Opgaven oploades I lectio senest tirsdag den 20. december 2016 kl. 9.00
Opgaveformulering:
Der ønskes en redegørelse for de politiske processer, der førte til overgangen fra tilpasning til
aktivisme i dansk udenrigspolitik.
På baggrund af selvvalgt materiale ønskes endvidere en analyse af eksempler på, hvorledes denne
overgang ses afspejlet i den kollektive erindring.
Vurdér slutteligt Danmarks muligheder for at agere som småstat i det internationale samfund.
Opgavens omfang forventes at være 15-20 sider ekskl. titelblad, indholdsfortegnelse,
noter og litteraturliste.
1 normalside har skriftstørrelse 12, 1,5 linjeafstand, ca. 2 cm margin og 2400 anslag. Der
gælder lidt andre regler for fysik, matematik, biotek, kemi og musik.
Abstract
________________________________________________________________________________
This paper investigates the Danish active foreign policy following the end of the Cold War and how
it corresponds with the national collective memory. Initially a short account of the distinction
between and transition from adaption to activism in Danish foreign policy is given in order to
establish an appropriate understanding of the theories to properly appreciate the following analysis
and discussion. The Danish collective memory and how it is reflected in the foreign policy is
analyzed with a focus on social science books from 1987 and 2016 as well as a speech given by the
former prime minister, Anders Fogh Rasmussen. An argument for the use of a diachronic,
historiographic approach on social science books is given. It is discovered that there is a clear
contrast between the two interpretations of Denmark’s position in the world in the two books, where
the latter one is dominated by a progressive view of Denmark’s development, which is in clear
opposition to the book from 1987. Upon establishing the change in the collective memory and the
national perception of Denmark in the world, its ability to act as a small state in the world is
discussed. It is concluded that the international institutions NATO, UN and the EU all hold options
for the small state to optimize its influence by acting as norm-entrepreneurs, mediators between
large states or lobbyists, despite a series of factors especially related to geography, population and
economy. Finally it is discussed whether Denmark’s foreign policy can be characterized as activism
rather than adaption to the USA. This is concluded to be unlikely due to the independent ecological
and humanitarian profile of Danish foreign affairs activism.
!4
Indholdsfortegnelse
Indkredsning og afgrænsning 6 ...................................................................................................
Fra tilpasning til aktivisme 6 .......................................................................................................
Tilpasning 7 .............................................................................................................................
Den parlamentariske og udenrigspolitiske process 7 ..............................................................
Aktivismen 8 .............................................................................................................................
Diakron historiografisk analyse 10 ..............................................................................................
Iscenesættelsen af Danmark i verden 10 .................................................................................
Ideologiernes kamp 12 .............................................................................................................
Metodekritiske overvejelser 13 ....................................................................................................
Dannelsen af en ny national kollektiv erindring 15 .....................................................................
Samarbejdspolitikken 16 ..........................................................................................................
Erindringseksplosion og dansk historiestrid 17 ......................................................................
Danmarks mulighed for at agere i verden 18 ...............................................................................
De sikkerhedspolitiske mål 19 .................................................................................................
De idépolitiske mål 21 .............................................................................................................
De udenrigsøkonomiske mål 22 ...............................................................................................
Aktivisme eller ny tilpasning? 23 .............................................................................................
Konklusion 25 ..............................................................................................................................
Litteraturliste 26 ...........................................................................................................................
Bilag 28........................................................................................................................................
!5
Indkredsning og afgrænsning
Nærværende opgave bygger på præmissen om, at fortiden er til stede i nutiden, som en erindring,
der gradvist bevæger sig mod en fælles national tolkning. Denne vil således afspejle den danske
udenrigspolitiske kurs, der efter den kolde krigs afslutning ændredes markant. Indledningsvist
redegøres for tilpasning, samt overgangen til aktivismen, og herefter følger en analyse af den
danske kollektive erindring. Det empiriske grundlag for analysen er blevet afgrænset til
samfundslitterære skolebøger af Hans Branner fra 1987 og 2016, samt en tale af daværende
statsminister Anders Fogh Rasmussen ved en mindehøjtidelighed for ophøret af samarbejds-
politikken. Disse er anvendt for at belyse den danske kollektive erindring fra to forskellige
perspektiver: som et produkt af 1) universelt trykt materiale på tværs af befolkningen i 1987 og
2016 og 2) af et statsligt udlagt narrativ. Prominente erindringsteoretikere inddrages, og der
opstilles et argument for anvendelsen af diakron historiografisk analyse på baggrund af
samfundslitteratur frem for historiske fremstillinger. Til sidst vurderes Danmarks muligheder for at
agere i verden, med afsæt i statens mulighed for at varetage dens udenrigspolitiske mål med fokus
på det danske medlemskab af de internationale institutioner NATO, EU og FN, samt hvor vidt
Danmarks udenrigspolitik stadig er begrænset af en stormagt.
Fra tilpasning til aktivisme
Danmark karakteriseres som en småstat, hvilket betyder, at staten har relativt få resurser, er
afhængig af andre stater og traditionelt set tilpasser sig de magtpolitiske forhold i verden snarere
end forsøger at ændre dem. På trods af Danmarks begrænsede kapabiliteter og determinanter, har
landet i de seneste år deltaget aktivt i konflikter rundt omkring i verden, i hidtil uset grad i nyere tid.
Den følgende redegørelse søger at afklare de grundelementer, der udgør de udenrigspolitiske teorier
om tilpasning og aktivisme, og at redegøre for de politiske processer, som førte til indførslen af den
udenrigspolitiske aktivisme. Ydermere, redegøres der for de internationale politiske magtforhold i
perioden fra 1970’erne til nu, da disse er afgørende for en småstats adfærd. Disse elementer er
valgt, da de giver en bred faglig grundviden, om Danmarks positionering i det udenrigspolitiske
spektrum og er afgørende for forståelsen af den efterfølgende analyse og diskussion.
!6
Tilpasning
Tilpasningsbegrebet blev endeligt teoretiseret af danske politologer i 1970’erne, men kan spores
tilbage til den radikale udenrigsminister Peter Munchs udtalelser, som placerede Danmark i en
tilpasningssituation, afhængigt af de internationale stormagters adfærd. Ideen blev videreudviklet af
professor i international politik, Erling Bjøl, i starten af 1960’erne. Teorien bygger på Rosenaus
adaptionsteori og FPA-litteraturen, der hævder, at vigtigheden af nationale lederes evne til at
balancere nationale og internationale interessesfærer og statens indflydelseskapacitet afhænger af
landets kapabiliteter og internationale afhængighed. Traditionel tilpasningspolitik benævnes også
policy of acquiescence, og defineres som staters utvetydige tilpasning til stormagternes interesser,
ofte på pacifistisk vis. Nikolaj Petersen er en væsentlig repræsentant for tilpasningsteorien, og var
den første til at anvende teorien til at analysere Danmarks positioneringer under den kolde krig. Han
karakteriserede den danske tilpasningspraksis som en balancegang mellem tilpasning til stormagt og
neutralistiske tendenser. Dette forhold er vigtigt i forklaringen på Danmarks historiske afholdenhed
fra at engagere sig i forpligtende internationale institutioner som NATO og det daværende EF .
