Indholdsfortegnelse
Indledning ........................................................................................................................................... 4
Redegørelse for den britiske afkoloniseringsproces i Afrika efter anden verdenskrig med
særlig fokus på Ghana ....................................................................................................................... 5
Hvorfor kolonisering? ..................................................................................................................... 5
Hvor er modstanden? ...................................................................................................................... 5
Den Kolde Krigs indvirkning .......................................................................................................... 6
Nationalistiske bevægelser .............................................................................................................. 7
Da Guldkysten blev til Ghana – Den første koloni til at få uafhængighed ..................................... 7
Ghana kan ikke beskrives som den generelle vej til uafhængighed ................................................ 8
Undersøgelse af afkoloniseringen af Ghana med inddragelse af Tanzania .................................. 9
Kwama Nkrumah: Udsigterne for Afrika ........................................................................................ 9
Var den socialistiske brede appel i befolkningen årsag til Ghanas stilfærdige fremtid? ................. 9
Økonomisk dilemma eller for ambitiøse mål? .............................................................................. 10
Kunne Storbritannien have beholdt magten over Ghana? ............................................................. 12
Ghana og Tanzania – Nationalistiske forskelle ............................................................................. 13
Ghana og Tanzania – Slap Vestafrika lettere? ............................................................................... 14
Ghana og Tanzania efter uafhængigheden .................................................................................... 15
Diskussion af begrundelse for fortsat samarbejde med den forhenværende kolonimagt
gennem commonwealth ................................................................................................................... 16
Vurdering af Afrikas underudvikling og manglende økonomisk integration på
verdensmarkedet .............................................................................................................................. 17
Et nyt kig på udsigterne for Afrika ................................................................................................ 17
Teorier for udviklingslande ........................................................................................................... 17
HF 2. år
Kinas stigende rolle for Afrikas økonomi ..................................................................................... 18
Sammenhængen mellem folkesundhed og økonomisk udvikling ................................................. 19
Generaliseringen af Afrika ............................................................................................................ 19
Konklusion ........................................................................................................................................ 19
English Abstract ............................................................................................................................... 21
Litteraturliste ................................................................................................................................... 22
Bilag ................................................................................................................................................... 26
4/31
Indledning
Da jeg startede med at arbejde på denne opgave, havde jeg, foruden at skrive en god opgave, et mål
om at tilegne mig en masse viden omkring Afrika. Min personlige interesse grunder i mine
fordomsfulde forestillinger om den almene afrikaner, som jeg godt ved er forkerte, men ikke har
kunnet punktere, fordi jeg ikke har et alternativt billede at sætte i stedet for. Jeg havde derudover en
interesse i at afdække grunden til, at Afrika tilsyneladende stadig lider under kolonitidens
problemstillinger.
Ud fra problemformuleringen har jeg valgt at dele opgaven op i følgende 4 hovedafsnit:
1. En kronologisk redegørelse for afkolonisering, hvor jeg meget kortfattet beskriver
koloniseringen, men har primært fokus på de elementer som førte til afkolonisering, med
specielt fokus på Ghana. Jeg afslutter dette afsnit ved kortfattet at kigge på andre afrikanske
lande, samt Storbritanniens kolonier som helhed.
2. En analyse af omstændighederne for afkoloniseringen af Ghana. Jeg tager udgangspunkt i,
uden at være begrænset til, vedlagt bilag 1 ”Udsigterne for Afrika” af Kwama Nkrumah fra
1958. Af underpunkter vil jeg analysere de sociale, politiske og økonomiske
omstændigheder for Ghanas afkolonisering og eftertid. Jeg afslutter på komparativ vis med
at sætte Ghana i forhold til Tanzania for at belyse ligheder og forskelle.
3. En diskussion af Nkrumahs begrundelse for fortsat samarbejde med den forhenværende
kolonimagt gennem Commonwealth.
4. En vurdering af Afrikas fortsatte placering som en del af den tredje verden, hvor jeg
inddrager og kommenterer aktuelle teorier for udviklingslande, samt giver et panoramisk
billede af elementer som jeg mener, har betydelig indvirkning herpå.
Jeg har desuden valgt ikke at holde mig udelukkende til tidsperioden hvori selve afkoloniseringen
fandt sted. Jeg arbejder dermed også med tiden umiddelbart efter afkoloniseringen, fordi det er min
opfattelse, at de efterfølgende historiske konsekvenser giver en bedre forståelse af selve
afkoloniseringens forløb.
I forlængelse af ovenstående punkter, vil jeg konkludere hvad jeg har fundet. Sidst i opgaven vil
litteraturliste og bilag kunne findes, samt en sammenfatning af opgavens problematiseringer og
konklusion på engelsk.
5/31
Redegørelse for den britiske afkoloniseringsproces i Afrika
efter anden verdenskrig med særlig fokus på Ghana
Hvorfor kolonisering?
Forholdet mellem Afrika og europæerne startede helt tilbage i 1400-tallet, da de store
søfartsnationer begyndte at handle med folkeslag i Vestafrika. Men i 1600- og 1700-tallet havde det
udviklet sig til hovedsagligt at være den berygtede slavehandel, der indgik som det ene ben i
trekantshandlen mellem Afrika, Vestindien og Europa til at levere slaver fra Afrika til Vestindien
1
.
Europæiske virksomheder havde siden industrialiseringen medbragt en stadig stigende efterspørgsel
på billige råvarer, og da Afrika syntes at være en uudtømmelig kilde til råstoffer, indledtes et
”Kapløb om Afrika” for at få så stor en bid af ”kagen”
2
. Europæiske handelsfolk havde forinden
beklaget sig over, at de afrikanske herskere krævede mere i udbytte og lavede restriktioner på
handelsvarer, og i 1880'erne konkluderede man, at det var fordelagtigt at gøre krav på hele
kontinentet. Uden hensyn til de eksisterende skel mellem indfødte afrikanske stammer, inddelte
europæerne Afrika mellem sig, ofte i områder adskilt med lineal på et kort. Dette medførte
eksempler på, at stammer der historisk lå i krig, blev samlet under et, og andre stammer blev splittet
op. Afrika kunne se sig selv som besat af kolonimagterne fra omkring 1880'erne helt indtil
indgangen af 1970'erne. De største kolonimagter var i denne tid Storbritannien, Frankrig, Tyskland
og Portugal, men også Danmark og Belgien m.fl. havde på et tidspunkt kolonier i Afrika
3
.
Hvor er modstanden?
For nogle afrikanere opfattedes europæernes overlegenhed som en selvfølge, men tidens ridser i
lakken, samt voksende viden om verden omkring dem, skulle ændre på dette syn. Nogle afrikanere
havde gennem missionskirkernes skoler fået muligheden for at uddanne sig under kolonitiden. Dette
gav dem viden til at kunne se urimeligheden i europæernes overherredømme over afrikanerne
4
.
I 1945 var England og Frankrig stadig fejlagtigt overbevist om, at deres kolonistyre ville holde i
endnu mange årtier
5
.
”Men i Vestafrika har vi lang tid endnu. Det vil tage årtier, inden disse områder er modne til
1 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 7
2 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 9
3 Dansk Wikipedia – Kapløbet om Afrika (link og ekstra noter i litteraturlisten)
4 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 20
5 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 12
6/31
selvstyre”
6
– Britisk koloniembedsmand
Man havde set afrikansk-nationalistiske optøjer og opstande i forbindelse med at afrikanere blev
tvunget i værnepligt gennem første verdenskrig, og begge lande vidste derfor at reformer skulle til.
