
Side 7 af 23
Brødrenes traumatiske barndom og deres fordrukne mor beskrives skiftevis gennem brødrenes
erindringer fra barndommen via fragmentariske tilbageblik og deres nutidige oplevelser med moren,
som er blevet en ældre dame. Det er især gennem brorens erindringer, der dannes et billede af
moren og brødrenes opvækst. Desuden fremstilles hun indirekte gennem deres erindringer som
kynisk, usoigneret, barnlig, ulykkelig, egoistisk, ustabil og opmærksomhedskrævende. På trods af,
at hun for det meste fremstår som en usoigneret alkoholiker, som hverken var i stand til at tage vare
på sig selv eller sine børn, gik hun op i sit udseende. Det hænger formentlig sammen med hendes
hyppige samvær med mænd. ”Selvom der ikke var mad, var der altid dyr shampoo i badeværelset.”
(Bengtsson, 209) Her fremstår hun egoistisk, da det er vigtigere for hende at se godt ud, end at
kunne brødføde sine børn. På trods af, at hun ofte svigtede dem, forsøgte hun indimellem at holde
sammen på dem som en familie. Dette fremstår imidlertid som et kunstigt forsøg på en pludselig
vision om en lille lykkelig familie. ”Når hun grinte, grinte hun lidt for højt, når hun smilte, smilte
hun lidt for meget. En rigtig familie, sagde hun.” (Bengtsson, 231) Men morens svigt forværres.
Broren erindrer en episode, hvor moren kommer hjem for at finde sin flaske. ”Hun skreg nu. Ikke
ord længere. Bare høje lyde. Stod og trampede i gulvet som en lille pige.” (Bengtsson, 291) Her
fremstilles tydeligt den rolleombytning, der synes at være til stede gennem næsten hele deres
barndom, og som bliver endnu tydeligere ved lillebrorens fødsel. De to brødre forsøger at passe
deres lillebror og give ham omsorg, alt imens de begynder at kopiere morens adfærdsmønstre. De
drikker af hendes flasker, spiser hendes piller, sniffer maling og lim. Her er det tydeligt, at
individets udvikling afhænger af opvækstmiljøet.
Lillebrorens død bliver et vendepunkt i morens liv, da hun beslutter at ændre på sin tilværelse. Hun
fik besøg af en ny mand, som oven i købet havde et fast job som revisor. Men hendes forsøg på
normalitet og familie kulminerede, da drengene slog manden ned. Det voldsomme overgreb
skyldtes formentlig, at drengene var bange for, at der med en ny mand skulle opstå en ny tragedie af
samme art som den med lillebroren. På baggrund af morens forsøg på at ændre sin skadelige adfærd
kan man på sin vis hævde, at hun gennemgår en udvikling. Omvendt kan det også ses som et udtryk
for en egoistisk handling, da hun får det til at se normalt ud på overfladen for mandens skyld, og
hendes sønner virker som et middel til at opnå dette. Det er en facade hun forsøger at opretholde.
Gennem brødrenes erindringer fra deres barndom fremstilles moren som et bærende eksempel på de
store fysiske og psykiske belastninger, hun fører videre til drengene, som senere går hen og rammer
Martin, hendes barnebarn. Tesen ”ødelagte mennesker ødelægger mennesker der ødelægger”
(Internetkilde 9) bliver i den grad til virkelighed.