1
Den parlamentariske og udenrigspolitiske process
Efter 1989, hvor østblokken i den kolde krig gik i opløsning, skete der et brud med
tilpasningskursen. Danmark stod i en ny situation uden nogen nærliggende sikkerhedspolitiske
trusler. Sovjetunionens nederlag resulterede i en komplet ændring af magtbalancen fra bipolaritet til
en unipolær, amerikansk verdensorden, og der skete en gradvist globalisering af de emner, som
dominerede den amerikanske interessesfære. Disse medvirkede til udformningen af den
udenrigspolitiske aktivisme, som er forankret i de liberale frihedsværdier . Ud over det markante
2
skifte i den magtpolitiske balance, var der sket en overgang fra et fragmenteret til et integreret
Europa. Denne bevægelse havde været undervejs siden 2. verdenskrig, men det var enden på den
kolde krig som endeligt førte til en vurdering af det vestlige Europas grundvilkår som
langtidsholdbare. Sidenhen har staterne i Europa afgivet suverænitet på afgørende områder til et
overstatsligt organ, hvilket har elimineret den sikkerhedspolitiske trussel, som traditionelt set har
været nabolandet Tyskland og resulteret i noget lignende et europæisk sikkerhedsfællesskab . Det
3
har betydet en grundlæggende ændring af småstaters Europa-politik, der i stedet for at beskæftige
Pedersen (2013), s. 6-7
1
Kristensen (2013), s. 34-36
2
Branner (2016), s. 222-224
3
!7
sig med egen overlevelse, nu er orienterede mod maksimering af statens indflydelse på europæisk
plan.
Den nye udenrigspolitiske retning, aktiv internationalisme, der opfordrede til aktivt engagement i
flere idépolitiske konflikter uden for Europa for at udbrede demokrati og menneskerettigheder, blev
udstukket af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. En socialdemokratisk-radikal regering under
Poul Nyrup Rasmussen afløste i 1993 den daværende borgerlige regering, men fortsatte i store træk
den aktivistiske kurs, dog med små variationer i form af øget fokus på blandt andet social,
økonomisk og økologisk bæredygtig udvikling . Den socialdemokratisk-radikale regerings kurs var
4
bemærkelsesværdig, da partierne tidligere havde modarbejdet det borgerlige Danmarks arbejde for
et yderligere engagement i EF- og NATO-samarbejdet og i stedet promoveret en pacifistisk indsats
for nedrustning på europæisk plan. Dette kom til udtryk i 1980’ernes såkaldte fodnotepolitik, hvor
der dannedes et alternativt flertal i form af Det Radikale Venstre og oppositionspartierne, som tog
forbehold i NATO uden om de borgerlige regeringer. Dette forhold blev dog erstattet af en ny
parlamentarisk situation i de efterfølgende år, da de radikales udenrigspolitiske ordfører, Lone
Dybkjær, blev medforfatter af det såkaldte ‘forståelsesbrev’, som tilkendegav partiets nye vision om
en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik og tilslutning til den aktivistiske kurs. Heraf blev de 28
NATO-forbehold irrelevante i kraft af det nye politiske landskab . Der var sket et paradigmeskifte i
5
dansk udenrigspolitik fra tilpasning til aktivisme.
Aktivismen
Aktivismen er en flertydig udenrigspolitisk retning, som kan inddeles i tre faser, hvoraf de to første
er aktiv internationalisme som under Uffe Ellemann Jensen og engageret internationalisme som
under Poul Nyrup Rasmussen. Fælles for disse udenrigspolitiske retninger var forestillingen om et
aktivt udenrigspolitisk organ til at fremme Danmarks interesser fra multilaterale platforme. En
sådan platform blev oprettet i form af Maastricht-traktaten, som indikerede et betydningsfuldt skridt
mod en politisk og økonomisk-monetær union. På trods af bred politisk opbakning til det
europæiske projekt, stemte den danske befolkning imod i en folkeafstemning om traktaten, og heraf
kom senere Danmarks fire EU-forbehold, der sikrede Danmarks position som fortsat fuldgyldigt
Søndberg (2012), s. 137-138
4
Pedersen (2012), s. 116-117
5
!8
medlem af EU. Ydermere ansås multilaterale fora som et vigtigt værktøj i opretholdelsen af status
quo i magtbalancen i Europa .
6
Det første udtryk for dansk udenrigspolitisk aktivisme var Danmarks eksplicitte støtte til de baltiske
landes løsrivelsesprocesser fra Sovjetunionen i perioden , som stod i stærk kontrast til
Danmarks tidligere venligtsindede position over for den nu svækkede stormagt. I samme periode
udstationerede Danmark soldater på Balkan i en fredsskabende FN aktion, og bidrog desuden til en
blokade imod Irak, som havde orkestreret et angreb mod Kuwait, med et militærskib . I 2001 blev
7
den tidligere praksis reformeret under Fogh-regeringen, som arbejdede for flere bilaterale
alliancefællesskaber, hvilket gav Danmark mulighed for at udvide sine udenrigspolitiske
ambitioner. Denne 3. fase kaldes international aktivisme, og er markeret ved et tydeligt opgør med
tilpasningspolitikken fra før 1989, men adskiller sig også fra den tidligere aktivisme i kraft af dens
stærkt offensive elementer. Overgangen accelereredes, da Bush-administrationen i 2001 krævede, at
stater skulle vælge side i opgøret med terror, hvilket har bidraget til, at den nyligt valgte VK
regering, ledet af Anders Fogh Rasmussen, førte en aktiv alliancestrategi i forhold til USA. Det
klareste eksempel på overgangen fra multilateralt til bilateralt samarbejde kom til udtryk i den
danske deltagelse i den kontroversielle, USA-ledede koalition, der rykkede ind i Irak uden FN-
mandat. Dette var ikke alene på grund af det manglende multilaterale samarbejde på internationalt
plan, men også indsnævringen af samarbejdet i det danske politiske segment. Tidligere var der
tradition for bred politisk konsensus i spørgsmål om militære aktioner, men indsatsen i Irak blev
vedtaget med en beskedent flertal bestående af Kristeligt Folkeparti, Venstre og Konservative .
8
Aktivismen er en kombination af interessevaretagelse og aktiv værdipolitik. Efter Bush-
administrationens regeringsperiode, der var præget af en neokonservativ værdipolitik, blev den
Amerikanske udenrigspolitiske profil erstattet af en mere realistisk magtpolitik. Denne position
adapterede VK-regeringen i store træk, formodentligt også påvirket af den omtalte Muhammed-
krise i 2006. Sidenhen har fokus for den udenrigspolitiske aktivisme været genstand for debat. De
økonomiske forhold, som var gældende i perioden efter finanskrisen, afgrænsede det
udenrigspolitiske handlingsrum i Danmark og førte til en redefinering af dansk udenrigspolitik efter
regeringsskiftet i 2011. Interessevaretagelse blev det centrale begreb i den udenrigspolitiske
aktivisme, hvilket var en klar ændring fra Fogh-administrationens klare værdipolitiske mål i
Ibid., s. 124-125
6
Søndberg (2012) s. 140-142
7
Pedersen (2012), s. 111
8
!9
udlandet. Ydermere blev kontinuitet og udvikling vægtet højere end det opgør med fortidens
pacifisme og tilpasning, som tidligere havde været konsensusopfattelsen af dansk udenrigspolitik.