I England diskuteredes blandt andet hvordan man skulle sikre sig, at kolonierne bidrog til imperiets
genopbygning efter 2. verdenskrig
7
. Grunden var, at England erkendte at de militært og økonomisk
var svagt stillet i forhold til USA og Sovjetunionen, som de havde samarbejdet med om at udforme
principperne for den nye verdensorden efter Tysklands nederlag.
Ikke alle i England var dog enige i dette synspunkt. Allerede I 1942 skrev det engelske arbejderparti
et frihedsbrev for kolonibefolkningen, som krævede lige ret mellem alle mennesker i kolonierne. De
ønskede at kolonierne skulle laves om til stater som alle var medlem af commonwealth
8
, og
samtidig ville de så have oprettet et commonwealth-råd som disse stater alle skulle have indflydelse
i
9
.
Den Kolde Krigs indvirkning
I forbindelse med Den Kolde Krigs udbrud i 1947, havde USA interesse i at samarbejde med
europæiske lande, fordi de ønskede at danne en modvægt til Sovjetunionen. Dette gjorde USA
igennem et tilbud om økonomisk støtte, mod at de europæiske lande deltog i et fælles økonomisk
samarbejde, OEEC
10
. I samme tidsrum var USA i færd med at udforme en ny Afrika-politik, som
beroede på afkolonisering samt investering i, og dannelse af, et afrikansk marked. England var som
udgangspunkt ikke interesseret i USA's indblanding i deres kolonier, men var til sidst nødsaget til at
samarbejde med USA indenfor NATO, da de havde brug for USA's økonomiske bistand
11
. USA
accepterede her Englands fortsatte arbejde med at opbygge Afrikas infrastruktur.
I årene 1950 til 1957 gennemgik England en økonomisk oprejsning, dels pga. støtten fra USA og
dels pga. oprettelsen af det europæiske økonomiske fællesskab (EF). Handlen mellem Europa og
Afrika blev mindre vigtig pga. EF, og tilsammen dannede dette grundlag for, at Storbritanniens
6 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 94 – Udtalelse fra en embedsmand ved en kongres for engelske
kolonialembedsmænd i 1939.
7 Gilkær, H. T. ”Afrikas historie efter 1890 – med kilder fra Kenya” s. 46
8 Commonwealth – En løs sammenslutning af lande der tidligere har været en del af det britiske imperium.
Commonwealth hviler på politisk og økonomisk samarbejde og indeholder krav til medlemslandene som demokrati,
frit marked, lighed, frihed og menneskerettigheder.
9 Bruhn, V., & Jakobsen, G. & Pedersen, K. M. ”Afrikas afkolonisering – Kilder og læsestof” - Det engelske
arbejderpartis frihedsbrev til kolonibefolkningen. (1942)
10 OEEC, Organization for European Economic Cooperation, Senere OECD, Organization for Economic Cooperation
and Development.
11 Gilkær, H. T. ”Afrikas historie efter 1890 – med kilder fra Kenya” s. 47
7/31
Premierminister i 1957 kunne konkludere, at det nu var uden større økonomiske risici at forlade
Afrika
12
.
Nationalistiske bevægelser
Helt tilbage i 1910 lyder det fra NAACP
13
, som introduktion til otte krav om lighed og frihed,
”Gennem sin tænkende intelligens kræver negerracen”
14
. Dette var i samtiden yderst
yderliggående. Selvom det er bemærkelsesværdigt at de er nødt til at påstå deres intelligens, så er
det vigtigt at notere sig, at de stiller krav til kolonimagterne. Dette viser at der først og fremmest var
basis for de kommende nationalistiske bevægelser. Efter første verdenskrig opstod der strejker i
Egypten, fordi briterne nægtede befolkningen selvstyre, efter at de havde leveret store mængder
råstoffer til de europæiske styrker igennem første verdenskrig. Briterne så sig af den grund nødsaget
til at indvilge i begrænset selvstyre
15
.
Egypten blev dog ved med at skabe problemer. I 1952 gennemførte nogle egyptiske officerer et kup
mod styret i Egypten, som et resultat af, at England havde minimeret sin militære tilstedeværelse.
Facaden på marionetstyret i Egypten var skrantende, og det var gået op for befolkningen at briterne
havde trukket i trådene bag kulisserne. England og Frankrig reagerede kraftigt, da den egyptiske
præsident overtog styringen af Suez-kanalen fra et fransk selskab, for at kunne drive penge ind på
skibstrafikken. USA, som helst så en ende på europæernes kolonisering, havde ingen interesse i at
støtte England og Frankrig. De mødte så stærk modstand og måtte opgive at generobre Suez-
kanalen. Dette sendte et kraftigt signal til de nationalistiske bevægelser i resten af Afrika
16
.
Da Guldkysten blev til Ghana – Den første koloni til at få uafhængighed
Kolonimagternes styre hvilede hovedsagligt på den sociale elite fra de større byer, og Guldkysten
var ikke nogen undtagelse. I 1947 blev partiet UGCC
17
dannet udelukkende af folk fra over- og
middelklassen. Den 38-årige lærer Kwama Nkrumah fik tilbudt pladsen som generalsekretær som
han accepterede, men allerede i 1949 valgte han at bryde med UGCC, bl.a. pga. manglende
handling hen imod uafhængighed. Kwama Nkrumah dannede partiet CPP
18
som på radikal vis
krævede uafhængighed under sloganet ”selvstyre nu!”. I mellemtiden havde briterne beskudt en
12 Gilkær, H. T. ”Afrikas historie efter 1890 – med kilder fra Kenya” s. 48
13 National Association for the Advancement of the Coloured People (NAACP) panafrikanistisk organisation
14 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 66
15 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 37
16 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 39
17 UGCC – United Gold Coast Convention
18 CPP – Convention Peoples Party
8/31
fredelig demonstration hvilket førte til optøjer. Resultatet var, at UGCC blev forbudt og partiets
ledere, inkl. Nkrumah, blev fængslet.
Englænderne havde som reaktion på de stigende nationalistiske optøjer, formuleret en
forfatningsændring som trådte i kraft i 1946. Forfatningsændringen medførte, at hvor der før skulle
vælges 18 repræsentanter til rådet fra de større byer, skulle der nu kun vælges 5. De resterende 13
poster kunne besættes fra de lokale høvdingeråd
19
. Dette var grundlaget for at CPP vandt et
overvældende sejr i 1951, og at Nkrumah kunne gå direkte fra fængslet til at få posten som
regeringsleder.
Der blev nu arbejdet direkte for uafhængighed, og da halvdelen af kolonistyret stadig bestod af
kolonister, trådte der i 1954 endnu en forfatningsændring i kraft til at ændre dette
20
. I 1957 blev
CPP genvalgt, og Guldkysten blev erklæret uafhængigt under navnet Ghana
21
.
Ghana kan ikke beskrives som den generelle vej til uafhængighed
De nationalistiske bevægelser fulgte begivenhederne i Ghana nøje, og i nogle tilfælde skulle vejen
til uafhængighed ikke blive lige så fredelig. Specielt i de koloniområder med høje indbyggertal af
kolonister, skulle det komme til at se mere problematisk ud. I Sydafrika ses et klassisk eksempel på,
hvordan den nationalistiske bevægelse ANC har måttet rive og flå for at opnå rettigheder for sorte.
Apartheid-systemet var eksisterende helt op til 1991 og har sat sit tydelige præg på racekrigen i
Sydafrika. Og i Kenya gik den såkaldte Mau mau-bevægelse, pga. stigende utilfredshed over den
ulige fordeling af den frugtbare landjord, til angreb på europæiske bønder, ved at terrorisere deres
ejendom. I enkelte tilfælde myrdede de tilflytterne, hvilket sendte chokreaktioner igennem
koloniernes europæiske befolkning.
