Studiekompasset.dkKlasse: HF 1. år · Fag: Geografi C
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
1 | P a g e
Geografi
Rapport nr.: 2
Vejr og klima
HF 1. år
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
2 | P a g e
Indhold
Formål side 3
Teori side 3
Resultater side 15
Diskussion/konklusion side 15
Fejlkilder side 16
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
3 | P a g e
Formål:
Er at kaste forståelse over det overordnede globale vindsystem, og dettes påvirkning af det
danske klima, med udgangspunkt i teorier fra teksten. Herudfra at kunne forklare de danske
klimaforhold, set som en del af et globalt system.
Teori:
Det er variationen i solens aktivitet der
påvirker klimaet, men dog i et usikkert
omfang. Hvad der i særdeleshed påvirker
vores klima er solens lys- og varmesråling
altså solens energiudsendelse. Mange teorier
bygger på at der er sammenhæng mellem
solplethyppigheden (solens magnetiske
aktivitet) og jordens klimaudsving. Solpletter
er, som ordet siger, pletter på solen. Disse
pletter optræder som mærke områder på
solen der ca. er lavere end
solens øvrige overflade. Disse pletter
udsender elektromagnetiske udladninger
som styrker solens magnetfelt. Dette
magnetfelt beskytter Jorden mod kosmisk
stråling fra verdensrummet, hvilket vil sige at
des stærkere solens magnetfelt er, jo mindre
kosmisk stråler når Jordens atmosfære, og da
kosmiske stråling fremmer skydannelsen via
ionisering af aerosolerne (luftbårne partikler
mindre end én mikrometer, såkaldte
submikrone partikler, f.eks. sod, dråber og
støv). Der er tale om opløste faste og/eller
flydende bestanddele i en gasart), dvs. høj
kosmisk stråling → øget skydannelse. Denne
øgede skydannelse resulterer i større
refleksion af solens stråler i atmosfæren og
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
4 | P a g e
derved lavere temperatur på kloden. Derfor: perioder med få solpletter = lavere temperatur på
Jorden. Endvidere: perioder med mange solpletter = stærkt magnetfelt omkr. Solen = svagere
kosmisk stråling til atmosfæren = mindre skydække = højere global temperatur.
Solens kortbølgestråling opvarmer vores klode, der så (mest om vinteren og om natten hvor
temperaturforskellen på land- og vandområder og atmosfæren er størst) afgiver varmen til
atmosfæren. Jordens generelle varmeafgivelse desuden henholdsvis langbølget stråling og
varmeledning. Denne opvarmning, varmeafgivelse og variation sætter vande og vinde i
bevægelse, der så resulterer i vandstrømme og vinde.
Figuren ovenfor viser at solens stråling mindskes mod polerne da den samme mængde
indstråling fordeles på et større areal, samt at ved forårs- og efterårsjævndøgn er solens
indstråling ved 60° bredde blot halvdelen af vad den er ved ækvator.
Solstrålingen er størst på de områder der vender mod solen, hvilket er derfor indstrålingen ved
ækvators områder er klodens mest intense. Hvad der ses af figuren ovenfor, er hvad der
bestemmer temperaturen først
og fremmest kombinationen af
solhøjden og indstrålingstiden
(dagens længde). Solhøjden
(jordoverfladens vinkel i forhold
til solen) har en yderst
afgørende betydning, og
forklarer endvidere hvorfor der
er væsentligt varmere ved
ækvator, selvom solen er væk
hele natten, end der er nær
polerne selv når de er
midnatssol. Det bør desuden
nævnes at vanddamp i
atmosfæren giver et betydeligt
energibidrag, da der afgives
energi (i form af varme) når
vanddamp fortættes til regn.
Figuren til højre viser hvorledes
årstidsvariationerne opstår og pga. disse er med til at styre vores klimatiske forhold på kloden.
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
5 | P a g e
Årstidsvariationerne opstår fordi Jordens omdrejningsakse i forhold til Jordens bane omkring
solen, ikke er vinkelret. I vores sommerhalvår er den nordlige halvkugle vendt mod solen,
hvorimod den sydlige halvkugle vender væk fra solen på samme tid, og omvendt i vores
vinterhalvår. Den 21/6 (sommersolhverv) står solen i zenit (lodret over os) over 23½° nordlig
bredde (den nordlige vendekreds), og ved vintersolhverv, den 23/9 står solen i zenit over 23½°
sydlig bredde (sydlige vendekreds). Ligeledes har man ved ækvator samme kosmiske fænomen,
nemlig ved forårsjævndøgn den 23/3 og ved efterårsjævndøgn den 23/9. Således sker der både
det, at der forekommer variation af den indstrålede solenergi fordi Jorden er rund, men sågar
også en årstidsbestemt ændring i indstrålingsmønsteret pga. Jordens hældning i forhold til
solen.
