
Klasse 3.B Den græske gældskrise
Studieretningsprojekt Herningsholm Erhvervsgymnasium
18 af 33
Yanis Varoufakis, tidligere græsk finansminister, henviser dog til det faktum, at de
nordeuropæiske landes konkurrenceevne er bedre end sydens, hvorfor den eneste måde
at forbedre Grækenlands konkurrenceevne er en devaluering af euroen. Dette er dog
ikke muligt, da de pengepolitiske instrumenter kontrolleres af Den Europæiske
Centralbank (DRTV 2015). Hans holdning bakkes op af Sydbanks cheføkonom Jacob
Graven, som mener, at den manglende rådighed over pengepolitikken er en klar ulempe
ved eurozonen. Ifølge ham, kunne Grækenland i løbet af blot et år have opnået en stor
konkurrencefordel, hvis de var trådt helt ud af euroen og vendt tilbage til deres gamle
valuta, drachma. Således ville de have haft mulighed for en devaluering på omkring
50%, som ville have forbedret den græske konkurrenceevne, betalingsbalance,
produktion og arbejdsløshed (Aagaard 2015). Derfor kan man undre sig over, at den
daværende regering med Antonis Samaras i spidsen ikke valgte at træde ud af
eurosamarbejdet. Spørger man Barry Eichengreen fra University of California, Berkley,
er det dog absolut en fordel for Grækenland at forblive i eurozonen. Han mener, at
konsekvenserne af en udtræden mere end opvejer devalueringens fordele. Ifølge ham,
ville staten have været nødsaget til at lukke det finansielle system, et
såkaldt ’bankholiday’, hvorefter de græske borgere i en periode ikke ville have haft
adgang til deres penge. Samtidig ville bankerne skulle printe store mængder af den
genindførte valuta til finansiering af forbruget, hvilket ville kunne føre til stigende
inflation. Inflationen ville kunne forstærkes af den dyre import og derved kunne der
opstå risiko for hyperinflation, som landet sidst oplevede under den tyske besættelse.
Dermed ville den forbedrede konkurrenceevne, som følge af en devaluering, kun vise
sig kortvarigt (Eichengreen 2015). Den administrerende direktør for IMF, Paulo
Nogueira Batista deler samme synspunkt, men ser også det græske medlemskab som en
ulempe, da politikerne har brug for et chok, som skubber dem til at implementere
reformer og ændre samfundsstrukturen. Lige nu er det Trojkaen og de europæiske
borger, som holder en hånd under Grækenland og dikterer; demokratiets fødested har
dermed både mistet demokratiet og sin nationale selvbestemmelse (DRTV 2015).
Den manglende selvbestemmelse over pengepolitikken er en større ulempe end som så,
mener Joseph Stiglitz. Ifølge ham er det et stort problem, at ECB fastlægger en fælles
rente for alle eurolandene, da de hverken følges ad konjunktur- eller inflationsmæssigt,
hvilket har været tydeligt siden krisens udbrud. Grækenland har haft hårdt brug for en