Briternes afkolonisering udmærker sig ved at være mindre voldsom på de afrikanske lande end de
andre kolonimagter. F.eks. da Frankrig kom under pres fra de nationalistiske bevægelser, gav de i
1958 kolonierne valget om de ville have selvstændighed nu eller vente. De fleste kolonier valgte at
beholde den franske kolonimagt for en tid, i håb om økonomiske fordele, men i Guinea valgte man
at slippe af med Frankrig. Frankrig afbrød prompte alle økonomiske bånd til Guinea og resultatet
var brutalt
22
.
19 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 46
20 Gilkær, H. T. ”Afrikas historie efter 1890 – med kilder fra Kenya” s. 50
21 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 41
22 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya” s. 52
9/31
Undersøgelse af afkoloniseringen af Ghana med inddragelse
af Tanzania
Kwama Nkrumah: Udsigterne for Afrika
Kwama Nkrumah redegjorde i 1958 for Afrikas udsigter
23
, hvor han bl.a. forsvarer at Ghana fortsat
er medlemsland i commonwealth efter Ghanas uafhængighed. Nkrumah forklarer hvordan
moderniseringen fra kolonitiden, kombineret med uafhængigheden, stiller lederne i Afrika i et
dilemma imellem at skulle modernisere i henhold til forventninger fra befolkningen, og at mangle
midlerne til det, fordi det koster mere end hvad landet selv har økonomi til. Med udgangspunkt i
Nkrumahs beskrivelser, skal jeg her gå i dybden med omstændighederne for afkoloniseringen i
Ghana.
Var den socialistiske brede appel i befolkningen årsag til Ghanas stilfærdige
fremtid?
Nkrumahs indtræden i UGCC var ikke uden problemer. Han var i tvivl om han skulle tage imod
posten som generalsekretær, fordi han vidste at medlemmerne primært havde rødder i over- og
middelklassen, som kunne være uenige i hans politiske standpunkt. Man mente nemlig at en bred
folkelig opbakning var nødvendig for at opnå den nationale samling der skulle til
24
.
De herskende samfundsøkonomiske teorier syntes på dette tidspunkt på den ene side at være den
liberalistiske idé om, at hvis man sikrede en stærk elite, så ville velstanden fordele sig ned igennem
samfundet, fordi de socialt lavere lag blandt andet ville kunne få arbejde i nye virksomheder. På den
anden side stod socialismen, som sigtede efter at bringe velstand til de lavere samfundsklasser
25
.
Selvom Nkrumah tilsyneladende havde haft succes med at samle mange af Ghanas stammer
gennem en socialistisk ideologi, kan det paradoksalt være de liberalistiske idéer der dannede basis
for at vælte etpartistyret i 1966
26
. Billedet ser dog lidt mere komplekst ud end som så. Stammer fra
regioner som Ashanti og i en mindre grad norden og Volta regionen, frygtede at magten ville blive
koncentreret i Accra. De politiske diskussioner i befolkningen kom derfor til at omhandle
23 Bilag 1
24 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 99
25 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 99
26 Pinkney, R. ”Democracy and Dictatorship in Ghana and Tanzania” s. 36
10/31
liberalisme mod socialisme
27
. Politikere som Kofi Busia, som i 1969 skulle få posten som
premierminister, havde siden UGCC været en dygtig fortaler for liberalt demokrati, og kan have
haft en central rolle i den stigende utilfredshed med den socialistiske politik Nkrumah førte
28
.
Militærkup er generelt forbundet med vold og uretfærdighed, men det er nærliggende at forestille
sig, at Nkrumahs etpartistyre havde ædt sig selv op indefra gennem korruption, fordi der manglede
en mulighed for at danne politisk opposition
29
. Nkrumah havde samtidig ført en aggressiv politik
ved at fængsle oppositionspolitikere
30
. Et militærkup kan dermed have været den eneste mulighed
for en udskiftning af styret. Kuppet foregik uden blodig konfrontation, og det samme har gjort sig
gældende for Ghanas videre forløb, hvor flere kup og ofte skiftende regeringer, var et resultat af
politisk uenighed, mere end sociale stridigheder. Sociale stridigheder iblandt stammerne havde før i
tiden ledt til regulær borgerkrig. Dette har ikke været tilfældet siden uafhængigheden
31
.
Økonomisk dilemma eller for ambitiøse mål?
Ghana havde under kolonitiden set en modernisering af samfundets uddannelsessystem,
infrastruktur og handel, noget afrikanerne med tiden var blevet afhængige af.
”Vi kan ikke fortælle vores folk, at materielle goder og vækst og moderne fremskridt ikke er
for dem. Hvis vi gør det, vil de smide os ud og finde andre ledere, der lover dem mere.”
32
− Kwama Nkrumah
Nkrumahs socialistiske politik lagde vægt på velfærd og økonomisk udvikling. Ønsket var en hurtig
industrialisering af Ghana. Projekter som Akosombodæmningen ved Volta søen blev finansieret
gennem et langtidslån af USA, Storbritannien og Verdensbanken. Villigheden til investering i
Ghana kan på den ene side ses som en tillid til Ghanas styre, men på den anden side kan det
diskuteres, om verdensbanken i overvejende grad støttede økonomisk, fordi den havde brug for en
succeshistorie i Afrika
33
. Ghana betalte over 50% af projektet med Akosombodæmningen, men da
80% af indtægterne går til en amerikansk aluminiumsfabrikant, er det senere blevet kritiseret for at
være et eksempel på neokolonialisme
3435
. Dæmningen oversvømmede et stort område, og var for en
tid verdens største menneskeskabte sø. Håbet var, at ændringerne i landskabet skulle give mulighed
27 Pinkney, R. ”Democracy and Dictatorship in Ghana and Tanzania” s. 36
28 Shepherd, G. W. ”The Politics of African Nationalism – Challange to American Policy” s. 92
29 Pinkney, R. ”Democracy and Dictatorship in Ghana and Tanzania” s. 37
30 Shepherd, G. W. ”The Politics of African Nationalism – Challange to American Policy” s. 91
31 Pinkney, R. ”Democracy and Dictatorship in Ghana and Tanzania” s. 36
32 Kwama Nkrumah fra 1958 (Bilag 1)
33 Pedersen, B. T., & Pedersen P. T. ”Ghana – landbrug og ernæring i landsbyen Sromani” s. 13
34 Neokolonialisme – En term brugt som kritik af vestlig styring af post-kolonier gennem økonomiske midler
35 Engelsk wikipedia – Akosombo Dam (link og ekstra noter i litteraturlisten)
11/31
for at dyrke ris, eksportere jern og at virksomheder ville blive tiltrukket fra udlandet fordi der nu var
et elektricitetsnetværk med stor kapacitet
36
.
Nkrumah indførte den såkaldte importsubstitutions-strategi
37
i håb om at øge mulighederne for at
spirende ghanesiske industrier skulle kunne etablere sig på markedet. Derudover skulle velfærden
finansieres ved beskatning af landbruget
38
.