Dansk udenrigspolitisk aktivisme var stadig påskønnet, men ud fra præmissen om, at Danmark
bliver påvirket af begivenheder i verden i kraft af en øget globalisering og fordi alternativet, hvor
stormagter alene dominerer scenen var uattraktivt fra et dansk perspektiv. I praksis har denne nye
udgave af den udenrigspolitiske aktivisme udfoldet sig som massiv tilstedeværelse i verdens
brændpunkter, som Irak og Afganistan, fokus på civil-militær integration og tættere samarbejde
mellem NATO og EU. Aktivismen har løbende skiftet karakter, men er stadig dybt forankret i
Danmarks udenrigspolitik
9
Diakron historiografisk analyse
Beretningsslutninger på baggrund af to fagbøger er centrale i analysen af udviklingen i den
kollektive erindring, og det er nødvendigt at forholde sig kritisk til kildens mulighed for at belyse
dette. Det kan med rimelighed antages, at tolkninger af samtiden er afhængige af flere faktorer end
tidsånden i den givne periode, herunder politisk overbevisning eller beboelsessted - på landet eller i
byen. Af den grund baseres analysen på to fagbøger af samme forfatter, Hans Branner, i håbet om,
at eliminerer andre variationskilder og på denne måde få et billede af den tidsmæssige udvikling
alene. Desuden kan bøgerne, i kraft af det faktum, at de er blevet anvendt af den danske
uddannelsessektor, anses i lyset af faktaparadigmet, der betragter individet som et produkt af
sociale institutioner. Denne iagtagelse styrker anskuelsen af samfundet som én organisme og er et
udtryk for en metodologisk kollektivisme .
10
Iscenesættelsen af Danmark i verden
Fælles for de to bøger af Hans Branner: Danmark som småstat fra 1987 og Global Politiks afsnit,
med titlen ‘Dansk udenrigspolitik i en ny verden’ fra 2016 er, at de kategoriserer Danmark som en
småstat og herved anerkender statens begrænsninger i henhold til blandt andet økonomi, militær, og
geografi. Skellet mellem de to fagbøger kommer til udtryk i deres beskrivelse af Danmarks
muligheder for at agere på internationalt plan. I [Branner, 1987] er den dominerende opfattelse, at
Danmark er afhængige af omverdenen: “Vi er et lille land og afhængig af de andre. I stedet for at
Kristensen (2013), s. 47-49
9
Lund (2011), s. 93, 124-125
10
!10
forsøge at lave verden om, må vi så godt vi kan indrette os efter de vilkår, der bydes os udefra ”.
11
Den klare hierarkiske inddeling af stater resulterer i, at Danmarks potentiale for udvikling er
minimalt, da det ultimativt er afhængigt af omstændigheder, som landet ikke har indflydelse på,
nemlig de internationale magtforhold. Herved tilknytter fagbogen sig en historisk trope med lav
forandringsgrad, i kraft af det sammenlignelige forhold mellem nutiden og perioden efter 1864 .
12
Danmark er fortsat en pacifistisk og tilpasningspolitisk nation, hvilket også kommer tydeligt til
udtryk i fremstilling af internationale institutioner:
“(…) “Da følgerne af et lands udenrigspolitik ikke kan begrænses til dette land alene, er det
indlysende, at intet NATO-land helt kan føre sin egen udenrigspolitik” (…) NATO-alliancen har to
sidestillede mål: dels afskrækkelse og forsvar, dels en politisk, hvis formål er at fremme
afspændingen mellem Øst og Vest ”
13
De internationale institutioner portrætteres som fora, hvor småstaten har mulighed for at forsvare
sig mod udenrigspolitiske trusler. Det er vigtigt at notere sig, at medlemsskabet beskrives som en
sikkerhedspolitisk sikring af Danmarks overlevelse, hvor der ikke er en forventning om, at
institutionerne kan blive aktører i magtspillet. De internationale magtstrukturer anses som en
bestemmende faktor for Danmarks positionering i verden, og opfattelsen er radikaliseret yderligere
ved stort set at udelade de nationale magtstrukturer. Denne opfattelse af Danmark er et led i
fortællingen om den danske stat som underlegen, en konsensusopfattelse, som oftest associeres med
det nationale traume i 1864 og tiden herefter. Det var dette nederlag som redefinerede det danske
erindringsfællesskab og fastlagde den pacifistiske kurs i udenrigspolitikken, som har været
gældende sidenhen og kan opsummeres med den ikoniske sætning ‘hvad udadtil tabes, skal indad
vindes’ .
14
På samme måde som [Branner, 1987], er [Branner, 2016] præget af en opfattelse af Danmarks
position i verden som en konsekvens af internationale magtstrukturer. Dette kommer til udtryk i
påstanden om, at Danmarks vilkår er ændret i kraft af det skelsættende skifte i det internationale
magtspil fra bipolaritet til unipolaritet. Herunder ligger fortsat en opfattelse af Danmark som stærkt
afhængig af omverden, men dog i et mere optimistisk lys end tidligere:
Branner (1987), s. 20
11
Nielsen (2010), s. 54-55
12
Branner (1987, s. 109
13
Iversen & Pedersen (2014), s. 58
14
!11
“Danmarks placering i den internationale magtpyramide, hvor fysiske ressourcer (…) spiller en
afgørende rolle, har ikke ændret sig synderligt (…) Men i og med at både den bløde og andre former
for magt vinder frem på bekostning af den hårde, får stater som Danmark også nye muligheder i den
internationale politik ”
15
Den historiske trope, ‘Fremskridtstropen ’, dominerer bogens afsnit om dansk udenrigspolitik. En
16
så tydelig og grundlæggende ændring i forfatterens opfattelse af Danmark i en international
kontekst vidner om et tilsvarende skifte i den nationale iscenesættelse af Danmark. Tilsvarende er
der udtryk for en høj forandringsgrad, både i kapitlets titel og i kraft af beskrivelsen af nutiden som
markant anderledes fra fortiden:
“Efter den kolde krig og i den nye globaliserede verden er Danmark i
langt mindre grad en småstat end tidligere ”. Implementeringen af den udenrigspolitiske aktivisme har
17
tilsyneladende resulteret i et nyt sæt præmisser for udenrigspolitik, der over en kort periode på 29 år
har vundet gehør i den danske befolkning og medvirket til en ændring i den nationale kollektive
erindring.
Ideologiernes kamp
Et dominerende tema i [Branner 1987] er ideologiernes kamp, både i form af den konkrete konflikt
mellem Øst og Vest, hvilket kommer særligt til udtryk i bogens kapitel om trusselsopfattelser og
beskrivelsen af Danmarks militærstrategiske betydning, samt de værdier, ideologierne hver
repræsenterer. Disse emner er udeladt fra [Branner, 2016], hvilket er iøjnefaldende, da det er et
udtryk for en total ændring i ideologiers indflydelse på det internationale samfund. I [Branner,
2016] er globalisering, frihandel og demokrati alle tungtvejende emner, som indikerer en sejr til det
liberale demokrati, hvilket er en slutning, der understøttes af Francis Fukuyamas udtalelser i sit
værk ‘The End of History and the Last Man’ (se afsnit: Danmarks mulighed for at agere i verden).
Heraf kommer også Danmarks behov for at kreere en ny selvforståelse, da selve udgangspunktet for
den udenrigspolitiske profil blev afskaffet. Tidligere opererede Danmark, ifølge [Branner, 1987]
primært med handel og trusselshåndtering i udenrigspolitikken for at fremme egne interesser, men
må efter den kolde krig, i kraft af globaliseringen og den amerikanske sejr erkende, at den danske
udenrigspolitik i det store hele var fuldbragt og åbnede døren for nye retninger, som dominerer
[Branner, 2016].
