[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
1
Abstract
This project looks to examine the development on the subject of anti-Semitic
persecution and conditions of Jewish life up through the middle Ages, with a focus on
the events leading to the English expulsion of Jews in 1290. Furthermore it aims to use
the Jewish villain of Shakespeare’s The Merchant of Venice, Shylock, to decide whether
or not he can be seen as a reflection of the English perception of Jews, in the
Elizabethan era.
Through examinations and analyses of various historical sources, a historical overview
will be thoroughly drafted in order to discuss and evaluate on the reason for the
persecution of Jews in Europe- and Great Britain of medieval times. The points made
out in the before mentioned discussion, will be put in to a literary perspective with The
Merchant of Venice, where Shakespeare’s depiction of Shylock, as a Jewish villain, will
be properly analysed. Based on this analysis, a discussion will take place in order to
determine if the depiction is representative for the historical context, in which the drama
was constructed.
The study indicates that Jews where persecuted due to a hateful rhetoric, provided to the
Christians by the Catholic Church. Jews where largely regarded as alienated and
numerical minded and many Christians conceived them as misers due to their practice
of usury: a practice, which was perceived as a sin for Christians. The analysis of
Shylock shows the precision in which he is depicted according to Christian prejudice.
This is seen in Shylocks practice of usury and the conflict that evolves through his
profession. It is noteworthy though, that Shakespeare seems to add some degrees of
pathos to his Jewish villain. This ultimately shows us that the villainy Shylock exhibits,
is taught to him by the Christians and the play will, in that aspect, stand as a critique of
the contemporary prejudice.
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
2
Indholdsfortegnelse
Abstract 1
Indledning 3
Hoveddel 4
Jødeforfølgelse i middelalderens Europa 4
Kristen antisemitismes eksistensgrundlag 4
Antisemitismens tiltagen henover den sene middelalder 5
Jødeforfølgelse i middelalderens England 7
Optrapning af engelsk antisemitisme 8
Edvard d. førstes bekendtgørelse om udvisningen af Engelske jøder 10
Hvorfor blev jøderne forfulgt? 11
The Merchant of Venice 14
Kort om stykket 14
Shylock og den dramatiske opbygning 15
Shylocks værdier og konflikt med de kristne 18
Repræsenterer The Merchant of Venice engelsk antisemitisme i perioden? 21
Opsamling 23
Litteraturliste 25
Bøger og film 25
Hjemmesider 25
Artikler 26
Bilag 27
Bilag 1 27
Bilag 2 27
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
3
Indledning
Forfølgelser af jøder har stået på i årtusinder. Vi ved det alle og det er en kendsgerning
vi har svært ved at rumme. Af samme grund er antisemitismen i dag langt fra udbredt i
Europa. Dette skyldes til dels religionens reducerede indflydelse på samfundet, men i
sær også det epokegørende tilfælde anden verdenskrig, hvor nazisterne nåede at
udrydde mere end 6 millioner jøder. Middelalderen udgjorde dog ligeledes en periode
hvori jødeforfølgelserne var af særligt graverende karakter. Den sene middelalder bød
som et resultat heraf på en række landes udvisninger af jøder. England var blandt disse
lande og William Shakespeare voksede derfor op i et land hvor den jødiske kultur ikke
var at finde, men hvori fordomme og stereotyper levede videre i den engelske
bevidsthed. Blandt Shakespeares største værker findes The Merchant of Venice, som
paradoksalt nok portrætterer en jødisk pengeudlåner som stykkets skurk.
Men hvorfor valgte man at udvise jøderne i store del af Europa- og navnligt England?
Hvordan var det egentlig at Shylock fremstilledes i stykket? Hvor vidt er stykket
repræsentativ for periodens antisemitisme i England? Dette vil jeg diskuterer i lyset af
en historisk fremstillig af middelalderens jødeforfølgelse i Europa og særligt
Storbritannien.
I det følgende vil jødeforfølgelserne op igennem middelalderens Europa og
Storbritannien blive undersøgt vha. en grundig redegørelse for de historiske
begivenheder der i Storbritannien og resten af Europa lagde til grund for jødernes status
ved middelalderens udgang, samt den række af udvisninger der fandt sted i den sene
middelalder. Derefter vil jeg diskuterer grundene til at jøderne blev forfulgt i Europa og
Storbritannien, for så at perspektiverer dette til en række uddrag fra Shakespeares The
Merchant of Venice. Her vil jeg redegøre for jøden Shylock, hans værdier og konflikt
med de kristne. Slutteligt vil jeg udarbejde en diskussion hvori jeg, med min historiske
fremstilling og diskussion i baghovedet, vurderer hvorvidt stykket repræsenterer
engelsk antisemitisme i perioden.
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
4
Hoveddel
Jødeforfølgelse i middelalderens Europa
Forfølgelser af jøder har på sin vis altid fulgt det jødiske folk. Esters Bog fra Det Gamle
Testamente byder f.eks. på beretninger om en stor udryddelsesaktion mod jøder i
antikkens Perserrige. De hedenske samfunds jødeforfølgelser anses dog ikke som
værende af lige så graverende karakter som dem af de kristne, der med tiden har
medført utallige massakrer på det jødiske folk.
1
I middelalderen var der særligt meget
antisemitisk aktivitet i det kristne Europa. Perioden bød f.eks. på en lang række
ritualmord, masseudvisninger og beskyldninger begået- og rettet i mod det jødiske folk.
I det følgende afsnit vil jeg udarbejde en fremstilling af middelalderens jødeforfølgelse i
Europa.
Kristen antisemitismes eksistensgrundlag
Jesus Kristus var praktiserende jøde, men hans liv, lære og død for vore synder er selve
fundamentet kristendommen bygger på. Man kan altså se kristendommen som en
afstikker fra jødedommen.
2
De tidlige kirkefædre udformede i kristendommens første
århundreder en argumentation der byggede på at gud havde fravalgt det jødiske folk
efter deres forkastelse af Jesus som hans søn, og da Jerusalem og det ikoniske tempel
heri
3
blev ødelagt i år 70 e.Kr. optrådte dette som bevis for kirkefædrenes
argumentation.
4
Jøderne blev forvist fra deres eget hjemland og det udslettede samtidig
en vigtig søjle i den jødiske nationalidentitet (jf. Templet) og på den måde bidragede det
til en videre splittelse hos et i forvejen splittet folk. Argumentationen hos de kristne
kirkefædre gik endvidere på at kirken skulle stå som det nye Israel og at det kristne folk
nu var guds udvalgte. Den kristne gud varierer desuden fra den jødiske, i og med den
kristne gud er den barmhjertige, imens den jødiske blev kaldt den retfærdige. Ved
1
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/J
ødedommen/antisemitisme. Afsnittet: Den antikke verden. Samt: Oldkirken
2
Simonsen, Andreas: Centrale tanker i jødedommens etik, Nyt Nordisk Forlag Arnold
Busck, 1975, beskrevet i forordet
3
Jerusalem og templet heri er helligt for både jøder, kristne og muslimer. Templet
menes at være bygget af den israelske konge, Solomon, søn af det gamle
testamentes Kong David
4
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/J
ødedommen/antisemitisme. Afsnittet: Oldkirken
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
5
Romerrigets fald omkring år 500 e.Kr. fik kirken mere indflydelse. Dette fik straks
konsekvenser for alle hedenske religioner i og med de hermed blev forbudt.
5
Jødedommen blev dog ikke forbudt, men blev underlagt en række socialpolitiske
konsekvenser. Jøder måtte ikke besidde offentligt embede samt poster i militæret og
derudover var det også ulovligt at konverterer til jødedommen samt at gifte sig med en
jøde.