På figuren ses det ligeledes at solens indstråling i forhold til Jordens hældning ved ækvator, er
12 timer og gør at dag og nat stort set er lige lange hele året rundt, samt at jo længere vi
kommer mod polerne, jo større årstidsvariation opleves på dagslængden. Det ses desuden
ligeledes på figuren ovenfor, at polarcirklerne (66½° bredde) variere dagslængden og
solindstrålingen henholdsvis fra nul timer om vinter til 24 timer om sommeren.
Desuden er varmeafgivelsen (albedoen) meget større end indstrålingen ved polerne, hvorimod
det omvendte ses ved ækvator.
Sidestående figur viser at der er et hvis
indstrålingsoverskud om dagen fra
ækvator og til ca. 38. breddegrad, og at
der er underskud i indstrålingen fra 38.
breddegrad til polerne. Dette er imidlertid
blot en tommelfingerregel da skydækket
er en betydelig faktor for albedoens
intensitet, da det forholder sig således, at
skyerne fungerer som et tæppe der holder
varmen inde i atmosfæren, altså jo tættere
skydække, jo mindre varmeafgivelse.
Hvor der i ørkenen er meget tørt og lige
sjældent skyer, er varmeafgivelsen meget
stor døgnet rundt (dette er samtidig
forklaringen på at der om natten i ørkenen, er meget koldt).
Hvis ikke vinde og havstrømme var til, og transporterede energien fra områder med overskud af
indstråling, ville temperaturforskellene mellem ækvator og polerne være meget større end den
er reelt. Vores atmosfære opvarmning og afkøling påvirker trykforholdende og skaber vinde og
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
6 | P a g e
mindre grad havstrømme, der transporterer varme
fra de varme områder til de koldere, og omvendt.
Endelig kommer vi til noget der vedrører det
danske klima, som jo er det såkaldte kystklima.
Hvor det er blevet belyst i rapporten, at solen har
en stor del af skylden de geografiske
temperaturvariationer, har havet også en del af
skylden, hvorfor temperaturerne er som de er i
Danmark. På den nordlige halvkugle hvor solens
indstråling er størst, ved sommersolhverv, burde
man forvendte de højeste temperaturer, men
dette er ikke tilfældet, temperaturen topper dog
først ca. 1½ måned senere. Dette tilfælde er det
samme i den daglige variation, hvor temperaturen
er højest ca. to timer efter solen har stået på sit
højeste. Dette fænomen går også baglæns, da man
skulle forvendte at det ville være koldest ved
vintersolhverv den 21/12, men i Danmark er det
koldest i januar og februar.
Denne forsinkelse er primært grundet således at det tager tid at varme landjorden, søer og
have op om sommeren. Have varmes væsentligt langsommere op end fastlandet. Havet
langsommere fordi dets varmekapacitet er 2-3 gange større end jordoverfladens, hvilket
betyder at havet er 2-3 gange langsommere om at blive opvarmet end om sommeren, som det
tager at opvarme den faste jordoverflade. Tilsvarende er vandet også langsommere om at
afkøle, og er derfor også forklaringen på de varmere vintre i Danmark og de isende fisende
kolde vintre i f.eks. i Moskva se figuren overfor. Vandets bevægelse fordeler ligeledes den
tilførte varme i vandmasserne, hvorimod solens varme på landjorden kun absorberes i et
relativt tyndt lag. Således er en lokalitets temperatur afhængig af om man befinder sig tæt ved
et havområde eller midt på et kontinent. Når temperaturforskellene er relativt små fra sommer
til vinter, er der tale om kystklima, hvilket vi har i Danmark, og er der tale om fastlandsklima,
som i Moskva, vil der forekomme store årstidsvariationer. Stiller man Danmark og Moskva i
relation til hinanden, da vi ligger på omtrent samme breddegrad, har Danmark tempereret
kystklima, og Moskva har tempereret fastlandsklima. Således har vi en årlig
temperaturvariation der forøges jo længere man kommer mod polerne (fjerner sig fra
ækvatoriale bælte), og en daglig temperaturvariation der primært afhænger af dagslængden.