Udenlandske virksomheders fortsatte monopol på eksport af kakao, kombineret med stigende
skatter på landbrugssektoren, medførte at bønderne ikke fik mere for deres kakao efter
uafhængigheden. I 25 år var prisen på kakao jævnt faldende, og resultatet var, at bønderne sænkede
produktionen af kakao uden samtidig at forøge produktionen af fødevarer
39
. Det er uklart præcis
hvorfor dette skete. De gældende teorier går på, at bønderne enten holdt hånden over deres
kakaomarker som havde været en mere stabil indtægtskilde end de usikre fødevarer, og ikke var
indstillet på at omlægge kakaomarkerne til fødevareproduktion. Alternativt blev den kakao der ikke
blev solgt fra Ghana, til gengæld smuglet over grænsen til bl.a. Elfenbenskysten, hvor den kunne
sælges for en op til ti gange højere pris
40
. En forhenværende guvernør for Ghanas Bank formulerede
sig således i 1991:
Nkrumahs fokus på hurtig industrialisering og centraliseret statskontrol, i sammenhæng
med en handicappende skat på kakao, som har svækket landbrugssektoren, såede frøene til
økonomisk nedgang.
41
− Jonathan Frimpong-Ansah
For at industrialiseringen kunne få vind i sejlene, måtte de ghanesiske virksomheder have
udefrakommende investorers økonomiske opbakning, men udviklingen kom ikke. Private investorer
manglede villighed til at investere pga. frygt for nationalisme, og fordi afrikanerne havde en mindre
økonomi
42
, hvilket gav virksomheder mindre mulighed for at afsætte sine varer. At der samtidig var
handelsbarrierer i den industrialiserede verden i form af told, kan have været en af de primære
årsager til at industrialiseringen ikke fandt sted.
I forhold til andre afrikanske lande, stod Ghana gennem 1950'erne godt mht. indkomst per borger
36 Segal, R. ”African Profiles” s. 234
37 Importsubstitutions-strategi – Told på importerede varer med formål at sikre bedre muligheder for landets egne
industriers konkurrenceevne.
38 Pedersen, B. T., & Pedersen P. T. ”Ghana – landbrug og ernæring i landsbyen Sromani” s. 10
39 Pedersen, B. T., & Pedersen P. T. ”Ghana – landbrug og ernæring i landsbyen Sromani” s. 9
40 Pedersen, B. T., & Pedersen P. T. ”Ghana – landbrug og ernæring i landsbyen Sromani” s. 10
41 Pinkney, R. ”Democracy and Dictatorship in Ghana and Tanzania” s. 49
42 Shepherd, G. W. ”The Politics of African Nationalism – Challange to American Policy” s. 92
12/31
og BNP. En recession lurede og blev for alvor en realitet imellem 1964-66, og Kofi Busia som
overtog styret efter Nkrumah i 1969, havde ikke en chance for hurtigt at vende den nedadgående
tendens. Først da regeringen i 1983 indgik en aftale med IMF
43
og Verdensbanken om at igangsætte
et genrejsningsprogram, vendes Ghanas økonomiske scene. Genrejsningsprogrammets midler var
liberalisering, privatisering og nedskæringer af den offentlige sektor og dermed velfærden
44
, som
blev grundlagt i Nkrumahs regeringstid. Nkrumahs sats på velfærd har altså, ifølge IMF og
Verdensbankens økonomer, haft en negativ indflydelse på økonomien.
Kunne Storbritannien have beholdt magten over Ghana?
Generelt for de afrikanske lande havde anden verdenskrig en central rolle for udviklingen af
forholdet mellem europæerne og afrikanerne. En stadig større gruppe uddannede afrikanere stillede
krav til kolonimagternes måde at håndtere kolonierne på. Kolonimagterne måtte forklare deres
politik, idet de havde set, at tvungen militærtjeneste fremprovokerede opstand i nationalistiske
kredse. De afrikanske aviser som spirede op i 1930'erne blev læst højt på markedspladser
45
og
nåede dermed et stort publikum. At aviserne bragte reportager om Atlanterhavserklæringen, som
blandt andet krævede at man skulle respektere folks ret til at vælge en hvilken som helst
regeringsform, er blot et eksempel på udefrakommende påvirkning, som styrkede afrikanernes vilje
til uafhængighed
46
.
Europas politik i Afrika var i høj grad styret af den økonomiske situation i hjemlandet.
Storbritannien var økonomisk udmagret efter anden verdenskrig
47
, og var dermed afhængig af, at
råstoffer kunne udvindes og sendes til moderlandet til langt under verdensmarkedsprisen. Da
Storbritannien samtidig ikke havde nogen forventning om fremtidig nationalistisk modstand
omkring 1945, er der ikke umiddelbart noget der tyder på, at Storbritannien havde noget ønske om
at imødekomme nationalismens krav om selvstændighed, som skulle blive en realitet i løbet af de
næste 10 år.
Briterne havde forsøgt at dæmpe den spirende nationalistiske opstand gennem det Provinsielle
Høvdingeråd, som var en forfatningsmæssig institution, der stræbte efter øget afrikansk indflydelse
43 IMF – Den Internationale Valutafond
44 Pedersen, B. T., & Pedersen P. T. ”Ghana – landbrug og ernæring i landsbyen Sromani” s. 13
45 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya” s. 43
46 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya”s. 43
47 Shillington, K. ”Afrikas vej til uafhængighed” s. 30
13/31
uden krav om selvstyre
48
. Med UGCC's dannelse i 1947 var der for første gang en velorganiseret og
indflydelsesrig organisation i Ghana, og det kan tolkes som en nationalistisk reaktion på det
manglende arbejde hen imod uafhængighed. At UGCC udelukkende bestod af over- og
middelklasseafrikanere kommer ikke som en overraskelse, da det i høj grad var disse samfundslag,
som igennem kolonitiden havde fået muligheden for at uddanne sig.
Den stigende arbejdsløshed i de større byer som var et resultat af inflation, kombineret med en
stigende kommercialisering af landbruget
49
, skabte uro i byerne såvel som i landsbysamfundene
rundt omkring i Ghana. Ikke mindst fordi kommercialiseringen, som omlagde de klassiske
subsistenslandbrug til kakaodyrkning, forårsagede fødevaremangel.
Opstanden tog for alvor fart under beskydningen af den fredelige demonstration i 1948. To
afrikanere blev dræbt, og kolonimagtens reaktion, at slå opstanden ned med magt, var alt andet lige
et tveægget sværd.
Fængslingen af UGCC's medlemmer i forbindelse med opstanden skulle afskrække andre fra at gøre
modstand, og på kort sigt hjalp det måske, men i det lange løb gjorde det kun befolkningen endnu
mere modvillig
50
.
Tidspunktet for Ghanas uafhængighed kan således, foruden Storbritanniens egne initiativer, ses som
et resultat af internationale politiske omstændigheder, den britiske forvaltning af det interne
politiske system i kolonierne, samt håndtering af opstand, de økonomiske omstændigheder samt
tilstedeværelsen af nationalistiske bevægelser og deres tiltag.
