SRO om Waiting for Godot og absurd teater

STUDIERETNINGSOPGAVE

Opgavens ordlyd: Drama C – Engelsk A

Der ønskes en redegørelse og en karakteristik af det absurde teater.

Ud fra et selvvalgt uddrag ønskes en analyse og fortolkning af Samuel Becketts ”Waiting for Godot”

samt en sammenligning mellem teksten og iscenesættelsen af det pågældende uddrag i filmversio-

nen fra 2001, instrueret af Michael Lindsay- Hoog.

Sluttelig ønskes en vurdering af det absurde teaters indvirkning på senere litteratur og dramatik.

Abstract

The dramatic genre, theatre of the absurd, origins in the inter-war period. As a new genre, it was

criticized as being nonsense and unprofessional. However, today it is acknowledged as an im-

portant part of our history. In this study, I will explain why and how it was important by analyzing

and interpreting Samuel Beckett’s Waiting for Godot. Furthermore, I will connect the theatre of

the absurd to the philosophy Existentialism, and do a characterization of the genre. I have used

relevant literature to support my arguments, primarily from the writer Martin Esslin. From this

assignment, I can conclude that the Theatre of the Absurd has had a great influence on our time,

and that it started under the influence of Existentialism. Nevertheless, I can also conclude that

Waiting for Godot can be interpreted in many different ways. In this study, I will mostly relate

Waiting for Godot to Existentialism and the absurd features.

Indhold

Indledning ............................................................................................................................................ 4

Redegørelse og karakteristik af det absurde teater ............................................................................ 4

En del af eksistentialismen ............................................................................................................... 4

Absurditetens udtryk på scenen ...................................................................................................... 6

Analyse og fortolkning af Waiting for Godot ....................................................................................... 7

Introduktion og resumé ................................................................................................................... 7

Hvem er Godot? ............................................................................................................................... 8

Absurde virkemidler ......................................................................................................................... 8

Vladimir og Estragon ...................................................................................................................... 10

Manuskriptet vs. filmen ................................................................................................................. 10

Delkonklusion ................................................................................................................................. 11

Det absurde teaters indvirkning på senere litteratur og dramatik .................................................... 12

Konklusion .......................................................................................................................................... 12

Litteraturliste ..................................................................................................................................... 13

Bilag 1 ................................................................................................................................................. 14

Indledning

Når vi siger at noget er absurd, er det fordi vi henviser til noget der eksempelvis forekommer os

åndssvagt, uoverskueligt eller meningsløst i forhold til den kontext vi befinder sig i. Men hvordan

defineres absurditet egentligt, og hvad betyder det i sin dramaform?

I et historisk perspektiv kan man ikke komme udenom at det absurde teater har spillet en vis form

for rolle, i sammenhæng med vores udvikling. Især den eksistentialistiske tankegang kan ses som

den løbebane hvor det absurde tager sit udspring.

I denne opgave vil jeg komme det absurde nærmere, og overordnet prøve at definere det. Deref-

ter vil jeg analysere Samuel Becketts Waiting for Godot for at kunne understøtte den definition på

det absurde jeg kommer frem til. Til sidst vil jeg sætte det absurde teater i en historisk kontext, og

vurdere hvilken indflydelse det har haft på senere perioder.

Redegørelse og karakteristik af det absurde teater

En del af eksistentialismen

I sin grundform startede absurd teater som en konsekvens af 2. verdenskrig (1950’erne), da denne

bliver et værdimæssigt og moralsk nulpunkt. Den filosofiske bevægelse eksistentialisme opstår i

sin moderne form, der samtidigt har lagt op til det absurde teater, men som i sig selv er en meget

snørklet og indviklet filosofi.

I grove træk kan eksistentialismen siges at omhandle menneskets plads i samfundet og verden.

Der er fokus på individet og dets valg, samtidigt med at der stilles eksistentielle spørgsmål såsom

hvad meningen med livet er.

Eksistentialismen forbindes ofte i en mere ”moderne” sammenhæng med eksempelvis den danske

filosof og forfatter Søren Kierkegaard (), da det var ham der først formulerede begrebet

om eksistens som et problem, i en række forskellige værker i løbet af hans levetid. Men i virkelig-

heden kan der drages paralleller fra den eksistentialistiske tankegang, og helt tilbage til antikkens

store tænkere som for eksempel Sokrates og Platon. Her var eksistensen i sig selv ikke et problem

som skulle løses, men forstås via metafysikken

, som er læren om hvad der er til. Derfor er det

svært at tidsbestemme den eksistentialistiske tankegangs oprindelse.

