Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 11. august 2016
1
Opdragelse og forældreansvar
Opdragelse er meget vigtigt for et samfund som det danske. For det er opdragelsen der afgør, hvordan
samfundet skal føres videre af den næste generation. Opdragelsen i dag bærer præg af, at vi lever i et
samfund med fokus på den enkelte og bevidsthed om, at børnene vokser op i et konkurrencepræget miljø.
Men de vokser også op i mulighedernes verden, og de skal lære at tage ansvar og selv kunne tage de rigtige
beslutninger. Derfor skal vi ikke stille de samme stramme rammer op i vores børneopdragelse i dag. Eller
skal vi? Måske er det i dag endnu mere vigtigt, at børnene opdrages med meget faste rammer. Det tager
Thomas Skovbo fat på i sin artikel ”Usynlige forældre svigter deres børn” fra Berlingske den 7. december
2014. Hans holdning er, at forældre i dag er alt for dårlige til at tage teten og opdrage deres børn i
offentligheden og at lære dem om krav og forventninger. Er det et problem, hvis børneopdragelsen bliver
til coaching?
Skovbos hovedpointe i artiklen er, at forældre i deres opdragelse bør opstille tydelige rammer for børnene.
Han mener, at manglen på faste rammer kan gøre det yderst svært for børn at begå sig ordentligt: ”Når der
ingen rammer er, bliver det svært at tilpasse sig og gøre det rigtige”. Han lægger vægt på, at børn vil
efterligne det, de ser deres forældre gøre, og grundlæggende vil børnene faktisk gerne gøre det rigtige.
Men for at de kan gøre det rigtige, må forældrene være synlige og tydelige. Det gælder især i det offentlige
rum, for her er ”regler og rammer en væsentlig del af pakken”. Ifølge Skovbo er det pinligt, hvis forældre
ikke opdrager deres børn i det offentlige rum. Det er derimod ikke pinligt, hvis forældrene tør opdrage i det
offentlige rum, og han påpeger, at der er tale om et svigt, hvis de ikke gør det. Og det er forsøget, der
tæller. Forsøget på at opdrage er vigtigere end selve resultatet. Skovbo beskriver det som opdragelse til
almen dannelse, når forældre viser og fortæller deres børn, hvad der forventes af dem. Han anskuer
opdragelsen til almen dannelse som lige så vigtig at give sine børn som kærlighed og tryghed. Og passende
opførsel er ikke noget medfødt. Det er noget, som børn skal lære. I artiklen giver han et eksempel på et
offentligt rum, hvor manglen på opdragelse til almen dannelse er tydelig. Han beskriver en barnedåb og
mener, at det kun er det lille barn, der skal døbes, der opfører sig, som det kan forventes. ”Alle andre børn
tror, at kirken er hoppe-loppe-land”, skriver han. Men det er ikke normerne og traditionerne i kirken, der er
problemet. Det er forældrene, som svigter deres børn ved ikke at lære dem, hvordan man opfører sig i
kirken. Ifølge Skovbo ser forældrene bare begejstret på sine børn. Nu er de ”overladt til sig selv, og de
indtager derfor naturligt hele scenen”.
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 11. august 2016
2
Karakteristisk for Skovbos argumentation er det, at han lægger ud med det lange, uddybede eksempel fra
kirken. Eksemplet er meget velvalgt, fordi kirken er et offentligt rum, hvor der i meget høj grad er nogle
faste rammer, der skal overholdes. Kirken er forbundet med traditioner, og der forventes en helt bestemt
stemning i kirken, som larmende børn ikke passer specielt godt ind i. I kirkens rungende store rum kan det
virkelig blive tydeligt, hvis forældre ikke er synlige over for deres børn, og det er netop denne pinlige
følelse, som Skovbo gerne vil have frem hos læseren. Derfor underbygger eksemplet hans påstande, og han
bruger meget vellykket dette eksempel som udtryk for den generelle situation. Ordvalget spiller også en
rolle i, at eksemplet vellykket kommer til at blive et billede af den generelle situation. Vendinger som
”Børnene fylder det hele”, ”ingen kan høre” og ”forældre hjælper dem ikke på noget tidspunkt” gør effekten
af eksemplet endnu større, fordi der gøres brug af en markant overdrivelse. Fx er det nok ikke tilfældet, at
der slet ikke er nogen, der kan høre noget. Skovbo bruger mere end halvdelen af artiklen på at beskrive
dette eksempel, og det fungerer som en opbygning til at få fremført de egentlige synspunkter.