Ghana og Tanzania – Nationalistiske forskelle
Hvor der i Ghana havde været stor nationalistisk aktivitet, selv lang tid før UGCC's dannelse i form
af organisationer som skulle forsvare afrikaneres rettigheder, var der påfaldende lidt nationalistisk
aktivitet i Tanganyika. Kontorfolk og embedsmænd mødtes i Tanganyika African Association hvor
de blandt andet diskuterede den engelske regerings projekter, den stigende befolkning i hovedstaten
samt uddannelsesproblemer
51
. Indtil Nyerere i 1953 sluttede sig til selskabet, havde der ikke været
nogen betydelige tanker i retning af uafhængighed. Nyerere, som var blevet formand for selskabet
samme år, ændrede navnet til TANU
52
, og satte selvstændighed på dagsordenen. Som resultat af
forfatningsændringen i 1952, stillede TANU krav om indførslen af lige valgret, og kolonistyret
48 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 98
49 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya”s. 50
50 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 99
51 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 113
52 TANU – Tanganyika African National Union
14/31
efterkom kravet
53
. TANU begyndte i den forbindelse en effektiv valgkampagne. Kolonistyret i
Tanganyika gjorde, modsat kolonistyret i Ghana, kun lidt for at modarbejde dette. Forklaringen
ligger i, at Tanganyika havde status som formynderskabsområde under FN, og den engelske
regering ønskede dermed mindst mulig uro i landet
54
. Ved FN's 4. komite, efter Nyerere har givet en
længere redegørelse for de racemæssige urimeligheder i Tanganyika, bliver han spurgt om han
forventede at de skulle fastsætte en dato for uafhængighed. Nyerere svarede her, at han mente
Tanganyika burde være uafhængigt inden for 10 år
55
. Fordi formynderskabsmagten ønskede at
bevare sit gode ry, og fordi Nyerere så mulighederne for sit parti, spredte de nationalistiske tanker
sig som en steppebrand. Tanzania fik på fredelig vis og i samarbejde med FN, uafhængighed i 1961,
og Nyerere kunne i 1962 blive premierminister.
Selvom TANU kritiserede kolonistyret for at handle racediskriminerende, kan modstanden på ingen
måde måle sig med CPP i Ghana. Til gengæld kan UGCC sammenlignes med TANU, fordi de
begge bestod af den intellektuelle elite. Men hvor UGCC's stærke vilje til uafhængighed blandt
andet grundede på et stærkt ønske herom i befolkningen, så blev nationalismen i Tanganyika først
manifesteret i TANU gennem Nyereres indsigt i hans partis muligheder for at arbejde for
selvstændighed, ikke mindst pga. af Tanganyikas position som formynderskabsområde. Denne
større grad af samarbejde med kolonimagterne kan også forklare, hvorfor Tanzanias fortsatte
medlemskab af Commonwealth, ikke i samme grad som Ghanas, så kontroversielt ud.
Ghana og Tanzania – Slap Vestafrika lettere?
Ghana stod alene med selvstændighed i 1957, og efter de kampe som der havde været i Ghana, stod
det klart, at selvstændighed først kunne opnås når de nationalistiske bevægelser havde etableret
sig
56
. Det lykkedes tilsyneladende nationalisterne i Ghana, gennem befolkningens utilfredshed og
stædigt arbejde, at tilegne sig bred folkelig opbakning, og ad den vej lægge pres på det britiske
overherredømme. I Tanganyika, landet som blev slået sammen med Zanzibar i 1964 under navnet
Tanzania, havde de nationalistiske bevægelser andre problematikker.
”Ganske vist er det sandt, at selvstyret er målet med for den britiske regerings politik både i
Vest- og Østafrika, men det drejer sig her om en slags selvstyre, som i virkeligheden er
ensbetydende med, at magten overlades til et mindretal.”
57
53 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 115
54 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 115
55 Bruhn, V., & Jakobsen, G. & Pedersen, K. M. ”Afrikas afkolonisering – Kilder og læsestykker” s. 19
56 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 122
57 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 151 – Uddrag af Julius Kampbarage Nyereres fordrag i London fra
15/31
− Julius Kambarage Nyerere
Julius Kambarage Nyerere blev, ligesom Nkrumah i Ghana, den første leder til at overtage styret
efter kolonimagten i Tanzania. Nyerere taler foroven om sit eget land Tanganyika. I Tanganyika er
der over hundrede forskellige etniske grupperinger foruden tilflyttere fra Kina, Indien og
Mellemøsten. Til sammenligning havde Ghana 20 hovedstammer, hvoraf de største 4 tegnede sig
for cirka 93% af Ghanas befolkning
58
.
Dette kan have gjort briterne mere modvillige til uden videre at give magten fra sig. Historien havde
tidligere vist hvad etniske stridigheder kunne forårsage. En alternativ forklaring ligger i, at der
generelt var færre europæiske tilflyttere i Vestafrika, og dermed færre europæiske politiske magter i
eliten, der oftest ville fastholde magten så længe som muligt, og modarbejde
uafhængighedsarbejdet
59
.
Ghana og Tanzania efter uafhængigheden
Nkrumah fik med sine marxistisk inspirerede idéer bragt UGCC ud af fokus, som forklarer hvorfor
CPP vandt magten. Alle samfundets lag var engagerede i de politiske spørgsmål, men en voksende
opposition vandt gehør i eftertiden i form af den liberalistiske fortaler Kofi Busia. CPP reagerede
ved at fængsle eller bestikke oppositionspolitikere, for så at omdanne staten til et etpartistyre.
I Tanganyika var der ikke nogen slagkraftig opposition til Nyereres styre
60
, og civilsamfundet
stillede sig ikke i nævneværdig opposition til styrets beslutninger. Styret, der vel at mærke blev
domineret af den samme elite i de efterfølgende 30 år
61
. Et oppositionsparti blev dog dannet op til
valget i 1962, men disse fik kun 3% af stemmerne og gik efterfølgende i opløsning. Militæret
repræsenterede også en oppositionsbevægelse. De kritiserede at afrikaniseringen af styrets
ministerposter gik for langsomt. Dette førte i 1964 til et forsøg på at kuppe styret, men opstanden
blev slået tilbage med international hjælp og militære poster blev derefter i overvejende grad besat
af medlemmer af TANU
62
.
I begge lande så man en fejlslagen socialistisk politik, men med klare forskelle. I Ghana var det
hovedsagligt udefrakommende økonomiske omstændigheder, som faldende pris på kakao, og
manglende villighed til investering, i kombination med for store investeringer i velfærden, som
1959
58 Engelsk Wikipedia – Ghana & Tanzania (link og ekstra noter i litteraturlisten), http://www.globalis.dk/ (link og
ekstra noter i litteraturlisten)
59 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya”s. 49
60 Lassen, N. ”Tanzania – en økonomisk og politisk oversigt af Niels Lassen” s. 6
61 Pinkney, R. ”Democracy and Dictatorship in Ghana and Tanzania” s. 112
62 Lassen, N. ”Tanzania – en økonomisk og politisk oversigt af Niels Lassen” s. 7
16/31
skabte problemer. I Tanzania havde Nyerere startet et projekt, hvor han med tvang bragte bønder i
fælles landbrug, de såkaldte solidaritetslandsbyer
63
, og følgerne var katastrofale, primært pga.
bøndernes modvilje.
For begge lande udgjorde landbruget en majoritet af eksportindkomsten. Ghanas skiftende
regeringer havde alle lagt vægt på, at de blev nødt til at lave om på den meget ensidige eksport af
kakao, og arbejde mod et bredere sortiment af varer, hvor Akosombodæmningen ved Volta søen var
et forsøg på at tilgodese denne udvikling. Tanzania havde i modsætning til de fleste andre
udviklingslande ikke dette problem. Tanzania havde landbrug inden for flere områder jf. bilaget
64
,
hvoraf de største var bomuld, sisal, cashewnødder og kaffe m.fl.. Dette kan være med til at forklare
den mere jævne økonomiske udvikling i Tanzania som ikke har fundet sted i Ghana.
Fælles for begge lande er, at de har haft en konsekvent og hård politik imod al politisk opposition.
Begge lande har gennem tiden brugt politiske anholdelser under påskud af, at de anholdte havde i
sinde at skade landet.