Den absurde genre inden for dramatik, kan være omfattende at definere da det er et evigt disku-

tabelt område – især hvis man koder det absurde sammen med eksistentialismen, hvilket kan væ-

re svært at undgå fordi de kan behandle mange af de samme emner/spørgsmål.

Eksistentialisterne i krigs- og efterkrigstiden så i grove træk mennesket som enkeltstående indivi-

der, der var kastet direkte ind i en fremmed verden, hvor der ikke længere fandtes grundlæggende

sandheder eller værdier, men hvor alt var ligegyldigt. En absurd verden, hvor intet under overfla-

den gav mening.

Dertil, stillede forfatteren Albert Camus i 1942 sig kritisk overfor sin samtids manglende livsme-

ning, i sit værk Le Mythe de Sisyphe

. Han beskriver:

”En verden, som man kan forklare, føler man sig hjemme i, selvom forklaringen ikke holder stik.

Men i et univers, som pludselig berøves enhver illusion og mening, føler mennesket sig som en

fremmed. Der findes ingen vej ud af denne landflygtighed, som hverken rummer erindring om no-

get tabt fædreland eller håb om noget forjættet land. Denne kløft mellem mennesket og dets til-

værelse, mellem skuespilleren og kulisserne, er det, som i den egentlige forstand, er årsag til følel-

sen af absurditet. ”

I takt med den stigende anderkendelse af både Camus og den franske filosof Jean Paul Satre, om-

kring krigs- og efterkrigstiden, samt hans fortolkning af Kierkegaards værk om eksistensfilosofi,

bliver det starten på den absurde scene inden for dramaturgi. Dog skal man huske at de tre eksi-

stentialistiske forfattere er af forskellige opfattelser: Kierkegaard henviser til troen på Gud, Sartre

fremhæver engagement og frihed, og Camus vil gøre oprør mod absurditeten (selvmordet

). Der-

for er den eksistentialistiske tankegang svær at sætte en ramme omkring.

Albert Camus beskrev mennesket som værende absurd, og det absurde teater beskæftiger sig

Rasmus Vangshardt, hvad er eksistentialisme?, afsnit 2 http://www.religion.dk/viden/hvad-er-eksistentialisme

Martin Esslin, Det absurde teater, side 23

Anne Madsen, litteratursiden, afsnit 3 http://www.litteratursiden.dk/analyser/camus-albert

netop med, og sætter fokus på de samme temaer, som mange af de eksistentialistiske spørgsmål

og svar. I teaterets verden kom denne fremmedgørelse af mennesket til udtryk, gennem absurde

situationer, mere end konkret tale, på scenen

Absurditetens udtryk på scenen

Det absurde kan fremgå via rummet, sproget og tiden. Når disse ”manipuleres” med, ser/opfatter

vi umiddelbart fortabte mennesker i en situation som er uden sammenhæng. Fordi der føres skin-

dialog, er sproget ikke længere tilstrækkeligt til at kunne give os informationer, og ofte vil handlin-

gen være modstridende i forhold til det sproglige element. Derfor kan den absurde teaterform

minde om mimen, fordi skuespillerne må benytte sig af mimik, gestik osv., i stedet for sproget

Derudover er det ofte det der ikke bliver sagt der kan tillægges betydning.

Karaktererne i stykkerne fungerer sædvanligvis som en slags robot eller dukke, med en hæmmet

bevægelsesfrihed enten pga. scenen eller mangel på evne/evner. Personerne bliver derfor isoleret

i en tilværelse uden mening, og eksisterer kun i nutiden som altså er tidselementet i det absurde.

Karaktererne er ikke bundet af en bestemt tidsstruktur, som vi normalt er i dagligdagen. Fortiden

kan derfor ikke bruges til bestemmelse af karaktererne, hvilket gør dem helt fritstående.

Fordi de er frie, elimineres også fremtiden, da denne forudsætter fortidens valg og udvikling. I det

absurde teater opstår en situation uden fast tidsbestemmelse, og uden udvikling fordi vi er for-

uden fortid og fremtid. Derfor eksisterer der kun en nutid, som nærmere er en tom tid, da forløbet

på scenen ikke har nogen egentlig udvikling.

