at overbevise tilhører-
ne om, at det er nødvendigt for USA at skride ind: ’’But the greatest danger of all would be to do
nothing.’’
29
Det er også logos, når han gør det klart, at USA ikke bør finde sig i den provokation,
der ligger i, at Sovjetunionen opstiller misiler på Cuba: ’’ (…) is a deliberately provocative and
unjustified change in the status quo which cannot be accepted by this country.’’
30
I denne for-
bindelse gør Kennedy også brug af skræmmeargumentet, som han kombinerer med logos og
sammenligninger. Dette gør han ved at henvise til tidligere historiske begivenheder. Et
eksempel herpå er hans henvisning til 1930’ernes appeasementpolitik: ’’The 1930's taught us
26
Linje 44-49
27
Linje 134-135
28
Linje 156-159
29
Linje 164
30
Linje 71-72
17/12-2015
11
a clear lesson: aggressive conduct, if allowed to go unchecked and unchallenged, ultimately leads
to war.’’
31
Givet, at Kennedy henvender sig til et bredt publikum, der ikke nødvendigvis har engelsk som
modersmål, benytter han sig af et sprog, der er forståeligt for de fleste. Han kommer godt
rundt om krisen og måden hvorpå, han ønsker at løse den. Dette gør han gennem brug af reto-
rik, der bestemt får tilhørerne til at sympatisere med USA, hvorfor talen kan karakteriseres
som værende særdeles vellykket.
Kildekritisk analyse af Kennedy 22. oktober 1962
Det er som sagt en tale, der bliver holdt af John F. Kennedy den 22. oktober 1962. Talen er
32
, hvilket man bør have i baghovedet.
Talen har til formål at oplyse tilhørerne om situationen på Cuba samt orientere om USA's blo-
kade. Som nævnt i den retoriske analyse kan det siges, at hensigten med talen er at få de øvri-
ge nationer til at sympatisere med USA.
I talen kommer Kennedy med en dybdegående redegørelse for situationen på Cuba. Han læg-
ger ud med at fortælle om missilerne og hvilke byer, de kan ramme. Her er det essentielt, at
han opstiller klare modsætningsforhold, hvor han på den ene side sætter Vestblokken (NATO)
og de vestlige værdier med kapitalisme m.m. og på den anden siden Østblokken (Warsza-
wapagten) og de kommunistiske værdier. Kennedy kommer hurtigt men fyldestgørende forbi
den militære oprustning, der er et af de helt store karakteristika ved Den Kolde Krig. Han gør
derefter rede for, at missilerne på Cuba er at betragte som et opgør med den status quo, der
skulle sikre at atomvåbnene ikke ville komme i brug. I forlængelse af dette kommer det væ-
sentligste ved talen: Han gør det klart, at han og USA står i spidsen for en verdensomspæn-
dende alliance, NATO, hvorfor USA ikke udelukkende handler på vegne af sig selv men der-
imod på vegne af hele den vestlige verden: ’’ a peaceful and powerful nation which leads a
worldwide alliance’’
33
. Han forsøger med denne udtalelse at italesætte krisen som en krise, der
omhandler hele den vestlige halvkugle og altså ikke kun USA og Sovjetunionen. Kennedy går
da over til en opremsning af syv tiltag, som han agter at gennemføre. De væsentligste af disse,
31
Linje. 74-75
32
Arnold, Laurence; Jensen, Kristin
33
Linje 79-80
17/12-2015
12
foruden blokadens igangsættelse, er, at enhver nuklear raket, der affyres fra Cuba, vil blive
betragtet som et angreb på USA foretaget af Sovjetunionen. Desuden vil der blive indkaldt til
et hastemøde i de rådgivende organer i Organisationen af Amerikanske Stater, hvor medlems-
staterne vil se på artikel 6 og 8 i Rio-traktaten, da der tidligere er opstået enighed om en
nultolerance overfor tilstedeværelsen af militær tilhørende magter, der står udenfor Rio-
traktaten i deres område. Slutteligt vil han opfordre Khrusjtjov til at stoppe den trussel mod
verdensfreden, som missilerne på Cuba udgør. I denne forbindelse håber Kennedy også, at
våbenkapløbet kan afsluttes.
Kilden er brugbar, da den viser, hvordan Kennedy italesætter krisen som en krise, der omfat-
ter hele den vestlige halvkugle og derfor ikke udelukkende er et amerikansk anliggende. Ken-
nedy har gode forudsætninger for at udtale sig, da han har del i beslutningerne, hvilket gør
talen til en førstehåndskilde. Man kan dog betvivle troværdigheden. Dette skyldes, at Kennedy
i høj grad er tendentiøs. Han og den amerikanske regering er meget imod kommunismen og
prøver at inddæmme denne, hvorfor han naturligvis forsøger at udstille Sovjetunionen som en
trussel mod ikke blot USA men hele den vestlige halvkugle. Ydermere kan man betvivle dele af
hans pointer. Et eksempel herpå kan være linje 61-62: ‘’(…) demonstrates that we have no desi-
re to dominate or conquer any other nation or impose our system upon its people’’ . Her fortæl-
ler Kennedy, at USA ikke har intentioner om at pådutte et folkefærd de amerikanske værdier.
