[navn fjernet] AG 24.04.09
STX 3.g
1/7
‘Trafikulykke’
Den stigende globalisering, der finder sted, betyder ikke blot oversøisk kapitalisme og
transnationale netværk, men også helt konkrete møder mellem mennesker fra forskellige kulturer.
Ligegyldigt hvilken virkelighed vi ser os selv i, er vi mennesker i en konstant bevægelse iblandt
andre virkeligheder. Sommetider kan vi trille af sted i hver vores bane og med hver vores
synsvinkel uden at sætte os ind i andres. Ind imellem kan vore veje krydses, og vi kan blive
opmærksomme på, at der også findes andre end os selv. Og endelig sker det nogle gange, at vi
støder ind i hinanden, at vores forskellige kulturer støder sammen, og først dér bliver vi nødt til
rigtig at forholde os til vore medmennesker og vores forskelligheder.
Det er disse sammenstød, Katrine Marie Guldager i sin novelle; ”Trafikulykke” fra
novellesamlingen ”Kilimanjaro” 2005 gør os opmærksomme på. Det, der kendetegner ovennævnte
som en novelle, er, at det er en kort fortælling bygget op over et bestemt tidsrum og en bestemt
hændelse: trafikulykken, og at den beskriver menneskers vilkår. Slutningen er også åben, hvilket
sætter tanker i gang hos os, og den efterlader den enkelte læser med mulighed for at fortolke. Derfor
må min tolkning også blive en min egen personlige ”løsning” af novellen. Temaet: sammenstødet
og mødet mellem kulturer og virkeligheder, eller helt generelt mødet med det fremmede, danner
også rammen om andre temaer såsom skyld, ansvar, og balancen mellem egoisme og
medmenneskelighed.
Der er forskellige måder at fange sit publikum på. Guldager gør det ved at lade sin novelle
begynde med ordene: ”Hvis Kilimanjaro er Afrikas tag, er Dar es Salaam dets fugtige, myldrende
gulv”. Med denne påstand vil der, for langt de flestes vedkommende, vækkes en opsigt og interesse.
Den giver nemlig i sig selv ingen mening. Kun ved at læse novellen, kan vi forstå sætningen - vi
kan endda blive nødt til først at fortolke novellen, før vi helt kan se, hvad billedsproget dækker
over. Novellens indledende påstand er derfor en involvering af læseren og sender os med det samme
på jagt efter meningen med novellen; den giver os blod på tanden til at analysere og fortolke:
Stedet er Afrika, og miljøet er byen, nærmere betegnet Tanzanias hovedstad Dar es Salaam, hvor
vi følger omdrejningspunktet i novellen; to unavngivne, hvide personer af hvert sit køn, der er
bosiddende i landet, og som bliver skyld i et biluheld.
Der er ikke meget i novellen, der viser os, hvornår den foregår. Vi hører, de kører i en bil, og vi
ved, at teksten er skrevet i 2005, i hvilken tid den for så vidt også godt kunne foregå, men
[navn fjernet] AG 24.04.09
2/7
umiddelbart er årstallet dog mindre vigtigt, da temaerne i novellen er eviggyldige. Forløbet i
novellen strækker sig ikke over lang tid. Tidsforløbet er kronologisk, og fra begyndelse til ende går
der sandsynligvis kun omkring en time, hvilket ses i l. 72, hvor kvinden nævner at biluheldet skete
for mindre end en time side. På trods af et så tidsmæssig kort handlingsforløb, sker der utrolig
meget i ”Trafikulykke”. Handlingen er hurtig og intens i novellen, og man kan have flere bud på et
klimaks. Ud over, at biluheldet rent spændingsmæssigt kan siges at gøre det ud for klimakset i
novellen, kan også den åbne slutning virke som et højdepunkt. Endelig synes også hele novellen at
fungere som ét stort klimaks pga. den fortættede dramatiske handling på de få linjer.