Rent scenografisk befinder vi os ofte på en halvtom scene, hvilket understøtter den isolerede til-

værelse, og ofte får vi ingen informationer om sted, tid og miljø. Dette er en videreudvikling, af

bl.a. Brechts teater. De to genrer deler adskillelige ligheder, og bryder begge med det naturalisti-

ske teater

Virkemidlet der gør det absurde teater interessant og netop absurd at kigge på, er ofte ironi, satire

og humor. Disse elementer kommer ofte helt af sig selv, da det bliver noget absurd der bryder

fuldstændig med kontexten. Samtidig skabes en klar kontrast imellem det sjove og det underlig-

Henrik Flygare, Anette Koldkjær Højlund, Henriette Ohrt og Poul Ægidius, Klar Scene, s. 140

Martin Esslin, Det absurde teater, side 263

Henrik Flygare, Anette Koldkjær Højlund, Henriette Ohrt og Poul Ægidius, Klar Scene, s. 140

gende alvorlige tema, der skaber den absurde effekt: eksempelvis kan det være en klovns drilleri-

er, der således står i kontrast til en uendelig tomhed som klovnen lever i.

Analyse og fortolkning af Waiting for Godot

Introduktion og resumé

Forfatteren Samuel Beckett blev født i 1906 omkring Dublin i Irland. Størstedelen af hans stykker

er fra efterkrigstiden, hvilket giver sig til kende ved at han hovedsagligt behandler temaerne

jeg’ets identitet, og generelle problemer ved vores eksistens. Han var en af de første forfattere der

udsprang af den moderne eksistentialisme, og han opnåede som en af de første absurde dramati-

kere, international berømmelse.

Waiting for Godot (oprindeligt på fransk: En attendant Godot) blev for første gang opført i 1952,

og blev Samuel Becketts mest succesrige dramastykke. Det absurde element og filosofien i værket

bryder med de traditionelle, dramaturgiske elementer såsom naturalisme.

Ofte bliver Waiting for Godot omtalt som stykket hvor intet sker – to gange. Dramaet er nemlig

delt op i to halvdele, og det er fyldt med gentagelser som jeg kommer ind på i min analyse. Her vil

jeg primært bruge den hermeneutisk/fortolkende metode inden for dramaturgi, med fokus på et

uddrag fra 1. akt

Waiting for Godot starter på en landevej, hvor vi møder vagabonderne Estragon og Vladimir (Gogo

og Didi). De befinder sig i et øde område, hvor der ikke er andet end et træ, som til gengæld er

yderst centralt for dem. De venter her på en mand ved navn Godot, som skal hjælpe dem. Men

hvad de egentligt ved om Godot og hvad han skal hjælpe dem med, er uklart. De kender ham ikke

af udseende, er usikre på mødestedet og tidspunktet. Alligevel bliver de ved med at vente på Go-

dot i gennem hele stykket, og prøver på forskellige måder at slå tiden ihjel.

Se bilag 1

Hvem er Godot?

Først og fremmest er det oplagt at spørge hvem Godot er. Samuel Beckett er ofte selv blevet stillet

spørgsmålet, hvortil han har svaret: ”Hvis jeg vidste det, ville jeg have sagt det i skuespillet

”.

ESTRAGON:

His name is Godot?

VLADIMIR:

I think so.

Da Estragon og Vladimir ikke selv ved noget med sikkerhed om Godot, er det svært at antage

hvem han skulle være. Måske er han et symbol for noget højerestående, såsom gud eller måske

endda døden. Eller måske er det ikke meningen at vi skal forstå hvem han er, og muligvis er det

netop dét vi skal forholde os til.

Det eneste vi ved om Godot er ingenting, og netop da det er et absurd dramastykke, ser jeg det

ikke nødvendigt at tolke Godot som person eller symbol. Derfor kan det ikke ligges fast hvem eller

hvad det er Vladimir og Estragon venter på. Og deri ligger måske det helt essentielle for stykket –

det er en længsel og udholdenhed der demonstreres ved selve ventetiden.

Absurde virkemidler

Beskrivelsen af scenen i 1. akt er sparsom: ”A country road. A tree. Evening. ” Der gøres ikke noget

ud af at skabe en illusion af virkeligheden, som fx i naturalismens drama. Det eneste vi skal forhol-

de os til i rummet, er træet hvor Vladimir og Estragon muligvis skal mødes med Godot:

ESTRAGON:

(despairingly). Ah! (Pause.) You're sure it was here?

VLADIMIR:

What?

ESTRAGON:

That we were to wait.

VLADIMIR:

He said by the tree. (They look at the tree.) Do you see any others?

