[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 1 af 20
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse side 1
Indledning side 2
1. Vikingernes ekspansion side 3
1.2 – Skriftlige kilder side 3
2. Årsager og forklaringer på vikingernes ekspansion side 6
2.1 – Teknikken i vikingetiden side 6
2.2 – Styreform side 7
2.3 – Handel i vikingetiden side 7
2.4 – Plyndringer og afgifter side 9
3. Vikingernes påvirkning i England side 11
3.1 – Vikingernes togter side 11
3.2 – Låneord fra oldnordisk side 15
Konklusion side 16
Litteraturliste side 18
Bilag side 19
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 2 af 20
Indledning
Jeg har valgt at bygge min opgave op omkring de tre værker, som er anført som primær litteratur i
litteraturlisten, da forfatterne til disse værker (Else Roesdahl og Carl Harding Sørensen), er blandt Danmarks
allerbedste historikere når man taler vikingernes ekspansion.
Jeg starter med en redegørelse for vikingernes ekspansion. Bag efter kommer en gennemgang af de
faktorer der har påvirket vikingerne til at ekspandere. Og til sidst kommer jeg med en gennemgang af
vikingernes rolle i England, samt en diskussion af de spor der har været så markante at de stadig spøger i
engelsk sprog og kultur.
God fornøjelse
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 3 af 20
1. Vikingernes ekspansion
Fra slutningen af 700-årene og langt ind i 1000-tallet ændrede Europa sig markant. En stor del af ”æren”
tilfalder vikingerne som i mere end 250 år spillede en afgørende rolle i mange dramatiske og centrale
begivenheder. Betydningen af ordet ”viking” betegner ikke en befolkningsgruppe, men beskriver det som
vikingerne gjorde, nemlig at drage i viking – at tage på plyndringstogt, eller som det er betegnet i dansk
etymologisk ordbog, en person som går i land i en vig for at bosætte sig.
Vikingetiden har fået sin berømmelse gennem bøger, film og museer. Men vikingerne er ofte blevet
fejlagtigt frembragt, og derfor har de fleste mennesker i dag en opfattelse af en flok brutale mænd med svær
og langt krøllet skæg og hår, hvis eneste passion var at drikke mjød og plyndre. Dette har også været den
almindelige opfattelse op gennem tiderne, men grundet arkæologiske fund og genanalyse af de allerede
kendte kilder, har dette billede ændret sig markant
1
. Mange historikere mener således at vikingetiden blev
grundlaget for det Europa vi kender i dag, med oprettelse af handelsruter og forbindelser til de yderste
hjørner af Europa. Dette skete under vikingernes, på mange måder, fantastiske ekspansion.
Man inddeler ofte vikingernes ekspansion i tre faser: i begyndelsen småtogter. Senere, dvs. slutningen af
det 9. og begyndelsen af det 10. århundrede, omfattende ekspeditioner ledsaget af udvandring og
kolonisation. Endelig fra ca. 1000 store statsforetagender med egentlige politiske bestemte erobringer
2
.
Vikingerne kom vidt omkring, og nåede således fra Grønland i nord til Spanien i syd, og fra L’Anse aux
Meadows (Nordamerika) i vest til langt op ad Volga i øst. Vikingerne var således det folkefærd der på dette
tidspunkt i historien menes at have afsøgt det geografisk set største område.
1.2 – Skriftlige kilder
Mange af de skriftlige kilder som vi er i besiddelse af giver i mange tilfælde et forkert billede af
vikingernes egentlige adfærd. Personerne der nedskrev, var ofte præste eller andre højtstående personer i
samfundet, da disse var de eneste som var i stand til at skrive. Det har haft stor indflydelse på beskrivelsen af
vikingerne, der er blevet fremstillet som en flok hedenske og barbariske mænd uden hæmninger.
I 783 kom det første angreb på England som vi kender til. Tre skibe fyldt med normannere kom til Portland
og Kong Beorhtrics eller Brihtrics (afhænger hvilken bog) foged ved navn Beaduheard, red hen til dem og
ville bringe dem til kongsgården, for han vidste ikke at de var på plyndringstogt – han blev dræbt. Sådan
beskrives det i en krønike skrevet af adelsmanden Æthelweard i slutningen af 900-tallet. Der findes også
mange andre kilder til dette angreb, bl.a. er angrebet omtalt i forbindelse med et bryllup i 783, hvor der står
1
Roesdahl, Else: ”Vikingernes Verden”. Gyldendal 1987, 7. udgave. Side 198
2
Sørensen, Carl Harding: ”Vikinger og togter”. Gyldendal 1990. side 28. Denne grove inddeling tilgodeses af både
Peter Sawyer og Else Roesdahl.
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 4 af 20
at angrebet skete i hans dage
3
. Hvis det passer at det skete tæt under brylluppet så er dette det første angreb
på England som vi kender til, men dette er man stadig ikke sikker på.
Den 8. juni 793 kom det overfald, som traditionelt har indvarslet vikingetiden – plyndringen af
Lindisfarne-klostret. Den version af Den oldengelske krønike som var i Nordengland, kendte ikke noget til
overfaldet fra 783, og derfor fremstår dette som det allerførste angreb. Sådan forlyder det fra ”Den
angelsaksiske Krønike”
4
:
”I dette år kom frygtelige jærtegn over Nothumbria
og skræmte befolkningen forfærdeligt.
Der forekom vældige hvirvelvinde, og lyn
og ildsprudende drager sås flyvende i luften.
Efter disse tegn fulgte en svær hungersnød.
Kort efter, den ottende januar (juni) ødelagde hedenske mænd
Guds kirke på Lindisfarne og myrdede og plyndrede.”
