Guldnotat til ”Mennesket i naturen”
EN HJÆLPENDE HÅND .............................................................. 1
NOTEPAPIRET ................................................................................. 1
TRIN FOR TRIN VEJLEDNING ............................................................... 1
BAGGRUNDSVIDEN FOR ANALYSEN OG FORTOLKNINGEN ........ 2
STX 3.g
RESUMÉ .................................................................................. 2
INDGANGSVINKLER ................................................................. 2
Naturen .................................................................................. 2
Vand ....................................................................................... 3
Digteren og inspirationen ....................................................... 3
ANALYSE OG FORTOLKNING AF NOVELLEN .............................. 3
ANONYM FORTÆLLER, TID OG STED ..................................................... 3
Ingen steds- eller tidsmarkører .............................................. 3
Anonym jegfortæller .............................................................. 3
OVERGANGSSITUATIONER OG OMVENDTE BILLEDER ................................ 4
Overgangssituationer ............................................................. 4
Omvendte billeder .................................................................. 5
MENNESKET I NATUREN .................................................................... 6
Naturen og kulturen ............................................................... 6
Helhedsbillede ........................................................................ 7
Naturen påvirker menneskene ............................................... 8
KOMPOSITION ................................................................................ 8
SPROG .......................................................................................... 9
TEMAER ........................................................................................ 9
PERSPEKTIVERING TIL SCHACK STAFFELDTS VED SØEN ........... 10
NYTTIG VIDEN OM FORFATTEREN A. Q. SCHACK VON STAFFELDT ............ 10
Liv og forfatterskab .............................................................. 10
SAMMENLIGNENDE ANALYSE OG FORTOLKNING ................................... 10
Sprog ..................................................................................... 10
Naturopfattelse .................................................................... 11
Længsel efter naturen .......................................................... 11
Tip: For at springe til et sted i guldnotatet, klik da på
overskriften i indholdsfortegnelsen
1
En hjælpende hånd
Når du bruger vores noter, er det ikke sikkert, at du finder lige præcis
det, du søger. Det kan være, at vi har lagt vægt på helt andre ting, end
du har, eller at vi har tillagt noget stor værdi, som du har forkastet som
ligegyldigt. Lige præcis det, at vi har fokuseret på andre ting end dig
kan dog være informationer, som kan være lige så nyttige, som dem du
startede ud med at lede efter, så lad være med straks at forkaste dem
eller værre: straks at forkaste dine egne noter! Overvej i stedet hvorfor
vi har et andet syn på den givne tekst end dig. Det kan nemlig hjælpe
dig til at uddybe din analyse, så den bliver bedre og mere
sammenhængende.
Vores fortolkninger vil i de fleste tilfælde være efterfulgt af citater, der
understøtter dem. (Denne teknik skal du for øvrigt også bruge på
citaterne i din endelige opgave). Du kan på den måde hele tiden
orientere dig i, hvad vi mener og tage stilling til, om du er enig.
Notepapiret
Notepapiret er altså en indsamling af alle de situationer, elementer,
citater og temaer vi finder, det kunne være relevant at komme ind på i
en analyse og fortolkning af teksten/teksterne. Du kan umuligt fylde
alle notaterne og citaterne ned i din opgave, og dette er heller ikke
meningen. Du skal derimod bruge noterne og citaterne som en hjælp
til at komme i gang med din egen opgave og til at pege dig i retningen
af netop din analyse og fortolkning.
NB: Husk, at du til eksamen selv skal være i stand til at lave analysen
og fortolkningen uden hjælp fra vores notepapir. En god idé er derfor
selv at prøve at lave analysen af teksten/teksterne, inden du anvender
noterne herunder. På den måde kan du også finde ud af, hvad du
finder svært og arbejde ekstra grundigt med dette.
Trin for trin vejledning
Til at guide dig igennem teksten har vi lavet en trin for trin vejledning,
der viser dig, hvordan du selv får taget hul på analysen og
fortolkningen. Vil du selv prøve først, inden du kigger på vores noter,
hent da til vejledningen til litterær artikel her og analysemodel til
novelle her.
2
Baggrundsviden for analysen og fortolkningen
Forfatteren: Niels Lyngsø
Liv og forfatterskab
Niels Lyngsø er født 1968
Lyngsøs poesi tager ofte udgangspunkt i den kognitive filosofi,
der er en filosofisk overvejelse om, hvordan den menneskelige
erkendelse fungerer.
Han vil gerne skrive digte uden et centralt ”jeg”, der
organiserer de ting, der sker i digtet, men digte, der i stedet
består af bevidsthedsstrømme.
For Niels Lyngsø er ”stof” et helt centralt ord. Han har selv
sagt: ”Det, jeg vil forsøge at gøre, er at tænke og tale med
verden, altså med selve det stof, som også digtningen efter
min mening må tage udgangspunkt i”
1
(p. 475).
Force majeur som ”Klokker” er fra, har fokus på eksistentielle
temaer som fødsel og død, kærlighed og tab
2
.
Resumé
I det lyriske prosastykke ”Klokker” ligger jegfortælleren på stranden
sammen med en anden person. Solen er lige gået ned, da de bliver
1
Red. Fibiger og Lütken Litteraturens Veje (2009, 2. udg.), p. 475
2
Red. Fibiger og Lütken Litteraturens Veje (2009, 2. udg.)
vækket af lyden af regnen, der begynder at falde. Der beskrives et
sceneri, hvor der er en blanding af lys, vand, varme og lyd i regnen, der
falder ned ude over havet. Jegfortælleren opdager, at der er ansigter
gemt i regndråberne og tror, det er hans/hendes eget spejlbillede,
indtil det går op for vedkommende, at det er alle mulige andre ansigter
i alle slags sindstilstande fra alle verdenshjørner. Langsomt begynder
regnen at stilne af, og himlen bliver klar igen, så det ser ud som om,
det er stjernerne, der falder ned.
Indgangsvinkler
Naturen
Du kan vælge at have dit overordnede fokus på naturen. Vælger du
dette bør du overveje:
Har man forskellige forhold til naturen, når man kommer
henholdsvis fra landet og fra byen?
Har menneskets forhold til naturen ændret sig gennem tiden?
Føler mennesket sig over- eller underlegent naturen, og hvad
mener du er mest berettiget?
Hvordan skildrer man bedst naturen?
3
Vand
Du kan overveje at fokusere på vand. I den forbindelse kan du tage
stilling til:
Hvilke kognitive metaforer kan der tillægges vand, og hvad får
ordet dig til at tænke på?
Vand har også en symbolsk betydning i form af renselse,
hvordan kan man bruge det i forhold til digtet?
I den Freudianske psykoanalytiske tolkning kan vand betyde
følelser. Hvordan passer dette ind?
Digteren og inspirationen
Du kan også vælge at fokusere på digteren og på den måde, man
finder inspiration på. I så fald kan du overveje:
Er der situationer, hvor man lettere får inspirationer eller ideer
end andre? Fx i afslappende naturomgivelser?
Hvordan har vores syn på digteren og hans/hendes rolle
udviklet sig?
Er man født til at være digter/forfatter, eller er det en evne,
man kan udvikle?
Er der personer i vores samfund i dag, der har en særlig indsigt
eller evne til at opnå indsigt?
Analyse og fortolkning af novellen
Anonym fortæller, tid og sted
Ingen steds- eller tidsmarkører
Alle de markører, der sædvanligvis fastsætter tiden og stedet er
fraværende i stykket.
Nutiden
Der er ikke nogen markører om, hvilken historisk tid, det foregår i.
Handlingen udspiller sig efter solnedgang, men det kunne være en
hvilken som helst solnedgang på et hvilket som helst historisk
tidspunkt.
Sted
Der er heller ikke nogen konkret geografisk stedsmarkør. Læseren får
at vide, at ”handlingen” udspiller sig på en strand, men det kunne være
en hvilken som helst strand.
Anonym jegfortæller
Den anonyme jegfortæller
Jegfortælleren i digtet er både køns-, navne- og identitetsløs. Læseren
får intet at vide om hverken jegfortællerens fortid eller fremtid eller
andre karaktertræk, der kunne hjælpe til at identificere jegfortælleren.
I stedet er det, der skildres, et øjebliksbillede i nuet.
4
Fortæller
Stykket skildres fra en 1. persons jeg-fortæller.
Synsvinkel
Synsvinklen er hovedpersonen og jegfortællerens. På et tidspunkt
inddrages der et ”vi” i digtet, og synsvinklen bliver både
jegfortællerens eget og den anden persons, da de begge ser op mod
himlen og tror, de ser deres eget spejlbillede i dråberne:
”Først troede vi regndråberne glimtvis spejlede vores egne
ansigter *…+” (p. 12, ll. 13-14).
Anonymitetens betydning
Det, at både jegfortællerens identitet samt tid og rum ikke bliver
klarlagt, skaber en forestilling om, at det kunne være hvor, når og
hvem som helst, stykket handler om. Dermed skabes et åbent rum,
hvor der er overladt meget til læserens fortolkning. Det bliver også
nemmer at føle sig som en del af stykkets handling, fordi det kunne
være både en kvinde/en mand, en gammel/en ung, en strand i
Europa/en strand i Amerika, en tid for 50 år siden/en tid nu eller noget
helt andet, der er tale om.
Overgangssituationer og omvendte billeder
Overgangssituationer
I det lyriske prosastykke udspilles flere forskellige
overgangssituationer, der er vigtige at se nærmere på. Der er tale om
både en tids-, steds- og menneskelig overgangssituation i digtet.
Tidsmæssig overgangssituation
I første linje af prosastykket, etableres en tidsmæssig
overgangssituation i kraft af, at situationen udspiller sig ved
solnedgang. Situationen er dermed midt mellem dag og nat:
”Straks efter solnedgang *…+” (p. 12, l. 1).
Stedsmæssig overgangssituation
Jegfortælleren og ”vi’et” ligger på stranden. Dette er et sted, der
forbinder jorden og havet og er dermed et overgangssted mellem vand
og land:
”Vi lå og sov på stranden *…+” (p. 12, ll. 1-2).
Mennesket i en overgangssituation
Det er ikke kun tids- og stedsmæssigt, der udspiller sig
overgangssituationer i stykket. Menneskene, der er der, er lige vågnet,
hvilket betyder, at de er i overgangssituationen mellem vågen og
sovende tilstand eller mellem virkelighed og drøm:
5
”Vi lå og sov på stranden og blev vækket af den ringlende lyd” (p.
12, ll. 1-2).
Overgangssituationernes betydning
Jegfortælleren befinder sig både tids-, steds- og bevidsthedsmæssigt i
en overgangssituation, og det kan betyde flere ting. Det kan være et
billede på, at han/hun er på vej mod en erkendelse af noget nyt eller i
en ny livsfase. Det kan også forklare, hvorfor mange af de
efterfølgende billeder virker flimrende og forvirrende. Jegfortælleren
er på kanten mellem drøm og virkelighed, og det er også i dette
mellemrum, digtets indhold er skildret. Måske skal mange af
billederne snarere opfattes som drømmebilleder end noget, der reelt
sker.
Omvendte billeder
Mange af billederne i stykket er vendt op og ned og er spejlet, så de
optræder på en ny og anderledes måde i forhold til det, vi er vant til.
Samsansning eller synæstesi
Synæstesi betyder samsansning dvs. at to eller flere forskellige sanser
bliver sat sammen. Det kan fx være, at man kan smage noget, man
normalt kun kan høre osv. Der er flere eksempler på brug af dette i
digtet:
Regndråber kan tænde gnister: ”Hver enkelt regndråbe tændte
en gnist” (P. 12, l. 3).
Melodier kan bevæge sig i rundkreds: ”melodier cirkulerede”
(p. 12, l. 8).
Skyer kan både larme og lyse: ”øredøvende og gennemlyste
skyvæv” (p. 12, ll. 8-9).
Dråber kan lyse: ”lysende dråber” (p. 12, l. 11).
Klokker kan være bløde: ”bløde klokker” (P. 12, l. 11)
Lys kan skumme: ”skummede af lys” (p. 12, l. 22).
Dråber kan slå gnister: ”gnistrende dråbe” (p. 12, l. 23).
Det gør, at læseren får en oplevelse af, at alle sanseniveauerne
blandes sammen. Det bliver svært at orientere sig, fordi det
genkendelige sanseapparat vendes på hovedet, og ting, vi normalt
forventer, siger en lyd, lige pludselig kan lyse, og omvendt.
Personerne vågner ved solnedgang
Jegfortælleren og den anden person ligger og sover ved stranden, men
bliver vækket af regnen, da solen går ned. Der er et hvidt lys ude over
havet, selvom solen netop er gået ned. Det virker som om, der er
byttet om på dag og nat, eller at tiden ikke har nogen betydning.
Menneskene i stykket sover om dagen og bliver vækket, når det er ved
at blive nat.:
”Straks efter solnedgang begyndte det at regne ude over havet. I
lå og sov på stranden og blev vækket af den ringlende lyd. Et
kridthvidt lys dansede over havsletten” (p. 12, ll. 2-3).
6
Spejlbillede
Det virker som om, sceneriet bliver et spejlbillede, og der hænger en
omvendt kornmark af lysende stråler fra skyerne:
”til sidst hang der fra skyerne en omvendt kornmark af lysende
strå” (p. 12, ll. 6-7).
Mennesket i naturen
Du bliver i opgaveforlægget særligt bedt om at fokusere på mennesket
i naturen, når du foretager din analyse og fortolkning. Derfor er det et
aspekt, du skal fokusere ekstra meget på.
Naturen og kulturen
I stykket blandes både naturelementer og kulturelementer, selvom
”handlingen” foregår i naturen.
Naturen sammenlignes med kunstige kulturelementer
Selvom stykket udelukkende handler om naturen og en oplevelse, hvor
jegfortælleren ligger på stranden, er der flere sammenligninger med
hverdagslige fænomener, der ikke stammer fra naturen. I den ældre
digterkunst især fra romantikken, brugte digterne ofte naturen som
det, andre ting blev sammenlignet med. Her er det omvendt: Naturen
sammenlignes med kulturen og dens fænomener. Dette er der flere
eksempler på:
”*…+ blev vækket af den ringlende lyd” (p. 12, l. 2).
”*…+ der var en klirren som af glas der i ét væk knustes” (p. 12,
l. 4).
”regntovene” (p. 12, l. 6).
”omvendt kornmark” (p. 12, l. 6).
”alle tænkelige melodier cirkulerede” (p. 12, l. 8).
Opfattelse af naturen
Sammenligningerne af naturen med kultur- og hverdagsfænomener,
fortæller noget om, hvordan det moderne menneske oplever naturen.
Mennesket, der er vant til at færdes indenfor og i byen har ikke andre
sammenlignings- eller referencemuligheder end de, der er kendt fra
den moderne verden, og derfor er det dem, naturen sammenlignes
med.
Jegfortælleren ser mennesker i naturen
Da jegfortælleren ligger på stranden og kigger på regndråberne, ser
han/hun mennesker i dem. Dette viser, at mennesket har svært ved
kun at se natur i natur, men at mennesket er et egocentreret væsen,
der fører sit eget billede over på naturen:
”Først troede vi regndråberne glimtvis spejlede vores egne
ansigter, men efterhånden gik det op for os at det var andre
ansigter, mange ansigter, alle sammen forskellige. I hver eneste
dråbe var der et ansigt *…+” (p. 12, ll. 13-16).
7
Naturen antropomorficeres
Naturen bliver levende- og menneskegjort på flere måder. Dette er der
mange eksempler på fx:
”Et kridthvidt lys dansede” (p. 12, ll. 2-3).
”Hver enkelt regndråbe tændte” (p. 12, l. 3):
”Bygen vandrede” (p. 12, l. 7).
Dette er også et billede på, at mennesket bedst forstår og begriber
naturen gennem sig selv og sit eget billede.
Titlen ”Klokker”
Prosastykket hedder ”Klokker”, hvilket er en henvisning til
regndråberne, som jegfortælleren oplever som små klokker, der falder
ned. Også dette er et billede fra kulturens verden:
”Langsomt åbnede jeg øjnene og så op i de lysende dråber der
faldt som små bløde klokker fra himlen” (p. 12, ll. 10-12).
Helhedsbillede
Selvom stykket indeholder mange opsplittede elementer og ting, der
normalt ikke forbindes med hinanden eller passer sammen, sker der
alligevel en sammensmeltning og en forening på flere niveauer.
Alting smelter sammen
Det virker som om, himmel og hav går i ét, idet bygen bevæger sig ind
over landet. På den måde virker det som om, hele landskabet og alle
de modstridende elementer bliver forenet.
”Bygen vandrede ind over land, og stranden blev oplyst” (p. 12, l.
7).
Ild sammen med vand
I stykket indgår alle de fire elementer vand, ild, luft og jord (sand), og
de bliver forenet. Vandet løber fra himlen ned mod havet og stranden
og gør, at landskabet smelter sammen. Ild og vand er elementer, der
normalt ses som uforenelige. Vand bruges til at bekæmpe ild, men i
digtet bliver de sat op ved siden af hinanden, som om, de godt kan
eksistere sammen. Dette går i modstrid med hverdagslogikken, men i
digtet fremstilles det som en sammensætning, der naturligt finder
sted:
”det var ild og vand i ét” (p. 12, l. 9).
Forening i naturen
Det er ikke kun landskabet, der smelter i et, men da de to personer ser
op i himlen, ser de alle mulige forskellige ansigter afspejlet i regnen.
Det virker som om, hele verdenens befolkning og alle menneskerne
fremtræder for dem i regnen på én gang:
8
”I hver eneste dråbe var der et ansigt, og der var kvinder og
mænd i alle aldre fra alle egne af verden. Der var alle
sindstilstande, glæde, vrede, tungsind, panik; et helt galleri af
menneskelige humører” (p. 12, ll. 16-19).
Naturen påvirker menneskene
Naturen påvirker menneskene, får dem til at filosofere og give dem en
følelse af sammensmeltning.
Naturen får dem til at filosofere
Efter jegfortælleren og den anden person har fået øje på alle
ansigterne i regndråberne, taler de om alle de, der er forsvundet i
tidens løb. Dermed får naturen dem til at filosofere over livets
flygtighed:
””Vi talte om de talløse ansigter som gennem tiden var blevet tabt
i søer og vandløb, opløst af krusninger og ført bort af strømmen;
var det dem som nu havde rejst sig af havet?” (p. 12, ll. 19-21).
Sammensmeltning i slutbilledet
I det afsluttende billede i stykket er det kun enkelte regndråber, der
falder ned, og derfor ser det ud som om, det er stjernerne, der falder.
Dette billede er den endelige sammensmeltning af alting, hvor man
ikke kan skelne mellem hvad, der er himmel, og hvad der ikke er, og
hvad der er i bevægelse, og hvad, der står stille:
”Til sidst faldt kun en enkelt gnistrende dråbe her og der, og da
var himlen allerede klar igen, så det næsten så ud som om det var
stjernerne der faldt” (P. 12, ll. 23-25).
Komposition
Kompositorisk inddeling
Stykket er kun på 25 linjer, men alligevel er der en kompositorisk
udvikling, og man kan inddele digtet i 3 faser:
1) l. 1-9: Stranden med den begyndende regn
2) l. 9-21: Jegfortællerens refleksioner
3) l. 21-25: Regnen aftager
Mennesket og naturen
I stykker befinder jegfortælleren sig midt i naturen. Det er især i
midten af stykket, at det menneskelige kommer frem og bliver det
centrale. I 2. faseinddeling er der rigtig mange stedord som:
”vi” (p. 12, l. 9, 12, 13 og 19)
”mit” (p. 12, l. 10)
”jeg” (p. 12, l. 10)
”dig” (p. 12, l. 12)
”vores” (P. 12, l. 14)
”os” (p. 12, l. 15)
”dem” (p. 12, l. 21)
9
I den første og sidste fase er der kun ét stedord. Denne forskel
indikerer, at stykket er komponeret, så det bevæger sig fra naturen,
ind mod menneskene og ud mod naturen igen.
Sprog
Lyrisk sprogbrug
Stykket er meget komprimeret, og der står mange ting på meget få
linjer. Derfor er hver eneste sætning og hvert eneste ord velvalgt og
intet overladt til tilfældighederne.
Der er selvkomponerede ord som ”regntovene” (p. 12, l. 6)
Poetisk sprogbrug med ord som ”solnedgang” (p. 12, l. 1),
”Havet” (p. 12, l. 1) og ”stjernerne” (p. 12, l. 25)
Lydbetonede ord: ”ringlende lyd” (p. 12, l. 2), ”klirren” (p. 12, l.
4), ”melodier cirkulerede” (p. 12, l. 8).
Ord forbundet med det, man kan se: ”kridhvidt lys” (p. 12, l. 2),
”tændte en gnist” (p. 12, l. 3), ”stranden blev oplyst” (P. 12, l.
7).
De synæstesiske billeder er også et lyrisk greb fx: ”lysende
dråber”(p. 12, l. 11), ”bløde klokker” (P. 12, l. 11), ”skummede
af lys” (p. 12, l. 22).
Moderne lyrik
Der er tale om moderne lyrik, der er sat op i én stor blok, men
indeholder fragmenterede opbrud og sætninger, hvor der er
opremsninger: ”Der var glimt af øjne, ører, næser, panderynker, læber
og tænder” (p. 12, ll. 12-13).
Lange og korte sætninger
Der er skiftevist gjort brug af korte og lange sætninger, der gør, at
læseren fokuserer ekstra meget på de korte, fordi der lægges ekstra
meget tryk på dem. Fx:
”Bygen vandrede ind over land, og stranden blev oplyst; alle
tænkelige melodier cirkulerede i det øredøvende og gennemlyste
skyvæv, det var ild og vand i ét, og vi blev gennemblødte, varme.
Vi lagde os ned. Regnen ramte mit ansigt.” (p. 12, ll. 7-10).
Temaer
Stykket bearbejder mange temaer, men du kan vælge at inddrage
dem, du synes er mest centrale:
Menneskets opfattelse af naturen
Menneskets måde at skildre naturen på
Menneskets selvopfattelse
10
De forskellige elementer
Forgængelighed
Perspektivering til Schack Staffeldts Ved Søen
Du bliver i opgaveforlægget bedt om at perspektivere ”Klokker” til
”Ved Søen”. Der er mange forskellige måder at gribe dette an på, men
vi giver her vores bud.
Nyttig viden om forfatteren A. Q. Schack von Staffeldt
Liv og forfatterskab
Schack Staffeldt () lægger sig til den tidlige
romantiks platoniske idégrundlag, der stammer fra Platon. Det
er ideen om, at ideernes verden er splittet fra den sanselige
og, at menneskene har oplevet et fald fra ideernes verden.
Staffeldt fremstiller i stram og enkel form de
universalromantiske kerneforestillinger. Tanken er bl.a., at
kunstneren har en særlig privilegeret status til at få glimtvis
indblik i den højere, guddommelige ideverden. Kunstneren
rummer en gnist af det guddommelige.
I den form for romantik, som Staffeldt hører under, har man e
forestilling om, at kunstneren længes mod at se ind i den
højere idealverden. Det kan ses som en stræben tilbage mod
en mytisk guldalder, hvor guderne gik på jorden, og splittelsen
mellem de to verdener endnu ikke var fuldbyrdet.
Staffeldts tro på panteismen: troen på den guddommelige
besjæling af alt i naturen og, at naturen har en iboende
guddom.
Sammenlignende analyse og fortolkning
Sprog
Der er stor forskel på sproget i de to tekster.
Moderne vs. Gammelt sprogbrug
I Niels Lyngsøs ”Klokker” er der som beskrevet et moderne sprogbrug. I
”Ved Søen” er der omvendt gjort brug af gammeldags sprog og
sætningsopstilling. Det er der flere eksempler på:
Gammeldags- og omvendt ordstilling: ”Mig synes at *…+” (p.
13, l. 2), ”I underlig Længsel vil jeg bortdøe” (p. 13, l. 4), ”Mig
vinker *…+” (p. 13, l. 5), ”Mit reenere Selv tilhvidsker mig saa”
(p. 13, l. 10), ”Min Aand sig løsner *…+” (p. 13, l. 14), ”Mig synes
at Guder og Mennesker gaae” (p. 13, l. 15)
Gammeldags stavemåde: ”medens” (p. 13, l. 1) ”ogsaa” (p. 13,
l. 2), ”skulde” (p. 13, l. 2) ”Søe” (p. 13, l. 3), ”bortdøe” (p. 13, l.
4), ”reene Blaae” (p. 13, l. 9 og 16), ”Aand” (p. 13, l. 14)
”meere” (p. 13, l. 14) ”gaae” (p. 12, l. 15).
Gammeldags ordvalg: ”bortdøe” (p. 13, l. 4); ”Gestalt” (p. 13, l.
8), ”tilhvidsker” (p. 13, l. 10).
11
Navneord skrives med stort begyndelsesbogstav: fx ”Bølger”
(p. 13, l. 1), ”Søe” (p. 13, l. 3).
Rim og form
I ”Klokker” er der ikke nogen rim, og prosastykket er sat op som én
stor blok med sætninger, der kommer lige efter hinanden. ”Ved Søen”
er modsat sat op i fire strofer med fire vers i hver. Der er parrim i hver
strofe, og der er en tydelig rytme i det.