Denne udtalelse kan betvivles, når man tænker på Marshallplanen. Som tidligere nævnt skulle
denne plan ikke blot fungere som økonomisk hjælp men også forsikre europæerne om, at de
amerikanske værdier går hånd i hånd med økonomisk vækst, og USA forsøgte altså således at
implementere de amerikanske værdier i Europa. Deres brug af radioudsendelser til at føre
propaganda taler også imod denne udtalelse, da USA som nævnt havde oprettet radiokanalen
’’Radio Swan’’ i et forsøg på at skabe utilfredshed med Castros styre på Cuba. I linjerne 147-
149 udviser Kennedy sympati med cubanerne og fortæller, at han og de øvrige amerikanerne
har fulgt med i hvordan, at deres fædreland er blevet forrådt, og deres politikere nu er mario-
netdukker for en anden stormagt, hvilket gør deres nylige revolution ubrugelig: ’’Now your
leaders are no longer Cuban leaders inspired by Cuban ideals. They are puppets and agents of an
international conspiracy which has turned Cuba against your friends and neighbors in the Amer-
icas’’ Man kan betvivle, hvorvidt denne udtalelse er sandfærdig. Som tidligere nævnt var mere
17/12-2015
13
end halvdelen af den cubanske jord ejet af amerikanere og amerikanske virksomheder, hvor-
for de cubanske politikere også dengang var nødt til at føje andre nationers interesser.
Retorisk analyse af Kennedy-erklæring 20. november 1962
Det er et uddrag af en erklæring af præsident Kennedy den 20. november 1962. Han gør i ud-
draget rede for Cubakrisens afslutning, og hvad den amerikanske regering har opnået i for-
bindelse med denne. Erklæringen kan findes i bilag 2.
Afsenderen er præsident Kennedy, og han ønsker som tidligere nævnt at fortælle amerika-
nerne, at regeringen har forhandlet sig frem til en fredelig løsning på Cubakrisen. Her er det
værd at bide mærke i måden, hvorpå han fremlægger forhandlingernes resultater. Når nu han
er landets præsident, vil han givetvis forsøge at fremstille sig selv som en viljefast og stærk
person, der ikke bukker under for udefrakommende trusler. Derfor forsøger han med brug af
retorik at italesætte krisen som en amerikansk succes.
Modtagerne af talen er endnu engang flertydig. Den er naturligvis rettet mod de amerikanske
borgere, hvilket han også siger direkte: ’’I want to take this opportunity to bring the American
people up to date on the Cuban crisis’’
34
, men den er også rettet mod nationer på hele den vest-
lige halvkugle og i særdeleshed USA's allierede. Som nævnt i redegørelsen havde de vestlige
nationer oprettet NATO, hvor USA var en af de førende nationer. Talen har derfor til formål at
synliggøre for de amerikanske borgere samt NATO, at de har en stærk leder.
Inden han fremlægger resultaterne, bygger han sin troværdighed op. Dette gør han ved en
overlegen brug af etos. I begyndelsen af talen fortæller han, at han har fået bekræftelse på
missilernes fjernelse af ministerpræsident Khrusjtjov. Dette giver ham etos, da det viser, at
man kan stole på hans udmeldinger: ’’I have today been informed by Chairman Khrushchev that
all of the IL-28 bombers now in Cuba will be withdrawn in 30 days’’
35
Ligesom i talen den 22.
oktober 1962
36
gør han det klart, at han befinder sig i centrum af begivenhederne. Dette gør
han ved, at han ved flere lejligheder påpeger, at han selv har haft en stor del i beslutningerne.
34
Linje 9-10
35
Linje 4-5
36
Se bilag 1
17/12-2015
14
Et eksempel herpå kan ses i linjerne 7-8, hvor han fortæller, at han har beordret forsvarsmini-
steren til at ophæve blokaden: ’’I have this afternoon instructed the Secretary of Defense to lift
our naval quarantine.’’ Et andet eksempel findes i linjerne 10-12, hvor han fortæller om sin
brevkorrespondance med Khrusjtjov, i hvilken resultaterne er opnået. Efter at have fremlagt
resultaterne fortsætter han med at gøre lytterne opmærksom på hans troværdighed. Dette
sker, når han fortæller, at Castro endnu ikke har indvilliget i at få FN til at verificere nedtagel-
sen af raketterne, men han kæmper for en sådan verificering. Det opbygger hans troværdig-
hed og viser lytterne, at han ikke har i sinde at blive ført bag lyset, når han fortæller, at rege-
ringen kæmper for at få det internationalt bekræftet: ’’I repeat, we would like nothing better
than adequate international arrangements for the task of inspection and verification in Cuba,
and we are prepared to continue our efforts to achieve such arrangements’’
37
.
