SRP om omsorgssvigt og mønsterbrud i Psykologi og Engelsk

Omsorgssvigt og mønsterbrud

Studieretningsprojekt i Engelsk A og Psykologi B

STX 3.g

Skole:

Vejleder (Engelsk):

Vejleder (Psykologi):

STX 3.g

Resumé

Projektet undersøger kontrasten mellem, hvordan omsorgssvigt og mønsterbrud skildres i

litteraturen, og hvordan disse fænomener fungerer i den virkelige verden. Som eksempel på

et litterært værk om omsorgssvigt og mønsterbrud anvendes romanen Push af Sapphire,

mens vores data om omsorgssvigt og mønsterbrud i den virkelige verden primært stammer

fra Kauai-undersøgelsen.

Den engelskfaglige analyse af Push lægger særligt vægt på romanens skildring af, hvordan

hovedpersonen Precious er påvirket af forældrenes omsorgssvigt, samt af de faktorer, som

bidrager til, at hun formår at trodse de hårde vilkår fra sin opvækst og blive mønsterbryder.

I den psykologifaglige redegørelse fremlægger vi først et overblik over de forskellige typer og

grader af omsorgssvigt, som kan dokumenteres i den virkelige verden. Dernæst undersøger

vi nogle af de centrale data fra Kauai-undersøgelsen, som blandt andet lægger vægt på,

hvor vigtige alternative sociale relationer er for de børn, som bliver svigtet af deres primære

omsorgspersoner. Vi runder af med en kort analyse af en specifik case, som handler om

mønsterbryderen Moni.

I vores diskussion undersøger vi, om Push giver en realistisk skildring af omsorgssvigt og

mønsterbrud, når man sammenligner med data fra virkelighedens verden. Diskussionen når

frem til, at Push med sit ensidige fokus på særligt ekstreme typer af omsorgssvigt kan give

et lidt misvisende billede af, hvor forskellige årsagerne til omsorgssvigt kan være i

virkeligheden. Den når også frem til, at romanens store fokus på Precious som en stærk og

handlekraftig hovedperson til en vis grad undervurderer betydningen af sociale faktorer ift. at

sandsynliggøre mønsterbrud.

Projektet konkluderer, at litterære værker som Push har et vist potentiale ift. at øge den

generelle bevidsthed om, at både omsorgssvigt og mønsterbrud forekommer i samfundet.

Omvendt er litterære værker måske mindre gode redskaber til at give en nuanceret

forståelse af de mekanismer, som typisk ligger bag omsorgssvigt og mønsterbrud.

3 
 
Indholdsfortegnelse 
 
Resumé  2 
Indledning  4 
Analyse og fortolkning  5 
Overblik over Push  5 
Personkarakteristik af Precious  5 
Precious’ sociale relationer  7 
Precious’ udvikling  8 
Fortolkning af Push  10 
Redegørelse og analyse  12 
Hvad er omsorgssvigt?  12 
Omsorgssvigt som risikofaktor  13 
Mønsterbrud og resiliensfaktorer  14 
Kauai-undersøgelsen  14 
De vigtigste resiliensfaktorer ifølge Kauai-undersøgelsen  15 
Caseanalyse: Nu mestrer Moni sit liv  16 
Diskussion  19 
Giver Push et realistisk billede af omsorgssvigt?  19 
Giver Push et realistisk billede af mønsterbrud?  20 
Kan fiktive tekster om omsorgssvigt og mønsterbrud være et redskab til bedre forståelse 
af disse fænomener?  21 
Omsorgssvigt  21 
Mønsterbrud  22 
Konklusion  24 
Litteraturliste  25 
 
 
 
 
   

Indledning

Omsorgssvigt er en af de mest alvorlige risikofaktorer, som kan gribe forstyrrende ind i et

barns psykiske udvikling og have en negativ effekt på barnets chancer for at opnå et godt liv.

Nyere psykologisk forskning har dog vist, at det alligevel lykkedes nogle omsorgssvigtede

børn at blive mønsterbrydere og opnå succes i livet på trods af svære omstændigheder.

Forskningen peger på, at mønsterbryderne især er de børn, som har formået at finde frem til

resiliensfaktorer på andre områder i livet, når den nære familie har svigtet.

I dette SRP vil jeg undersøge, hvordan et omsorgssvigtet barn kan trodse

omstændighederne og ende som mønsterbryder. Først ser jeg på en fiktiv skildring af

mønsterbrud i USA i romanen Push af Sapphire, som kan give et indblik i, hvordan

omsorgssvigt og mønsterbrud bliver skildret i fiktive værker. Dernæst vil jeg dykke ned i den

psykologiske forskning og undersøge, hvilke resiliensfaktorer som spiller den mest centrale

rolle ift. at sandsynliggøre mønsterbrud i virkelighedens verden. Til slut vil jeg på baggrund

af mine undersøgelser diskutere, hvorvidt et fiktivt værk som Push kan være med til at skabe

øget forståelse for fænomenerne omsorgssvigt og mønsterbrud, eller om de omvendt kan

give et misvisende billede på nogle punkter.

Analyse og fortolkning

Overblik over Push

Push er en socialrealistisk roman, som fortæller historien om teenagepigen Precious. Ved

romanens begyndelse er Precious 16 år og gravid med sit andet barn. Hendes egen far er

far til begge børnene, og Precious har været udsat for både seksuelle overgreb og andre

former for fysisk og psykisk omsorgssvigt fra både sin far og mor fra en tidlig alder.

På trods af dette tragiske udgangspunkt skildrer romanen en positiv udvikling hos Precious,

som kommer i en alternativ skole efter massive problemer i det traditionelle

uddannelsessystem. Her møder hun lærerinden Ms. Rain og en række andre unge piger,

som har kæmpet med sociale problemer i opvæksten. Gradvis lærer Precious både at læse

og at udtrykke sig på skrift, og finder derigennem modet til at gøre op med sine forældres

svigt og finde sin egen vej i livet.

Personkarakteristik af Precious

Precious er en 16-årig pige, som i begyndelsen af historien er i en usædvanlig svær

livssituation. På trods af hendes unge alder er hun gravid for anden gang, og vi lærer hurtigt,

at faderen til begge børn er Precious’ egen far (Sapphire 1996, s. 3), som har udsat hende

for seksuelle overgreb gennem flere år. Precious’ første barn er født med Downs Syndrom

og bliver passet af hendes bedstemor.

Precious er i det hele taget i en meget udsat position i det amerikanske samfund, fordi hun

tilhører en hel række kategorier, som ofte oplever marginalisering. Hun er kvinde, hun er

sort, hun er ung mor, hun er stærkt overvægtig, hun er ordblind, hun tilhører en lav

socialklasse, hun bor i et belastet boligområde, og hun er offer for voldsom omsorgssvigt.