Martin Esslin, Det absurde teater, s. 31

Derudover gør stykket kraftigt brug af skindialog. Her kan man tage fat i de to vagabonders idé om

at hænge sig selv i træet. Sproget kører automatisk frem og tilbage, og der tillægges ingen dyb

betydning til det de siger. Da de bliver enige om at lade være med at hænge sig i træet, på grund

af vægtforskelle, snakker de hastigt videre om Godot.

Vagabonderne foretager sig ikke andet end at vente, og derfor forsøger de at holde sig beskæfti-

get så tiden vil gå hurtigere, og snakker derved bare for at snakke. Vladimir ønsker at fortælle

Estragon historien om røverne, hvortil Estragon siger at han ikke gider at høre den. Men så siger

Vladimir: ” It’ll pass the time. ”, som der siges utallige gange i løbet af dramaet.

Måske har Vladimir en pointe med historien om røverne, men da der føres skindialog hele vejen

igennem stykket, kan man antage at meningen er irrelevant. Samtalen ledes altid videre til noget

andet, og der snakkes kun for at snakke.

Muligvis kan man også fortolke historien om røverne, som noget der giver Vladimir håb om frelse

fra den ventetid og tomhed han befinder sig i.

Et andet absurd element der befinder sig i det sproglige, er det modsigende element imellem

handlingen og det der siges. Eksempelvis i starten af stykket hvor Vladimir vil vide hvor Estragon

har sovet:

ESTRAGON:

in a ditch.

VLADIMIR:

(admiringly). A ditch! Where?

ESTRAGON:

(without gesture). Over there

Det er bemærkelsesværdigt absurd at Estragon blot siger ”der ovre” uden at pege, som der står i

regibemærkningen. I vores hverdag vil man normalt altid pege hen på stedet man omtaler, eller

komme med en mere uddybende forklaring end ”der ovre”. Dog lader Vladimir sig ikke bemærke

af den absurde udtalelse, og godtager Estragons svar.

Ud over de modsigende elementer imellem sprog og handling, er stykket generelt fyldt af genta-

gelser og forvirrende spring og spørgsmål. Sproget er rent ud sagt nonsens, hvilket blandet med

tidselementet, udelukker muligheden for den klassiske berettermodel hvor handlingen er fremad-

skridende.

Tiden i sig selv kan forstås ved opdelingen af fortid, nutid og fremtid. Men i det absurde drama,

gør det sig ikke altid gældende. Især i Waiting for Godot fremgår det klart, at både tiden, rummet

og sproget er ændret, i forhold til normens opfattelse af vores egen verden, men også verden inde

for dramatik.

Med Estragon og Vladimir havner vi således i et dramatykke uden nogen udvikling og tidsbestem-

melse. Denne tankegang om mennesket som fritstående for tidslig mening og mulighed for udvik-

ling, er absurd i sig selv. Og uden nogen tid, havner vi i en tom tid som står imellem fortiden og

fremtiden hvor de to vagabonder ikke foretager sig andet end at vente. De er usikre på hvorfor og

hvor lang tid de skal vente på Godot.

Vladimir og Estragon

Hovedpersonerne Vladimir og Estragon lader til at være bundet til hinanden ved nærmest at frem-

gå som to aspekter af samme person. Vladimir er den kloge men også mere arrogante end Estra-

gon, som er den følsomme. Estragon er glemsom, og har tendens til at være medløber. Samtidigt

ser han sig selv som lidt af en digter, og holder af at fortælle om hans drømme til Vladimir, der til

gengæld ikke lyster at høre dem.

Derfor er det umuligt for dem at gå af forskellige veje, da de kun eksisterer i forhold til hinanden:

ESTRAGON:

There are times when I wonder if it wouldn't be better for us to part.

VLADIMIR:

You wouldn't go far

Selv når en af dem prøver at bringe idéen på banen, afvises den køligt.

Manuskriptet vs. filmen

Filmversionen fra 2001 tager udgangspunkt I det engelske manuskript som jeg ligeledes har analy-

seret ud fra. Iscenesættelsen af selve rummet stemmer godt overens med beskrivelsen af scenen

fra akt 1. Vi befinder os i et neutralt øde område, med et træ og grå himmel. Lyset er hverken på-

faldende mørkt, eller lyst.

I manuskriptet bliver der ikke givet nogen udseendemæssig beskrivelse af Vladimir og Estragon. I

filmen er Vladimir højere og spinkel i forhold til Estragon, som er mindre og mere buttet. De er

begge to snavsede at se på. Ud fra deres tøj ligner de to vagabonder og er begge iført et slidt

mørkt jakkesæt, og en sort bowlerhat.

