
Organisation [navn fjernet]
14 |
Jeg har tre små børn på hhv. 4,6 og 7 år og en
kone – som ingen af dem kunne genkende
mig. Jeg havde svært ved at erkende hvad
der var sket, og jeg havde ikke nogen lyst til,
at dele mine tanker med nogen. Jeg husker
min kone havde kontaktet en psykolog dels
fordi at hun håbede, at jeg ville snakke med
hende, men også fordi hun ikke selv vidste
hvad hun skulle gøre. ” udtaler Carsten, med
en bevægende ryst i stemmen, men
fortsætter dog. ”En dag efter aftensmaden,
sætter min kone sig ned ved mig. Hun
forsøger at snakke med mig og hun fortæller
mig, at hun bare ønsker at gøre det bedste
for mig. Det resulterede i at mit hoved
nærmest sprang - bægeret flød over, min
tankegang gik i stå. Jeg udbrød et
raseriandfald, og jeg faldt kort efter om.
Næste gang jeg vågnede var på sygehuset 1
dag efter. Meldingen lød, at jeg havde fået en
blodprop. Det var nu, at det for alvor slog klik
for mig. Mine børn havde været på nippet til
at miste deres far, en gang for alle. Nu havde
døden lige pludselig været tæt på. ”
- ”Efter jeg kom hjem fra sygehuset, bad jeg
min kone starte på arbejde igen, og lade mig
tage mig af børnene. Jeg havde brug for
noget tid derhjemme, og dels også noget tid
til bare, at være mig selv. Når man ikke
længere selv ved hvem man er, og når ens
børn ærligt fortæller, at de er bange for deres
far, så rammer det dybt ind i hjertet. Fra den
dag af, vendte jeg mit syn på alt, fra at være
negativ til positiv.
Uden min fantastiske familie, havde jeg aldrig
klaret mig gennem dette livs mareridt. De fik
mig til at indse hvilken forfærdelig ting jeg
havde gjort, og samtidig tilgav de mig. Det
var en befrielse”. Siger Carsten, der i dag har
valgt at være åben om sit stress-
sammenbrud. Han har længe kæmpet med
eftervirkningerne af sit voldsome anfald af
stress, og gør det stadig den dag i dag, blot
1½ år efter dagen, hvor det hele faldt fra
hinanden. ” jeg ved, at rigtig mange
mennesker i dag lider af stress, eller har gjort
det på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Måsker er det ikke alle, der har oplevet det i
sådan en alvorlig grad som jeg, men jeg er
bare et levende billed på hvor slemt det kan
blive. Selvom man har fået sit drømmejob, en
fantastisk familie, ting som man altid har
drømt om, såå er livet altså desværre ikke en
dans på roser. Ikke alt er så idyllisk, som det
ser ud til at være. Det er en af de mange ting
jeg har lært. Men mest og vigtigst af alt jeg
har nu lært at sige fra. Jeg har lært at lukke
ørene overfor de folk, der snakker grimt til
mig når jeg ved, at det ikke har noget med
mig at gøre. Samtidig har jeg lært at lytte, i
stedet for bare at lukke af og tænke arbejde.
Så mit bedste råd jeg kan give til folk derude,
er at tænke over hvad i fordriver jeres
dyrebaretid med! – Lad vær med at arbejde
en fredag og lørdag aften. Når du har fyraften
kl. 14, så gå hjem kl. 14, slap af og nyd din tid
med din familie. Vi lever kun en gang – så
husk og vær med dem du elsker. Lad vær
med, at brug din tid på unødvendige
mennesker, der kun ønsker at se dig ondt. Og
vigtigts af alt: husk og sig nej, når du
begynder at mærke dit hjerte slår
dobbeltslag.”