
Side 13 af 30
Efter denne korte intro begynder vers 1’, hvor der udover trommer også bliver tilføjet vokal
(skiftevis Riff-raff og Magenta) og en two-beat bas. Det er vigtigt at fokusere på vokalens effekt,
som her i vers 1’, tilføjer en dyster tone til nummeret, ved at synge nasalt og døsigt. Denne form for
sang kan næsten karakteriseres som talesang. Det skal nævnes at der ofte er stor forskel på musical-
musik som er kreeret til at skulle underbygge en historie og musik som er lavet for at udtrykke
noget i sig selv. Musicalsangerne bliver nødt til at tænke over at de, samtidig med at synge, skal
formidle den karakter de spiller igennem deres sang, hvorimod andre sangere skal fokusere på at
synge som dem selv. Derfor passer vokalens døsige og nasale stemme godt til Riff-Raff og
Magentas roller som lumske tjenere. Melodien benytter sig af cykliske motiver med a som central-
tone. Guitaren bliver ved med at gentage samme riff som i introen. Trommerne fortsætter stadig
med den svage hi-hat på 2- og 4–slagene, men i takt 13 begynder stortrommen at følge bassens
figur, hvilket giver sangen en form for opbyggende effekt til vers 1’’ som starter på takt 21. Den
opbyggende effekt understøttes af guitarens afvigelse i takt 19 og 20, fra sit førnævnte riff.
Derudover støtter klaveret også op med et op- og nedadkørende glissando, imens trommerne spiller
et overgangsfill til vers 1’’. I det hele taget fungerer hele vers 1’ opbyggende til vers 1’’, hvor der
virkelig kommer gang i den. Dette er grunden til at jeg har valgt at dele verset op i to (altså vers
1’og vers 1’’), altså pga. det tydelige dynamiske skift. Trommerne spiller nu en klassisk rock rytme
(lilletromme slag på 2 og 4, hi-hat på alle 8. delene og en stortromme på 1 og 3) hvor de samtidig
markerer accenter i sangen og klaveret følger guitarens riff med improvisationer. Bassen har nu
skiftet til en ostinat-bas-rytme (med tonerne 1-3-5-6 med variationer), hvilket tilføjer sangen
fremdrift og guitaren spiller stadigvæk sit riff. Vokalen har skiftet klang fra det nasale til en mere
rock-præget fuldtone-klang, hvilket også markerer det dynamiske skift. I takt 32 kommer der endnu
et fill fra trommerne som markerer overgangen fra vers 1’ til omkvædet i takt 33. Skiftet er tydeligt
her da det er her koret præsenteres for første gang. I omkvædets første to takter (takt 33) kommer
der et break hvor alle instrumenter markerer melodien som også synges flerstemmigt af koret og
bryder derfor med det forrige groove der kørte i vers 1’ og vers 1’’ stykket. Det er disse to takter der
fungerer som sangens hook-line, altså det er denne bid der sætter sig fast i lytterens bevidsthed.
Både rytmen og teksten er meget iørefaldende. Tekstmæssigt er det også her sangens budskab
præsenteres: ”Let’s do the Time Warp again!”. Teksten og melodien støtter i den grad hinanden,
hvilket vil sige at der er benyttet prosodi. Dette understøtter breakets funktion som hook-line. Som
Anders Aares bog Rock Musik i tid og rum formulerer det, er det hooket der er værkets ansigt (s.
23), hvilket denne bid i hvert fald lever op til. Man kan sige at det er i dette break det hele