1
Motion på recept: type 2 diabetes
Indledning
Vi lever i en tid med stigende velfærd, meget arbejde og mindre tid at give af.
Motion og sund mad er ikke altid punkter som er placeret øverst på ”to do”-listen hos en
gennemsnitsdansker i dagens Danmark. I takt med at erhvervene bliver mindre fysiske krævende,
og mere tidskrævende ses en stigning i antallet af diabetikere, så vel i Danmark som i resten af
verden.
På nuværende tidspunkt skønnes det, at 5 % af verdens befolkning er ramt af diabetes, hvor man
forventer at antallet af diabetikere i fx Indien vil være vokset med ca. 100 % om 15 år.
Det er muligt at kategorisere folk i befolkningsgrupper efter risiko for at blive ramt af diabetes, da
der ses en stærk sammenhæng mellem gode livsvilkår og forekomst af diabetes. Gode livsvilkår
STX 2.g
fysisk aktiv.
Manglende fysisk aktivitet kan resultere i fedme og derfor insulinresistens, hvilke er afgørende
faktorer i risikoen for at få diabetes.
Diabetes, også kaldet sukkersyge, kan kategoriseres i 2 typer. Type 1-diabetes og type 2-diabetes.
Type 2 diabetes, som jeg vil koncentrere mig om, skyldes hos nogen en kombination af
utilstrækkelig insulinproduktion i bugspytkirtlen, og mest af alt en nedsat følsomhed i cellerne for
insulin.
Fedts betydning for udvikling af Type 2 diabetes
Når et rask menneske indtager mad, fx pasta der indeholder kulhydrater bestående af stivelse, skal
stivelsen først nedbrydes til monosakkaridet glukose, før glukosen kan optages i blodet og senere
transporteres ud til musklerne. Blodsukkeret stiger da. Med kredsløbet kommer glukosen til
bugspytkirtlen, hvor bugspytkirtlen stimuleres, til at danne hormonet insulin. Insulinens funktion er,
at sørge for, at glukose kan optages i cellerne. Mængden af insulin afhænger af hvor højt
blodsukkeret er.
2
Når insulinen er dannet, binder insulinen sig til insulinreceptorer i cellemembranen.
Insulinreceptoren kan deles i en A- og en B del. Insulinen binder sig da til A-delen, hvorefter et
enzym i B-delen aktiveres, og et kemisk signal sendes ind i cellen. I cellen findes insulinpåvirkelige
glukosetransportør GLUT4, hvis funktion er, at transportere glukosen ind i cellen.
Idet det kemiske signal sendes fra insulinreceptoren og ind i cellen, aktiveres og transporteres
GLUT4 ud til cellemembranen, og smelter sammen med den ved exocytose.
Glukosen kan nu bindes til GLUT4 og dermed transporteres det ind i cellen ved en faciliteret
diffusion. Blodsukkeret falder igen. På et døgn falder og stiger blodsukkeret i takt med at man
indtager og forbrænder energi. Blodsukkeret skal hos raske mennesker ligge mellem 3 og 7 mmol/l.
I den førnævnte proces sænkes koncentrationen af glukose i blodet ved hjælp af insulin og GLUT4.
Men hvis blodsukkeret falder for meget, har vi hormonet glukagon som har den komplimentere
virkning af insulin. Dvs. glukagon hæver koncentrationen, ved hjælp af glykogen (lagring af
glukose), så vores blodsukker reguleres til at forblive i det nødvendige interval. På denne måde
holder insulin og glukagon blodsukkeret i balance.
Hvis en person derimod er såkaldt fed, har det en betydning for reguleringen af sukkeret i blodet.
Fedme resulterer i, at følsomheden falder på insulinreceptoren. Når følsomheden falder, betyder det,
at der skal mere insulin til, for at påvirke insulinreceptoren, til at sende signalet ind i cellen.
Idet der diffunderer færre sukkermolekyler ind i cellen, stiger blodsukkeret. Bugspytkirtlen
tilpasser sig efter hvor meget der er brug for, og producerer derfor i en periode mere insulin for at
rode bod på ubalancen. På den måde stiger både glukose- og insulinkoncentrationen. Kroppen kan
oftest fungere lang tid på denne usunde måde. Men på et tidspunkt vil insulinreceptoren blive
tilstrækkelig ufølsom over for insulin at den bliver insulinresistent. Blodsukkeret kan derfor ikke
nedsættes ved hjælp af insulinen. Når det er sket, diagnosticeres man som type 2 diabetiker.