Begge lokaliteter modificeres så af afstanden til havet.
Hydrotermfigur for København og Moskva
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
7 | P a g e
Endvidere bør det siges at jordoverfladens farve, har en betydelig indvirken i hvor meget varme
Jorden ”opsuger”. Vi kender det fra den daglige sommerdag, hvor man føler det meget
varmere, hvis man er iklædt sort frem for hvidt. Det samme princip er for jordoverfladen: jo
mørkere overflade jo mere varmeabsorberende er jorden. Fordi lyse overflader reflekterer
lyset.
Termiske tryk
Varm luft er en yderst vigtig årsag til mange
af de processer der sker i atmosfæren. Når
en luftmasse opvarmes, udvides den og stiger
til vejrs, da den samtidig bliver lettere. Luften
ved jordoverfladen vil opvarmes pga.
albedoen, hvorefter den som sagt vil udvide
sig, og stige til vejrs. I første omgang når
luften af steget til vejrs vil trykket være
uændret ved jordoverfladen, da luftrykket
blot er et mål for vægten af luftsøjlen over
målestædet. Trykket i højden vil blive større
end omgivelserne da noget af luften er flyttet
højere op i atmosfæren til følge af denne
opstigning. Hvilket vil resultere i en
vindbevægelse væk fra toppen af luftsøjlen,
hvilket der vil medfølge et fald i lufttrykket
ved jordoverfladen, og dette kaldes for
termisk lavtryk, og dette vil ved
jordoverfladen skabe en cirkulær
vindbevægelse mod lavtrykket.
Ligeledes kan den modsatte situation opstå,
når luftmassen trækker sig sammen efter
afkøling. I højden over afkølingsstedet vil der
skabes et lavtryk når luften bliver tungere og
synker nedad. Luftmasserne vil forsøge at
udligne trykforskellene i samme højde, og
der strømmer derfor luft til toppen af
luftsøjlen, og trykket ved jordoverfladen vil
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
8 | P a g e
derfor stige. Dette kaldes termisk højtryk (figuren
ovenfor).
I områder omkring havet kan man ofte om sommeren
opleve det man kalder sø- og landbise. Tidligt om
morgenen er der vindstille og havblik, og op af dagen vil
man opleve pålandsvind – søbrise. Vinden løjer da af om
aftenen til vindstille tilstand, hvorefter ca. en time efter
solens nedgang, vil man opleve fralandvind – landbrise.
Forklaringen på dette ligger i forskellen på
opvarmningen af land og vand. Som udgangspunkt siger
man at landområdet skal være mindst 5-10°c varmere end havet. Denne temperaturforskel vil
op af dagen ligge til grund for et termisk lavtryk over land, højere tryk ude over havet og som
følge deraf skabes søbrisen (pålandsvind). Denne kolde luft fra havet påvirker luften langt ind i
landet.
Søbrisen pacificeres om aftenen da landopvarmningen indstilles og lavtrykket fyldes ud. I løbet
af natten skabes der landbrise (fralandsvind), da luften over land afkøles, og trykket over land
bliver højere end trykket over havet. Mens søbrisen kan komme op på vindstyrker mod 10
sekundmeter, er landbrisen sjældent mere end få sekundmeter, og der midt imellem disse
situationer er vindstille.
Til at beskrive den globale vindcirkulation, vil jeg benytte mig bl.a. af ovenstående eksempler.
Solens opvarmning er størst mellem vendekredsene (23½° bredde nord og syd for ækvator), og
der her vil opstå et højtryk i højden og et lavtryk ved jordoverfladen, omvendt er det ved
polerne, da solindstrålingen her er relativt ringe (lavtryk i højden og højtryk ved
jordoverfladen).
Således vil der stige varm luft til vejrs omkring ækvator, denne varme luft vil strømme mod
lavtrykkene i nord og syd, afkøles og synke ned over polerne, hvorfra den igen vil strømme mod
de ækvatoriale lavtryk, og cirkulationen starter forfra. Denne beskrivelse er naturligvis
forenklet, men giver et godt billede af hvorledes lavtryk og højtryk forholder sig til hinanden, og
dermed er de vigtigste principper i det globale vindsystem fastlagt.
En anden vigtig faktor i dette globale system er corioliskraften.
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
9 | P a g e
Hvad der er med til at komplicere den ovenfor stilte model er jordens rotation, der bevirker at
vinde, og alt andet der bevæger sig på kloden afbøjes mod højre. Det er denne kraft man kalder
corioliskraften.