Argumentationen i artiklen kan med hensyn til sproglige virkemidler deles op i to. Under eksemplet er der
en meget subjektiv stil og tone, som viser sig ved en udbredt brug af personlige holdninger og erfaringer.
Her er afsenderens holdninger ikke forsøgt skjult, fx: ”Men det er ikke børnene, der i mine øjne er det
største problem”. Afsenderen træder tydeligt frem ved at skrive ’i mine øjne’. I slutningen af eksemplet
skriver Skovbo ligefrem: ”Jeg er ikke specielt kristen. (…) Jeg synes ikke, at det som de danske kirker
tilbyder, er særligt »underholdende«”. Eksemplet afbrydes med formuleringen: ”Når man træder ind i et
hvilket som helst rum, må man lære at afkode og aflæse, hvordan man kan agere”. I resten af artiklen er
der en mere begrænset inddragelse af afsenderens person, på trods af at han fortsat bruger formuleringen
’i mine øjne’. Stilen kan karakteriseres som mere neutral og objektiv, hvilket ses gennem en udpræget brug
af ordene ’man’ og ’vi’, fx: ”Det eneste, som vi med rimelighed kan forvente af hinanden, er, at vi forsøger”.
Det mere objektive sprog får synspunkterne til at virke sande, selvom synspunkterne er Skovbos egne,
personlige holdninger. Eksemplet her viser også en anden meget karakteristisk del af Skovbos
argumentation, nemlig at han appellerer til modtagerens følelser. Med ordet ’rimelighed’ bliver appellen til
patos især tydelig, fordi det viser, at Skovbo forsøger at tale til modtagerens samvittighed. Ordet ’svigt’ er
meget værdiladet, og det bruges flere gange i artiklen. Igen viser det, at Skovbo vil tale til modtagerens
følelser. En anden måde, han appellerer til modtagerens følelser på, er ved at lade humor fylde en stor del i
artiklen. Det ser man fx i formuleringerne ”et større arsenal af larmende legetøj” og ”en voksen mand klædt
i sort kjole pøser vand i hovedet på ham”. Modtageren føler sig underholdt og godt tilpas ved at læse
artiklen og er derfor mere tilbøjelig til at stole på og være enig med afsenderen.
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 11. august 2016
3
Men har Skovbo ret i sine påstande? Er forældre i dag alt for dårlige til at opdrage deres børn? Han har ret
i, at det godt kan være pinligt, hvis et barn har for løse tøjler under en gudstjeneste, men det kan
diskuteres, om der er tale om et generelt problem. I andre offentlige rum er det ikke nær så pinligt for
forældrene at tage affære og opdrage på sine børn. Det ses ofte, at forældre sætter deres børn på plads i fx
butikker og på gaden. Og opdragelse kan ikke blive inden for hjemmets fire vægge, for børnene –
samfundets næste generation – skal også lære, hvordan man opfører sig i offentligheden. Så for
samfundets skyld er det nødvendigt, at forældre trodser pinligheden og tør opdrage deres børn midt på
gaden. Men ifølge børneforsker Erik Sigsgaard skal man tænke sig om, før man skælder sine børn ud i det
offentlige rum. I artiklen ”Ekspert: Stærkt skadeligt at råbe af sine børn” på TV2 Livsstil den 15. september
2014 citeres han: ”Hvis det [skældud] er noget der sker tit, har en voldsom grad af råberi, og hvis det sker
offentligt, så er det stærkt skadeligt”. Offentlig skældud kan nemlig påvirke børnene langt ind i deres
voksenliv. Sigsgaard mener, at det er vigtigt at man i familierne begynder at tale om skældud, og at man
skal skælde så lidt ud som muligt. Dette synspunkt er væsentligt anderledes end Skovbos.
I sin artikel påstår han gang på gang, at der er tale om svigt, hvis forældre bliver for usynlige. Svigt er et
stort ord, og der er ikke nødvendigvis tale om svigt. For det første foregår en større og større del af
børneopdragelsen i dag væk fra hjemmet. Børnene bruger mange timer hver dag i institutioner, og det er
altså ikke kun op til forældrene at opdrage deres børn. For det andet er det, som Skovbo kalder svigt og
usynlighed, et aktivt valg for nogle forældre. Det er blevet en trend at skifte opdragelse ud med coaching,
fordi man mener, børnene bliver stærkere af selv at skulle tage flere beslutninger. Den udvikling er meget
kendetegnende for vores tid. Der er kommet et meget stort fokus på den enkelte og den enkeltes
muligheder og behov. Og det kan både mærkes hos forældrene og hos børnene. Historiker Henrik Jensen
kommenterer udviklingen i artiklen ”Nutidens forældre er terapeuter for deres børn” fra Kristeligt Dagblad
den 22. juli 2006: ”For år tilbage var der normer og former, der skulle indarbejdes i opdragelsen (…) I dag
taler man mere om, at børnene skal udvikle de fornødne kompetencer, så de kan (…) skabe sig en karriere.”
