Hvorfor skal unge ud i arbejde hurtigere?
De ”Unges” vej til uddannelsessystemet og også ude på arbejdsmarkedet bliver ofte diskuteret. Men
det er der også grund til. Unge i Danmark er i gennemsnit 5½ år forsinket, når de træder ind på
arbejdsmarkedet. Og det er hvis de ikke er blandt de 30 % Der ikke engang har fuldført deres
uddannelse
Fordi der er kommet så mange valgmuligheder, er det blevet sværere for individet at vælge sig en
uddannelse. Når de så endelig har valgt hvad de vil, er det også et spørgsmål om tid, med hensyn til
hvor langt tid deres uddannelse tager.
En af grundene til denne fortvivlelse blandt unge er også forholdsvis den lave SU, de unge går ikke
kun i skole, men de fleste bor ude og skal have penge til skolebøger, mad, regninger mm. Det
betyder at mange af dem bliver tvunget til at få arbejde i stedet for at gå i skole. Men hvis de unge
ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, så kommer 80’ernes generation til at lide under manglende
folk på arbejde, de vil ikke kunne få de samme offentlige ydelser, som samfundet i dag har
mulighed for. Det vil ikke kunne komme til at kører rundt, når der er så få unge på arbejdsmarkedet,
Hvis der ikke kommer unge ud, vil man ikke kunne ”Give” til statskassen.
De unge bærer byrden, det er nemlig op til de unge. Det er vores tur til at ”give” igen. Der skal
betales for de ældre og det bliver der også, men hvad sker der med 80’ernes børn, der er ingen til at
støtte dem når det bliver deres tur til at flytte på plejehjem. Vi er kommet for sent i gang og Det
kommer vi til at bøde for når vi selv går på pension.
Hvorfor er politikerne så bange for at pille ved efterlønsalderen?
Der har været meget snak om at hæve efterlønsalderen, for at holde folk på arbejdsmarkedet lidt
længere. Dette kan blive en nødvendighed for at holde gang i pengecirkulationen pga. vores mange
ældre og få unge. Vores generation får ikke mulighed for de samme offentlige ydelser, og det er en
af de muligheder der kan medvirke i at ændre på vores fremtidige problem. Hvis folket kan holdes
længere på arbejdsmarkedet, når de at bidrage mere til de næste generationer. Desværre er det sådan
at samfundet er blevet mindre solidarisk, og tænker mere over at de har gjort deres del, og nu vil de
nyde godt af det. Dette gør at de arbejdsdygtige faktisk efterlader deres egne børn og børnebørn
med byrden, at skulle kæmpe for at få staten på fode igen, uden at de selv kommer til at få de
muligheder, som generationen før dem og generationerne efter dem kommer til at få.