1
Stoppenaalen
Har en genstand personlighed? Det umiddelbare svar ville være nej, men efter at have læst
tingseventyr af H.C. Andersen kunne man blive fristet til at sige ja. Denne form for kunsteventyr er en
STX 2.g
levende genstande og legetøj. H.C. Andersen har udnyttet tingseventyrets kapacitet ved at fremhæve
de karaktertræk og den personlighed, han har fået ud af at give sine figurer en bestemt skikkelse.
Genstandenes fysiske fremtoning bliver således også til psykiske egenskaber, så figurernes
personligheder både hænger sammen psykologisk og udseendemæssigt. Med andre ord findes der en
vis overensstemmelse mellem ydre og indre. Der kan dog også være tale om antinomier mellem
overflade og substans, og hvis det er tilfældet, er det netop ubalancen mellem ydre og indre, som er
kilden til konflikten i historien.
En sådan konflikt er tilfældet i kunsteventyret Stoppenaalen af H.C. Andersen fra 1846, hvor
stoppenålen ikke vil vedkende sig sin identitet og i stedet opfører sig som en synål. Historien udspiller
sig over ubestemt tid med en alvidende fortæller, der undertiden smider en fortællerkommentar til
uddybning af en episode, hvilket er karakteristisk for H.C. Andersens eventyr.
Et andet kendetegn for H.C. Andersens skriverier må siges at være hans brug af de sproglige og
stilistiske virkemidler. Disse er i høj grad fremtrædende samt særdeles betydningsfulde for eventyrets
gang. Et meget brugt virkemiddel er billedsprog, og i Andersens historier optræder ofte
sammenligninger, for at danne et mere malende billede af en situation. Et eksempel på en sådan
sammenligning kan findes i Stoppenaalen, hvor kokkepigen stikker nålen i sit tørklæde efter, at den er
knækket:
”… der sad hun nu saa stolt, som om hun kjørte i Karret og saae til alle Sider.” (s. 1, l. 22)
Sammenligningen giver et beskrivende og humoristisk billede af situationen og understreger samtidig
stoppenålens fine fornemmelser med et glimt i øjet, hvilket er typisk for H.C. Andersens skrivestil. Et
andet gennemgående stilistisk træk hos forfatteren er hans brug af ironi, hvilket i høj grad også
kommer til udtryk i Stoppenaalen:
””Jeg er for fiin for denne verden!” sagde hun da hun sad i rendestenen.” (s. 1, l. 33)
Ironien bliver i eksemplet brugt til at skildre stoppenålens opblæsthed på en komisk måde. På grund af
dette virkemiddel kan der i teksten aldrig blive tale om direkte latterliggørelse af stoppenålen, fordi
Andersen altid tager afstand gennem ironien.
2
Noget relateret til ironien ligger H.C. Andersens forkærlighed for ordspil. I Stoppenaalen findes flere
eksempler på dette, hvor der bliver spillet på den dobbelte betydning af et ord:
”Det er godt mod søsyge at have staalmave og saa altid huske på at man er lidt mere end et
Menneske!” (s. 2, l.45)
Dobbeltheden ligger her ved betydningen ”stærkt helbred” og naturligvis ved nålen, der i sig selv er af
stål. Et sådant ordspil er gennemgående – hvis ikke obligatorisk – i Andersens tingseventyr, hvor de
omtalte genstandes fysiske egenskaber aldrig er en tilfældighed. Et lignende eksempel, der ligeledes
foregår i forbindelse med stoppenålens æggeskalssejlads, kan findes en smule tidligere i teksten:
”… bare jeg ikke bliver søsyg, for saa knækker jeg mig!” (s. 2, l. 42)
Igen optræder stoppenålens fysiske egenskab som en form for virkemiddel i sig selv, her i den
konkrete betydning af at brække midt over af ren skrøbelighed, med ordspil på den overførte
betydning af at knække sig (brække sig) på grund af søsyge.
Med henblik på de mere eventyrlige virkemidler er rim og rytme også en faktor. Da Stoppenaalen er
en kort fortælling, er det dog begrænset hvor stor en rolle, disse artistiske virkemidler spiller.
Alligevel findes en vis rytme øverst på side 2, hvor stoppenålen fortæller flaskeskåret om de fem
hovmodige fingre. Her bliver fingrene præsenteret én for én efterfulgt af beskrivelser for deres
individuelle egenskaber og kendetegn, hvilket minder om strukturen i et digt. Med hensyn til rim,
findes der i Stoppenaalen et enkelt:
”Der flyder et straa, see hvor det svaier, see hvor det dreier!” (s. 1, l. 40)
Med dette lille rim er H.C. Andersens eventyrlige skrivestil vandmærket i teksten, og genren ikke til at
tage fejl af. En anden snert af karakteristika, han har efterladt i teksten, er de lydefterlignende ord. Et
eksempel på disse findes i slutningen af teksten:
””Krask!” sagde Æggeskallen, der gik et Vognmandslæs over den.” (s. 2, l. 48)
I stedet for at fortælle hvad der er sket med æggeskallen, indsætter Andersen ”lydeffekter”, som
medvirker til, at historien bliver mere levende at læse – og ikke mindst oplæse.
