Studiekompasset.dkKlasse: Universitet el. Videregående 3. år · Fag: Andet
INDLEDNING ................................................................................................................. 5
PROBLEMFORMULERING ........................................................................................ 6
TEORETISK FUNDAMENT ........................................................................................ 6
SOCIALKONSTRUKTIONISME .......................................................................................... 6
METODE ......................................................................................................................... 8
NORMAN FAIRCLOUGHS KRITISKE DISKURSANALYSE .................................................... 8
DEFINITION AF DISKURSBEGREBET ................................................................................. 9
ANALYSESTRATEGI ........................................................................................................ 9
Metodiske overvejelser .............................................................................................. 9
DET TEKSTANALYTISKE NIVEAU .................................................................................. 10
DEN DISKURSIVE PRAKSIS ............................................................................................ 11
DISKURSORDNEN ......................................................................................................... 12
SOCIOKULTURELLE PRAKSIS ........................................................................................ 12
KVALITET .................................................................................................................... 12
KULTUROPFATTELSER .......................................................................................... 15
KULTURPOLITISKE REDEGØRELSER SOM GENRE ...................................... 17
DEN TRADITIONELLE GENREDEFINITION AF EN KULTURPOLITISK REDEGØRELSE .......... 17
BRIAN MIKKELSENS ”SVAR TIL FOLKETINGET” ........................................................... 18
DEN DISKURSIVE PRAKSIS .................................................................................... 19
OLE VIG JENSENS KULTURPOLITISKE REDEGØRELSE TIL FOLKETINGET AF 16 MARTS
1989 ............................................................................................................................. 19
Universitet el. Videregående 3. år
Modtagerforhold ..................................................................................................... 20
BRIAN MIKKELSENS SVAR TIL FOLKETINGET ............................................................... 21
Universitet el. Videregående 3. år
4
Modtagerforhold ..................................................................................................... 22
DISKURSORDENEN ................................................................................................... 23
TEKSTNIVEAUET ...................................................................................................... 24
OVJ KULTURPOLITISKE REDEGØRELSE ........................................................................ 25
Pronominer ............................................................................................................. 25
Modalitet ................................................................................................................. 26
Ordforråd ................................................................................................................ 27
Kvalitet .................................................................................................................... 28
Diskurser i redegørelsen ......................................................................................... 28
Redegørelsens kulturopfattelse ............................................................................... 28
BRIAN MIKKELSENS SVAR TIL FOLKETINGET ............................................................... 31
Pronominer ............................................................................................................. 31
Modalitet ................................................................................................................. 32
Kvalitet .................................................................................................................... 33
Diskurser i ”svar til folketinget” ............................................................................ 34
Brian Mikkelsens Kulturopfattelse .......................................................................... 34
OPSAMLING OG SAMMENLIGNING ................................................................................ 35
Kvalitet .................................................................................................................... 35
Diskurser i redegørelsen og ”svaret” ..................................................................... 36
Kulturopfattelsen ..................................................................................................... 36
DEN SOCIOKULTURELLE PRAKSIS .................................................................... 36
KONKLUSION ............................................................................................................. 37
LITTERATUR .............................................................................................................. 39
Bilag 1 og 2
5
Indledning
Ved regeringsskiftet i 2001 indtrådte Brian Mikkelsen som ny kulturminister.
Der har siden været stor polemik omkring hans ”faglige” tiltag på områder såsom
bibliotekspenge, nedskæringer i adskillige råd og senest oprettelsen af det nye kunstråd.
Opgavens område, kulturpolitikken, er en social mellemmenneskelig aktivitet, og den
debat, der her foregår, kan ses som en debat om hvilke tolkninger af virkeligheden, som
er mest overbevisende. I opgaven har jeg valgt at fokusere hovedsageligt på den
sproglige argumentation indenfor området.
Der har været stor diskussion omkring forskellen mellem kvalitets- og kulturopfattelser
hos den siddende regering og de forrige. Brian Mikkelsen har i debatten fået mange
hårde ord med på vejen, især fra kunstnernes side. Et eksempel på et sådan kritisk syn
på den nye kulturpolitik ses f.eks. i bladet ”Kunst” fra ”Foreningen kunst” nr. 2,2002 i
en leder skrevet af Ole Lindboe, hvor han skriver: ”Vi kender alle Dansk Folkepartis
hjemstavnstænkning på feltet. De vil i bedste fald have nyt halm i træskoen. Partiet
Venstre er kendt for sin markedsorienterede nytte-tænkning og de konservative for at
danse lancier omkring kunsten iført hvide handsker og strittende lillefingre. Og skal vi
tage statsministerens populistiske nytårs-betragtninger om eksperter bogstaveligt, vil
kunst og kultur mere end før blive betragtet som en sag for de markedskræfter, som især
partiet Venstre tilbeder så fanatisk.”.
Ved at fokusere på politiske redegørelser vil jeg undersøge i hvor høj grad, der egentlig
er tale om forskelle i den argumentation og de værdisæt, der kommer til udtryk i
kulturpolitikken.
Jeg har valgt at sammenligne Brian Mikkelsens bud på regeringens kulturpolitik med
Ole Vig Jensens kulturpolitiske redegørelse fra 1989. Ole Vig Jensens kulturpolitiske
redegørelse kan ses som et udtryk for den bredeste (radikale) tradition i dansk
kulturpolitik, og den står derfor som et godt eksempel på en markant anderledes politik
end den, Brian Mikkelsen repræsenterer i dag. Dansk kulturpolitik er præget af relativ
stor konsensus, og derfor er det nødvendigt med en metode, som kan afdække de
forskelle, som findes, bredt og præcist. Her mener jeg, at diskursanalysen med sit
begrebsapparat og vægt på struktur gør det muligt formalistisk at gå ind og afdække,
hvorledes modstridende positioner er konstruerede strukturelt.
6
Problemformulering
Med udgangspunkt i en analyse af hhv. Ole Vig Jensens kulturpolitiske redegørelse fra
1989 og vores nuværende kulturminister Brian Mikkelsens svar på
Folketingsforespørgsel F 24: ”Hvad kan regeringen oplyse om sin kulturpolitik?” vil jeg
undersøge hvilke kvalitetsopfattelser der gør sig gældende i kulturministrenes bidrag.
Og hvilke kulturopfattelse der kommer til udtryk.
Feltet undersøges med udgangspunkt i Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, idet
jeg lader hans tredimensionelle model danne rammen for opgavens opbygning.
Teoretisk fundament
Socialkonstruktionisme
Diskursanalysen udspringer bl.a. af socialkonstruktionismen, som anser mennesker som
medskabere af virkeligheden i kraft af sproget. Dvs. at sproget ikke afspejler verden
neutralt, men spiller en aktiv og vigtig rolle i at skabe og forandre den. Man kan dermed
sige at det er igennem sproget, at vi tillægger verden dens betydning og det er så
hvordan vi taler om verden, at vi konstruerer forskellige billeder af virkeligheden.
Socialkonstruktionismen forstås forskelligt af forskellige forskere indenfor forskellige
videnskaber, og det er derfor nødvendigt at præcisere nærmere.
Socialkonstruktionisme er en betegnelse, som dækker bredt over en række nyere
videnskabelige tilgange indenfor humanistiske og samfundsvidenskabelige retninger.
Vivian Burr
1
skriver, at socialkonstruktionismen afviser, at der findes endegyldige
sandheder. Hvad vi opfatter som sandhed, er hvad forskellige kulturelle og sociale
forhold har lært os at opfatte på en bestemt måde indenfor vores diskurs
2
.
1
Vivian Burr: engelsk socialpsykolog og forfatter til ”An introduction to Social Constructionism”, som er
en meget populær indføring til socialkonstruktionismen.
2
... there exists no "truth" but only numerous constructions of the world, and which ones receive the
stamp of "truth" depends upon culturally and historically specific factors. This is what is called
"relativism" -- there exist only numerous versions of events, all of which must theoretically be accorded
equal status and value. Because there can be no truth, all perspectives must be equally valid”. (Burr 1995:
81)
7
Overordnet påpeger Burr socialkonstruktionismens fællestræk med disse fire punkter:
1. A critical stance towards taken-for-granted knowledge.
2. Historical and cultural specificity.
3. Knowledge is sustained by social processes.
4. Knowledge and social action go together (Burr 1995,2ff).
Det første punkt “A critical stance towards taken-for-granted knowledge” er en af
hovedstenene i socialkonstruktionismen der betyder, at man skal forholde sig kritisk til
selvfølgelig viden. Dvs. at man skal udfordre fænomener og konventioner, man normalt
anskuer som noget naturligt, ”da denne viden jo ikke er et spejlbillede af virkeligheden
’derude’ men blot et produkt af vores måde at kategorisere verden på” (Winther
Jørgensen 1999, 13).
Den måde, man normalt forstår verden på, er betinget af, hvor og hvornår i verden man
er, forstået på den måde, at vi er historiske og kulturelle væsner, og at vores viden altid
vil være kulturelt og historisk indlejret. Denne forståelse af, at vores verdensbillede og
identitet kunne have været anderledes, betyder således, at man opretholder visse sociale
mønstre. Den måde, man forstår verden på, skabes ud fra en viden om virkeligheden i
en social interaktion med vores medmennesker, hvilket medfører, at vores viden og
kundskab resulterer i konkrete sociale praksisser.
Når disse fire punkter bliver taget i betragtning, viser det, at sproget skal ses som en
social handling, dvs. at det er den måde, vi taler om verden på, som skaber de sociale
konsekvenser, da det er igennem sproget, at visse handlinger bliver mulige og andre
udelukkes. Vivian Burrs punkter peger hen imod en anti-essentialisme, der i sin radikale
form gør det muligt at hævde, som Bredsdorff
3
formulerer det, at ”det er vilkårligt,
hvordan vi skaber denne verden. I al fald, at enhver beretning om, hvordan den sociale
verden er skabt eller tager sig ud, er lige så god som enhver anden.” (Bredsdorff 2002,
14). En sådan radikal udformning kan ende i relativisme, men denne opgave indskriver
sig i en mere moderat udformning af socialkonstruktionismen, som ikke ser
konstruktionerne som vilkårlige, men som begrænset og bestemt af situationer og
begivenheder.
