
SSO om det Muslimske Broderskab
6
nyoprettede stat Israel og zionisterne, der opfattedes som en hovedfjende af islam. Denne militære
gren af MB stod bl.a. bag drabet på den egyptiske præsident Nuqrashi i 1948, efter at denne havde
forbudt broderskabet. Samme år blev al-Banna myrdet, formentlig efter ordre af styret. Han blev
hermed brødrenes første martyr idet han døde på ”Allahs vej” som det hedder i ”trosbekendelsen”.
70: Undertrykkelse og radikalisering.
Da de arabiske lande tabte den krig mod Israel, der udbrød efter Israels oprettelse i 1948,
påbegyndte den egyptiske hær under ledelse af ”de frie officerer” en kamp, der kulminerede i 1952,
hvor kongen (Farouk) blev væltet og Egypten blev udråbt som republik - fra 1954 under ledelse af
officeren Gamal Abdel Nasser. Under kampen mod kongedømmet samarbejdede MB med
officererne – de havde fælles interesse i at slippe af med kongen og den britiske kolonimagt og
skabe et nyt og selvstændigt Egypten. Men de var helt uenige om hvordan staten skulle indrettes, og
konflikterne brød snart ud i lys lue. En muslimsk broder forsøgte at myrde Nasser, der herefter
forbød MB og gjorde alt for at holde brødrene nede med langvarige fængslinger og tortur.
Blandt de fængslede hørte Sayyid Qutb (). Den tidligere sekulært orienterede lærer og
litteraturkritiker, uddannet på en britisk skole i Cairo, tegnede MB’s hidtil mest radikale,
fundamentalistiske holdninger i perioden frem til sin død i 1966. I sit møde med USA, hvor han
mellem 1948 og 1950 havde studeret forholdet mellem skole og kirke, havde Qutb set den vestlige
kultur indefra. Han oplevede et samfund og en kultur præget af materialisme, racisme og moralsk
fordærv og frygtede, at hans eget land også skulle ende således. Desuden rasede han over staten
Israels oprettelse – mens amerikanerne jublede – og da al-Banna, for hvem han altid havde haft
sympati, blev dræbt i februar 1949, var målet fuldt. Da Qutb vendte hjem, tilsluttede han sig straks
broderskabet, hvor han hurtigt fik stor indflydelse som leder af MB’s propagandaafdeling. Qutb
rettede sin kritik dels mod jøderne, for hvem målet ifølge ham var islams udryddelse, dels mod ”de
frie officerer” og deres sekulære lovgivning.
Efter at Qutb – sammen med titusindvis af andre brødre - var blevet fængslet i 1954, i kølvandet på
det mislykkede attentat mod Nasser, udarbejdede han to skrifter; en lang kommentar til Koranen, I
Koranens skygge og et kort skrift, Vejvisere. Sidstnævnte fik stor betydning for de radikale
islamistiske bevægelser, der opstod, efter at Qutb i 1966 var blevet dødsdømt og hængt i fængslet.
Qutb var med disse skrifter kommet langt væk fra al-Banna og hans vision. Al-Banna havde den
optimistiske opfattelse, at hvis muslimerne fik et grundigt ”wake-up call”, så ville de vende tilbage
til den rette islamiske vej, og derefter ville det blive muligt at oprette et ægte muslimsk samfund.
Qutb så anderledes pessimistisk på tingene: Han mente, at den muslimske verden befandt sig i et
uvidenhedens mørke, som han med et udtryk fra Koranen kaldte jahiliyya. De fleste af de, der
udgav sig for at være muslimer, var i virkeligheden bare hyklere. Situationen for de meget få sande
muslimer var for Qutb en tydelig parallel til den, som profeten Muhammed og hans tilhængere
havde oplevet i Mekka, mens ingen ville høre på Muhammeds forkyndelse. De havde befundet sig i
jahiliyya, fordi de dyrkede andre guder end Allah og ikke ville lytte til profetens sande åbenbaringer.
Og på samme måde som Muhammed og hans fæller var udvandret fra Mekka til Medina (hijra),
hvor de oprettede et idealsamfund og senere blev i stand til at føre væbnet jihad mod Mekka og
indtage byen, måtte nutidens sande muslimer foretage en tilsvarende hijra og føre jihad mod den
egyptiske stat, der under Nasser havde vist, at den var en farlig og vantro fjende, der måtte fjernes