Branner (2016), s. 221
15
Nielsen (2010) s. 54
16
Branner (2016), s. 220
17
!12
Det er naturligt, at den kollektive erindring vil blive påvirket af en brydningstid af denne kaliber, da
den gav direkte anledning til at begynde at fortolke den forløbne periode. Begreberne entydig og
flertydig fortolkning tilknyttes den erindringshistoriske metode og er vigtige værktøjer i denne
forbindelse. På trods af, at [Branner, 2016] er skrevet relativt kort efter den kolde krig, som var
præget af dybe politiske uenigheder på internationalt og nationalt plan, er der blevet dannet en form
for konsensusopfattelse, hvor der tages afstand fra Danmarks pacifistiske og tilpasningspolitiske
profil. Denne påstand bygger hovedsagligt på den entydigt progressive skildring af Danmarks
udvikling i [Branner, 2016], samt det faktuelle forhold, at der var bred politisk opbakning til den
udenrigspolitiske aktivisme, i løbet af særligt 90’erne, men også i overvejende grad i 0’erne. Dette
bygger på en strukturanalytisk grundopfattelse, hvor ændringen i den kollektive erindring opstilles
som en direkte konsekvens af internationale magtstrukturer og det nationale politiske klima . Der
18
vil der blive foretaget en komplimenterende aktørfunderet analyse for at vurdere, hvor vidt den
kollektive erindring alene er en afspejling af den nye udenrigspolitiske kurs, eller om særlige
politiske frontfigurer har accelereret eller forstærket denne tendens . Før dette afsnit, diskuteres
19
opgavens metode i det følgende.
Metodekritiske overvejelser
Anvendelsen af diakron historiografisk metode på andet end historiske fremstillinger er ikke en
fremgangsmåde uden komplikationer. I forbindelse med analyse af historieformidling, er der et
bagvedliggende element af kollektivitet i tolkningen og forståelsen af fortidige begivenheder. Det er
denne tendens som Maurice Halbwachs sammenfatter i sin teori om kollektiv erindring. I sin
udredning opstiller Halbwachs erindringen som en social-konstruktivistisk handling, og bryder
herved med opfattelsen af erindringen som et statisk begreb. Istedet anskues den som et produkt af
samtidige virkelighedsopfattelser og behov . Der skelnes i denne forbindelse mellem to typer for
20
erindring, den autobiografiske og den historiske. Den autobiografiske erindring er tilknyttet
individet og bygger på egne erfaringer og oplevelser. Denne type erindring er midlertidig og
tenderer til at svækkes over længere tid, mens den historiske erindring opstår senere, når den
Kjeldstadli, (2001), s. 80
18
Nielsen (2010), s. 21
19
Bryld & Warring (1999) s. 229
20
!13
stimuleres af en gruppe. Vigtigheden af faktuelle forhold overskygges her af sociale institutioners
tolkninger og selve fortællingen kan opnå en hegemoni-lignende status .
21
Det er i kraft af disse forhold, at opgavens metode udfordres, da uoverenstemmelser mellem
autobiografisk og historisk erindring, kan modvirke dannelsen af en konsensusopfattelse af
samfundsindretninger og strukturer inden for en relativt kort periode på ca. 30 år. Opdelingen
mellem den autobiografiske og historiske erindring kan dog med fordel iagttages som ét samlet
hele, et kontinuum, hvor individets selvoplevede erindring gradvist tilpasser sig den kollektive .
22
Effekten af spændinger mellem autobiografisk og historisk erindring kan antages at være lille, da
det udvalgte undervisningsmateriale introduceres i den unge befolkning, hvor den autobiografiske
erindring i form af refleksioner over og erfaringer med samfundets muligheder formodentligt er
begrænsede. Undervisningsmaterialet giver ydermere et indblik i samfundets iscenesættelse af
Danmark i verden, da fagbøgerne analyseres ud fra det samfund, der beskuer emnet, frem for de
kendsgerninger bøgerne opstiller. Uddannelse kan, ifølge historikeren Edward Said anses som en
vigtig faktor i udviklingen og opretholdelsen af den nationale identitet, hvilket er afgørende for
kreationen af en national kollektiv erindring:
“Defensive, reactive, and even paranoid nationalism is, alas, frequently woven into the very fabric
of education, where children as well as older students are taught to venerate and celebrate the
uniqueness of their tradition .”
23
Det er denne påstand, at dannelsen af en national identitet er en integreret del af uddannelses-
sektoren, som er afgørende for opgavens metode. Dette skyldes, at den nationale selvopfattelses
dannelse ikke isoleres omkring historiefaget, men snarere som et bredt fænomen på tværs af
forskellige faggrupper i uddannelsessystemet. Sproget er her den centrale faktor i dannelsen af en
national identitet, hvilket er i overenstemmelse med dele af Benedict Andersons teori om nationen
som et forestillet fællesskab, hvor det trykte sprog er centralt. Han definerer begrebet på følgende
måde i sit værk: ‘Imagined Communities’:
“I propose the following definition of the nation: it is an imagined political community - and
imagined as both inherently limited and sovereign. It is imagined because the members of even the
smallest nation will never know most of their fellow-members, meet them, or even hear of them, yet
in the minds of each live the image of their communion .”
24
Coser i Halbwachs (1992) s. 23-24
21
Halbwachs (1950) s. 23
22
Said (1993) s. xxvi
23
Anderson (1991) s. 6
24
!14
Nationen er afgrænset i modsætning til andre fællesskaber, netop på grund af dens klare geografiske
grænser, inden for hvilke folk identificerer sig som en del af samme fællesskab. Heraf kommer
påstanden om nationen som forestillet, da individer samles i én homogen gruppe, uden indbyrdes
kendskab til hinanden. Nationen rummer forskellige religioner og kulturer, og som følge af disse
internt differentierende fællesskaber opstår behovet for at karakterisere nationen som suveræn .
25
Benedict Anderson argumenterer i sin teori for, at den nationale bevidstheds oprindelse
hovedsagligt bør tilskrives kapitalismen og dens effekt på udviklingen af et nationalsprog, herunder
trykkekunsten. Det er denne, som har gjort det muligt for mennesker at relatere til andre i sin
samtid, hvilket Benedict Anderson kalder et fællesskab af typen horizontal-secular-tranverse-time.
Man forestiller sig selv gøre noget samtidigt med en anden, man aldrig har mødt . Det er
26
kombinationen af disse teorier, som muliggør historiografisk metode på baggrund af samfunds-
litteratur, da implementeringen af fælles trykt materiale på tværs af Danmarks uddannelsessektor
medvirker til en samhørighedsfølelse blandt befolkningen i kraft af det relationelle forhold imellem
dem, samt oprindelsen af en fælles, national fortolkning af såvel fortiden som samtiden.
Dannelsen af en ny national kollektiv erindring
I forbindelse med den kollektive erindring og aktivismen, samt deres indbyrdes relation kan det
diskuteres, hvilken vej årsagsvirkningen går. Antagelsen, at den kollektive erindring ændredes som
følge af implementeringen af den nye udenrigspolitiske kurs er oplagt, men modsat kan der
argumenteres for, at befolkningen har haft indflydelse på denne proces med afsæt i Molins
adfærdsmodel og på grund af det forhold, at historiebrug kræver en overordnet historiebevidstheds
27
klangbund for at være succesfuld . Modellen er inddelt i faktorer, der er afgørende for et politisk
28
partis valg af standpunkt, hvoraf én af disse omhandler det forhold, at et emne skal være populært
blandt befolkningen. Denne faktor kan næppe stå alene, men det kan formodes, at den har bidraget
til en positiv tilbagekoblingsmekanisme, hvor den udenrigspolitiske aktivisme blev accelereret og
videreudviklet fra aktiv internationalisme, til engageret internationalisme og slutteligt international
aktivisme som under Anders Fogh Rasmussen. Det kan ikke betvivles, at der forekom en grad af
polarisering i spørgsmål om enkelte politiske sager under Fogh Rasmussen, som dansk intervention
Engelstoft & Larsen (2013) s. 44-45
25
Anderson (1991) s. 37-46
26
Se bilag 1
27
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/historiebrug/
28
!15
i Irak, men denne iagttagelse kan bidrage til at forstå det politiske helhedsbillede i perioden. I
analysen følger yderligere en inddragelse af fænomenet det postfaktuelle samfund.
