Litterær artikel
Tilværelsen ulidelige lethed af Milan Kundera
Et bindende og livsvarigt ægteskab, bygget på kærlighed eller ej, kan opfattes som
både en befriende afslutning på en lang rejse eller en byrde, der binder enhver til et
uudgrundeligt ansvar. Ligegyldig hvordan man anskuer mødet med kærlighed er det
en revolutionerende begivenhed, som definerer et menneske ind til marven.
Milan Kundera skriver i romanen Tilværelsens Ulidelige Lethed fra 1984 om
hovedpersonen Tomas’ konfrontation med en altoverskyggende kærlighed der tvinger
ham til at tage stilling til udformningen af hele hans eksistens.
Den postmoderne litteratur i og omkring 1980erne var præget af en dualistisk
opfattelse af tilværelsen. Forholdet mellem det transcendente og immanente blev et
tilbagevendende tema, der både gjorde op med den tidligere opfattelse af en entydig
universel sandhed og placerede mennesket i en langt mere fragmenteret verden, hvor
erkendelsen blev flygtig og sandheden udefinerbar. Postmodernismen afskriver
således rationalismen og lægger i stedet vægt på den subjektive og individuelle
virkelighed, hvor entydige svar er umulige af opnå.
Det paradoksale forhold mellem modsætninger blev udgangspunktet for en række
litterære værker, herunder Tilværelsens Ulidelige Lethed af den tjekkiske forfatter
Milan Kundera. I romanen lever hovedpersonen Tomas et liv midt i modsætningerne
og han tvinges konstant til at vælge hvor han tror hører til.
I Tilværelsen Ulidelige Lethed introduceres vi først til den gådefulde modsætning
mellem tyngde og lethed. I et uafhængigt afsnit fortalt af en ukendt fortæller,
præsenteres der et universelt sæt af modpoler, som definerer et hvert menneskeliv:
”Hvad er positivt, tyngde eller lethed?”
1
. I følge fortælleren er det en problemstilling,
der aldrig er blevet besvaret og derfor må mennesket nødvendigvis svæve mellem de
to muligheder, ude af stand til at tage stilling, fordi der ikke eksisterer noget entydigt
svar eller nogen mulighed for at vælge om. Den filosofiske introduktion til historien
om Tomas lægger vægt på fordelene og ulemperne ved et liv i både tyngde og lethed;
1
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 44-45
”Den tungeste byrde knuser os, vi segner under den, den presser os mod jorden”
2
men samtidig bides der også mærke i at ”jo tungere byrden er, des nærmere jorden er
vort liv, des virkeligere og sandere er det.”
3
. Et virkeligt liv, her underforstået et
virkeligt liv i den immanente og sanselige verden, kræver altså en hvis byrde.
Ansvaret vil holde mennesket på rette kurs og forhindre at vi misbruger vores ene
chance for et jordnært og sandt liv. Samtidig vil et liv i lethed fritage mennesket for
alt ansvar og muliggøre at det kan udfolde sig og leve frit for bekymringer. En
umiddelbar mere tiltalende mulighed, men samtidig ”bevirker det absolutte fravær af
byrde at mennesket bliver lettere end luft, stiger til vejrs, fjerner sig fra jorden og den
jordiske tilværelse”
4
. Hermod forsvinder alvoren fra livet, det der sikrer det substans
og ”det bliver kun halvt virkeligt og dets bevægelser bliver lige så frie som
betydningsløse”.
5
Der findes ikke nogle entydige sandheder – heller ikke i dette her
tilfælde, så modsætningen tyngde – lethed forbliver gådefuld og ubesvaret.
Introduktionen fungerer som en slags tidlig forklaring på de tanker hovedpersonen
Tomas gør sig i den egentlige handling, da han forelsker sig i den unge pige Tereza.
Stadig med en anonym fortæller som udgangspunkt, beskrives nu historien om mødet
mellem de to og hvordan Tomas ”blev grebet af en uforklarlig kærlighed til denne
næsten ukendte pige”
6
, som senere i følge jeg-fortælleren viser sig at være nøglen til
hele Tomas’ liv. Tyngde og lethed er netop den mangetydige udfordring, som Tomas’
konfronteres med. Enten skal han bede hende flytte til Prag for altid, leve med ham og
dermed sikre sig et liv med byrde og tyngde, eller også skal han lade hende rejse væk
og fortsætte sin frie tilværelse i ulidelig lethed. Som det beskrives i introduktionen er
kærligheden en tyngde, som vil sætte en i forbindelse med det jordiske og sande liv
og det vil tvinge en til at se virkeligheden. Tomas siger selv, at det kun kunne være
”kærligheden der således var kommet for at gøre ham opmærksom på sin eksistens”
7
.
Præcis dette udtryk er en direkte oversættelse, af hele referenceniveauet, som Tomas’
oplever det. Af flere omgange forsøger han, at overbevise sig selv om, at det rigtige
valg eksisterer. At han ikke er komplet fortabt, men vil være i stand til at tage en
2
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 17-19
3
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 23-25
4
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 26-29
5
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 30-33
6
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 71-73
7
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 128-130
beslutning, men må til sidst konstatere at ”et menneske aldrig kan vide hvad det skal
ønske, for det lever kun et liv.”
8
. Ligesom den mere kontemplative introduktion når
Tomas frem til, at der ikke findes et svar på hans mest basale problemstilling; Tereza
eller det frie liv, tyngde eller lethed og at det skyldes det simple faktum, at livet ikke
er gentagelse, en skitse eller en prøve på noget andet.
Referencelaget og handlingen beskriver den samme virkelighed. Den dualistiske
tilgang til begivenhederne er et typisk postmoderne træk, ligesom manglen på en
universel, lettilgængelig og entydig sandhed.
I en evig søgen efter den rette eksistens svæver mennesket mellem adskillelige
modpoler, en tilværelse af enten lethed eller tyngde, og skal man tro på Milan
Kundera, findes der stadig intet svar. Tomas fortsætter med at leve sin ulideligt lette
tilværelse, men knytter sig samtidig til Tereza, der udgør en tyngde. Således forbliver
han midt i mellem modsætningerne, ude af stand til at vælge en side. Han formår at
undvige at tage endeligt stilling til det universelle spørgsmål om hvorvidt man bør
stræbe efter tyngde eller lethed, men ikke uden omtanke, som uddraget af Tilværelsen
Ulidelige Lethed viser.
8
Milan Kundera: Tilværelsen ulidelige lethed, linje 160-161