Der er flere stemningsskift i ”Trafikulykke”. Til at begynde med skabes stemningen gennem
beskrivelsen af det rolige hav: ”Kvinden kaster et længselsfuldt blik ud over Det Indiske Ocean, der
er roligt og afventende som en dronning.”(l. 5 – 6) Det er en slags stilhed før stormen, for
stemningen skifter pludselig til at blive hektisk, højspændt og utryg ved trafikulykken. Dette kan
ses i sproget, som bliver fyldt med bevægelses verber, f.eks. l. 12 – 22, hvor verber som kører,
slingrer, griber, springer, oversvømmer sætter tempo på handlingen. Noget som beskrivelsen af
biluheldet også er et eksempel på er de, for novellen, karakteristiske korte sætninger. De skaber en
stakato-form, f.eks. i l. 20 – 22: ”Der er nysgerrige blikke overalt, de samles om bilen fra alle sider,
de lægger deres hænder på køleren, deres blikke støvsuger bilens indre”. Stakato formen opstår, da
der bliver sat hovedsætning på hovedsætning, hvilket sammen med de mange bevægelsesverber,
styrker intensiteten af dramatikken. Afslutningen på trafikulykken, hvor parret kører derfra, er det
mest markante og pludselige stemningsskift: Det eneste direkte tale i novellen: l .40:”- Kør!”
fungerer her som et effektivt punktum. De bevæger sig væk fra ”gerningsstedet”, og stemningen
efterfølges af en kortvarig tavshed illustreret gennem en ekstra linjeafstand mellem l. 40 og 41.
Herefter er handlingen præget af en stemning af skyld, tvivl og uenighed i konflikten mellem
manden og kvinden. Denne stemning afløses derefter af en ydre stilhed: ”I krydset … ånder alt fred
og ro” (l. 63) og ”Havet har lagt sig, bølgerne er glattet ud” (l. 66). Omgivelserne er faldet til ro
igen, men hos de centrale personer lurer utrygheden hele tiden under overfladen (l. 70-73)
Den implicitte fortæller beretter i nutid om de to personer og begivenhederne omkring dem. At
forfatteren har valgt nutidsfortællerstilen gør blot novellen endnu mere dramatisk, selvom der i
forvejen er fart over handlingen. Det skyldes, at det virker som om, novellen foregår lige nu, at
begivenhederne udfolder sig i takt med, at man læser teksten, hvorimod læseren ved en
datidsfortælling er bevidst om, at handlingen er foregået.
Fortælleren har et medsyn, fordi der fortælles sideløbende med handlingen; der fortælles mens det
sker. Der skiftes mellem synsvinklerne i novellen; fra mandens synsvinkel skifter fortælleren sit
[navn fjernet] AG 24.04.09
3/7
fokus til kvinden og endelig til hushjælpen. Vi følger begivenhederne og hver person på afstand via
en ydre synsvinkel, hvor de oplysninger, vi får, er på det rent praktiske plan. Men selvom
fortælleren følger personerne og begivenhederne på afstand, bliver distancen dog af og til brudt, da
vi dykker ind i personerne og deres følelser. Den indre synsvinkel på de tre personer ses gennem
såkaldte tankereferater og referater af følelser, f.eks. l. 52 – 53: ”Han burde have set dem, han ved
ikke hvad han tænkte på.”, hvor mandens tanker blottes, efter trafikuheldet. Vi kan følge med i
kvindens indre, bl.a. i l. 78: ”Hun lukker øjnene og angribes af en følelse af uvirkelighed.”, og
endelig ses hushjælpens tanker f.eks. i l. 85 – 86: ”Hvad nu hvis manden og kvinden ikke går til
politiet? Måske bør hun gå ned og forhøre sig i krydset”. Den indre synsvinkel gør, at læseren
bliver følelsesmæssigt involveret. Det giver en afveksling fra den afstand, man som læser ellers har
haft. Vha. personernes følelsesmæssige indre bliver læseren en del af handlingsforløbet; man ønsker
at involvere sig, etablere anti- og sympati.
Som sagt veksler fortælleren mellem en ydre og en indre synsvinkel, men også denne fortællestil
brydes af og til af små kommentarer, hvor fortælleren gør opmærksom på sig selv og bliver synlig.
L. 10:”Han kører for stærkt” og l. 39: ”Mængden tillader ikke den skyldige at møde sit offer” samt
l. 1 i novellen, som allerede er blevet omtalt, er eksempler på fortællerkommentarer, hvor en
holdning skinner igennem. I l. 10 og 39 er det adverbiet for, adjektivet skyldig og substantivet offer,
der afslører fortællerens subjektive indgangsvinkel. Kommentarerne er med til at lade forfatterens
holdning skinne igennem, samt naturligvis at understrege temaerne og, som tidligere nævnt, at
sende læseren i en retning af budskabet. Dog optræder fortællerkommentarerne så sjældent, at
fortælleren hverken virker alt for styrende på fortællingen eller virker upålidelig. Man er ikke
umiddelbart tilbøjelig til at sætte spørgsmålstegn ved det, fortælleren siger, da man, de få gange, der
kommenteres, tænker, at man nok havde ment det samme i den givne situation.
