1
Kunsthistoriske perioder
FØR 1400 ................................................................................. 1
HULEMALERIET ............................................................................... 1
GRÆKENLAND (750 – 330 F.KR.) ...................................................... 1
MIDDELALDEREN............................................................................. 2
PERIODEN FRA 1400 – 1750 ..................................................... 3
RENÆSSANCEN (1400- OG 1500-TALLET) ........................................... 3
MANIERISME () ............................................................. 4
BAROKKEN (1600-TALLET) ............................................................... 4
PERIODEN EFTER 1750 ............................................................. 5
ROMANTIK, FØRSTE HALVDEL AF 1800-TALLET ..................................... 5
IMPRESSIONISME () ........................................................ 6
EKSPRESSIONISMEN () ..................................................... 7
KUBISME () ................................................................... 8
SURREALISME ................................................................................. 9
POP ART, 1960 .......................................................................... 10
POSTMODERNISME OG SAMTIDSKUNST .............................................. 10
Før 1400
Hulemaleriet
I istiden for 12.000 år siden blev de første billeder skabt på væggene af
de huler, som vores forfædre boede i. Billederne, der især forestiller
dyr og jagtscener, er levende gengivet og lavet i naturalistisk stil.
Forskere er hovedsageligt enige om, at billederne blev skabt som en
form for jagtmagi, der skulle bringe lykke til en forestående jagt.
Billedfremstillingen, billedet og dets magiske kraft skulle sikre
jægerens jagtlykke.
Grækenland (750 – 330 f.kr.)
skulpturen
Især rigt dekorerede vaser og krukker fyldt med historier eksisterer fra
Grækenland. Derudover har mange græske statuer også overlevet. De
første statuer var lavet af træ og rigt dekoreret, men ingen af disse har
overlevet til i dag. Senere lærte grækerne at hugge i sten af egypterne,
som de også er blevet inspireret af.
Den arkaiske periode (700-500 f.Kr.) = mennesket og
begyndende interesse for anatomien
Den klassiske periode (500-330 f.Kr.) = fremstillingen af
naturens fænomener. Mennesket blev det foretrukne motiv.
Billedhuggerens position ændrer sig i denne periode fra
håndværker til kunstner med stor anseelse.
2
Arkitekturen
Ligesom statuerne blev de første templer bygget i træ, hvorefter
marmor blev anvendt. Templerne blev bygget til dyrkelse af guderne,
som Zeus og Athene. Bygningsværkerne blev bygget med nøje
matematisk præcision, dog med kreative mindre afvigelser da de
græske arkitekter søgte større harmoni og undgå et indtryk af
arkitektonisk stivhed.
Parthenon bygget i 447-432 f.Kr. som et sejrsmonument til minde om
grækernes sejr over perserne.
Middelalderen
Kunsten er underlagt kirken
Kristendommen dominerer Europa og kunsten er til for kirkens skyld.
Al kunst skildrer bibelske beretninger eller personer. Den tidligere
antikke kunst, hvor man blandt andet skildrede menneskekroppen i et
naturalistisk perspektiv i form af store skulpturer i marmor, var ilde set
af kirken.
Middelalderens kunst blev til en symbolsk kirkekunst, hvis formål var
at udtrykke en højere guddommelig verden.
Kunsten som belærende
Mange kirker var udsmykket indvendig med store kalkmalerier af bl.a.
skærsilden (mellemstationen mod helvede). Det var næsten
udelukkende kirken, der havde monopol på læsning, skrivning og også
mere avanceret matematik, og derfor blev de store kalkmalerier brugt
som illustrationer til pøblen, så også de modtog kirkens budskaber
(Alle gudstjenester foregik på latin indtil bruddet med den katolske
kirke - reformationen i 1536). Kalkmalerierne blev brugt som en slags
propaganda.
I både romanske og gotiske kirker blev der, desuden brugt
glasmosaikker i vinduer.
Arkitekturen
I arkitekturen er det hovedsageligt kirkerne, der bliver udsmykket og
følger en bestemt stilart. Her er der fyldt med små dimsedutter og
tårne og vinduer er lange og høje. Dette er en magtdemonstration fra
gud i himlen, og det er Ham tårnene strækker sig efter, som
mennesket efterstræber det evige liv i himlen.