Citatet viser netop, at fokusset på det enkelte individ også kan mærkes i børneopdragelsen. Men der er en
grund til, at nutidens forældregeneration er, som den er. Åbenhed og tillid er to helt centrale begreber i
børneopdragelsen. Forældrene er bevidste om, at deres børn vokser op i konkurrencestaten med alle dens
udfordringer, og derfor vælger de at gøre alt, hvad de kan, for at polstre deres børn. Børnene skal blive
stærke individer, som selv kan tage ansvar og tage de rigtige valg. Derfor er det også vigtigt, at børnene selv
skal kunne fornemme rammerne og selv lærer at aflæse, hvordan man skal opføre sig forskellige steder.
Det er dog ikke altid, at den ændrede opdragelsesmetode skyldes et aktivt valg. Den tilsyneladende mangel
på opdragelse kan skyldes, at forældre gerne vil være venner med deres børn og undgå konflikter.
Samfundets fokus på den enkelte gør, at strukturen i familien ændrer sig. Tidligere var strukturen i familien
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 11. august 2016
4
meget hierarkisk, men nu er den mere flad. Forældrene opfatter deres børn som ligeværdige
medmennesker – det er de naturligvis også – men derfor har forældrene alligevel et ansvar.
Man kan diskutere, hvorfor det overhovedet er vigtigt, at børn lærer at begå sig inden for bestemte
rammer. Børnene vokser jo op i mulighedernes verden, men de skal alligevel agere i vores fælles samfund
med fælles normer og værdier. Børn i dag er vant til, at de kan vælge selv, og det kan godt være derfor,
forældrene har svært ved at lære dem om helt specifikke rammer. Men for samfundet er det vigtigt, at der
vokser nye generationer op, som bakker op om vores fælles rammer. For landet er bygget op omkring
traditioner og værdier, som de næste generationer skal føre videre. Det er ikke alt, der skal stilles
spørgsmålstegn ved, og vi kan ikke bare gøre, lige præcis som det passer os. Det ville skabe et samfund i
total kaos, og derfor er det vigtigt, at vores børn lærer om rammer. Men hvis coaching-opdragelse ikke er
svaret, må vi alligevel finde en måde, hvorpå vi kan tage højde for de nye samfundstendenser i
opdragelsen. Der skal findes en gylden middelvej, og børn kigger især et sted hen: på deres forældre. Det er
vigtigt, at forældrene i deres gøren og laden viser, at de bakker op om vores fælles værdier og normer,
selvom de faktisk har muligheden for at gøre, hvad de vil. Om coaching-opdragelse kan være en god ting for
vores samfund eller ej afhænger af forældrene.
Det er vigtigt, at vores børn lærer om rammer og god opførsel i samfundet, men tilstanden hos nutidens
forældregeneration er ikke så alvorlig, som Thomas Skovbo gør den til i sin artikel. Ved at bringe et meget
velvalgt eksempel fra kirken formår han at overbevise modtagerne af artiklen om sine påstande.
Modtageren af artiklen føler sig godt tilpas, når han eller hun læser om, at forældre svigter deres børn ved
ikke at opstille klare og tydelige rammer. Måske er der tale om en form for svigt, og klare og tydelige regler
er vigtige, men Skovbo fokuserer meget lidt på årsagen til, at forældregenerationen er, som den er, og hvad
dette betyder for opdragelsesformerne. Vi lever i et meget konkurrencepræget samfund med stort fokus
på det enkelte menneske. Den hierarkiske struktur i familien ændrer sig, og ændringerne i samfundet
påvirker naturligvis den måde, vi opdrager vores børn på. Coaching er blevet en vigtig del af opdragelsen,
men det er ikke nødvendigvis en god ting. For der skal findes en middelvej mellem at overlade ansvaret for
videreførelsen af samfundets normer og værdier til børnene og en gammeldags opdragelse, hvor børnene
ikke lærer at forholde sig til sig selv og til samfundet. Tænk, hvordan vores samfund ville se ud i dag, hvis vi
stadig sad fast i middelalderlige opdragelsesmetoder?