Insulinresistens sætter kroppen i en ond cirkel; udover ændringer i stofskifte som følge deraf,
resulterer insulinresistens også i forhøjet blodtryk og forøget risiko for et for højt indhold af
kolesterol, der medfører åreforkalkning. Åreforkalkning forårsages ofte hvis man, i blodet, i for
lang tid har haft for stort indhold af fedtstoffer, og det derfor sætter sig på indersiden af
blodkarrenes vægge. Blodet, hos raske personer, skal kunne løbe uhindret rundt i blodkarrene. Men
når fedtstofferne ligger sig i klumper på indersiden af blodkarrene, er dette ikke længere muligt, og
blodtrykket stiger. Derudover kan dele af klumperne løsrive sig og flyde med blodet rundt, og ende
3
med at stoppe for blodgennemførslen et smallere sted i blodkredsløbet. På den måde stiger risikoen
for hjerte-kar-sygdomme. Omkrig øjnene og nyren er blodkarrene meget smalle, og det ses derfor
ofte at type 2 diabetikere får problemer som blindhed og nyresvigt.
Når fedtet bloker helt for gennemstrømningen af blod, forårsager det en blodprop.
Man kan også risikere, at man, pga. masseproduktion af insulin, slider og ødelægger de insulin-
producerende betaceller i bugspytkirtlen. Dette er sket for type 1 diabetikere, og da bugspytkirtlen
ikke længere kan producere insulin, har de derfor brug for insulin udefra, resten af livet.
En sidste ulempe ved fedme jeg vil pointere, er de hormonpåvirkninger der sker som følge af for
stor mængde af fedtvæv.
Vi har et hormon kaldet adiponectin hvis opgave er, at påvirke hhv. lever- og muskelceller.
Adiponectin forbedre virkningen af insulin, dvs. omdannelsen af glukose til glykogen og stimulere
glukoseoptagelsen i cellerne. Dette er muligt, fordi adiponectin stimulerer signalerne fra insulin der
får GLUT4 til at søge ud mod cellemembranen. Derudover nedsættes udskillelsen af glukose fra
leveren til blodkredsløbet, så vores blodsukker ikke stiger unødvendigt.
Og sidst, men ikke mindst, fremmer hormonet forbrændingen af fedt.
Alle disse funktioner hæmmes når menneskers fedtprocent stiger. Dette skyldes at når mængden af
fedtvæv stiger, falder produktionen af Adiponectin. Man mener også, at et fald i mængden af
adiponectin påvirker til stigende insulinresistensen, hvilke som sagt er en betydende faktor for
udvikling type 2 diabetes.
Motion gør hele forskellen
Når insulin receptorerne bliver insulin resistens, er den det ikke permanent, med mindre man ikke
gør noget ved det. Der kan gøres noget ved type 2 diabetes, og medicinen kaldes motion.
Idet man aktivere musklerne påvirkes bl.a. glukoseoptagelsen fra blodet til cellerne på følgende
måde:
Motion gør det muligt for cellerne at optage sukkeret fra blodet uden brug af insulinen. Denne
proces kaldes kontraktionsinduceret translokation af GLUT4. Idet musklerne kontraherer, sættes en,
til dels endnu uvis, mekanisme i gang, som resulterer i, at et signal aktiverer og transporterer
GLUT4 ud til celleoverfladen, hvorefter glukosen kan diffundere ind i cellen.
4
Ved at dyrke motion reducerer man også mængden af fedtvæv som hæmmer signalerne til cellen.
Som før nævnt, medfører reducering af fedtvæv en stigning i mængden af hormonet adiponectin,
som stimulerer signalerne fra insulin. Reduceringen af fedtvævet resulterer dermed i, at
insulinfølsomheden på insulinreceptoren, som ellers var blevet insulinresistent, stiger.
Effekten af motion er også, at mængden af GLUT4 stiger. Det betyder at der nu er flere
glukosetransportører til at transportere glukosen ind i cellen, så blodsukkeret falder.
Derudover bevirker træning også, at der produceres flere kapillærer og mitokondrier. Mitokondrier
kan via respirationsprocessen omdanne energi fra næringsstofferne til ATP og kapillærerne gør
cellerne bedre til at forbrænde fedtstof. Når fedtstoffer forbrændes, sænkes blodets indhold af fedt.
Der er derfor færre mættede fedtsyrer der sætter sig på membraner, og på indersiden af blodkarrene.