6
Som kristendommen voksede sig større og større måtte det jødiske folk flytte væk, fra
de love der underkuede dem og deres rettigheder, samt en lang vifte af forfølgelser fra
de kristne. Jøderne blev i højere og højere grad fremmedgjort og i kraft af deres besvær
med at finde fodfæste i noget land, blev folkemyten om Den Evige Jøde, eller The
Wandering Jew, skabt og personificeret i myten om Ahasverus, indbegrebet af den
fremmede. Man troede at jøderne, som del i deres straf for at forkaste Jesus som guds
søn, var dømt til at vandre på jord til evig tid.
7
Antisemitismens tiltagen henover den sene middelalder
Ved middelalderens indtog i omkring år 500 var det jødiske folk altså frataget enhver
form for rettigheder. Selv retten til at være borger i et land var mange steder blevet taget
fra dem.
8
Forfølgelserne skulle dog vise sig at blive meget værre fra det nye årtusindes
indtog. I 1096 drog riddere af det første korstog mod Mellemøsten for at befri
pilgrimsmålene fra de muslimske fyrstendømmer, der i kølvandet på Romerrigets fald,
havde sat sig på store dele af Mellemøsten. På denne rejse blev der gjort holdt op
igennem Tyskland og Frankrig hvor man udførte en lang række blodsmassakrer mod
jødiske bosættelser, primært langs Rhinen. De kristne anklager mod jøderne som
mordere af Kristus vandt frem igen og jøderne blev set som en ligeså stor fjende, til de
kristne, som muslimerne og da jøderne samtidig var mere synlige i Europa udmundede
5
Starr, Chester G.: A History of The Ancient World. Oxford University Press, 1974
p. 670-678
6
Ibid
7
http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkeminde
videnskab/Ahasverus Myten om Ahasverus, Den evige jøde
8
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/J
ødedommen/antisemitisme Afsnittet: Oldkirken
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
6
det sig altså i disse massakrer. Massakrerne høre til blandt de tidligst daterede
systematiske udryddelser af jøder i Vesteuropa.
9
Grundet jødernes ekskludering fra en lang række erhverv var der kun få steder hvor de
kunne placere deres levebrød. Oftest så man jøder i erhverv der beskæftigede sig med
udlån-eller opbevaring af penge. Man så ofte at jøder blev pengeudlånere, da det ifølge
kristen tradition var en synd at udlåne penge med interesse (renter),
10
hvilket det ikke
var ifølge jødisk tradition. På den måde havde jøderne et sikkert incitament for at trives
på området. Mange kristne bankmænd og politikere vidste at disse jødiske kreditorer var
essentielle for økonomien og dette førte til at den jødiske pengeudlåner blev betragtet
som et nødvendigt onde. En nødvendighed der dog var ilde set på af både kirken og den
kristne befolkning
11
I Spanien (hvor jødiske bosættelser havde fundet sted siden templets tilintetgørelse i år
70) opstod en jødisk ’guldalder’ under arabisk styre. Efter en tidlig middelalder med de
traditionelle kristne anklager om ritualmord og hostieskænding, kom Spanien under
arabisk styre i 711 og dette førte til en jødisk ’renæssance’, hvor de pludselig blev tilladt
at drive landbrug og andre tidligere forbudte erhverv. Da kalifatet blev oprettet i
Cordoba i år 929, blev flere jøder ansat som embedsmænd, jurister mm., noget der ikke
var set andre steder på det europæiske kontinent.
12
I resten af Europa var det kristne korstog stadig aktuelt i det ellevte århundrede. I 1099
erobrer man midlertidigt Jerusalem. Denne kristne erobring skulle medføre utallige
rædsler for de jødiske- og muslimske indbyggere. Synagoger og moskeer blev
destrueret og i de jødiske kvarterer var forfølgelser så ekstreme at mange af de
overlevende måtte flygte ud af Jerusalem.
13
Samtidig med at korstogene førte til jødiske
9
Ibid., afsnittet: Middelalderen
10
Udlåne penge med interesse
11
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/
Jødedommen/antisemitisme Afsnittet: Middelalderen
12
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/
Jødedommen/jødedom/jødedom_(Den_spanske_guldalder) jødedom (Den spanske
guldalder)
13
http://www.eyewitnesstohistory.com/crusades.htm
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
7
udryddelser i Mellemøsten, blev den anisemitiske tendens i Europa mere og mere
synlig. I 1215 udstedte Pave Innocent III ”The 4th Lateran Council”, hvori han
udmeldte at alle jøder og muslimer, under katolsk styre, skulle bære et karakteristisk
gult emblem i offentligheden.
14
Dette fungerede som en stærk manifestation for de
kristnes foragt overfor jøderne og deres (ifølge de kristne) bespottende kultur.
Derudover opfordrede paven i dette lateranske råd til at alle ågerkarle skulle forfølges.
15
Den tiltagende forfølgelse af jøderne i det katolske Europa, tvang i mange tilfælde jøder
til at flygte til mere liberale og/eller ’jødevenlige’ stater, ofte placeret i østen. Polen gik
den gang under kaldenavnet ”The Jewish Paradise”
16
og blev betragtet som et af de
mere tolerante lande, hvad angik tolerance overfor jøder og andre religiøse minoriteter.
Jødeforfølgelse i middelalderens England
England var op igennem vikingetiden og helt til år 1066 knyttet til norden og der findes
frem til dette anglo-nordiske brud, ikke historiske beretninger om jøder boende i
England. Man kender til enkelte beretninger om rejsende, jødiske købmænd, der lagde
vejen forbi for at handle, men der findes ikke incitament for at tro at nogen af disse blev
boende. Det var først ved Vilhelm Erobrerens normanniske erobring af England at man
høre om de første jødiske tilflyttere. Som Hertug af Normandiet, hvilket han var,
erobrede han i 1066 England, ved at besejre Harold Godwinson, den sidste saksiske
konge. Fra hans hertugdømme i Normandiet var Vilhelm bekendt med jødiske
pengeudlånere og vidste at de var et værktøj der kunne frembringe processen hvorved
befolkningens skatter kunne blive betalt til tiden. Derfor inviterede han meget tidligt i
hans embede som Konge af England, jødiske bankmænd fra Rouen i Normandiet op til
sit kongerige. De blev fordelt udover kongedømmet og blev givet det privilegium at
kunne rejse frit i landet, uden at skulle betale skatter. På denne måde kunne de nemt
rejse rundt og udstede lån. De var dog også i England frataget retten til privat ejendom,
samt retten til frit at vælge erhverv. Jøder måtte heller ikke handle og var derfor til dels
begrænset til udlåning af penge. Også i England var dette et område de dominerede, da
14
http://www.fordham.edu/halsall/source/lat4-c68.asp 4th lateran council,
Canon 68
15
En årgerkarl er en pengeudlåner der tager imod for høje renter
16
Trevor-Roper, Hugh Redwald: University of Chicago Press, 1992, p. 51 l. 16
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
8
England ligeledes var kristent og interesseudlån var derfor i manges øjne en synd. Alt
hvad de ejede tilhørte i øvrigt (ved lov) kongen. Antisemitisme var dog ikke et udpræget
problem i datidens England og det blev det ingenlunde heller ikke før det tredje korstog,
hvor en englænder for første gang stod i spidsen.