Samarbejdspolitikken
Et afgørende tema i Fogh-kampagnen var opgøret med samarbejdspolitikken, som næsten blev
symbolsk for den pacifistiske tilpasningspolitik. Før en analyse af Anders Fogh Rasmussens tale om
emnet, er det nødvendigt at afklare den foregående fortælling. Forskning i emnet har konkluderet, at
konsensusopfattelsen af samarbejdspolitikken var, at den fungerede som et supplement til
modstandsbevægelsen og som et led i den passive modstand . Det er i denne forbindelse at
29
historieformidling og erindringspolitik kan inddrages:
“The aim of judgement in historical or literary-critical discourse (…) is to change history into
memory: to make a case for what should be remembered, and how it should be remembered ”
30
Historieformidling har en særlig knytning til jubilæer og mindedage, hvilket giver anledning til at
anvende begrebet i denne forbindelse, da den udvalgte tale af Anders Fogh Rasmussen blev afholdt
ved 60-året for samarbejdspolitikkens ophør. Denne kobling mellem historieformidling og jubilæer
har opnået en særstatus, særligt i Tyskland, hvor den fik navnet ‘Gedenk-Geschichte’.
Historieformidling som erindringspolitik bygger på ideen om, at statsmagten og andre magtfulde
institutioner forsøger at iscenesætte en fælles fortolkning af fortiden , hvilket kommer tydeligt til
31
udtryk i Anders Fogh Rasmussen tale, hvor hovedmotivet var at tage kraftigt afstand til det, han
kalder den ‘aktive tilpasningspolitik’. En national kollektiv fortolkning af fortiden kan antages at
drage fordel af en overvejende homogen historiebevidsthed i befolkningen. Historiebevidstheden
dækker over forholdet mellem fortid, nutid og fremtid for individet, hvor fortiden finder sted i
nutiden som en erindring. Fremtiden er på samme måde sat i forbindelse med nutiden i form at en
forventet fremtid . På denne måde kan en given autoritet i samfundet mobilisere store
32
folkemængder til fordel for sine egne politiske motiver, hvis han eller hun lykkes med at
reformulere en kollektiv erindring, fortolkning eller forestilling om fremtiden.
Fogh Rasmussen bruger historien som et argument, ved at udpege samarbejdspolitikken som en
national nedgangsperiode, som er blevet vendt til en opgangsperiode i kraft af hans tiltrædelse som
Bryld & Warring (1998), s. 294
29
Hartman (1989) s. 80
30
Jensen & Nielsen (1996), s. 237
31
Jensen i Warring (2011) s. 9
32
!16
statsminister og implementeringen af den internationale aktivisme . En konsekvens af den valgte
33
diskurs er, at særligt Socialdemokraterne, som han opstiller som repræsentanter for samarbejds-
politikken, fremstilles som illegitime, hvilket fremmer Fogh Rasmussens politiske agenda
yderligere:
“Så ud fra et sådant gustent overlæg vil nogle måske kalde samarbejdspolitikken nødvendig,
klog og hensigtsmæssig. ”
Det er nødvendigt for den daværende statsminister at koble en negativ
34
diskurs til pacifisme og tilpasning, da talen fungerer som en legitimering af den danske intervention
i Irak:
“I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for
demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et
politisk og moralsk svigt. ”
35
Hertil kan knyttes et andet vigtigt aspekt af historieargumentationen hvor man sammenligner
fortiden med nutiden i et forsøg på at udstille og fremmedgøre den politiske modstands
synspunkter . Den relativt store politiske opposition til indsatsen i Irak bliver her beskrevet som en
36
bremseklods for Fogh Rasmussens ambitiøse visioner for Danmark og forsvaret af demokrati og
frihed. Talen er blevet anvendt i et forsøg på at redefinere den danske historiebevidsthed og
kollektive erindring, samt bidrage til en ny forventning om en positiv fremtid for Danmark.
Erindringseksplosion og dansk historiestrid
Hvad angår reaktionsmønstret på Anders Fogh Rasmussens tale, blev den genstand for stærk kritik
og lagde op til en større diskussion om tolkning af dansk historie. Flere prominente historikere
reagerede voldsomt på statsministerens fremstilling af samarbejdspolitikken, som de anså som
værende ahistorisk og usaglig. Der kan stilles spørgsmål til, hvor stor indflydelse denne kritik har
haft på Fogh Rasmussens karakter og det narrativ han forsøgte at skabe:
“
we appear to have moved into a post-factual age where the border between fact and fiction, news
and entertainment, information and advertisements has increasingly blurred .”
37
Det postfaktuelle samfund kan spores både i politiske sammenhænge og medier, og det umiddelbare
grundlag for demokratiet, hvor den informerede borger kan afgive sin stemme på baggrund af
Hassing & Vollmond (2013), s. 21
33
Rasmussen (2003)
34
Ibid.
35
Hassing & Vollmond (2013), s. 22
36
Bybee (1999), s. 29
37
!17
rationelle overvejelser synes udfordret . Det er denne overvejelse som yderligere aktualiserer
38
teorien om den kollektive erindring. Når politiske figurer kan problematisere faktuelle
kendsgerninger, kan konsekvensen være, at selve det narrativ, de forsøger at skabe opnår hegemoni
blandt befolkningen og herved bliver en drivkraft for en politisk bevægelse, eksempelvis
ekspansionen af den udenrigspolitiske aktivisme.
Uffe Østergaard har sammenfattet disse tendenser i perioden som argument for, at Danmark i 0’erne
var i færd med et forsinket opgør med historien, en såkaldt historiestrid på samme måde som
Tyskland i slut 80’erne . Disse reaktioner kan forklares med teorien om erindringseksplosionen fra
39
70’erne og fremad, som blev eksponeret af Pierre Nora:
“We are witnessing a world-wide upsurge in memory. Over the last twenty or twenty-five years,
every country, every social, ethnic or family group, has undergone a profound change in the
relationship it traditionally enjoyed with the past. This change has taken a variety of forms:
criticism of versions of history and recovery of areas of history previously repressed .”
40
Disse udtalelser er tydeligt sammenlignelige med Fogh Rasmussens opgør med konsensus-
fortællingen om samarbejdspolitiken, samt den kraftige reaktion på disse udtalelser og giver
anledning til at karakterisere denne periode som en form for erindringshistorisk brydningstid. I en
verden, som er præget af en totalt ændret magtdynamik, vil der naturligt opstå stærke uenigheder,
men også en øget koncentration af mennesker som tager stilling, da hverdagen er ny og normer
tvinges under debat.
Danmarks mulighed for at agere i verden
På trods af den tydelige indikation af en ændring i den nationale kollektive erindring i analysen, er
det nødvendig at sammenholde denne konklusion med en vurdering af Danmarks faktiske
muligheder og begrænsninger for at agere i verden. Udgangspunktet i en national kollektiv
erindring, der er positiv overfor udenrigspolitisk aktivisme, er under alle omstændigheder
ønskværdig, da denne legitimere flere internationale indsatser fra det nationale politiske segment i
befolkningen.