De italienske malere
De italienske malere var meget inspirerede af det byzantinske riges
kunst (Østromerske rige). Ansigterne er stive, og der er ikke
bevægelser i billedet. Perspektivet er ikke opfundet endnu, og derfor
er disse stykker kunst meget enkle. Dog havde man noget, der hed
betydningsperspektiv: jo vigtigere personerne var, jo større var de på
billedet.
I middelalderkunsten var der en fast tilrettelæggelse af symboler og
farver.
Duen optræder som Helligånden.
Rød er symbol på kærlighed.
Blå er himlens farve.
3
Guld blev ofte brugt som baggrundsfarve og viser det
guddommelige.
Treenigheden vises ofte som gestussen med de tre fingre.
Trekanten er også et symbol på treenigheden.
Kunst er stadig håndværk, som f.eks. pottemagere eller
smedjen.
Perioden fra 1400 – 1750
Renæssancen (1400- og 1500-tallet)
Renæssancen opstod i Firenze i Italien. Man siger at middelalderen og
renæssancen bryder med hinanden under den sorte død (pesten) i
1348, men selvfølgelig er overgangen glidende.
Fra håndværkere til kunstnere
Man begynder at male mobile billeder, til forskel fra middelalderens
kalkmalerier, altså kan man sælge stykker af kunst på en ny måde.
Malerne går desuden fra at være håndværkere til kunstnere. De
tilkæmper sig friheden til at skabe, til forskel fra middelalderen, hvor
de fik en ordre på f.eks. at skildre bebudelsen. Nu begynder de selv at
bestemme, hvad de vil male.
Kunsten blomstrer
Man er utrolig optaget af antikken, hvilket også er her navnet
renæssance kommer fra (genfødsel). Middelalderen er i
renæssancemenneskets øjne kun en periode imellem de to store
perioder; antikken og renæssancen.
I renæssancen sker en stor økonomisk udvikling på grund af handel og
en stigende globalisering og teknologi. Dette gør, at adelen og
handelsmænd får råd til at købe kunst, og derfor blomstrer kunsten i
renæssancen. Man dyrker de gamle antikke grækere og matematik,
poesi, geometri, filosofi og litteraturen er i højsædet.
Mennesket bliver individualiseret
Fra middelalderens kollektive opfattelse af at være én stor masse
underlagt gud, skete der nu noget nyt. Man begyndte at tænke mere
på det liv, der var på jorden, og mennesket blev mere individualiseret.
Man fokuserer mere på den menneskelige psyke. Heraf opstår også
portrætmaleriet, som blev meget populært blandt den velhavende del
af befolkningen. I arkitekturen ses ændringen af dyrkelsen af Gud, i
form af kirkernes arkitektur, der bliver mere fald og jordnær
(horisontal).
Perspektivet opdages og udvikles forsat vha. matematik. Både
perspektivet og den nye måde at male lys og skygger på giver
motiverne et mere naturalistisk udtryk. Et af de første eksempler er
billedet Begrædelsen af Giotti di Bondone.
4
Her ser menneskerne levende og lidende ud. De udtrykker følelser, til
forskel fra middelalderens stive holdning og udtryk. Desuden var han
den første til at signere sine værker.
Kunstnerne blev optaget af de gamle antikke myter, der gav dem en ny
malefrihed, da der ikke var noget regelsæt for, hvordan personerne i
myterne skulle males. Betydningsperspektivet ”afskaffes”.
Det tredimensionelle
Giotti indførte det tredimensionelle. Den senere opfattelse i 1500
tallet var, at billedet var tredimensionelt på en todimensionel flade, og
at alle linjer i billedet retter sig efter forsvindingspunktet. Det var
Alberti, der udviklede perspektivet.
Når kunsterne kunne beherske perspektivet, og altså gengive verden
naturtro, kunne de beherske verden gennem kunsten, som var åndelig.
På denne måde forenede man virkeligheden og det naturtro med
gengivelsen og det åndelige. Og dette var, hvad alle renæssancefolk
efterstræbte.
Ånden i renæssancen var, at der var en guddommelig geometri i den
naturlige skabelse, og renæssancemenneskene havde til hensigt at
kende, udforske og fremstille denne.
Lyset betød meget i renæssance billeder og ved hjælp af
lasurteknikken, hvori man brugte lyse farver, og hver sin farve havde
sin skygge (blå har lilla som skygge, gul har orange etc.), fra Holland,
formåede kunstnerne at fremstille et næsten naturligt dagslys.
