Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09
1
To stemmer
”Requiem” er en samling korte tekststykker, skrevet af Peer Hultberg i 1985. ”Requiem”
består i 611 siders blandede stemmer i en dødsmesse, og gennemskriver 537 punktuelle
nedslag i den moderne bevidsthed og erfaringsdannelse.
Jeg vil ud fra to udvalgte tekststykker – henholdsvis 52 og 112 – foretage en analytisk
gennemgang med fokus på personkarakteristik samt en typografisk analyse, for på denne måde at
STX 2.g
Fælles for de to tekststykker er at de hver især fremviser det enkelte subjekts ensomhed og
monomani. Monologerne fremstår hver især som et nedslag i den menneskelige psyke og
fremviser personens forsøg på desperat at forbinde sig til omverdenen, og hvorledes dette
slår fejl.
"Hvorfor han skulle holde sig tilbage, nej det forstod han bare ikke […]"
Således starter Peer Hultberg tekststykke nummer 52. Manden, i hvem og omkring hele
handlingen finder sted, har et problem. Det udspringer fra hans behov for uafgrænset frihed,
som fører til den frustration, der præger monologen. Hele tekststykke 52 karakteriseres af,
hvad der nærmest synes en endeløs tankestrøm af spekulationer og opdigtede scenarier, hvor
manden forsøger at retfærdiggøre sin friheds- og tilfredsstillelsestrang over for sig selv:
”[…] lad os nu sige, han tog en uge til Gran Canaria, var det så
meningen, han skulle leve helt afholdende, hele ugen, hvad glæde
havde hun i grunden af det, om han lå og onanerede hver nat eller om
han havde mødt en sød kvinde […]”
Denne frihedstrang refererer han for resten til som værende komplet naturlig:
”[…]det var ganske naturligt, ja man kunne tilmed sige at det modsatte
ikke blot ville være unaturligt, men også til stor belastning for selve
forholdet […]”
Friheden, hvilken han betragter som en naturgiven ret, er en af forudsætningerne for
genoptagelsen af deres forhold. Han vil gerne gøre det klart at der skal herske frihed i
forholdet, hvilket han også sætter som betingelse for deres forholds genoptagen:
"[…] jeg er villig til at genoptage vores forhold, men du må ikke tro, at
det betyder at jeg tilsværger dig evig troskab, for det gør jeg ikke, jeg
gør hvad jeg har lyst til, og du kan også gøre hvad du har lyst til […]"
Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09
2
Denne sidste citerede sætning – ”og du kan gøre hvad du har lyst til” – ændrer han imidlertid
opfattelse af, da konen bekendtgør, at hun tager en weekend væk sammen med sin gamle
elsker. Nu skal friheden først og fremmest koncentrere sig om ham. Hans psyke er altså
gennemsyret af en generel forvirring, hvor hans retfærdighedsprincipper udviskes.
Dog kan han godt se at problemet nok er selvforskyldt, da han selv har indstiftet de
grundlæggende præmisser:
"[…] helt forstod han hende ikke, og heller ikke sig selv, men på den
anden side, et princip var et princip, og det var ham der havde sagt
det[…] "
Hans argumentation der skulle tjene til retfærdiggørelse af hans trang til uforbeholden frihed,
begynder så småt at krakelere, da konen begynder at gøre brug af denne.
På én gang vil han have parforholdets tryghed og singlens frihed. I egne ord vil han
”både beholde kagen og spise den, eller blæse og have mel i munden
[…]”
Tekststykket er blottet for narrativ udvikling; den begynder in medias res og afsluttes abrupt,
og bindes kun sammen igennem monomanien og tekstens deraf følgende lukkethed.
Monomanien sætter sig bl.a. igennem sprogligt ved at kredse om bestemte ord eller
vendinger:
”[…] hvorfor skulle man så holde sig tilbage og hvorfor skulle man ikke
holde sig tilbage, hvornår skulle man holde sig tilbage, hvor længe
skulle man holde sig tilbage, for hvem skulle man holde sig tilbage, han
vidste det ikke han vidste bare han var rådvild og at man ikke skulle
holde sig tilbage og at man alligevel skulle holde sig tilbage[…]”
Der ses hverken nogen egentlig bevægelse eller udvikling i mandens psyke eller
tankemønster, og dermed heller ingen afslutning til at fuldbringe monologens forløb. Stykket
klargør et emne som Hultberg ofte har beskæftiget sig med; at kærligheden aldrig er til stede
uden smerte.