Fortællerstilen er minimalistisk. Der viderebringes kun de mest relevante oplysninger. Bl.a. får vi
ikke præcist at vide, hvorvidt bylten, der bliver kørt over, indeholder et barn eller ej. Der er heller
ingen personer, der nævnes ved navne i novellen, blot med ”manden”, ”kvinden” eller
”hushjælpen”. Vi bliver ikke givet disse oplysninger fordi, de er irrelevante i forhold til temaerne,
hvilket betoner den minimalistiske stil. At vi ingen navne får opfordrer også til, at man selv kan
sætte sit navn ind. Temaerne er så universelle, at alle kan relatere til dem. Endvidere gøres der brug
af dækket direkte tale f.eks. l. 81: ”kvinden går ind til manden og forklarer ham, at alt var roligt på
Haile Selassie”. Det minimalistiske udtryk ses også i de korte sætninger. Ud over at de, som
tidligere beskrevet, gør handlingen hurtig og intens, bevirker deres korte formuleringer også, at
sproget bliver informativt på en nærmest opsummerende måde.
[navn fjernet] AG 24.04.09
4/7
Manden og kvinden er efter al sandsynlighed hvide; kvinden er det med sikkerhed (l. 70), og
manden er antageligt også, hvilket bl.a. ses ved, at de afrikanske mænd må bruge faktor til at gøre
sig forståelige (l. 20). Yderligere er de også rimeligt velstillede: De har en hushjælp, et hus med
port, de har været på safari (l. 39), og så er manden temmelig materialistisk; noget af det første han
tænker efter ulykken, er at han kan betale sig fra det.
Ved at lade et hvidt, rigt par bevæge sig rundt iblandt lokale, sorte mennesker på gaden i Afrika
og ved i den grad at lade de to forskellige kulturer blive konfronteret med hinanden via
trafikulykken, viser Guldager temaet; sammenstød mellem forskellige opfattelser af ens egen
virkelighed.
De to centrale figurer er ikke onde, selvom de som bekendt kører et ”barn” ned. Det er ikke en
intenderet handling, men skyldes nok nærmere uansvarlighed; manden kører for stærkt. Der er også
noget uansvarligt i deres valg om at forlade gerningsstedet. Selvom situationen nok havde udviklet
sig kritisk pga. den fjendtlige stemning, markerer det, at de to personer kører væk derfra, alligevel
en flugt fra ansvar. Og her kommer det eneste direkte tale i novellen ind i billedet. For udover at
”Kør!” for det første stemningsmæssigt fungerer som et skifte, så er det også et ’point of no return’.
Fra det øjeblik af flygter de fra deres ansvar og bliver rent faktisk flugtbilister. Med den ene replik
bliver trafikulykken pludselig langt mere kompliceret. For det første fordi konsekvenserne ved at
indblande politiet bliver langt større, og for det andet fordi de måske aldrig kommer i nærheden af
en udfrielse af deres skyld med kvinden.
Replikken kør! er i denne situation også et andet ord for hjælp. Kvinden kan ikke tænke rationelt
mere: ”Hun har mistet sin dømmekraft” (l. 38). Men som fremmede i en fremmed kultur, er der
ingen til at høre dette råb om hjælp. I stedet tænker hun, at hun vil væk derfra. Hjem til sit helle, for
der kan de nemlig tænke tanker. Dvs. at det nærmest er en virkelighedsflugt. Når de kører ind ad
porten, kører de fra det usikre til det sikre, til pusterummet, hvor porten fungerer som grænsen. De
lader også deres bildøre stå åbne (l. 41); der er nemlig ikke noget farligt, noget at være bange for
her. De føler sig endda så sikre, at de glemmer, at hushjælpen er der, og at hun kan overhøre deres
samtale. (l. 82 - 83). Det er også i deres helle, at den primære konflikt ses: Dilemmaet omkring
egoisme overfor medmenneskelighed. Mens manden er meget oprørt og vil ringe til politiet, vil
kvinden det derimod ikke. I sidste ende bliver politiet aldrig ringet til, for manden lægger
telefonrøret på, inden der bliver svaret. Der ses en balancegang mellem anerkendelse af andres liv
og en ’passen på sig selv’. Parret vælger til at begynde med at passe på sig selv, nok fordi de i deres
helle kan tænke rationelt: Manden finder konsekvenserne for store ved at ringe til politiet (l. 55 -
56). Modsat ved gerningsstedet er der derfor plads til at være egoistiske indenfor deres port.