I Frankernes rige sad på dette tidspunkt den engelske præst Alcuin af York. Han var tæt knyttet til
England, og nyheden om overfaldet på Lindisfarne nåede ham hurtigt. Han har åbenbart følt en trang til at
advare resten af England, og han skrev en række breve til engelske konger og gejstlige. Han opfordrer til
kamp og advarer dem om disse vandaler fra øst. Dette gør han for at sørge for at klostret bliver
tilbageerobret, da det var bispesæde den gang. Desuden var klostrets historie omfangsrigt, og det havde bl.a.
huset den berømte St. Cuthbert. Det er således disse breve som i allerhøjeste grad har gjort netop dette slag
så kendt. Brevene er meget medrivende, men der skal man altså lige huske på at Alcuin ikke selv så
begivenhedernes gang, men har fået nyhederne fra andre. Desuden virker han i nogle af brevene meget rystet
over, at turen over Vesterhavet var lykkedes for vikingerne, men allerede dengang var der stor erfaring med
den tur. Historikere har snarere anskuet det fra et teologisk synspunkt, og mener dermed at Alcuin anså det
som en straf fra Guds side at så helligt et sted skulle rammes
5
. Senere i historien har kristendommen således
kunne tage æren for at deres religion satte en stopper for vikingernes hedenske opførsel.
Efter angrebet på Lindisfarne hærgede og plyndrede vikingerne det nordlige England de følgende år, uden
noget egentligt mønster. Studerer man de skriftlige kilder, går det hurtigt op for én, hvorfor mange
historikere vælger at lave den omtalte tredeling af vikingernes ekspansion. I starten hører man kun om
spredte, og nok meget tilfældige plyndringstogter, ligesom det var tilfældet i årene 783 og 793.
De informationer som man i dag er i besiddelse af, består som beskrevet oftest i skriftlige kilder fra
England og Frankrig. Men vikingerne havde som bekendt deres eget skriftsprog – runerne. Runerne blev
3
Citat fra ”Den oldengelske krønike”. Lund, Niels: ”De hærger og de brænder”. Gyldendal 1993. Side 14.
4
Citat fra den nordengelske version af ”Den oldengelske krønike” ligeledes anført i ”De hærger og de brænder” på side
19-20.
5
Lund, Niels: ”De hærger og de brænder”. Side 20-23
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 5 af 20
oftest hugget ind i mindesten, eller brugt som udsmykning på skibe og boliger, og disse beretter også om
vikinger der har haft succes med deres togter. Således beretter en runesten ved Hedeby (rejst af Svend
Tveskæg), om Skarde omkring år 1000: ”Kong Svend satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget
vestpå [dvs. på togt til Vesteuropa eller England], men nu fandt døden ved Hedeby”. Og hvis man studerer
alle skriftlige kilder (både krøniker, analer samt runer) danner der sig hurtigt et billede af vikingernes gøren
og laden. Ikke alle var lige heldige, og runestenen i Gripsholm i Sverige beretter om en mand der fulgte på
høvding Ingvars mislykkede togt til Særkland: ”Tola (en kvinde) rejste denne sten efter sin søn, Ingvars
broder. De foer mandigt fjernt efter guld og østerude gav de ørnen føde. De døde sydpå i Særkland”
6
. Stenen
ses i bilag 1.
Vikingerne nåede vidt og bredt, og stort set alle områder som var mulige for dem at nå via søvejen, blev
berørt. Mange af de steder som blev berørt at vikingernes erobringer og plyndringstogter, har sat spor i
nutidens dagligdag. Mange store byer i Irland blev grundlagt af vikinger, ligesom det gælder mange låneord i
det engelske sprog.
6
Roesdahl, Else: ”Vikingernes Verden”. Side 201. Begge uddrag findes på denne side.
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 6 af 20
2. Årsager og forklaringer på vikingernes ekspansion
Der er i tidens løb kommet mange gisninger om hvad der fik vikingerne til at ekspandere i så vidt omfang
som det var tilfældet. Præsten Dudo mente således i året 1020, at vikingetogterne skyldtes overbefolkning i
hjemlandet, fordi vikingerne ”overmodigt hengiver sig til overdrevent vellevned, lever i forargeligt samliv
med mange kvinder og i skamløst og ulovligt samkvem avler utalligt afkom”
7
. En del andre bud fra 1200-
1500 tallet peger på at udvandringerne skete i armod over kongetyranni. Denne teori anses ikke for at være
helt forkert, for andre samtidige kilder fortæller om høvdinge, kongesønner og tronkrævere der udvandrer
fordi mulighederne dér ville være bedre end hjemme, eller simpelthen fordi de er blevet fordrevet. Men at
betragte dette som den største drivkraft for vikingernes ekspansion anses ikke for at være korrekt. Ej heller
Dudos teori om direkte overbefolkning har man kunnet finde håndfaste beviser på, og det er svært at
forestille sig at overbefolkning har været en mulighed i denne tidsperiode.
2.1 – Teknikken i vikingetiden
Men hvordan lykkedes det vikingerne at tilbagelægge så store afstande? Hvilke midler havde de til
rådighed? Ved at kigge på de tekniske fremskridt i vikingetiden, opdager man at vikingerne var sande
arkitekter. Gennem rekonstruktioner af skibene har det vist sig at såvel handels- som krigsskibe har været
tekniske vidundere, set i forhold til tiden. De havde fantastisk manøvrering og kunne tilbagelægge store
afstande på langt kortere tid end førhen
8
. Dette faktum og vikingernes fantastiske sødygtighed og evne til at
holde sig mobile, gav dem en klar fordel i forhold til overraskelsesangreb. Kombineret med den løse
organisatoriske form i det meste af Europa, fik vikingerne lejlighed til stort set problemfrie plyndringstogter i
mange områder. Men skibene var ikke den eneste forudsætning for vikingernes togter.
Der er i tidens løb blevet givet mange bud på vikingernes navigationsmuligheder. Da det, så vidt jeg har
kunnet orientere mig, ikke er lykkedes for arkæologer at finde helt konkrete tegn på vikingernes
navigationsteknikker, har man været nødt til at afdække området ved at opstille en række muligheder. Disse,
omfatter alt lige fra ukulte evner til stjernekort, søkort, stjernekompasser og det meget senere magnetkompas.
