SSO i musik B om Queen

Anne-NN

En analytisk vej ind i Queens musikalske univers

HF 2. år

Musik B, SSO

Nr. Nissum HF, 2 Q

Indhold

Indledning ................................................................................................................................................. 3

Metode: ..................................................................................................................................................... 3

Pop/rock-klimaet i 1970’erne og 1980’erne: ............................................................................................ 4

Queen ........................................................................................................................................................ 5

Analyserende del....................................................................................................................................... 7

”Another One Bites the Dust”: .............................................................................................................. 7

”Radio Ga Ga”: .................................................................................................................................... 10

”I Want To break Free”: ...................................................................................................................... 12

Vurdering: ............................................................................................................................................... 14

Abstract: .................................................................................................................................................. 15

Konklusion: .............................................................................................................................................. 16

Kildeliste: ................................................................................................................................................. 17

Indledning

Jeg har i min opgave valgt at beskæftige mig orkestret Queen. Først vil jeg give en kort introduktion til

pop/rock-scenen i 1970’erne og 1980’erne, hvor der vil indgå en redegørelse for årtiernes mest

udbredte stiltendenser, og en beskrivelse af de sociokulturelle forhold som påvirkede periodens

generelle musikudvikling. Efterfølgende vil jeg give en introduktion til orkestret Queen og redegøre

for gruppens oprindelse og løbende musikalske stilskift som karakteriserede orkestrets musikalske

identitet. Der vil dernæst fremgå analyser af 3 Queen numre, ”Another One Bites the Dust”, ”Radio

Ga Ga” og ”I Want to Break Free”. Til sidst vil jeg give en sammenfattet vurdering/konklusion af de

væsentligste træk i Queens sound, arrangementer og spillestil i første halvdel af 1980’erne og

debattere hvorvidt musikken kan siges at være repræsentativ for periodens øvrige popmusik. Emnet

har jeg valgt, da jeg har forældre som var en del af 80’ernes musikmiljø.

Metode:

I min opgave har jeg baseret min analyse ved hjælp af noder og lytte iagttagelser. Der er lagt vægt på

harmonik, form, hook/gimmick, break, instrumentation, rytmik, sound, groove. Derefter har jeg

forsøgt at placere sangene på en tid/rum akse for at billedliggøre mit syn på placeringen. Der er lavet

skemaer over takter, akkord funktioner og formen.

Der er brugt kildemateriale fra bøger, internet og film (dokumentar).

Pop/rock-klimaet i 1970’erne og 1980’erne:

I 60’erne blev rock’n’roll forvandlet til rock, rockkulturen havde fart på og var kommet for at blive. I

og med USA økonomisk støttede store dele af Vesteuropa efter 2. Verdenskrig, fulgte dele af den

amerikanske livsstil med. Især englænderne var præget af stor indflydelse, og tog hurtigt den

”fremmede musikkultur” til sig. Stoffer, kvindekamp, fri sex var blot få af de samfundsmæssige

revolutioner/omvæltninger 60’ernes ”flower-power”-bevægelse havde på dagordenen

. Efter

60’ernes død, blev den nye 70’er generation skab. Her udviklede rocken sig i mange forskellige

stiltendenser, eksempelvis: Jazzrock, heavy Metal, punk, glamrock, disco, reggae, hardrock,

progressiv rock, singer/songwriter så dagens lys, og blandede sig med alle de andre eksisterende

navne og kategorier i kampen om det største publikum

. Jimi Hendrix skabte i sidste halvdel af

60’erne en spillestil der aldrig var set før, hvilket ligger til grundfundament for mange af 70’er og

80’ernes kunstner. Jimi Hendrix var også heriblandt stor inspirationskilde til guitaristen i Queen, Brian

May

. Rocken rullede for alvor frem i 70’erne, og henvendte sig til et bredere publikum end tidligere

set, genren blev ”hver mands eje”. Stofferne var fortsat en del af det sociokulturelle klima både i

70’erne og 80’erne, og det musikalske udtryk bar stadig politiske/protest budskaber. Man kan

betragte de politiske musikalske udskejelser som et oprør til det daværende kontroversielle

konservative samfund. Den filosofiske eksperimenterende progressive-rock gruppe Pink Floyd skrev

eksempelvis sangen ”Money” (1973, The Dark Side Of The Moon). Sangen blev hurtig populær og

særlig kendt for dens ”skæve” taktart, sangen beskriver de dårlige ting penge bringer med sig.

