1
Storbyen som fænomen
Indledning:
Jeg vil, i følgende opgave, analyse og fortolke Emil Bønnelyckes digtsamling Asfaltens sange (1918)
med særligt fokus på fremstillingen af storbyen. Afslutningsvist vil jeg perspektivere til Jais Nielsens
billede ”Afgang” (1918) og modernismebegrebet.
Jeg vil med særligt fokus på fremstillingen af storbyen under modernismen analysere og fortolke 2
STX 2.g
jeg herefter perspektivere til et billede kaldet ”Afgang” af Jais Nielsen og senere flette det sammen
med modernismebegrebet. Opgaven vil jeg besvare på baggrund af den viden, jeg tilegner mig
under forløbet og jeg vil til sidst afrunde opgaven med en konklusion for at sammenfatte hele
opgavens hovedindhold og -mål.
Emil Bønnelyckes digtsamling ”Asfaltens sange” fra 1918 er en digtsamling, der hylder den datidige
moderne verdens storby. Det er en digtsamling, der fremlægger storbyen som et hektisk og
anspændt samfund med høj fart og tempo både indenfor det industrielle, men så sandelig også for
det enkelte hverdagsmenneske. Det er en digtsamling, der beretter om storbyens muligheder,
sociale relationer og den kaotiske og blasfemiske levestil, der knytter sig til livet i storbyen. Det er
samtidig også en digtsamling, der fremstiller storbyen som et sted for rationalitet, videnskab,
industri og nøje planlagte skemaer. Alt dette udgør tilsammen, det Bønnelycke i sit digt
”Aarhundredet” kalder epokernes store selvmodsigelsestid.
1
(Cand. Mag. Jakob Bækgaard)
”Glem alt om det pessimistiske syn på storbyen som sted for forurening og overfladiske oplevelser.
Glem alt om en tilbagevenden til naturen er den eneste vej til menneskets frelse”
2
.
1
http://www.litteratursiden.dk/temaer/asfaltens-sange-af-emil-b%C3%B8nnelycke
2
Emil Bønnelycke
2
Analyse/fortolkning:
Raadhuspladsen:
Emil Bønnelyckes digt ”Raadhuspladsen” er et af disse hyldestdigte til den moderne verden: ”O,
denne dag på rådhuset. Leve dens travlheds skønhed, leve dens hvide kjolers flygtige fest, leve den
gyldne dag med grønt liv, vogne, røde, kinesiske parasoller, hovslag i asfalt, fortovscaféer,
Kolonner af hvide faklende markiser, leve dens duft og kontinentale skønhed. Hurra! Hurra! Hør
studinerne. Hurra! Hurra! O, piger” (Strofe 19, vers 1-4).
Raadhuspladsen er et lyrisk digt, der lægger meget vægt på hele tiden at beskrive sceneriet og
omgivelserne via dens meget positive adjektiver og verber, der er med til at drage læseren ind i
digtet. Der er i digtet anvendt 1. persons-fortæller, højest sandsynligt ham selv, der oplever og
tager deltagelse i begivenhederne, og det er også dennes tanker og følelser vi bliver berettet om.
Digtets opbygning minder lidt om små brudstykker fra en roman med de lange sammenhængende
strofer. Man kan sige, at digtet på en måde er kronologisk opbygget, da man nemt kan forestille
sig digtet som værende en beretning af en bid af det lyriske jegs dag, eftersom digtet handler om
fortællerens oplevelse af rådhuspladsen og de sanseindtryk han får gennem storbylivet samt de
oplevelser jeg-fortælleren får ved bare at være en del af storbysamfundet. Vi ser, som læser,
storbybilledet gennem jeg-fortællerens øjne. Et eksempel på dette er: ”[…]Asfalt er blank af trafik,
luften ceylonblå, og pigerne hvide fra sko til skærmhatten.”(Strofe 2, vers 2-3) og ”Elskelige,
elskelige. Raadhustaarnet glinter gyldent, sporvogne vaager overfyldte over trafikkens skønhed,
travlhedens helligdom. Cyklerne, o cyklerne synger, ringer, melodisk, yndefuldt og fint. Dagen
kimer sin larm sødt ind i mit øre, sommerdagen, farverne, livet.” (Strofe 3, vers1-3 ). Emil
Bønnelycke er betaget af den travle hverdag, vi forbinder med storbylivet. Han betragter folk
stresse rundt, de overfyldte sporvogne, de travle, trafikoverfyldte gader og alligevel går pigerne
rundt i deres flotte, hvide tøj, himlen er stadigvæk krystalklar og blå og rådhustårnet glimter
gyldent i solen. Emil Bønnelycke får en hverdag i storbyen til at fremstå som hans Utopia.”Hvad,
du verden, du skønne dag, skal jeg fodre mere end dette Evasmil? Er der paradis på
rådhuspladsen?” (Strofe 12, vers 3-4). Han gør rådhuspladsen til alt andet en bare et sted, hvor
man kan opholde sig, han gør rådhuspladsen til en del af ham selv, han beskriver rådhuspladsen
3
som en individuel organisme, som det lyriske jeg kan identificere sig med.