De repræsenterer nærmest to klovnefigurer, som forstærker billedet af at de er to uintelligente

tumper der snakker bare for at snakke, hvis man ser stykket uden at tænke over det. Men på trods

af at de hverken ved hvor de er, eller kender ugedagen, kan de være i stand til at føre intelligente

samtaler ved hjælp at et stort ordforråd, over forskellige emner, som det fremgår af dette uddrag

fra akt 2:

ESTRAGON:

How much longer are we to cart him around? (They half release him, catch him again as he falls.) We are

not caryatids!

VLADIMIR:

You were saying your sight used to be good, if I heard you right.

POZZO:

Wonderful! Wonderful, wonderful sight!

Silence.

ESTRAGON:

(irritably). Expand! Expand!

VLADIMIR:

Let him alone. Can't you see he's thinking of the days when he was happy. (Pause.) Memoria praeteritorum bono-

rum— that must be unpleasant.

Her formår Estragon at sammenligne dem selv med en karyatide

, og Vladimir bruger den latinske

vending for fortiden huskes altid som god.

Delkonklusion

Waiting for Godot kan uden tvivl karakteriseres som et absurd teaterstykke, da det indeholder alle

de grundbegreber som jeg har beskrevet i min redegørelse.

Estragon og Vladimir venter på Godot igennem hele stykket, og tør ikke at flytte sig så længe der

er et lille håb om at han vil dukke op. Derfor er de fanget af sig selv, og så længe de er det har de

ikke mulighed for en anden fremtid.

Kvindefigur fungerende som søjle www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Bygningsdele/karyatide

Flere gange kommer det på tale at de ønsker at begå selvmord, men de undskylder med at de ven-

ter på Godot. Martin Esslin skriver at Vladimir og Estragon er klar over at ” […] alt hvad vi foretager

os i dette liv, er intet set i lyset af tidens meningsløse virksomhed, der er en illusion i sig selv. De er

klar over, at selvmord ville være den bedste løsning. ”

Hvem Godot er står uklart og kan ikke siges med sikkerhed. Men for Vladimir og Estragon er det

håber om noget større der ligger i deres evige venten på Godot.

Det absurde teaters indvirkning på senere litteratur og dramatik

Både inden for dramatikken og litteraturen blev absurditeten et opgør med det naturalistiske. Det

startede en moderat form for modernisme, hvor det især var de eksistentielle og ikke mindst reli-

giøse spørgsmål man beskæftigede sig med. Denne tidlige form for modernisme er perioden Here-

tica () i Danmark, og kaldes også ”modernismens første fase”.

Det absurde bliver indledningen til 60’erne og 70’ernes former for modernisme og bekendelseslit-

teratur. Verden ændres radikalt og præger menneskets mentalitet og drømme. Globaliseringen

indtager dets plads, og mennesket vil frigøres efter krigstidens grå periode.

Danmark selv er begyndt at blive et homogent samfund, og den eksistentialistiske tankegang hu-

serer stadig. Både litterært og dramaturgisk kan man sige at alting blev mere voldsomt end tidlige-

re. Teaterfolkene havde lyst til nye impulser og ville eksperimentere mere, ligesom forfatterne,

efter de anerkendte det absurde, frem for det naturalistiske

Konklusion

I min redegørelse og analyse del har jeg afdækket det absurde teaters væsentligste kendetegn,

som er rummet, sproget og tiden. Waiting for Godot var et af de største gennembrud inden for

den absurde genre i dramatik, og har været med til at præge den efterfølgende periode, som var

modernismen. Afhængig af hvordan man fortolker stykket, ligger det sig op af mange af de eksi-

stentialistiske budskaber. Waiting for Godot kan forstås som det frie menneskes valg i forhold til

Martin Esslin, Det absurde teater, side 43

døden, en problematik stillet af den franske forfatter Albert Camus: ” eftersom livet havde mistet

al betydning, burde mennesket søge tilflugt i selvmord

”.

For er selvmordet ikke det ultimative og egentlige valg, mellem liv og ikke-liv? Og hvad betyder

tilværelsen, hvis man blot venter på Godot?

Hvorvidt de eksistentialistiske spørgsmål, der bearbejdes i stykket, skal fortolkes således at tilvæ-

relsen muligvis er meningsløs er ikke til at vide. Men uanset hvor rigtigt eller forkert den eksisten-

tialistiske tankegang er, må man antage at den har været nødvendig for at føre os hen til hvor vi er

i dag. Det absurde teater har derfor spillet en væsentlig rolle, i forhold til vores udvikling i samfun-

det.