I renæssancen udvikledes malerkunsten vha. perspektiv, lys, skygger,
farver og bevægelse. Fra at være en simpel håndværker, ansås
kunstneren efterhånden på lige linje med videnskabsmanden.
Manierisme ()
Udtrykker stammer af de italienske ord maniera, der betyder stil
forstået som noget udsøgt. Kunsterne forsøgte at bryde med den
klassiske alvor og de mange regler og forsøgte i stedet at give
værkerne deres egne følelsesfulde præg.
Manierismen anses som en overgangsperiode mellem renæssancen og
barokken. Manierismen benytter en overdreven forfinethed,
konstrueret elegance og en høj grad af selvbevidsthed. Farvevalget er
lysende og med symbolsk betydning og menneskene er ekstra
langstrakte med bølgende linieforløb.
Barokken (1600-tallet)
Barokken kan på mange måder ses som en reaktion mod de stabile
klassicistiske træk i renæssancen til fordel for det mere dynamiske og
bevægelige.
5
En magtdemonstration
Hvor renæssancen og andre perioder opstod af sig selv som en naturlig
udvikling i samfundet, er barokken meget anderledes. Barokken blev
nemlig brugt af kongen, kirken og aristokraterne (herremænd og andre
jordbesiddere) som en magtdemonstration. Efter reformationen i 1536
havde kirken mistet mere og mere magt, og borgerne blev mere og
mere lærde, hvilket kongen så som en trussel mod hans magt.
Barokken trivedes i Rom
Barokken var meget splittet imellem de dybt (katolsk)-religiøse, og
nationalister, der så småt vandt terræn i perioden. Denne splittelse ses
tydeligt idet at barok i f.eks. det katolske Italien er meget forskellig fra
barok i det protestantiske Holland. Dog havde barokken sin højborg i
Vatikanstaten i rom.
I Vatikanstaten så man barokken som et velvalgt middel til
genkatolisering efter, at protestantismen stadig vandt terræn i Europa.
Ved at bruge kunsten som formidling af kirkens holdninger, kunne de
tale til følelserne. Man afbillede ofte i form af f.eks. vægmalerier,
kristne scener om hvordan livet burde leves, dog afbilledet som
livfulde og euforiske bevægende billeder. Man brugte perspektivet,
som efterhånden var perfekt udviklet, til at udviske grænserne mellem
det guddommelige og virkeligheden. Ofte afbillede man Jomfru Maria,
helgenvisionerne og martyrene.
Pompøs og dramatisk
I barokken generelt var man optaget af den store illusion – den
foranderlige skønhed.
Kendetegn ved barokken er den store pompøse og dramatiske
udsmykning. I malerkunsten opstod landskabsmaleriet, stillebenet og
genremaleriet. På malerier ses vanitassymboler og clairobscure (lyset
former menneskene i et mørkt rum) alt sammen med til at give
beskueren en forestilling om det mystiske og foranderlige.
Malerne var på dette tidspunkt blevet så dygtige til både perspektiv og
penselføring, at de efterhånden kunne male hver lille detalje med så
stor præcision, så man i dag kunne være i tvivl om, hvorvidt det er et
fotografi eller maleri. Malerne var betaget af den stoflige skønhed,
man så på f.eks. et stilleben. En ferskens overflade, eller en
sæbebobles skørhed var intet problem at male for barokkens
kunstnere.
Perioden efter 1750
Romantik, første halvdel af 1800-tallet
De franske romantiske kunstnere
I Europa siges Romantikken at strække sig fra Romantikken
skal forstås som en kulturstrømning, der påvirker tidens musik,
litteratur, filosofi og ikke mindst billedkunst. Kunstens form og indhold
skiftede fra fornuft og moral til følelse og fantasi. Det enkelte
menneske sås nu som et frit og skabende individ.
6
De franske romantiske kunstnere malede fantasifulde og dramatiske
figurbilleder med skarpe farver meget i kontrast til nyklassicismens
kunstnere.
De engelske romantiske kunstnere
Hvor de franske romantikere udtrykte sig storladent og følelsesfuldt
fokusere de engelske romantikere, på harmonien og idyllien. Her var
det studiet af naturen, der var i højsædet. Bjerge, åbne og lysfyldte
landskabet, den stille landsby og den dybe skov var de oftest
benyttede motiver. Man malede naturalistisk, men billeder fik et
element af religiøs følelse. Romantikken ses som en hyldest og
kærlighed til naturens storhed og guddommelige kræfter.