Problemet er imidlertid at man ikke har kunnet blive enige om en ”rigtig” løsning, grundet manglende
videnskabelige beviser. Man har dog fundet diverse træstumper ved udgravninger, men ingen har 100 %
sikkert kunne fastslå at de er levn fra navigationsmidler. En forklaring som både Carl Harding Sørensen og
Else Roesdahl til dels godtager, består i at man betragter vikingernes færden som værende tilfældig i starten,
hvorefter de har kunnet fortælle kursen videre til deres fæller. På denne måde har vikingerne stille og roligt
fået opbygget et kort inde i hovedet med ruter og retninger.
Selvom det ikke er lykkedes at finde kort med handels og plyndringsruter, er man sikker på at vikingerne i
gennem vikingetidens mere end 300-årige periode fik etableret et handelsnetværk, som dækkede det meste af
7
”Vikingernes Verden”. Side 198
8
”Vikinger og togter”. Side 39
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 7 af 20
Europa. Dette understøtter at vikingerne ikke blot var blodtørstige krigere. Arkæologiske udgravninger og
dendrokronologien har hjulpet i forståelsen af vikingernes færden, og man har således kunne ”fremstille” et
kort over vikingernes færden (se bilag 2).
Et eksempel på vikingernes mere rolige adfærd, finder man på Samsø. Her blev Kanhavekanalen lavet så
tidligt som i 726 (dateret vha. dendrokruonologi), og det viser tydeligt, at en lokal hersker eller konge
forsøgte at kontrollere området omkring Lillebælt og Storebælt. Kanhavekanalens fordel var at man fra
naturhavnen på Samsø var i stand til at ”rykke” hurtigt ud til den side af øen, hvor fjenden forsøgte at krydse
ubemærket, og dermed slippe for betaling af afgifter. Dette viser også tegn på de organisatoriske forhold som
der allerede på et tidligt tidspunkt i vikingetiden, var at finde.
2.2 – Styreform
Styreformen i vikingetiden ændrede sig ufatteligt meget i løbet de ca. 300 år den varede. I starten mindede
styreformen om den hierarkiske inddeling som vi kender fra dyreriget, med en slags overhoved som har
magten over en mindre gruppe individer, og der var ofte stridigheder mellem disse forskellige grupper. Der
var derfor heller ingen struktur og sammenhæng mellem de første plyndringstogter som man hører om i
Europa. Men stille og roligt fik vikingerne sat system og styr på deres samfund. Der blev dannet en form for
overklasse af de vikinger der havde skrabet ære, hæder og rigdomme sammen ved de første plyndringstogter.
Dette gav vikingerne mulighed for at tage flere skibe og mænd med på hvert plyndringstogt. Der var stadig
ikke tale om deciderede konger, men dette kom senere hen. Det var især i England at vikingerne havde deres
store succes som erobrere. Mange historikere forklarer ofte resultatet af vikingetiden, som den kristne
optagelse blandt vikingerne, samt oprettelsen af stater og lande. For det var hvad vikingerne var med til. De
havde presset og truet det ellers meget splittede England der nu var nødt til at stå sammen, medmindre de
man som englænder ønskede at de barbariske skandinavere skulle overtage magten. Dette resulterede til slut
i at englænderne fik sat styr på deres samfund, og blev samlet under én konge.
2.3 – Handel i vikingetiden
De handelsruter som vikingerne benyttede sig af, havde deres oprindelse før vikingetiden, men under den
økonomiske opblomstring i 700-årene og grundet en øget udvikling af handelscentre langs med de
vesteuropæiske kyster, samt udvidelsen mod Rusland og resten af Østersøområdet, blev ekspansionen for
alvor ”kickstartet” i 800-årene. Dette gav også adgang til mange forskelligartede handelsvarer, hvilket
indirekte medførte flere plyndringstogter, samt opkrævning af afgifter i de områder som vikingerne
dominerede. Opkrævning af afgifter viser den styrke som vikingerne havde i samfundet, og understreger
deres organisatoriske formåen.
En del af forklaringen på ekspansionen skal derfor findes ved at kigge på den økonomiske opblomstring i
700-årene. Araberne havde løbet af det 7. og 8. århundrede trængt gennem Nordafrika, op i gennem Spanien,
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 8 af 20
og østpå gennem Iran, og afskar den ældgamle handelsrute mellem de vesteuropæiske lande og Orienten.
Man mener dog aldrig at kontakten har været helt forsvundet, og ved undersøgelser af møntfund har det vist
sig, at der stadig har forekommet handel. Tilhængerne af denne teori mener således at transporten med
handelsvarer nu gik gennem Ruslands floder, og dermed nordpå og ud i Østersøen, som tidligere beskrevet.
Herved kunne vikingerne udnytte deres magt og opkræve afgifter/beskyttelsespenge, og det menes at afkastet
herfra har været så stort, at man skal søge vikingernes dominerende rolle her. Under denne markante
udvidelse af handelsmarkedet i Nordeuropa, blev der ved åbningen af handelsruter længere med øst og syd,
tilført flere eksotiske varer.
Det var heldigt for vikingerne at denne økonomiske opblomstring skete i en periode, hvor de fleste lande i
Europa havde en meget løs samfundsstruktur, og det gav vikingerne gode og lette muligheder for, som jeg
tidligere beskrev, at plyndre uden problemer. Historikeren Peter Sawyer udtalte i 1971 at han mente at den
meget eksplosive ekspansion med plyndringer, bosættelser osv. var det normale at gøre, også i tiden forud
for vikingetiden. Men faktorer så som bedre skibe, økonomisk opblomstring mv. fik vikingerne til drage ud,
og dyrke deres eventyrlyst, selvtillid og fatalisme
9
.