Diskussion af begrundelse for fortsat samarbejde med den
forhenværende kolonimagt gennem commonwealth
At de vælger at bibeholde medlemskabet til commonwealth kan undre, når Nkrumah i den grad ikke
lagde skjul på sin foragt for kolonistyrets virke. Da Nkrumah samtidig var fortaler for nationalisme,
med stærke rødder i panafrikanisme
65
, kunne et samarbejde med de tidligere kolonilande komme til
at se modstridende ud. I afslutningen af hans selvbiografi formulerede han det således meget
direkte:
”Vor opgave er ikke løst, og vor egen sikkerhed ikke sikret, før den sidste rest af
kolonialisme er fjernet fra Afrika”
66
− Kwama Nkrumah
Nkrumah rejste i 1925 til Amerika for at uddanne sig, hvor han blev indtil 1934. Nkrumah fik
således påvirkning af den Amerikanske kultur, og mulighed for at se uligheden mellem afrikanere
63 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya”s. 68
64 Bilag 2
65 Panafrikanisme – En bevægelse som har til forene Afrika gennem øget samarbejde og nationalfølelse.
66 ”Ghana” selvbiografi af Kwama Nkrumah fra 1959
17/31
og europæere fra et andet perspektiv. Han var i stor grad påvirket af du Bois'
67
mere løse form af
panafrikanisme
68
.
I Nkrumahs redegørelse for det fortsatte samarbejde gennem commonwealth, bruger han
kontroversielle ord som venner og familie om de forhenværende kolonimagter. Han argumenterer
for, at Europa og Afrika er bragt så tæt sammen, at det vil være fordelagtigt for begge parter at
fortsætte arbejdet. Han understreger samtidig, at afrikanske lande efter uafhængigheden har stærkt
brug for økonomisk bistand
69
. I samme åndedrag har vi set, at hans begrundelse for at forlade
UGCC i høj grad hvilede på at arbejdet hen mod uafhængighed ikke gik hurtigt nok.
Nkrumahs formulering kan således være et udtryk for, at hans ønsker om at samle Ghanas stammer
under en nationalfølelse, kom i modstrid med hvad der var forsvarligt i henhold til Ghanas videre
udvikling. Det kan forklare hvorfor Nkrumah, på manipulerende vis måske, idylliserer over de
forhenværende kolonimagters intentioner, forsøger at stille fortiden i et mildere lys, og appellerer til
at Ghanas befolkning forstår problemerne ved landets økonomiske situation, fremkommet af
uafhængigheden af kolonimagten. Commonwealth repræsenterer i denne sammenhæng en mulighed
for at fortsætte moderniseringsarbejdet efter uafhængigheden.
Vurdering af Afrikas underudvikling og manglende økonomisk
integration på verdensmarkedet
Et nyt kig på udsigterne for Afrika
Som vi har set, gennemgik Nkrumah udsigterne for Afrika
70
. Jeg skal i dette afsnit give et opdateret
bud på, hvordan udsigterne efter min mening ser ud lige nu. Mange forskellige faktorer spiller ind
på Afrikas fortsatte placering uden for verdensøkonomien. Der er dog stor forskel på, hvilke
faktorer som har en rolle for de enkelte lande. I nogle tilfælde har en faktor en stor effekt på et land,
og mindre på et andet, og i andre tilfælde er der en faktor som generelt rammer hele gruppen af
udviklingslande.
67 William du Bois, Sort amerikansk professor – Anses for, sammen med Marcus Aurelius Garvey, at være med til
grundlæggelsen af de først bevægelser for panafrikanisme. Han er dog mindre radikal end Garvey.
68 Pedersen, O. K. ”Afrikansk Nationalisme” s. 102
69 Kwama Nkrumah fra 1958 (Bilag 1)
70 Bilag 1
18/31
Teorier for udviklingslande
Med bogen ”Stages of economic growth. A non-communist manifesto” forklarer Rostow med sin
moderniseringsteori
71
, hvad der skal til før et udviklingsland foretager ”take off” og møder
industrilandenes økonomi. I hovedtræk går moderniseringsteorien ud på, at teknologi og økonomi
skal være til stede, og så går resten af udviklingen af sig selv. Senere blev denne anfægtet, og
afhængighedsteorien
72
blev præsenteret, bl.a. af den egyptiske historiker Samir Amin. Denne teori
hviler på det afhængighedsforhold som blev skabt mellem Europa og Afrika i kolonitiden. I denne
teori er det forskellen mellem de centrale lande i verdensøkonomien, og de perifere udviklingslande
som gennem udviklingsbistand holder dem fast der. Han foreslår at Afrika kobler sig af
verdensøkonomien og udvikler den indbyrdes handel for at fastholde en sund balance.
73
Denne sidste del af teorien blev dog senere kritiseret, fordi Afrika er afhængig af varer som kun
industrilandende kan producere.
Det er min opfattelse, at Afrikas problemer ligger gemt i afhængighedsforholdet med
industrilandende. IMF og Verdensbanken har tit været kritiseret for deres lånekrav, som ofte har
været uopnåelige eller som har vist sig at ramme forkert.
Afhængighedsforholdet står meget tydeligt frem, når en beslutning i et land påvirker en
produktgruppe på verdensmarkedet, som Afrikas økonomi er afhængigt af. Et tydeligt eksempel på
dette, er da den amerikanske regering i 1996 valgte at støtte det amerikanske landbrug med 180 mia.
dollar over 10 år. Resultatet var, at verdensmarkedsprisen på majs faldt, hvilket naturligvis ramte de
afrikanske lande pga. deres afhængighed af landbrugseksport.
Afrikas perifere placering
Jeg vurderer, at selve placeringen uden for verdensøkonomien, er med til at fastholde dem der, bl.a.
pga. den stigende udlandsgæld på 300 milliarder kroner, som tærer på de afrikanske landes
økonomi. Det er derfor kun godt at der er blevet arbejdet hen imod en slags gældssanering, idet
Tony Blair i 2007 overtalte George W. Bush til en hundrede procents gældslettelse. Problematisk
nok nævnte Blair i samme forbindelse, at kravene for at opnå lån, som at begrænse korruption og
fremme demokrati og menneskerettigheder, stadig gælder. Dette mener jeg er et problem, fordi man
forveksler målene. Den direkte sammenhæng mellem demokrati og økonomi, eller
menneskerettigheder og økonomi, er ikke blevet påvist.
71 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya”s. 57
72 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya”s. 67
73 Gilkær, H. T. ”Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya”s. 67
19/31
Kinas stigende rolle for Afrikas økonomi
Vi har set at Kinesiske virksomheder i større grad er begyndt at handle med de afrikanske lande,
især Sydafrika. Den Kinesiske regering har spillet rollen som modvægt til vestens
udviklingsbistand. IMF og Verdensbanken har kritiseret disse aftaler som eksempel på
neokolonialisme som IMF paradoksalt selv er blevet anklaget for, i forbindelse med den onde cirkel
af voksende udlandsgæld. De kinesiske lånemuligheder lokker, fordi Kina ikke blander sig i
landenes interne struktur, og desuden ikke deler vestens idé om, at demokrati er en nødvendighed
for at opnå økonomisk vækst. Angola er bare et af flere afrikanske lande, som i stigende grad af den
grund ikke søger om lån hos IMF og Verdensbanken mere.
Sammenhængen mellem folkesundhed og økonomisk udvikling
Den svenske Professor i folkesundhed, Hans Rosling, har påpeget at der er korrelerende data som
viser en direkte sammenhæng mellem folkesundhed og økonomisk udvikling. De demografiske
omstændigheder er derfor en vigtig faktor når det kommer til de fortsatte problemer i Afrika. Den
store befolkningstilvækst giver fødevaremangel, og den stadig høje børnedødelighed indikerer, at
samfundsstrukturen ikke hviler på et bæredygtigt grundlag, for ikke at nævne 90'ernes HIV
epidemi, som havde katastrofale følger og tydeligt har indflydelse på den forventede levealder.