[navn fjernet] AG 24.04.09
5/7
Som biperson optræder hushjælpen. Hendes rolle er meget vigtig, da hun står med trumfkortet til
sidst. Hun har overhørt det hele, og for vore to centrale personer er hun den oversete, og som
antydet i sidste linje i novellen, måske største trussel mod dem.
Det er beskrevet hvordan synsvinkler skifter i ”Trafikulykke”. Men også temaerne ansvar og
skyld skifter ejermand blandt de tre vigtigste personer. Manden bærer til at begynde med rundt på
skylden og ansvaret for uheldet, hvilket ses i hans tanker, bl.a. l. 49: ”Hvordan kan han leve, hvis
han ikke får det at vide”. Kvinden tager ansvaret på sig, da hun vender tilbage til åstedet, og
skyldfølelsen kommer op i hende i l. 80 - 81. Den ender hos hushjælpen, som, fordi hun har
overhørt det hele, pludselig står med et ansvar. Hun bliver placeret i et dilemma om enten at skulle
fortælle sin viden eller lade være.
Temaet: menneskernes forskellige måde at tænke og handle på, er på flere forskellige planer i
novellen. Det er geografisk bestemt: Afrika overfor vesten, men også socialt funderet, idet der ses
en forskel mellem den øvre og nedre del af befolkningen.
Konfrontationen mellem forskellene er billedligt konkretiseret i trafikulykken. Hvide mennesker
støder sammen med sorte. Biltrafikken bliver derved et billede på persontrafikken af mennesker,
hvor både hvide og sorte færdes blandt hinanden, og hvor der af og til sker sammenstød og ulykker.
Det, at der ikke er noget biluheld at ane mindre end en time efter, siger noget om kulturen. Novellen
viser, at man i Afrika er vant til at miste. Et barn fra eller til i regnskabet betyder ikke det gevaldige.
I forhold til disse menneskers dagligdag er en trafikulykke nok ikke den store katastrofe.
Overfor den afrikanske kultur står Vesten, som karakteriseres i årsagen til ulykken. Det nævnes
flere gange, at manden kører for stærkt, og at han derfor ikke ser kvinden. Fortællerkommentaren
viser som sagt mandens uansvarlighed. Men jeg vil påstå at det også er et generelt billede på Vesten
i forhold til Afrika. At han kører for hurtigt understreger den måde, hvorpå vesten metaforisk, på
mange områder, kan køre for hurtigt. Det gælder alt fra karriere til det menneskelige plan og også
vores behandling af fremmede kulturer. Hensyn og ansvar kan hurtigt blive tabt hen ad vejen i den
hurtige, hektiske, moderne livsstil, hvor vi heller ikke altid kan nå at få os selv med, og
trafikulykken viser det uundgåelige sammenstød med fremmede, som sker, når vi ikke handler med
omtanke. Denne hurtighed ses meget tydeligt i en langsom kultur som den afrikanske. Mens
manden ikke når at se kvinden, så når hun til gengæld ikke at komme over vejen; et billede på den
mere sindige afrikanske kultur, der står som en kontrast til Vestens racerløb.
Trafikulykken er også et billede på, at mange lande i Vesten historisk har undertrykket det
afrikanske kontinent. Det er vist i novellen ved, at hvide mennesker kører sorte over, tromler dem
ned. Den fjendtlige stemning overfor manden er derfor ikke blot pga., at han har kørt et barn over,
[navn fjernet] AG 24.04.09
6/7
men den er også kombineret med hans hudfarve, og hvad den i Afrika står. I novellen ligger der
ikke en ond hensigt bag, men blot en uansvarlighed, ligesom undertrykkelsen af Afrika nok ikke
altid har været tilstræbt, men har været et uintenderet resultat af Vestens overmod.
I samme afsnit, hvor kvinden betragter det biluheld, der er forsvundet som dug for solen, kommer
den sociale forskel ind i billedet. Guldager har nemlig sat en vigtig sætning ind; ”Hun ser de hvide,
der fisker efter penge i deres tasker” (l. 74). Og her må man slutteligt berøre novellens indledende
sætning igen. ”Hvis Kilimanjaro er Afrikas tag, er Dar es Salaam dets fugtige, myldrende gulv”.