Men som Peter Sawyer påpeger, krævede ekspansionen en vis teknisk formåen. Udgravninger og
rekonstruktioner har som sagt vist at vikingerne var sande arkitekter. Dette blev klart ved udgravningerne af
de fire ringborge: Trelleborg, Nonnebakken, Fyrkat og Aggersborg, der alle viser en høj teknisk udførelse,
uanset hvilken funktion de må have haft.
Der er dog visse kritikpunkter i teorien, og den er derfor ikke alment accepteret som den direkte årsag til
ekspansionen. Men der er dog bred enighed om at Skandinavien blev et centrum for magt og handel, og dette
ses tydeligt ved fundene af tidligere handelspladser i Ribe, Hedeby og Skuldevig ved Roskilde-fjordens
munding
10
.
Det er ikke utænkeligt at de vikinger som har haft succes med opkrævning af afgifter, har brudt op
hjemmefra for at forsøge sig som nybyggere. For mange vikinger har der været brug for udflytning. Måske
har push-faktorer så som stridigheder mellem stammer på hjemmefronten været for store for nogle.
Kombineret med rygter om mulighed for problemfrie bosættelser i andre lande, valgte mange vikinger at
flytte ud. Og ofte slog vikingerne sig ned i lande, hvor der var løs samfundsstruktur, og hvor ingen gjorde
krav på jorden, som de så var i stand til at dyrke.
2.2 – Plyndringer og afgifter
Engelske årbøger beretter jævnligt, om vikinger der årligt sejlede ca. 10 tons sølv hjem grundet
englændernes betaling af danegæld. Det er klart at man ikke skal lægge alt for meget i det angivne beløb, da
9
”Vikingernes Verden”. Side 200
10
Div. Historikere fra Nordeuropa og de steder hvor vikingerne ”optrådte”: ”Viking og videkrist”. Redaktør: Else
Roesdahl. Nordisk Ministerråd og forfatterne. 1992. Kilden er skrevet af Peter Sawyer. Side 126
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 9 af 20
historikere generelt mener at tal opgivet i skrifter skal tages lidt med et gran salt. Men det er sikkert og vidst
at det var almindeligt at betale de magtfulde vikinger en form for beskyttelsespenge (danegæld), for at sikre
sig mod angreb og plyndringer. Men vikingerne var udmærket klar over at de var overlegne krigsmæssigt, og
man mener derfor ikke altid at disse aftaler blev overholdt.
Ved de fleste udgravninger foretaget i Skandinavien har der været forekomster af genstande som ikke har
haft deres oprindelse i Norden, men har været en slags toldgaver som vikingerne modtog som bestikkelse.
Gaverne bestod ikke kun af guld, sølv, smykker, mønter, silkestoffer osv. men også mere dagligdags sager
såsom klæberstenkar fra Norge, kværnsten fra Rhinegnene, keramik fra Østersølandene, jern fra Sverige
osv.
11
. Dem der er tilhængere af den teori om at oprettelsen af handelsmarkedet i nord, var den eneste
forudsætning for ekspansionen, henter således deres beviser i disse fund.
For høvdingene var det ikke kun formuerne der var på spil. Det handlede om at få del i den ære, som et
vellykket togt medførte, for det var med livet som indsats når man deltog i plyndringstogter. Ved
modtagelsen af ære opretholdte man, eller styrkede sågar sin position i samfundet. De rigdomme som
høvdingene ragede til sig, blev brugt med kløgt. For som de fleste runesten roser vikingehøvdingene for, så
var de først og fremmest gavmilde over for deres hær, og sørgede derfor også for at opretholde ro og orden.
Dette viser også at vikingerne var i stand til at udnytte deres respektive placeringer i samfundet, så flest
muligt var glade og tilfredse, for at undgå bedrageri.
Der er stadig nogle der vil mene at vikingerne ene og alene drog på plyndringstogter, fordi deres guder
(Nordisk Mytologi) opfordrede til krig og dermed hæder i Valhals gyldne sale. Dette bliver dog pure afvist af
alle de folk som har forstand på vikingetiden, for når man studerer alle de håndfaste beviser, ses det tydeligt
at der var helt andre bevæggrunde for vikingernes plyndringer. Men som tidligere nævnt var dette den
almindelige opfattelse i mange år, da man før i tiden kun havde skriftlige kilder at støtte sig til. Englænderne
var i høj grad med til at gøre vikingerne ”berømte” mange år efter vikingetidens slutning. Krøniker og andre
årsskrifter beretter om regelmæssige plyndringer langs Storbritanniens kyster. Men som Else Roesdahl rigtigt
påpeger, er tal ikke noget man skal lægge så meget vægt på i denne tid, da de folk der har skrevet
beretningerne ned, ofte har siddet i sikker afstand i Frankrig el. l. og blot fået et mundtligt referat. Samtidig
var det vigtigt for de kristne i samtiden, at få fortalt omverdenen, hvor bandlyst denne hedenske religion var.
Men historikerne har hele tiden forsøgt at finde ret simple årsager til vikingernes ekspansion. Der er derfor
stadig nogle der har den opfattelse, at vi et langt stykke hen ad vejen skal betragte vikingernes udvandring,
som en ”dyrkning” af deres eventyrlyst – og at ophavet til denne eventyrlyst netop skal findes i den nordiske
mytologi. Dette punkt er under stadig debat, men der er ingen tvivl om at vikingerne var drevet af en form
for eventyrlyst. Ingen kendte på dette tidspunkt noget til land vest for Storbritannien. Men hvorfor havnede
vikingerne så i Nordamerika? Nogle mener, som tidligere nævnt, at vikingernes ofte tilfældige færden kan
11
”Vikinger og togter”. Side. 62
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 10 af 20
have bragt dem til Grønland, og derefter til Nordamerika. Under alle omstændigheder må man medgive at
det har krævet en god portion overlevelsesinstinkt at overleve en sådan rejse.