3
Han besjæler den
verden, vi lever i og priser sig lykkelig for at være en del af den. Han hylder livet og finder det
positive frem i alt. Han føler sig hjemme på rådhuspladsen. Her kan han være sig selv og her
strømmer glæden ved at opleve de vigtigste elementer i livet gennem ham. ”I metropolets midte, i
verdensstanden Københavns centrum, rådhuspladsen vil jeg hensynsløst imod min skæbne lade
timerne bringe mig rækker af glæder, af små, myldrende oplevelser. Færdslen, malstrømmen skal
være den brusende fold, hvori jeg bader mig i stum og ydmyg henrykkelse.” (Strofe 4, vers 1-3). Det
lyriske jeg hylder den moderne storbyverden til skyerne og står passivt og ser den udvikle sig,
samtidigt med at rum og tid er fuldstændigt ophævet og sat ud af kraft, og det vi som læser får at
vide, er denne øjebliksoplevelse det lyriske jeg står og nyder. Han er ”i Beruselse over Gadernes
Charme” (Strofe 16, vers 2). Dette ses også igennem Emil Bønnelyckes ordvalg gennem hele digtet.
Der er brugte rigtig mange positive ord. F.eks. foregår digtet en højsommerdag i juli og derudover
har vi det lyriske jegs utrolig optimistiske oplevelse af storbyen, hvilket alt sammen står i kontrast
til den tid verden lige havde gennemgået på dette tidspunkt, nemlig 1. verdenskrig. Alt dette har
den virkning på læseren, at vi også uden videre, tager del i følelsen af fremgang og fremdrift, der
bliver set frem til en ny og bedre tid, hvilket udover at hylde, er en af de allervigtigste pointer i
dette digt. Det lyriske jeg viser sin tiltro til den fremtidige storby som et trygt og sikkert sted at
befinde sig og han appellerer til læseren om at slå øjnene op for den skønhed, den omgives af.
”[…] Velkommen til den elskede plet, hvor vi lever, føler at vi virker, og hvor vor vej går. Velkommen
til denne julidag i vor unge smilende bys midte!” (Strofe 9, vers 4-5). ”[…] Jeg er i min bys midte, i
den hedeste menneskestrøm, midt i den mangfoldige ytring af liv, hvor jeg aldrig er hjemløs.”
(Strofe 20, vers 3-4)
Når jeg tolker dette digt på denne måde, ligger det fint i forlængelse af Jakob Bækgaards
overordnede helhedsindtryk af digtsamlingen ”Asfaltens sange”, da jeg har anvendt flere af de
samme fortolkningsmuligheder, som han har gjort brug af, da han fortolkede denne digtsamling,
hvilket også er derfor, jeg har valgt netop dette digt, da det efter min mening er det digt, der
passer bedst med mit overordnede billede af digtsamlingen: ”Udbyttet for læseren er i den
forstand det samme som hos jeget: en skærpet opmærksomhed overfor detaljerne i hverdagen. En
modernistisk digtning, hvis primære formål er at fremme sansningens logik og hvis grundtone er
3
Litteraturens veje side 280-281.
4
positiv, fordi det moderne livs hektiske omskiftelighed ikke ses som en udløser af angst og
ensomhed, men snarere bekræfter livets mirakel: "Jeg hører den levende og glade Dag. Dens Larm
strømmer ind ad min Rude. Det blaa Vand henrykker mig, og al den sommerlige Grønhed er jo
selve den hjemlige Lykke. Solen, Mildheden, Livet, selve den ny Følelse af at være til." (Cand. Mag.
Jakob Bækgaard)
4
Vesterbrogade:
”Vesterbrogade” er ligeledes et digt, der beskæftiger sig med storbyen som fænomen. Digtet er
inddelt i 5 ensartede strofer med otte verslinjer i hver strofe. Der er flere gange i digtet anvendt
bogstavrim f.eks. ”[…] Det bruser af Fodtrin på Fortovets Fliser, og Gaden får Farve af Forår og
Fest.” (Strofe 1, vers 3-4). Derudover er der gjort brug af stavelsesrim i samtlige strofer, hvor der i
første halvdel af hver strofe er gjort brug af krydsrim, mens der i den sidste halvdel er gjort brug af
parrim. Derudover er der i digtet anvendt en 1.persons-fortæller med indre synsvinkel, der
subjektivt beretter om sine følelser og forestilling af verden. Emil Bønnelycke har i dette digt også
gjort meget brug af billedsprog, da det får læseren til at leve sig ind i det lyriske jegs forestillinger
og oplevelser og lader det se verden gennem hans øjne. Blandt andet beskriver han sig selv som
”Kastanjernes blade” og han er ”Dagens frejdige Elsker og Frier”. Det lyriske jeg er, ligesom i
”Raadhuspladsen”, utroligt begejstret af storbyen og storbymennesket, og elementer såsom
stress, forurening og larm, som en læser normalt vil finde irriterende, bliver gennem hans øjne
fremstillet som noget af det smukkeste ved livet og som noget, der er med til at gøre livet værd at
leve. ”[…] Når Gaden har Klokker, der kimer og slår, og travle Butikker, hvor Dørene går, skaber en
Hymne af Hverdagens Larm. O, Gadernes, Gadernes særegne Charm.” (Strofe 2, vers 4-8). Det er
netop denne subjektive fremstilling af storbyen, der repræsenterer ekspressionismen og
modernismen og derudover bruger han mange meget kraftfulde og effektfulde ord til at beskrive
sin opfattelse af verden på. ”[…] Når Himlen er blændende rig på Nuancer af Blåt, der forkynder at
forår er inde”. Det lyriske jeg gør også udtryk for, at det er i storbyen, det føler sig tryg, og at det er
i storbyen, det gerne vil identificere sig. Det er i storbyen det lyriske jeg passer ind og hører
hjemme og det er her, han kan glæde sig over sine omgivelser til trods for den hektiske og kaotiske
hverdag. ”[…] Jeg finder en Smerte, en Uro deri. Jeg kender mig selv i dens Disharmoni.” (Strofe 4,
4
http://www.litteratursiden.dk/analyser/b%C3%B8nnelycke-emil-asfaltens-sange
5
vers 5-6). Et andet modernistisk træk, Emil Bønnelycke har gjort brug af i dette digt er de meget
stemningsprægede sætninger, der ikke nødvendigvis behøver at betyde andet end den stemning,
de skal vække hos læseren. ”Det kalder og smiler fra hvide Markiser” (Strofe 1, vers 1). Det er ikke
selve ordenes betydning, der betyder noget i denne sætning, men det er derimod den stemning af
glæde og lykke, de i fællesskab formår at skabe.
Perspektivering:
Afgang:
Afgang er et billede malet af Jais Nielsen i 1918, og der ligesom de to ovenstående digte beskriver
storbyen, i dette tilfælde, set med Jais Nielsen briller. Billedet forestiller en hverdag i storbyen,
hektisk som altid, folk stresser rundt i deres business-outfit for at nå fra et møde til et andet.
Personerne på billedet er skabt af flader og ser ikke ud til at bekymre sig om andet end at nå frem
til tiden. Det ligner, de hele tiden holder øje med urene på billedet. Derudover er billedet præget
udelukkende af geometriske figurer, alt er firkantet, rektangulært eller cirkelformet. Billedet er
også præget af farvebruget, der er konstant skiftende, hvilket alt sammen er med til at få
helhedsindtrykket til at virke stressende og kaotisk. Et andet aspekt, der er overført fra storbyen til
billedet, er røgen, der repræsenterer det materielle, maskinen – fremgangen i verden. Der findes,
ligesom Emil Bønnelycke siger i ”Vesterbrogade”, en eller anden form for undertrykt disharmoni i
storbylivet. På billedet er der også tre ure, der helt sikkert skal repræsentere tiden, den travle
hverdag – storbyen i en nøddeskal.
Modernismebegrebet:
Lyrikken var den foretrukne genre for ekspressionisterne og Emil Bønnelycke er en af dem, der har
beskæftiget sig flittigt med denne genre. Som vi har set i ovenstående digt omhandlede denne
genre i 1900-tallet meget den så at sige ”nye måde at fremstille verden på”, hvilket resulterede i,
at Danmark blev præget af en litteratur med en anden tilgang til hverdagsbilledet, nemlig
modernismen. En tid, hvor der blev eksperimenteret med sproget, en tid hvor ord skulle agere
som lyde og farver og tale for sig selv og en tid, hvor digteren søgte at give læseren et subjektivt
6
og isoleret billede af de oplevelser der blev vækket hos denne.
5
En tid, hvor gud er frafaldet som
sidste forklaringsinstans, og hvor det ikke længere er ”det perfekte verdensbillede”, der beskrives,
men i stedet digterens egen opfattelse af dette
6
. Derudover er det en tid, hvor kunstens formål er
at tolke moderniteten og den verden vi lever i, der permanent er i forandring og fremdrift. Det er
præcist, hvad Emil Bønnelycke formår at gøre med sin digtsamling ”Asfaltens sange”. Han
beskæftiger sig med storbyen som et generelt fænomen og bliver grebet af storbyens høje fart og
tempo. Han formår at inddrage læseren i sine digte fra start til slut både på grund af det høje
tempo han sætter hele digtet igennem, men også fordi han formår at beskrive hver eneste
oplevelse, som så man det med sine egne øjne. Når vi læser hans digte, ser vi den verden han
oplever gennem hans øjne.
Perspektivering til modernismen:
Emil Bønnelycke bruger, som sagt, i sine digte utrolig mange træk, der er typiske for modernismen.
Han eksperimenterer med sproget og giver det farve og effekter, der driver læseren længere ind i
digtet og i mange tilfælde taler helt for sig slev via de stemninger, der bliver skabt hos læseren.
Han giver læseren sin helt eget subjektive skildring af storbyen og verden i det hele taget og
formår at få en læser til at tage imod hans opfattelser og sanseindtryk med åbne arme. Han
beskriver ikke længere ”det perfekte verdensbillede”, men tager derimod nogle andre reelle
hverdagsbilleder og beskriver dem som han ser det. Han tolker det moderne og forkynder
forandringen af verden samt hylder det både datidige, nutidige og fremtidige verdensbillede i håb
om fremdrift verden over.
Konklusion:
Jeg kan på baggrund af den viden, jeg under forløbet har tilegnet mig, berette, at Emil Bønnelyckes
digtsamling ”Asfaltens sange” handler om storbyen set med hans og modernismens øjne. Den
handler om, hvordan man så på storbyen under modernismen, og er hans hyldest til storbyen i
fremdrift og under udvikling. Han beskriver, i sin digtsamling, storbyen som værende noget
fantastisk, noget pragtfuldt og en oplevelse i sig selv. Han hylder storbyen og alt, hvad den
5
http://www.leksikon.org/art.php?n=1761
6
http://da.wikipedia.org/wiki/Modernisme
7
indebærer og mener, at det er her mennesket skal finde fremgangen og fremdriften i livet, det er
her mennesket vil udvikle sig. Storbyen indeholder verden, og er kun lige begyndt sin vandring
mod det uendelige, den er vært for menneskets endeløse march og søgen efter nyskabelse.
"Jeg elsker dig, du gaadefulde Tid, du Seklernes Sekel, der er rig paa aldrig før anede Omskiftelser,
rig paa Kaos, paa Forvirringens Skønhed, Hastighedens Pragt, rig paa halsløse Fremskridt, rig paa
Rædsel, paa en svulmende, morderisk Ouverture, Krigen, hvis Basuner, Kanonerne, og Trommer,
Mitrailløserne, forkynder Verdensrevolutionen.
Jeg elsker alt det, som sker, og som skal ske
Er Sporvognene, Bilerne, Cyklerne, Kioskerne, Butikkerne, Reklamerne, Aviserne ikke en ny, frodig
Side i Menneskeaanden? Er Telegraferne, Telefonerne, Buelamperne, Elevatorerne, Kranerne,
Togene, Aeroplanerne ikke en Blomstring, som pludselig finder Sted i Verdenshistorien efter
Aartusinders monotone Mørke? O, du unge Jord, du er som et Barn, der begynder at gaa, begynder
at kunne tale". (Aarhundredet, Asfaltens Sange 1918)