17
Optrapning af engelsk antisemitisme
Engelske jøder havde eksisteret i blot hundrede år da man i år 1189 kronede Kong
Richard d. 1 som konge af England. Kong Richard, eller Richard Løvehjerte som han
blev- og bliver kaldt, var en central leder under det tredje korstog. Jerusalem var siden
den kristne erobring blevet genvundet af muslimerne og det var Richard Løvehjertes
formål at genvinde denne hellige by fra Saladins kløer, i Guds navn. Op til Løvehjertes
kroning i 1189 havde antisemitismen stille og roligt vundet frem i England. Jøderne var
under Vilhelm Erobrerens efterfølgere blevet dårligere stillet og man havde endnu ikke
givet dem lov til at begrave deres afdøde andetsteds end i London. Flere skatter blev
pålagt dem og deres indtjening i forbindelse med deres pengeudlån blev i sær
beskattet.
18
Folkemyter var allerede opstået i England, der afbildede jøder som troldmænd og da
jøderne tillod sig at overvære kroningen af Richard d. 1 (hvilket egentlig var blevet
forbudt), samt uddele gaver til den ny kronede konge, kom det til massive optøjer i
London, hvor rygtet gik på at Richard havde beordret en massakre. De vrede
folkemængder plyndrede og slagtede jøder på gaden, såvel som i deres hjem. Der
berettes ligeledes om hvordan man efterfølgende stak ild til hjemmene og de jøder der
stadig gemte sig heri. Nogle jøder blev tvungent døbt, men ikke i alle tilfælde reddede
det dem fra døden. Det var den hidtil største massakrer på engelske jøder og formåede
at udslette en stor bestanddel af Englands jøder, eftersom massakrerne spredte sig ud
over hele England, så snart Kong Richard var rejst af sted på sit korstogt. Det skulle
nemlig vise sig at Richard ikke havde beordret en massakre og som en ilde straf, tillod
han en tvunget konverteret jøde, at gå tilbage til jødedommen. et tilfælde i York, hvor to
17
http://www.jewishencyclopedia.com/articles/5764-england Pre-Expulsion
Period
18
http://www.jewishencyclopedia.com/articles/5764-england Massacres at
London and York
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
9
velhavende jøder eftersigende skulle have vakt folkets misundelse. De to jøder søgte
tilflugt i en borg hvor de blev beskyttet af to mænd, i kampen mod de vrede borgere og
soldater. Da de ikke mere kunne forsvare sig selv, greb de til selvmord. Ifølge jødisk
tradition er det i overensstemmelse med de jødiske principper at tage sit eget liv, for
ikke at skulle imødegå en straf der på anden vis forbryder sig imod de jødiske
principper (konvertering).
19
Først brændte de deres værdier hvorefter de startede med at
slå deres koner og børn ihjel. Til sidst tog de livet af dem selv.
20
Trods føromtalte begivenheders grusomheder overfor jøderne, forblev disse dog tro
overfor kronen. Kong Richards efterfølger, Prins Johan, viste sig indledende som en
tolerant konge. De privilegier der ellers var blevet frataget jøderne, siden de af Vilhelms
indledende, blev fornyet og på ny stadfæstet. For en ekstra beskatning pålagde han sig
det ansvar at beskytte jøder mod fornærmelser og udpegede endda en rabbiner til at
være overrabbiner for alle jøder i den engelske menighed. Det viste sig dog at Kong
Johan ikke var mere tolerant end de hidtidige konger. Han fortsatte med at pålægge
jøderne yderligere afgifter og skatter, der underminerede erhvervet som udlåner af
penge med interesser og til sidst gjorde det så besværligt at have et levebrød i dette, at
han måtte sende dem i fængsel indtil afgifter- og skatter var betalt. Det udmundede sig i
tilfælde af tortur, hvor jøder blev tortureret med tandudtrækning indtil betalingen fandt
sted. Under Johans søn; Henrik d. tredjes regering, gik det ingenlunde bedre. Jødernes
tiltro blev vundet igennem indledende forsvar imod jødisk intolerance, men hurtigt
udmundede det sig i yderligere afgifter og beskatninger. Igen blev der benyttet
udpresninger (tortur mm.) til at tvinge jøderne til betaling. På blot 7 år resulterede disse
udpresninger i 420.000 pund sterling til kongemagten. Udpresningerne efterlod et
ødelagt og fattigt jødisk folk. Deres inkompetence til at betale det der var dem krævet,
resulterede i yderligere had fra det vrede England og det skulle vise sig, at man i 1290
ikke længere kunne stå for presset om en udvisning af engelske jøder. Økonomiske
19
Simonsen, Andreas: Centrale tanker i Jødedommens etik, p. 42-43
20
Kayserling, Dr. M.:”Jødernes Historie fra biblens afslutning til nutiden, kort
fremstillet”, 1890 – Bilag 1
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
10
anklager blev rejst mod jøder og som i resten af Europa, blev beskyldninger om drab på
kristne børn, hostieskænding og falskmøntneri ligeledes rejst mod jøderne i England.
21
Edvard d. førstes bekendtgørelse om udvisningen af Engelske jøder
Edvard d. 1 valgte i år 1290 at udvise engelske jøder. I årene op til udvisningen var
Kong Edvard stærkt presset når det kom til landets jødiske forhold. Efter at have indset
at jødernes udlån med interesser ikke kunne bremses, hvilket man havde forsøgt sig
igennem beskatninger og bureaukrati, valgte man omkring år 1280 at forbyde det ved
lov. Flere biskopper, deriblandt Ærkebiskop John Peckham af Canterbury i 1282, valgte
at lukke synagogerne i deres distrikter. Det øgede fokus på jøderne skyldtes Pave
Innocent III opfordring til de katolske kongedømmer.
22
Også hans efterfølger, Pave
Honorius IV, valgte at prædike antisemitiske budskaber i sit paveembede. I 1286 udgav
han et skrift, hvori han udpegede de fare, han mente der var i at jøder frit kunne dyrke
sex med kristne.
23
Den engelske kirke tog straks pavens ord til sig og forbød jøder at
færdes i det offentlige rum på visse helligdage, have kristne tjenere mm. Livet som jøde
i England var nu helt og aldeles umuliggjort og Edvard så ingen anden ende på
optøjerne, end at sende jøderne ud af landet. Han udstedte befalinger til sine
distriktssheriffer om at sørge for den landsdækkende udvisning. De fleste jøder fik lov
at tage deres mest nødvendige ejendele med sig, men deres huse blev stående tilbage og
tilhørte nu kongen, med alle deres indeværende værdier. Nogle enkelte højtstående
jøder, fik af kongen en særlig bevilling til at måtte sælge deres hjem før de rejste ud af
landet. Store dele af de udviste jøder valgte at rejse mod Frankrig eller Flandern.
24
Forfølgelserne af den engelske befolkning stoppede dog ikke her, hvor mange af de
udviste jøder blev kastet i havet og druknet af vrede englændere der forfulgte dem, selv
efter deres afrejse fra det engelske fastland.
25
21
http://www.jewishencyclopedia.com/articles/5764-england Afsnittet: Under
John, samt: Jews and the municipalities
22
Læs fodnote 20
23
Michael, Robert: A History of Catholic Antisemitism, Palgrave Macmillan, 2011,
p. 91, l. 12-14
24
http://www.jewishencyclopedia.com/articles/5764-england Afsnittet: The
church and the english jews, samt: The expulsion
25
Bilag 1
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
11
Den engelske jødeudvisning var blot den første i en række af europæiske udvisninger,
der ligesom den engelske fik grusomme konsekvenser for Europas jøder. Frankrig
valgte at udvise deres jøder i løbet af det fjortende århundrede. Deriblandt mange af de,
som valgte at flygte fra England til Frankrig. Derefter fulgte Tysklands jødeudvisninger
i 1350’erne, Portugals i 1456 og i 1492 blev de ellers så værdsatte spanske jøder udvist,
på baggrund af en indledende splittelse af kalifatet og en løbende kristning af landet, der
i flere århundreder op til havde været af arabisk styre.
