
Page 6 of 54
1.2 Opbygningen
GPS-systemet er opbygget på
envejskommunikation imellem en GPS-satellit og
en GPS-modtager. I GPS-systemet kender man
positionen på alle GPS-satellitter, og man kan ud
fra 3 afstandsmålinger bestemme positionen på
modtageren, hvis alting er fuldstændig
synkroniseret. Dette kræver dog, at man udelukker
det ene af de to koordinater GPS-systemet
beregner ens position til
. Et godt eksempel på den
grundlæggende tanke bag GPS-systemet ses på figur
2.
Her ses det at modtageren kun kan befinde sig ét
sted i rummet, hvis alle snore skal være udstrakte.
Dog kan GPS-modtageren, hvis man kan forestille sig det, også befinde sig ovenover rummet, hvor
alle snore også er udstrakte. Dette er grunden til at man kan udelukke det ene koordinat, da punktet
altså befinder sig et sted ude i rummet. Det skal dog lige siges, at der i realiteten skal anvendes
minimum 4 forskellige satellitter for at bestemme positionen på en modtager, da jeg har antaget at
alting et perfekt synkroniseret, hvilket det i virkeligheden ikke er. Dette vil jeg komme ind på
senere. GPS-modtageren anvender længden på de tre ’snore’ (radiosignalerne), ved at finde ud af,
hvor lang tid de har taget om at blive modtaget i forhold til satellittens transmissionstidspunkt.
GPS-modtageren kan vha. den transmitterede navigationskode fra satellitten, aflæse frekvensen,
bølgelængden, farten samt transmissionstidspunktet på navigationsignalet. Ud fra navigationskoden,
satellitterne udsender til GPS-modtageren, kender den satellitternes position, som den derudfra kan
beregne sin egenposition. Jorden er opbygget i et tredimensionelt koordinatsystem, som roterer.
Dette gør at GPS-modtageren, som står stille på jorden, logisk nok ikke ændrer koordinat, imens
jorden roterer. Istedet gør det roterende koordinatsystem det lidt sværere at regne på, hvor
satellitterne befinder sig. US. Air Force holder styr på, om satellitterne nu også kredser i de baner de
skal. MCS
, sammenholder så disse informationer med det faktiske, og korrigerer også for andre
fejl ved satellitterne vha. nogle antenner på jorden. Alle disse fejl bliver sendt til satellitten, og
satellitten sender derefter et fejlkorrigeret signal ned til GPS-modtagerne, hvilket giver modtageren
en meget mindre afvigelse fra sin faktiske position
.
Det begrundes senere i afsnittet, hvorfor.
Illustration fra: (Dueholm, s. 11)
Master Control Station. Hovedstationen, hvorfra satellitterne bliver overvåget.
Hjemmeside [4].
Figur 2
Rumlig indbinding. Ud fra positionerne på 3 kendte punkter
kan man finde det ukendte punkt, når alle tre snore er
udstrakte.