Der hvor corioliskraften har størst betydning, er på langvarige processer og ting der bevæger sig
i høj fart. Corioliskraften har endvidere stor indvirken på strømningen omkring lavtryk, der
udvikles over lang tid over store afstande, men for at aflive rygtet om vandet i håndvasken, har
corioliskraften ingen betydning for, hvilken vej vandet roterer ved tømning.
Grunden til at lavtryk ikke med det samme udfyldes af den tilstrømmende luft, er
corioliskraften formentlig også skyld i, da denne kraft bevirker at luften cirkulerer rundt om
lavtrykket i stedet for at udfylde det og dermed udligne trykforskellen.
(tillad mig at benytte grundbogens forstående eksemplificering af corioliskraften)
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
10 | P a g e
Figurerne til venstre viser henholdsvis den globale
cirkulation, og polarfronten samt dennes tilhørende
jetstrøms dynamiske struktur.
Det øverste billede viser bl.a. at den globale
vindcirkulation består af hele tre vejrbælter på hver
halvkugle. I det tropiske bælte, nær ækvator,
opvarmes luften og stiger til vejrs, hvorefter den så i
omtrend 8-10 km højde blæser mod polerne. Denne
vind vil på grund af corioliskraften afbøjes mod højre
til en kraftig vestenvind, der så kaldes den
subtropiske jetstrøm.
I højden sker der så en voldsom ophobning af luft, at
store mængder afkølet luft synker ned omkring 30°
bredde, der så skaber de subtropiske højtryk i form af
en række højtryksceller, hvilke er dynamiske højtryk,
da disse er skabt af dynamikken i vindende i højere
luftlag.
Fra de subtropiske højtryk, blæser der så henholdsvis
vinde mod polerne og ækvator. Disse vinde mod
ækvator afbøjes til højre og på den nordlige halvkugle
til NØ-passaten, og tilsvarende på den sydlige
halvkugle til SØ-passaten. ITK-zonen (intertropiske
konvergenszone) der figurer på øverste figur, er dér
hvor passatvindene mødes.
Ved de polare vindceller skabes der termiske højtryk,
da den kraftige afkøling af den relativt varme
vindstrøm, får luften til at trække sig sammen og
synke ned mod jordoverfladen. Denne kolde polarluft
blæser da atter væk fra polerne, og møder den varme
tropiske luft, der henholdsvis blæser mod nord og syd
fra de subtropiske højtryksceller, og ved polarfronten
sker så mødet mellem den kolde polarluft og den
varme tropikluft (front = mødet mellem to
forskelligartede luftmasser, kold og varm luft). Da
den varme luft er lettere end den kolde luft, vil den
varme luft, glide let og elegant henover den kolde,
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
11 | P a g e
der så tvinger sig ind under den varme luft. Hvis temperaturen i vindmasserne er meget
forskellige, vil den varme luft stige opad yderst hurtigt, med en kraftig hvirveldannelse (storm)
til følge.
De store temperaturforskelle bevirker her sammen med trykforskellene mellem kold og varm
luft, en kraftig vestenvind i ca. 6-10 km højde, hvilket kaldes den polare jetstrøm. Pga. afbøjning
blæser jetstrømmen fra vest mød øst, og sågar ikke direkte, men danner bølger (se figuren
ovenfor) – specielt på den nordlige halvkugle.
Der hvor strømmens bølger går mod ækvator, vil luften presses sammen (en såkaldet
konvergens), der udspringer sig ved jordoverfladen og skaber en anticyklon – et dynamisk
højtryk.
Hvor strømmens bølger søger mod polerne, udtyndes luften (såkaldet divergens), hvilken der
ligeså udspringer ved jordoverfladen og skaber et dynamisk lavtryk – en cyklon.
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
12 | P a g e
De lavtryk der findes i vindbæltet har stor indvirken på varmetransporten mellem nord og syd,
da lavtrykkene laver en opblanding af den varme og kolde luft. Varmetransporten i dette
vestenvindsbælte, sker i forbindelsen med de mange vandrende lavtryk langs polarfronten,
hvilke der har stor skyld i det danske ustadige vejr.
Når varm og kold luft mødes og den kolde luft glider under den varme, bliver der transporteret
store mængder varme, energi og fugt op i atmosfæren, og på den måde er med til at udligne
det energioverskud der skabes ved jordoverfladen pga. solens indstråling. Disse dynamiske lav-
og højtryk der dannes ved jordoverfladen langs polarfronten, følger følgerne på jetstrømmen,
der samlet set løber fra vest mod øst på kloden, men den konkrete vandring af disse dynamiske
tryk kan også være nord- og sydgående.
