
2
En synd at samarbejde med tyskerne
Kaj Munk påpeger, at det er en synd at arbejde for tyskerne. Medmindre det
er et spørgsmål om ens egen eller familiens overlevelse, så er der ingen
undskyldning for at tjene penge på denne måde:
”Men naar danske Mænd uden bydende Behov og af egen fri
Drift og Valg forraader deres Fædreland og Kristendom af
raaddent Pengebegær, saa skal de ogsaa her fra Kirken have at
vide, at den Rigdom, de paa den Maade tiltusker sig, er
Judaspenge og skal blive dem til Fordærv”.
Sandheden skal frem – man skal stå til regnskab
Ifølge Munk skal der ikke dækkes over dem, som vælger at arbejde for
tyskerne. Det skal til gengæld bringes frem i lyset også i kirken, så man kan
stå til regnskab for sine handlinger:
”Dette maa i Sandhedens Navn paatales i denne Kirke, der er
bygget for at være Sandhedens Tempel. Nogle mener, at slig
Tale har ikke hjemme i Guds-Hus. Det er forkert. Naar
Mennesker synder i sognet, har Sognet sit Guds-Hus for der at
faa paatalt det”.
Man skal stå ved sine valg
Munk mener, at man skal stå ved de valg, man træffer. Hvis man vælger at
kæmpe på tyskernes side, vil det have konsekvenser, som man skal være
parat til at acceptere. Samtidig skal man være bevidst om, at ens handlinger
har konsekvenser for andre end en selv:
”Drikker Manden i en Familie, gaar det ud over hele Hjemmet.
Saadan er det nu engang. Man kan ikke lade sig bruge til at rive
Ulverifter med i andres Legemer og selv forlange at behandles
som et skyldfrit Lam”.
Frygten må ikke afholde danskerne fra at handle
Munk italesætter frygten, som er forbundet med krigen. Mange danskere er
bange for at gøre modstand eller give udtryk for deres holdninger af frygt for,
at der sker dem noget. Derfor forbliver de fleste passive og passer sig selv.
Men ifølge Munk er dette ikke vejen frem, og tilværelsen bliver ikke bedre af
at affinde sig med situationen:
”Og vi her i Danmark skulde intet vove for vort Land, for vor Tro
for vore Ideer? [...] Det gik ud over os selv, om vi ingenting
gjorde. Om vi ikke selv skaffede de værste Virksomheder af
Vejen, var Landet for længst belagt med et Tæppe af Bomber.
Og holdt vi komedien gaaende med gode Miner til Fjendens
slette Spil, koblede vi jo blot os selv som en lille Paahængsmotor
til Tysklands store Vogn paa dens raslende Færd ned af Bjerget”.
Argumentation
Brug af ”jeg” og ”vi”
Munk henvender sig i en stor del af prædikenen til publikum i 1. person ental
(”jeg”) og 1. person flertal (”vi”). På den måde kommer talen til at fremstå
personlig og som et forsøg på at skabe et fællesskab med publikum, fordi han
taler direkte til modtageren og bruger en inkluderende tone, fx: