Stormen i 99

Kristian Bang Foss: Stormen i 99. Gyldendal 2008.

Allerede fra første kapitel kan det ses, hvilken lortearbejdsplads lageret InWear på Amager er.

Kristian Bang Foss´ roman ”Stormen i 99” begynder med en detaljeret beskrivelse af toilettet på

tøjlageret, hvor en fækalist har malet væggen i cirkulære bevægelser. Afdelingsleder Kims tisse-

sidst at få de mange parallelle handlingsforløb til at eskalere og få personerne til at stoppe op og

se sig selv i spejlet i takt med, at stormen i 99 raser.

Prologen begynder med en introduktion af lokaliteten, som romanen kredser om: ”På InWears

lager er mødetiden klokken 9.” Prologen fortsætter med en beskrivelse af karaktererne Nanna og

Antons morgen. I kapitel ét: ”Toilettet på InWear” beskrives lageret: ”Det ligger ude på Amager,

InWear, på Raffinaderivej.” (s. 7) Da ”Stormen i 99” er en roman med mange personer, der alle har

arbejdet på InWear til fælles, er det naturligt, at romanen ikke begynder in medias res hos en af

personerne, men derimod med en introduktion af stedet, hvorfra hele romanen udspringer.

Romanen har en kronologisk parallelopbygning med flashbacks. Der er mange parallelle

Lige fra den dovne og arbejdssky Anton, der prøver at holde sit forhold med den buttede Nanna

hemmeligt, til den perverterede og sygeligt liderlige kok, følger man skiftevis de forskellige på sin

vis karismatiske karakterer, der arbejder på tøjlageret.

Anton og Nanna er gamle folkeskolekammerater, og det er dem, der kommer tættest på at være

hovedpersoner i romanen. Det er deres historie, der fylder flest sider, og det er deres morgen man

hører om i prologen: ”Nanna står op halv otte med en skolepigeagtig disciplin(…)” og ”Anton kan

ikke komme ud af sengen(…)” (s. 5). Anton er en ung mand, der ”stadig regner tiden i år efter

gymnasiet” (s. 12). Han mener selv, at det ville ”se bedre ud”, hvis han var på universitetet, men

hans mangel på selvdisciplin og formål har medført at de tre år, der er gået siden gymnasiet, er

blevet udfyldt af: ”Lortearbejde og byture i weekenden” (s. 6). Nanna er lige startet på InWear og

resulterer i en fræk date ude på toilettet. Anton får efterfølgende mere varige følelser for Nanna,

men han har svært ved at forholde sig til deres forhold, da han er flov over at være kæreste med

hende. Undervejs i romanen bliver parret udsat for forskellige dramatiske begivenheder. For

eksempel sætter Anton sig ved en fejl på en kanyle i bussen.

Anton og Nannas forhold er godt og velfungerende under stormen. De vælger – i modsætning til

mange andre – at blive indenfor, hvor de hygger sig med vin sammen med Antons ven Andreas.

Deres forhold er undervejs åbent og afklaret, og de har det begge godt. I epilogen er Nanna igen

deprimeret: ”Jeg tror ikke, det går meget længere”, men Anton giver håb for fremtiden: ”Jo, det

skal nok gå, hvis bare vi passer på hinanden.” (S. 245)

Det er ikke kun Nanna og Anton, der ændrer sig under stormen:

magnetisk tiltrækning til kokkepigernes baller, bliver brugt til at hjælpe Høberg i stedet for.

Kokken handler og hjælper under stormen i stedet for at udøve sexchikane.

Rene og Sean, der ellers er ryger joints hele dagen og som på alle måder er handlingslammede, får

under stormen taget initiativ og tæsker Renes kærestes ekskæreste med bat. Ekskæresten havde

for nogle år tilbage voldtaget og klippet brystvorten af Renes kæreste, og ingen havde reageret på

dette. Selvom metoden, de konfronterer ekskæresten med, er primitiv, er det stadig et klart

karakterbrud hos de to sløve hashomaner.

”Bang så fik Lulu kræft.” (s. 206) Lulu er en familiemor, og hun prøver derfor at være stærk og glad

og ignorere det udløbende timeglas, der truer. Under stormen affinder hun sig med, at hun måske

skal dø, og da hendes mand spørger: ”Du må ikke dø, vel?” Svarer hun: ”Det kan jeg jo ikke love.”

Den indirekte skildring af personerne før stormen bliver under stormen til en direkte skildring. Et

eksempel på dette er, at Høberg i sit uheldige LSD trip fortæller læseren det, man tidligere

indirekte har læst om ham: ”På arbejdet anser de mig for en idiot. Hver gang jeg har troet, at det

ikke bliver værre, så er der bare kommet mere (…) Nu sidder jeg i kørestol og er en belastning for

alle, og livet nåede aldrig rigtigt at begynde.” (s. 233) Under stormen konfronteres personerne

med deres egen tilværelse, og de erkender deres egen livssituation.

rygepauser ude på gangen, hvor de taler om vold, overfald og ”perkerbander”. Det bliver

beskrevet, at ”man kan høre ham (Niclas) suge røgen ind.” Da Anton skodder i en tom

Nicolineflaske fortælles der, hvordan den: ”Bliver grå indvendig af røg.” (s. 14)

Den samme detaljerede beskrivelse af det ulækre og usunde ser man i kokkens groteske sexscene

med en fars, hvor vi hører om hans tanker undervejs: ”Hønen er blevet kneppet, hanen har hængt

den og pulet i dens pulserende åbning og hakket i den (…)” (s. 83) Et andet eksempel er

beskrivelsen af, hvordan Katjas brystvorte bliver klippet af, og hvordan: ”Han legede med tanken

om at få klitorissen frem fra kødfolderne og så give den en lærestreg med gløden, psiiiii (…)” (s. 34)

Det er gennem sådanne beskrivelser, at miljøet bliver skildret. Medarbejderne i al deres

elendighed befinder sig i et dystopisk univers, og det eneste, der holder læseren fra at brække sig

over dette, er det komiske element i nogle af karakterernes næsten parodierede groteskhed.