26
Hvorfor blev jøderne forfulgt?
Det var i Oldkirkens interesse at få så mange indlemmet i kristendommen som muligt,
da dette både medførte rigdomme og magt. Derfor virker det belejligt, at man hos de
tidlige kirkefædre, kan spore en argumentation der både opildner til- og indeholder
jødehad. De socialpolitiske indgreb man gjorde i jødernes europæiske liv, kan ses som
et direkte resultat af denne argumentation. Ydermere tjente det til det religiøse formål at
fastholde forestillingen om jøder som et folk forkastet af gud. Et folk der er dømt til at
vandrer til evig tid og for altid være synonym med den fremmede. De hørte ikke rigtig
til nogen steder og dette sås i sær ved at de ikke var tilladt statsborgerskab i de fleste af
Europas katolske stater.
Den måske hyppigste beskyldning rettet imod jøderne var måske også den værste.
Mange kristne (deriblandt prominente figurer indenfor kirken
27
) mente i den tidlige- og
sene middelalder at jøderne stod direkte til ansvar for Jesu korsfæstelse. I Det Nye
Testamente kan man flere steder tolke anklager for Jesu død rettet imod jøderne. Det
ældste eksempel finder man i Paulus Brevene hvori Paulus skriver:
”(…) the jews who killed the lord, Jesus (…)”.
28
26
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/
Jødedommen/antisemitisme Middelalderen
27
Kirkens tidlige fædre. Senere i historien var det protestantismens fader, Martin
Luther, der bl.a. prædikede denne argumentation
28
http://www.biblegateway.com/passage/?search=1+Thessalonians+2%3A14-
15&version=NIV Thessalonians 2: 14-15
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
12
Man kan tolke denne linje og dens brug af ordet ”jew” på to måder. Den første er at han
bruger ordet ”jew” for at tydeliggøre at det var jøderne som et folk der fik Kristus
korsfæstet – den anden tolkning bygger på det faktum at der ved Jesu korsfæstelse ikke
var det samme parallelle forhold imellem religionerne. Jøderne var indfødte folk der
stod i modsætning til romerne som udgjorde besættelsesmagten. Altså var den kristne
identitet endnu ikke rigtig skabt. Man kan derfor tolke Paulus’ ord som at det var nogle
bestemte jøder, i et land bestående af primært jøder, der bar ansvaret og ikke jøderne
som et folk. Ikke desto mindre har den første antagelse vundet megen medvind og der
kan også sagtens argumenteres for at den, uagtet Paulus’ hensigt, kan være blevet tolket
på denne måde hos samtidens kristne. På samme måde som Paulus Brevene er flere af
Det Nye Testamentes evangelister blevet anklaget for at forkynde antisemitiske
budskaber. Særligt Johannes evangeliet, samt hans åbenbaring, har måttet stå til måls
for sådanne anklager. Om der er tale om en generel misforståelse af samtidens brug af
ordet ”jøde” må stå hen i det uvisse. Det er dog en væsentlig tanke at overveje hvordan
denne misforståelse kan have vundet frem hos de kristne og på den måde sået yderligere
grund til antisemitisme i den kristne underbevidsthed, der i forvejen var påvirket af
kirkens lære.
29
Et nyt incitament for kristen antisemitisme opstod op igennem middelalderen på grund
af selv samme restriktioner man af kirken havde pålagt jøders liv. Middelalderens
bankmænd og kreditorer var stærkt jødisk præsenteret, fordi det som jøde var et felt
man var mere eller mindre begrænset til. Desuden var det i kristendommen forbudt at
praktiserer udlån med interesser, så vejen var på forhånd banet for jødiske
pengeudlånere. Fremmedgjorte (som de to parallelle kulturer var) tændte jødernes
leveveje en vrede i det kristne samfund. Dels var de vrede over det blotte brug af renter
(der jo var syndigt), men de få jøder der tjente mange penge på denne praksis, formåede
at stå klarest i den kristne bevidsthed og dermed blev forestillingen om den gnieragtige
jøde født. En forestilling man kan hævde, stadig eksisterer den dag i dag. Man kan
måske endda hævde at den ikke blot er en forestilling, men at den kristne undertrykkelse
og restriktion af jøder, har skabt et folk der har deres kulturelle historie i
29
Lomborg, Jens: Antisemitisme i Det Nye Testamente?, Ordet og Israel, dato ikke
synlig
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
13
pengeanliggende og at den sociale arv dermed kræver at en stor portion jøder vil have
succes i dette felt. Grundet jødernes succes i bank- og pengeverdenen, inviterede
Vilhelm Erobreren dem med sig til England i 1066. På trods af at dette optrådte for
grunden til deres invitation, skulle det også vise sig at optræde for grunden til deres
senere udvisning, da denne skete som et resultat af et større pres på kongen, der bl.a.
indebar sagen om deres udøvelse af syndig åger.
Dr. M. Kayserling beskriver i sin bog: ”Jødernes Historie fra bibelens afslutning til
nutiden, kort fremstillet”, hvordan antisemitismen i England først blev rigtigt
graverende, ved kroningen af Richard d. 1. Dr. Kayserling, der selv er jøde, har i hele sit
forfatterskab beskæftiget sig med jødernes historie. Han er uddannet historiker samt
jødisk rabbiner og dette giver ham en fornem indsigt i jødernes historie. Dog må man
have for øje at han som rabbiner vil tenderer at skildre historiens begivenheder med
jødiske briller. Man skal være særligt kildekritisk når han snakker om forholdet imellem
den engelske kristne befolkning og den af jødisk slægt. Ifølge Kayserling var det
misundelse der resulterede i den dybe foragt af jøderne og her kan man altid spørge sig
selv om der kan have været andre faktorer, såsom nepotisme fra royalisternes side, i og
med jøderne blev inviteret af kongen og blev tildelt en række indledende fordele, ved
ikke at skulle betale f.eks. told. Dette kan måske fra starten have betydet en foragt for
jøderne i England. Som bevis for Kayserlings jødiske tendens kalder han f.eks. de der
ville lade sig redde fra massakrerne (ved at lade sig konverterer) for ”feige” (feje) og
hermed gøres det klart at Kayserlings tendens er jødisk religiøst, i og med at en aktion
der rigtigt nok forbryder sig imod jødisk tradition, men stadig redder et liv, bliver
betragtet som negativt. Det er dog ikke noget der gør Kayserling utroværdig i hans
gengivelse af den historiske fremstilling (den stemmer også overens med andre
beretninger)
30
, udover den der beror sig på persontilfælde og vurderinger.
31
Jødeforfølgelsen er for mange moderne mennesker svær at begribe. Vi forstår ikke
hvordan et sådant had til en kultur og dens folk kan akkumuleres i så voldsom en grad,
som vi så det i f.eks. den kristne middelalder. Man er dog nødt til at forstå at den
30
http://www.jewishencyclopedia.com/articles/5764-england - Afsnittet:
Massacres at London and York
31
Bilag 1
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
14
individualisme der præger vores moderne samfund, var nærmest ikke eksisterende i
middelalderen. Man var ekstremt præget af samfundets øverste instanser og i den
kristne middelalder var dette kirken og kongen. Religion fyldte altså ekstremt meget hos
den middelalderlige befolkning og de buskaber og holdninger der kom til udtryk i
biblen og kirkens prædiken, kunne aflæses på samfundet. For kirken var dette et
nærliggende våben at bruge i kampen om magt og det viste sig f.eks. i måden hvorpå
man tvang jøder ud i professioner der for kristne var syndige, samt den argumentation
der fastholdt jøderne som et fremmedgjort- og (af gud) forkastet folk.