Læserne får med andre ord en fornemmelse af, at Precious har så mange barrierer foran

sig, at det virker usandsynligt, at hun nogensinde kan få et normalt liv.

Romanen giver os indblik i Precious’ tanker, og vi ser derfor også, hvordan hendes

livssituation påvirker hendes selvværd negativt på en række forskellige punkter. Fx virker

hun ofte utilfreds med sit eget udseende, og oplever nærmest en form for identitetsforvirring,

når hun ser sit eget spejlbillede, eller kigger ned af sin krop i badet:

“Sometimes I pass by store window and somebody fat dark skin, old looking, someone look

like my muver look back at me. [...] Who I see? I stand in tub sometimes, look my body, it

stretch marks, ripples” (ibid., s. 32)

Vi får altså et indtryk af, at Precious på mange punkter har overtaget det negative billede,

som både hendes forældre og hendes øvrige omverden har dannet af hende - i hvert fald

ved historiens begyndelse.

Vi får dog også indtryk af, at Precious er en handlekraftig person, som på mange måder

udfordrer samfundets fordomme om mennesker i svære livssituationer. Vores indblik i

hendes tanker afslører, at hun selv har en klar bevidsthed om de fordomme, som

omverdenen har om hende - og at hun ikke vil finde sig i at blive dårligt behandlet af

systemet. Vi ser et tidligt eksempel på Precious’ viljestyrke i hendes konfrontation med

matematiklæreren Mr. Wicher, hvor hun insisterer på at blive siddende i klassen trods hans

protester, fordi hun er fast besluttet på at lære matematik:

I look at him ‘n say, ‘I can slam too. You wanna slam?’ ‘N I pick up my book ‘n slam it down

on the desk hard. [...] He say, ‘Miss Jones I would appreciate it if you would leave the room

right NOW.’ I say, ‘I ain’ going nowhere mutherfucker till the bell ring. I came here to learn

maff and you gon’ teach me.’ (ibid., s. 4-5)

Her ser vi altså Precious bryde med samfundets fordomme, fordi hun faktisk udtrykker

interesse for at deltage i undervisningen og udnytte lærerens hjælp, mens forventningen

måske ville være, at en som hende blot ville zone ud eller måske aktivt forstyrre

undervisningen. Vi ser også Precious’ handlekraft og gåpåmod, da hun om morgenen gør

sig klar til at møde op i den nye skole:

Today is first day. I been tessed. [...] I is ready. Ready for school. School something (this

nuthin’!). School gonna help me get out dis house. I gotta throw some wayer on my ass and

git up [...] Ol’ Cornrows say bring self, pencil, and notebook. I got self, pencil and notebook.

Can I get a witness! I’m outta here! (ibid., s. 35-36)

Her ser vi på Precious’ sprogbrug, at hun ser et tydeligt formål med skolen og uddannelsen

(at komme væk fra sit forfærdelige hjem), og at hun føler sig klar til at kaste al sin energi ind i

projektet. Selvom Precious er mærket af sin svære livssituation, så er det altså alligevel

tydeligt, at hun ved historiens begyndelse føler sig klar til at foretage ændringer i sit liv.

Precious’ sociale relationer

Precious bliver udsat for grov omsorgssvigt fra sin familie. Ved romanens begyndelse bor

hun hos sin mor, som jævnligt sviner hende til verbalt og også udsætter hende for fysiske

angreb (Sapphire 1996, s. 19). I løbet af romanen finder vi også ud af, at moderen både har

set til mens faderen udførte seksuelle overgreb mod Precious (ibid., s. 135-136) og at hun

også selv har gjort sig skyldig i seksuelle overgreb mod Precious (ibid., s. 21). Moderen er i

det hele taget ikke god til at tage sig af Precious’ fysiske sundhed, og vi ser også eksempler

på, at hun direkte presser Precious til at overspise (Ibid., s. 20) - hvilket bliver præsenteret

som en stor del af forklaringen på Precious’ svære overvægt.

Precious’ far Carl bor ikke fast hos familien længere, men når han besøger dem, er det

typisk for at udføre seksuelle overgreb på Precious eller for at skaffe mad eller penge (Ibid.,

s. 85). Det er i det hele taget værd at bemærke, at vi aldrig direkte møder faderen i bogens

fortælling, men gennem flashbacks får vi alligevel et skarpt indtryk af den mørke skygge,

som han kaster over Precious’ liv.

Samlet har Precious altså dybt negative relationer til både sin mor og sin far. Til gengæld

formår hun gennem fortællingen at opnå positive sociale relationer uden for den nære familie

- og herunder særligt i forbindelse med den alternative skole Each One Teach One.

Først og fremmest udvikler Precious et positivt forhold til sin lærerinde Ms. Rain, der

kommer til at spille en positiv rolle for Precious på flere forskellige punkter. Grundlæggende

er hun en god lærer, som faktisk formår at lære Precious at læse og skrive, selvom det aldrig

er lykkedes for hende før (ibid., s. 54-55). Men hun griber også ind i Precious’ personlige liv

med både vejledning og direkte hjælp, når Precious kommer i nød på forskellige måder. Det

ser vi fx, da hun finder ud af, at Precious er blevet hjemløs med sit nyfødte barn, og ikke har

kunnet få hjælp af systemet:

“I can tell by Ms Rain’s face I’m not gonna be homeless no more. She mumbling cursing

about what damn safety net, most basic needs, a newborn child, A NEWBORN CHILD! She

going OFF now. [...] Before this day is up, Ms Rain say, you gonna be living somewhere, as

god is my witness. As GOD is my witness!” (ibid., s. 79)

Det er også Ms. Rain, som ved flere lejligheder overtaler Precious til ikke at give op, selvom

hendes situation umiddelbart kan virke uoverskuelig - fx da Precious kæmper med sin HIV-

diagnose (ibid., s. 96-97).

Udover Ms. Rain opnår Precious’ også positive sociale relationer til flere af de andre elever

på hendes hold på den alternative skole - særligt de tre piger Jermaine, Rita og Rhonda.

Ligesom Precious har de tre veninder været udsat for forskellige typer af omsorgssvigt og

andre livstraumer gennem deres opvækst (ibid., især LIFE STORIES-sektionen i appendix),

og ved at spejle sig i dem finder Precious også mere styrke til at håndtere sin egen svære

livssituation.

