
[navn fjernet], 3x
SRP: Oliekrisen 1973 i Danmark
Samfundsfag A, Historie A
Vi havde næsten ingen arbejdsløshed i 1973, og trods skattetryk og prisforhøjelser var leve-
standarden for de fleste højere end nogen sinde før.
Den var også for høj. Selv om vort første år i EF gav os milliarder i kontant merindtægt, fort-
satte vi alligevel med at stifte ny gæld i udlandet, endda i stigende tempo.
Inderst inde ved vi godt - hver enkelt af os - at et stort underskud på den danske betalingsba-
lance er noget, der kommer os ved, men naturligvis må det i dagligdagen være de nære ting,
der optager os. Det er familien, vennerne, arbejdskammeraterne, det er vores hjem. Det er,
hvordan vi har det. Og vi har haft det godt.
Vi erkender det nok også mere åbent, end vi plejer at gøre, fordi vi i de sidste måneder har
fået tydelige varsler om, at de gode tider ikke - som vi ellers havde vænnet os til det - nød-
vendigvis vil blive bedre endnu. I 60'erne og begyndelsen af 70'erne syntes det kun at kunne
gå en vej: fremad. Det var som en naturlov. Men nogen naturlov var det jo ikke. Det ved vi
nu.
Derfor er vi bekymrede på denne den første dag i 1974. Begivenheder, som vi kun i beskeden
grad har indflydelse på, vil være afgørende for udviklingen i Danmark i det nye år. Ingen af
os er i tvivl om, at hvis der bliver drejet yderligere om for oliehanerne, vil følgerne blive me-
get alvorlige, og selv om der skulle blive åbnet for hanerne, ved vi, at de gyldne dage med
billig energi aldrig mere kommer tilbage.
Der er ingen grund til at skjule, at denne energikrise er kommet hurtigere og stærkere over os,
end vi politikere havde ventet. Vi har ikke lyttet opmærksomt nok til de advarende røster, har
ikke gjort os klart, hvor sårbart vort højt udviklede samfund er. Det gælder for Danmark, som
det gælder for hele den vestlige verden og Japan med.
Vi står ikke parate med færdige løsninger, hverken her eller i andre lande. Vi har indført bil-
løse søndage og hastighedsbegrænsninger, vi har lært at tætne vinduer og at tage en sweater
på, men nogen egentlig løsning er det selvfølgelig ikke. På langt sigt kan vi ikke komme ud af
energikrisen blot ved at spare. På langt sigt må vi lære at skaffe energi på nye måder.
Men på kort sigt betyder det noget at spare. Det er simpelthen nødvendigt.
Den olie, vi ikke brænder op i vore oliefyr, og den benzin, vi ikke kører op i vore biler, gør
det muligt at holde arbejdspladser i gang, der ellers måtte lukke.
Vi kan komme til at opleve arbejdsløshed og varemangel i denne vinter. Vi kan komme til at
opleve, at fabrikker må lukke, at varer ikke kan blive kørt ud, at landmanden ikke kan bruge
sin traktor og fiskeren ikke sin båd.
Det afhænger i høj grad af os selv, om det skal gå så galt.
Uventet tvinges vi nu hver især ind i en situation, hvor vore menneskelige kvaliteter stilles på
prøve. Vi kan være egoistiske og prøve på at læsse de fælles byrder over på naboen, eller vi
kan bevise, at ord som samfundssind og fællesskab og samhørighed stadig har mening og
indhold. Det er en udfordring til os, som enkeltindivider og som nation. Det er ikke en udfor-
dring, vi har bedt om eller ønsket os, men måske det alligevel kan være en sund udfordring.
Vi har i de senere år vænnet os til bestandig at stille krav til andre, til samfundet. Der måtte
være råd til det hele, selv om det helst ikke måtte koste i skat, og var der ikke råd lige her og
nu, så måtte det være andres skyld. Så var det samfundet, der svigtede. Nu er det pludselig
den enkelte, der stilles krav til. Regeringen vil gøre sin part.
Jeg skal på tirsdag den 8. januar i folketinget fortælle, punkt for punkt, hvilke forholdsregler
regeringen i den konkrete situation vil foreslå gennemført. Jeg skal ikke i aften i detaljer for-
tælle om disse forslag, men jeg vil sige noget om den holdning, vi har til problemerne.
Arbejdsløshed kunne godt være et virksomt middel mod inflationen og det underskud på beta-
lingsbalancen, jeg talte om for lidt siden. Det ville være en let løsning, og for de mange, der
ikke blev ramt af arbejdsløsheden, ville det være en behagelig løsning. Men det er en løsning,