I forbindelse med fremlæggelsen af resultaterne gør Kennedy overvejende brug af logos. Han
bringer flere beviser på, at de oplyste resultater er sandfærdige. Et eksempel på dette ses i
linjerne 18-19: ’’The evidence to date indicates that all known offensive missile sites in Cuba ha-
ve been dismantled.’’ Kennedy oplyser også, at regeringen stadig foretager en omfattende
overvågning af Cuba. I forbindelse med denne oplysning benytter Kennedy sig både af patos
og logos. Han opstiller en præmis om, at den amerikanske regering ikke har andet valg end at
overvåge Cuba, når Castro ikke frivilligt vil oplyse, om raketterne er fjernet. I forbindelse med
førnævnte kan Kennedy så præsentere, at overvågningen har givet pote, idet amerikanerne
har opdaget tilstedeværelsen af sovjetiske hærenheder, hvilket bringer logos: ’’if the Western
Hemisphere is to continue to be protected against offensive weapons, this government has no
choice but to pursue its own means of checking on military activities in Cuba. The importance of
our continued vigilance is underlined by our identification in recent days of a number of Soviet
ground combat units in Cuba’’
38
. Patos kan ses, når Kennedy fortæller, at USA må have bekræf-
tet, at missilerne er væk, før den vestlige halvkugle kan føle sig sikker. Dette skyldes, at han
her implicit gør brug af skræmmeargumentet: Hvis vi ikke med sikkerhed ved, om raketterne
er fjernet, kan de til hver en tid blive trukket frem og affyret med forfærdelige konsekvenser
til følge. Dette rusker borgernes indre frygt frem, hvilket bringer patos. Ydermere ses patos i
uddragets afslutning. Her taler Kennedy til alle amerikanske borgere såvel som til vestlige
37
Linje 35-37
38
Linje 29-32
17/12-2015
15
nationer. Han fortæller borgerne, at han er taknemmelig for deres støtte, og han gør desuden
rede for, at han er tilfreds med samlingen af vesten og hans alliancer: ’’(…) the unity of this
Hemisphere, the support of our allies, and the calm determination of the American people’’
39
.
Dette styrker amerikanernes selvforståelse, da de nu får bekræftet, at de har medvirket posi-
tivt til krisens afslutning.
Kennedy benytter sig af et sprog, der er forståeligt for de fleste, da han som i den anden tale
henvendte sig til et bredt publikum, der ikke nødvendigvis har engelsk som modersmål, hvil-
ket nødvendiggør, at hans sprog er let at forstå.
Kildekritisk analyse af Kennedy-erklæring 20. november 1962
Det er som tidligere nævnt et uddrag af en erklæring, som Kennedy fremsatte den 20. novem-
ber 1962.
Erklæringen omhandler afslutningen på Cubakrisen, hvor Kennedy gennemgår forhandlin-
gernes resultater. Her kan han oplyse, at alle IL-28 bombefly vil blive fjernet fra Cuba inden
for 30 dage. Desuden vil alle offensive våben placeret på Cuba blive sendt tilbage til Sovjetuni-
onen. Ydermere har han modtaget en bekræftelse på, at nye offensive våben ikke vil blive op-
stillet på Cuba. Desuden har Khrusjtjov indvilliget i, at FN må overvære fjernelsen af raketter-
ne og sikre, at en sådan finder sted. USA har til gengæld lovet ikke at invadere Cuba og har
ophævet blokaden. Han kan da fortælle, at Castro ikke har indvilliget i, at FN må overvære
fjernelsen af Sovjetunionens nukleare udstyr, hvorfor USA må tage sagen i egen hånd og over-
våge Cuba, så man kan være sikker på, at alting er, som det skal være. Kennedy benytter sig
som nævnt i den retoriske analyse af retorik, der er led i en italesættelse af en amerikansk
triumf. Han får i kilden fremstillet Sovjetunionen som en nation i tilbagetog samtidig med, at
han formår at beskrive dem som en nation, der ikke helt forstår at kontrollere sine allierede:
’’Nevertheless, important parts of the understanding of October 27th and 28th remain to be car-
ried out. The Cuban Government has not yet permitted the United Nations to verify whether all
offensive weapons have been removed.’’
40
.
39
Linje 51-52
40
Linje 25-27
17/12-2015
16
Kilden er brugbar, da den som nævnt i den retoriske analyse viser, at Kennedy ved brug af
retorik forsøger at italesætte krisens afslutning som en amerikansk triumf. Her er det især
vigtig, at han gør rede for, at Sovjetunionen er på tilbagetog. Kennedy var formentlig klar over,
at forhandlingernes resultater ikke er, som USA kunne have håbet på, hvorfor han gør meget
ud af at fortælle, at Sovjetunionen er veget tilbage for hans trusler: ’’Chairman Khrushchev, it
will be recalled, agreed to remove from Cuba all weapons systems capable of offensive use’’
41
.
Han ved, at han kommer til at fremstå som en stærk leder, når Sovjetunionen viger tilbage.
Kilden er en førstehåndskilde. Dette skyldes, at Kennedy har gode forudsætninger for at udta-
le sig, da han viser, at han har taget del i beslutningsprocessen. Som i den anden tale er Ken-
nedy meget tendentiøs. Han ønsker at stille Sovjetunionen i et dårligt lys, hvorfor han natur-
ligvis forsøger at beskrive USA som den sejrende magt. I forbindelse med dette er det værd at
bide mærke i, at Kennedy undlader at viderebringe vigtige beskeder til befolkningen. USA har
i forbindelse med forhandlingerne indvilliget i at fjerne sine missiler fra Tyrkiet
42
. Hans tro-
værdighed er altså meget svækket, når han undlader at fortælle om raketterne i Tyrkiet. Han
kommer også med pointer, der kan betvivles. Han siger i linjerne 43-44, at han håber, at cuba-
nerne end dag vil blive frie: ’’ (…) and hope that the Cuban people shall some day be truly free.’’
Her kan man betvivle hans oprigtighed. Hvis man kigger i begyndelsen af denne opgave, kan
man se, at en stor del af Cuba tidligere har været ejet af amerikanere eller amerikanske virk-
somheder. Da Castro ønskede et opgør med dette, forsøgte man at tvinge Castro tilbage i ar-
mene på de amerikanske virksomheder. Derfor kan man betvivle, om cubanernes frihed vir-
kelig er, hvad Kennedy ønsker.
Delkonklusion
Den amerikanske regering omtalte krisen som et anliggende for hele verden og ikke kun USA.
Kennedy benytter sig overvejende af skræmmeargumentet, etos, logos og patos. Der hersker
en høj grad af utroværdighed i talerne, da han benytter sig af propaganda til at fremstille Sov-
jetunionen som en trussel mod verdensfreden - en trussel han har ledt på tilbagetog.
41
Linje 12-13
42
Olsen, Knud Ryg; Søndberg, Olaf: side 95
17/12-2015
17
Krisens afslutning
I de dage, der ledte op til krisens afslutning, tog krisen en alvorlig drejning. Et amerikansk
overvågningsfly blev skudt ned over Cuba, og piloten omkom. Kennedy havde derfor intet an-
det valg end at beordre overvågningsflyene til at besvare trusler, hvilket formentlig ville re-
sultere i en atomkrig med enorme tab af liv til følge
43
. Derfor er det værd at bemærke, at for-
handlingerne var nødsaget til at foregå hurtigt, så en sådan krig kunne undgås.
John F. Kennedys bror, justitsminister Robert Kennedy, mødtes den 27. oktober 1962 med
den sovjetiske ambassadør Dobrynin, hvor begge parter kom med deres bud på en aftale, der
kunne stoppe krisen.
Det fremgår af Robert Kennedys memorandum
44
, at han fortalte Dobrynin, at der ville opstå
fred på Cuba, hvis Sovjetunionen gik med til at stoppe deres nukleare projekt på øen. Dette
blev, som Kennedy fortalte i sin erklæring, vedtaget. Hvad der ikke blev offentligt kendt, var
det faktum, at USA gik med til at fjerne sine missiler fra Tyrkiet. Den amerikanske befolkning
fik ikke oplysninger om dette før i 1980’erne, og selv på det tidspunkt var det ikke almen
kendt.
Cubakrisens eftermæle
Der hersker blandt verdens historikere uenighed om, hvem der vandt krisen. Jacob G. Horn-
berger
45
og Ole Karup Petersen
46
mener, at Sovjetunionen vandt krisen. Dette gør de fordi, da
de anser raketterne på Cuba som et smart træk, der gav Khrusjtjov noget, han kunne bytte
med. De mener ydermere, at raketterne på Cuba udelukkende blev opstillet som led i et forsøg
på at holde Cuba sikkert, hvorfor Sovjetunionen kan erklæres vindere af krisens forhandlin-
ger, da deres mål om et kommunistisk Cuba bliver overholdt. David Marples
47
og Erling Bjøl
mener imidlertid, at Kennedy vandt krisen. Dette gør de fordi, at Khrusjtjov efter deres me-
ning kom til at fremstå som værende svag, da han bukkede under for Kennedy. De mener, at
forhandlingernes resultater alene ikke er nok til at udpege krisens vinder. Dette skyldes, at en
43
Olsen, Knud Ryg; Søndberg, Olaf: side 90
44
ibid: side 92-93
45
Hornberger, Jacob G
46
Bender, Johan; Gade, Hans-Kurt.: side 118
47
Marples, David
17/12-2015
18
leders billede og ære udadtil er vigtigere end forhandlingernes resultater, hvorfor de erklærer
Khrusjtjov som taber, da Khrusjtjov kom til at fremstå svag. På baggrund af dette har jeg valgt
at kigge på krisens vinder ud fra to parametre: Vinderen ud fra forhandlingernes resultat
samt vinderen i mediernes øjne.
Hvem gik styrket ud af krisens forhandlinger?
Som nævnt i analyserne af Kennedys taler, blev raketterne på Cuba italesat som en trussel
mod verdensfreden samt set som Sovjetunionens angreb på den vestlige halvkugle. I den for-
bindelse er det værd at tage Hornberger og Petersens pointer med i betragtning. De fastslår,
at Sovjetunionen allerede var i stand til at ramme den vestlige halvkugle, da de missiler, som
de havde opstillet inden for deres egne grænser, besad en tilstrækkelig rækkevidde
48
. Derfor
kan det betvivles, hvorvidt raketterne på Cuba betød, at USA blev bragt yderligere i fare, end
hvad tilfældet allerede var . Man kan naturligvis ikke komme udenom, at USA's reaktionstid
ville blive forkortet betydeligt, hvis raketterne blev affyret fra Cuba fremfor fra Sovjetunionen,
derfor kan man give Marples og Bjøl ret i, at det var en sejr for USA at få disse raketter fjernet.
Det er dog tvivlsomt hvor vigtigt dette var. Hvis man kigger på Petersen, mener han, at det er
usandsynligt, at Sovjetunionen ville risikere at indlede en atomkrig udelukkende for at redde
Cuba, hvorfor man må formode, at der har ligget noget andet bag. Som nævnt var USA villig til
ikke at invadere Cuba og tilmed fjerne de raketter fra Tyrkiet, der udgjorde en trussel mod
Sovjetunionen, i en byttehandel, hvor Sovjetunionen trak sine raketter, der ikke var nødven-
dige, tilbage. Med dette in mente kan man derfor formode, at Sovjetunionen lod raketterne
opstille for at have noget, de kunne bytte med. USA fik naturligvis fjernet raketterne samt vist
verden, at man ikke tolerer en så direkte trussel, som raketterne på Cuba udgjorde, men
Hornberger og Petersen mener alligevel, at Sovjetunionen trak det længste strå. De fik både
fjernet en direkte trussel i form af raketterne i Tyrkiet og fik desuden lovning på, at USA ikke
ville invadere Cuba, hvilket ifølge dem var Sovjetunionens mål. Dette viser omverden, at den
vestlige halvkugle, på hvilken de amerikanske værdier hersker, kan være grobund for kom-
munismen. USA fik en oplagt mulighed for at vise omverden, at Sovjetunionen udgjorde en
stor trussel mod Vesten. Som Marples og Bjøl påpeger fik den amerikanske regering i forbin-
delse med forhandlingerne også Khrusjtjov til at fremstå som værende svag, da han indvilli-
48
Bender, Johan; Gade, Hans-Kurt.: side 118 og Thomsen, Rudi.: side 82-83
17/12-2015
19
gede i at stoppe nuklear aktivitet på Cuba. Selv med førnævnte in mente vil jeg mene, at USA
faktisk går svækket ud af krisens forhandlinger: Amerikanerne mister både Cuba og deres
missiler i Tyrkiet. Derfor vil jeg mene, at Sovjetunionen fik mest ud af forhandlingerne, da de
ved hjælp af smarte diplomatiske træk fik fremmet deres egen sikkerhed samt givet Cuba mu-
lighed for at forblive kommunistisk.
Omverdenens opfattelse af Khrusjtjov
Som tidligere nævnt endte Cubakrisen med et forlig, som Khrusjtjov kunne være uhyre til-
freds med. USA garanterede, at hverken de selv eller deres allierede ville invadere Cuba. Man
må under ingen omstændigheder underkende, hvor vigtigt dette var for Sovjetunionen. Alle-
rede i begyndelsen af krisen udtalte Sovjetunionen, at de udelukkende lod raketterne opstille
for at beskytte Cuba, da Sovjetunionen faktisk ikke havde behov for at opstille raketterne for
at kunne ramme mål i USA. Dette underbygger Petersen og Hornbergers præmis om, at raket-
terne på Cuba skulle fungere som en sikkerhed mod et angreb fra den imperialistiske stor-
magt USA
49
og som intet andet. Som ovenstående forlig viser, blev målet om at holde Cuba
sikkert opnået - denne sikkerhed kan endda fortsætte uden en fremtidig brug af militær magt.
Derfor bliver opstillingen af raketter på Cuba karakteriseret som et smart diplomatisk træk af
Petersen og Hornberger, da de medvirkede til, at Sovjetunionen havde noget at bytte med.