Precious’ udvikling

Vi får indtryk af, at Precious’ barndomsår har været så mærkede af omsorgssvigt og

seksuelle overgreb, at hun slet ikke har magtet at tage kontrol med sit liv:

“Second grade, third grade, fourth grade seem like one dark night. Carl is the night and I

disappear in it. And the daytimes don’t make no sense. Don’t make sense talking, bouncing

balls, filling in between dotted lines. Shape? Color? Who care whether purple shit a square

or a circle, whether it purple or blue?” (Sapphire 1996, p. 18).

Her bliver det gjort tydeligt, at de voldsomme omstændigheder ved Precious’ opvækst gør,

at hun fra en tidlig alder bliver efterladt i uddannelsessystemet, fordi hun simpelthen ikke

evner at fokusere på opgaverne i skolen, fordi de fremstår fuldstændig ubetydelige i

sammenligning med de forfærdelige ting, som Precious bliver udsat for i hjemmet. Her viser

romanen altså et billede af, hvordan omsorgssvigt kan skabe en negativ kædereaktion, som

forstyrrer udviklingen på mange punkter af livet.

Precious når dog et vendepunkt, da hun bliver henvist til den nye skole og begynder at

tænke, at hun måske alligevel kan give uddannelsessystemet endnu en chance, og måske

stadig har tid til at genopfinde sig selv:

...I start to walk slow to the back. But something like birds or light fly through my heart. An’

my feet stop. At the first row. An’ for the first time in my life I sits down in the front row…

(ibid., s. 40)

Precious’ nye optimisme bliver endnu stærkere, da hun med hjælp fra lærerinden Ms. Rain

for første gang i sit liv formår at læse nogle enkelte ord i en bog (ibid., s. 54-55). I takt med

at Precious lærer mere og mere, får vi også fornemmelsen af, at hendes selvtillid vokser.

Precious udvikler sig også socialt, idet hun ikke blot former en positiv relation til læreren Ms.

Rain, men også oplever at indgå i et fællesskab med de andre unge kvinder på skolen, som

også har haft voldsomme udfordringer under opvæksten, og som Precious derfor kan

relatere sig til. Precious’ positive faglige og sociale udvikling er medvirkende til at give hende

styrken til at bryde med sin mor. Vi ser allerede det ulmende oprør i Precious’ tanker i

begyndelsen af handlingen, hvor Precious fortæller os at hun ikke vil finde sig i det, hvis

moderen vover at røre hende igen (ibid., s. 14).

Oprøret kommer dog for alvor, da moderen overfalder Precious fordi hun har røbet

moderens velfærdssvindel for myndighederne. Precious vil ikke længere finde sig i

moderens behandling, og forlader hjemmet med sit nyfødte barn selvom hun ikke har noget

sted at tage hen (ibid., s. 73-74). Det sidste opgør med moderen sker i den fælles

konsultation med Ms. Weiss, hvor Precious indser, at hendes mor i sidste ende blot er et

stakkels, sørgeligt menneske, som har en fuldstændig forskruet opfattelse af, hvordan

verden fungerer: “This from Mama. Mama one hundred, not ninety nine, percent crazy”

(ibid., s. 136). Selv socialrådgiveren Ms. Weiss, som i andre sammenhænge har fungeret

som Precious’ modstander, er forfærdet over, hvordan moderen genfortæller dén

forfærdelige behandling, som Precious’ fik derhjemme (ibid. s. 133-136).

Precious møder dog fortsat nogle udfordringer i livet, som medfører, at hun ikke har

mulighed for at lægge den dystre fortid helt bag sig. Den mest konkrete af disse udfordringer

er, at hun bliver testet positiv for HIV (ibid. s. 93), fordi hendes egen far har smittet hende.

HIV-diagnosen udgør den største krise for Precious i anden halvdel af bogen, men da hun

overvinder sin angst og betror sig til sin lærer og sine klassekammerater bliver hun endnu

engang opfordret til at presse på og ikke falde for fristelsen til at give op (ibid. s. 95). Her

bliver det altså understreget, hvordan Precious’ nye sociale relationer bliver et vigtigt

redskab for hende ift. at overkomme de nye kriser, som hun fortsat kommer til at møde i sit

liv.

Endelig sker der også en udvikling i Precious’ egne fordomme. I begyndelsen af fortællingen

ser Precious fx meget ned på homoseksuelle og stofmisbrugere, men da hun lærer at Ms.

Rain er homoseksuel (ibid, s. 81) og at hendes veninde Rita er tidligere stofmisbruger, bliver

hendes fordomme udfordret og hun begynder at blive mere åbensindet og forstående.

Ved slutningen af romanen lader Precious til at have en optimistisk tilgang til livet. Selvom

hun er HIV-smittet og dermed har en usikker fremtid, så får vi indtryk af, at hun vil fortsætte

med både at dedikere sig til sin uddannelse og passe på sit lille nyfødte barn Abdul (ibid. s.

139-140). Romanen giver os altså et billede af, at Precious er blevet mønsterbryder.

Fortolkning af Push

Push er en roman, som tematiserer omsorgssvigt, men som samtidig præsenterer et

budskab om, hvordan omsorgssvigt kan overkommes.

Romanens hovedperson Precious formår at vende sin udvikling til det positive trods et

enormt svigt fra både sine primære omsorgspersoner og til en vis grad også fra samfundets

side, hvor vi ser mange eksempler på, at Precious ikke modtager tilstrækkelig hjælp i sin

svære situation.

Novellens titel Push peger på et budskab om, at man kan overvinde svære

livsomstændigheder gennem personlige anstrengelser. Selvom vi første gang møder

kommandoen ‘push’ i bogstavelig forstand i forbindelse med Precious’ første fødsel

(Sapphire 1996, s. 10), så ser vi efterfølgende begrebet brugt mere symbolsk. I flere

situationer ser vi nemlig, at Precious skal presse på for at overkomme de barrier, som livet

sætter for hende (fx ibid., s.95).

Omvedt kan man også sige, at romanen til en vis grad tematiserer de ydre faktorer, som er

medvirkende til, at Precious kan overkomme sin situation. Først og fremmest ser vi

betydningen af Precious’ forhold til Ms. Rain, som både hjælper Precious med at få en ny

start i uddannelsessystemet og med at håndtere personlige udfordringer som fx hendes

hjemløshed, hendes HIV-diagnose og hendes behov for børnepasning sideløbende med

uddannelsen. Vi hører også om vigtigheden af at dele sine udfordringer med ligesindede,

særligt i scenen hvor Rita tager Precious med til en støttegruppe for incestofre, og Precious

oplever, hvor terapeutisk det kan være at dele sine traumer med andre, som har haft

tilsvarende oplevelser.