På den måde forsvinder klumperne af fedt, der forhindrer blodet i at flyde optimalt i blodkarrene, og
risikoen for hjerte-kar-sygdomme sænkes derfor betydeligt ved motion.
Motion kan derfor gøre en stor forskel når det kommer til type 2 diabetes. Blodsukkerreguleringen
kan ved motion igen komme i balance, også selvom man stadigvæk vejer for meget.
Ordsproget ”Hellere fed og fit, end sløv og slank” referere dermed til motions virkning i forhold til
sundhed. Et eksempel på dette:
En sumobryder er stor og tyk. Men kun de færreste sumobrydere lider af type 2 diabetes. Og af dem
der er, er størstedelen sikkert genetisk bestemt. Den lille procentdel skyldes for det første, at deres
muskler regelmæssigt bliver aktiveret, og der derfor sker kontraktionsinduceret translokation af
GLUT4. Det er tydeligt ikke mavemuskler de har flest af, men til gengæld har de mange ben- og
armmuskler. Så bare at få muskelgrupper arbejder med høj intensitet, har stor betydning. En
sumobryder er derfor ”fed og fit”.
De forhold der skal tages i betragtning, når en patient med type 2 diabetes anbefales motion
på recept er følgende:
1. Personens vægt
Denne faktor har en betydning for, hvad der er muligt af for personen af lave af motion. En utrænet
person der vejer 150 kg, skal passe på dele af kroppen som bl.a. knæene ved dyrkelse af motion.
Pga. den høje vægt, vil det ødelægge knæene at sætte personen til at løbe, spille volley, badminton
osv. Disse kan først overvejes efter vægttab. Musklerne skal langsomt bygges op, for at undgå
5
skader. Især i benene ville styrketræning være godt for en overvægtig person, da musklerne da kan
støtte knæleddet. Svømning belaster ikke leddene så det kan også anbefales. Derudover kan bl.a.
langrend også overvejes, da man ikke får samme stød i knæene som ved løb, og det både er en
aerob og metabolisk træningsform.
2. Hvad personen kan lide at lave
For diabetikere kan vægttab være den eneste løsning på problemet. Men det i sig selv kan være en
både psykisk og fysisk alt for stor udfordring til, at det kan lykkedes.
Vi danner i vores fedtceller, et hormon kaldet leptin. Leptin påvirker appetitreguleringen i
hypotalamus (del af hjernen), til at holde indtagelse og forbrug i nogenlunde balance. Hvis man
prøver at tabe sig produceres der mindre leptin, hvilke medfører at appetitten øges. Hvis personen
ikke spiser det rigtige, vil der derfor ingen forandring ske. Med så stor indsats og uden progression,
har vi mennesker tendens til at give op, især hvis motionsformen ikke er underholdende. Derfor er
det vigtigt at finde en sportsform der kan motivere.
I det hele taget er det svært for mange at finde motivation for at løbe en tur, fordi det er kedelig, for
hårdt osv. Man skal derfor finde en sport, eller bevægelsesform, som føles som en leg. Man siger at
det er lysten der driver værket, og der er noget om det. Hvad personer synes er underholdende er
selvfølgelig individuelt, men generelt handler det om at blive distraheret, og at glemme at man
dyrker sport. Fx er spillet ”Wii” en optimal måde at få aktiveret mange på. Man kan gøre det alene,
man behøver ikke at gå ud for en dør, og man får pulsen op.
Det kan også være en fordel at starte sammen med en veninde eller ven, der har lige så stort behov
for motion. Det kan skabe en form for ansvar over den anden, hvilke kan styrke motivationen.
Derudover kan faktorer som tidligere erfaring med motion og sociale aspekter som arbejde,
økonomi og familie have en betydning, når man skal anbefales motion på recept.
6
Træningsprogram for, hvordan følgende to fysisk inaktive personer med type 2 diabetes skal træne:
1) En mand på 35 år med et BMI på 24.
Træningsprogrammet strækker sig over en uge som efterfølgende skal gentages og, og de
enkelte motionsformer skal gradvist ske mere hyppigt, derefter i længere tid og til sidst med
højere intensitet.
Type motion: aerob træning (konditionstræning).
Ved aerob træning arbejder større muskelgrupper dynamisk med relativ høj intensitet.
Eksempler på aerob træning er ketsjerspil, løb, langrend, frisk gang i længere tid. De tre
sidstnævnte kategoriseres som både aerob og metabolisk træning. Aerob træning er bygget
op om intensitet og varighed, mens metabolisk på udholdenhed.