Dette udgør altså en oplagt mulighed for Khrusjtjov til at iscenesætte sig selv som diplomatisk
indsigtsfuld og den sejrrige i krisen, da hans mål med raketterne på Cuba var at sikre Cuba, og
dette mål blev nået. Men som Marples og Bjøl pointerer var Khrusjtjovs helt store problem det
faktum, at han havde givet de sovjetiske fragtskibe ordre til at vende om. Hvis man kigger til-
bage på de krige, som Sovjetunionen har deltaget i, ser vi en nation med en meget stolt militær
tradition. Dette afspejler sig for eksempel i Den Røde Hærs indtagelse af Berlin
50
. Derfor er det
ifølge Marples og Bjøl et eklatant nederlag for Sovjetunionen, at deres leder valgte at bukke
under for en amerikansk trussel i stedet for at tage den militære konfrontation, hvorfor de
ikke mener, at Khrusjtjov kan blive betegnet som værende den sejrende.
49
Bertelsen, Inger; Jacobsen, Karl: side 22
50
Rosenfeldt, Niels Erik
17/12-2015
20
Omverdenens opfattelse af Kennedy
Som nævnt tidligere kunne USA ikke se sig 100% tilfredse med forhandlingernes afslutning,
hvorfor de altså måtte hente deres sejr andetsteds. Europa var som nævnt delt i Øst og Vest,
og direkte konfrontationer mellem de to fronter var en sjældenhed. Derfor var det uhyre vig-
tigt for Kennedy at give omverdenen et billede af, at amerikanerne vandt de konfrontationer,
der forekom. Cubakrisen gav USA en oplagt mulighed for at vise, at de amerikanske værdier,
som de havde implementeret i Europa ved hjælp af Marshallplanen og propaganda, faktisk var
brugbare. Amerikanerne ønskede at lede Europa væk fra kommunismen, hvilket gjorde Cu-
bakrisen til en oplagt mulighed for at iscenesætte Sovjetunionen som en trussel mod verdens-
freden. Som man kan se i den retoriske analyse, formår Kennedy ved brug af skræmmeargu-
mentet og antiteser at gøre dette. Ud over at sætte Sovjetunionen i et dårligt lys fortalte Ken-
nedy ved et brug af etos, logos og patos omverdenen, at det var lykkedes ham at afværge en
verdensomfattende nuklear katastrofe. I denne forbindelse gjorde Kennedy meget ud af at
forklare, at krisen var et verdensomfattende anliggende, hvilket gjorde, at USA handlede på
vegne af NATO og ikke udelukkende i egen interesse. Dette så man i den retoriske analyse,
hvor Kennedy i begge udmeldinger havde hele den vestlige halvkugle som modtager. Som
nævnt i den kildekritiske analyse har Kennedy ikke selv skrevet den tale, som han holdt den.
22. oktober 1962. Derfor kan man se, at personer tilknyttet regeringen har været inden over
udmeldingerne. De har formentlig udarbejdet disse med omhu, da de var klar over, at det var
vigtigt at få Kennedy til at fremstå som Europas frelser for på den måde at trække de vestlige
nationer yderligere væk fra kommunismen. Førnævnte fremgår også af de retoriske analyser,
hvor skræmmeargumentet er fundet i begge udmeldinger. Det er på grund af ovenstående, at
Marples og Bjøl mener, at Kennedy i forbindelse med Cubakrisens afslutning kommer til at
fremstå som sejrherre. Han kommer som nævnt i den retoriske analyse til at fremstå som Ve-
stens leder, der kæmpede for hele den vestlige halvkugles sikkerhed - en kamp han i befolk-
ningens øjne vandt. Man kan derfor konkludere, at krisens afsluttende forhandlinger har på-
virket regeringens brug af retorik, da amerikanerne satte ind på at vinde mediernes anerken-
delse i stedet for forhandlingerne. Her er det også vigtigt, at Kennedy kan glæde sig over blo-
kadens resultat. Blokaden blev som nævnt valgt, da det blev anset for at være den mest frede-
lige løsning samt en løsning, der ville mindske menneskelige tab. Da denne løsning viste sig at
være effektiv, fik Kennedy fremvist, at det ikke altid er den rigtige løsning at bruge magt. Der-
17/12-2015
21
for kom Kennedy til at fremstå som en leder, der har is i maven og tør reagere uden anvendel-
se af aggression i pressede situationer. Desuden kan man som Marples og Bjøl påpeger ikke
komme udenom, at det var Sovjetunionen, der blev ledt på tilbagetog af USA, hvilket er fanta-
stisk for amerikanernes selvopfattelse. Kennedy blev set som en helt, da Sovjetunionen og
Khrusjtjov blev nødt til at trække sig tilbage. Samtidig blev dette skæbnesvangert for Khrusj-
tjov. Bjøl pointerer, at Khrusjtjov kom i stor modvind efter Cubakrisen, da Khrusjtjov i høj
grad kom til at fremstå svag og ambivalent.
