1
Skriv i genrer – Tom Kristensen ()
Tom Kristensen er en kendt dansk lyriker og kritiker, som trådte ind i den lyriske debut i
mellemkrigstiden. Han var en veluddannet mand, som havde en universitetseksamen i engelsk
filologi. Han blev i en ung alder kulturredaktør på avisen ”Politiken”, og det var han i lange
perioder af sit forfatterskab. Kristensen var en moderne og ekspressionistisk kunstner og kunne se
forskellen mellem kunst og virkelighed. Han havde fod indenfor både lyrikken, essayet, romanen,
journalistikken og rejseskildringen. Da hans gode ven Gustaf Munch-Petersen døde i år 1938, skrev
Tom Kristensen digtet ”Til min ven, Digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt som frivillig i
Spanien” som minde og hyldest til ham. Dette digt vil jeg nu analysere, fortolke og perspektivere.
Digtet består af 3 strofer, der hver har 8 vers, og dets komposition og grafiske sammensætning er
meget fast og organiseret til forskel fra digtets indhold, der er meget rodet. I strofe 3, vers 7 sker der
dog et brud i selve kompositionen. Der opstår nemlig en uregelmæssighed: ”medens du hviler,
skudt ned, skudt ned”. Når man overordnet ser på digtet, kan man med det samme se dette separate
udtryk, og når man læser digtet, tænker man bestemt også over dette pludselige brud. Når man læser
digtet højt, lyder ”skudt ned, skudt ned” faktisk som rigtige skud. Her er altså tale om
onomatopoietikon, som er lydord. Kristensen bruger dette enkelte lydord for at vise, at der altså lige
nu og her i digtet sker noget meget dramatisk, da Munch-Petersen dør. I alle digtets strofer er der
enderim i vers b og d samt vers f og g. Det vil sige, at her er tale om krydsrim. Digtets rytme er fast
og gentager de samme versefødder gennem hele digtet, og der opstår derved rytme. I hvert vers
gøres der brug af daktyl, som består af en trykstærk stavelse efterfulgt af to tryksvage stavelser. En
daktyl ser således ud: – u u.
I digtet gør Kristensen brug af mange adjektiver, der gør digtet mere spændende og beskrivende.
Det gør også sådan, at man får et bedre indblik i digtet. Der er subjekt og verbal i de fleste af
versene, hvilket gør digtet nemmere at læse. Jeg oplever digtets stemning som kærlighedsfuldt og
en blanding af positivitet og negativitet. Kristensen viser sin kærlighed til sin ven Munch-Petersen
ved at skrive dette digt som en hyldest til ham. Det negative ved digtet er selvsagt Munch-Petersens
død. Det positive er at Munch-Petersen endelig bliver kunstnerisk forstået ved sin død, hvilket jeg
uddyber senere. Man kan ikke som sådan sige, at Tom Kristensen i digtet gør brug af et ”digter-
jeg”. Man ved underbevidst, at det er ham selv, som taler og tænker, hvad der står i digtet. Men i
2
digtet bruger han ikke ordet ”jeg”, men ordet ”vi”. Dette kan tolkes således, at det er ham selv og de
andre kunstnere, som ikke forstod ham, men at det stadig inderst inde er ham selv, der mener, hvad
der står. Tom Kristensen skriver dette digt til Munch-Petersen. Dette kan man primært se på digtets
titel ”Til min ven, Digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt som frivillig i Spanien” men også i
selve digtet. Man kan sige, at titlen på digtet anslår en beskedenhed på kunstens vegne. Kristensens
ordvalg er naturligvis gammeldags, hvor alle substantiverne starter med store bogstaver, da digtet jo
er fra 1938.
Tom Kristensen skrev dette digt i mellemkrigstiden, som fandt sted fra tiden mellem 1. - og 2.
verdenskrig. I denne tid frembrød den spanske borgerkrig også. Alt dette tumult har været med til at
præge den tids kunst. Den 17. juli 1936 udbrød den spanske borgerkrig med et fascistisk kup mod
den spanske regering. Oprøret mod den spanske regering blev ledet af generalen Francisco Franco,
som handlede uden om det parlamentariske apparat, for det var den måde, han fandt naturlig.