Grunden til sangens popularitet lægger muligvis i, at budskab ikke var til at tage fejl af, og deres

banebrydende nytænkende lydeffekter underbyggede temaet i sangen

. Rocken var nu fri af

traditionernes stramme bånd og kunne uhindret bruge løs af de nye teknologier og medier. I 1981

kom MTV til verden, og tidens kunstner tog hurtigt video mediet til sig. Det nye medie, bliver en vigtig

måde for kunsterne, at kommunikere sit image på. I 80’erne opstår en ny musikgenre på den

engelske popscene, genren ”new romantic”. Genren kredsede om sex, fest, stoffer, make-up og

udklædning. ”80’erne var en vild periode, folk kørte den helt ud, det var en revolutionær tid for

Rebel og remix – rockens historie (s. 87, linje 2-6)

Rebel og remix – rockens historie (98, linje 6-10)

Freddie Mercury & Queen – the ultimate Story (ingen sidetal, har talt frem til siderne selv, s 13, linje 14)

http://www.songfacts.com/detail.php?id=1689 (13 – 12 - 2011)

musikken” – citat, Boy George

. Især new romantic genren, benyttede sig gladelig af de nye

musikvideo muligheder. ”The Buggles” var en del af ”new romantic” genren, og de tonede frem på

MTV skærmen med sangen ”Video Killed The Radiostar”. Som titlen på sangen siger, video/musik-

tv’et ville udkonkurrere radioens rolle. Det skete ikke, radiostationerne eksisterede stadig, men

musik-tv’et fik afgørende magt indenfor lancering af nye og gamle navne. MTV medførte fem vigtige

forandringer. 1. popindustrien blev globaliseret, 2. i samarbejde med CD’en, vendte branchens

synkende indtjening til overskud, 3. gav billeder på rocken, og dermed dyrkelsen af image, 4. succes

behøvede ikke et komme af tidskrævende omkostningsfulde veje, 5. de enkelte albums lancerings

omkostninger steg, da videoerne var dyre at lave. Branchen koncentrerede sig om færre navne, og de

eksisterende skulle sælge flere enheder. Musikken flyttede ind i hjemmene, efter tyve år kunne ikke

mindre end 342 millioner husstande se musik-tv. Salgseffekten var tydelige i 80’ernes

underholdningsindustri. Musikbranchen havde dog den tommelfingerregel, ”en god video kan ikke

sælge en dårlig sang, men en god sang kan godt sælge en dårlig musikvideo”

Queen

Queen var en britisk musikgruppe bestående af, Freddie Mercury (vokal og pianist), Brian May

(guitarist), Roger Taylor (trommeslager) og John Deacon (bassist). Brian May, Roger Taylor og Tim

Staffell spillede før dannelsen af Queen i et band der hed ”Smile” (dannet i 1969). Mercury og Tim

Staffell var gode studiekammerater og delte samme musiske interesser. Tim Staffell introducerede

hurtigt Mercury til bandet ”Smile”, og han forelskede sig i Brian May’s guitar spil.

Tim Staffell valgte at forlade gruppen efter en kort periode, og Freddie Mercury trådte til som fast

medlem af gruppen

. I starten havde de problemer med, at finde den rigtige bassist, som delte

samme ambitioner som de øvrige medlemmer af bandet. Fjerde gang var lykkens gang, og John

Deacon blev i februar 1971 godkendt til en audition

, og her gik bandet under navnet ”Queen”. Nu

Hit med 80’erne, DR2 TEMA, 14/2 2009. (ca. 53 minutter inde i filmen)

Rebel og remix – rockens historie (side 176-177)

Freddie Mercury & Queen – the ultimate Story (side 20, linje 4)

Freddie Mercury & Queen – the ultimate Story (side 28-30)

manglede de bare opbakning fra pladeselskaberne, og det var bestemt heller ikke nogen let opgave,

men bandet var fast besluttet på deres fælles ambitiøse mål. Efter adskillige skuffende forsøg på at

vække pladeselskabernes interesse fik de i september 1971, det første positive tilbud. Tilbuddet gik

ud på, at teste et nyt lydstudie (De Lane Lea). Selskabet ville bruge demoerne Queen lavede til deres

egne potentielle kunder, ergo selskabet havde ikke økonomisk interesse i Queen, de lavede reelt

arbejde til dem, og fik mulighed for at ”lege” i studiet

. På dette tidspunkt var det en kæmpe chance,

og de følte sig hurtigt hjemme i studieomgivelserne. I 1972 fik de endelig en pladekontrakt igennem

med selskabet Trident. Deres studie var desværre meget booket, og der var tidsmæssigt ikke plads til