Samlet set peger romanens titel dog på, at vi primært skal se Precious og hendes stærke

personlighed som årsagen til, at hun formår at gøre op med sin situation og finde en ny vej i

tilværelsen. I de afgørende øjeblikke af livet er det Precious, som tager styringen og presser

sig selv henimod forandringerne - så selvom omgivelserne præsenterer nogle muligheder,

så er det Precious selv, som griber ind og tager dem.

Det er ikke kun navnet på romanen, som har en symbolsk forbindelse til temaet. Også

Precious’ navn spiller en vigtig rolle, fordi det er med til at understrege, at alle mennesker er

dyrebare og fortjener de bedste opvækstvilkår - også dem, som man fra samfundets side har

en tendens til at se ned på, eller stemple som tabt på forhånd.

Dermed har Push altså også et politisk budskab og giver en opfordring til, at man fra

samfundets side (måske særligt det amerikanske samfunds side) er bedre til at give udsatte

børn og unge de ressourcer, som potentielt kan hjælpe dem med at blive mønsterbrydere.

Dette politiske budskab bliver også understøttet af romanens ofte ret negative skildringer af

repræsentanter for ‘systemet’. Det ser vi fx hos Precious’ sagsbehandler Ms. Weiss, som

egentlig bare gerne vil have Precious ud i ufaglært arbejde så hurtigt som muligt (ibid., s.

118-120), eller hos sygeplejerskerne som Precious søger hjælp hos, da hun står som

hjemløs med et nyfødt barn i armene (ibid., s.76-77).

Samlet set kan man altså sige, at Precious præsenterer et budskab om, at mønsterbrud

primært er et resultat af personlig anstrengelse, men at der dog alligevel er nogle muligheder

for, at samfundet kan gøre en bedre indsats for at hjælpe børn og unge, som har oplevet

omsorgssvigt.

Redegørelse og analyse

I det følgende vil jeg udfolde de centrale psykologiske teorier om omsorgssvigt og

mønsterbrud, med særligt fokus på at undersøge, hvilke resiliensfaktorer som kan øge

sandsynligheden for mønsterbrud.

Hvad er omsorgssvigt?

Omsorgssvigt er en et fælles begreb for en række forskellige handlemønstre, hvor et barns

omsorgspersoner på den ene eller den anden måde ikke får givet barnet den rette omsorg -

enten fordi de aktivt skader barnet eller fordi de ikke formår at give tilstrækkelig omsorg. Man

kan overordnet set inddele omsorgssvigt i fire typer: Aktiv fysisk omsorgssvigt, passiv fysisk

omsorgssvigt, aktiv psykisk omsorgssvigt og passiv psykisk omsorgssvigt (Ravn & Wolf

2017, s. 13-14).

Aktiv fysisk omsorgssvigt dækker over deciderede fysiske overgreb mod barnet. Det kan fx

være i form af slag og spark eller seksuelle overgreb. Passiv fysisk omsorgssvigt dækker

over, at der ikke tages tilstrækkelig hensyn til barnets fysiske behov. Det kan fx være, at

barnet ikke får nok mad eller ikke bliver vasket. Det kan også dække over, at barnet

efterlades i farlige situationer uden opsyn (ibid., s. 13).

Aktiv psykisk omsorgssvigt dækker over deciderede psykiske overgreb mod barnet. Det kan

fx være i form af trusler eller hånlige og nedladende kommentarer, som underminerer

barnets selvværd eller skaber utryghed. Passiv psykisk omsorgssvigt dækker over, at der

ikke tages tilstrækkelig hensyn til barnets psykiske behov. Det kan fx være fordi forældrene

ofte virker psykisk fraværende, eller måske giver udtryk for, at de ikke har tid eller overskud

til at tale med barnet (ibid., s. 13).

Der kan naturligvis sagtens være overlap mellem de forskellige typer omsorgssvigt, så i

praksis vil det enkelte barn ofte opleve flere forskellige typer samtidig, som måske forstærker

hinanden. Seksuelle overgreb kan fx både involvere fysiske og psykiske elementer.

Omsorgssvigt findes desuden i forskellige grader, og kan i mange tilfælde være svært at

opdage fra samfundets side. Omsorgssvigt behøver jo netop ikke være voldsomme fysiske

overgreb som efterlader tydelige mærker på kroppen, det kan også være situationer, som

udelukkende efterlader psykiske ar, der kan være langt sværere at få øje på. Nogle former

for omsorgssvigt (især seksuelle overgreb) er desuden ledsaget af et pres fra

omsorgspersonerne ift., at barnet ikke skal afsløre omsorgssvigten for myndighederne.

En sidste vigtig pointe, som ofte bliver overset, er at det kun er et mindretal af sager om

omsorgssvigt, som involverer forældre, der aktivt ønsker at skade deres børn. Det er mere

almindeligt, at forældrene af den ene eller anden grund ikke er i stand til at give barnet den

rette omsorg, fx pga. manglende viden, manglende ressourcer, eller personlige problemer

som fx stofmisbrug eller psykiske lidelser (Childtrends.org 2019). Det er en væsentlig pointe

at være opmærksom på, fordi det kan påvirke hvilke tiltag, som giver bedst mening at

anvende til at stoppe omsorgssvigten. Hvis forældre bevidst skader deres børn, er det

oplagt, at barnet skal fjernes fra forældrene (som herudover skal retsforfølges). Men hvis

omsorgssvigten kommer af manglende evner eller en svær livssituation, så kan der måske

også være mulighed for løsninger, som involverer hjælp til familien som helhed.

Hvis man kaster et blik på nogle af de konkrete tiltag mod omsorgssvigt, som bliver anvendt i

USA, så vil man da netop også finde en overvægt at initiativer, som involverer en

helhedsorienteret tilgang med stort eller måske ligefrem primært fokus på at give forældrene

bedre redskaber til at give deres børn den rette omsorg. Det kunne fx være et initiativ som

Strengthening Families, der blandt andet har fokus på at give forældrene mere viden om

forældreskab og børns udvikling, og bedre værktøjer til at passe på deres eget psykiske

helbred og reagere fornuftigt i pressede situationer (Children’s Bureau 2020, s. 6).

Omsorgssvigt som risikofaktor

Tidligere i psykologiens historie var der en udbredt forestilling om, at omsorgssvigt i

barndommen automatisk ville føre til psykiske problemer senere i livet (Larsen 2018, s. 132).

I dag ved man dog, at det ikke er givet på forhånd, at et omsorgssvigtet barn vil udvikle

problemer - men der er dog ingen tvivl om, at omsorgssvigt markant øger sandsynligheden

for, at barnet udvikler problemer. Med et fagbegreb siger man, at omsorgssvigt er en alvorlig

risikofaktor (ibid., s. 132), som kan medføre en lang række negative følgevirkninger.