Noget mere atypisk for eventyrstilen er Stoppenaalens komposition. Almindeligvis starter et eventyr
hjemme i trygge rammer, hvorefter en omvæltning sker og hovedpersonen må drage ud i den vide
verden og gennemgå en række prøvelser. Til slut vender han hjem en oplevelse rigere eller får
etableret sig et nyt og bedre hjem som belønning for sin heltedåd. I Stoppenaalen starter eventyret
ganske vist hjemme – nærmere betegnet hos kokkepigen, som er ejer af stoppenålen. Herefter bliver
3
nålen skyllet i vasken og ender derfor ude – i rendestenen. Efter denne episode sker der ingen ændring
i stoppenålens adresse, hvilket bliver gjort krystalklart i eventyrets sidste sætning:
”…”nu bliver jeg dog søsyg! jeg knækker! jeg knækker!” men den knak ikke, skjøndt der gik et
Vognmandslæs over, den laae på langs – og der kan den blive liggende!” (s. 2, l. 49)
Kompositionen i denne historie hænger dermed ikke sammen med denne i et typisk eventyr. Dette
mener jeg imidlertid ikke er nogen tilfældighed, da hovedpersonen i Stoppenaalen ikke gennemgår
samme udvikling som i et almindeligt eventyr. Nålen består ikke de prøvelser, den bliver udsat for, og
opnår derfor ingen højere selverkendelse eller belønning, som gør, at den kan vende hjem i slutningen
af historien. Stoppenålens figur er nemlig statisk, hvilket bevirker, at den ingen udvikling gennemgår.
Dette bliver ligeledes kommenteret i ovenstående citat, hvor nålen ikke har mulighed for at knække,
skønt der kører et vognmandslæs over den; et evident tegn på ukuelighed, som viser, at stoppenålen
aldrig vil forkaste sit livssyn.
Udover ukuelighed besidder stoppenålen flere mindre flatterende karakteregenskaber. Den er
hovmodig, opblæst og ikke mindst selvovervurderende indtil det latterlige. En antitese til denne
påstand er imidlertid nålens egen selvopfattelse, som omhandler en fin, stolt og agtværdig brystnål.
Inderst inde er stoppenålen dog klar over, hvordan virkeligheden forholder sig. Den benægter derfor
realiteterne og tillægger i stedet andre genstande sine egne dårlige egenskaber:
”See, der gaaer nu en Pind, den tænker paa ingen Ting i Verden uden paa ”Pind” og det er den selv;
der flyder et Straa, see hvor det svaier, see hvor det dreier! Tænk ikke så meget paa dig selv, du kunde
støde dig paa Brostenene! – der flyder en Avis! – glemt er det, som staaer i den og dog breder den sig!
– Jeg sidder taalmodig og stille! Jeg veed hvad jeg er og det bliver jeg!” (s. 1, l.39)
Pinden, strået og avisen repræsenterer alle nålens værste sider: Egoisme, selvcentrering og
selvovervurdering. Slutningen af citatet afslører alligevel stoppenålens usikkerhed, da den bliver
nødsaget til at forsikre sig selv om sin falske identitet og selvbevidsthed.
Selvbedrag må hermed siges at være nøgleordet til tekstens problemstilling. Fysisk når stoppenålen
ikke sine egne idealer til sokkeholderne, hvilket resulterer i stærk ubalance mellem det ydre og det
indre. For at opveje sin egen utilstrækkelighed søger nålen derfor finere selskab i form af et
flaskeskår, der skinner som en diamant:
”… saa talte Stoppenaalen til det og gav sig tilkjende som Brystnaal! ”De er nok en Diamant?” – ”Ja,
jeg er saadant noget!” og saa troede den ene om den anden, at de var rigtig kostbare og saa talte de om
hvor hovmodig Verden var.” (s. 1, l. 48)
4
Denne ironiske fremstilling af stoppenålens stræben efter socialisering med de højere kredse ved at
benægte sin sande identitet viser forfatterens negative holdning til dette. Generelt kommer Andersens
personlige holdning indirekte til udtryk via hans brug af ironi gennem hele teksten. Stoppenålen bliver
konstant fremstillet på en komisk måde så forfatteren giver os et groft billede af, præcis hvor latterlige
disse karaktertræk, vi til tider antager, kan være. Tekstens holdning, og dermed også budskabet, står
for mig klart i form af det gamle ordsprog ”hovmod står for fald”. Budskabet kommer specielt til
udtryk to steder i teksten, første gang meget bogstaveligt:
”… og saa reiste Stoppenaalen sig saa stolt i Veiret, at hun gik af Tørklædet og i Vasken, just som
Kokkepigen skyllede ud.” (s. 1, l. 27)
Stoppenålen rejser sig her fra tørklædet af ren arrogance, hvorfor hun falder i vasken. Udover denne
episode kommer budskabet også symbolsk til udtryk i slutningen, hvor stoppenålen ender med at blive
overladt til sig selv i rendestenen - uden sympati fra fortællerens side. Moralen vises ikke ved en
lykkelig slutning, hvor stoppenålen når en højere selverkendelse, men ved straf for sit hovmod –
hvilket på sin vis er et mere indtrængende budskab i denne sammenhæng.
H.C. Andersens sympati ligger hermed endnu engang hos de ydmyge, hvilket naturligvis er en nobel
tankegang, hvis man bifalder janteloven. Tidens idealer har ændret sig, og vi beundrer i dag de mere
frembrusende og aparte karakterer. Undergravet er den stakkels grimme ælling, hvis ikke han lærer at
være rap i replikken og stå på egne ben. Spørgsmålet er nu blot, om det er de forkerte egenskaber vi
tillægger værdi - og om vi selv kan leve op til dem eller ender med at forkaste vores sande identitet til
fordel for samfundets idealer.