Mange runesten og skjaldekvad viser tydeligt at hæder og bytte har været væsentlige drivkræfter bag
vikingernes ekspansion. Men vesteuropæiske kilder beretter også om vikingernes hunger efter lette
indtægter, og senere også handelscentre og rådighed over områder, som de kunne slå sig ned på, og dermed
agere som agerbrugere. Det lykkedes således den norske kong Harald Hårderåde, at vende tilbage efter lange
plyndringstogter, og bruge sin rigdom til at opbygge magt og omdømme. Samtidig menes det at
høvdinge/konger benyttede sig af lønnede vikinger, hvorfor de blev nødt til at skaffe penge til deres løn, hvis
de ville blive ved med at have en stærk, stabil hær.
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 11 af 20
3. Vikingernes påvirkning i England
Vikingernes mange forskellige væremåder fascinerer de fleste nu til dags. De havde næse for at tilpasse sig
omgivelserne, ligesom det var tilfældet i bl.a. England. Her spøgte vikingerne i flere århundreder, og en stor
del af vikingernes indtægter kom fra plyndringer, opkrævning af skatter (Danegæld) samt lejesoldat-jobs og
handel. Som jeg tidligere beskrev, slog mange vikinger sig ned i England og dyrkede jorden. Derfor var de
også med til at udvikle byerne. Nogle steder var kravet for bosættelse, optagelsen af den kristne tro og
vikingerne blev derfor også tvunget til at lade sig døbe. Men det var især vikingernes dominerende togter og
erobringer som har fået opmærksomheden, da der er mest stof om disse
12
.
3.1 – Vikingernes togter
Da vikingerne i løbet af vikingetiden fik stadig mere struktur på deres samfund, begyndte de også at
planlægge togter, med henblik på at erobre land og mere magt. Den angelsaksiske krønike fortæller fra 835
og frem, om regelmæssige plyndringer og angreb på England. Nu omfattede togterne ikke blot et par skibe,
ligesom tilfældet fra 783, men reelle flåder kom nu til England for at plyndre. Det var dog meget almindeligt
at vikingerne kun sejlede i land, plyndrede folk, for så igen at stikke til søs inden der ville komme
forstærkninger. Her var altså stadig tale om nogle lykkeriddere, som ikke havde noget decideret samarbejde
med andre stammer. I hele denne periode fra starten af vikingetiden og frem til 835, var vikingerne vokset i
styrke. De havde gjort sig bemærket over det meste af Europa, og havde efterhånden sat sig i alvorlig respekt
og dermed også opbygget en selvtillid som var utrolig svær at bryde.
Som tidligere nævnt har ordet viking betydningen at gå i land i en vig for at bosætte sig. Mange vikinger
havde fået øjnene op for det frugtbare England og ønskede at bosætte sig i stedet for at leve af
plyndringstogter (hvis man snakker med danske historikere). Derfor gik plyndringstogterne i sidste halvdel
af det 9. århundrede stort set kun ud på at få besat så meget land som muligt.
Det lykkedes faktisk vikingerne at erobre så meget land at englænderne og de danske vikingerne havde
fælles konge i årene på nær 5 år. Materialet som danner baggrunden for vikingernes gøren og
laden i England, er meget omfangsrigt og omfatter alt fra arkæologiske fund til Den angelsaksiske Krønike
13
.
Der vides ikke meget om vikingernes færden i England fra angrebet på klostret på Lindisfarne, og frem til
år 835. Den eneste plyndring man kender til, er plyndringen af et kloster i det sydlige Yorkshire i år 794, som
også står nævnt i den oldengelske krønike. I år 835 begyndte en optrapning af angreb på fast grund i Irland,
og det spredte sig hurtigt til England. Dette blev begyndelsen på mere end 200 års heftig aktivitet i England,
hvor især danskerne var aktive. Det var dog ikke længere klostrene der blev plyndret, for England havde
12
”Vikingernes Verden”. Side 242
13
Allan, Tony: ”Vikingerne”. Sesam 2002. Side 10-14.
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 12 af 20
ligesom Frankerriget oplevet en udvikling i byerne (som vikingerne selv havde været med til at skabe), og
det havde skabt en overklasse af stormænd med mange penge.
Udviklingen i vikingernes angreb fulgte i starten det samme mønster som i resten af Europa, hurtige
angreb på øer og kyster, og så hjem til basen eller helt til Skandinavien. I 850-851 kom så vikingernes første
overvintring på øen Thanet, og nogle år efter på øen Sheppey
14
.
Nu ændrede vikingernes bevægelsesmønster sig. Man hører om togter inde midt på England, og i 865 kom
den første Danegældsbetaling.
Det menes at disse erobringer af England begyndte i 865. Vikingerne havde nu ladet sig samle under en
fælles leder, en såkaldt konge.
England var ikke et samlet land, men bestod af mange små kongeriger, som jævnligt bekæmpede hinanden.
Dette gjorde det forholdsvist let for vikingerne, og i løbet af ganske få år havde vikingerne igen sat deres
præg på England, og det uden at lide nogle store nederlag. Størrelsen af denne hær er meget omdiskuteret,
men den anslås at være omkring 2-3000. I bilag 3 er anvist en tidslinje over denne hærs erobringer i England.
Her får vi også hærens leders navn (Halfdan) oplyst, og det lykkes for hans hær at erobre hele Northumbria,
og i 876 fortæller den Angelsaksiske Krønike at Halfdan delte landet ud og vikingerne begav sig til at dyrke
jorden
15
. Det menes at Halfdan selv, døde året efter.
