
3
ældrepleje. Det understreger hun ved at gentage ordet flere gange i løbet af
talen, fx:
”Vi vil hvert år bruge lidt mere på vores uddannelser. På bedre
sundhed. På mere tryghed”.
”Kun på den måde kan vi holde fast i vores tryghed”.
Retoriske spørgsmål – kommer publikums tanker i forkøbet
Thorning-Schmidt stiller gennem talen en række spørgsmål, som forsøger at
imødekomme nogle af de tanker og spørgsmål, som tilhørerne måtte have,
fx:
”Jeg ved godt, at nogle tænker: Er der brug for så mange
forandringer på samme tid? Og behøver vi at vende hver krone?
Mit svar er ja”.
”Men jeg tror, at mange er usikre på, om der er et
velfærdssamfund, når vi selv bliver gamle. Vil der være
folkepension? Vil der være hjemmehjælp? Vil der være ordentlige
plejehjem? Den bekymring forstår jeg godt. Mit svar er klart: Det
bestemmer vi selv”.
På denne måde fremstiller hun sig selv som en god leder, der er lydhør over
for den danske befolkning.
Personlig historie skaber en relation
Statsministeren bruger nogle steder små personlige fortællinger. Det sker for
at gøre nogle af de store, samfundsmæssige udfordringer mere konkrete for
tilhørerne. På den måde får modtagerne nemmere ved at relatere sig til
mere abstrakte emner som fx velfærd og omsorg:
”I efteråret besøgt jeg Varla, som bor på et plejecenter i
Nordjylland […]Hun har drevet en garnforretning, og hun har klaret
sig hjemme indtil for nylig. Det er hun glad for. Men hun er også
glad for, at velfærdssamfundet stod klar, da hun blev syg og ikke
længere kunne bo alene […] Vi har stadig brug for en tryg og god
ældreomsorg. Og det vil vi også have i fremtiden […]”
Rosende ord viser anerkendelse
Thorning-Schmidt roser de offentligt ansatte og viser på denne måde, at hun
værdsætter det stykke arbejde, de udfører, fx:
”Og jeg er altid taget videre med en varm følelse af, at her var
nogen, der glædede sig over at gøre et godt stykke arbejde. Og
satte en ære i at behandle mennesker ordentligt. Vi har brug for
alle jer, der arbejder i stat, regioner og kommuner”.
Det er et typisk træk ved lejlighedstalen, at taleren roser publikum.
Brug af ”jeg” virker personligt
Statsministeren henvender sig i en stor del af talen til publikum i 1. person
ental (”jeg”). På den måde kommer talen til at fremstå personlig, fordi hun
taler direkte til publikum:
”Det kan jeg godt forstå”.
”For jeg tror ikke på nulvækst. Jeg er overbevist om, at det er bedst
for Danmark, hvis vi år for år bruger noget af den velstand, vi
skaber, på vores fællesskab”.