Herunder kan barnet fx blive forsinket i kognitiv udvikling (ibid., s. 128), hvilket kan have

konsekvenser for evnen til at følge uddannelsessystemet.

Alligevel findes der eksempler på, at selv ofre for grov omsorgssvigt har formået at trodse de

svære omstændigheder i opvæksten og opnå et succesfuldt liv i forhold til både sociale,

økonomiske og helbredsmæssige målestokke. Det har derfor været et centralt spørgsmål

inden for psykologien at undersøge, hvilke faktorer som kan bidrage til, at omsorgssvigtede

børn kan blive såkaldte mønsterbrydere og opnå en positiv livsudvikling.

Mønsterbrud og resiliensfaktorer

Resiliensfaktorer (også kaldet beskyttelsesfaktorer eller protective factors på engelsk) er det

modsatte af risikofaktorer. Resiliensfaktorer dækker over alle de elementer i et menneskes

liv og opvækst, som kan reducere risikoen for, at det udvikler problemer i livet (Larsen 2018,

s. 132). Resiliensfaktorer spiller en særlig vigtig rolle, hvis man i forvejen har alvorlige

risikofaktorer i sit liv (som fx omsorgssvigt).

Nogle af disse resiliensfaktorer kan komme fra personen selv. En høj IQ er fx en

resiliensfaktor, fordi det øger sandsynligheden for, at man kan klare sig godt i skolesystemet

på trods af problemer i hjemmet. Ligeledes er et mildt temperament en resiliensfaktor, fordi

det øger sandsynligheden for, at man kan opbygge positive sociale relationer uden for

hjemmet.

Fra et samfundsperspektiv er det dog især interessant at studere de resiliensfaktorer, som

enten kan findes direkte i miljøet, eller som kan vækkes i personen selv ved hjælp af miljøet.

Det kan nemlig give et billede af, hvordan man som samfund kan sætte ind ift. at hjælpe

omsorgssvigtede børn.

Kauai-undersøgelsen

En af de mest berømte studier af resiliensfaktorer er Kauai-undersøgelsen, som blev

foretaget af psykologerne Emmy Werner og Ruth Smith. Kauai-undersøgelsen tog

udgangspunkt i en hel generation af børn på øen Kauai i Hawaii, som blev født tilbage i

1955. Undersøgelsen fulgte derefter denne generation af børn gennem de næste fire årtier

af deres liv, med henblik på at kortlægge, hvordan de hver især klarede sig på en række

forskellige parametre. På den måde kunne man så danne et billede af, hvilke vilkår i

børnenes opvækst som udgjorde væsentlige risikofaktorer, og hvilke vilkår i børnenes

opvækst, som udgjorde væsentlige resiliensfaktorer. Kauai-undersøgelsen er altså en

såkaldt prospektiv længdesnitsundersøgelse, fordi den følger en bestemt gruppe mennesker

over en længere periode for at undersøge deres udvikling over tid.

En af de mest overraskende konklusioner fra undersøgelsen var, at der ud af gruppen af

børn med væsentlige risikofaktorer i opvæksten faktisk var en tredjedel af børnene, som

formåede at bryde det negative mønster og opnå et succesfuldt liv på trods af en vanskelig

begyndelse (Werner 2005, s. 11). Som Werner skriver det:

“...these children grew into competent, confident and caring adults. They did not develop

any behavior or learning problems during childhood or adolescence. They succeeded in

school, managed home and social life well, and set realistic educational and vocational goals

and expectations for themselves.[...] Their very existence challenges the myth that a child

who is a member of a so-called “high-risk” group is fated to become one of life’s losers.”

(ibid., s. 11)

Kauai-undersøgelsen var dermed med til at sætte øget fokus på mønsterbrydere og de

specifikke resiliensfaktorer, som kan muliggøre deres mønsterbrud. Den var også med til

illustrere, at mønsterbrud faktisk forekommer forholdsvis hyppigt (ca. hos ⅓ af børnene i

risikogruppen), i kontrast til en udbredt forestilling om, at det kun var helt særlige individer,

som formåede at bryde den sociale arv.

De vigtigste resiliensfaktorer ifølge Kauai-undersøgelsen

I sin artikel “Resilience and Recovery: Findings from the Kauai Longitudinal Study” giver

Ruth Werner et billede af, hvilke resiliensfaktorer som typisk var i spil hos de børn, som

formåede at trodse en svær opvækst og blive mønsterbrydere.

Her siger hun blandt andet, at det er en vigtig resiliensfaktor, hvis barnet kan finde en

alternativ omsorgsperson, som i et vist omfang kan dække ind for noget af den omsorg, som

ikke findes hos forældrene. Det kunne typisk være bedsteforældre, ældre søskende eller

medlemmer af den udvidede familie som fx tanter eller onkler (Werner 2005, s. 12).

I et større perspektiv viste undersøgelsen også, at gode rollemodeller udenfor familien

kunne være en vigtig resiliensfaktor, og herunder viste undersøgelsen faktisk, at personerne

i undersøgelsen ofte netop fremhævede en yndlingslærer, som en særlig betydningsfuld

rollemodel (ibid., s. 12) - ligesom vi ser det illustreret i Precious’ forhold til Ms. Rain i Push.

Hvis man zoomer ind på det enkelte barn og studerer de personlige egenskaber, som kan

fungere som resiliensfaktor, så tyder meget på at barnets sociale og emotionelle

kompetencer er særdeles afgørende for, om barnet formår at vende sin udvikling til noget

positivt. Børn med et velafbalanceret følelsesliv og gode sociale evner har altså lettere ved

at blive mønsterbrydere (ibid., s.12). Derudover nævner Werner også, at det kan være en

resiliensfaktor, hvis barnet har en særlig evne, som de føler stolthed ved (ibid., s. 12) -

hvilket vi fx ser illustreret i Precious’ stolthed over sin skrivning og særligt sine digte.

Samlet set kan man dog sige, at den absolut mest væsentlige resiliensfaktor er, at et barn

som ikke har gode sociale relationer i sin nære familie formår at opnå gode sociale relationer

i enten den udvidede familie eller i det øvrige sociale miljø, som barnet befinder sig i.

Som Werner også selv antyder i sin artikel, så er flere af de personlige resiliensfaktorer

(sociale og emotionelle kompetencer hos barnet) nemlig især vigtige, fordi de øger

sandsynligheden for, at barnet kan opnå gode sociale relationer til positive rollemodeller i

miljøet. Et barn med et mildt temperament som formår at vække sympati hos andre, får

lettere ved at finde alternative støttepersoner, og dermed lettere ved at blive mønsterbryder.

Omvendt vil et barn med antisocial adfærd typisk have meget svært ved at blive

mønsterbryder, fordi barnets adfærd gør det langt mindre sandsynligt, at det kan vække

sympati hos alternative omsorgspersoner eller rollemodeller.

Det generelle billede gentager sig, når man medtager data fra senere punkter i de

undersøgte personers liv. Her viser det sig nemlig, at der også er en vis andel af børnene,

som har udviklet problemer i teenageårene, der ikke desto mindre formår at bryde mønsteret

på et senere tidspunkt i livet. Og igen hænger dette mønsterbrud ofte sammen med, at

personen på en eller anden måde opnår sociale relationer til personer, som er en god

indflydelse - fx en god partner eller ægtefælle, eller et tæt venskab med en positiv rollemodel

(ibid., s. 13). Og endnu engang viser dataene også, at det især er personer med gode

sociale evner og et aktivt socialliv, som netop formår at opnå disse positive relationer, der

bliver så afgørende for deres mønsterbrud.

Data fra Kauai-undersøgelsen peger altså på, at alternative sociale relationer er en af de

vigtigste resiliensfaktorer for børn, som ikke kan finde stabile sociale relationer i den nære

familie. Dataene indikerer også, at udvikling af børnenes egne sociale og emotionelle

kompetencer er en vigtig forudsætning for, at de kan opnå disse relationer.

Caseanalyse: Nu mestrer Moni sit liv

Vigtigheden af alternative sociale relationer kommer også ofte til udtryk, hvis man ser på

individuelle cases om mønsterbrydere. Her ser man meget ofte, at casepersonen fremhæver

en eller flere alternative omsorgspersoner eller sociale netværk uden for familien som en

meget væsentlig del af forklaringen på, at det er lykkedes personen at blive mønsterbryder.

Det kan vi fx se på den danske case som socialpædagogen Moni, som i de første år af sit liv

var stærkt mærket omsorgssvigt fra sin alkoholiske mor, og samtidig følte sig forpligtet til at

tage ansvar for sin yngre søster, som moderen heller ikke evnede at passe på. Da Moni blev

anbragt på børnehjem som 12-årig, udviklede hun gradvis en stærk personlig relation til

socialpædagogen Lars, hvilket hun selv beskriver som et afgørende vendepunkt på vejen

mod at blive mønsterbryder (Rørbæk 2009).

Moni fremhæver først og fremmest den følelsesmæssige støtte, som Lars gav hende i den

første tid på børnehjemmet, hvor hun havde det allermest svært:

“-Jeg blev ligesom overbrust af ked-af-det-hed. Tænkte: Hvorfor sker det her for mig?

Hvorfor kan jeg ikke finde ud af lektierne? Hvorfor drikker min mor? Hvorfor kan hun ikke

passe på mig og hjælpe mig? Så hørte hun ofte en banken på døren. -Må jeg komme ind,

spurgte Lars […] Og så stak han forsigtigt sit bebrillede hoved ind. Kom hen til hende på

sengen. Strøg hende over håret. -Nogle gange holdt han også om mig. Gav mig den helt

tætte, fysiske kontakt, mens jeg bare græd, fortæller Moni.” (ibid.)

Her fornemmer vi altså, at en vigtig rolle for de alternative sociale relationer er, at det giver

det omsorgssvigtede barn den mulighed for at dele og udtrykke sine følelser, som måske har

været svær eller umulig at finde hos de primære omsorgspersoner. Og at kunne få afløb for

sine følelser på en fornuftig måde kan både være et redskab til at komme videre og samtidig

forebygge, at ens følelser kommer til udtryk på mere destruktive måder, hvor man måske

ender med at skade sig selv eller andre.

Casen om Moni viser dog også andre positive aspekter ved de alternative sociale relationer,

som fx evnen til at finde positive rollemodeller, der kan inspirere ift. uddannelse og karriere:

”Men Lars nøjedes ikke med at trøste. Han gav også Moni konkret opbakning. Sørgede for,

at hun fik lektiehjælp, og søgte senere fonde, så hun kunne komme på sprogrejser til

England og Tyskland. -Jeg kan huske, at Lars sagde til mig, at hvis jeg gerne ville være klog,

skulle jeg læse bøger. Og den tog jeg til mig. For jeg ville da godt være klog, siger Moni.”

(ibid.)

Vi får altså et billede af, at den alternative sociale relation til Lars både var et redskab for

Moni ift. at håndtere sin vanskelige fortid psykisk og et redskab til at kunne se fremad og

forme et nyt liv, som ikke var styret af omsorgssvigten. Begge disse fordele ville

sandsynligvis have været sværere at opnå, hvis Moni ikke havde haft mulighed for at danne

en stabil tilknytning til en alternativ omsorgssperson, men blot fx var blevet overladt til

skiftende pædagoger, som ikke viste særlig interesse i hende som person.

Vi ser også værdien af alternative sociale relationer i andre dele af Monis case. Fx når hun

beskriver, hvor værdifuldt det var, da børnehjemmet oprettede et efterværn hvor de fik

besøg af tidligere beboere, og dermed ved selvsyn havde mulighed for at opleve, at ”der var

noget, efter man flyttede fra børnehjemmet” (ibid.). Her ser vi igen hvordan alternative

sociale relationer kan fungere som rollemodeller, og dermed blive en stærk resiliensfaktor.

Både de generelle data og vores undersøgelse af en individuel case peger altså på, at der

findes en række forskellige resiliensfaktorer, som kan mindske sandsynligheden for negative

konsekvenser af omsorgssvigt, men at nogle af de allermest centrale er enten direkte eller

indirekte relateret til barnets muligheder for at sikre positive sociale relationer til personer

uden for den nærmeste familie.

Diskussion

Vi har nu opnået en dybere forståelse af de faktorer, som kan være involveret i virkelige

tilfælde af omsorgssvigt og mønsterbrud. Vi vil i dette afsnit forsøge at evaluere Sapphires

skildring af disse fænomener i romanen Push og overveje, om hun præsenterer et realistisk

billede af dem.

Giver Push et realistisk billede af omsorgssvigt?

Vi vil først overveje, om Push giver et realistisk billede af fænomenet omsorgssvigt - primært

ift. beskrivelsen af Precious, men også i forhold til beskrivelsen af Precious’

klassekammerater Rita, Rhonda og Jermaine.