Impressionisme ()
Impressionisterne chokerer verden ved at udstille skitseagtige,
”klattede” billeder. Det er den første kunsthistoriske strømning, der
antyder noget abstrakt (penselstrøgene, der hidtil har været usynlige,
da de skulle forestille noget / pege på noget andet end sig selv, bliver
nu en del af billedet. Maleriet bliver dermed synligt, som netop et
maleri og ikke et foto).
Kunstnerne forsøgte så godt som muligt at gengive landskaber, gader,
folk på caféer m.m. ud fra det umiddelbare sanseindtryk. Dette var i
bund og grund den nye store fornyelse.
Billederne er gengivelser af et øjebliks sansning – om lidt vil motivet
have ændret sig og tingene vil dermed se anderledes ud. Andre
mennesker, nyt lys osv. Verden er i forandring og opleves hele tiden
anderledes. Det er netop dette impressionisterne prøver at vise.
Snapshots
Impressionisterne ville vise motiverne, som de så ud på ét bestemt
tidspunkt, i én bestemt belysning. Som et indtryk, et snapshot.
Impressionisterne opdager, at skygger ikke blot består af lokalfarven
og sort, men at de derimod kan være ganske farverige. De opdager
sammenhængen mellem komplementærfarver, lys og skygge: At gult
lys giver skyggerne et violet skær osv.
Fotografiets indflydelse
Fotografiet bliver mere og mere udbredt i løbet af 1800-tallets anden
halvdel, og det har en stor indflydelse på impressionismen. Dels
provokerer det kunstnerne til at søge nye veje, da det for en stor dels
vedkommende overtager maleriets dokumenterende funktion, dels
inspirerer det til vovede beskæringer. Fx maler Monet kirkefacader
uden at have hele bygningen med.
7
Impressionisternes motivvalg er styret af rent maleriske overvejelser.
Når Monet maler en kirkefacade, er det ikke for at udtrykke noget
religiøst, men derimod fordi motivet er velegnet til at fange lysets spil.
Impressionisterne maler først og sidst lys. Aftenlys, morgenlys,
eftermiddagslys … lys.
Store impressionister er fx Monet og Renoir. I Danmark er T. Philipsen
den eneste egentlige impressionist. Skagensmalerne, især A. Ancher,
nærmer sig den impressionistiske stil.
Ekspressionismen ()
Efter den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet eksploderer
både teknologi, globalisering og videnskaben. Elektricitet,
atombomber, bilen, cyklen, psykoanalysen er bare nogle af de
opdagelser, der kickstartede det 20. århundrede.
En ny måde at opfatte verden på
Alle disse nye opfindelser og opdagelser resulterede i en ny måde at
opfatte verden på. De nye erkendelser af verden viste at
”virkeligheden” var så meget mere end det umiddelbare indtryk.
Denne tanke ændrede synet på kunsten for altid. Fra at kunsten
hovedsageligt udelukkende var baseret på gengivelsesstrategien, øjet,
blev den nu mere følelsen. Man skulle føle verden på en ny måde, og
se bag om facaden. Maleriet havde ikke længere til formål at gengive
virkeligheden, for virkeligheden var nu blevet så kompleks, at den ikke
kunne gengives.
Kunstnerne etablerede et kulturelt boheme-liv, hvor de diskuterede
kunst, poesi og politik. Ofte mødtes de på cafeer rundt om i
storbyerne, hvor de skabte stor medieopmærksomhed og skræmte det
”bornerte småborgerlige selskab”.
Udtryks-isme
Ekspressionisme betyder udtryks-isme. Det er en måde at lave kunst
på, som er kendetegnet ved at have det personlige udtryk, den
personlige tolkning – og altså ikke det tilstræbt objektive indtryk – af et
givent motiv som det centrale element. Det betyder, at
ekspressionistiske billeder fundamentalt set er anderledes end fx
naturalistiske. Meningen med det ekspressionistiske billede er at vise
en stærkt personlig, følelsesmæssig oplevelse af et motiv – altså i
realiteten et stykke indre virkelighed. Meningen med det naturalistiske
billede er derimod at vise en ekstremt præcis, sanset gengivelse af et
motiv – dvs. et stykke ydre virkelighed.