De dynamiske højtryk har tendens til at ligge stille over et område i længere tid, og disse har,
sammen med de vandrende lavtryk, stor indflydelse på det danske vejr. Hvis højtrykket om
sommeren lægger sig over England, vil der strømme kold luft ned over os fra nord, på
højtrykkets østside. Men derimod hvis højtrykket lægger sig over Østeuropa, vil der trække
varme vinde fra syden ind over Danmark på højtrykkets
vestside.
Når den varme luft bliver afkølet, vil det begynde at regne,
fordi den kolde luft ikke kan indeholde samme mængde
vanddamp som den varme luft. Når luften afgiver fugtighed i
form af regn, sne eller hagl, er det fordi luftmassen har nået
det punkt, hvor den er 100 % mættet med vanddamp og
endvidere fortsat afkøles. Det vil altså sige at: mængden af
vand en luftmasse kan indeholde, afhænger af luftens
temperatur = jo højere temperatur, jo mere vanddamp kan
luften indeholde, før den mættes. Figuren til højre illustrerer
luftens mætningskurve.
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
13 | P a g e
Når nedbør dannes sker det således at den varme, udvidede luft stiger til vejrs fordi den bliver
lettere pr. rumfangsenhed end den kolde luft. Når luften stiger op, vil den afkøles ca. 1° pr. 100
meter højde, til den når sit dugpunkt. Så fremdeles at luften ved yderligere opstigning og
afkøling til under dugpunktstemperaturen, vil vanddampen fortættes til vanddråber eller
iskrystaller, og i sidste ende danne nedbør.
For at få vand til at fordampe, må vandet tilføres energi (her i form af varme). Denne energi
lagres i vanddampen, hvilket vil sige, at når vandet atter afkøles og fortætter, vil denne energi
blive frigivet ud i atmosfæren, og opvarme denne.
Mængden af nedbør af således afhængig af afkølingsgraden, luftmassen aktuelle mængde
vanddamp, hvilken der er afhængig af luftens temperatur og af den luftmængde der er tale om.
På vores breddegrader er det det vandrende lavtryk, der skaber mest nedbør (figuren ovenfor
viser udviklingen af vandrende lavtryk), og kaldes frontnedbør. Den lune subtropiske luft,
møder den kolde polarluft, og presser en lille ”bule” på polarfronten. Når den varme luft stiger
op, dannes der et lavtryk, og på grund af corioliskraften vil luften cirkulere rundt om lavtrykket.
På bagsiden af lavtrykket, der hvor den varme luft stiger op, vil den kolde luft presse sig ind
under den varme luft, og danne en koldfront. Under lavtrykkets vandring mod øst, vil den kolde
luft indhente den varme luft, da den kolde luft lettere fortrænger den varme luft, end den
varme luft ved varmfronten kan fortrænge den kolde luft, og koldfront og varmfront vil ”smelte
sammen” – og kaldet: fronterne okkluderer.
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
14 | P a g e
Hvad der er karakteristisk ved vandrende lavtryk, er at
varm- og koldfronten har hvert sit nedbørsmønster:
varmfronten giver et langvarigt, stille silende regnvejr,
hvorimod koldfronten giver mere kortvarigt, intenst
regn, ofte ledsaget af torden og-/eller hagl. Når den varme
luft glider op over den kolde luft, og afkøles, vil luften danne
et sammenhængende skydække, der vil afgive regn, på
betingelse af at luftfugtigheden af tilstrækkeligt stor. På
bagsiden af varmfronten følger normalt opklaring og varm
luft fra syd.
Passagen af varmfronten efterfølges af koldfronten, der viser
sig i et pludseligt temperaturfald og spredte byer, ofte samt
voldsomme vindstød. Når den kolde luft presser sig derunder
den varme luft, sker der en voldsom opstigning af varm og
fugtig luft med torden til følge.
Som det ses i figuren til højre, har de vandrende stor
betydning for vejrudviklingen, og har stor skyld i det ustadige
vejr vi har i Danmark. Når et lavtryk passerer nord for os, vil
vejres gå fra klart og koldt over regn, til varmt og klart, og
videre over regn til kold luft fra nord igen. Om sommeren bør
polarfronten og dens lavtryk, trække nordpå, og lade
Danmark ligge tilbage i varmluftsektoren, der teoretisk vil
give varm luft fra syd. Om vinteren skulle polarfronten gå syd
om Danmark, og give os den kolde luft fra nord.