Hvem kunne kalde sig mediernes vinder?
Selvfølgelig kan man give Hornberger og Petersen ret i, at Khrusjtjov kunne kalde sig vinder i
medierne, da han fik mulighed for at vise Østblokken, at han reddede deres forsvarsløse cu-
banske brødre. Dette er en enorm sejr for Khrusjtjov, da han så havde mulighed for at vise, at
han holder sit ord. Men som Marples og Bjøl må jeg dog erkende, at dette ikke er nok til at ud-
konkurrere Kennedy. Desværre for Khrusjtjov var det ikke offentligt kendt, at USA fjernede
sine raketter fra Tyrkiet. Så vidt offentligheden var orienteret, indgik i aftalen udelukkende, at
Sovjetunionen trak sig tilbage, hvis USA ikke invaderede Cuba. En sådan aftale får Khrusjtjov
til at fremstå svagere end Kennedy, da man ikke kan underkende den symbolske betydning i,
at Sovjetunionens skibe må vende om og sejle tilbage. Det sender et klart signal til omverde-
nen om, at Sovjetunionen må bøje sig for USA, hvilket giver et enormt plus til både Kennedys
og den vestlige befolknings selvopfattelse. Desuden herskede der stor utilfredshed med
Khrusjtjovs håndtering af krisen blandt de ledende organer i Sovjetunionen, hvilket førte til,
at han blev afsat to år efter krisen
51
Når alt kommer til alt, vil jeg derfor mene, at Kennedy kommer til at fremstå som den stærke-
ste af de to, hvorfor man altså kan kalde ham vinder i medierne. Jeg giver Bjøl og Marples ret i,
at Khrusjtjov kom til at fremstå alt for svag.
Den samlede vinder af krisen
Det er svært at udpege krisens vinder. I mediernes øjne vandt Kennedy, i forhandlingslokalet
vandt Khrusjtjov. Det er vanskeligt at bedømme hvilken af de to sejre, der vægter højest. Selv-
følgelig er det afgørende, at ens nation kommer styrket ud af en krise, da det er vigtigt for en
51
Bjøl, Erling.: side 287
17/12-2015
22
nation, at dens udenrigspolitiske ståsted er så stærkt som muligt. Derfor kan man give Horn-
berger og Petersen ret i, at Sovjetunionen vandt krisen, da Khrusjtjov formåede at vende den-
ne til sin fordel. Men det er også vigtigt, at ens nation har respekt for sin leder. Derfor kan man
give Marples ret i, at befolkningens anerkendelse kan være vigtigere end en egentlig styrkelse
af nationens internationale ståsted, da forhandlingernes resultat ikke alene kan bringe sejren i
hus. Hvem man betegner som krisens vinder afhænger altså af, hvad man vægter højest.
På baggrund af ovenstående vil jeg mene, at USA samlet set vandt krisen. Dette er fordi, at jeg
vil give Marples og Bjøl ret i, at Khrusjtjov fremstod så svag, at det overskygger forhandlin-
gernes triumf.
Delkonklusion
Khrusjtjov vandt forhandlingerne, da Sovjetunionen i højere grad kom styrket ud af krisens
forhandlinger. Derfor vidste Kennedy, at han nødvendigvis måtte vinde krisen i medierne,
hvilket han også gjorde, da han som set i de retoriske analyser fremstillede Sovjetunionen
som et land på tilbagetog ved brug af retorik. USA vandt krisen, da Khrusjtjov fiasko i medier-
ne overskygger successen i forhandlingerne.
Konklusion
Cubakrisen bliver af mange anset som den farligste situation under Den Kolde Krig, men den
var ikke kun farlig, den var også en oplagt mulighed for at føre propaganda.
USA havde gennem Den Kolde Krig brugt ufatteligt mange penge på propaganda, men nu hav-
de man en chance for at vise, at Sovjetunionen var både så farlige og løgnagtige, som den ame-
rikanske propaganda havde fremstillet dem. Derfor sørgede Kennedy for at kontrollere medi-
erne. Den amerikanske regering vidste, hvor vigtigt det var, at omverdenen så Kennedy som
vinder af krisen. Derfor kan man ikke komme udenom, at den manglende fremgang i forhand-
lingslokalet har haft en betydning for Kennedys taler. Han omtalte krisen som et anliggende,
der berører hele den vestlige halvkugle, hvorfor Vestblokken blev samlet under USA. Yderme-
re brugte han skræmmeargumentet, etos, logos og patos til at italesætte sig selv som en leder,
der ved hjælp af fredelige og diplomatiske løsninger kunne løse svære konflikter. Khrusjtjov
og Sovjetunionen blev af medierne fremstillet som krisens tabere. Deres stolthed led et alvor-
17/12-2015
23
ligt knæk, men deres udenrigspolitiske ståsted blev forbedret, hvorfor de altså kan stille sig
nogenlunde tilfredse med krisens udfald. De eneste, der kan være rigtig tilfredse er dog men-
neskeheden, da Khrusjtjov og Kennedy i 1962 lavede det kompromis, der reddede verden fra
en altødelæggende atomkrig.