Kunstnersammenslutningen Die Brücke
Historisk set opstod ekspressionismen omkring 1905, dvs. i tiden lige
før første verdenskrig. Selve begrebet ekspressionisme blev første
8
gang brugt om en tysk kunstnersammenslutning, der kaldte sig Die
Brücke – broen (E. L. Kirchner, E. Heckel, K. Schmidt-Rotluff, F. Bleyl).
Der blev dog allerede malet ekspressionistisk i slutningen af 1800-tallet
af såvel hollænderen Vincent van Gogh som nordmanden Edward
Munch.
Betegnelsen ekspressionisme dækker over mange forskellige
strømninger inden for malerkunsten, så vi vil for overskuelighedens
skyld fokusere på én nations ekspressionister, nemlig Tysklands. En –
om end noget broget – kategori af malere, der overordnet set havde
det til fælles, at de:
Arbejdede hurtigt, så fornuftens censur sattes ud af kraft.
Arbejdede voldsomt, så stærke følelser modsvaredes af grove,
dynamiske penselstrøg.
Brugte rene spektralfarver, gerne sat op imod hinanden i grelle
kontraster, samt rigelige mængder af sort, ofte i form af grove
konturlinjer, så farveudtrykket blev så intenst og dramatisk
som muligt.
Forvrængede perspektivet, så billedrummet blev tvetydigt,
stejlt, kaotisk.
Fremstillede mennesket forenklet, forvredet og med
maskeagtige ansigter, dvs. med overdrivelsens snarere end de
fine detaljers sprog.
Fælles for de tyske ekspressionister var endvidere, at de forholdt sig
kritisk til den moderne civilisation. De mente, at den moderne verden
med dens omsiggribende industrialisering og urbanisering var blevet et
umenneskeligt sted. Derfor fremstillede de dette miljø meget mørkt,
beskidt, truende, fremmedartet – negativt – og menneskene i det som
anonyme figurer med maskeagtige ansigter.
Kubisme ()
Kubisterne delte ekspressionisternes holdning, hvad angår maleriet.
Grundlæggende var holdningen: man kan ikke gengive virkeligheden
længere, da verden er for kompleks. Dog gik kubisterne mere
analytisk til værks ved at have en stram strukturering af billedet.
Kubisterne opløste billedet i geometriske former. I den tidlige kubisme
var det ofte stilleben, der var malet. Ofte fremstillede de objektet fra
flere vinkler for på denne måde at gengive dem i deres sande helhed.
Kubisterne var altså nogle af de første, der bragte tid ind i billedet.
Kubisterne benyttede sig heller ikke af perspektiv.
Maleriet = en selvstændig organisme
For at betone den indre struktur i billedet og formernes rytme på
fladen undlod kubisterne at anvende farver, som kunne forstærke
billedet, eller give det et følelsesmæssigt indhold. Kubisterne anså
maleriet som en selvstændig organisme, der fulgte sine egne love og
9
stod i forbindelse med flade og format, kunsten var nu ikke længere et
stykke illusionistisk fiktion. Kubisterne (Pablo Picasso som den første)
var de første kunstnere til at opfinde collagen, hvor man tager ting
udefra (objets trouvés) og limer ind i det malede billede. På denne
måde inddrog kubisterne på direkte vis hverdagen og det moderne liv,
i deres billeder, og gav de inddragne ting ny identitet.
Surrealisme
”Surrealismen er destruktiv, men den ødelægger kun, hvad den anser
for lænker, der begrænser vores syn.”- dali
Surrealismen opstod i 1920’erne og var meget inspireret af den
nyopfundne psykoanalyse af Sigmund Freud. Kunstens opgave var at
spejle de dybeste lag af menneskets sjæleliv, især det underbevidste.
Underbevidsthedens instinkter og drifter
Surrealisterne var enige i hans opfattelse af, at underbevidsthedens
instinkter og drifter styrer størstedelen af vores handlinger, følelser og
tanker. Overjeget var hæmmet af samfundets normer, love og
fordomme og dette hæmmede mennesket som individ. Surrealisterne
prøvede at udfordre underjeget ved at sætte mennesket i kontakt med
tanker vha. syrede billeder, der ofte lignede drømmescenarier. Det var
underbevidste drømme, frie associationer og spontane tanker, der
leverede grundstof til de surrealistiske billeder.
Surrealisterne talte om en overvirkelighed, hvor de to modstridende
tilstande af drøm og virkelighed sammensmeltes og mennesket kan
leve frit uden lænker.