Borgerkrigen varede 3 år med det resultat, at Franco sejrede. Alle vidste, hvor den spanske
borgerkrig førte hen. Man kan sige, at den spanske borgerkrig var en generalprøve på 2.
verdenskrig. Grunden til at mange unge europæere og amerikanere frivilligt drog til Spanien var, at
de unge mennesker var imod Franco og hans fascisme. Mange af de frivillige krigere var kunstnere
og intellektuelle, og derfor blev den spanske borgerkrig en meget litterær krig. Munch-Petersen var
en af disse krigere, og hans frivillighed og impulsivitet var bl.a. med til at gøre ham en krigshelt.
Munch-Petersen døde som 26-årig som frivillig i den spanske borgerkrig på regeringens side.
Allerede som helt lille tegnede og malede han meget, og i gymnasietiden begyndte han at skrive
digte. Med sit sprog var Munch-Petersen forud for de fleste af de danske kunstnere i
mellemkrigstiden, og eftertiden har efterhånden erkendt ham som en foregangsmand for den lyriske
modernisme. I år 1935 flyttede han til Bornholm og giftede sig med Lisbeth Hjort, og de fik
sammen to børn. I de breve som han sendte fra Spanien, fremstillede han sin krigsdeltagelse som en
fortsættelse af hans kunstneriske arbejde, og han skrev, at han gjorde sin pligt overfor hans kone og
børn, da han brugte hans kraft i Spanien. På en måde kom hans tidsmæssige kamp, for det han
håbede ville blive til en bedre verden og ny frihed, til sidst til at foregå med våben og ikke længere
med billeder og ord. Munch-Petersen var en bestemt mand, som ikke lod sig præge af andre
mennesker, uanset om det var hans familie og nære venner eller de utilfredse anmeldere, der igen
nedgjorde ham. Hans impulsivitet gjorde, at han blev kendt for at gøre sine forestillinger til
handlinger. Derfor blev ingen chokerede, da han lige pludselig valgte at blive frivillig i den spanske
borgerkrig. Han levede nemlig efter ordsproget ”lev stærk, dø ung”.
3
Man kan sige, at Kristensens og Munch-Petersens digte og tankegange tilhører to vidt forskellige
perioder. Kristensens tilhører ekspressionismen. Han koncentrerede sig altså om noget udtryksfuldt,
og gav udtryk for, hvad han havde inden i sig. Munch-Petersens digte og tankegange tilhører
derimod surrealismen, der er en ”underbevidstheds-realisme”. Han koncentrerede sig om det
ubevidste, og man bemærkede også hurtigt hans utraditionelle skrivemåde, hvor han bl.a. altid skrev
med små bogstaver. Kristensens og Munch-Petersens tankegange og digte tilhører altså to
forskellige ismer.
Digtet ”Til min ven, Digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt som frivillig i Spanien” beskriver
Munch-Petersen som person og lyriker, og hvordan Munch-Petersen var uforståelig fra sin
omverden. Kristensen fremstiller nærmest Munch-Petersen som en type eller generation for sig selv.
Ingen forstod Munch-Petersen, da han levede. Først efter hans død, kunne folk forstå ham. Det kan
man allerede se i 1. strofe, vers 1: ”Pludselig ser vi det hele”. Et andet eksempel på dette giver han i
strofe 2, vers 1 og 2: ”Ordene kom fra det indre” / ”ingen af os kan forstå”, hvor han er mere
uddybende end i vers 1 i strofe 1. I strofe 1, vers 2 skriver Kristensen: ”God er en pludselig død”.