Generaliseringen af Afrika
Det er utrolig vigtigt at pointere, at når det kommer til udvikling i de afrikanske lande, så kan man
ikke skære landende over én kam. Mauritius var f.eks. det første land som fik tacklet problemet med
handelsbarriererne i industrilandene, og kunne dermed sælge sin sukker og tekstil med større profit.
Dette er, alt andet lige, en væsentlig grund til at Mauritius har haft god økonomisk og
sundhedsmæssig fremgang.
Ifølge grafen i bilag 3 kan vi se hvordan Mauritius og Brasilien har fulgtes ad, og i dag ligger på det
niveau hvor Danmark var omkring år 1957. Nyhedsmedier har haft fokus på Brasiliens udvikling,
men at Mauritius har foretaget den samme udvikling er ikke almen viden. For sammenligningens
skyld har jeg også fremhævet Tanzania og Ghana, som har fulgt godt med på den forventede
levealder, men som ikke har haft en stor økonomisk udvikling. Dette viser altså at man ikke kan
skære afrikanske lande over én kam, og punkterer samtidig klassiske myter om, at den tredje verden
ikke har udviklet sig i betydelig grad.
20/31
Konklusion
Igennem mit første hovedafsnit har vi set på hvordan afkoloniseringen af briternes kolonier forløb.
Afkoloniseringen har vist sig at være et resultat af nationalistbevægelser, som i høj grad vandt
styrke i kolonimagternes hårde politik og racediskrimination i kolonierne. Dette var i kombination
med en større forståelse blandt afrikanere af verden omkring dem, gennem uddannelse og
nyhedsmedier.
Kolonimagterne slap lidt efter lidt taget på kolonierne, fordi de ville begrænse optøjer, og sikre sig
herredømmet over kolonierne så længe som muligt. Da dette banede vej for et stigende
uddannelsesniveau blandt afrikanerne, og gav rum til nationalistiske bevægelser, havde dette alt
andet lige, den omvendte effekt.
I mit andet afsnit går jeg i dybden med afkoloniseringen i Ghana og trækker paralleller til Tanzania
samt sætter det i historisk perspektiv.
Ghanas vej til uafhængighed har vist sig i stor grad at være et resultat af de indre nationalistiske
bevægelser, som med dannelsen af UGCC, begyndte at arbejde for uafhængighed. Nkrumahs evne
til at få bred folkelig opbakning gennem CPP, ser ud til at have katalyseret denne effekt. Tanzania
havde i modsætning, ikke en lang historie af nationalistiske bevægelser op til uafhængigheden. Det
var først da Nyerere så mulighederne for uafhængighed gennem sit parti, og pga. Tanganyikas status
som formynderskabsområde, at de nationalistiske bevægelser for alvor tog fart.
Som vi har set, var arbejdet mod uafhængighed en proces som i store træk var ude af
kolonimagternes hænder. Med udgangspunkt i Tanzanias afkoloniseringsforløb, kan man diskutere,
om briterne kunne have holdt nogle få år ekstra på Ghana, hvis de ikke havde været så hårdhændede
ved modstanden i befolkningen i tiden op til uafhængigheden, og havde satset på større samarbejde
med de nationalistiske bevægelser tidligere i forløbet.
Hvordan afkoloniseringen forløb, havde en stor indvirkning på Ghana og Tanzania i eftertiden. I
Ghana var det på grund af at Nkrumah vandt magten gennem CPP, som oppebar bred folkelig
opbakning, og dette var årsag til, at det ikke var den sociale elite som kom til at dominere det videre
politiske forløb. Dette ser ud til at have været en grundlæggende faktor for de hyppige skift af
regering. I Tanzania var der ikke nogen som formåede at vriste magten fra TANU og dermed eliten,
som i samarbejde med kolonimagterne havde fået magten. I modsætning til i Ghana, ser dette ud til
at være den faktor som gjorde, at den samme elite kom til at dominere i de efterfølgende 30 år.
I mit tredje afsnit diskuterer jeg Nkrumahs begrundelse for Ghanas fortsatte medlemskab af
21/31
commonwealth. Både Ghana og Tanzania blev efter uafhængigheden medlem af commonwealth.
Men modstanden mod kolonimagten var i overvejende grad større i Ghana. På baggrund af dette,
sammenholdt med Nkrumahs venlige omtale af de forhenværende kolonimagter i ”Udsigterne for
Afrika”
74
, er det min vurdering, at Nkrumah ville komme kritik af medlemskabet af commonwealth,
i møde.
I det fjerde afsnit vurderer jeg årsagerne til, at Afrika stadig har placering som tredjeverdensland og
stadig er uden for verdensøkonomien. Jeg vurderer at afhængighedsteorien, som forklarer at det er
den perifere placering i verdensøkonomien som er med til at holde dem der, i hovedtræk er den
mest sandsynlige forklaring. Jeg vurderer samtidig, at IMF og Verdensbanken igennem deres
lånekrav, udgør en hindring for udvikling. Det pointerer yderligere, at den stigende udlandsgæld,
lige såvel som handelsbarrierer som told, gør at udviklingslandende mister for mange penge på
handel med industrilande. Jeg lægger også vægt på, at industrilandene i høj grad er blevet anklaget
for neokolonialisme, som endnu engang reducerer Afrikas udbytte.
I dette afsnit kommer jeg også ind på, at Afrikas lande har fået en mulighed for at få kapitalstøtte fra
Kina, som samtidig er blevet en større forretningspartner på det sidste, og som udgør et vigtigt
alternativ til vestens lånepolitik.
Jeg afslutter med at understrege, at Afrika ikke kan betragtes som et land, idet lande som Mauritius
har opnået et niveau som det Danmark var på omkring år 1957, på anerkendte parametre for
folkesundhed og økonomi, baseret på troværdig statistisk data.
English Abstract
In this SSO paper, I have studied the history of the decolonization of Africa with specific weight on
the decolonization of Ghana. During my work, I have found that the time and circumstances of the
decolonization to a major degree, was a result of the attitude of the nationalistic movements in the
country, along with the management of the colonial rulers towards the population. It had become
evident, that the rising knowledge throughout the African population about the injustice of racial
discrimination, played a major role in the rise of nationalism and pan-africanism.
In specific, the details of the independence in Ghana were, in contrary to Tanganyika, a result of
strong nationalistic movements, poor management of the dissatisfied population which lead to riots,
and famine which was brought by the European commercialization of Ghana's agriculture.
By the end of the paper, I assess the reasons for that the African nations is still is among the
74 Bilag 1
22/31
developing countries and thereby still in the periphery of the world economy. It's my belief that the
major causes for this, are the trade barriers in the developed countries, the growing development
debt and failing public health.
I also point out the importance that we do not generalize at all when examining the African
countries. My reasons for this allegation is the proof of some African countries like Mauritius, is the
comparability to OECD countries like Denmark in the year of 1957, on the accounts of public
health and economy.
23/31
Litteraturliste
Bruhn, V., & Jakobsen, G. & Pedersen, K. M. (1969). Afrikas afkolonisering – Kilder og
læsestykker (ukendt udg.), Erklæring fremsat af J. Nyerere i FN, 1956.
Kildekritik: Udover de nødvendige forbehold til al primært kildemateriale, ser jeg ingen grund til at
betvivle materialets oprigtighed.
Bryld, C.-J., & Haue, H. (1997). Kilder til den nye verden, (1. udg.), Nkrumah: Udsigterne for
Afrika, 1958.
Kildekritik: Udover de nødvendige forbehold til al primært kildemateriale, ser jeg ingen grund til at
betvivle materialets oprigtighed.