Kildeliste
Internetartikler
Arnold, Laurence; Jensen, Kristin.: ’’Ted Sorensen, Wordsmith Aide to John F. Kennedy, dies
82’’, 2010
http://www.bloomberg.com/news/articles//ted-sorensen-john-f-kennedy-s-
wordsmith-aide-speechwriter-dies-at-82
(Besøgt d. 7/12 klokken)
Bjerre-Poulsen, Niels.: ’’Cubakrisen’’, 2009
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/USA_og_Nordamerika/USA_efter_1945
/Cubakrisen
(Besøgt 3/12)
Castro-Becker, Maria C.; Nielsen, Per.: ’’Fulgencio Batista’’, 2009
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Syd-
_og_Mellemamerika/Mellemamerika_efter_1830/Fulgencio_Batista
(Besøgt 3/12)
Gustafsson, Jan.: ’’Fidel Castro’’, 2009
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Syd-
_og_Mellemamerika/Mellemamerika_efter_1830/Fidel_Castro
(Besøgt 3/12)
Hornberger, Jacob G.: ’’THE COMMUNISTS WON THE CUBAN MISSILES CRISIS’’, 2015
http://fff.org/2015/01/08/communists-won-cuban-missile-crisis/
(Besøgt d. 14/12)
Margolis, Eric.: ’’Who really ’’won’’ the 1962 Cuban Missiles Crisis?’’, 2012
http://www.huffingtonpost.com/eric-margolis/who-really-won-the-cuban-missile-
crisis_b_1981613.html
(Besøgt d. 14/12)
Marples, David.: ’’How JFK beat Khrushchev in Cuban Missiles Crisis’’, 2012
http://www.themoscowtimes.com/opinion/article/how-jfk-beat-khrushchev-in-cuban-
missile-crisis/470461.html
(Besøgt 14/12)
17/12-2015
24
Petersen, Nikolaj.: ’’Den Kolde Krig’’, 2009
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_
organisationer/den_kolde_krig
(Besøgt d. 10/12)
Rosenfeldt, Niels Erik.: ’’Den Røde Hær’’, 2009
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Rusland_og_Centralasien/Ruslands_his
torie/Sovjetunionen_/Den_R%C3%B8de_H%C3%A6r
(Besøgt d.11/12)
Thorsen, Niels.: ’’Den Spansk-amerikanske Krig’’, 2009
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/USA_og_Nordamerika/USA_ca._1770-
1920/Den_Spansk-amerikanske_Krig
(Besøgt 3/12)
Internetmateriale
http://www.americanrhetoric.com/speeches/jfkcubanmissilecrisis.html - besøgt 4/12
https://history.state.gov/milestones//truman-doctrine - besøgt 3/12
http://www.jfklibrary.org/Research/Research-Aids/Ready-Reference/Press-
Conferences/News-Conference-45.aspx - besøgt 5/12
Bøger
Adams, Simon.: ’’Propaganda i krig og fred’’. 1 Udgave, Flachs, 2008.
Bender, Johan; Gade, Hans-Kurt.: ’’Stormagtspolitikken ’’. 1. Udgave, 2. Oplag,
Munksgaard, 1984.
Bertelsen, Inger; Jacobsen, Karl.: ’’Kilder til belysning af Cubakrisen 1962’’ 3. Oplag, Gyldendal,
1971.
Bjøl, Erling.: ’’Verdenshistorien efter 1945 Bind 1: Duellen uden ende’’ 3. Udgave, Politikens
Forlag, 1988.
Hagel, Jørgen; Rosdahl, Knud.: ’’Den kolde krig’’ 2. Udgave, 2. Oplag, Gyldendal, 1977.
Knudsen, Dino.: ’’Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse. Marshallhjælp, kold krig og
transatlantiske forbindelser, ’’ 1. Udgave, Museum Tusculanums Forlag, 2012.
Masey, Jack; Morgan Conway Lloyd.: ’’Cold war confrontations: US exhibitions and their role in
the cultural cold war’’, Lars Müller Publishers, 2008.
17/12-2015
25
Olsen, Knud Ryg; Søndberg, Olaf.: ’’Grundbog til historie Fra kold krig til globalisering’’. 1. Ud-
gave. Systime, 2010.
Thomsen, Rudi.: ’’Stormagtsproblemer 1955-62’’ 1. Udgave, Gyldendal, 1974
Welch, David.: ’’Propaganda Power and Persuasion’’ 1. Udgave, The British Library,
17/12-2015
27
Bilag 2
53
53
http://www.jfklibrary.org/Research/Research-Aids/Ready-Reference/Press-
Conferences/News-Conference-45.aspx