Ibid., s. 29-30
38
Rasmussen (2005)
39
Nora (2002), s. 1
40
!18
Den idealistiske teori er, som vi kender den i dag, i høj grad tilskrevet Francis Fukuyama, som
argumenterer for, at ideologiernes kamp er forbi i sit hovedværk ‘The End of History and the Last
Man’:
“Liberal democracy may constitute the end of mandkind’s ideological evolution and the final form of
human government, and as such constituted the end of history ”
41
Afslutningen på den kolde krig betød, ifølge Fukuyama, den suveræne sejr til det liberale demokrati
som den ultimative styreform. Et vigtigt led i denne teori er troen på det institutionelle arbejde som
et værktøj i udbredelsen af interdependens, demokrati og andre normer, der associeres med det
vestlige, liberale demokrati. Teorien anser ikke stater som selvstændige aktører, men snarere
eneaktører, som via internationale institutioner og transnationale bevægelser kan medvirke til en
regimedannelse og i sidste ende skabe varig fred i et sikkerhedsfællesskab. Ideen om et
‘internationalt samfund’, som nævnes i problemformuleringen lægger altså op til en idealistisk
tolkning. Diskussionen i de følgende afsnit tager højde for, at Danmarks muligheder for at agere i
verden, er begrænset af landets kapabiliteter og determinanter. Men istedet for at vurdere Danmarks
magtpotentiale ud fra instrument-begrebet, altså med kapabiliteter og determinanter som
bestemmende faktorer, inddrages landets position i internationale institutioner med afsæt i de tre
udenrigspolitiske mål: de sikkerhedspolitiske, idépolitiske og udenrigsøkonomiske. Diskussionen vil
også tage højde for den realistiske teori, ifølge hvilken institutionelt arbejde anskues som en arena,
hvor stater søger at varetage egne interesser. Selve præmissen om, at det er i disse institutioner, at
Danmark har bedst mulighed for, at få varetaget og behandlet sine udenrigspolitiske mål er altså
diskutabel, da den bygger på en idealistisk grundtanke .
42
De sikkerhedspolitiske mål
Danmarks minimale militære kapacitet er en hindring for at præge beslutningsprocesser i den
sikkerhedspolitiske alliance NATO. Som den største økonomiske og militære bidragsyder til
alliancen, har USA fået en suveræn position i politiske og strategiske spørgsmål. Særligt Frankrig
og England, såvel som en række småstater har dog påtaget sig større roller i NATOs daglige
operationelle opgaver. Hertil kan knyttes det forhold, at en stor del af de indbyrdes politiske
debatter og diskussioner finder sted på europæisk jord, da det oftest er denne region som skal tage
stilling til et initiativ fra USA. Det er i denne beslutningsproces, at muligheder for småstater byder
Fukuyama (1992), s. xi
41
Branner (2016), s. 36-41
42
!19
sig, da den finder sted i over 200 forskellige komiteer, hvor det kan antages, at vægten af
argumenter i nogen grad bygger kvalitet og substans snarere end på, hvilken stat, som fremsætter
forslag. Endnu en foranstaltning, som direkte tilgodeser småstaters muligheder i samarbejdet er, at
NATO er en konsensusbaseret organisation, hvor samtlige medlemmer har veto-ret .
43
Historisk set har Danmark både tabt og vundet indflydelse i NATO. 80’ernes fodnotepolitik, havde
en politisk slagside, hvor de mange forbehold resulterede i en generel diskurs om Danmark som
ukonstruktiv i NATO, og landet mistede en del af sin indflydelse. Den udenrigspolitiske aktivisme
har her vist sig frugtbar, hvilket blandt andet kom til udtryk i alliancens håndtering af indsatsen i
Baltikum, som i høj grad var domineret af de nordlige medlemslandes opfordring til brug af blød
magt . Der er altså flere forhold, som tyder på at Danmark har mulighed for at præge de politiske
44
processer ved yderligere engagement i en grad, som betyder, at landet ikke ultimativt domineres af
USA eller europæiske stormagter. Det kan diskuteres, hvorvidt NATO kan anses som en
international institution, der fremmer idealistiske interesser, eller om det i højere grad er en
alliancedannelse, som varetager staternes egne interesser. Eksempelvis er Danmarks overlevelse
afhængig af andre landes militære hjælp og USA’s vilje til at udøve off-shore balancing, altså
intervenere i det tilfælde, at en regional stormagt er ved at opstå . Dette forhold er blevet særligt
45
aktuelt, i den seneste periode, hvor Rusland har udvist aggressiv adfærd, i forhold til Ukraine og
ved krænkelser af europæisk luftrum .
46
Et andet forum for varetagelse af danske sikkerhedspolitiske interesser er FN’s sikkerhedsråd. Her
er det dog iøjnefaldende, at Danmarks muligheder kan sammenfattes i følgende to kvalitative frem
for kvantitative kategorier: 1) administration i emner som diplomati, viden, lederskabsevner og
lignende, eller 2) statens legitimitet og status på internationalt plan og herved dens mulighed for at
agere som norm-entreprenør. Selvom Danmark skulle blive valgt ville sikkerhedsrådet fortsat være
domineret af de fem lande med veto-ret, Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA og
potentialet for indflydelse minimalt . På trods af marginal indflydelse drager landet dog nytte af
47
den beskyttelse, den får i kraft af internationale love, normer og traktater.
Setäla (2004), s. 26
43
Ibid, s. 24-30
44
Brøndum & Rasmussen (2016), s. 222
45
Jensen & Sørensen (2016)
46
Thorhallson (2012), s. 159-160
47
!20
De idépolitiske mål
Selvom flere dele af Danmarks idépolitiske mål formodentlig bliver varetaget af de
sikkerhedspolitiske organer NATO, og FN sikkerhedsråd, diskuteres det i det følgende, hvordan
disse kan blive opfyldt på politisk plan, i FNs generalforsamling. Det første, som bør addresseres er,
at småstater i forsamlingen er uforholdsmæssigt stærkt repræsenterede og er talrige. På trods af
nogenlunde fælles ambitioner blandt småstaterne, der alle drager fordel af den multilaterale
forhandlingsplatform, udgør indbyrdes kulturelle og strukturelle forskelligheder en hindring for, at
de kan forhandle med én fælles stemme, og landene mister herved en del potentiel
gennemslagskraft . Småstater er begrænsede af deres kapabiliteter og determinanter, hvilket
48
kommer til udtryk i deres stærke afhængighed af de internationale, såvel som regionale stormagter.
Afhængigheden af andre lande kommer til udtryk i småstaters begrænsede handlemuligheder, hvor
importen typisk er høj, og der kun eksporteres et snævert udvalg af varer . Dette problem rammer
49
ikke Danmark i samme grad, da landet har en høj strukturel konkurrenceevne og er en del af det frie
marked i EU, hvor teorien om absolutte fordele er gældende. Der er en række strukturelle barrierer i
FN systemet, som afholder småstater for indflydelse. Begrænset adgang til information og
kapacitetsproblemer i forhold til at håndtere den information, de bliver givet, er et problem for
småstater, der dog kan løses ved at etablere samarbejdsplatforme med lande, der oplever samme
problemer. Disse eksempler har ikke direkte at gøre med muligheden for at påvirke den idépolitiske
profil, men vidner om en overordnet tendens, som underminerer småstaterne. Småstater kan udøve
agile diplomacy for at optimere deres indflydelse ved strategisk at prioritere deres indsatser inden
for bestemte niche-områder og kan promovere multilaterale og internationale samarbejdsplatforme,
der formentlig er en stor del af småstaters eksistensgrundlag og indflydelse på beslutningsprocesser
i internationale sammenhænge . Man kan omvendt argumentere imod dette, da det bygger på en
50
realistisk grundfilosofi, hvor staten forsøger at fremme egne interesser i internationale fora. Ud fra
et idealistisk synspunkt kan FN som institution anskues som et led i en regimedannelse, som er et
vigtigt punkt på vejen mod et sikkerhedsfællesskab . Det vil komme Danmark til gode, hvis det
51
lykkes FN at implementere et sæt fælles normer, der bygger på bløde magtmidler frem for hårde, da
Danmarks militære kapacitet er lille.