Den anden halvdel af hæren der i 874 forlod Repton, mødte en noget anderledes skæbne. Den blev ledet af
kongerne Gudrun, Osketil og Anund. De drog til Cambridge og blev et år. Derpå drog de ind i det sidste
uafhængige rige, Wessex, og kong Alfred måtte slutte fred. De forlod Wessex i sensommeren 877, og drog
til Mercia. Men lige efter årsskiftet var hæren igen tilbage i Wessex, og de tog nu magten over det meste af
riget. Kong Alfred nåede at flygte, sammen med en lille skare mænd, ud i det nærliggende sumpområde. Det
lykkedes imidlertid Alfred at samle en hær i løbet 878, og i foråret vandt han den afgørende sejr over
vikingerne ved Eddington. Ved fredsslutningen blev det besluttet at vikingehæren skulle forlade Wessex og
at kong Gudrun skulle lade sig døbe. Efter ca. 15 års omflakkende liv havde hæren nu besluttet sig for at slå
sig ned og dyrke jorden. Alligevel brød Gudrun aftalen, men en ny blev indgået med kong Alfred allerede i
886, hvor Alfred samtidig generobrede London fra danskerne. Aftalen betød en deling af England, et område
som var engelsk-England og et andet vikinge-England. Vikingerne fik dermed deres egen mulighed for at
regere i et område – det kom til at hedde Danelagen. Bilag 4 viser Danelagen, og det er i disse områder man
kan finde stadigt eksisterende spor af vikingerne. Grunden til de hvide pletter er, at det er sumpområder eller
andre ubeboelige territorier.
14
Det er de første overvintringer som vi kender til, og står beskrevet i en gammel årbog af vikingernes.
15
”Vikingernes verden”. Side 256
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 13 af 20
Det er svært at sige hvornår vikingerne besluttede sig for at slå sig ned i England. I starten foregik det på
ægte vikingestil med plyndringer og udbytninger. Men en ting er i hvert fald sikkert, vikingerne fra hæren
har nok ikke vendt tilbage til Danmark, da det er sparsomt med arkæologiskefund i Danmark, som stammer
fra England. Desuden har udgravninger vist at knoglerne ikke havde været brækket, hvilket tyder på at de har
haft en normal død (udgravningen stammer fra en typisk vikingehøj, og knoglerne var meget robuste, og er
derfor opfattet som vikingeknogler).
I resten af det vestlige Europa foregik levevisen stadig på samme måde, med plyndringer. Men det blev
svære tider for dem, og i 892 kom en stor dansk hær fra Boulogne til England. De havde alt med sig, og var
åbenbart rede til at slå sig ned. De fik støtte og jord af vikingerigerne, men Alfred havde i mange år gjort
hemmelige militære fremskridt. Han havde oprettet fæstninger i hele hans rige samt specieldesignede skibe
til at angribe vikingernes skibe. Desuden havde han dannet sig en hær, som han til hver en tid kunne kalde
sammen. Den store danske hær blev bekæmpet systematisk og den led så mange nederlag at den var
nødsaget til at søge tilflugt i Chester. I mellemtiden destruerede kong Alfreds hær alle marker og alt andet
spiseligt. Da den danske hær to år senere slog lejr ved en flod, drog Alfreds hær dertil i høsttiden og
ødelagde alle afgrøder. Kong Alfred sejrede i mange andre slag, og da epidemier begyndte at sprede sig
blandt vikingerne tog det modet fra dem. Dyr og mennesker døde konstant og i 896 opgav den danske hær.
Krøniken fortæller at de fleste drog til Northumbria og andre til East Anglia og sidst var der nogle som købte
skibe og drog sydpå igen
16
.
Alfred som senere fik tilnavnet ”Den Store”, døde i 899. Vikinger var stadig et problem i England, men
Wessex-riget voksede sig større. Edward som var Alfreds efterfølger erobrede store områder nordpå, og i
920 blev han formelt accepteret som overkonge af Northumbria. Det varede dog ikke ved, og magten
skiftede mellem vikingekonger og engelske konger frem til år 954. Vikingerne måtte trække sig tilbage, og
de havde således kun jordbesiddelser i York. Fra Norge kom den fordrevne konge Erik Blodøkse i nogle
korte perioder, indtil han måtte se sig slået i 954. Nu var hele England samlet under en konge, Eadred.
Gennem en stor del af 900-årene skete der ikke meget fra vikingernes side i England. Grundlaget for
hurtige vikingetogter var forsvundet, da de fleste vesteuropæiske lande havde dannet forsvarsværn samt gode
styrer i landene. Men i 970-980 ændrede dette billede sig igen. Englands konge Edward blev under mystiske
omstændigheder (fortæller den angelsaksiske krønike) myrdet i 978. Hans bror Æthelred blev konge, og nu
blev landets styr præget af indre modsætninger. Dette resulterede i nye vikingeangreb, dog med beskedne
flåder i starten.
Men fra 991 kom regulære flåder til England. Olav Tryggvesson lagde til i Sydøstengland, og ifølge
krøniken havde han bragt 93 skibe med sig. Olav og hans hær hærgede nu vidt og bredt, og det blev til sidst
besluttet at indføre Danegældsbetalinger igen – Olav fik 10.000 pund sølv for at ophøre ødelæggelserne.
16
”Vikingernes verden”. Side 256-261
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 14 af 20
Olav Tryggvesson optrådte igen i 994, nu sammen med den danske konge Svend Tveskæg og 94 skibe. De
forsøgte at indtage London, men forgæves og de hærgede nu på må og få indtil der blev besluttet at de skulle
have 16.000 pund - danegæld. Det blev desuden besluttet at Olav ikke måtte komme til England i fjendtligt
ærinde længere, hvilket han ifølge krøniken overholdt. Olav tog til Norge med sit bytte og blev konge. Han
blev dræbt omkring år 1000, i kamp mod sin gamle krigskammerat Svend Tveskæg.
