
XXXXX Mini SRP
Fermentering
Skimmelost
Side 8 af 28
% og 4,6 %. Det første den ”tilpassede” mælk skal igennem, er den proces der er regnet på i
bilag 1 - nemlig en varmebehandling, som har til formål at dræbe uønskede bakterier. Det gø-
res i 20 sek. ved en temperatur på 63 °C, men denne varmebehandling afhængig af hvilken
ostetype eller andet mælkeprodukt man ønsker at fremstille (se bilag 1). Man ønsker nemlig
ikke at ødelægge de enzymer, der skal bruges til osteproduktion og vi ved at proteiner, og
dermed også enzymerne denaturere ved høje temperaturer. Det betyder, da det er forskelligt
fra enzym til enzym hvornår proteinstrukturen ødelægges, at man skal vide hvilket enzymer,
man har behov for at bibeholde (de fedtnedbrydende ønskes oftest bevaret, da de bidrager til
smagen). Det ses af bilag 1, hvordan tid og temperatur hænger sammen, og hvordan det også
kan udtrykkes eksponentielt. Når vi har varmebehandlet mælken, skal pH’en justeres. Mælks
normale pH-værdi er ca. 6,7, men når man fremstiller ost, er den mest optimale pH 4,8. Der er
her starterkulturen kommer ind i billedet og spiller en væsentlig rolle. Vi ved, at vi kan sænke
pH’en ved at tilsætte en syre, og under osteproduktion gøres dette ved at en starterkultur,
som indeholder mælkesyrerbakterier skal omdanne lactosen til mælkesyre. Starterkulturen
kommer af en lille mængde mælk, der tilsættes en lille portion mælkesyrebakterier. Mælkesy-
rebakterierne vokser, og det lader man dem gøre, indtil man har opnået en pH på 4,8. Da er
starterkulturen klar til at blive tilsat den store mængde mælk, der skal blive til en danablu. Til
blåskimmel ost vil man oftest anvende mesofile ”syrevækkere” - mælkesyrebakteriekulturer
(afhængigt af temperaturen - ved højere anvendes termofile
). At mælken bliver syrnet er
vigtigt, da det er den syrnede mælk sammen med osteløben, som tilsættes i næste step, som
får mælkens proteiner til at binde sig sammen - og derudover har det også en betydning for
den færdige osts’ smag (se bilag 4).
Proteinet i mælken er ”kugleformede proteinklumper”, som også kaldes miceller, fordi de er
elektrisk ladede. Disse holder sig flydende i mælke fordi de indbyrdes frastøder hinanden. En
micelle består af ca. 500 submiceller. De submiceller der findes i micellens kerne, er hydrofo-
be, mens overfladesubmicellerne i den ene ende også er hydrofobe men i den anden ende er
hydrofile. Det er den hydrofile side der ”vender udad”, og kan opfattes som små fimrehår be-
stående kappa-kasein (se figur 2.0).
Når mælken er syrnet, skal den tilsættes osteløben, som blandt andet består af enzymet
chymosin, og når vi som her taler om en Danablu, også skimmelsvampen Penicillium Roque-
forti. Osteløbens enzym chymosin er i stand til at ”klippe” kappa-kaseinet af micellen. Kappa-
kaseinet er negativt ladet, og kan holde sig flydende, ligesom micellen kunne før, pga. elektrisk
frastødning. Til gengæld mangler micellerne nu deres elektriske ladning, og vil i stedet have
mulighed for at ”komme tættere” på hinanden. Havde de væres yoghurt eller tykmælk, ville
proteinklumperne her have bundet sig sammen, men i stedet danner mælkens indhold af kalk
og magnesium ”broer” i mellem proteinklumperne. Micellerne er stadig svagt ladede, hvilket
betyder, at de positivt ladede kalk -og magnesiumpartikler kan binde dem sammen (se figur
2.1). Disse bindinger er faktisk så stærke at mælken stivner fuldstændig - sådan lidt budding
agtigt. Bindingerne mellem micellerne betyder også, at de bliver klistret sammen på kryds og
tværs og kommer så tæt på hinanden at nogle af dem klistrer sammen til større proteinklum-
http://www.hjemmeriet.dk/uploads/dokumenter/Syrevaekkere.pdf