Queen. De første måneder ventede bandet blot på Trident ville ringe, hvis de havde impulssiveafbud i

deres tidsplan, som Queen kunne overtage. I Januar 1973 var arbejdet færdiggjort til Queens første

album ”Queen”. Albummet blev udgivet i 6. juli 1973. Musikpressen udtalte sig meget ambivalent i

deres anmeldelser. Sounds skrev ”It never really gets going”, og NME skrev ”If these guys look half as

good as they sound, they could be huge”

. Ikke nok med det, var radiostationerne heller ikke

begejstret for Queen og deres nyudgivne album. Ingen turde satse 100% på dem.

De udgav den 8. marts 1974 album nummer 2, ”Queen ll”. Sangen ”Seven Seas Of Rhye” blev et hit i

England, og deres arbejde begyndte så småt at give pote. Succes eller ej, Queen var kreative og

produktive, ligegyldig hvad. De udgav det tredje album i 1974 d. 8. november ”Sheer Heart Attack”,

hvorpå de fik deres første internationale hit ”Killer Queen”, og fra det tidspunkt rullede deres

karriere

. Når vi taler om Queens musikalske identitet, vil mange nok først tænke på Freddie

Mercury’s skuespilleragtige optræden, kombineret med hans meget karakteristiske vokal og

indviklede fraseringer, men det er også vigtigt at pointere Queens instrumentsammensætning i

forbindelse med deres musikalske identitet. Det var først på albummet ”The Game” fra 1980, vi høre

Queen anvende synthesizeren, indtil da prøvede de så vidt muligt at skabe de kunstige lydeffekter

igennem Brian May’s guitar kompetencer

. Brian May’s og hans far specialbyggede i hans teenageår

en guitar, som var designet til feedback. Specielt tremolo-systemet (tremolo = effekt der skiftevis

skruer op og ned for volumen) var interessant, det var bygget af en strikkepind, ventiler og fjedre fra

en motorcykel og dele fra en gammel cykel. Han var i den forbindelse i stand til at give orkestret helt

Freddie Mercury & Queen – the ultimate Story (side 32)

Freddie Mercury & Queen – the ultimate Story (side 37)

Freddie Mercury & Queen – the ultimate Story (side 46)

http://www.rollingstone.com/music/artists/queen/biography

unikke lydeffekter

, som er meget kendetegnet deres identitet. Deres løbende stilskift er også et af

deres varemærker. Queen komponerede musik inspireret af mange forskellige genre, de bevægede

sig i genrer som: pop rock, hard rock, glam rock, progressiv rock, disco/dance, blues rock, opera og

rock’n’roll

. Trods deres mange stilskift, formåede de at give genrerne den så kaldte ”Queen-sound”.

De placerede sig midt mellem progressiv rock, glamrock og den hårde rock, og de skabte stereofonisk

overvældende operetterock-lyd med mange korsatser

Analyserende del

Formen i et musikstykke er meget afgørende for vores oplevelse. Vi kender alle oplevelsen af, at et

stykke musik der er ensformigt, vi vil straks søge efter en variation, og hvis den variation aldrig

kommer, sidder man tilbage med en flad og tom fornemmelse. Det samme kan opstå når man lytter

til et musikstykke der er indviklet og kompleks, det kan virke ”rodet” og det er svært at overskue.

Queen var fænomenale til, at komponere musik, formene på deres musik kan i nogle tilfælde virke en

smugle uoverskuelige. Der vil nu gives en redegørelse på formen, samt takttal i de givende numre.

”Another One Bites the Dust”

Form og takter er baseret på: http://www.youtube.com/watch?v=CWsJcg-g1pg

Tone art: Em

http://en.wikipedia.org/wiki/Brian_May

http://en.wikipedia.org/wiki/Queen_(band)

Rebel og remix – rockens historie (s. 219)

Jeg har observeret at noder og sangene (fra YouTube) ikke er identiske i forhold til takter, de formebeskrivelser jeg har

udarbejdet er ud fra de links fra YouTube.