3
Niels Bredsdorff: lektor og forskningsbibliotekar ved Roskilde Universitetsbibliotek, Ph. D. i
forvaltningsvidenskab.
8
Metode
Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse
Som den overordnede ramme for analysen af kulturpolitiske tekster har jeg valgt at
benytte Norman Faircloughs
4
kritiske diskursanalyse. Denne retnings fortrin ligger i, at
Fairclough undgår en radikal anti-essentialisme, idet han ikke betragter alt som
diskurser og diskursivt bestemt. Diskurser indgår i et dialektisk forhold til andre sociale
praksisser og samfundsmæssige forhold, som de både skabes af og er med til at skabe
(Winther Jørgensen 1999,77).
Retningen bygger på en tanke om en tæt sammenhæng mellem den samfundsmæssige
struktur og brugen af sprog. Således ses en forståelse af en gensidig påvirkning mellem
de to niveauer, hvor måden at tale, skrive og kommunikere på afspejler
samfundsmæssige forhold.
Faircloughs diskursanalyse er kritisk i kraft af hans forsøg på at afsløre diskursive
relationer, som indebærer ulige magtforhold, dvs. ideologier (Winther Jørgensen
1999,75ff). Man kan dog stille spørgsmål ved Faircloughs brug af begrebet ideologi, da
alle diskurser synes at have konsekvenser for dominansrelationer, det bliver således
svært at afgøre, hvordan og hvornår man skal skelne mellem diskurs og ideologi.
Fairclough vil igennem sin analyse undersøge, hvorledes bestemte sociale gruppers
interesser påvirker de diskursive struktureringer, og han vil herigennem påvise, hvordan
ulige magtforhold opretholdes. Det kritiske sigte kan i forhold til denne opgave bruges
til at afdække, hvordan forskellige interesser præger teksternes udformning og ordvalg,
og kan således være med til at skabe en kritisk sprogbevidsthed.
4
Fairclough, Norman – lingvist fra Lancaster university.
9
Definition af diskursbegrebet
Fairclough skelner mellem to forskellige bestemmelser af begrebet diskurs; en abstrakt:
”sprogbrug som social praksis” og en mere konkret eller ”tællelig” nemlig: ”en måde at
tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra et bestemt perspektiv” (Winther
Jørgensen 1999,79). Det er denne operationelle definition af diskurs, jeg vil arbejde
med, idet den muliggør adskillelse af én diskurs fra en anden. Ifølge Fairclough
konstruerer diskurs sociale relationer, sociale identiteter, samt videns- og
betydningssystemer (Fairclough 1992,63ff).
Analysestrategi
Metodiske overvejelser
Faircloughs skelnen mellem diskursiv praksis og anden social praksis afspejles
analytisk, idet der skelnes mellem tre niveauer i sprogbrugen som en kommunikativ
begivenhed nemlig; tekst, diskursiv praksis og sociokulturel praksis (Fairclough
1995,57).
Faircloughs tre-dimensionelle model for kritisk diskursanalyse(Fairclough 1995b,59)
10
Disse tre niveauer lader jeg danne udgangspunkt for analysen af kulturpolitiske tekster.
Fairclough illustrerer med denne model, at diskurser ikke kun bidrager til reproduktion,
men også til transformation af samfundet. Ligeledes opfattes subjekter ikke blot som
konstruerede, men også som handlendene gennem praksis.
Fairclough har et dynamisk tekstsyn. Han opererer med en tekstnær analyse, og denne
søges sat ind i en større kontekst, hvor både det diskursive miljø omkring teksten (dvs.
de politiske partier, producenter, forbrugere osv.), samt den sociale praksis, (her forstået
som den øvrige omverden, f.eks. mennesker eller institutioner i samfundet) bliver taget i
betragtning.
Det tekstanalytiske niveau
I det tekstanalytiske niveau tages der udgangspunkt i politikernes udsagn som tekster,
der er diskursivt producerede, og således kan dechifreres og dekonstrueres. Fairclough
arbejder her med formelle teksttræk herunder ordforråd, grammatik, sammenhæng
mellem sætninger og andre lingvistiske træk (Winther Jørgensen 1999,82). På dette
niveau supplerer jeg Faircloughs metode med Laclau og Mouffes diskursteori
5
.
Diskursteorien adskiller sig fra den kritiske diskursanalyse, idet der ikke skelnes mellem
diskursive og ikke-diskursive sociale praksisser, alle praksisser ses som diskursive.
Således ses diskursen som fuldt ud konstituerende for vores verden (Winther Jørgensen
1999 s. 29).
I synet på diskursernes rolle er der altså markante forskelle mellem Faircloughs kritiske
diskursanalyse og diskursteorien. Jeg har valgt at kombinere de to tilgange, da de hver
især er frugtbare i forhold til analysematerialet. Jeg anser ikke kombinationen for at
være problematisk da jeg blot bruger diskursteoriens redskaber på det tekstanalytiske
niveau, mens jeg fastholder Faircloughs teori som ramme.
Diskursteorien behandler de konstante sociale kampe om definitioner af samfund og
identitet. Deres begrebsapparat gør det muligt at undersøge, hvordan de centrale
begreber f.eks. kultur og kvalitet fyldes med indhold. Dette opnås ved at se på, hvilke
ord, begrebet knyttes sammen med, eller med diskursteoriens begreber, at undersøge,
5
I synet på diskursernes rolle er der store forskelle mellem Faircloughs kritiske diskursanalyse og
diskursteorien. Jeg har valgt at kombinere de to tilgange, da de hver især er frugtbare i forhold til
analysematerialet. Jeg anser ikke kombinationen for at være problematisk da jeg blot bruger
diskursteoriens redskaber på det tekstanalytiske niveau, mens jeg fastholder Faircloughs teori som
ramme.
11
hvilke ækvivalenskæder, der hæftes til begrebet. F.eks. kan begrebet kvalitet dels
knyttes sammen med ord som dynamik og fornyelse, og dels med ord som klassisk og
finkultur.
Den diskursive praksis
I den diskursive praksis er udgangspunktet produktion og konsumption af tekster. Det er
det som ligger udenfor teksten som analyseres, nemlig kommunikationssituationen. Det
undersøges her, hvilke afsenderforhold – evt. på flere niveauer – samt hvilke
modtagerforhold, der gør sig gældende, og tillige hvordan dette indvirker på tekstens
udformning. Når noget italesættes, er det et udtryk for diskursiv praksis. Dvs. at
analysens formål er at sige noget om, hvordan det italesatte er et udtryk for en bestemt
måde at percipere, interpretere og konstruere virkeligheden på. Tekster produceres
forskelligt i forskellige sammenhænge. Når noget sættes i tale, er det et udtryk for
diskursiv praksis, dvs. at man her kan spore, hvordan den, der italesætter, perciperer,
interpreterer og konstruerer virkeligheden. Teksters produktion og interpretation er
bestemt af den sociale kontekst, de befinder sig indenfor. Det er derfor nødvendigt at
undersøge de vilkår, som ophavet er en del af, da dette kan give et indblik i, hvilke
regler og rutiner teksten både implicit og eksplicit har været en del af. Dette kan give en
forståelse af teksten samt producentens baggrund for at italesætte på netop denne måde.
Distributionen af en tekst kan også have indflydelse på både form og indhold, og det er
derfor vigtigt at undersøge, hvordan teksten igennem distributionen bliver omformet og
omskrevet ”reformuleret og transformeret” (Fairclough 1992: 79).
Da jeg arbejder med politiske redegørelser
6
, vil der gøre sig forskellige konsumptions
og produktionsforhold gældende. De forskellige forhold vedr. produktionsforhold gør
den enkelte genre
7
til noget særligt. Genren bestemmer forudsætningsniveauet ”…som
den konkrete kommunikation foregår på, og … valget af den sproglige kode… og i
aktiveringen af modtagerens forventninger. Genren er et styringsinstrument i relationen
6
Det er dog ikke en officiel kulturpolitisk redegørelse – Brian Mikkelsen har afgivet et svar til folketinget
om, hvad regeringen kan oplyse om dens kulturpolitik.
7
Genre defineres af Fairclough (1995: 135) som: ”use of language associated with a particular social
activity”.
12
mellem afsender og modtager.” (Becker Jensen 1997, 47). Jeg vil således behandle de to
kommunikationsformer og forhold hver for sig.
Diskursordnen
En diskursorden er dels den strukturelle baggrund, de diskursive begivenheder foregår
på, dels summen af og forholdet mellem de diskursive praksisser inden for en institution
eller et samfund (Winther Jørgensen 1999, 79-84). Diskursordnerne udgør således et
vigtigt bindeled mellem den diskursive praksis og den sociokulturelle praksis.
Sociokulturelle praksis
Fairclough giver ikke konkrete retningslinier for analysen af den sociale praksis.
Analysen af denne kræver, at man inddrager andre videnskaber som f.eks. den
politologiske, kulturteoretiske og sociologiske videnskab. Fairclough bruger selv meget
forskellige teoretikere.
I analysen af kulturpolitiske tekster kunne det være relevant at inddrage kulturteori,
sociologisk og politisk teori. Jeg vil dog ikke inddrage disse i opgaven, da det er for
omfattende i forhold til opgavens sigte og omfang. Jeg vil i stedet på dette niveau pege
på de sociokulturelle praksisser, der præger og præges af mit tekstmateriale.
Kvalitet
Begrebet kvalitet har altid indtaget en central plads i debatten om dansk kulturpolitik. Et
begreb, som typisk bruges i flæng uden at blive defineret nærmere. Der gøres ikke op
med, hvad der kan karakteriseres som kvalitet og hvad der ikke kan karakteriseres som
kvalitet. Når noget bliver prioriteret højere end noget andet, er det jo det sammen som at
sige, at dette er bedre en noget andet. Når man skal se på, hvad der er kulturelt
værdifuldt, er dette forbundet til vores forståelse af, hvad kultur er, og dermed til vores
opfattelse af kulturbegrebet.