”Stormen i 99” har et meget simpelt og let tilgængeligt sprog, hvilket passer til miljøet. Romanen

er skrevet i nutid, og sætningerne har gennemgående bagvægt og er parataktiske:

”Toiletpapirsholderen er en af de store runde af metal. Den er tom, hænger og er halvvejs revet

løs af væggen.” (s. 8) Der bliver ikke benyttet mange adjektiver til at beskrive det bizarre og

ubehagelige; de mange substantiver giver sproget en konstaterende funktion. Substantiverne

mærket Dan Dryer er her også.” (s. 7) Det er kun neutrale adjektiver som ”firkantede” og

”elektriske”, der benyttes. Det er igennem den senere beskrivelse af lort og bussemænd på

væggene, at vi får en ide om, hvor ulækkert toilettet egentligt er.

Vi bliver nærmest trukket rundt af fortælleren i romanen: ”Men kom og lad os gå en tur videre til

næste bord” (s. 60) Den alvidende tredjepersonsfortæller fører os rundt blandt personerne og

skifter mellem indre og ydre syn til at forklare situationerne og supplerer dertil med

fortællerkommentarer. For eksempel hører vi, at Anton er på vej ind på hospitalet: ”Så sker det

alligevel, ikke sådan, at han går ud som et lys, nej, det hele snævrer sig sammen, og alle kræfter

forlader kroppen(…)” (s. 192) Fortælleren prøver at finde ud af præcis, hvad der sker med Anton,

Fortælleren skifter mellem at være gammeldags beskrivende – næsten naturalistisk –

(eksempelvis fremstillingen af toilettet) og at være mere moderne: ”I fedtfattige mejeriprodukter

fra Cheasy (det navn!)” (s. 5)

Flere gange bliver der benyttet panoramisk fremstilling i starten af et kapitel, hvorefter der bliver

skiftet til scenisk fremstilling med replikker. Først bliver vi sat ind i scenariet: ”Et godt stykke ude

over Atlanten: En varm, fugtig luft blæser sydfra (…) ” (s. 212) Beskrivelsen af vejret afbrydes af, at

vi hører Høberg spørge: ”Næh, er det kager?” (s. 213) På denne måde skaber fortælleren en

forbindelse mellem den ydre verden og hver enkelt person.

Romanen har flere symboler. Det er blandt andet tydeligt at lortet på toilettet, som vi hører om

lige fra starten, er et symbol på medarbejdernes tilværelse. Dette bliver understreget af, at vi

aldrig finder ud af, hvem gerningsmanden er. Alle på InWear er meget opsatte på at finde

overfor deres eget liv: Deres lort. For en enkelt aften får de set sig selv i spejlet, og dette får

mange af dem til at handle og udvikle sig. Det går samtidigt også op for medarbejderne, at deres

liv herefter formentlig vil fortsætte, som det plejer. For eksempel tager Katja et sug af sin joint og

siger: ”Hvis vi er heldige, er hele lortet blæst væk, når vi møder på mandag.” (side 243) I epilogen

er på lager, stemmer ofte ikke overens, med hvad der rent faktisk befinder sig.” (side 26)

Systemets informationer stemmer ikke overens med virkeligheden, på samme måde som at

medarbejderne på InWears billede af virkeligheden ligger langt fra den reelle virkelighed. Anton

tæller stadig i år efter gymnasiet, og Høberg vil ikke indse, at han er blevet en belastning for sine

kollegaer efter hjerneblødningen.

Gennem ovenstående analyse er det gjort klart, at et af de gennemgående temaer i romanen er

benægtelse. Karakterne i romanen lever et dårligt underklasseliv, og de har alle svært ved at

forholde sig til deres eget liv og deres problemer. Alle medarbejderne på InWear står under

stormen ansigt til ansigt med deres problemer, og de får hér kraft til kortvarigt at udvikle sig og

handle. Denne udvikling ophører i takt med at stormen stopper: ”Hvis vi er heldige, er hele lortet

blæst væk, når vi møder på mandag.” Romanen ender i en pseudoforløsning. Romanen giver

gennem kompositionen, sproget og fortælleren et indblik i livet på en virksomhed. Stormen er

medarbejdernes eneste mulighed for selvindsigt og en ændring, som måske – måske ikke – vil

holde.

Man kunne trække tråde fra ”Stormen i 99” til filmen ”Magnolia” fra 1999. I denne film følger man

tykke cigaretrøg i lokalet. Jeg var ikke sikker på, om jeg skulle le eller gå ud på toilettet og kaste op

under læsningen af flere af kapitlerne. Uanset om Kristian Bang Foss er syg og perverteret eller

opfindsom og intuitiv, er han en forfatter, der evner at afbilde og autentisere et miljø med en

næsten skræmmende præcision.