Funktioner:

Form:

Takter:

Em = Tonika

Am = Subdominant

C = Subdominant parallel

G = Tonika parallel

B = Dominant

m = vekseldominant

variant

Intro

A – vers

B – omkvæd

Mellemspil (som intro)

A – vers

B – omkvæd

C stykke

Breakdown

Mellemspil

A – vers

B – omkvæd

outro

10 (guitar kommer ind efter 4 takter)

18 (Brian May laver delay(ekko)-effekter

med sin guitar)

4 (Mercury synger kun med lilletromme-

slag)

4 (+ Mercury)

8 (som sidste vers uden sang, Mercury

improviserer)

Instrumentation: bas, trommer, synthesizer, guitar, vokal

En intro skal være kort og opmærksomhedskrævende. I introen for lytteren en forsmag på

nummeret, og det er ofte centrale musikalske instrumenter der fremhæves i introen. Introen skal

helst være så kort som mulig, helst ikke over 20 sekunder

Dette passer perfekt i ”Another One Bites the Dust”, på præcis det 19. sekund (fra linket på YouTube)

synger Freddie Mercury ”Oh, let’s go!”. Bang, vores opmærksomhed er stillet helt skarpt.

Numret er bygget op af mange primer og sekunder, som vi ser i figur 1. Primer er altid rene, de kan

ikke forekomme i forskellige størrelser. Kigger vi på sekundet, kan vi se den går fra c til d, ergo vores

sekund stor. Det forekommer gentagende gange i sangen. Funktionerne køre i starten mellem T – S –

T – S. Når vi når til ”Are you ready, hey! Are you ready for this? Are you hanging on the edge of your

seat? out of the doorway the bullets rip”, skifter akkorderne til parallel toner, Tp – Sp – Tp – Sp,

samtidig med at groovet skifter. Derefter går det tilbage til det T – S – T – S. Teksten er sunget meget

aggressivt, især er ordene som ”Hey!” og ”Bites the dust” meget markeret, og det giver en form for

opbremsning og pondus som er vigtig i forhold til energien i sangen. Opbygningen af akkorderne er

enkle, vi støder på et F

m, hvilket nok er den mest komplicerede akkord i dette nummer.

Hitskabelonen (side 107)

Figur 1

Nummeret spilles i steady rock, som er en udvikling af ”ska”. Steady rock betyder i den her sang bare,

at sangen ikke må løbe.

Instrumenterne i sangen er også en enkelt sammensætning, bas, guitar, trommer, synthesizer.

Synthesizeren laver meget kunstige lydeffekter, jeg oplever det som et lyden af et rumskib der

lander. Synthesizeren laver også nogle lydeffekter som giver mig associationer til et maskingevær

specielt i C-stykket. Guitaren spiller i andet vers en let og luftig modrytmisk melodi, det vil sige der

spilles i mellem pulsslagene. Guitaren er forvrænget, den lyder rå og vild. Queen opnåede med deres

relative få instrumenter, at skabe deres egen sound. Deres personlige sound blev skabt delvis af Brian

Mays guitarspil (+ med hans hjemmelavede guitar) med mange forskellige effekter som han formår at

beherske på hans egen måde, sammensat med Freddie Mercurys karakteristiske vokalkompetencer.

Freddie Mercury synger nogle synkoperede (rytmiske) fraser, som også på en måde er en del af

beatet.

Hooket er for mig er helt afgørende den groovie (se bilag) ostinat basgang, som giver en super lækker

fornemmelse, og følelsen af, at man ikke kan kæmpe imod foden som vil rykke med på rytmen under

bordet. Nummeret er båret af bassens grundtoner (som bestemmer harmonikken) og så selvfølgelig

sangen. Der er dog ingen tvivl om at nummeret er et rigtigt Em-nummer, hvor bassens hviletone

ligger på det dybe E. Sangen er skrevet af John Deacon, som sjovt nok var bassisten i Queen. Groovet

skifter igennem sangen, det første groove som er det mest iørefaldende er lidt ”tungt”, hvorimod

groovet der komme ved takt ni er lidt mere let og luftig. Det gør at sange ikke er så ”tung i røven”(se

groove skema, vedlagte bilag 1- og 2).

Sangen slutter med et gimmickagtige maskingeværlyde efterfulgt af et hardbreak. Groovet er bygget

på riff i bas og guitar (riff = kort melodisk figur, energisk). Sangen går over den mest benyttede taktart

4/4. Lilletromme betoner 2 og 4, det vil sige på afterbeat, men da stortrommen betoner alle slag i en

takt hviler sangen ikke på aftebeat. Hi-hatten underdeler på 8. dele (se transskriberet trommeskema,

bilag 3). Vokalen giver et personlig udtryk og er ”typisk” Freddie Mercury (tenor). Han laver en masse

fraseringer over C-stykket. Han varierer også meget i stemmens kraft, hvilket giver en god dynamisk

oplevelse. Han synger meget staccato (tydelig adskilte toner).

Tid og rummet i ”Another One Bites the Dust” bevæger sig meget i tiden, melodisk sker der rigtig

meget, og udviklingen står ikke stille på noget tidspunkt.

Tid rum

Teksten handler om en mand der muligviser er blevet smidt ud af kæresten, han har ingen steder at

tage hen. Han går ned af gaden med et maskingevær under armen, til sidst hører man lyden af nogle

kugler der bliver fyret af.

”Radio Ga Ga”:

Form baseret takter er baseret på link: http://www.youtube.com/watch?v=UiuD6i8dN1g

Toneart: F

Instrumentation: guitar, trommer, synthbas, pad, synthesizer, kor, vokal.

Nummeret ”Radio Ga Ga”, er skrevet af trommeslagen Roger Taylor, hvilket skinner lidt igennem på

den måde, at sangen er meget rytmisk anlagt, og tommerne for en afgørende rolle i sangen. Efter det

link der er opgivet i problemformuleringen starter sangen med at præsentere os for en fast rytme, i

én hel takt et er der kun trommeslag, derefter bliver nummeret lige så stille bygget op af en meget

firnurlig synthesizeren 80’er lyd, og her får den ikke for lidt. Dernæst kommer der en lækker varm

pad effekt, fra starten af takt 4. (sådan står det ikke beskrevet i noderne). Går vi længere hen i

Funktioner:

Form:

Takter:

F = Tonika

= Subdominant

Gm/f = Subdominant parallel/f

Gm7 = Subdominant parallel 7

Fm6/A

= Tonika variant, 3

G7/B = Veksel dominant, 3

F/c = Tonika/c

C7sus4 = Dominant kvartkvintforudhold

C7 = Dominant 7

F/E

= Tonika/E

C = Dominant

C -> Dm = Tonikastedfortræder

Csus2 = Dominant sus2

F -> Dm = Tonika afledning

Intro

2 A – vers (uden sang)

2 A – vers

Pre-omkvæd/bridge

B – omkvæd

Mellemspil

1 A – vers

Pre-omkvæd/bridge

B – omkvæd (break-down)

Mellemspil

1 A – vers (med omkvæd lyrik)

pre-omk. (guitarsolo i første

halvdel) anden halvdel som

normalt

Outro fade out

introen kan vi høre et meget kunstigt kort, som også giver en rolig bund. Det kunstige kor står i

kontrast til de vilde synthesizer duddulut effekter. Hooket er for mig, det karakteristiske omkvæd

hvor der synges ”Radio ga ga, radio goo goo, radio blah blah”, som synges meget staccato. På figur 2

kan vi se de meget markerede pauser der er til sidst i takterne. Trommerne markerer i pauserne på

”og” slagene, og det giver på en måde sangen et lille løft. Sangens gimmick er de sjove ”duddelut”

effekter synthesizeren laver, hvilket også kan beskrives som hooket.

Formene er også lidt specielle, da alle formled har et lidt skævt antal takter (det er meget normalt at

formled er deleligt med 4 i popmusik). Altså fx at et vers er 8, 12 eller 16 takter.

Vi ser gentagende (fire) gange, at sangen går fra tonika (F) subdominantparallel (Gm), hvilket giver et

sjovt spændingsforhold mellem akkorderne. Til sidst i sangen kan vi se en spændende kadence der

går fra den skuffende tonikastedfortræder (Dm), dominantkvartkvintforudholder (Csus4), dominant

(C), dominant sus2 (Csus2), dominant (C) og til sidst slutter på tonika (F).