Fra 997 var den danske hær meget aktiv. Der var et ophold i plyndringerne, hvilket man mener skyldes, at
mange vikinger drog til Skandinavien da der var indbyrdes krige der. I 1002 var hæren igen samlet og de
modtog 24.000 pund. Den engelske konge Æthelred beordrede samme år, at alle danske mænd skulle
henrettes. Dette indbefattede også nogle af Svend Tveskægs slægtninge, og mange historikere antager dette,
som oprustningen de to følgende år. 1005 vendte flåden hjem til Danmark grundet hungersnød, men var
allerede tilbage i 1006 og i 1007 udbetalte England 36.000 pund til dem. I 1009 kom den mægtige danske
høvding Thorkild Høje sammen med andre høvdinge til England med vældige flåder. De hærgede og
plyndrede, med udgangspunkt fra øen Isle of Wight, og det blev i 1011 besluttet at betale dem Danegæld,
men vikingerne fik først de 48.000 pund i 1012
17
. Herefter spredtes hæren, men Thorkild samt 45 af skibene
gik i engelsk tjeneste og lovede Æthelred at forsvare England.
Togterne havde fulgt det klassiske mønster: små bander og spredte overfald blev fulgt af store mobile
hære, overvintringer og hastigt stigende Danegældsbetalinger – fra 10.000 pund i 991 til 48.000 i 1012.
I 1013 sejlede Svend Tveskæg fra Danmark for at erobre hele England. Med sig havde han sin søn Knud.
Hurtigt fik de erobret det meste af det østlige England, senere syd og vestpå, og til sidst nordpå. Alle
underkastede sig nu Svends vilje og kong Æthelred forlod England sammen med sin familie, og drog til
Normandiet. Svend Tveskæg døde imidlertid 3. februar 1014. Knud blev valgt til den nye konge, men
englænderne kaldte Æthelred tilbage i hemmelighed, og han fik organiseret en hær. Det lykkedes således at
drive Knud og hans hær på flugt.
Da hæren kom til Danmark var Knuds broder Harald blevet konge i mellemtiden. De reorganiserede hæren
og i 1015 sejlede Knud atter af sted til England. Æthelred var død i 1016 og hans efterfølger på tronen var
sønnen Edmund, som ledede hæren. Knud sejrede ved Assandun, og der blev der efter indgået aftale om at
dele England mellem Edmund og Knud. Edmund døde samme år og derfor blev Knud nu enevældig konge i
England i 1017 og inddrev året efter en enorm danegæld på 82.500 pund sølv.
Denne erobring var af en anden beskaffenhed end den i 800-årene. Købmænd og bønder bosatte sig ikke i
videre omfang; Knud fastholdt England ved sin personlige styrke, bistået af nogle få betroede stormænd og
deres slægtninge. England var lettet over freden, og Knud havde nok at gøre med også at holde styr på sine
andre riger, for han var nemlig også konge i Danmark og gjorde krav på kongedømmet i Norge. Der er sågar
17
”Vikingerne i England” af bl.a. Else Roesdahl. Kilden er taget direkte fra den angelsaksiske krønike. På siderne 11-
13 står de vigtigste begivenheder som man kender, fra den angelsaksiske krønike.
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 15 af 20
nogle historikere som mener at han også havde magten i hele Sverige, men det er ikke alle der er enige i den
tolkning.
Knud lod sig kristne i 1017 og tog samtidig Emma af Normandiet til ægte. Han var således en kristen
konge, gavmild mod kirken og tilsyneladende afholdt af englænderne. Knud døde i 1035 og blev begravet i
Winchester. Med hans død slutter også det man ofte kalder den egentlige ende for danskernes optræden i
England. Men i de følgende syv år kæmpede Knuds sønner en brav kamp for at opretholde lov og orden, og
blive ved magten. Men da Hardeknud døde i 1042, overgik tronen til Edward Bekenderen. Bortset fra enkelte
kortvarige krigsbegivenheder i de følgende 50 år behøvede England ikke mere at bekymre sig om trusler fra
Danmark.
3.2 – Låneord fra oldnordisk
Vikingernes dominerende rolle har sat så dybe spor at vi i dag finder masser af spor fra vikingerne. Især
det område som Danelagen afgrænsede indeholder mange stednavne fra Skandinavien. Dette skete i kraft af
vikingernes medvirken til at udvikle Englands byer. Mange af de store byer i England blomstrede op
omkring de af Englands konges anlagte fæstninger. Man mener dog at dette først skete efter den endelige
engelske magtovertagelse. Men ved udgravninger af de to største byer i Danelagen (Lincoln og York) har det
vist sig at de blev skabt med nordisk byggestil, og at der er fundet mange af de varer som vikingerne især
handlede med via deres handelsnetværk. Byen Eoforwic blev ved vikingernes erobring kaldt Jorvïk, og dette
blandet af nordisk og engelsk – anglo-skandinavisk.
Nutidens engelske sprog indeholder også spor af skandinavisk dialekt. Man mener at der er findes ca. 600
låneord i det engelske rigssprog, og det er som regel hverdagagsord der er blevet adopteret; cast (kaste),
knife (kniv), die (dø), skin (skind), window (vindue)
18
. Men det er ikke kun nordiske ord man finder spor af.
Også grammatiske endelser så som they, them, their (på oldnordisk: peir, peim, peirra) og endelser på
bynavne så som –by og –thorp hænger stadig ved i det engelske. Især engelske landbrugsord ligner de
nordiske landbrugsord. Alle disse fælles ord tyder på at vikinger og englændere har måttet lave en slags
blandingssprog for at kunne forstå hinanden.
18
Roesdahl, Else: ”Vikingernes verden”. Side 253
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 16 af 20
Konklusion
Når man taler middelalder skal man altid forholde sig kritisk til kilderne, dertil er de fleste historikere
enige. Den angelsaksiske krønike er den vigtigste berettende kilde til Englands historie i vikingetiden.
Grundstammen i den er skrevet i Wessex i slutningen af 800-tallet, og i de følgende tre århundreder er den
fortsat flere steder i landet af forskellige forfattere, dette er i den grad også med til at gøre den mere
upålidelig.
Men her stopper så også den generelle holdning til kilderne, for som Else Roesdahl beskriver på de sidste
sider i hendes bog ”Vikingernes verden”, så er der stor forskel på den nationalfølelse som forfatteren af en
bog har. Else Roesdahl mener selv at hun forholder sig meget neutralt til de tilgængelige kilder (dette er jeg
enig i), hvorimod den engelske ekspert på området, Peter Sawyer, ser anderledes på især tal-angivelserne.