Dette udtryk er utrolig opsigtsvækkende, da man under normale forhold ikke forbinder døden med
noget godt og positivt. Man kan tolke det sådan, at Munch-Petersen dør på en god måde, da han
døde for sine idealer og ikke uden at have udrettet noget i sit liv. Munch-Petersens død åbnede
Kristensens øjne for det positive ved impulsivitet og handlingskraft. Det fremstår i digtet, at
Kristensen var meget fascineret af Munch-Petersen og så op til ham i den forstand, at han gerne selv
ville leve på samme måde som ham, men ikke kunne eller turde. I strofe 1, vers 3 og 4 som lyder:
”Pludselig ser vi, hvad halsløs, / tankeløs Ungdom betød.” formår Kristensen at gøre de negative
ord ”halsløs” og ”tankeløs” positive, hvor han mener, at det netop godt kan være en positiv ting at
være risikabel og impulsiv. I strofe 1, vers 5 og 6 bekræfter Kristensen, at Munch-Petersen var en
meget impulsiv mand: ”Kort var din hastige Vej fra” / ”Kroppen og Tanken til Ord”. Han mener
her, at Munch-Petersen handlede umiddelbart og derved var meget impulsiv. En anden bekræftelse
på hans impulsivitet kommer i strofe 2, vers 5 og 6: ”Det, som du sagde, var Sandhed” / ”samme
Sekund det blev til;”. Her menes der, at han i samme sekund han sagde noget, gjorde noget ved det.
Igen et eksempel på, at han handlede umiddelbart. Mens de to første strofer er baseret på Munch-
Petersen som person og kunstner, handler tredje strofe mere om, hvordan de andre kunstnere har det
efter hans død. I vers 1 og 2 i sidste strofe skriver Kristensen: ”Her skal vi andre nu vandre” /
”gennem et Ælte af Kunst”, hvor han mener, at han og alle andre mere eller mindre tænksomme
kunstnere bliver holdt nede af alle de traditioner og uskrevne normer, der er omkring digtskrivning,
4
mens Munch-Petersen, som groft sagt var ligeglad med, hvad andre tænkte om ham, ikke blev holdt
tilbage på grund af hans impulsivitet. Munch-Petersen levede impulsivt, man han skrev også
impulsivt. Det giver Kristensen et eksempel på i strofe 2, vers 3 og 4: ”Ingen Besindigheds Vægte”
/ ”bærer dit Prosadigt paa.”. Munch-Petersen overvejer altså ikke, hvad han skriver, før det er
skrevet på papiret. Hans digte er derfor også meget impulsive. Vers 7 i strofe 3 skiller sig meget ud
fra alle de andre vers i digtet: ”Medens du hviler, skudt ned, skudt ned,”. Som skrevet ovenstående
bryder ”skudt ned, skudt ned” harmonien i digtet, og er en umiddelbart negativ sætning. Men fordi
han bruger ordet ”hviler” i stedet for eksempel ”ligger”, gør det sætningen langt mere positiv, fordi
man får et indtryk af, at Kristensen mente, at Munch-Petersens skæbne var bedre end ”vi andres”.
Jeg tolker det sådan, at hele sidste strofe siger, at livet er umagen værd, at døden under visse
omstændigheder også er det, ligesom digtets allerførste vers har konstateret det. Den traditionelle
kunst er derimod ”et støvhob af gloser”, der lever på pengesamfundets nåde og barmhjertighed,
nemlig ”en kedelig gældspost”.
Digtets sidste men også mest betydningsfulde vers lyder: ”dit Livs ubesindigste Digt.”. Her mener
Kristensen, at Munch-Petersens død blev hans livs ubesindigste digt, hvor han igen gør et negativt
ord ”ubesindig” til positiv. Man kan sige, at han mener, at Munch-Petersens død blev hans livs
bedste digt. Hans deltagelse i krigen kan ses som en form for fuldbyrdelse af surrealismens formål
med en helhed af liv og kunst, der bliver realiseret med en så konsekvent idealisme, at døden
paradoksalt bliver hans forestillingers fuldbyrdelse.
Jeg mener, at Kristensens egentlige budskab med dette digt er at vise, at Munch-Petersen var en
rigtig krigshelt, som kæmpede for sine idealer, og at det sagtens kan være en positiv ting at være
impulsiv og skille sig ud fra mængden så længe, man formår at opnå det, man vil i livet. Han prøver
også at sige, Munch-Petersen involverede sig så bindende med virkeligheden, at han døde af det…..