Det interessante her er, vi mangler en tonika og subdominant for at den tonale kadence er opfyldt. Vi

bliver ”snydt” på den fede måde for subdominanten, da spændingen fra tonikastedfortræder til

tonika bliver holdt kørende med en masse dominant funktioner, vi venter spændt på tonika, og til

sidst bliver den opfyldt. Hvis vi havde fået den tonalekadence gang på gang, havde der været for

meget ro i sange, og det ville blive for ”smør”-agtigt. Sangen er bygget op af mange tertser, primer

og sekunder. Fra ”you had your time, you had your pow’r”, springer vi fra tonen C (you) til A (had),

intervallet kaldes en sekst. I forhold til tekst og noder, giver dette spring stor energi på ordet had, og

energien bliver endvidere forstærket af et kor, denne gang lyder koret autentisk. Akkorden F/E

(T/E

)

gør, at hele omkvædet får en lidt blues’et feeling, man kan argumentere for, at denne tonika akkord

med Eb i bassen er inspireret af udvidet blues-harmonik. Rytmeinstrumenterne danner til sammen et

rigtig funky groove, den stærke rytmiske bas og trommer er meget fremhævet, også specielt

synthesizeren som har nogle helt psykedeliske effekter. Der er en fortrinlig dynamik fra vers til

kontraststykket. Guitaren er for mig en anelse mudret, den går meget i ét med de andre

instrumenter. I outroen er der delay/ekko på ”radio gaga”, sådan fortsætter det indtil sangen er

fadet ud. Sangen udfolder sig både i tid og rum, men vi befinder os ikke i den samme hvilende

cykliske tilstand. Der sker en fremadstræbende musikalsk udvikling, derfor er krydset placeret som

det er:

Tid rum

Figur 2

Figur 3

”Radio Ga Ga” var en kommentar på fjernsynets overhaling på radioens popularitet og

musikindflydelse, med henblik på MTV. ”Radio blah blah” betyder, det vi hører i radioen er

ligegyldigt. Sangen ender med, at nogle vil stadig holde af radioen. Ideen i at sangen fader ud, med

ekko på ordene ”radio ga ga” kan tolkes som, radioen lige så stille forsvinder fra vores univers.

Det er jo bare et rigtig godt pop-nummer med en god opbygning, især akkord-mæssigt i pre-

omkvædene, som bygger rigtig spændende op til forløsningen mod slutningen.

”I Want To break Free”:

Formen og takter er baseret på: http://www.youtube.com/watch?v=eM8Ss28zjcE&feature=related

Toneart: E

Instrumentation: trommer, bas, guitar, synthesizer(strygeragtigt), kor, vokal

Ideen til sangen kom fra de mandlige holdninger omkring kvindebefrielsen, følelsen af at bryde ud af

samfundsrollerne, gøre hvad man har lyst til, også i forhold til homoseksualitet. Sangen brød igennem

over hele verden, og dens banebrydende musikvideo som var meget omdiskuteret.

Sangen starter med 4 gange tonika efterfulgt af subdominant og tilbage til tonika. Meget simple

akkord opbygninger. Vi ser kadencen tonika – dominant – subdominant – tonika, fra takt 13 til 16. I

forhold til den tonalekadence går denne kadence ”baglæns”, det er en kadence vi ofte ser i

Funktioner

Form:

takter

E = Tonika

A = Subdominant

B = Dominant

E7 = Tonika 7

m = Tonikaparallel

sus4 = vekseldominant med kvartkvint

forudhold

= Veksel dominant

m = Tonika stedfortræder

Intro (hardbreak)

A – vers

Bridge

A – vers (solo)

A – vers (solo) med hale

A – vers med hale

Outro fade out

bluesharmonikken

. Nummeret er skrevet i E-dur, som gør at den ikke bliver sørgelig og melankolsk.

Derimod virker den naiv og glad.

Eksempelvis kan vi se i figur 4 de nævner ”Gud må vide”, det står for mig meget i kontrast til den

hårde rock at inddrage Gud. Omvendt giver det også budskabet i teksten god pondus. Ordene ”God”

og ”I” rammer tonen A, de er markeret på den samme tone, dette giver mig en fornemmelse af, at de

er to vigtige ord i tekst og nodesammenhængen. Sangen er, som de andre sange der er gennemgået

meget rytmisk, og vi bliver let revet med allerede fra introen af den lettilgængelige iørefaldende

”Queen” sound. Kigger vi på Brian May’s guitarspil er det genkendeligt igen. Det er svært for mig at

høre om Brian May spiller med to forskellige effekter, eller om soloen efter bridge er syntheffekter,

men jeg er ret sikker på det er synthesizer, da det er nogle ret vanvittige effekter. Det sjove ved

denne sang er, at der ikke rigtig er noget omkvæd, hvis der er et, er der kun ét, det har jeg kaldt

bridge, da jeg ikke ville kalde det omkvæd, når der nu kun er ét. På trods af det, er versene bare så

catchy, at der ikke behøver noget omkvæd, og så er linjen ”I Want To Break Free” så stærk i sig selv,

at det er ”omkvæd” nok. Igen har de fundet nogle spændende synth-lyde. En ting jeg også lægger

mærke til er lilletrommelyden som også er meget tidstypisk med den aggressive tone og med lidt

rumklang – det er jo sådan en lyd der er totalt populær i dag!