The Merchant of Venice
I følgende afsnit vil jeg ofte henvise til Shakespeare, William: The Merchant of Venice,
Woodsworth Classics, 2000. Da det er en drejebog for et drama vil henvisninger ske
ved at angive aktnummer- scenenummer- linjenummer- og karakteren der udfører
replikken, kronologisk placeret i en fodnote.
Kort om stykket
The Merchant of Venice er oprindeligt en teaterkomedie, opført af historiens vel nok
mest anerkendte dramatiker, William Shakespeare. Shakespeare opførte majoriteten af
hans store skuespil i London, hvor han omkring år skrev stykket The
Merchant of Venice. Komedien følger den venetianske købmand Antonio og hans nære,
men unge ven Bassanio. De to er begge velansete købmænd i 1500-tallets liberale bystat
Venedig. Historien udfolder sig da de optager et lån hos en jødisk pengeudlåner. Hvis
Antonio ikke kan tilbagebetale til tiden, aftaler de at han skal lade pengeudlåneren,
Shylock, skærer et pund kød fra hans krop. Stykket tager fat på en række af mere
kontroversielle temaer, såsom homoseksualitet, kønsroller og ikke mindst
antisemitisme, som kommer til udtryk igennem stykkets skurk, Shylock.
I Venedig havde jøder været bosat siden det trettende århundrede, hvor de i tiden inden
blot havde optrådt som rejsende handelsmænd, for hvem det havde været forbudt at
bosætte sig. I 1517 blev der hos byens doge
32
og hans rådgivere, debatteret hvorvidt
32
Dogen, på engelsk ofte ”duke”, var Republikken Venedigs øverste embedsmand,
samt øverste retsembedsmand. Altså håndhæver af højesteretten
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
15
man skulle udvise jøderne, grundet de fanatiske kristnes vrede mod jødernes brug af
interesser i deres udlån af penge. Den mere sofistikerede del af de kristne, vendte dog
blikket den anden vej og handlede med jøderne. Derfor fik jøderne lov at blive. Dogen
kom som led deraf på den betingelse at de skulle flytte til et samlet område. Dette
område blev den første jødiske ghetto, eller geto på italiensk.
33
Shylock og den dramatiske opbygning
Shylock bliver i stykket portrætteret som en skruppelløs- uforsonlig- ubarmhjertig- og
gnieragtig jøde. Det er akt 1, scene 3, at vi første gang præsenteres for Shylock. I akten-
og stykkets to første scener, præsenteres vi for bl.a. Antonio, Bassanio, Portia og det
trekantsdrama der imellem de tre udspiller sig. Antonio og Bassanio er nære venner.
Deres forhold fremstår på mange måder platonisk og der gives et indtryk af at der ligger
mere end blot venskab bag. Bassanio planlægger at frie til en Lady Portia af Belmont,
da hun er rig og hans formue er forsvindende. Han spørger sin ven Antonio om han vil
stå til økonomisk rådighed, således Bassanio kan rejse til Belmont. Antonio vil gøre alt
for sin ven så han indvilliger, såfremt Bassanio kan skaffe en kreditor på Rialtoen,
34
der
finder Antonios kreditværdighed tilstrækkelig. Antonio har nemlig alt sin kredit placeret
på handelsrejser rundt omkring verdenshavene. Det er her præsentationen af Shylock
finder sted. Bassanio går til Shylock for at optage et lån i Antonios navn. Lånet lyder på
3.000 dukater over tre måneder. Shylock syntes det er en god rund sum, men stiller
spørgsmålstegn ved Antonios kredit, da han er klar over dens aktuelle placerig på de
uforudsigelige verdenshave. Han vil derfor selv tale med Antonio. Bassanio tilbyder
ham at sidde med de to til bords og drøfte handlen, men dette afslår Shylock på ganske
ubehøvlet vis:
”Yes to smell pork; to eat of the habitation which your prophet the Nazarite conjured
the devil into. I will buy with you, sell with you, talk with you, walk with you, and so
following, but i will not eat with you, drink with you, nor pray with you.”
35
33
http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/vjw/Venice.html#The%20Ghetto
Afsnittene: Early history, samt: The ghetto
34
Venedigs Rialto er byens største købmandsplads
35
(1.3.8) - Shylock
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
16
Denne dialog viser os hvordan Shylock selv afskyer de kristne. Vi lærer dog hurtigt at
denne foragt er et resultat af deres bespottende- og hånende behandling af Shylock og
hans religion. Had, i The Merchant of Venice, optræder altså i en cyklus og er dermed
selvforstærkende af natur. Antonio dukker pludseligt op og i det Shylock ser ham, fører
han en inde monolog hvori hans had og foragt for de kristne udpensles:
”(…) I hate him for he is a Christian, but more for that in low simplicity he lends out
money for free and brings down the rate of usance here with us in Venice. If i can cacth
him once upon the hip, i will feed fat the ancient grudge I bear him. He hates our sacred
nation (…)”
36
Shylock hader altså Antonio fordi han er kristen. Han lægger dog yderligere som grund
til hans had at Antonio er delvist skyld i at Shylocks profession er mindre lukrativ. For
når Antonio udlåner penge uden renter, reducerer det hvad Shylock selv kan forvente at
tage i rente ved fremtidige udlån. Ydermere fortæller Shylock os heri at han planlægger
at hævne sig overfor Antonio. Shylock påpeger, overfor Antonio, hykleriet i hans
forespørgende. Det viser sig nemlig at de to er bekendt med hinanden, da Antonio
tidligere har hånet- bespottet- vanæret og spyttet på Shylock. Antonio svare ikke med en
undskyldning, men ved at forsikrer Shylock om at han vil gøre førnævnte igen. Han
opfordrer dog Shylock til at se det som et incitament for at låne ham pengene, da det så
vil give mere nydelse at indkasserer den straf der kan følge hvis betalingsfristen
overskrides. Med dystre planer om hævn, vælger Shylock at indgå i lånet. Som
føromtalte straf gør han et gruopvækkende krav på et pund af Antonios kød, hvis denne
ikke kan tilbagebetale lånet på de tre måneder. Bassanio protesterer, men Antonio føler
sig sikker på sin kredit og vælger at accepterer.
Selvom stykket klassificeres som en komedie er dette absolut ikke en af alle delt
opfattelse. I en mere moderne kontekst vil den i langt højere grad blive opfattet som en
tragedie. Dette er fordi at historien udvikler sig på sørgeligste vis for jøden Shylock, der
trods hans grusomhed, formår at vække en del sympati i det moderne- og mindre
36
(1.3.37) - Shylock
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
17
fordomsfulde menneske. Efter at handlen er indgået begynder vi at følge Shylock
tættere i takt med at hans tilværelse falder sammen. Hans hævntørst overfor Antonio og
de kristne tændes yderligere, da han lærer at hans datter er flygtet for at gifte sig med en
kristen – og dermed ud af skammen der har fulgt hende ved at være jøde. Shylock
tildeles elementer af patos til hans ellers skruppelløse og logistiske sind. Dette sker bl.a.
i monologen ”hath not a jew eyes?”