I 1961 blev Ministeriet for kulturelle anliggender oprettet (Fihl Jeppesen 2001 s. 27 ff.)
med det formål at oplyse borgerne, så de kunne deltage i den demokratiske
samfundsudvikling. Alle borgere skulle have opbygget en kulturel kompetence, og der
13
skulle endvidere sikres en alsidighed i produktionen og formidlingen af kulturen,
samtidig med at alle borgere skulle have lige adgang til den.
Ordet kvalitet optræder i samtlige kulturpolitiske redegørelser
8
, og fælles for dem alle
er, at ingen ulejliger sig med at definere begrebet. Ordet refererer til noget positivt, men
er ikke eksplicit indholdsudfyldt. Dette er betænkeligt, da det har betydning for hele
kulturpolitikken, hvad kulturministeren forbinder med begrebet kvalitet. Det er jo det,
der bestemmer, hvilken kultur kulturministeren ønsker at støtte. På den måde er det
indhold, der gemmer sig bag begrebet kvalitet i allerhøjeste grad til stede i
kulturpolitikken.
Henrik Kaare Nielsen
9
har i bøgerne ”Kultur og modernitet” (1993), ”Æstetik, kultur &
politik” (1996) og senest i ”Kritisk teori og samtidsanalyse” (2001) udpeget tre
forskellige sammenhænge at bedømme kvalitet i
10
:
En ekspertkontekst (tidl. Ekspertmiljøet eller kunstinstitutionen)
En offentligheds-/ deltagerkontekst (tidl. livsverdenen)
En økonomisk / politisk kontekst
I ekspertkonteksten er det såkaldte eksperter, som definerer de værdier, som skal ligge
til grund for en given kvalitetsvurdering. Her er fokus altså et spørgsmål om
kunstfagligt niveau og den kunstneriske er grundlaget for vurderingen.
Kvalitetsdiskurserne indenfor ekspertkonteksten findes i forskellige udformninger, som
hver især har egne kriterier for kvalitet. Dog tages der udgangspunkt i den
håndværksmæssige kvalitet eller i produktets tilblivelse.
I offentligheds-/ deltagerkonteksten er det afgørende, om den givne kulturelle /
kunstneriske aktivitet er vedkommende, inspirerende og udfordrende, og om den
bidrager til udviklingen af kulturlivet og den kulturelle offentlighed. Kvalitet bliver i
denne sammenhæng bedømt af borgerne i samfundet, og det er afgørende, hvad den
8
http://www.kum.dk/sw222.asp (Lokaliseret d. 06/04 -2003.)
9
Henrik Kaare Nielsen er lektor, dr. Phil ved Tværæstetiske studier – Aarhus Universitet.
10
Her med udgangspunkt i Kaare Nielsen (2001). Tidligere værker afviger begrebsmæssigt, men ikke
væsentligt betydningsmæssigt.
14
enkelte får ud af kunsten. Kvaliteten måles ved at se på, om kunstværket/værkerne øger
befolkningens livskvalitet, og om kunsten kan hjælpe den enkelte til at skabe en
identitet og et ståsted i verden.
I den økonomisk / politiske kontekst er det centrale spørgsmål, om den givne
kulturelle eller kunstneriske aktivitet sælger billetter, eller har PR-værdi.
En lidt anderledes måde at se på kvalitetsforestillinger findes hos Fihl Jeppesen, Mia
(2001), som opstiller fire kvalitetsbegreber i dansk kulturpolitik:
Det klassiske kvalitetsbegreb
Det relativistiske kvalitetsbegreb
Det genrebestemte kvalitetsbegreb
Det instrumentelle kvalitetsbegreb
I det klassiske kvalitetsbegreb ligger forestillingen om enhedskulturen som baggrund.
Der findes normer for kvaliteten, som er ensbetydende med professionalisme. Kunst der
vurderes som kvalitet, har en defineret tilknytning til en given tradition og befinder sig
indenfor det klassiske borgerlige dannelsesideal. Kvalitet bedømmes ud fra faglige
vurderinger af professionelle.
I det relativistiske kvalitetssyn ses kulturen som en mangfoldighed af udtryk. Kultur er
noget alle besidder, og kvalitet er det den enkelte får noget ud af. Dvs. at kvalitet
vurderes i en livsverdenskontekst, som betyder, at alles holdning og vurderinger er lige
gode. Kvalitetssynet betyder altså, at den spænder vidt og indbefatter fra elitekunst til
amatør- og hobbykultur. Målet for kulturpolitikken er mangfoldighed, og da
kvalitetsopfattelsen ikke skelner mellem professionel og amatør, vil den ikke være
brugbar som kulturpolitik.
I det genrebestemte kvalitetsbegreb defineres kvaliteten isoleret indenfor hver enkelt
genre. Én genre er ikke bedre end én anden. Det er internt i genren, at kvalitet vurderes
som godt eller skidt, og det er på denne måde kvalitetskravet fastholdes. Kravet er ikke
15
universelt, men til hver enkelt genre hører en egen definition af kvalitet og det er derfor,
dette kvalitetsbegreb kan anvendes til at foretage prioriteringer indenfor
kulturpolitikken. Det genrebestemte kvalitetskrav giver mulighed for et mindst lige så
broget og mangfoldigt kulturliv som det relativistiske kvalitetssyn.
Instrumentel kvalitet er noget sværere at definere. Der findes nemlig flere typer, men
en fællesnævner er, at kultur skal bruges til at opfylde nogle mål, der er defineret i en
anden sammenhæng end den kulturelle. Det økonomisk instrumentelle kvalitetssyn
bunder i en betragtning af kulturen som en vare. Kvalitet er det, der kan skabe profit, og
markedet er den instans, der vurderer kvaliteten. Kvalitetsbegrebet fremmer den
populære kultur, hvor der sigtes efter laveste fællesnævner for at ramme så bredt som
muligt. Eller der kan sigtes efter en bestemt målgruppe f.eks. ungdommen. Den
instrumentelle kvalitetsopfattelse indeholder også en politisk og socialpolitisk
dimension. I den politiske instrumtalisering defineres kvaliteten ud fra evnen til at skabe
positiv opmærksomhed om et parti eller en politiker.
I den socialpolitiske dimension måles kvaliteten gennem kulturens evne til at flytte
befolkningen væk fra overførelsesindkomster til beskæftigelse. Princippet er således det
samme i alle tre tilfælde: Kulturen skal bruges til noget andet end sig selv, og hænger
derfor sammen med en økonomisk og politisk vurderingskontekst (Fihl Jeppesen 2001
s. 124 ff.).
Kulturopfattelser
Det er vanskeligt at definere begrebet kultur, da det er et begreb med mange nuancer og
forskellige betydninger.
I bogen ”Kulturbegrebets kulturhistorie” (Hauge 1988) beskriver Hans Fink
kulturbegrebet som et hyperkomplekst begreb, og her finder man noget af forklaringen
på det store antal af definitioner, som findes. Et eksempel på begrebets mangfoldighed
er de 164 definitioner, af begrebet kultur som opremses i bogen
”A Critical Review og Concepts and Definitions” (Kroeber 1952). En udmærket
definition finder man hos: James P. Spradley der definerer kultur som:
16
”…culture refers to the acquired knowledge that people use to interpret experience and
generate social behaviour.” (Spradley 1979, 5).
Mia Fihl Jeppesen peger i sin bog: ”Kulturen, kunsten og kronerne (2001, 23ff)” på, at
der indenfor kultursektoren kan eksistere forskellige afgrænsninger og opfattelser af
kulturen. Hun opregner tre rationaler nemlig: et humanistisk, et sociologisk og et
antropologisk kulturbegreb / rationaler
11
.
I det humanistiske kulturbegreb er kultur defineret som kunst og andre symbolske
udtryk, og tankegangen hænger nøje sammen med enhedskulturen. Kultur skal tilegnes
på bestemte tidspunkter, nemlig i fritiden, og med et bestemt formål, nemlig dannelse.
Det vil altså sige, at perspektivet er oplysningsfilosofisk, og kulturen er altså et middel
til at åndsliggøre og forædle mennesket efter de klassiske dyder.
Det sociologiske kulturbegreb indeholder skikke, vaner, idéer og traditioner, som man
har nu, men også dem man har overtaget fra de tidligere generationer. Dvs. at kulturen
udgøres af det værdibærende i et fællesskab og måden at kommunikere dette på. Der
eksisterer altså flere forskellige kulturer side om side, og det er dermed et relativistisk
kultursyn.
Det antropologiske kulturbegreb omfatter en gruppe menneskers hele levemåde, dvs.
at alt er kultur, og kultur er derfor noget, alle altid er en del af.
Dorte Skot-Hansens (1999,11ff) rationaler kan kort skitseres som følger:
Det humanistiske rationale er baseret på ideologiske / idealistiske argumenter.
Det sociologiske rationale er mere politologisk.
Det instrumentelle rationale har hovedvægten på det økonomiske aspekt.
11
Dorte Skot-Hansen arbejder også med en lignende problemstilling – hun bruger dog en anden
formulering omkring kulturbegrebet, nemlig rationaler. Hun henviser også til tre, men kalder disse for
humanistisk rationale, sociologisk rationale og et instrumentelt rationale. (Skot Hansen 1999,11).
17
Senere i opgave placeres hhv. Ole Vig Jensens kulturpolitiske redegørelse og Brian
Mikkelsens svar til Folketinget indenfor ovenstående kulturbegreber, samt Dorte Skot-
Hansens forskellige rationaler.
Kulturpolitiske redegørelser som genre
Genren bestemmer forudsætningsniveauet ”…som den konkrete kommunikation foregår
på, og … valget af den sproglige kode… og i aktiveringen af modtagerens
forventninger. Genren er et styringsinstrument i relationen mellem afsender og
modtager.” (Becker Jensen 1997,47). Da jeg arbejder med både politisk ”debat
12
”og
politiske redegørelser, vil der gøre sig forskellige konsumptions og produktionsforhold
gældende. De forskellige forhold vedr. produktionsforhold gør den enkelte genre til
noget særligt. Fairclough definerer genre som:”use of language associated with a
particular social activity” (Fairclough 1995, 135).
Den traditionelle genredefinition af en kulturpolitisk
redegørelse
Ole Vig Jensens kulturpolitiske redegørelse hører genremæssigt til offentlige politiske
tekster.
Offentlige tekster kan karakteriseres ved at afsenderforholdet ligger i offentligt regi, og
at teksten derved repræsenterer én institution, dens værdier mm. Modtager kan i
princippet være alle borgere samt forskellige institutioner og organisationer. Teksten
kan variere i tilgængelighed og sværhedsgrad.
Ole Vig Jensens
13
”Kulturpolitisk redegørelse og idéprogram” er tydeligt præget af
denne offentlige genre. Den er skrevet til grupper udenfor afsender-institutionen og kan
derfor placeres som en ekstern offentlig tekst.
OVJ har, i sin egenskab af kulturminister, udsendt denne redegørelse for
kulturministeriet, samt den borgerlige –liberale KVR-regering til Folketinget
14
.
12
Brian Mikkelsen har afgivet et svar til folketinget om, hvad regeringen kan oplyse om dens
kulturpolitik. Denne er, som tidligere nævnt, ikke en traditionel kulturpolitisk redegørelse.
13
Ole Vig Jensen – Benævnes herefter OVJ.
18
Redegørelsen gør rede for den kulturpolitiske situation, samt regeringens hidtidige,
nutidige og fremtidige planer og mål på kulturområdet. Herved gør teksten sig, ud over
at være en offentlig tekst, også til en politisk tekst. Teksten vil derved komme til at
danne baggrund for forhandlinger, og senere til politiske beslutninger.
OVJs redegørelse ligger indenfor disse ovenstående træk, da den både indeholder træk
af en offentlig tekst og en politisk tekst, der dels forholder sig neutralt, men som også er
orienterende, debatterende og argumenterende. Yderligere beskriver OVJ danskernes
værdier.
Genren stiller også krav til sin adressat. Det er klart, at tekstens udformning og
informationsniveau er tilpasset modtagergruppens forudsætningsniveau, dvs. at
forskellige fagudtryk ikke forklares, da disse udsagn burde være selvfølgelige for
adressaten.
Brian Mikkelsens ”svar til Folketinget”
Brian Mikkelsen
15
trækker stort set på de samme konventioner for produktionen af en
offentlig politisk tekst. Den største forskel fra OVJs kulturpolitiske redegørelse er, at
teksten har én primær homogen modtagergruppe. Dels dem, som har stillet
forespørgslen til ministeren, og dels Folketinget. Svaret berører dog også den samme
heterogene gruppe af interessenter på hele kulturområdet, som det var tilfældet med
OVJs redegørelse, må det må derfor antages, at BM og hans embedsmænd har taget
højde for dette i udarbejdelsen af svaret. Dvs. at ”svaret” kan klassificeres på samme
måde som OVJs redegørelse.
14
Se desuden afsnittet omkring den diskursive praksis, afsenderforhold.
15
Brian Mikkelsen benævnes herefter BM
19
Den diskursive praksis
Ole Vig Jensens Kulturpolitiske redegørelse til
folketinget af 16 marts 1989
Afsenderforhold
OVJ er den umiddelbare afsender, men da OVJ på daværende tidspunkt var
kulturminister, og derved sættes kulturministeriet også som afsender. OVJ er udpeget af
den borgelige-liberale KVR-regering, som i sidste ende er ansvarlig for redegørelsen.
Som det er anført på forsiden af redegørelsen, er publikationen en ”Information fra
Kulturministeriet, April 1989” (se bilag 1.), hvilket betyder, at redegørelsen har været til
forhandling i folketinget for derefter at blive publiceret og distribueret med OVJ som
den umiddelbare ophavsmand og ansvarlige, men med kulturministeriet som afsender.
OVJ antager i redegørelsen flere forskellige subjektspositioner. Dette ses dels igennem
brugen af pronominer
16
, men også ved, at han har forskellige tilhørsforhold, dels som
kulturminister, dels som talerør på kulturområdet for regeringen, dels som repræsentant
for hans parti Det Radikale Venstre og til slut ”sig selv”, OVJ som privatperson.
I kraft af sin rolle som kulturminister er OVJ kulturens repræsentant på det politiske
område, og det er hans job og interesse, at dette prioriteres højest muligt i forhold til
andre politiske områder. Som repræsentant for regeringen og derved den borgerlige-
liberale KVR-regering er redegørelsen nøje afstemt efter regeringens overordnede
ideologier på kulturområdet. Her er det vigtigt, at redegørelsen er entydig og klart
forståelig, da oppositionen ellers vil angribe den for tvetydighed og uklarhed hvilket,
som kan tolkes som uenighed imellem regeringspartierne.
Som medlem af Det Radikale Venstre skal OVJ også tage hensyn til sit partis
holdninger på det kulturelle område. Disse holdninger skal på en eller anden måde
inkorporeres i redegørelsen, dog uden, at det går ud over regeringens samlede
kulturpolitik og opfattelse.
16
Se afsnittet om tekstniveauet og brugen af pronominer.
20
Privatpersonen OVJ er også at finde i redegørelsen. Selvom redegørelsen repræsenterer
KVR-regeringens visioner og planer på kulturområdet, og at det ikke er velset indenfor
genren af denne type tekster, at ministerens egne holdninger mv. kommer til udtryk.
Dette kan ikke helt undgås, da ministeren selv har valgt div. citater, de initiativer der
trækkes frem samt hans sproglige udtryk.
Afsenderforholdet i OVJs redegørelse er, som det fremgår af ovenstående, ikke
entydigt, og der er forskellige roller mellem hvilke, der er forskellige
modsætningsforhold. Dette ses især i de passager, hvor privatpersonen OVJ og partiet
Det Radikale Venstre kommer på koalitionskurs med den samlede regerings
kulturpolitik.
Modtagerforhold
Redegørelsen er som tidligere anført, afgivet til folketingets medlemmer. Formålet er at
gøre status samt redegøre for initiativer, planer og handlinger på det kulturelle område.
Redegørelsen er især skrevet til de personer i folketinget, diverse råd og udvalg,
herunder også oppositionens kulturpolitiske ordførere, som netop varetager og
behandler kulturpolitiske spørgsmål.
Der bruges således flere faglige udtryk mv., hvilket kræver en vis form for forudsætning
hos modtageren. Der er således en klar sammenhæng mellem tekstens udformning og
det informationsniveau, som modtager forventes at være i besiddelse af. Selvom
folketinget er den umiddelbare modtager, mener jeg ikke, at det er den eneste gruppe,
OVJ har haft i tankerne, da redegørelsen blev til. Redegørelsen vil få konsekvenser for
kulturpolitikken og direkte præge de økonomiske prioriteringer samt handlinger på hele
kulturområdet. Og da vi i Danmark har en stærk tradition for decentralisering, vil disse
udspil være et stærkt signal til de mange decentrale råd og nævn, om i hvilken retning
regeringens kulturpolitik søges hen. Disse råd og nævn, amter og kommuner vil derfor
også stå som modtager af redegørelsen, da det jo i lige så høj grad er dem,
konsekvenserne kar betydning for. Udover offentlige myndigheder som
modtagergruppe, er der også hele det brede kulturliv dvs. organisationer samt personer
med erhvervsmæssig og økonomisk interesse i kulturen. Disse har også interesse i at få
svar på, hvad regeringens intentioner er. Denne gruppes forudsætningsniveau kan
21
variere meget, og det ses i redegørelsen at der faktisk er flere niveauer i teksten, som
hver især henvender sig mere eller mindre eksplicit til disse forskellige grupper. Dette
ses ved, at enkelte afsnit er skrevet i et noget lettere sprog end resten af redegørelsen.
Et eksempel er afsnittet omkring selve idéprogrammet, hvor kulturopfattelsen og
visioner ekspliciteres.
Sammenfattende er modtagerforholdet langtfra entydigt og der er derfor forskellige
hensyn, der skal tages til de forskellige modtagergrupper.
Brian Mikkelsens svar til Folketinget
Afsenderforhold
Brian Mikkelsen er den umiddelbare afsender af: ”Regeringens kulturpolitik –
kulturministerens svar på Folketingsforespørgsel F 24, 11. april 2002”
17
, men bag BM
står kulturministeriet, og igen bag denne er regeringen (Venstre og Konservative).
BM er i kraft af sin rolle som kulturminister kulturens repræsentant i det politiske liv og
må sørge for, at området bliver prioriteret højest muligt.
I dette tilfælde er der tale om et svar til Folketinget, sikkert produceret af embedsmænd
eller i tæt samarbejde hermed. Svaret fremstiller regeringspartiernes officielle
kulturpolitik efter forespørgsel fra oppositionen. En tekst i denne genre distribueres
traditionelt til Folketinget og den politiske offentlighed. Når en minister får et officielt
spørgsmål vedr. regeringens politik på et bestemt område, er ministeren, ifølge (loven),
forpligtet til at svare, et såkaldt § 19 spørgsmål.
17
http://www.folketinget.dk/Samling/20012/salen/F24_BEH1_53_4_(NB).htm
22
Modtagerforhold
Det er angivet i starten af dokumentet ”svar til Folketinget”, at det er Folketinget og
særligt Ole Sohn og Aage Frandsen, der er modtagere. Svaret gør status over det
kulturelle område, samt redegør for de kommende initiativer, planer og handlinger, som
regeringen vil iværksætte. Da svaret er givet i Folketinget, er der efterfølgende en debat
omkring BMs svar. Blandt Folketingets medlemmer er det især oppositionens
kulturpolitiske ordførere og andre, med interesse, eller Folketingsmedlemmer, som
sidder i kulturudvalg, råd eller lignende, som deltager i debatten. Svaret til Folketinget
er dog givet til hele Folketinget og ikke kun den ovennævnte gruppe. Tekster i denne
genre kræver af sin modtager en vis form for forudsætning. Der er en klar sammenhæng
mellem tekstens udformning og det informationsniveau, som modtager forventes at
være i besiddelse af. I dette tilfælde er det flere steder tydeligt, at teksten er beregnet til
kulturpolitiske kyndige personer, som det forventes, at Folketingets medlemmer er. Her
tænkes der især på flere af de udefinerede begreber, der bruges i teksten f.eks.
armslængde m.fl.
Det er åbenlyst, at det ikke kun er Folketingets medlemmer, som har interesse i ”svaret
til Folketinget”. Svaret kan i nogen grad sammenlignes med en kulturpolitisk
redegørelse og fortæller dermed noget om regeringens intentioner samt dens
kulturopfattelse. Svaret vil derfor som udgangspunkt have indflydelse på den førte
kulturpolitik flere år frem i tiden og i kraft af den kulturopfattelse, som ligger bag, vil
den direkte påvirke de økonomiske prioriteringer og konkrete handlinger på
kulturområdet. Svaret kan også siges at være en indirekte styrepind for de decentrale råd
og nævn i forhold til, hvilke prioriteringer regeringen ønsker at støtte.
Udover Folketinget er der en stor heterogen gruppe, som repræsenterer det brede
kulturliv. Her er det alle dem, som enten har personlig, erhvervsmæssig og/eller
økonomisk interesse i kulturen. Denne store gruppe vil regeringens kulturpolitik også
berøre, og de har dermed også interesse i at få svar på, hvad regeringen dikterer på
området. Disse grupper får kendskab til svaret igennem aviser og andre medier.
23
Diskursordenen
Jürgen Habermas’ offentlighedsmodel, som han opstiller i bogen ”Strukturwandel der
Öffentlichkeit” fra 1962, kan bruges som udgangspunkt for bestemmelsen af den
diskursorden, redegørelsen og ”svaret” befinder sig indenfor. I bogen har Habermas
foretaget undersøgelser af, hvilke samfundsmæssige strukturer, de moderne medier
opstod i, og han ser disse strukturer som hvilende på modernitetens grundlæggende
opdeling af offentlig og privat (Drotner 2000,43). Denne opdeling afspejles i Habermas’
offentlighedsmodel, hvor han opererer med fire sfærer nemlig: Den sociale sfære,
intimsfæren, den politiske offentlighed og den kulturelle offentlighed.
Peter Harms Larsen anvender i sin artikel ”SOM SAGT, SÅ SKREVET?” (Hams
Larsen 1979) Jürgen Habermas’ offentlighedsmodel til at illustrere de forskellige
diskurser, der gør sig gældende i de fire sfærer. Disse diskurser vil jeg tage
udgangspunkt i.
Brugen af Habermas’ klassiske model kan problematiseres, da modellen for den
borgerlige offentlighed er knyttet til opkomsten af det liberale demokratiske samfund.
Modellen bliver ofte brugt i dag, men ifølge Habermas’ egen beskrivelse er modellen
brudt sammen for mere end 100 år siden (Femø Nielsen, Mie 2000: 65).
Habermas forklarer sammenbruddet med, at grænsen mellem privatsfære og
offentlighed udviskes, og at den økonomiske logik samtidig trænger ind på områder,
hvor det offentlige ræsonnement skulle finde sted. Ligeledes mener han at den
borgerlige offentlighed forsvinder, og at de enkelte individer forbliver en atomiseret
masse frem for at samles til det publikum, som er en forudsætning for det offentlige
ræsonnement (Femø Nielsen, Mie 2000: 62). På trods af de problemer, der således er
knyttet til brugen af modellen, mener jeg, at Hams Larsens overvejelser i forbindelse
med de forskellige sfærer er brugbar til at afdække diskursordenen.
Ole Vig Jensens redegørelse og Brian Mikkelsens ”svar til folketinget” befinder sig
indenfor den politiske offentlighed. Hams Larsen beskriver den politiske offentligheds
sprogbrug som en skriftsprogsdiskurs, hvor sproget er underlagt en bevidst kontrol og
revidering. Sproget her besidder ofte en eksplicit rationalitet og har et sagligt præg.
24
I det vi befinder os på det kulturpolitiske område, må redegørelsen og ”svaret til
Folketinget” ligeledes siges at ligge indenfor den kulturelle offentlighed. Sproget her
karakteriserer Hams Larsen som mere personligt og emotivt præget, dog stadig med det
eksplicitte og almene præg, man finder i sproget i den politiske offentlighed.
Den diskursorden eller den ramme, vi her befinder os indenfor, er kulturpolitikken.
Den indeholder, som ovenfor beskrevet, både en skriftssprogspræget diskurs og en mere
emotivt præget diskurs. Foruden disse, trækkes der også indenfor diskursordenen på
andre diskurser, som jeg vil afdække i nedenstående afsnit omhandlende tekstniveauet.
Tekstniveauet
Fairclough opererer med en bred forståelse af tekstbegrebet: ”any product whether
written or spoken, so that the transcript of an interview or conversation, for example,
would be called a text” (Fairclough 1992,4).
Han opstiller i bogen ”Language and Power (2001)” kapitel 5 s. 91ff. en introduktion til
analyse af tekstniveauet omkring 10 hovedspørgsmål til teksten indenfor: Vokabular og
Grammatik og tekststruktur
18
.
I forhold til mit sigte har jeg valgt at lade følgende spørgsmål danne udgangspunkt for
mit arbejde med teksten, og vil komme ind på disse, hvor jeg mener, de har væsentlig
betydning.
Indenfor vokabularet:
Hvilke klassifikationsskemaer trækker teksten på?
Er der ord, som er ideologisk modstridende?
Hvilke ideologisk signifikante betydningssystemer (synonymer, antonymer) er
der imellem ord?
Hvilke relationelle værdier har ordene?
Er der udpræget brug af formelle og uformelle ord?
Hvilke ekspressive værdier har ordene?
Hvilke metaforer bruges der?
18
Fairclough kalder disse: Vocabulary, Grammar, Textual structures. Ovenstående er min oversættelse.
25
Indenfor grammatikken:
Er agens uklar?
Er sætninger aktive eller passive?
Er sætninger positive eller negative?
Er der vigtige træk af relationel modalitet?
Hvilke pronominer bruges og hvordan?
Er der vigtige træk af ekspressiv modalitet?
I tekstanalysen tages hensyn til det faktum, som Fairclough påpeger (Fairclough
2001,92), at det sæt af formelle træk, man finder i en specifik tekst, kan ses som
specielle valg blandt de muligheder, som står til rådighed i de diskurstyper, teksten
trækker på.
OVJ kulturpolitiske redegørelse
Pronominer
OVJ gør i redegørelsen god brug af pronominer i 1. person flertal f.eks. det personlige
pronomen ”vi”, det possessive pronomen ”vor” samt pronominerne ”vort” og ”os”.
Eksempler på denne brug er f.eks.: ”Vort eget begreb om kultur er det, der giver os
særpræg som folk. Den egenart, vi har som danske, er skabt af kulturlivet i bredeste
forstand.” (1,40ff) eller ”…vores bidrag til den fælles menneskelige kulturarv.” (8,6)
eller ”Men vor forståelse af kulturen som et folkeligt anliggende” (8,26).
Denne brug af pronominer er med til at gøre teksten personlig og skaber en
identifikation mellem afsender og modtager. Derudover, giver det også udsagnene vægt,
at OVJ gør sig til talsmand for det danske folk. Ved at benytte pronominerne som
identifikationsskabere i ytringerne ”Vort eget begreb om kultur…” (1,40) og ”Men vor
forståelse af kulturen” (8,26) opnår afsender at inddrage modtagergruppen i disse
udsagn. Herved transformeres afsenders holdning, så den bliver til modtagers holdning.
26
Brugen af pronominer ses også i passager, hvor OVJ forsøger at overbevise samt
”sælge” sine synspunkter og holdninger, og det er her at der benyttes denne personlige
og identificerende ordvalg. Modsat de passager, hvor afsender fremstiller de initiativer
og handlinger, som regeringen allerede har foretaget på kulturområdet samt de
resultater, som er opnået. I disse passager er der ingen tvivl omkring afsenders
grundsyn: ”Regeringens opfattelse af det brede kulturbegreb har udmøntet sig i den
ressortomlægning, der skete mellem Undervisningsministeriet og Kulturministeriet ved
regeringens tiltrædelse” (2,34ff).
I andre dele af redegørelsen redegør OVJ for regeringens politiske tiltag, her gør han sig
tydeligt til talsmand for regeringen f.eks. ”Regeringens opfattelse af det brede
kulturbegreb” (2,34) eller ”Regeringen ser det som et af sine vigtigste politiske
mål….”(4,46). Man kan altså heraf udlede, at OVJ indskriver sig i forskellige
subjektspositioner i redegørelsen i forhold til indholdet.
Modalitet
Modalitet betegner graden af tilslutning til et udsagn, dvs. den måde en sætning
fremføres på som absolut sand, nødvendig eller mulig.
Modalitet er et vigtigt redskab i en lingvistisk analyse da man ved at undersøge denne,
kan afdække, hvor fasttømrede, de italesatte diskurser er (Fairclough 1992,160) og
(Fairclough 2001,91ff).
Redegørelsen er præget af en modalitet, der hævder at være sandheden, f.eks. første
linie: ”Det er dansk tradition at definere kulturbegrebet bredt.” (s. 1 l. 5), hvor en
mindre sikker fremføring af argumentet måske i stedet kunne have lydt således: ”Man
kan mene..”.
Modalitet synes knyttet til OVJs brug af pronominer. Hvor OVJ forsøger at overbevise
og sælge sine overordnede synspunkter omkring kultur, benytter han, samtidig med at
han gør brug af 1. persons pronominer, en modalitet, der gør krav på at være sandhed.
Et eksempel er: ”Denne kultur har vi alle del i. Den er folkeligt fælleseje” (1,17) og
”Vort eget begreb om kultur er det, der os særpræg som folk.” (1,40). Hvor OVJ taler på
vegne af regeringen, er der tale om en modalitet af mindre sandhedsprætention. F.eks.
27
skriver han: ”Sammenlægningen af folkeoplysning og kultur under samme ministerium
bør efter regeringens opfattelse manifestere sig i mere end den rent organisatoriske
tilknytning.” (3,7ff).
Ordforråd
Brugen af positive og negative ord (plusord og minusord) og sætninger er også et
karakteristisk træk ved redegørelsen. Det er interessant at se nærmere på disse ord, samt
i hvilke sammenhænge udtrykkende forekommer, da de kan sige noget om afsenders
holdning til emnet. Det vil øge gennemskueligheden af, hvornår afsender fremkommer
med sin egen vurdering, samt hvor disse vurderinger søges ”solgt” til modtager.
De værdiladede udtryk benyttes flere steder i teksten, og de optræder særligt hyppigt i
tilknytning til afsenders skildring af regeringens kulturpolitiske intentioner. Et tydeligt
eksempel på brugen af ”plusord” ses i ytringen: ”Den nye dimension, som derfor skal
tilføres det sociale arbejde, er det folkelige kulturelle fællesskab, som kan aktivere,
solidarisere og myndiggøre folk” (2,3ff). I ytringen står den nye dimension,
folkekulturen, i modsætning til sektoropdelingen af tilværelsen, hvilket ses af ytringen:
”På et område som det socialpolitiske er det erkendt, at der må brydes med den
sektoropdeling af tilværelsen, som har institutionaliseret sig i de sidste årtier.” (1,49ff).
Og, som det videre ytres: ”Sociale problemer kan ikke løses alene ved hjælp af penge”
(2,1ff). Et plusord, som bruges gentagne gange igennem redegørelsen, er ”fornyelse”.
F.eks. ”Alt i alt bør der skabes bedre rammer for fornyelse og udvikling indenfor det
etablerede kulturliv og indenfor den folkelige kultur” (4,8ff). Og ”…at udvikle og
omstille også de organisatoriske rammer med henblik på en fornyelse af
folkeoplysningen” (7,6ff). På linie med dette ligge positivt ladede ord som:
”nytænkning” (3,49), ”ny” (4,-1,18, 21), ”nyskabende” (10,-19,24).
28
Kvalitet
I redegørelsen indholdsudfyldes begrebet kvalitet ikke eksplicit. Begrebet introduceres
tidligt i redegørelsen, hvor OVJ skriver ”Det er regeringens politik at støtte og udvikle
mangfoldigheden i kulturbegrebet således, at såvel alsidigheden som kvaliteten sikres”
(1,22ff). Han definerer ikke kvalitet nærmere og benytter i øvrigt kun ordet tre gange i
hele redegørelsen. Dog synes kvalitet ækvivaleret med ord som ”alsidighed”,
”kvalificerede”, ”engagement”, ”aktivere” og ”folkeoplysning”.
Omkring kvalitet er redegørelsen således meget vag, der tages ikke stilling til begrebet,
men det siges implicit, at kvaliteten skal sikres og opretholdes i gennem oplysning og
egendeltagelse. Vi befinder os således indenfor en offentligheds og deltagerkontekst i
kvalitetssammenhæng.
Diskurser i redegørelsen
Der trækkes i redegørelsen hovedsageligt på en grundtvigiansk eller
folkeoplysningsdiskurs, idet OVJ for det første bruger en højskoleforstander til at
beskrive, hvad kultur er, og for det andet i høj grad taler om folkeoplysning og
fællesskab; ”vort nationale fællesskab” (2,40), ”den folkelige kultur” (4,9), ”kulturen
som et folkeligt anliggende” (8,26), ”det folkelige Danmark” (9,46), ”nye
kulturinitiativer i lokalsamfundet” (9,47) og ”nye, lokale folkeoplysningsinitiativer i
Danmark” (11,49). Desuden trækkes der på en ”fornyelsesdiskurs”, idet der lægges
vægt på at skabe rammer for fornyelse indenfor det etablerede kulturliv.
Redegørelsens kulturopfattelse
OVJ synes at ækvivalere kultur med: ”livsform” (1,8), ”hele tilværelsen” (1,8ff),
”folkelige fællesskaber og aktiviteter” (1,20).
OVJ anlægger allerede i starten af redegørelsen regeringens kultursyn som bredt:
”Det er dansk tradition at definere kulturbegrebet bredt.” (1,5), ”Kulturen udtrykker sig
som en livsform…” (1,7ff), ”…et anliggende, der berører hele tilværelsen.” (1,8ff),
29
”Det brede kulturbegreb beretter om en række folkelige fællesskaber og kunstneriske
aktiviteter…” (1,20ff). Herefter pointerer OVJ yderligere regeringens opfattelse af det
brede kulturbegreb ved at benytte at citat af højskoleforstander Knud Hansen, hvori han
definerer begrebet bredest muligt: ”Kultur er den måde, hvorpå vi finder os til rette med
den virkelighed, vi er omgivet af…” (1,11ff). Kultur er altså alt, og det er denne
forståelse, som regeringen tilslutter sig. Herved indskriver og tilslutter regeringen sig så
det antropologiske kulturbegreb, hvor alt er kultur: ”the whole way of life” (Fihl
Jeppesen 2001, 24). Der findes dog et problem ved denne forståelse, som OVJ faktisk
erkender, nemlig prioriteringen af den økonomiske støtte: ”prioritere den ikke
ubegrænsede støtte…” (1,22). Dette berøres dog ikke yderligere i redegørelsen, men det
pointeres, at ”…såvel alsidigheden som kvaliteten sikres” (1,23), herved sagt, at
kulturpolitikken ikke skal forholde sig ukritisk til de forskellige aktiviteter.
Prioriteringsproblemet søges ej heller løst, men det understreges, at ”…det drejer sig
som sagt om at vælge, at sætte de kvalificerede kræfter i vort folk fri….og vedkende sig
et engagement…” (1,27).
Omkring OVJs bud på kulturens funktion i samfundet nævnes det at styrke ”det
folkelige kulturelle fællesskab” (2,4), og den nye dimension i det sociale arbejde kan
modvirke sektoropdelingen af tilværelsen. Denne sektoropdeling mener regeringen ikke
kan klare de sociale problemer blot ved at tilføre flere penge. Folk skal aktiveres,
solidariseres og myndiggøres (2,4) ud af deres sociale problemer. Folkekulturen
tillægges således rollen som aktiverende og myndiggørende. Folk fjernes altså fra det
sociale system og letter herved samfundet for en enorm byrde.
Et vigtigt element i regeringens kulturopfattelse drejer sig om det økonomiske,
”…kulturlivets direkte økonomiske bidrag til samfundsøkonomien.” (2,24ff). Hvordan
kulturlivet skal defineres i denne sammenhæng, fremgår ikke, men det virker, som om
der henvises til det etablerede kulturliv, altså de offentlige kulturinstitutioner og ikke
den brede folkekultur. Dette kan læses ud af en formulering som: ”…hvor meget af
valutaindtægterne fra blandt andet turisme, der hvert år kan tilskrives det danske
kulturliv.” (2,27ff), hvor det må formodes, at turisterne ikke valfarter til Danmark for at
se den lokale kunst, men nok holder sig til den etablerede kunst. Regeringen refererer
altså her til et mere smalt kulturbegreb. Denne begrebsforvirring kan virke påfaldende,
da afsender det ene øjeblik definerer kulturbegrebet bredt, fordi ”…det er dansk
30
tradition” (1,5) og det næste øjeblik sætter det i en økonomisk kontekst (jf. Henrik
Kaare Nielsens økonomiske / politiske kontekst samt Fihl Jeppesens instrumentelle
kvalitetssyn). Når afsnittet (2,23 til 2,31) vedr. kulturens økonomiske rolle nærlæses,
giver det et indtryk af, at OVJ definerer kulturbegrebet forskelligt afhængigt af
sammenhængen. Når der henvises til økonomi handler det ikke længere om ideologier
og næstekærlighed, men om økonomisk udvikling ”Udenlandske undersøgelser…..tyder
på, at kulturens bidrag til samfundshusholdningen målt i kroner er betydelig.” (2,28ff).
Et andet og nyt aspekt i redegørelsen, er at man skal ”…fremme nytænkning og
eksperimenteren” (3,49), hvilket ”…bryder med tilvante forestillinger og baner vej for
andre udtryks- og erkendelsesområder.” (4,1ff). Det siges således, at den etablerede
kultur og kulturinstitution skal satse mere på de nye udtryksformer samt være mere
eksperimenterende og banebrydende. Det klassiske nævnes ikke, og hvad tankerne
omkring disse er, står således hen i det uvisse.
Sammenfattende om redegørelsen kan man sige at OVJ opererer med at antropologisk
kulturbegreb. Visionen er, at folk skal oplyses, men at denne oplysning i nogen grad
skal komme fra folk selv, altså fra neden igennem en egendeltagelse. Hvis man skal
placere redegørelsen i Dorte Skot-Hansens rationaler, er der træk af det sociologiske
rationale. Målet er frigørelse, og strategien er baseret på det kulturelle demokrati. Der er
dog nogen forvirring omkring målet, da OVJ også ønsker en mere klassisk dannelse af
befolkningen, som dog kommer i konflikt med økonomien. Denne klassiske dannelse
trækker i nogen grad på det humanistiske kulturbegreb, som Mia Fihl Jeppesen
beskriver som havende et oplysningsfilosofisk perspektiv og et sigte mod at forædle
mennesket.
31
Brian Mikkelsens svar til Folketinget
Pronominer
Brugen af pronominer er vigtig mht. agens. Man sætter sig selv som afsender af sine
udsagn enten gennem 1. pers. singularis ”jeg”, gør sig til talsmand for en gruppe
gennem brug af 1. pers. pronominer i flertal ”vi”, eller om man i stedet benytter sig af
passiv konstruktioner til at gøre udsagnene mere almene.
Brian Mikkelsen veksler mellem brugen af pronominer, idet han hhv. bruger ”jeg”, ”vi”,
i betydningen regeringen og ”vi” som omfattende det danske folk.
”Jeg” bruges i indledningen af svar til folketinget. Her synes brugen at gøre teksten
mere personlig, f.eks. hvor BM siger ”Jeg blev oprigtig glad…” (1,5) ”De besparelser
har ikke, vil jeg godt indrømme, været sjove at gennemføre, heller ikke for mig som
kulturminister” (1,24ff).
Igen i slutningen bruger BM ”jeg” bl.a. i udsagnet ”Derfor ser jeg frem til
tilbagevendende, konstruktive og meget gerne brede politiske dialoger om, hvordan vi
løser den opgave bedst muligt” (4,35ff). Her synes brugen af pronominer dels at
udtrykke et personligt ønske dels at inddrage hele Folketinget, for strategisk at gøre det
plausibelt at komme med konstruktiv kritik og således undgå en grundlæggende og
gennemgribende kritik at regeringens politik generelt. Denne kritik af regeringen
forsøges eksplicit undgået, hvor BM udtaler ”Jeg synes også, at vi i dag skal bruge
tiden på at drøfte fremadrettede planer og samarbejdsmuligheder mere end allerede
vedtagne besparelser. Der er ikke nogen perspektiver i at diskutere de besparelser, der
er foretaget på Kulturministeriets område” (1,28ff).
I passager, hvor BM argumenterer for sine overordnede kulturpolitiske holdninger gør
han sig til talsmand for det danske folk. Han siger bl.a.: ”Derfor må kulturpolitikken
fornys for at bevare og udvikle de værdier, vi holder af som danskere” (1,42ff).
Endnu tydeligere ses det i følgende citat: ”… at vi har ret til at holde af og være stolte af
dansk kultur og dansk identitet. Der er jo ikke andre i hele verden end os 5 millioner
danskere, som kan passe på og udvikle vores sprog og vores kultur. Repræsentanter for
andre kulturer har selvfølgelig samme ret til at holde af og være stolte af det, der er
32
deres. Men det, der er vores opgave, er at værne om dansk kultur og udvikle dansk
kultur.” (2,34). BM giver hermed indtryk af, at de tiltag er for det danske folks bedste,
og at det danske folk og den danske kultur virkelig ligger regeringen på sinde, ligesom
den danske kultur bliver noget, der skal værnes om.
I den øvrige del af svaret, hvor BM redegør for regeringens holdninger og politiske
tiltag, gør han sig tydeligt til talsmand for regeringen f.eks. ”Det ønsker vi ikke i denne
her regering” (s. 2….l.3) osv. ”Vi har i regeringen ansvaret for støtten…” (s. 2 nederst).
Strategisk bruger BM f.eks. de forskellige subjektspositioner på den måde, at han gør
sig til talsmand for det danske folks interesser, som det sås i citatet ”Derfor må
kulturpolitikken fornys for at bevare og udvikle de værdier, vi holder af som danskere”
(1,42) og herefter fremstiller han regeringens politik som en konsekvens heraff: ”Vi
lægger altså op til en politik, som fastholder, at dansk kultur og identitet har sin styrke i
åbenhed over for omverdenen…” (s.2,40ff).
Modalitet
Teksten er flere steder præget af kategorisk modalitet, hvor sandheden af udsagnene
tages for givet. Dette ses f.eks. (1,8ff) ”Sagen er jo den, at vi i Danmark har haft en god
tradition for bred politisk enighed om mange kulturpolitiske spørgsmål. Det har været
en fordel for samfundet og for kulturlivet…”, ”…Det gør vi, det har vi levet op til, og
prisen er selvfølgelig besparelser på forskellige områder.” (1,22ff ), ”Kulturen, kunsten
og samfundet er jo i hastig forandring. Derfor må kulturpolitikken fornys for at bevare
og udvikle de værdier, vi holder af som danskere”. (1,41ff), samt ”Danmark står som
resten af verden midt i et kulturelt opbrud, der gør, at det er både relevant og
nødvendigt at genopfinde kulturpolitikken” (4,31ff).
At kulturen er under forandring fremstilles som en almen kendt sandhed og bruges som
argument for at ændre kulturpolitikken, men også for at implementere regeringens
slogan: ”Tid til forandring”.
33
Kvalitet
Begrebet kvalitet bruges fire gange (2,10 – 2,12 – 2,15 – 4,12).
BM definerer ikke begrebet kvalitet eksplicit, og hvis man skal afdække
kvalitetsopfattelsen i ”svaret til folketinget”, er det således nødvendigt at se på, hvilke
plusord og minusord der bruges, samt i hvilken sammenhæng de benyttes.
De positivt ladede ord, der går igen i BMs svar, er i høj grad forbundet med tanker om
fornyelse og fremskridt; ”fremadrettede planer (1,28)”, ”nye visioner (1,41)”, ”udvikle
og forenkle” (2 l.3), ”tidssvarende” (2,4), ”fornyelse med kvalitet (2,12)”, ”ny
begyndelse” (2,19), ”frugtbart og nyskabende samarbejde (3,12)”, ”kulturel fornyelse”
(4 l.9), ”nye initiativer” (4,17ff) og ”udvikling og vækst” (4,17).
I sammenstillingen af ord forsøger BM at tilgodese meget forskellige holdninger f.eks. i
formuleringer som ”Vi ser regeringsskiftet som en mulighed for at skabe
traditionsbevidst fornyelse af hele kulturpolitikken” (1,38). Og ligeledes: ”Derfor må
kulturpolitikken fornys for at bevare og udvikle de værdier, vi holder af som danskere”
(1,42ff). Andre lignende formuleringer er ”bevare og udvikle dansk kultur” (2,31),
”…som på en gang fornyer og viderefører traditionen” (3,40).
BM udtaler sig bredt om både kulturpolitikken og om kulturen, og det er derfor
nødvendigt at adskille disse to.
Omkring kulturpolitikken benytter BM sig af mange positivt ladede ord. Disse er især
fokuseret omkring at skulle ”forny kulturpolitikken” (1,41) og sikre en
”Traditionsbevidst fornyelse” (1,39). Derudover mener han, at Danmark har en ”sund
tradition for armslængdehåndtering på kunstens område” (3,7), og at denne tradition
skal opretholdes. Det, som BM modstiller kvalitet i forhold til kulturpolitikken, er på
den ene side: værdirelativisme og anarki og på den anden side formynderi (2,14),
”holdnings- eller smagsdommere” (3,6) og ”unødigt bureaukrati” (3,35).
Kvalitet på kunstens område ækvivaleres med ”fornyelse” (2,12), ”tidssvarende” (2,1)
og ”frisind, forskellighed og fællesskab” (2,21).
34
Diskurser i ”svar til folketinget”
Der trækkes i svaret hovedsageligt på en ”fornyelses og forandringsdiskurs”, som det
fremgår af ovenstående samt på en ”erhvervsdiskurs” f.eks. i udtryk som: ”forene
markedets og kulturens frie kræfter” (2,11). Ord som ”Kulturbudget” (1,33),
”Bevillingsniveau” (1,38), ”rimelige arbejds- og produktionsbetingelser” (3,46), ”nye
partnerskaber” (4,16), ”Kulturtilbud” (4,26), ”Udvikling og vækst” (4,17),
”Kvalitetstilbud” (4,12) og ”Brugere” (4,34) trækker i høj grad på en sprogbrug, som er
hentet fra erhvervslivet.
Argumentationen synes at bygge på økonomiske ræsonnementer, og vi befinder os
således indenfor, hvad Henrik Kaare Nielsen kalder den ”økonomisk / politiske
kontekst”. Kulturen kommer i nogen grad til at fremstå som en produktionsform, som
skal være bæredygtig i sig selv, og her synes det økonomisk instrumentelle kvalitetssyn,
som Mia Fihl Jeppesen opererer med, at gøre sig gældende. Dette understreges af
formuleringer som: ”fradrag for salg af billedkunst” (2,5), ”opfatter ikke markedet som
en trussel mod kulturel kvalitet” (2,10), og ”gør virksomhedernes kunstkøb og
udsmykning afskrivningsberettiget” (3,32ff). Ligeledes synes navnet ”NyX” (3,16) at
signalere en form for dynamik, som kan sættes i forbindelse med de mange plusord, BM
benytter sig af i forbindelse med nytænkning.
Brian Mikkelsens Kulturopfattelse
I ”svaret” definerer BM eksplicit regeringens kultursyn som bredt: ”…udgangspunkt i et
bredt kultursyn.” (3,4). Herved nærmer han sig det antropologiske kulturbegreb, som
omfatter ”the whole way of life” (Fihl Jeppesen 2001,24). Dette kommer yderligere til
udtryk i formuleringer som: ”…vi har ret til at holde af og være stolte af dansk kultur
og dansk identitet. Der er jo ikke andre i hele verden end os 5 millioner danskere, som
kan passe på og udvikle vores sprog og vores kultur.” (2,35ff). Yderligere trækkes der
også på et sociologisk kulturbegreb, hvor kultur ses som et aspekt ved alle
samfundssektorer. Dette ses i opløsningen af skellet mellem staten og markedet, bl.a. i
en formulering som: ”forene markedets og kulturens frie kræfter” (2,11). Kulturen ses
35
hos BM ikke længere som et alternativ til det kommercielle. De to aspekter understøtter
nu hinanden, og man kan anskue kunsten som værende markedsstyret. Dette
tydeliggøres i regeringens forslag vedr. skattefordele og fradrag for virksomheders køb
af kunst (2,2ff).
Opsamling og sammenligning
BMs svar til Folketinget bærer præg af at skulle fremsættes mundtligt med en
tidsbegrænsning på 15 minutter. Dette præger også hans svar på den måde at der er flere
kommentarer til den videre diskussion og i højere grad forsøg på at afværge kritik.
OVJ har mere plads at ”brede” sig på og kan derved også bevæge sig inden for flere
forskellige områder.
Kvalitet
Ifølge Mia Fihl Jeppesen defineres begrebet kvalitet sjældent eksplicit i den danske
kulturpolitik. Dette er også kendetegnende for OVJs redegørelse og BMs svar til
folketinget. Begge lægger de vægt på fornyelse som et vigtigt træk i
kvalitetssammenhæng. Hos BM forbindes ordet fornyelse med tradition
”traditionsbevidst fornyelse” (1,39). Da begrebet defineres vagt, er det vanskeligt at
påpege klare forskelle, men BM synes, i højere grad end OVJ, at lægge op ad det
instrumentelle kvalitetsbegreb, idet kulturen, som vist, betragtes som en vare, og idet
markedet i høj grad er den instans, der vurderer kvalitet. OVJ henter i højere grad sin
opfattelse af kvalitet fra offentligheds- og deltagerkonteksten, hvor kvalitet bliver
bedømt ud fra, hvad befolkningen får ud af kunsten. Og netop i sin vægt på
folkeoplysning adskiller OVJ sig fra BM.
36
Diskurser i redegørelsen og ”svaret”
Som påvist ovenfor trækker begge bidrag på begrebet fornyelse. OVJ bruger i sin
argumentation hovedsageligt folkeoplysningen, og kan således siges at trække på en
grundtvigiansk diskurs. Argumentationen hos BM er anderledes, da den i stedet trækker
på en erhvervsdiskurs og således giver ”svaret” et mere erhvervs- og markedsorienteret
præg.
Kulturopfattelsen
De ovenfor påviste diskurser hænger sammen med den kulturopfattelse, som OVJ og
BM hver især gør sig til talsmand for. Det er karakteristisk for begge, at de
karakteriserer kulturbegrebet bredt, dvs. ser det som ”the whole way of life”. OVJ
opererer dog også visse steder med et smalt kulturbegreb. Både OVJ og BM trækker på
det antropologiske kulturbegreb, og begge ser kulturen i den økonomisk- og politiske
kontekst. De adskiller sig dog ved at vægte disse forskelligt. Hvor OVJ vægter det
antropologiske kulturbegreb højest, vægter BM i højere grad den økonomiske kontekst
og ser ikke kulturpolitikken som en isoleret sektor i samfundet (2,17).
En forskel i OVJ og BMs syn på økonomien kan også illustreres af, at OVJ henviser til
støttepolitik overfor skabende kunst, og her lægges vægten på de skabende kunstneres
situation og deres indtægter. Det er kunstnerne han argumenterer for at man skal hjælpe.
Mens BM, der også er opmærksom på problemet, vil løse det ved at give
virksomhederne skattefordele.
Den sociokulturelle praksis
Til sidst vil jeg pege på nogle sociokulturelle forhold, som indvirker på og præges af de
diskurser og tendenser, der findes på tekstniveauet, altså det som indgår i et dialektisk
forhold til hhv. redegørelsen og svaret. Folketinget, som er modtager af redegørelsen og
svaret, er med dets forskellige partier og regeringsdannelse en vigtig praksis i forhold til
teksterne. Ligeledes er interesseorganisationer og offentligheden, i form af vælgere, af
37
betydning. Som vist under den diskursive praksis har redegørelsen / svaret forskellige
modtagere, som hver især bliver tilgodeset. Hos OVJ er modtagergruppen, som nævnt,
udover Folketinget også forskellige kulturelle institutioner. Dette afspejles i teksten,
hvor OVJ opererer med hhv. et bredt og et smalt kulturbegreb, alt efter hvem han
henvender sig til, og her ses således et eksempel på det dialektiske forhold mellem
teksten og den ydre sociokulturelle praksis. Hos BM er modtagergruppen mere specifikt
afgrænset til folketinget, men her spiller også erhvervslivet i høj grad ind.
Konklusion
Opgavens sigte var, gennem en analyse af kvalitets- og kulturopfattelser hos hhv. Ole
Vig Jensen og Brian Mikkelsen at undersøge, hvilke forskelle der er imellem de to.
Jeg har taget udgangspunkt i den socialkonstruktionistiske tradition, som har skabt en
opmærksomhed på sprogets skabende kraft og peget på italesættelsers sociale
konsekvenser. Faircloughs model er værdifuld på dette punkt, idet den afspejler de
forskellige niveauer og deres indbyrdes forhold. Jeg har dog valgt hovedsageligt at
fokusere på tekstniveauet, da jeg her mener, at Faircloughs redskaber kan bidrage til at
afdække de små forskelle, der findes.
Ved sammenligning af analyserne på tekstniveauet af hhv. redegørelsen og ”svaret” har
jeg peget på, at der, trods de vage definitioner af kvalitet, er en vis forskel mellem de to
bidrag.
Hvor Ole Vig Jensen i høj grad befinder sig indenfor offentligheds- og deltager
konteksten med vægt på folkeoplysning, befinder Brian Mikkelsen sig i højere grad
indenfor det instrumentelle kvalitetsbegreb. Denne placering går igen, når det gælder
kulturopfattelsen. Begge karakteriserer de kulturbegrebet bredt og placerer sig indenfor
det antropologiske kulturbegreb, og begge ser de kulturen i den økonomisk- og politiske
kontekst. Men igen ses en forskel, hvor Ole Vig Jensen vægter det antropologiske
kulturbegreb højest, vægter Brian Mikkelsen den økonomiske kontekst.
De påpegede forskelle afspejles yderligere i de diskurser, bidragene trækker på.
Hvor Ole Vig Jensen kan siges at trække på en folkeoplysningsdiskurs, trækker Brian
Mikkelsen i høj grad på en erhvervsdiskurs. Der er således forskelle mellem de to, men
38
det er især et spørgsmål om vægtning, da de stort set kommer ind på de samme
områder.
Gennem afdækningen af den diskursive praksis, som er det andet niveau, Fairclough
opererer med, analyserede jeg teksternes afsender- og modtagerforhold.
Modtagerhensynet synes vigtigt, da den uhomogene gruppe har forskellige og
modstridende krav til teksten og evt. forskellige forventninger til, at netop deres
område, ønsker og præferencer prioriteres højest. Dette er en god grund til, at
afsenderne er meget forsigtige i deres formuleringer og i deres vægtning af kvalitets- og
kulturopfattelse. Alle skal gøres tilfredse, og dette ses afspejlet i de forskellige
betydninger af kvalitet og kultur, samt i de forskellige kontekster, de sættes ind i.
Den diskursive praksis kan ses som et medieret led mellem tekst og de sociokulturelle
praksisser, som er Faircloughs tredje niveau. Her har jeg valgt blot at pege på nogle
institutioner og praksisser, som er af betydning for kulturministrenes bidrag.
På dette tredje niveau har jeg således påpeget nogle af de dialektiske forhold, der gør sig
gældende mellem de forskellige niveauer.
39
Litteratur
Becker Jensen, Leif (1997)
Indføring i tekstanalyse. Roskilde Universitetsforlag.
Bredsdorff, Niels (2002)
Diskurs og konstruktion. En samfundsvidenskabelig kritik af diskursanalyse og
socialkonstruktivismer. Forlaget Sociologi.
Burr, Vivian (1995)
Introduction to Social Constructionism. London: Routledge.
Drotner, Kirsten m.fl. (2000)
Medier og Kultur. En grundbog I medieanalyse og medieteori. Borgen / Medier.
Fairclough, Norman (1992)
Discourse and Social Change. Cambridge: Polity Press.
Fairclough, Norman (1995)
Critical Discourse Analysis. Longman Group Ltd., England.
Fairclough, Norman (1995b)
Media discourse. Arnold.
Fairclough, Norman (2001)
Language and Power – Second edition. Edinburg, Pearson Education.
Femø Nielsen, Mie 2000
Under lup i offentligheden – introduktion til public relations. Samfundslitteratur.
Fihl Jeppesen, Mia (2001)
Kulturen, kunsten og kronerne - kulturpolitik i Danmark Akademisk.
Harms Larsen, Peter (1979)
”Som sagt, så skrevet” I: Nydanske studier nr. 12. Akademisk forlag.
Hauge, Hans og Horstbøll, Red.. (1988)
Kulturbegrebets kulturhistorie. CfK, Århus.
Kaare Nielsen, Henrik (2001)
Kritisk teori og samtidsanalyse. Aarhus Universitetsforlag.
Kaare Nielsen, Henrik (1996)
Æstetik, Kultur & politik. Center for Tværæstetiske Studier. Aarhus Universitet.
40
Kaare Nielsen, Henrik (1993)
Kultur og modernitet. Århus.
Kroeber, A. L. og Clyde Kluckhohn.(1952)
Culture: A Critical Review of Concepts and Definitions. New York.
Mikkelsen, Brian (2002)
Regeringens kulturpolitik – kulturministerens svar på Folketingsforespørgsel F 24, 11.
april 2002. Lokaliseret på WWW. d. 26/03-2003.
http://www.folketinget.dk/Samling/20012/salen/F24_BEH1_53_4_(NB).htm
Skot-Hansen, Dorte (1999)
KULTUR TIL TIDEN – STRATEGIER I DEN LOKALE KULTURPOLITIK.
I: Nordisk Kulturpolitisk Tidsskrift Nr. 1 1999.
Spradley, James P. (1979)
The Ethnographic interview. Holt, Rinehart, and Winston. New York
Vig Jensen, Ole (1989)
KULTURPOLITISK REDEGØRELSE OG IDÉPROGRAM 1989.
Lokaliseret på WWW. d. 16/05-2003. http://www.kum.dk/sw4359.asp
Winther Jørgensen, Marianne og Phillips, Louise (1999)
Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde universitetsforlag, Frederiksberg.