I introen er der et hardbreak, som fanger vore opmærksomhed. Igennem nummeret er der flere

forskellige breaks. Det første break vi hører i sangens intro er et softbreak, og resten er hardbreaks.

Hooket i sangen er ”I want to break free”. Det eksisterer også et gimmick, hvis man kigger på

musikvideoen, er de alle klædt ud som kvinder, Freddie Mercury er klædt meget feminint ud, med et

stort overskæg. Det er ret komisk og alvoren i teksten bliver forstærket. Jeg oplever groovet i

nummeret meget 80’er-agtigt, her tænker jeg især på bassen og guitaren der har det karakteristiske

”drive”. Balancen mellem modrytmen og beatmarkeringen giver hele oplevelsen af nummeret. Vi er

bevæger os mest i tiden:

Tid rum

Rockmusik i tid og rum (side 64)

Figur 4

Vurdering:

De sange jeg har analyseret er fra perioderne:

 ”Another One Bites the Dust” – The Game (udgivet 1980)

 “Radio Ga Ga” – The Works (udgivet 1984)

 “I Want to Break Free” – The Works (udgivet 1984)

Ud fra ovenstående oplysninger kan vi se, at alle de analyserede sange befinder sig i 80’er perioden.

Perioden kalder vi her i Danmark, ”musikkens guldalder”

, på grund af, at perioden var en

nytænkende banebrydende tid, hvor det ene hit dukkede op efter det andet.

Sange fra den periode er sjovt nok også den dag i dag, de sange der kan få os op fra stolen, og ud på

dansegulvet.

Kigger man på f.eks. ”We Are the Champions” som er fra 1977, er det tydeligt at høre forskellen på

deres 70’er og 80’er periode. ”We Are the Champions” er langt mere rocket end ”Radio Ga Ga”.

Vi ved som hovedtendens stiger opmærksomheden omkring groovet, når vi bevæger os fra musik,

der udfolder sig i tiden, i forhold til musik der bevæger sig i rummet

. Et ”fedt” groove er et

spørgsmål om stemning og tilstand. De sange jeg har koncentreret mig om i min analyse, har mange

ligheder i sound og groove, på grund af de ligger i den 80’er eksperimenterende synthesizer-fase.

Deres arrangementer i den første halvdel af 1980’erne er gennemgående præget af de elektroniske

modificeringer, måske fordi de efter en periode på cirka 10 år konsekvens havde undladt, at benytte

synthesizeren

. De blev kritiseret for manglende ”Queen Sound” på albummet ”Hot Space”, hvor

anmeldere mente de havde fået for meget blod på tanden i forhold til synthesizeren. Det blev der

rodet bod på, og anmeldere og fans jublede da albummet ”The Works” udkom hvor den traditionelle

Queen sound var tilbagevendt

. På daværende tidspunkt eksisterede også øvrige bands, men ingen

formåede at kombinere genrerne på samme måde som Queen. Enten var det ”New Romantic”

genren som brugte rummet som primær dimension, ABBA’s disco genren som var meget

kontroversiel, ensartet og lyttervenlig, eller AC/DC’s heavy metal. Hvis man søgte den gyldne

Hit med 80’erne, DR2 TEMA, 14/2 2009 (12 min. Inde i dokumentaren)

Rockmusik i tid og rum (side 100)

http://queenonline.com/en/the-band/discography/game/ (d. 13/12 2011)

http://queenonline.com/en/the-band/discography/game/ (d. 14/12 2011)

mellemvej var Queen et rigtig godt alternativ, hvilket jeg tror, har været en vigtig grundpille i deres

popularitet. Som vi kan se i analyserne har Queen sammensat enkle sange som ”Another One Bites

the Dust” (som består hovedsageligt af Am – Em – Am – Em), de har dog også arrangeret mere

komplekse sange som ”Bohemian Rhapsody”. To numre, fantastisk godt skruet sammen, som

stilmæssigt er vidt forskellige genre. Ikke mange har gjort denne kunst fuldstændig efter, da det helt

sikkert kræver en vis form for mod, at springe rundt i stilarter man ikke nødvendigvis føler sig tryg i.