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
15 | P a g e
Resultater (taget af prognose)
Vejrobservationer
Diskussion/konklusion
Tager man resultaterne i forhold til teorien, kan man med god tilnærmelse sige, at der muligvis
har passeret et vandrende lavtryk nord for Danmark, i perioden fra den 3/2-10 til den 7/2-10,
da temperaturen i denne korte periode pludseligt stiger, og blot en dag senere temperaturen
toppede, faldt til -2,5 °C. Endvidere stemmer resultaterne også overens med teorien i
vandrende lavtryk med vindretningen. Hvis et vandrende lavtryk passerede nord for Danmark i
denne periode skulle vindretningen (jf. teorien) komme fra syd, hvilket også figurer af
resultaterne. I resultaterne ses det dog at vindretningen i nævnte periode, udlægger sig
hovedsageligt fra SØ, men denne versatile vindretning, kan forklares med corioliskraften.
Det ses i øvrigt i resultaterne at vindretningen den 9/2-10 og 10/2-10, slog over i NØ-N, og
temperaturen er lav (-2,5), hvilket også stemmer også ens med teorien om vandrende lavtryk.
Her har lavtrykket passeret Danmark, og har efterladt os i koldluftsektoren (s.13). Resultater
der imidlertid afviger fra teorien, er nedbøren. Jf. teorien burde været være klart, varm og tørt,
i den periode hvor lavtrykket ligger nord for Danmark, og har lagt os i vamluftsektoren.
Et andet stort klima spørgsmål er selvfølgelig diskussionen om den globale opvarmning, hvilken
i denne vinter 2010 har været helt grin, da vi i januar og februar, har oplevet temperaturer helt
ned mod -20 °C. Den gennemsnitlige temperatur i januar/februar måned ligger blot på 0 °C.
Dato
Temperatur
(°C)
Vindretning
Vindhastighed
(
m
/
s
)
Nedbør
(mm.)
4/2-10
Ca. 0-1
SØ
5
1
5/2-10
2
SØ
7
2,4
6/2-10
-2
Ø
7-8
1
7/2-10
-2,5
SØ
3
2,6
8/2-10
-1,5
Ø
4
3
9/2-10
-2,5
NØ
2
2,5
10/2-10
-2,5
N
8
2,2
Kilde: DMI
March 4, 2010
[ – GEO-RAPPORT NR.:2 – VEJR OG KLIMA]
16 | P a g e
selvfølgelig kan der da være tale om et enkelttilfælde her i landet. Bare fordi vi i Danmark har
haft isvinter, kan den globale gennemsnitstemperatur, godt være varmere som følge af global
opvarmning. Endvidere må man sige at denne isvinter har været ubelejlig med henblik på
Danmarks værtskab ved COP15 i København, hvor denne vinter 2010 ikke har været et rimeligt
eksempel på global opvarmning.
Som sagt er global opvarmning et yderst omdiskuteret emne, da mange forskere har forskellige
teorier, men hvad alle er enige om er at Jorden BLIVER varmere, men konsekvenserne heraf er
alle ikke enige i. Nogen forskere mener at polerne smelter og vil oversvømme store
landområder, og andre mener, at selv hvis gennemsnitstemperaturen stiger med 6 °C vil dette
ikke betyde det store for polerne, da blot seks grader mere varme ikke vil bringe polerne til
smeltepunktet. En anden (forenklet) teori bygger på at opvarmningen, vil skabe større
fordampning. Store dele af denne fordampning, vil via det globale vindsystem, drive ind over de
kolde områder (f.eks. polerne) og atter falde som sne, og dernæst lægge sig som is. Der findes
altså endnu ingen entydige teorier vedr. den globale opvarmning.
Fejlkilder
I tilfældet af at mine resultater ikke stemmer overens med de virkelige hændelser, kan
forklares med, at disse er taget af en vejrprognose (vejrforudsigelse), der som alle andre
prognoser aldrig er 100 % sikker.
Anden fejlkilde kunne være selve den benyttede teori. Teorier er blot formodninger om,
hvorledes tingene hænger sammen, på baggrund af empiriske undersøgelser og
observationer, derfor foreligger der naturligvis muligheden af teorien kan indeholde
enkelte fejlslutninger, da teorier som sagt ikke er entydige naturlove.