Súilleabháin (2014), s. 16
48
Ibid., s. 1
49
Ibid., s. 15-16
50
Se bilag 2
51
!21
De udenrigsøkonomiske mål
EU er velsagtens det nyttigste organ til at varetage Danmarks udenrigsøkonomiske interesser i kraft
af det frie marked og det forhold, at unionens medlemslande historisk har været vigtige
eksportmarkeder for Danmark. Muligheden for at opfylde udenrigsøkonomiske mål kan opstilles
som afhængig af Danmarks mulighed for at influere på beslutningsprocesser i EU. Kommissionen
har udfyldt en sådan rolle i kraft af sin uafhængighed og modvægt til de europæiske stormagter,
som dominerer andre fora. I løbet af det sidste årti har unionen bevæget sig mod en øget grad af
demokratisering og intergovernmentalisme, som har fundet sted på bekostning af kommissionen og
EU-rådet. Rådet blevet oprindeligt etableret med henblik på at tjene det samme formål som
kommissionen, at minimere dirigisme og fransk-tysk dominans i beslutningsprocesserne, men har
mistet en del af sit regi til parlamentet, samtidigt med at det har overtaget områder fra
kommissionen. EU har bevæget sig mod noget som i stadigt større grad ligner et
tokammersystem .
52
I kraft af, at landes vægt i parlamentet er korreleret med størrelse, er det givent, at småstater som
Danmark, må ty til andre midler, hvis de vil opretholde deres tidligere indflydelse i unionen. Hertil
kommer begrebet smart stat, der blev udarbejdet i en dansk kontekst af Anders Wivel i 2005. Ideen
bygger på, at en småstat kan videreudvikle sig til en smart stat ved at brillere på følgende tre
områder: strategisk afgrænsede politiske agendaer, signalering om, at initiativer og forslag fra staten
er til unionens fælles bedste og slutteligt, at staten kan fungere som en mægler mellem europæiske
stormagter . Ideen om staten som lobbyist er understøttet af svækkelsen af de politiske kamre, hvor
53
småstaterne historisk set, har haft den bedste forhandlingsposition. Dette skyldes, at en styrkelse af
parlamentets rolle i unionen giver naturlig anledning til en lobbyistisk tankegang, fordi det kan
antages at være et dybt integreret element i det parlamentariske segment. I den europæiske union er
dette kommet til udtryk i fænomenet rapporteurs eller shadow rapporteurs. Disse begreber dækker
over en person, som udpeget af en komité følger et lovforslag og har en ledende rolle i de formelle
forhandlinger, hvor der foreslås amendments, for at sikre et kompromis i parlamentet. . I et forsøg
54
på at påvirke valget af en rapporteur er mindre stater som Danmark begrænset af landestørrelse og
størrelsen af dets partigrupper, men kan med fordel benytte sig af den specialisering, der tidligere
Wivel (2011), s. 525-527
52
Ibid., s. 529-530
53
Tajani, Guillaume & Lambsdorff (2014), s. 3
54
!22
blev nævnt. Enkelte MEP’er med speciale inden for et afgrænset område kan altså opnå betydelig
indflydelse ved at blive valgt som rapporteur. Et bemærkelsesværdigt eksempel på en småstat, som
formåede at benytte sig af en lignende fremgangsmåde er Portugal, som har haft 11 ud af 18
rapporteurs i sager, der vedrører fiskeindustrien .
55
Forhandlingsprocessen i det europæiske råd er i høj grad præget af et konsensusprincip, hvor selve
stemmeproceduren ikke er vigtig og finder kun sjældent sted, og fordi det traditionelt kun er de
større magter som vil stemme imod et flertal . Heraf kan der argumenteres for, at det ville være
56
mere favorabelt at forsøge at påvirke andre stater før forhandlingerne i rådet, ud fra præmissen om,
at større stater på dette tidspunkt har interesser i et bredt spektrum og er villige til at bruge deres
magtfulde position til at fremme deres egne nationale interesser . Ydermere kan staten agere som
57
norm-entreprenør i en europæisk kontekst, på samme måde som blevet gennemgået i afsnittet om de
sikkerhedspolitiske mål. Det må pointeres, at småstaten er stærkt begrænset i forhold til at influere
på beslutningsprocesserne i de europæiske forhandlingsfora og er hermed hindret til en vis grad i at
værne om Danmarks udenrigsøkonomiske mål. Dog kan landet benytte sig af en række principper
for at eksploitere lovgivningsprocessen og herved opnå relativt stor indflydelse inden for et
afgrænset politisk område. EU som organisation kan dog fortsat antages at være profitabel for
Danmark, da den grundlæggende liberale idé om frihandel har en dominant status i unionens
fundament. Det er dog værd at bemærke, at en politik, der vil være en byrde for dansk økonomi
eller handelsmuligheder er en reel risiko i kraft af bevægelsen mod mere magt til parlamentet på
bekostning af rådet og kommisionen, samt udtrædelsen af den relativt ligesindede stormagt,
Storbritannien fra unionen.
Aktivisme eller ny tilpasning?
Det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved selve den præmis opgaven tager afsæt i, at
overgangen fra tilpasning til aktivisme har givet Danmark anledning til at deltage aktivt i
internationale interessekonflikter. I kraft af det ultimative skifte i den internationale magtdynamik,
efter den kolde krig, er det naturligt at en tilpasningspolitisk kurs også ville have ændret karakter.
Den interventionistiske politik fra USA’s side giver anledning til en neorealistisk argumentation,
hvor Danmark ifølge denne teori har underordnet sig den unipolære magts udenrigspolitiske kurs i
Wivel (2011), s. 532
55
Mattila (2004), s. 46
56
Wivel (2011), s. 533
57
!23
et forsøg på at værne om sin egen sikkerhed. Denne politik er angiveligt kommet til udtryk i den
NATO- og USA-venlige kurs, der var fremtrædende under Fogh-regeringerne. Danske opfordringer
til nedrustning, diplomati og ønsket om at begrænse brug af hårde magtmidler til det absolut
minimale, var alle fremtrædende politiske motiver fra 40’erne til 80’erne . Disse tendenser kan ses
58
afspejlet i den internationale magtdynamik, hvor sådanne idealer var ønskværdige fra et dansk
perspektiv, da de befandt sig i en militærstrategisk geografisk position. På samme måde kan det
antages, at stigningen i militære indsatser, er en konsekvens af USAs krav om, at lande tager stilling
i krigen mod terror. Et af de tungtvejende argumenter er, at Danmark trådte ind i Irak-krigen uden
om FN, for at tilpasse sig verdenssystemets hegemons politiske agenda. Sammenlagt er dette et
argument for, at Danmark ikke selvstændigt kan agere i verden, men stadig er underlagt en anden
stormagt.
Disse anskuelser bygger dog på den udenrigspolitiske aktivisme som en overvejende militær
retning, hvilket i sig selv er diskutabelt. Uddrag af valgindlæg fra særligt den politiske ventrefløj
har præsenteret den udenrigspolitiske kurs ved at påtage roller som forkæmpere for bekæmpelse af
fattigdom og klimaforandringer . De originale fortalere for den udenrigspolitiske aktivisme, de
59
borgerlige, kan anses som repræsentanter for en ny tilpasningspolitik, mens den politiske venstrefløj
er fortalere for den nye aktivisme, som har præget dansk udenrigspolitik i den seneste periode.