Billedligt fortæller sætningen os, at Afrikas tag; den øverste sociale del af befolkningen, er som et
bjerg, der rager op over hele gulvet; den sociale bund. På toppen af et bjerg er det også kun et fåtal
af mennesker, der kan stå; den absolutte elite, men jo længere man kommer ned, jo flere
kvadratmeter bliver der til rådighed, jo mere plads levnes der til de lavere sociale lag. Og når vi
kommer helt ned på gulvet, som oven i købet er fugtigt, giver det en association om, at vi her finder
de mest fattige. De hvide i Afrika tilhører de højeste højder på bjerget, hvilket l. 74, samt vores
centrale personers økonomiske velstand også vidner om. Det er også vigtigt at bide mærke i, at
manden og kvinden har været på safari. De benytter sig af noget af det bedste Afrika har at tilbyde,
de høster frugten af landet, og imens går ”gulvet” rundt på et eksistens-minimum. Men samtidig
belyser dette, sammen med l. 74, at vi alle er dybt afhængige af hinanden. Selvom den sociale top
tager det bedste af Afrika, er kontinentet også økonomisk afhængig af, at der lægges penge.
I ”Trafikulykke” skinner postmodernistiske træk igennem. Dilemmaet omkring hvorvidt man
egoistisk skal vælge at passe på sig selv, eller om man medmenneskeligt skal vælge andre, er med
til at betone dette. På det plan minder den i virkeligheden lidt om en tidligere novelle, som Katrine
Marie Guldager har skrevet: ”Nørreport” fra ”København” 1994. Her skinner det postmoderne
element igennem ved, at personerne i novellen går rundt i den postmoderne storby (København),
med hver deres synsvinkel uden at sætte sig ind i andres og uden at hjælpe de, der er i nød.
Dilemmaet: Skal man vælge sig selv eller andre, går derfor igen i begge noveller. Men når Guldager
i ”Trafikulykke” lader handlingen foregå i Afrika, bliver dilemmaet blæst op, da disse ’andre’
pludselig kan tage form som hele verden. Det sker, da det postmodernistiske element: byrummet fra
”Nørreport” erstattes af verdens rum i ”Trafikulykke”. Også begreber i postmodernismen som
multikulturalisme og forskellighed i kulturelle fællesskaber kan ses i novellen.
Katrine Marie Guldager har flere hensigter med novellen. For det første giver hun et kortvarigt
indblik i Afrika, men fra vor egen (Vestens) synsvinkel, igennem det hvide par. Især den første linje
fortæller os, at dette fremmede og eksotiske kontinents absolutte sociale bund udgør flertallet. For
det andet anskueliggør hun problematikken om, at vi mennesker ikke længere er adskilt i
[navn fjernet] AG 24.04.09
7/7
fastgrænsede kulturer. Vi bevæger os i stigende grad rundt blandt andre virkelighedsopfattelser,
men vi ”kører” tit så hurtigt, at der ikke er tid til at stoppe op, og tænke på andres problemer såsom
fattigdom i Afrika. Disse emner og temaer er ikke nye for os, men den måde, hvorpå de skildres
vækker opsigt. At sammenstødet mellem Vesten og Afrika tager form som et konkret trafikuheld,
og at man kan genkende sig selv i mange af problemstillingerne, gør, ifølge min mening, at vi på en
meget virkningsfuld måde bliver mindet om problematikken. Endvidere giver hushjælpen os til
sidst et budskab i forhold til dilemmaet om egoisme og medmenneskelighed. Hun vil gå ned og
forhøre sig i krydset, og som jeg ser det, kan det kun føre til, at hun går til politiet. Hun vil nok tro
mest på de afrikanske øjenvidner, som ved biluheldet jo var fjendtligt indstillet overfor manden og
kvinden. Vælger man sig selv, frem for at vælge andre, vil retfærdigheden derfor ske fyldest til slut.
I vores globale persontrafik, er der ofte ikke tid til at sætte sig ind andre end vores egen synsvinkel.
Derfor er det vigtigt, at nogen konstant giver os et ’wake up call’, som Guldager gør det i sin
novelle. Det er vigtigt at vi huskes på, at der er et problem, for hvis ikke vi hele tiden bliver mindet
om, at vi ikke altid blot må vælge os selv frem for andre, så kan vi miste vores evne til
medmenneskelighed. Og gør vi det; hvis ikke vi kan sætte os ind i andre virkeligheder, så vil der
kun opstå flere ”trafikulykker”.