Man kan først og fremmest bemærke, at bogen fokuserer på ekstreme tilfælde af aktiv

omsorgssvigt, hvor vi ser forældre, som på forskellige måder direkte gør skade på deres

børn: Precious’ mor og far udsætter hende for både vold og seksuelt misbrug. Rita er vidne

til, at hendes far myrder hendes mor, og ender derefter på gaden. Jermaine bliver udsat for

vold, voldtægt og hadforbrydelser pga. sin seksualitet. Og endelig bliver Rhonda seksuelt

misbrugt af sin storebror og senere smidt ud hjemmefra, da hun prøver at fortælle det til sin

mor (Sapphire 1996, LIFE STORIES).

Bogens fokus på mord, incest, voldtægt og hadforbrydelser giver dermed også et ekstremt

billede af, hvordan omsorgssvigt ser ud. Bogen giver til gengæld ikke så mange eksempler

på de (mere udbredte) tilfælde af omsorgssvigt, som handler om forældrenes manglende

evner, manglende forståelse af forældreskabet eller manglende ressourcer. Vi ser dog

alligevel nogle eksempler på, at fx Precious’ mor ud over mangel på empati også er påvirket

af manglende uddannelse. Hun har fx ikke forstået, hvordan HIV-smitte fungerer (ibid., s.

96), og hun fortæller også Ms. Weiss, at Precious fik mælk fra flaske, fordi brystmælk er

uhygiejnisk (ibid., s. 135).

Bogen giver til en vis grad et realistisk billede af, hvilke konsekvenser ekstrem omsorgssvigt

kan have for en persons senere livsudvikling. En almindelig konsekvens af grov

omsorgssvigt er fx, at den ramte person får sværere ved at følge uddannelsessystemet - og

vi ser jo netop, hvordan de omsorgssvigtede personer i bogen alle er endt på en alternativ

skole, fordi de er blevet opgivet af det traditionelle skolesystem. Skildringen af Precious’

tanker viser også en anden typisk konsekvens af grov omsorgssvigt, hvor den ramte person

oplever problemer med selvværdet og kan have en tendens til at overtage forældrenes eller

samfundets negative billede af sig selv som person.

Bogens fokus på de ekstreme tilfælde af omsorgssvigt gør, at den kan give et lidt

misvisende billede af, hvordan fænomenet typisk ser ud i virkeligheden. Bogen er til

gengæld god til at illustrere konsekvenserne af omsorgssvigt og omsorgssvigtens tendens til

at forstyrre flere aspekter af en persons liv (fx sociale og uddannelsesmæssige aspekter),

medmindre samfundet kan sætte ind for at afhjælpe konsekvenserne. Konsekvenser, som vi

også kunne se i vores analyse af den virkelige case om Monis opvækst (Rørbæk 2009).

Giver Push et realistisk billede af mønsterbrud?

En anden interessant overvejelse er, om Push giver et realistisk billede af, hvordan en

person kan udvikle sig til mønsterbryder.

Push præsenterer en fortælling om, at Precious’ mønsterbrud primært kommer fra hende

selv. Romanens titel og referencerne til titlen i bogen antyder som tidligere nævnt et

budskab om, at mønsterbrud er en personlig kraftanstrengelse, hvor en omsorgssvigtet

person gennem mod og viljestyrke presser sig gennem de barrier, som hendes livssituation

og samfundet placerer på hendes vej.

Denne meget personfokuserede fortælling giver dog ikke nødvendigvis det mest realistiske

billede af, hvordan mønsterbrud foregår i virkeligheden. Vores undersøgelser af de

videnskabelige data om mønsterbrud viser derimod, at positive sociale relationer (og evnen

til at opnå disse relationer) er den mest afgørende resiliensfaktor ift. at blive mønsterbryder.

Push lægger dog også rimelig stor vægt på disse sociale resiliensfaktorer, da bogen fx gør

meget ud af at skildre Precious’ forhold til lærerinden Ms. Rain samt hendes venskab med

de andre elever på den alternative skole. Bogen gør i det hele taget en del ud af at vise, hvor

gavnligt det kan være at dele sine traumatiske oplevelser med personer, som har haft

tilsvarende oplevelser i deres liv. Man føler sig så mindre alene og får mere styrke til at

overkomme minderne (fx støttegruppen for incestofre, Sapphire 1996, s. 128-131).

Det bidrager også til skildringens realisme, at en del af Precious’ styrke til mønsterbruddet

findes i hendes stolthed over sine egne evner som skribent og digter. Kauai-undersøgelsen

viste netop også, at et stort antal virkelige mønsterbryderne rapporterede stolthed over et

særligt personligt talent, som de havde udviklet.

Push viser altså til en vis grad et realistisk billede af mønsterbrud, fordi romanen trods alt

gør en del for at præsentere de sociale resiliensfaktorer, som spiller en vigtig rolle for de

fleste mønsterbrydere. Bogen har dog også tendens til at signalere, at mønsterbrud primært

er et spørgsmål om personlig anstrengelse, hvilket ikke er i overensstemmelse med vores

undersøgelsers konklusioner.

Kan fiktive tekster om omsorgssvigt og mønsterbrud være et

redskab til bedre forståelse af disse fænomener?

Som afrunding af vores diskussion er det relevant at overveje, om fiktive tekster som

romaner og spillefilm generelt set kan skabe en øget forståelse for omsorgssvigt og

mønsterbrud.

Omsorgssvigt

Fiktive tekster er overordnet velegnede til at skabe mere opmærksomhed om omsorgssvigt

som fænomen, fordi fiktive tekster typisk når et langt bredere publikum end fx en tilsvarende

fagtekst om emnet. Push fik ved udgivelsen meget opmærksomhed og skabte en stor

samfundsdebat om omsorgssvigt og ulighed i det amerikanske samfund - og ved

filmatiseringen af bogen i 2009 blev debatten genoplivet, da fortællingen gennem

biograflærredet nåede ud til et endnu større publikum. Flere andre store engelsksprogede

romaner har også i en eller anden grad tematiseret omsorgssvigt og herunder særligt

seksuelt misbrug - fx The Color Purple af Alice Walker (som også ofte bliver nævnt i Push)

og The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky.

Fælles for disse velkendte fiktive værker om omsorgssvigt er dog, at de alle viser eksempler

på ret ekstreme former for omsorgssvigt. Hvis en persons viden om omsorgssvigt især

kommer fra fiktive værker i populærkulturen, så kan det måske være let at danne et ret

ensidigt billede af omsorgssvigt som et fænomen, der involverer ondsindede forældre.

Dermed kan man måske også let komme frem til, at løsningen på omsorgssvigt altid er at

anbringe de ramte børn væk fra familien. Man kan til gengæld have sværere ved at danne et

mere nuanceret billede af omsorgssvigt, hvor man også har forståelsen for, at mange

tilfælde af omsorgssvigt nærmere handler om manglende forældreevner og uddannelse end

om decideret misbrug og overgreb.

Det giver selvfølgelig god mening, at fiktive fortællinger især lægger vægt på de ekstreme

tilfælde, fordi en fiktiv fortælling har brug for spænding og drama - hvilket netop ofte findes i

ekstremer. Det primære formål med en fiktionstekst er da også typisk underholdning, mens

folkeoplysning nærmere er en opgave for faglitterære tekster eller offentlige

informationskampagner.

Mønsterbrud

Push lægger i meget høj grad vægt på den personlige kraftanstrengelse som midlet til

mønsterbrud. Det giver igen god mening, at en fiktiv fortælling lægger vægt på netop dette

aspekt af mønsterbrud, fordi en fiktiv tekst typisk er mere medrivende, hvis den har en stærk

og handlekraftig hovedperson. Særligt amerikansk kultur har da også haft en stærk tradition

for at hylde det stærke individ, som tager kontrol over sit liv. Amerikansk kultur har til

gengæld i mindre grad haft fokus på de faktorer i miljøet, som påvirker en persons

muligheder for at ændre sit liv (fx adgang til stærke sociale relationer uden for hjemmet).

Hvis ens primære viden om mønsterbrud kommer fra fiktive fortællinger, så kan man let

komme til at tænke, at mønsterbrud er forbeholdt helt særlige individer, som med enorm

viljestyrke formår at overkomme deres begrænsninger. Den virkelige fortælling om

mønsterbrud handler dog måske i højere grad om, hvilke individer som var heldige og socialt

kompetente nok til at finde støtte hos alternative sociale relationer (fx Monis tætte forhold til

socialpædagogen Lars, Rørbæk 2009). Disse sociale faktorers betydning for mønsterbrud

viser samtidig, at mønsterbrud i meget høj grad også kan være et samfundsansvar, fordi

samfundets institutioner kan øge sandsynligheden for, at personer i risiko kan opnå positive

sociale relationer (fx ved at gøre meget for, at anbragte børn så vidt muligt har kontakt til de

samme støttepædagoger over længere perioder).

Skildringen af mønsterbrydere som helt særlige individer kan altså udbrede opfattelsen af, at

mønsterbrud er meget sjældent og måske kun er muligt for meget få udsatte børn. Kauai-

undersøgelsen indikerede dog, at 1 ud af 3 børn i risikogruppen faktisk formåede at vende

deres udvikling, og man kan sagtens forestille sig, at bedre samfundsinstitutioner ville kunne

øge dette tal. Kulturens udbredte fortælling om, at mønsterbrud kun er forbeholdt de

ekstremt stærke og handlekraftige individer, kan dermed risikere at føre til en mere

opgivende holdning til samfundstiltag, som skal øge muligheden for mønsterbrud.

Konklusion

Vi har nu sammenlignet et litterært væk med fokus på omsorgssvigt og mønsterbrud med

nogle af de teorier og undersøgelser, som illustrerer, hvordan omsorgssvigt og mønsterbrud

typisk fungerer i virkelighedens verden.

Vi konkluderer, at fiktive tekster som fx Push kan spille en vis rolle ift. at skabe mere

opmærksomhed om omsorgssvigt i samfundet, fordi teksterne gennem dramatiske

fortællinger kan nå ud til et bredt publikum. Læserne eller seerne kan på den måde blive

gjort opmærksomme på et fænomen, som til en vis grad er usynligt ude i det offentlige rum.

Prisen for de fiktive teksters dramatisering af fænomenet er dog, at teksterne ikke er så

velegnede til at opnå en mere nuanceret forståelse af, hvordan omsorgssvigt ser ud i

virkelighedens samfund - og hvilke forskellige typer og grader af omsorgssvigt, som kan

forekomme. En negativ konsekvens af de fiktive værkers fokus på ekstreme former for

omsorgssvigt kunne fx være, at den brede befolkning kommer til at se anbringelse uden for

hjemmet som den primære løsning på omsorgssvigt, selvom anbringelser i virkelighedens

verden nærmere er en sidste udvej, hvis der ikke er en chance for at hjælpe familien på rette

spor.

Ønsket om at give et litterært værk en stærk og handlekraftig hovedperson kan desuden

give et urealistisk billede af, hvordan mønsterbrud normalt foregår i virkeligheden. Værkerne

kan give et billede af, at mønsterbrud primært handler om personlig anstrengelse, hvor

undersøgelser peger på, at mønsterbrud i højere grad afhænger af positive sociale

relationer. Samfundets institutioner kan dermed også bidrage til at skabe gode vilkår for

mønsterbrud ved at tilbyde alternativer til relationerne i hjemmet.

Samlet set kan man altså sige, at litteraturen kan spille en vigtig rolle ved at skabe

bevidsthed om, at omsorgssvigt er udbredt og kan have alvorlige konsekvenser for de ramte

personer. Litteraturen er til gengæld mindre velegnet til at give et mere detaljeret billede af,

hvordan omsorgssvigt normalt ser ud, og hvordan mønsterbrud typisk foregår. En løsning på

dette problem kunne måske være, at man i samfundet udnytter opmærksomheden omkring

populære romaner eller film om omsorgssvigt og mønsterbrud til at starte en

samfundsdebat, hvor man også medtager de mere præcise data om fænomenerne fra

virkelige undersøgelser.

Litteraturliste

Children’s Bureau, “Protective Factors Approaches in Child Welfare” (2020). Hentet 11.

januar 2023 fra https://www.childwelfare.gov/pubs/issue-briefs/protective-factors/

Childtrends.org, “Child Maltreatment Databank Indicator” (2019). Hentet 19. januar 2023 fra

https://www.childtrends.org/publications/child-maltreatment-databank-indicator

Larsen, O.S. (). Psykologiens veje (3. udgave). Systime.

Ravn, F.A.P & Wolf, T. (). Psykologi - fra celle til selfie. Forlaget Columbus.

Rørbæk, Maria, “Nu mestrer Moni sit liv” (2009), Socialpædagogen online. Hentet 11. januar

2023 fra https://socialpaedagogen.sl.dk/arkiv/2009/resiliens-nu-mestrer-moni-sit-liv/

Sapphire - Push (1996), Random House Inc., New York

Werner, E. E.: "RESILIENCE AND RECOVERY: FINDINGS FROM THE KAUAI

LONGITUDINAL STUDY", Research, Policy, and Practice in Children’s Mental Health

Summer 2005, Vol. 19 No. 1. Hentet 11. januar 2023 fra

https://www.pathwaysrtc.pdx.edu/pdf/fpS0504.pdf