Naturopfattelse
Selvom begge tekster skildrer havet, gør de det på to forskellige
måder. Mens Niels Lyngsøs tekst er en positiv skildring af havet,
indeholder Staffeldts tekst en længsel mod et højere idealbillede.
Havet
Både Niels Lyngsøs ”Klokker” og Schack Staffeldts ”Ved Søen” udspiller
sig ved havet. Jegfortælleren i ”Klokker” ligger på stranden, og
jegfortælleren i ”Ved Søen” står og stirrer ud over havet (i gamle dage
kaldte man ”havet” for ”sø”):
”Og stirrende ned i billedfuld Søe” (p. 13, l. 3).
Naturbeskrivelse
I ”Klokker” beskrives naturen som noget smukt, mens opfattelsen i
”Ved Søen” er, at den er faldet til noget mindre idealt end det, den var
engang:
”Mig vinker dybt i den stille Azur En anden Himmel, en anden
Natur” (p. 13, ll. 5-6).
Længsel efter naturen
Selvom jegfortælleren i ”Ved Søen” står midt i naturen, længes han
alligevel tilbage til en anden natur, der var bedre. Dette har at gøre
med den romantiske tradition, Staffeldt skriver i.
Længsel vs. forening
I Niels Lyngsøs ”Klokker” er det som om, jegfortælleren ligger midt i
naturen og bliver forenet med den. Jegfortælleren i ”Ved Søen” står
også midt i naturen, men han kan ikke forene sig med den og føler en
længsel efter at nå den. Han føler endda en splittelse med sig selv og
omtaler sig selv med to ”mig’er”:
”I underlig Længsel vil jeg bortdøe” (p. 13, l. 4)
”Hvi skilte du dig fra mig, fra mig?” (p. 13, l. 11).
En anden natur
I ”Klokker” er jegfortælleren direkte i berøring med den virkelige natur,
mens jegfortælleren i ”Ved Søen” søger mod en anden og mere ideal
natur end den, der er foran ham:
”En anden Himmel, en anden Natur, Æteriskt og idealistisk er Alt”
(p. 13, ll. 6-7).
12
En fortidig natur
Det naturbillede, jegfortælleren i ”Ved Søen” længes efter, et
fortidsbillede, mens jegfortælleren i ”Klokker” vil i kontakt med den
konkrete natur. Her ses det tydeligt, at der er næsten 200 år imellem,
de to digte er skrevet. Digtet ”Ved Søen” bærer tydeligt præg af at
være skrevet i Romantikken. Det fortidsbillede, jegfortælleren i digtet
drømmer om, er ét, hvor Guder og mennesker gik på jorden sammen:
I sin oprindelige tilstand var alting godt: Ӯteriskt og idealistisk
er Alt, Ligt Tingenes allerførste Gestalt” (p. 13, ll. 7-8)
I sit oprindelige selv, var jegfortælleren bedre: ”Mit første Jeg
fra det reene Blaae, Mit reenere Selv tilhvidsker mig saa” (p.
13, ll. 9-10).
I den oprindelige natur gik mennesker og guder sammen på
jorden: ”Mig synes at Guder og Mennesker gaae Omfavnede,
dybt i det reene Blaae” (p. 13, ll. 15-16).
Digterrollen
I ”Klokker” kunne jegfortælleren være en hvilken som helst person, der
lå på stranden. Der sker en forening af jegpersonen med naturen og
med alle andre mennesker i hele verdenen, hvilket gør det til en
fællesskabs- eller kollektivistisk oplevelse:
”*…+ efterhånden gik det op for os at det var andre ansigter,
mange ansigter, alle sammen forskellige. I hver eneste dråbe var
der et ansigt, og er var kvinder og mænd i alle aldre fra alle egne
af verden” (p. 12, ll. 14-17).
I ”Ved Søen” handler det om lige præcis den person, der bliver skildret
i digtet, og det kunne ikke være alle mulige andre. Jegfortælleren har
en særlig anelse og længsel efter det højere, som man i romantikken
kun tillage digtergeniet. Når jegfortælleren længes i ”Ved Søen”, er det
derfor i kraft af hans særlige position som digter og ikke noget, enhver
kunne føle:
”I underlig Længsel vil jeg bortdøe” (p. 13, l. 4).
”Mig vinker dybt i den stille Azur” (p. 13, l. 5).
”Mit første Jeg fra det reene Blaae Mit reenere Selv tilhvidsker
mig saa:” (p. 13, ll. 9-10)