Da manden har en BMI der kategoriserer ham som normalvægtig, men i den dårlige ende,
skal der ikke tages specielt hensyn til de fysiske aspekter, da denne person højst sandsynligt
vil kunne udøve de fleste sportsgrene i moderat intensitet uden at gøre skade på evt. led.
Der dannes ved aerob træning flere glukosetransportører GLUT4. Aerob træning kan derfor
i visse tilfælde gøre type 2 diabetikere så raske, at medicinindtagelse kan stoppes.
Frekvens og varighed:
- Daglig såkaldt transportformer. 15 min. ”frisk” gang morgen og aften. Dette forbrænder
2000 kcal/uge
- Hård træning: 2-3 gange/uge
varighed heraf afhænger af intensitet. Ca. 30-60 min. Moderat- høj intensitet.
Intensitet: moderat
Intensiteten skal bygges op om åndedrættet. Åndedrættet skal konstant påvirkes og man skal
være lettere forpustet. Både med aerob og metabolisk fitness opnås den største virkning ved
relativ høj intensitet. Det gælder dog, at for helt utrænede personer vil motion på en let til
moderat intensitet, i hvert fald i den første træningsperiode, bedre kunne tolereres både i
forhold til skader og motivation og mindske risikoen for, at træningen stoppes.
7
Mandag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Tirsdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Onsdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt +30 - 45 min. Bold/ketsjerspil fx
ved moderat intensitet
Torsdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Fredag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Lørdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt +30 - 45 min. Bold/ketsjerspil fx
ved moderat intensitet
Søndag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
To måneder senere:
Mandag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Tirsdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt + aerob træning 30-45 min ved
moderat- høj intensitet
Onsdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Torsdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt+ aerob træning 30-45 min ved
moderat- høj intensitet
Fredag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt+ aerob træning 30-45 min ved
moderat- høj intensitet
Lørdag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Søndag: 15 min frisk gang eller cykling to gange dagligt
Ændringer bør ske gradvist hvor man først skal motionere mere hyppigt, derefter i længere
tid og til sidst med større intensitet. Dette er for at minimere risikoen for skader, og det skal
der i sær tages hensyn til, hvis det er en utrænet person der skal i god form.
8
2) En mand på 35 år med et BMI på 45
I hans situation er det vigtigt, at det skal gøres noget drastisk. En utrænet person med BMI på 45 har
en høj fedtprocent. Derved indeholder han også mange mættede fedtsyrer, som ligger sig på
indersiden af membranen, og forårsager hjerte-kar-sygdomme. Alene dette er grund nok til at han
skal tabe sig hurtigt, idet han er ved at spise sig selv ihjel.
Men for en mand af denne størrelse kan det være svært at tabe vægt, og første skridt på
vejen er, at aktivere små muskelgrupper af gangen. Dette vil også få insulinfølsomheden til
at stige.
Type af motion: Metabolisk og aerob fitness.
Da personen er svært overvægtig er det vigtig at tage hensyn til dette i forhold til belastning
af kroppen. Hans vægt forhindrer ham i, at lave aerob fitness så som at løbe ture, spille bold-
og ketsjerspil. Ved svømning derimod sker ingen belastning af led, da man i vand er vægtløs
og intet skal bærer. Derfor er svømning et godt alternativ for svært overvægtige mennesker.
Svært overvægtige utrænede mennesker skal dog primært koncentrere sig om det
metaboliske fitness, som træner små muskelgrupper af gangen.
Når større muskelgrupper arbejder ved høj intensitet, er det hjertet der sætter
begrænsningerne, da det skal arbejde hårdere for at transportere næringsstoffer, ilt mm. Ud
til alle musklerne. Hos en utrænet stor person kan hjertet derfor kun føle med i relativ kort
tid.
Derimod ved fx træning af bi- og triceps, arbejder små muskelgrupper med moderat eller høj
intensitet. I disse tilfælde kan hjertet godt følge med, da hjertet kun skal pumpe blod ud til
armene, og det er nu musklerne der sætter begrænsningerne.
Ved metabolisk fitness sker kontraktionsinduceret translokation af GLUT4, som er vigtig,
især for en mand med type 2 diabetes med BMI på 45, hvor der skal gøres noget med det
samme.