På grund af denne opfattelse opfattede surrealisterne det almindelige
dagligdagsmenneske som ynkeligt og hæmmet – det menneske turde
ikke sætte sig selv i kontakt med underjeget.
Mange surrealister var ekstremt dygtige malere, til forskel fra
ekspressionisterne, hvor der var nogle, der ikke malede bedre
håndværksmæssigt end en seksårig.
Drømmefotografier
Billederne kaldte de selv for drømmefotografier. Fremmedgørelsen af
den objektive verden giver beskueren adgang til dybereliggende
bevidsthedslag, til en virkelighed der ligger bag den synlige virkelighed.
Dette var surrealisternes formål. Netop i perioden surrealismen var
verden i oprør – Den russiske revolution og oprettelsen af
Sovjetunionen, borgerkrigen i Spanien, 2. verdenskrig osv.
Surrealisterne tog sjældent direkte stilling til de politiske uroligheder,
men man kan se deres indadvendte kunst som en holdning; dette var
en afstandtagen fra en verden, som fuldt bevidst ødelagde sig selv.
(måske på grund af deres manglende kontakt til underjeget).
10
Fra Paris’ tidligere status som kunstens omdrejningspunkt flyttede
kunstens hovedstad sig mere mod USA – New York i den sidste del af
surrealismen. Her boede blandt andet Salvador Dali. Andre
udenlandske surrealister er Margritte, Max Ernst og Miro.
Danske surrealister inkluderer Wilhelm Freddie (ham med
kvindehovedet med en penis på kinden), Richard Mortensen og Bjerke
Petersen.
Surrealismens hovedformål var at bringe beskueren i kontakt med sit
underjeg ved at fremhæve det ukendte i det kendte. F.eks. som Bjerke
Frederiksens billede, hvor man ser et hus, som umiddelbart ser
almindeligt ud. Selve huset er mørklagt og man kan se lys fra
vinduerne, men kigger man på himlen ses det at solen skinner.
POP ART, 1960
Ide om at kunsten skulle være for alle mennesker – en kunst som alle
kunne forstå og være med på. POP ART kan ses som en reaktion imod
den svært tilgængelige modernistiske kunst.
POP ART er en realistisk kunst, der afbilleder især amerikanske
forbrugsvarer og som gør brug af reklamens virkemidler.
Man malede alt det som umiddelbart ikke virkede interessant:
reklamer, ugeblade, dagligdagstøj, mad, filmstjerner og superhelte.
POP ART blev meget populært og trak mange gæster til museerne,
hvor de mødte kunst, som de kunne genkende fra reklamer og blade.
Billeder var en hyldest til den forbrugskultur, der herskede i en tid,
hvor økonomien blomstrede og kulturlivet voksede.
POP ART havde en stor interesse i forbrugsvarer, nydelsesmidler,
massemedier og kulørte magasiner, men indeholde samtidig en kritik
og ironiks distance til forbrugssamfundet. Bagsiden af den
amerikanske drøm og forskellige samtidige konflikter, var tilstede i
mange af kunstværkerne.
Postmodernisme og samtidskunst
En opfattelse af at ”de store fortællinger” ikke eksisterer længere.
Ideologierne som Socialisme og nationalisme og religionerne som
kristendom og Islam, mente man havde spillet fallit. De store
fortællinger kunne ikke længere bruges af individet til at skabe mening
og mening eksisterede derfor kun individuelt. Individet blev frisat til
selv at finde ud af, hvad mening var. Alle værdier var til debat og
autoriteterne så man yderst kritisk på.
Hvor modernismen var et opgør med alle de tidligere stilretninger og
alting handlede om at lave det nyt og anderledes, lader
postmodernismen sig mere inspirere af de tidligere stilretninger og
udbygger dem. Der er derfor ikke et krav om evig fornyelse i
postmodernismen på samme måde, som der var det i modernismen.
Postmodernismen bliver en stor sammenblanding af nyt og gammelt –
alt er muligt og alt er tilladt.
11
Det betyder også at der ikke er nogle helt klare tendenser i den
samtidige kunst, da den låner lidt fra det hele. Alle teknikker og
udtryksformer er i spil.
Samtidskunst er ofte interesseret i at tilskueren interagerer med
værket. Værket eksisterer først rigtigt, når tilskueren har taget del i
det. Værket opstår altså først i mellemrummet mellem værket og
tilskueren.