Tekststykke 112 tager ligeledes omdrejningspunkt i en mands frustrerede tankespind, i
forbindelse med hans foragt for civilisationen og hans deraf følgende pillemisbrug. Det er dette
misbrug, læseren indledningsvist præsenteres for, idet misbrugets karakter bagatelliseres og
ordets betydning udhules:
Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09
3
”Selvfølgelig var han da ikke pilleafhængig eller hvad man nu vil kalde
det når man endelig skal bruge den slags idiotiske udtryk, og hvad vil
det overhovedet sige at være pilleafhængig, ’pilleafhængig’, latterligt
udtryk (der i og for sig intet betyder)[…]”
Selve formen på teksten ligner stykke 52, og denne udgør på samme måde en kredsende
bevidsthedsstrøm.
Utallige gange nævnes ”den forfærdelige civilisation,” der bebrejdes for at have ødelagt hans
liv. Han ser civilisationen som årsag til den totale fremmedgørelse, der har nedbrudt verden:
”[…] vi lever i fremmedgjorthed fra natur og fra vores krop, fra vores
medmennesker, vi lever i fremmedgjorthed fra alt […]”
Han mener, at vi er nødsaget til at gøre brug af civilisationens goder, som kompensation for de
mange onder, denne har medført. Han føler sig nødsaget til at gøre brug af piller, for at flygte
fra denne hæslige, fremmedgjorte verden, men refererer til dette som en overdosis af
civilisationen:
”[…] for det var en civilisationssygdom som civilisationen ikke ville
være ved og som man derfor selv måtte kurere sig for, misbrug af
piller, pilleafhængig, nej overdosis af civilisation, alment
civilisationsmisbrug, det var det det var […]”
Denne fremmedgjorthed fra det naturlige opstår netop ved at han prøver at bekæmpe samme.
På denne måde lader Peer Hultberg misbruget i sig selv, være den faktiske årsag til personens
fremmedgjorthed overfor sig selv.
Det er svært at sige om der er tale om et egentligt pillemisbrug, eller om det skal forstås i
overført betydning, men i tilfælde af førstenævnte, er det bemærkelsesværdigt, hvordan
personen fornægter sit eget problem, på samme måde som personen kritiserer civilisationen
for at fornægte sin ’sygdom’.
Der er en distinktiv lighed mellem de to personers karakter; i begge tilfælde udspringer deres
problemer fra en frygt for at forholde sig til sig selv. Begge giver de bolden videre, fratager sig
skylden og projicerer denne over på noget der er lettere at forholde sig til, noget mere
begribeligt, mindre diffust, henholdsvis parforholdets kvælende effekt på frihed og
samfundsmæssige tendenser.
Rosa Gelardi 2.j 14. dec. 09
4
Begge tekststykker karakteriseres af en meget iøjenfaldene, til tider stressende stilistisk
effekt. Der benyttes ingen punktummer, ingen afsnitsindeling, ingen form for fremhævning af
ord eller paragraffer. På denne måde fremstår tekststykkerne overfor læseren som en endeløs
tankestrøm af spekulationer og opdigtede scenarier, og tekstlæsningen vil blive præget af
frustration, hvilket fremhæver indtrykket og identificeringen med personerne.
Peer Hultberg lader tekststykkerne udspille sig i nøgne, uspecificerede verdner uden for tid og
rum, og der nævnes ingen navne. Der oplyses kun få detaljer om personernes liv, og disse
detaljer forekommer kun, hvis de har stærk relevans for selve helhedsforståelsen. På denne
måde kan Hultberg understrege, at Requiems monologiske kor ikke består af særlige, udvalgte
tilfælde, men skildrer forskellige nuancer af den smerte, frustration og uro, som findes i et
hvert menneske.
Den enkelte stemme virker på sin vis afbalanceret, når man læser stykkerne - til trods for
motivernes alvor og skrivemådens forvirrende snurren.
På trods af den simple fremstilling, kan teksterne være svære at læse, netop pga. den
frustration der kommer til at præge læsningen. Alligevel er de tilsvarende svære at få ud af
hovedet.
Jeg har i forbindelse med denne stil læst adskillige af monologerne fra Requiem for at kunne
danne et bedre billede af værket, og jeg synes Peer Hultberg viser en uovertruffen og næsten
skræmmende præcis forståelse og formidling af dette følelsesmæssige inferno, alle
mennesker bevæger sig i.