For en utrænet overvægtig person, anbefales det, at han/hun træner ben-muskulaturen især,
da dette kan gå i retning af at øge mængden af den aerobe fitness, som er målet.
Jo større muskelgrupper man kan træne, jo bedre.
9
Frekvens og varighed:
Mange gentagelser i løbet af ugen men kort tid af gangen i starten. Det er vigtigt at der tages
hensyn til, at hans BMI er ekstremt høj og at han er utrænet, for at mindste risiko for skader.
Derfor skal intensiteten og varigheden være lav, men han skal derimod gøre det ofte.
Intensitet: Intensiteten ved metabolisk fitness er lav, da det handler om gentagelser. Fx
kunne styrketræning overvejes, men også golf går an, fordi få muskelgrupper aktiveres.
Det vigtige er, at pulsen stiger, hvilke er et tegn på muskelaktivitet. Han bør stræbe efter
hele tiden at være enten lettere, eller meget forpustet.
Mandag: 10 min frisk gang 2 gange dagligt+ svømning i 20 min. ved lav intensitet +
styrketræning i 10 min ved moderat intensitet.
Tirsdag: 10 min. frisk gang 2 gange dagligt + styrketræning i 10 min
Onsdag: 10 min. frisk gang 2 gange dagligt + styrketræning i 10 min
Torsdag: 10 min. frisk gang 2 gange dagligt + svømning i 20 min ved lav intensitet
Fredag: 10 min. frisk gang 2 gange dagligt
Lørdag: 10 min. frisk gang 2 gange dagligt + styrketræning i 10 min
Søndag: 10 min. frisk gang 2 gange dagligt
Hyppighed, varighed og intensitet bør øget gradvist lidt pr. uge.
To år senere
Jeg går her ud fra, at han har overholdt træningsplanen mere eller mindre og ændret sine
kostvaner. Det vil resultere i vægttab og det er nu muligt for personen at begynde og dyrke
aerob træning. Aerob træning er især godt for type 2 diabetikere, da det øger mængden af
GLUT4. Det er gået fra at være et metabolisk træningsprogram til at være både metabolisk
og aerob fitness.
Varigheden, intensiteten og hyppigheden er gradvist øget og træningsprogrammet har
derfor ændret sig betydeligt:
10
Mandag 15 min. frisk gang + 40-45 min. aerob træning ved moderat intensitet. sportsgrene
som svømning, cykling og langrend anbefales stadigvæk for denne person
Tirsdag 30 min. frisk gang
Onsdag 30 min. frisk gang + 20 min. styrketræning
Torsdag 30 min. frisk gang
Fredag 30 min. frisk gang + 40-45 min. aerob træning ved moderat intensitet
Lørdag 30 min. frisk gang + 20 min. styrketræning
Søndag 30 min. frisk gang
De 30 min frisk gang kan også erstattes med cykling og det kræves ikke at det på samme tid.
Det kan fx være 15 min. morgen og 15 min. aften.
Senere undersøgelser viser at bare træning 3 gange/uge a 30-45 min varighed kan øge
insulinfølsomheden. Derfor kan træningsprogrammet virke som at være for hårdt, men jeg vil
argumentere for, at det er vigtigt at få pulsen op mindst en gang om dagen. Personen vil nemlig
også gå i retningen af at være veltrænet, hvilke har mange fordele i forhold til type 2 diabetes:
- Hos en trænet er den energi, der stammer fra fedtforbrænding ca. dobbelt så stor som hos
den utrænede, ved samme arbejdsbelastning.
- Jo mere trænet man er, jo længere træningsperiode kan man holde til, og jo større bliver
fedtomsætningshastigheden. Desuden sker betydelig forbedring af insulinfølsomheden,
idet fedtvævet mindskes, som før forklaret.
Der er ligheder i træningsprogrammerne fordi de går imod samme mål: at kunne dyrke motion i
længere tid af gangen og med højere intensitet end da de startede. Fysisk er målet lettere at opnå for
personen med BMI på 24. Han har den fordel at han kan starte med aerob træning, hvor den svært
overvægtige først skal bygge visse muskler op og opnå vægttab. Begge skal hver dag lave såkaldt
transportmotion i form af cykling eller frisk gang, da det anbefales, at voksne mennesker bevæger
sig mindst en time om dagen.
Derudover består deres træningsprogram nr. 2 begge af 2-3 aerob fitness om ugen for at øge
insulinfølsomheden, som jeg kan konkludere til at være et altafgørende skridt imod at blive eks-
type-2-diabetiker.