Han er af den opfattelse, at når man snakker om vikingernes hærstyrke ved erobringen af England skal man
snakke i hundreder og ikke i tusinder. Han bliver støttet af mange andre engelske historikere, og de forklarer
at de stednavne som stammer fra danskernes erobring i 800-tallet, sagtens kunne stamme fra andre
begivenheder. Og i det har han jo egentlig ret i. Vi kan ikke direkte konkludere at ord som bæk (beck) og
fjeld (fell) er kommet til England under vikingetiden, men det er højst sandsynligt. For skriftligt overleverede
oplysninger tyder på at der blev dannet et såkaldt blandingssprog i England, andre steder såsom på
Shetlandsøerne og Orkneyøerne, blev sproget fuldstændig nordisk. Så fra min side ser det ud som om
englænderne forsøger at dæmpe den hæder som er skænket vikingerne, og danskere på den modsatte side
som forsøger at få vikingerne til at virke som helte.
Taler man navngivning af byer kan man ikke komme udenom, at det har haft en vis indflydelse på
Englands stednavne. De navnetyper som var almindelige, kan i hovedsagen bestemmes dels ud fra sproglige
analyser af stednavnes form og indhold, til dels ved at analysere den status og beliggenhed, som bebyggelser
af forskellige navnetyper har. For mange steder dannedes der nye vikingekolonier, som senere blev til byer,
ligesom i Stearsby. Det er sammensat af ordet Stear som stammer fra det nordiske navn Styrr, hvor også
efterleddet –by er nordisk, som jeg tidligere har beskrevet. Så jeg er meget enig med Else Roesdahl – det
handler meget om nationalfølelse. For hvem siger at danske historikere har ret (selvom deres beviser er
mange)? Jeg er åbenbart også påvirket af en nationalfølelse.
Jeg har med vilje ikke valgt at bruge ret meget stof af Peter Sawyer da jeg ikke er enig med ham. Han
mener soleklart, at danskerne aldrig erobrede mere land i England, end det der svarer til Jyllands størrelse.
Hvordan vil han så forklare at det er nedskrevet at danskeren Svend Tveskæg var konge i England i ca. 25
år? Desuden er Peter Sawyer ikke meget for at indrømme at vikingerne spillede en central rolle i
opbygningen af England.
Når vi snakker om vikingernes mange forskellige roller i vikingetiden, er jeg heller ikke enig med Peter
Sawyer. Han mener at vikingerne ikke var andet end en flok galninge med hang til krig og kamp. Men jeg
synes at modbeviserne er mange, og selvom jeg her har valgt at beskæftige mig med vikingernes lidt mere
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 17 af 20
voldsomme del i denne opgave, synes jeg selv at jeg har bevist at der findes mange beviser på vikingernes
fantastiske sans for handel, kontrol, magt, succes mv. For det var netop mit mål med den del af opgaven. At
vise at vikingerne havde mange andre bevæggrunde til ekspansionen, end deres hang til krig. Og selvom jeg i
det sidste afsnit lægger min hovedvægt på de angreb, som vikingerne lavede på England, får jeg da også vist
at deres indflydelse var konstruktiv. For det er klart at de episoder der er mest stof omkring, er dem hvor
vikingerne indgød frygt.
Håber du har nydt at læse min opgave
Anders Bøwig Rasmussen
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 18 af 20
Litteraturliste
Primær litteratur:
Roesdahl, Else Sørensen, Carl og Esben Harding
”Vikingernes Verden” ”Danmark i vikingetiden”
Gyldendal 1987, 7. udgave (2001) Gyldendal 1979
304 sider 168 sider
Sørensen, Carl Harding
”Vikinger og togter”
Gyldendal 1990
131 sider
Sekundær litteratur:
Div. Historikere Lund, Niels
(Redaktion: Else Roesdahl) ”De hærger og de brænder”
”Viking og Hvidekrist” Gyldendal 1993
Nordisk Ministerråd og forfatterne 1992 212 sider
395 sider
Bjernum, Jørgen Allan, Tony (på dansk ved Jens Ulriksen)
”Kilder til vikingetidens historie” ”Vikingerne”
Gyldendal 1965 Sesam 2002
169 sider 144 sider
Div. engelske og danske historikere
(Redaktion: Else Roesdahl m.fl.)
”Vikingerne i England”
The Anglo-Danish Viking Project 1981
192 sider
Internetsider:
http://www.stigombord.dk/skuldelev1/pdf/handel.pdf
http://hjem.get2net.dk/fyrkat/dansk/index.htm
http://www1998111.thinkquest.dk/Togtererobringer.htm
http://www.norreg.dk/historieny/vikingopg.pdf
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 19 af 20
Bilag
Bilag 1:
Bilag 2:
[navn fjernet] den. 21/12 2005
Frederiksborg Gymnasium 3.v
”Vikingernes Ekspansion”
Side 20 af 20
Bilag 3:
866 York, i staten Northumbria, bliver erobret den 1. november. Vikingerne sluttede herefter fred med
folket, overvintrede der og indsatte en engelsk marionetkonge.
867 Nottingham bliver erobret og vikingerne slutter ligeledes fred med dette folk og overvintrer.
868 Hæren drager igen til York og overvintrer
869 Kongedømmet East Anglia bliver erobret og vikingerne tager vinterkvarter i Thetford. Erobrede hele
landet og dræbte kong Edmund.
870 Wessex blev angrebet
871 Den angelsaksiske krønike fortæller at ni danske jarler og en konge blev dræbt. Wessex sluttede fred
med vikingerne. Samme år blev Alfred den Store konge.
874 Kongedømmet Mercia erobres og kongen blev fordrevet. Der overvintres i byen Repton.
Bilag 4: