Er den danske velfærdsstat truet?

Problemformulering

Grundlæggende problemstilling: Hvilke udfordringer står det danske velfærdssamfund over for i

dag, og hvilke løsningsforslag findes der til at sikre velfærden i fremtiden? Denne problemstilling er

interessant, da velfærdsstaten i dag netop står over for en række væsentlige udfordringer, som der

må tages stilling til. Der findes imidlertid vidt forskellige holdninger til og løsninger på, hvordan

velfærdsstatens beståen sikres. Problemstillingen belyses således ved følgende underspørgsmål:

velfærdsstaten (demokrati og fokus på menneskerettigheder, krav til levestandard og

hensyntagen til de svage grupper i samfundet). Veludviklede samfund har

velfærdsordninger, men organisering og udbredelse af velfærdssystemerne varierer.

Velfærdsmodeller: centrale forskelle i indretning af velfærdssamfund og sikring af

ovenstående kriterier. Forbehold: forenkling, modellerne overlapper, som regel træk af

samtlige modeller i et velfærdssamfund.

 Tre hovedtyper af velfærdsmodeller (jf. sociolog Esping-Andersen, 1990):

- Den residuale velfærdsmodel: Samfundets indretning markedsbestemt. Offentlige ydelser

= beskedne, behovsafhængige, modtagere opfattes som en særlig social klasse.

Privatiserede sociale ydelser og private hjælpeorganisationer spiller stor rolle. Statens

problemer løses gennem obligatoriske socialforsikringsordninger fra arbejdsmarkedet. Ret

til sociale ydelser fra det offentlige knyttet til arbejdsmarkedstilknytningen (over tid).

- Den skandinaviske/universelle velfærdsmodel: Staten – afgørende faktor for at sikre

befolkningen sociale rettigheder. Omfattende omfordeling, målsætning om ikke kun at

hjælpe de allerdårligst stillede, men også at nå bredere grupper. Ordninger rettet mod det

enkelte individ. Universel: alle har rettigheder, alle bidrager til finansieringen.

Velfærdsordningerne organiseret via den offentlige sektor – højt skattetryk og bred

skattebase. Den danske velfærdsmodel ligger sig i høj grad op af den universelle (få

undtagelser).

 Opsamling: velfærdsmodeller adskiller sig ved den rolle, der tillægges staten/den offentlige

af forsørgende i samfundet. Demografiske forskydninger (flere ældre og færre

erhvervsaktive, pga. fald i fertilitet og stigende levealder). Velfærdssamfundets finanser

under pres (stigende udgifter og faldende indtægter for det offentlige). Inddrag bilag 1, tabel

B.6 samt B7 (stigning i samlet befolkning og personer uden for arbejdsstyrken, fald i

arbejdsstyrke, samt stigning i personer på overførselsindkomster, især folkepension).

 Velstandsstigning: øgede krav til den offentlige velfærdsservice (udgiftspres), samtidigt

ønske om at omsætte øget velstand til mere fritid (faldende skatteindtægt).

 Individualisering: kollektiv ansvarlighed grundlag for velfærdssamfund. Stigende

individualisering i det senmoderne samfund (jf. Giddens), mere oplyste, kritiske og

krævende individer – mindre ansvarsfølelse over for fællesskabet? Stigende privatisering og

 Globalisering: øget migration (integration, arbejdsmarkedsdeltagelse hos indvandrere og

efterkommere) samt konkurrence (påvirker arbejdsmarkedet og beskatningen).

Velfærdssamfundet må tilpasses globaliseringen. Inddrag evt. bilag 2, tabel 2 i forbindelse

med integration.

 Levestandard: kriterium for velfærd. Fattigdom – udfordring for velfærdssamfundet. Inddrag

bilag 2, figur 1 og tabel 1 – markant stigning i fattigdom, dog også i medianindkomster.

Inddrag viden om relativ og absolut fattigdom.

 Socialdemokratiet og SF (jf. ”Fair løsning”):

- Stærkt imod skattelettelser (opfattes som stigende ulighed).

- Sikring af velfærd: Investering på 1,45 mia. kr. i kommunerne, investering på 750 mio. kr.

folkeskolen, investering på 800 mio. kr. i sundhedsvæsenet (og sikre at pengene ikke går til

fradrag på private sundhedsforsikringer), investering på 400 mio. kr. i den kommunale

mere om ugen), offentlige investeringer for at sikre offentlige arbejdspladser, investering i

nye teknologier, fokus på uddannelse (flere i uddannelse, hurtigere igennem uddannelse),

samt omlægning af samarbejde imellem kommunerne og Folketinget.