Den udenrigspolitiske aktivisme kan defineres som en udenrigspolitik, hvor man intervenerer i
andre suveræne stater. Om midlet for denne intervention er af militær eller humanitær karakter er
underordnet og vidner om en øget grad af selvstændighed for Danmarks vedkommende. Med
BRIKS-landenes fremskred og den stagnerede vækst i de vestlige lande i mente , vil dansk
60
udenrigspolitik med stor sikkerhed ændre karakter igen, enten som ny udenrigspolitisk aktivisme
eller som tilpasning til en supermagt i en ny international magtdynamik.
Villaume (2006)
58
Valgoplæg i Søndberg (2012), s. 172
59
Brøndum (2016), s. 242
60
!24
Konklusion
Der er redegjort udførligt for tilpasning og aktivisme, samt de politiske og parlamentariske
processer i overgangen mellem de to udenrigspolitiske teorier. Redegørelsen havde til formål at
etablere en nødvendig basis for forståelsen af den efterfølgende analyse og diskussion
Ud fra de to analyser er det tydeligt, at Danmarks nye positionering i verden kan ses afspejlet i den
kollektive erindring. Dette kommer til udtryk i den diakrone historiografiske analyse, ved en
markant ændring i de historiske troper på trods af en fælles opfattelse af de internationale
magtstrukturers vigtighed. Ligeledes bruger Anders Fogh Rasmussen historien som argument til at
skabe et narrativ om den udenrigspolitiske aktivisme, som et opgør med den tidligere pacifistiske
kurs i udenrigspolitikken der fremstilles som uansvarlig og kujonagtig. Der er evidens for at den
kollektive erindring er ændret i kraft af den nye udenrigspolitiske kurs, men der kan også
argumenteres for en selvforstærkende vekselvirkning mellem udenrigspolitikkens karakter og den
kollektive erindring.
Danmarks muligheder for at agere i verden er vurderet til at være større end før implementeringen
af den udenrigspolitiske aktivisme, på trods af fortsat små kapabiliteter og determinanter.
Medlemskab af internationale samarbejdsinstitutioner fungerer som fora, hvor Danmark kan påtage
sig roller som eksempelvis norm-entreprenører eller mæglere mellem stormagter og kan herved
selvstændigt bidrage til varetagelsen af staters udenrigspolitiske mål. Slutteligt er det vurderet, at
Danmark ikke i samme grad som før er underlagt stormagter, især på grund af den danske
udenrigspolitiske aktivismes humanitære og økologiske initiativers selvstændige karakter.
!25
Litteraturliste
Anderson, B. (1991): Imagined Communities: reflections on the origin and spread of nationalism,
Verso
Branner, H. (1987): Danmark som småstat: muligheder og begrænsninger i dansk udenrigspolitik,
Nordisk Forlag
Branner, H. (2016): Global Politik: 3. udgave, Columbus
Bryld, C. & Warring, A. (1998): Besættelsestiden som kollektiv erindring, Roskilde Universitets-
forlag
Bryld, C. & Warring, A. (1999): Kollektiv erindring - hvad er det: et korrektiv til nogle anmeldelser
af Besættelsestiden som kollektiv erindring i Fortid og Nutid, (s. 227-235)
Brøndum, P. & Rasmussen, A. (2016): USA’s udfordringer, Columbus
Bybee, C. (1999): Can democracy survive in the post-factual age? i Journalism and Communication
Monographs, 1(1), (s. 29-62)
Danmarkshistorien (2016): Historiebrug. Hentet fra http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/
vis/materiale/historiebrug/ besøgt d.
Engelstoft, S. & Larsen, H. G. (2013): Territorium, stat og nation, Samfundslitteratur
Fukuyama, F. (1992): The end of history and the last man, The Free Press
Halbwachs, M. (1950): The collective memory, Harper & Row
Halbwachs, M. (1992): On collective memory, The University of Chicago Press
Hartman, G. (1989): History and Judgement: The case of Paul de Man i History and Memory, no.
1, (s. 55-84)
Hassing, A. & Vollmond, C. (2013): Fra fortid til historie: Historiefagets identitet og metoder,
Columbus
Iversen, K. & Pedersen, U. N. (2014): Danmarks Historie: Mellem erindring og glemsel, Columbus
Jensen, E. V. & Sørensen, K. K. (16. marts 2016): Russerne slipper grebet om dansk luftrum: “Det
er meget svært at tolke Putins motiver” i Berlingske
Kjestaldi, K. (2001): Fortiden er ikke hvad den har været: En indføring i historiefaget, Roskilde
Universitetsforlag
Kristensen, K. S. (2013): Danmark i krig: Demokrati, politik og strategi i den militære aktivisme,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag
!26
Lund, C. (2011): Videnskabsteori og faglige metoder, Frydenlund
Mattila, M. (2004): Contested decisions: empirical analysis of voting in the European Union
Council of Ministers i European Journal of Political Research, no. 1, (s 29-50)
Nielsen, N. K. (2010): Historiens forvandlinger: Historiebrug fra monumenter til oplevelses-
økonomi, Aarhus universitetsforlag
Nora, P. (19. april, 2002): “Reasons for the current upsurge in memory” i Eurozine
Pedersen, R. B. (2012): Fra aktiv internationalisme til international aktivisme: Udvikling og
tendenser i dansk udenrigspolitisk aktivisme i politica, nr. 1, (s. 111-130)
Pedersen, R. B (2013): International aktivisme i dansk udenrigspolitik : En tværfaglig
forskningsstatus fra Dansk Selskab for Statskundskabs Årsmøde, Aarhus universitet
Rasmussen, A. B. (16. april, 2005): Er Danmark ved at få sin egen historiestrid? i Information
Rasmussen, A. F. (2003): Om samarbejdspolitikken, transskription, Danmarkshistorien, 29. August,
besøgt , Aarhus Universitet, http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/
materiale/anders-fogh-rasmussen-v-om-samarbejdspolitikken-29-august-2003/
Said, E. W. (1993): Culture and imperialism, Knopf
Setälä, M. (2004): Small states and Nato: influence and accommodation i Atlantic Council of
Finland, no. 6, (s. 24-32)
Søndberg, O. (2012): Danmark i Krig, Systime
Súillebahn, A. Ó. (2014): Small states and the United Nations: Diverse perspectives, shared
opportunities, International Peace Institute
Tajani, A., Guillaume, S. & Lambsdorff, A. G. (2014): Codecision and Conciliation, The European
Parliament
Thorhallson, B. (2012): Small states in the UN Security Council: Means of Influence? i The Hague
Journal of Diplomacy, no. 7 (s. 135-160)
Villaume, P. (9. juni 2005): Aktivisme - eller tilpasning til USA i information
Warring, A. (2011): Erindring og historiebrug: Introduktion til et forskningsfelt i Temp, no. 2, (s.
6-35)
Wivel, A. & Grøn, C. H. (2011): Maximising influence in the European Union after the Lisbon
treaty: From small state Policy to Smart State strategy i Journal of European Integration, 33:5, (s.
523-539)
!27
Bilag
Bilag 1: Molins adfærdsmodel
Kilde: forlagetcolumbus.dk: B-bogen: Din grundbog om politik, økonomi og velfærd, URL: http://
forlagetcolumbus.dk/boeger/politik/b-bogen/figurer-fra-bogen/ Besøgt
Bilag 2: Sikkerhedsstigen
Kk
Kilde: forlagetcolumbus.dk: Global Politik, URL: http://old.forlagetcolumbus.dk/dk/
columbus_web/figurer_fra_boegerne/global_politik/ Besøgt d.
!28