Gennemgående ser vi i alle tre numre kadencen tonika – subdominant – tonika – subdominant.

Jeg mener helt bestemt, at Queen var særlig repræsentativ for periodens øvrige popmusik. Specielt i

80’er perioden hvor de netop benyttede sig af de ”moderne” tekniske elementer. De var derimod

unikke på live scenen (med henblik på Freddie Mercurys teatralske måde at kommunikere med

publikum på), og grundlagde den underholdende performanceatmosfære som nutidens kunstner

prøver at efterligne.

Jeg vil perspektivere Queen og deres unikke arbejde med The Beatles. Nogle bands formår, at

supplere hinanden så godt, at de udvikler deres egen lyd. Man er ikke i tvivl om, hvem der står bag

nummeret, når man hører ”She loves you” i radioen. Queen har på mange måder lige så stor

musikalsk genkendelighed. Samtidig vil jeg perspektivere Queen og deres stilskift til nutidens Lady Ga

Ga. Lady Ga Ga bevæger også sig i mange forskellige genre, bland andet med den tyvstjålede sang

”The Lady Is A Tramp” som er ret jazzet, og hendes 80’er agtige ”The Edge Of Glory” med en masse

super fede kunstige synthesizereffekter.

Abstract:

In my assignment I have made an short introduction to the pop/rock-community in the 70’s and the

80’s, after I have clarified their change of style. Furthermore I have explained the history about

Queen, and their musical identity. I have analyzed 3 of their tracks from their time of the 80’s and

commented on the harmonics, form, hook/gimmick, Instrumentation and sound. Afterwards I have

evaluated on however the group was representative for the period.

Konklusion:

Orkestret Queen stormede frem i 1970’erne og 1980’erne, de var en stor del af pop/rock-klimaet og

bevægede sig inden for mange forskellige musikgenre, den genre mine analyser har belyst er Queens

disco-rock periode. De havde en fremdrift og produktivitet uden lige. Deres varemærke var især

deres karakteristiske sound, funky-groovie basrytme, lyttervenlige sammensatte sange, deres

performance aktivitet og deres provokerende belysning på området homoseksualitet. Geniale

skelsættende udfoldelser inden for forskellige genre, plus deres personlige sound har lagt det

væsentligste fundament for bandets popularitet. som tidligere nævnt havde Queen deres helt egen

sound, ved hjælp af Brian May’s personlige guitarfærdigheder, John Deacon’s markante basrytmer,

og Freddie Mercurys karakteristiske store vokal. Alt dette tilsammen, giver Queen ensemblet helhed

og enestående lyd. Forsangeren i elektro-duoen Soft Cell udtalte ”80’ernes revolutionære

musikudvikling var modgiften på de store samfundssociale problemer”

, her viste Queen deres svar

på de sociokulturelle forhold ”I Want to Break Free”.

Hit med 80’erne, DR2 TEMA, 14/2 2009 (Marc Almond, forsanger for Soft Cell)

Kildeliste:

Bøger:

Aare Anders, Grønager Johannes, Rønnenfelt Poul: Rockmusik i tid og rum, 1. udgave, 4. oplag.

Systime A/S

Rienholdt Nielsen Per: Rebel og Remix – Rockens historie, 1. udgave, 1. oplag. Systime A/S, 2003.

Grønager Johannes : Nøgler til musikken – grundlæggende musikteori, 2. udgave, 3. oplag. Systime

A/S 2005.

Marten Neville, Hudson Jeffrey: Freddie Mercury & Queen – the ultimate Story, Castle

Communications plc,1995.

Marstal Henrik og Jaeger Morten: Hitskabelonen, Lindhardt og Ringhof, 2003

Film:

Hit med 80'erne, DR2 Tema 14. februar 2009 kl. 20:00 (12 min, 53 min inde i dokumentaren)

Internet:

http://www.rollingstone.com/music/artists/queen/biography (11 – 12 - 2011)

http://queenonline.com/en/the-band/discography/game/ (12 – 12 - 2011)

http://en.wikipedia.org/wiki/Brian_May (12 – 12 - 2011)

http://en.wikipedia.org/wiki/Queen_(band) (13 – 12 - 2011)

http://www.songfacts.com/detail.php?id=1689 (13 – 12 - 2011)

http://queenonline.com/en/the-band/discography/game/ (13 – 12 - 2011)