→ Følgeslutning: Klart udgangspunkt i den universelle velfærdsmodel, fortsat højt

skattetryk og omfattende omfordeling, målsætning om at alle skal bidrage til finansieringen

af velfærdsstaten ved at yde mere (arbejde). Inddrag bilag 3: Enhedslisten: ”Forslag til

folketingsbeslutning om afskaffelse af fattigdom i Danmark”: lønstigninger til lavestlønnede

offentligt ansatte, udvidelse af dagpengesystemet, udvidelse af kontanthjælpen, øget

folkepension samt øget SU. Følgeslutning: øgede og udvidede indkomstoverførsler – større

omfordeling for at sikre større lighed og nedsætte fattigdom. Dog intet forslag til

arbejdsmarkedet, lempet skat på arbejde (bl.a. finansieret ved at hæve ejendomsskatten).

- Nedbringe ledigheden: kombination af forskellige arbejdsmarkedspolitiske tiltag (både

stramningsstrategi og til dels opkvalificeringsstrategi).

- Imødegå globalisering: satsning på uddannelse, mere målrettet integration, pointsystem for

udlændinge, der kommer til Danmark, samt tilpasset brugerbetaling på kandidatuddannelse

med henblik på at beholde højt uddannede i Danmark.

- Målrette offentlige ydelser: pensionssystemet tilpasses de svageste ældre, udfasning af en

række særordninger for ældre, udfasning af boligstøtte og boligsikring til de, der har behov,

reducering af børnechecken til finansiering af forbedring af grundskole.

- Sikre den offentlige velfærdsservice: effektivisering, struktureftersyn og resultatkrav til den

offentlige sektor, samt brugerbetaling på sundhedsområdet (der tilpasses den enkeltes

indførelse af brugerbetaling.

 Til dels enighed om fremtidens velfærd – velfærdsforliget (V, K, DF, S og DV).

 Diskussion: Målretning og brugerbetaling → privatisering af serviceydelser →

bestikkelsesteorien: mindre incitament for den enkelte til at betale skat og bidrage til

splittende for fællesskabet? Inddrag bilag 9 (velfærdspolitikken bliver mere liberal/residual,

privatiseringen er stigende – danskere tager ikke stilling til konsekvenserne af

skattelettelserne og de offentlige nedskæringer, der fører til netop privatisering).

Konklusion

Det står således klart for enhver, at det danske velfærdssamfund, der tager sit udgangspunkt i den

universelle velfærdsmodel, står over for en række af fundamentale økonomiske og politiske

udfordringer. Der hersker iblandt både vælgere og politikere bred enighed om, at disse udfordringer

må imødegås, og at velfærdsstaten dermed må tilpasses. Ligeledes hersker der iblandt en stor del af

partierne til dels enighed om en række af løsningsforslag, der fremgår af velfærdsforliget.

målrettes, en del overførselsindkomster ønskes begrænset eller endda helt afskaffet, der ønskes

indføring af brugerbetaling på en række serviceydelser, og hos f.eks. Konservative tillægges større

betydning til den private sektor samt frivillige organisationer som formidlere af sociale ydelser. I

oppositionen tages der imidlertid fortsat udgangspunkt i den universelle velfærdsmodel, idet der

tages afstand fra skattelettelser og nedskæring på det offentlige og på overførselsindkomster. I

villige til at arbejde en time ekstra om ugen for at sikre bevarelsen af den universelle velfærdsstat,

eller om der i stigende grad er opbakning til en liberalisering af den danske velfærdsstat, hvilket

visse undersøgelser dog ikke tyder på. Der ligger også en diskussion i, hvorvidt den universelle

velfærdsmodel er den mest solidariske, eller om en målretning af ydelserne i virkeligheden vil være

mest solidarisk over for de svageste i samfundet, som Nina Smith påpeger. Uanset hvad må den

danske befolkning, som Niels Kølle understreger, tage stilling til de udfordringer, som

velfærdsstaten står over for, og vigtigst af alt hvilken retning velfærdspolitikken og samfundet bør

bevæge sig hen i.

Bilag 8

Information

Information