Gilkær, H. T. (2007). Afrikas Historie efter 1890 – med kilder fra Kenya (1. udg.), En kronologisk
gennemgang af Afrikas historie fra 1890 til i dag. Indeholder desuden kildemateriale om Kenya.
Kildekritik: Denne bog er lavet til undervisningsbrug i gymnasiet og HF, og jeg mener dermed ikke
at der er grund til at betvivle dens troværdighed samt data fundet deri.
Lassen, N. (1974). Tanzania – en økonomisk og politisk oversigt af Niels Lassen (ukendt udg.), En
økonomisk og politisk oversigt med tilhørende historik.
Kildekritik: Da denne bog er udgivet af udenrigsministeriet har jeg som udgangspunkt fuld tillid til
data og information indeholdt heri. Da den er fra 1974 har jeg taget hensyn til at sætte den i
tidsmæssig perspektiv.
Pedersen, B. T., & Pedersen P. T. (1995). Ghana – landbrug og ernæring i landsbyen Sromani (1.
udg.), Geografisk bog om Ghana med eksempler fra landsbyen Sromani.
Kildekritik: Denne bog er en del af Geo Focus-Serien, som er lavet til undervisningsbrug i
gymnasiet og HF, og jeg mener dermed ikke at der er grund til at betvivle dens troværdighed samt
data fundet deri.
Pedersen, O. K. (1963). Afrikansk Nationalisme (ukendt udg.), Ole Karup Pedersen havde studeret
historie og engelsk på Københavns Universitet og havde specielt interesse i international politik.
Han præsenterer her en detaljeret gennemgang af den afrikanske nationalisme.
Kildekritik: Som historiker betvivler jeg ikke hans objektive indgangsvinkel til det historiske forløb
24/31
han beskriver. Da denne bog er fra 1963, giver den indblik i synet på den afrikanske nationalisme i
et tidsmæssigt perspektiv for 1963.
Pinkney, R. (1997). Democracy and Dictatorship in Ghana and Tanzania (1. udg), Robert Pinkney er
senior lektor i regeringsformer ved University of Northumbria i Newcastle. Denne bog er en
parallelanalyse mellem Ghana og Tanzania, som har til formål at belyse deres tid fra uafhængighed,
gennem diktatur og demokrati.
Kildekritik: Denne bog skelner, med historisk objektivitet, forskellige historiske begivenheder. Der
er tydeligt skelnet mellem fakta og information, og jeg har tillige ingen grund til at betvivle dens
troværdighed samt data fundet deri.
Rosling, H. (30. feb. 2011) http://www.gapminder.org/world/, Graf – Indkomst per borger &
forventet levealder.
Gapminder er et gratis program til grafisk visning af statistik. Den primære person bag programmet
er Hans Rosling igennem ”The Gapminder Foundation”. Hans Rosling er professor i folkesundhed
på Karolinska Institut i Sverige, og har studeret statistik på Uppsala Universitet. Hans anerkendelse
har for nyligt spredt sig som en steppebrand gennem internettet, da han gennemhullede fordomme
om den tredje verden på flere punkter, deriblandt fraværet af udvikling.
Kildekritik: Statistikkens informationer er baseret på data indsamlet af USA siden 1962, og i
mangel på data er et estimat givet. Jeg har af denne grund valgt kun at bruge materiale fra den tid
hvor der enten har været data til stede eller baggrund for et godt estimat.
Segal, R. (1962). African Profiles (1. udg.), beskrivelser af vigtige personligheder i Afrika sat i
historisk kontekst.
Kildekritik: R. Segal har udvist stærk støtte til nationalistiske bevægelser, og har selv måtte gå i
eksil i Afrika. Han præsenterer ofte sine egne synspunkter. Jeg har tillige kun brugt denne kilde som
supplerende materiale om ikke kontroversielle emner.
Shepherd, G. W. (1962). The Politics of African Nationalism – Challange to American Policy” (1.
udg.), George W. Shepherd underviser i internationale relationer på University of Denver. Han giver
i denne bog en historisk analytisk gennemgang af Afrikas nationalisme.
Kildekritik: George W. Shepherd har på nært hold analyseret nationalismens og panafrikanismens
udvikling indefra. Jeg tvivler ikke at han bestræber objektivitet, men jeg har alligevel brugt
materialet heri varsomt pga. hans personlige kontakter til afrikanske nationalister.
25/31
Shillington, K. (1997). Afrikas Vej til Uafhængighed (ukendt udgave), En historisk gennemgang af
afkoloniseringens forløb.
Kildekritik: Denne bog er en del af Årsager & Virkninger-Serien, som er lavet til undervisningsbrug
i gymnasiet og HF, og jeg mener dermed ikke at der er grund til at betvivle dens troværdighed samt
data fundet deri.
(26. feb. 2011) http://da.wikipedia.org/wiki/Kapl%C3%B8bet_om_Afrika, Diverse informationer
om Ghana suppleret af frivillige og redigeret af frivillige.
Kildekritik: Da Wikipedia er åben for at alle med en brugerprofil kan redigere i informationerne
herpå, har jeg holdt mig til at bruge hjemmesiden til supplerende information, som tal samt små
informationer om emner jeg i forvejen har fundet solid kildemateriale på.
(28. feb. 2011) http://en.wikipedia.org/wiki/Ghana, Diverse informationer om Ghana suppleret af
frivillige og redigeret af frivillige.
Kildekritik: Da Wikipedia er åben for at alle med en brugerprofil kan redigere i informationerne
herpå, har jeg holdt mig til at bruge hjemmesiden til supplerende information, så som tal samt små
informationer om emner jeg i forvejen har fundet solid kildemateriale på.
(28. feb. 2011) http://en.wikipedia.org/wiki/Tanzania, Diverse informationer om Tanzania suppleret
af frivillige og redigeret af frivillige.
Kildekritik: Da Wikipedia er åben for at alle med en brugerprofil kan redigere i informationerne
herpå, har jeg holdt mig til at bruge hjemmesiden til supplerende information, så som tal samt små
informationer om emner jeg i forvejen har fundet solid kildemateriale på.
(30. feb. 2011) http://www.globalis.dk/, Statistik – befolknings fordeling på stammer i Ghana,
Globalis er et nordisk samarbejde af bl.a. FN-forbundet i Danmark. Data heri er trukket fra FNs
databaser, men har en mere brugervenlig brugerflade, og derudover er på dansk.
Kildekritik: Da dette er FNs statistik, ser jeg ikke nogen grund til at betvivle data fundet på denne
hjemmeside.
30. feb. 2011) http://en.wikipedia.org/wiki/Akosombo_Dam, Diverse informationer om Tanzania
suppleret af frivillige og redigeret af frivillige.
Kildekritik: Da Wikipedia er åben for at alle med en brugerprofil kan redigere i informationerne
26/31
herpå, har jeg holdt mig til at bruge hjemmesiden til supplerende information, så som tal samt små
informationer om emner jeg i forvejen har fundet solid kildemateriale på.
27/31
Bilag
B
ilag 1a
28/31
Bilag 1b
29/31
Bilag 1c
Bilag 2
Tabel: Landbrug – Produktion og Produktionsværdi
75
.
75 Lassen, N. ”Tanzania – en økonomisk og politisk oversigt af Niels Lassen” s. 20
30/31
31/31
Bilag 3
Graf: Grafisk statistik
76
over udvikling af sammenhængen mellem indkomst per borger og forventet
levealder gennem årene fra 1957 til 2009.
76 http://www.gapminder.org/ – Graf over forventet levealder og indkomst per borger