
Danskopgaven 6 [navn fjernet]
Frederiksberg Studenterkursus 1V 2004
rødmende og viser en lille smule dansk ved at holde tommel- og pegefinger med to
centimeters mellemrum op for det ene øje.”
Mørch beskriver enhver detalje i handlingen, og den sceniske fremstilling gør, at man nærmest kan
læse bogen som et manuskript til en film, hvor man forestiller sig billederne i hovedet.
Mørch bruger den direkte tale meget, både som en udtryksform, men også som en karakteristik af
personerne. Hvor forfattere normalt bruger det beskrivende til at karakterisere personerne, bruger
Mørch altså den direkte tale. Den direkte tale fortæller os meget om personernes
klassetilhørsforhold.
”Inde på stue O sender sygeplejersken med et rask smæld persiennerne i vejret: S -Nå,
hvordan har I sovet? – Tak strålende, siger Gertrude. – Ad H til, siger lille Linda, -
jeg har så pokkers ondt i den dumme ryg…” og senere en samtale mellem
sygeplejersken og en anden patient, Olivia: ” O Nu har jeg lagt her i seks uger! – S
Jamen så er der heller ikke så lang tid igen, vel Olivia? – O Går du ikke lige ud og
kigger i mine østrioler? – S Det ved du godt, jeg ikke må. – O Doktoren sagde ellers,
at mine østrioler har lagt så flot den sidste tid… ”
I den første samtale er der tre personer involveret, Linda, sygeplejersken og Gertrude.
Sygeplejersken, der hører til nederst i hierarkiet på hospitalet, men stadig over patienterne, taler et
normalt sprog, mens Lindas sprog er groft, grænsende til det vulgære, idet hun bander. Gertrudes
sprog kommer jeg ind på i personkarakteristikken. I den anden dialog registrerer vi, at Olivia i
udpræget grad bruger den restringerede kode. Hun siger ”lagt” i stedet for ”ligget”, og når hun taler
om østrioler, omtaler hun dem som noget, der ligger i ens krop, selvfølgelig fordi hun har
misforstået noget, en læge har sagt til hende. Mørch bruger denne form for skelnen i sprogbrug hele
vejen igennem romanen, men det vil jeg komme nærmere ind på i personkarakteristikken.
Mørch bruger relativt sjældent billedsprog og metaforer. De optræder oftest, når hun indleder et nyt
afsnit, og de fungerer nærmest som en fortæller på en film ville gøre. De starter handlingen i
afsnittet, før den sceniske fremstilling tages i brug igen.
”Det gråner. Hospitalet vågner. Hospitalet er en myretue. En bikube. Et kollektivt
skabt produkt. En stor levende organisme. En sum af de mennesker, der har deres
daglige gang på stedet. En sum af patienterne, der ligger her på kortere eller længere
sigt. En sum af bygninger, inventar og instrumenter. Af meninger der opstår og trives
på stedet. En sum af de politiske beslutninger hospitalet er underkastet. Hospitalet
vågner og begynder at leve.”
Her et eksempel på Mørchs billedsprog, hvor hun sammenligner hospitalet med en bikube eller en
myretue. Romanen er spækket med politiske under- og overtoner, hvilket også skinner igennem her.
Vinter: side 57
Vinter: side 11 begge citater
Vinter: side 10