
Det Arabiske Forår i Egypten
Side 3
Abdel Nasser ()
I 1953 overtog general Abdel Nasser posten som præsident efter De Frie Officerers Kup i 1952. Nassers
primære politik var socialistisk. Han forbød andre politiske partier, så han ene og alene kunne sidde på
magten. Nasser var inspireret af Sovjetunionen og ønskede også et militært samarbejde med dem. I 1956
nationaliserede han Suezkanalen, hvilket gav ham en heltestatus i de andre arabiske lande, og samtidig
opnåede han det panarabiske samarbejde, som han ønskede. Derved brød han med ideen om et samarbejde
med Vesten. Under Nassers styre var der stærk modstand fra Det Muslimske Broderskab
4
. Det Muslimske
Broderskab er en islamistisk organisation, som går ind for en muslimsk stat, hvor Sharia-lovgivningen følges.
Dette var Nasser imod og fængslede derfor mange ledere fra Det Muslimske Broderskab. Befolkningen var
glade for Nasser, idet hans politik gavnede de fattige og mellemklassen. Nasser gjorde meget godt for den
egyptiske befolkning, bl.a. introducerede han en jordreform, der gav de jordløse bønder jord, som han tog fra
de rige. Derudover blev Egyptens velfærdssystem forbedret, idet at Nasser sørgede for at subsidiere bl.a. ris,
sukker og gas. Udover dette oprettede Nasser et bedre sundheds- og skolevæsen, og folk med en
universitetsuddannelse var sikret et job i den offentlige sektor.
I starten gik det rigtig godt for Nasser rent økonomisk, da staten fik en masse indtægter fra bl.a. Suezkanalen
og nationaliseringen af virksomheder i Egypten, samt hjemsendt kapital fra migranter. I 1967 tabte Egypten
dog Seksdagskrigen mod Israel, økonomien svigtede, og Nasser mistede en del af den folkelige opbakning.
5
Dette tog hårdt på Nasser, og han døde i 1970, kun 52 år gammel. Nasser har haft stor betydning for den
egyptiske befolkning, og var også kendt som en stor leder i Mellemøsten.
6
Anwar Sadat ()
Sadat – ligesom Nasser et medlem af De Frie Officerer – tiltrådte som præsident efter Nassers død i 1970. Til
forskel for Nasser tolererede Sadat Det Muslimske Broderskab, og løslod derfor mange af dets medlemmer.
Han ændrede grundloven, så principperne i Sharia skulle være hovedkilden for lovene i Egypten. Efter hans
tiltræden brød han også samarbejdet med Sovjetunionen, og begyndte at arbejde sammen med Saudi Arabien
og USA. I 1973 startede han Oktoberkrigen mod Israel, men prøvede hurtigt herefter at arbejde på en
fredsaftale, hvilket førte til Camp David-aftalen i 1978. Dette brød mange muslimer sig ikke om. Sadats
finanspolitik var meget anderledes end Nassers. Han gik ind for makroøkonomi og liberalisering. Han kaldte
hans politik for Infitah
7
, som betød at man skulle ”åbne dørene” for private investeringer i Egypten. Dette var et
stort ønske for Sadat, da dette ville forbedre den egyptiske økonomi. I og med at Sadat afsluttede
samarbejdet med Sovjetunionen, formåede han derved at oprette et samarbejde med USA, som finansierede
militær og udvikling. Infitah medførte, at staten ikke længere var den største sektor i landet, og gjorde det
mere indbydende for udenlandske investorer at investere i den private sektor i Egypten. Sadat håbede fortsat
på et godt samarbejde mellem Egypten og Israel, og tog derfor til det israelske parlament, Knesset, for at
4
Skovgaard-Petersen, Jacob: Moderne islam - Muslimer i Cairo. 3. udg. Gyldendahl, 2007. (Bog)
5
www.wikipedia.org: Seksdagskrigen. Udgivet af Wikipedia. Internetadresse:
http://da.wikipedia.org/wiki/Seksdageskrigen - Besøgt d. 6.4.2014 (Internet) (Bog)
6
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Mellemøsten/Arabiske_lande_efter_1922/Gamal_Abdel_Nasser
7
http://en.wikipedia.org/wiki/Infitah