[navn fjernet], 2.x
Indledning
Farvestoer spiller en vigtig rolle i både naturen og industrien, hvor de giver planter deres
karakteristiske udseende og anvendes til at farve fødevarer, tekstiler og andre produkter.
I denne opgave vil jeg bruge kemiske og matematiske metoder til at undersøge, hvordan
ukendte koncentrationer af farvestoer kan bestemmes. Helt konkret vil jeg bestemme
koncentrationen af farvestoet brilliant blue FCF i en sportsdrik.
Først redegøres for organiske farvestoers kemiske opbygning og deres evne til at absorbere
lys samt spektrofotometri og Lambert-Beers lov. Efterfølgende redegøres for lineær
regression og mindste kvadraters metode.
Derefter beskrives et forsøg, hvor absorbansen af forskellige opløsninger med brilliant blue
FCF blev målt. I analysen benyttes forsøgsresultaterne til at opstille en standardkurve, som
bruges til at bestemme koncentrationen af brilliant blue FCF i en bestemt sportsdrik.
Til sidst diskuteres eventuelle fejlkilder og usikkerheder.
Teori
Organiske farvestoers kemiske opbygning
Et organisk stof har farve, hvis dets struktur gør det i stand til at absorbere dele af det synlige
lys (Mygind, Nielsen, & Axelsen, 2022). Stoets farve skyldes det lys, som ikke bliver
absorberet, men reekteres. Et stofs farve er derfor komplementærfarven til den farve, som
stoet absorberet (Mygind, Nielsen, & Axelsen, 2022). Hvis et stof fx absorberer det blå lys, så
er stoet orange.
Et af kendetegnene ved mange organiske farvestoer er, at de indeholder adskillige
konjugerede dobbeltbindinger (Mygind, Nielsen, & Axelsen, 2022). At dobbeltbindinger er
konjugerede betyder, at der er én enkeltbinding mellem dobbeltbindingerne, dvs. at der
skiftevis er en dobbeltbinding og en enkeltbinding. Hvert af C-atomerne har re elektroner i
den yderste skal, og de tre elektroner indgår i bindinger til de to nabo C-atomer og et H-atom.
Den fjerde elektron fra hvert C-atom er ikke så stærkt bundet til C-atomet, men indgår i en
elektronsky, der breder sig ud over alle de konjugerede dobbeltbindinger (Parbo, Nyvad, &
Mortensen, 2015). Elektronerne i elektronskyen kaldes delokaliserede, fordi de ikke hører til
én binding, men bevæger sig mellem bindingerne (Parbo, Nyvad, & Mortensen, 2015).
Når et molekyle optager energi og går fra grundtilstanden med lavest mulig energi til en højere
energitilstand, siges det at være exciteret (Parbo, Nyvad, & Mortensen, 2015).
Excitationsenergien er den mængde energi, der kræves for at excitere molekylet. Hvis
excitationsenergien svarer til energien i lys med en bestemt bølgelængde, så optager