37
, hvor han som svar til et spørgsmål om hvad
formål Antonios kød dog skulle tjene, påpeger at det kan tjene hans tørst for hævn hvis
ikke andet. Hævn for den spotten, vanæren og umenneskeliggørelse Antonio og andre
kristne, har udsat Shylock. for (det er forinden blevet gjort klart at Antonio har mistet
sin formue til havet og må derfor opgive betalingsfristen) Shylock går i retten med sit
krav på Antonios kød. Trods alle tilhørendes (deriblandt Dogens) manglende evne til at
forstå Shylocks motivation og mangel på barmhjertighed, vinder han Dogens forståelse
for, at Shylock har loven på sin side. Aftalen er bindene. Det viser sig dog at Portia har
fundet flere brister i Shylocks argumentation. Hun klæder sig ud som en mandlig
advokat og rejser til Venedig hvor hun optræder som Antonios sagfører. Her indleder
hun med at forklarer Shylock om hvilke kvaliteter der ligger i at udvise nåde. Ved hjælp
af lige dele patos og lige dele logos appellerer hun både til tilhørendes kristne
overbevisninger, samt Shylocks’ mere logistiske overbevisninger. Shylock nægter dog
at vise nåde og derfor knuser Portia hans argumenter; Såfremt Shylock vil skære et
pund kød af Antonios krop, må han ikke spilde en dråbe blod og må ej heller overskride
det aftalte pund med et enkelt gram. Da Shylock umuligt kan overholde dette vil han
trække sit krav tilbage. Dette afviser Portia som en mulighed og kommer derudover
med en ny tilføjelse. Det viser sig at det ved lov er skrevet, at hvis en fremmede (som
f.eks. en jøde) kræver et kristent liv, skal denne fremmede fravristes af sine værdier og
disse skal tilfalde offeret selv og staten, som her er Antonio og staten Venedig. Antonio
tilbyder Shylock at slippe for dette på de betingelser at han konverterer til
kristendommen og at hans ejendele skal tilfalde Jessica og Lorenzo (Shylocks datter og
den kristne hvem hun giftede sig med) ved hans død. Knust og frataget religion og
dermed profession, forlader Shylock retssalen i skam.
37
(3.1.6) - Shylock
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
18
Shylocks værdier og konflikt med de kristne
Shylock adskiller sig fra de kristne ved at værdsætte penge og materielle goder, mere
end menneskelige relationer. Købmanden Solanio påstår endda at have overhørt
Shylock græde over hans tabte dukater- og datter i Venedigs gader, den nat da Shylock
erfarer at hun er borte:
”O, my daughter! O, my ducats! Fled with a Christian! O, my Christian ducats! Justic!
The Law! My ducats, and my daughter!”
38
Dette viser hvor meget værdi han tillægger sine penge. De nævnes på samme måde som
hans datter, når hans datter flygter med pengene, velvidende at han nok ikke vil se sin
datter igen. Måden hvorpå Salanio og de andre kristne her prøver at gøre Shylock til en
pengegrisk- og besat jøde, udfordres dog af Shakespeare i akt 3, scene 1. Efter at have
udsagt sin berømteste monolog, mødes Shylock af hans jødiske ven Tubal, der kommer
med nyt om hans datter. Da han fortæller Shylock at hans datter tilsyneladende har
byttet en af Shylocks mest værdifulde smykker (en turkis ring) for en abe, indser man at
Shylock faktisk tillægger nogle menneskelige relationer enorm værdi.
”Out upon her! Thou torturest me, Tubal: It was my turqoise; i had it of Leah when i
was a bachelor: I would not have given it for a wilderness of monkeys.”
39
Ringen viser sig at være et levn fra hans kone Leah, der sandsynligvis er død og mor til
Jessica. At Shylock bekendtgør at den betyder for meget til at kunne sælges, giver os et
fingerpeg om at Salanios føromtalte beretninger måske er falske og at de kristne prøver
at tegne et forkert billede af ham. Dette findes der dog ikke noget entydigt svar på og
der findes stadig mange indikationer der beviser at Shylock er umådeligt optaget af
penge.
Shylock synes at vægte retfærdighed utroligt højt. Allerede i første akt viser han at han
ikke føler det er retfærdigt, når Antonio kommer til ham og beder om tjenester, når han
38
(2.8.15) – Salanio reciterer hvad han mener at have overhørt Shylock råbe i
gaderne
39
(3.1.14) - Shylock
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
19
så ofte har nedværdiget ham og hans religion på Rialtoen. Det er her at Shylocks
hævngerrige plan planlægges i første omgang. Det er dog i den førnævnte monolog
”hath not a jew eyes?”,
40
at vi som tilskuer virkelig får øjnene op for Shylocks behov
for retfærdighed:
”To bait fish withal: If it will feed nothing else, it will feed my revenge. He hath
disgraced me, and hindered me half a million; laughed at my losses, mocked at my
gains, scorned my nation, thwarted my bargains, cooled my friends, heated mine
enemies; and what’s his reason? I am a Jew. Hath not a jew eyes? Hath not a jew
hands, organs, dimensions, senses, affections, passions? Fed with the same food, hurt
by the same weapons, subject to the same diseases, healed by the same means, warmed
and cooled by the same winter and summer, as a Christian is? If you prick us, do we not
bleed? If you tickle us, do we not laugh? If you poison us, do we not die? And if you
wrong us, shall we not revenge? If we are like you in the rest, we will resemble you in
that. If a Jew wrong a Christian, what is his humility? Revenge. If a Christian wrong a
Jew, what should his sufferance be by Christian example? Why, revenge. The villainy
you teach me, I will execute, and it shall go hard but I will better the instruction.”
Her påpeger Shylock overfor to undrende købmænd, at en jøde på alle måder er ligeså
menneskelig som en kristen. Begge har de øjne, hænder, organer, dimensioner,
affektioner, sanser og passioner. Begge bliver de syge, bløder og dør af samme grunde.
Så hvorfor skulle Shylock, en jøde, ikke bruge samme midler som en kristen, når en
sådan krænker ham? Ifølge Shylock er det et indlysende svar, at selvfølgelig er han i sin
gode ret til at hævne sig. Det er dog her at en essentiel forskel på de to religioner findes.
Hvor de kristne opildner Shylock til at vise barmhjertighed, vil Shylock hellere se på
hvad der er retfærdigt. Dette har rod i de to religioners forskellige gudsopfattelse.
Jødedommen tror på en retfærdig gud, som straffer når nødvendigt. Kristendommen tror
på at gud er barmhjertig og vil vise nåde. Det er derfor de kristne ikke forstår Shylock.
Bassanio, Portia og Dogen selv vil hele tiden bede Shylock om at vise Antonio
barmhjertighed. De finder hans midler uhåndgribeligt grusomme. Shylock henviser dog
bare til loven og affejer deres bemærkninger med at det er hvad både han og de selv,
40
(3.1.6) - Shylock
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
20
igennem deres love, må se som retfærdigt. Antonio skal straffes for hans skødesløse og
arrogante forretningsmetoder, samt hans behandling af Shylock. Portia udgør det måske
bedste billede på denne manglende evne til at forstå fremmede kulturer, hos de kristne. I
stykkets præsentation af hende og hendes confidante, omtaler hun en sort bejler som en
med ”the complexion of a devil”.
41
. Det var på tiden kutyme at forbinde den mørke
etnicitet med djævlen selv og derfor beder hun til at han ikke skal vinde hendes hjerte.
Portia udviser her en manglende tolerance, respekt og forståelse for andre kulturer og
religioner end dem af hendes egne. Hun står som det stærkeste symbol på de kristnes
syn på minoriteter. Dette aspekt og skellet i gudsopfattelsen kommer til udtryk i hendes
retssalsmonolog, der tjener at forsøge på at give Shylock et ultimatum for at vise nåde,
før hun knuser hans argumenter:
”The quality of mercy is not stain’d, it droppeth as the gentle rain from heaven upon the
place beneath: it is twice blest; it blesseth that gives and him that takes: ’tis mightiest in
the mightiest: it becomes the thrones monarch better than his crown; his sceptre shows
the force of temporal power, the attribute to ave and majestry, wherein doth sit the
dread and fear of kings; but mercy is above this sceptred sway; it is enthroned in the
heart of kings, it is an attribute to God himself; and earthly power doth then show likest
God’s when mercy seasons justice. Therefor, Jew, though justice be thy plea, consider
this, that, in the course of justice, none of us should see salvation: we do pray for
mercy; and that same prayer doth teach us all to render the deeds of mercy. I have
spoke thus much to mitigate the justice of the plea; which if thou followm this strict
court of Venice must needs give sentence ’gainst the Merchant there.”
42
Hvor hendes argumentation er velovervejet og passende hvad angår appelform, fejler
den grundet hendes manglende forståelse for Shylocks natur. Hun gør rigtigt i både at
appellerer til logos og patos. Shylock er yderst logistisk anlagt. Hvad der er logisk er for
ham rigtigt, hvilket som sagt ses i hans berømte monolog. Problematikken hvad angår
Shylock, ligger dog i at logikken ikke når ind til Shylock, i og med det er en udpræget
kristen logik hun prædiker. Fordi for Shylock er barmhjertighed ikke en ”attribute to
41
(1.2.15) - Portia
42
(4.1.54) - Portia
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
21
God himself”. Derfor vil Shylock ikke høre tale om at vise Antonio nåde og derfor
straffer de kristne ham ved at frarøve ham hans religion og dermed hans profession. En
profession der i mere end tusind år har været synonym med den kristne og jødiske
konflikt. Hans erhverv, der i kristne øjne er en synd, gør ham mere fremmedgjort for de
kristne, end hvad han i forvejen er og på den måde banes vejen for stykkets konflikt der
altså ender i en tragedie for stykkets skurk, men lykkeligt for stykkets købmænd og
unge elskende.
Shylock har dog med tiden vundet større og større sympati. Specielt den kraftigt
reducerede antisemitisme i det moderne samfund har gjort os mere tilbøjelige til at
opfatte Shylock som et offer. Vi opfatter Shylocks ondskab som et resultat af de
kristnes forfølgelser og derfor opfatter vi også stykket som en tragedie. Det har bestemt
ikke været tilfældet da stykket blev opført i 1500-tallet. I 2004 blev en filmatisering af
stykket lavet
43
og i denne filmatisering følger man i langt højere grad Shylock.
Kærlighedshistorien træder i baggrunden og Shylocks besværligheder som jøde i et
kristent- og antisemitisk samfund træder frem. Filmens første scene giver seeren et
indblik i den antisemitiske kontekst og viser os hvordan Antonio spytter på Shylock.
Antonio bliver altså fremstillet som det racistiske uhyre i den moderne filmatisering og
Shylock fremstilles som offeret. Det er en kæmpe variation fra det originale teaterstykke
og dette viser os hvor langt vores opfattelse af jøder har bevæget sig. Det er værd at
overveje, at hvis man lavede en moderne filmatisering der portrætterede Shylock på
samme måde som originalen, ville man måske blive stemplet som antisemit.
Repræsenterer The Merchant of Venice engelsk antisemitisme i perioden?
Synet på jøder i Shakespeares tid var grundet den engelske jødeudvisning i år 1290,
præget af fortællinger, myter og kirkens budskaber. I The Merchant of Venice
præsenteres vi for en række fordomme om jøder, i gennem portrætteringen af Shylock.
Fordommene der præsenteres kan på mange måder afspejles i det engelske samfund fra
perioden hvor jøderne blev udvist. Jøden som en gnier- og numerisk anlagt er
fordomme man nemt kan spore til perioden og fordi det derfra videreførte billede af en
43
Bilag 2: Radford, Michael: The Merchant of Venice, Avenue Pictures Productions,
2004
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
22
jøde måtte stamme fra denne periode, har det højst sandsynligt også været fordomme
der var repræsenteret i det Elizabethanske England, af Shakespeares tid.
Hvorvidt The Merchant of Venice repræsenterer engelsk antisemitisme for perioden er
dog et ret komplekst spørgsmål. Stykket kan nemlig fortolkes på mere end en måde og
svar til indledende spørgsmål varierer som et resultat af fortolkningen.
Vælger man at fortolke stykket som de fleste af samtidens tilskuere måtte have gjort, så
vil svaret være et entydigt ja. Samtidens tilskuere var i høj grad præget af kirkens
antisemitiske budskaber, samt den engelske historie der fortalte om hvordan jøder måtte
udvises fra kongeriget, grundet den trussel de udgjorde for samfundet. Derfor vil
fremstillingen af Shylock synes negativ. Han tillægges en vis sympati ved hans berømte
monolog, men formår selv at nedbryde den pga. hans manglende evne til selv at vise
nåde. På den måde kan Shylock altså fremstå dobbeltmoralsk og vigtigst af alt kan
Antonio synes at fremstå som evigt barmhjertig, i det han ikke fratager Shylock hans
værdier, men faktisk frelser ham i kristne øjne (ved at lade ham konverterer). Derfor
kan vi forstille os hvordan tilskuernes forfærdelse kan have bredt sig når den
skruppelløse jøde kræver et pund af den stakkels købmands kød og vi kan forstille os
hvordan jublen kan have spredt sig i teatersalen da klimaks udfolder sig, ved Portia og
de kristnes sejr over Shylock i retten. Den lykkelige slutning vil i øvrigt karakteriserer
stykket som en komedie blot.
Vælger man til gengæld at tolke den i en mere moderne ånd, så kan det se helt
anderledes ud og svaret vil i langt højere grad være mere komplekst. Stykket vil stadig
repræsenterer periodens antisemitisme; det er et faktum vi ikke kan omgå. Det bliver
dog på en lidt anden måde. Det er nu de kristne der er de skruppelløse. De er
snæversynede og fordomsfulde og deres racistiske natur ender i en tragedie for Shylock;
som oveni købet har formået at vinde en ret så stor del af vores sympati. Vi forstår at det
er de kristnes ustoppelige diskriminering der har skabt hans hævntørstige og ensporede
natur. Dette forstår vi fordi at vi, i modsætning til middelalderens tilskuere, har bevæget
os væk fra kirken og den dertilhørende jødeforfølgelse. Jøderne har i vores forståelse
været offer for tusinde af års forfølgelser og derfor får vi sympati for Shylock, når han
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
23
siger at Antonio tidligere har kaldt ham for vantro hund og spyttet på ham; vi får
sympati for Shylock når han fremsiger sin berømte monolog og forsøger at fortælle at
han som jøde også er et menneske, ligesom de kristne og at han derfor skal behandles
ligesådan. Det er dog ikke noget entydigt svar at vi nu hader Antonio og elsker Shylock.
Antonio fremstår stadig sympatisk på så mange andre måder. Kun i hans opførsel
overfor Shylock er han usympatisk. Hans undertrykte forhold til Bassanio, vil i den grad
vække vores sympati og på den måde bliver både Antonio og Shylock til et offer.
En ting er vores moderne opfattelse af Shylock; noget andet er hvad Shakespeares
tanker har været. Det kan nemlig virke ret utraditionelt, for en Elizabethansk dramatiker
at tildele en jøde disse elementer af sympati og lade ham appellerer til tilskuernes patos.
Måske var Shakespeare foran sin tid, måske er det bare en moderne overfortolkning.
Det er dog værd at huske på at antisemitisme ikke er det eneste forskelsbehandlende
element der er repræsenteret i stykket. Kønsroller og homoseksualitet fremkommer i
form af trans klædning og forholdet mellem Antonio og Bassanio. Begge tilfælde sker
hos de kristne og tjener måske at indse at samtidens normer ikke nødvendigvis var
positive i Shakespeares øjne. Portia viser jo nemlig at have egenskaber der overskrider
mændenes, i det hun vinder en retssag som selv Dogen ikke kunne vinde; og Bassanio
og Antonios formodede platoniske forhold (der er forbudt), gør at Bassanio må gifte sig
med en han nok i virkeligheden ikke elsker, i det at det gøres klart at han bejler til hende
fordi hun besidder store rigdomme. Man kan hævde at samtidens undertrykkelse
(overfor kvinder, homoseksuelle og jøder), i dette stykke kritiseres fordi det spænder
ben for en masse positivt, der forhindres i at blomstre.
Opsamling
Jeg kan konkluderer at den kristne antisemitisme på mange måder udspringer af en
hadefuld og diskriminerende retorik fra særligt Oldkirkens side. Den bibelske figur
Paulus og hans breve til Thessalonikkerne beviser på en og samme tid hvad betydning
biblen kan have haft for den kristne befolknings jødeopfattelse- og hvordan den kristne
kirke kan menes at have fordrejet ordene heri. Religionens signifikans i middelalderen,
betød at retorikken og dens præmisser blev købt af det kristne folk og på den måde
kunne kirken influerer at livet som europæisk jøde blev yderst besværliggjort. Bl.a.
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
24
fordi der blev lagt et væld af afgifter og socialpolitiske forbud på den jødiske tilværelse
i Europa. Deres erhvervsmuligheder blev svært indsnævret og efterlod jøderne med få
muligheder på hånden. Mange valgte at blive pengeudlånere og vejen for dette var også
banet på forhånd i og med det var forbudt for kristne at tjene penge på at låne ud. Dette
blev nemlig opfattet som en synd for de kristne, men jødedommen forbød ikke denne
praksis. Praktiseringen af dette fik dog den betydning at de mere fanatiske kristne lagde
deres vrede på de jødiske ’ågerkarle’ og dermed var endnu et incitament for
jødeforfølgelser lagt. Middelalderen blev derfor en tid med løbende og intensiverende
jødeforfølgelser. Kristne korstoge- ritualmord- og anklager om hostieskænding og mord
på kristne børn, blev rettet imod jøderne. I England var det umiddelbart det tredje
korstog og massakrerne ved Richard d. førstes kroning, der bød på de første store
blodsmassakrer mod jøder. De efterfølgende engelske konger pålagde jøderne
yderligere afgifter og med et vredt kristent folk og et dybt undertrykt jødisk folk, så
Edvard d. 1 ingen anden mulighed end at udvise engelske jøder i 1290.
Da Shakespeare i 1598 skrev stykket The Merchant of Venice var det derfor i et
Elizabethansk England, uden jøder. Shakespeares portrættering af skurken Shylock, har
derfor været bygget på enten hans egne, eller den gængse engelske befolknings
opfattelse af en jøde og nok i virkeligheden ikke på konkrete oplevelser og
observationer. Shylock er derfor fremstillet som en skruppelløs og gnieragtig
pengeudlåner, der med et numerisk anlagt sind konspirerer at hævne sig overfor de
kristne. Det er dog i hans hævn at vi alligevel formår at vinde lidt sympati for Shylock.
Hans konflikt med de kristne bunder i deres modstridende værdier og gudsforhold. De
forventer at Shylock vil vise barmhjertighed, trods Antonios lange diskriminering af
Shylock, men ifølge Shylocks religiøse overbevisninger skal han straffe Antonio for
hans ugerninger. På denne måde repræsenterer stykket på glimrende vis den engelske
antisemitisme i perioden. Billedet på den (for de kristne) fremmedgjorte jøde er på
fortrinlig vis blevet overført til Shylock og fremstillingen af ham som gnieragtig,
logistisk og skruppelløs er i virkeligheden meget passende for måden man på den gang
opfattede den fremmede jøde.
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
25
Litteraturliste
Bøger og film
Michael, Robert: A History of Catholic Antisemitism, Palgrave Macmillan, 2011
Radford, Michael: The Merchant of Venice, Avenue Pictures Productions, 2004
Shakespeare, William: The Merchant of Venice, Woodsworth Classics, 2000.
Simonsen, Andreas: Centrale tanker i jødedommens etik, Nyt Nordisk Forlag Arnold
Busck, 1975.
Smith, Logan Pearsall: The Golden Shakespeare, Constable & Co. Ltd, 1949.
Starr, Chester G.: A History of The Ancient World, Oxford University Press, 1974
Trevor-Roper, Hugh Redwald: University of Chicago Press, 1992
Hjemmesider
Bible Gateway – Bibelen online. URL: http://www.biblegateway.com Besøgt d.
19/12/13
Britannica, britisk leksikon:
Buccico, Rodolfo: Jews in Venice and Shakespeare, All Voices, 19/11/11. URL:
http://www.allvoices.com/contributed-news/jews-in-venice-and-shakespeare
Besøgt d. 19/12/13
Gyldendal, dansk leksikon:
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Jødedo
mmen/antisemitisme. Antisemtisme
http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidens
kab/Ahasverus. Ahasverus
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
26
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Jø
dedommen/jødedom/jødedom_(Den_spanske_guldalder) Den Spanske Guldalder
Jewish Encyclopedia, jødisk historisk leksikon:
Polish Jews History. URL: http://polishjews.org/history1.htm
The Crusaders Capture Jerusalem, 1099. URL:
http://www.eyewitnesstohistory.com/crusades.htm
The Fourth Lateran Council, Pave Innocent III. URL:
http://www.fordham.edu/halsall/source/lat4-c68.asp
The Virtual Jewish History, Venice. URL:
http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/vjw/Venice.html#The%20Ghetto Besøgt d.
19/12/13
Artikler
Hannan, Daniel: The Merchant of Venice may be a greater incitement to anti-Semitism
than the Protocols of the Elders of Zion, The Telegraph, 14/9/13. URL:
http://blogs.telegraph.co.uk/news/danielhannan/7/the-merchant-of-venice-is-
a-greater-incitement-to-anti-semitism-than-the-protocols-of-the-elders-of-zion/ Besøgt
d. 19/12/13
Lockshin, Martin I.: Who killed Jesus?, My Jewish Learning, dato ikke synlig. URL:
http://www.myjewishlearning.com/beliefs/Issues/Jews_and_Non-
Jews/Attitudes_Toward_Non-Jews/Christianity/who-killed-jesus.shtml Besøgt d.
19/12/13
[navn fjernet], 3.s Studieretningsprojekt Ribe Katedralskole
27
Lomborg, Jens: Antisemitisme i Det Nye Testamente?, Ordet og Israel, dato ikke synlig.
URL: http://www.ordetogisrael.dk/artikler.php?action=laesartikel&id=47 Besøgt d.
8/12/13.
Rutherford, Jana: Usury: Necessary Evil og Evil Necessity?, Florida Atlantic Univeristy,
dato ikke synlig. URL:
http://faculty.quinnipiac.edu/charm/CHARM%20proceedings/CHARM%20article%20a
rchive%20pdf%20format/Volume%2012%202005/260%20rutherford.pdf Besøgt d.
19/12/13
Bilag
Følgende er en liste med bilag. Bilag refereres til (i fodnoter) efter nummer.
Bilag 1
Kilde 2: Tekstuddrag fra: ”Jødernes Historie fra biblens afslutning til nutiden, kort
fremstillet”, af Dr. M. Kayserling 1890
Bilag 2
Link til filmatiseringen af The Merchant of Venice, fra 2004.
URL: http://www.youtube.com/watch?v=-bZWZEwY21Q Besøgt d. 19/12/13