Litteraturliste

Martin Esslin, Det Absurde Teater (1968). På dansk ved Ole Jacobsen og Rasmus Fischer. Rasmus

Fishers forlag, Fiolsstræde 36, København K.

Henrik Flygare, Anette Koldkjær Højlund, Henriette Ohrt og Poul Ægidius, Klar Scene, s. 140

Samuel Beckett, Waiting for Godot (1965). http://samuel-beckett.net/Waiting_for_Godot_Part1.html

Michael Lindsay- Hoog, Waiting for Godot (2001). https://www.youtube.com/watch?v=kXmdTUfsfmI

Henrik Flygare, Anette Koldkjær Højlund, Henriette Ohrt og Poul Ægidius, Klar Scene (1994). Forla-

get DRAMA, Nygade 15, 6300 Gråsten.

Rasmus Vangshardt, Hvad er eksistentialisme? (2010). http://www.religion.dk/viden/hvad-er-

eksistentialisme

Hanne Thusgaard Madsen, Albert Camus (2011). http://www.litteratursiden.dk/analyser/camus-

albert

Redaktion, Den store danske.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Arkitektur/Bygningsdele/karyatide

Bilag 1

ESTRAGON:

(giving up again). Nothing to be done.

VLADIMIR:

(advancing with short, stiff strides, legs wide apart). I'm beginning to come round to that opinion.

All my life I've tried to put it from me, saying Vladimir, be reasonable, you haven't yet tried every-

thing. And I resumed the struggle. (He broods, musing on the struggle. Turning to Estragon.) So

there you are again.

ESTRAGON:

Am I?

VLADIMIR:

I'm glad to see you back. I thought you were gone forever.

ESTRAGON:

Me too.

VLADIMIR:

Together again at last! We'll have to celebrate this. But how? (He reflects.) Get up till I embrace

you.

ESTRAGON:

(irritably). Not now, not now.

VLADIMIR:

(hurt, coldly). May one inquire where His Highness spent the night?

ESTRAGON:

In a ditch.

VLADIMIR:

(admiringly). A ditch! Where?

ESTRAGON:

(without gesture). Over there.

VLADIMIR:

And they didn't beat you?

ESTRAGON:

Beat me? Certainly they beat me.

VLADIMIR:

The same lot as usual?

ESTRAGON:

The same? I don't know.

VLADIMIR:

When I think of it . . . all these years . . . but for me . . . where would you be . . . (Decisively.) You'd

be nothing more than a little heap of bones at the present minute, no doubt about it.

ESTRAGON:

And what of it?

VLADIMIR:

(gloomily). It's too much for one man. (Pause. Cheerfully.) On the other hand what's the good of

losing heart now, that's what I say. We should have thought of it a million years ago, in the nine-

ties.

ESTRAGON:

Ah stop blathering and help me off with this bloody thing.

VLADIMIR:

Hand in hand from the top of the Eiffel Tower, among the first. We were respectable in those

days. Now it's too late. They wouldn't even let us up. (Estragon tears at his boot.) What are you

doing?

ESTRAGON:

Taking off my boot. Did that never happen to you?

VLADIMIR:

Boots must be taken off every day, I'm tired telling you that. Why don't you listen to me?

ESTRAGON:

(feebly). Help me!

VLADIMIR:

It hurts?

ESTRAGON:

(angrily). Hurts! He wants to know if it hurts!

VLADIMIR:

(angrily). No one ever suffers but you. I don't count. I'd like to hear what you'd say if you had what

I have.

ESTRAGON:

It hurts?

VLADIMIR:

(angrily). Hurts! He wants to know if it hurts!

ESTRAGON:

(pointing). You might button it all the same.

VLADIMIR:

(stooping). True. (He buttons his fly.) Never neglect the little things of life.

ESTRAGON:

What do you expect, you always wait till the last moment.

VLADIMIR:

(musingly). The last moment . . . (He meditates.) Hope deferred maketh the something sick, who

said that?

ESTRAGON:

Why don't you help me?

VLADIMIR:

Sometimes I feel it coming all the same. Then I go all queer. (He takes off his hat, peers inside it,

feels about inside it, shakes it, puts it on again.) How shall I say? Relieved and at the same time . . .

(he searches for the word) . . . appalled. (With emphasis.) AP-PALLED. (He takes off his hat again,

peers inside it.) Funny. (He knocks on the crown as though to dislodge a foreign body, peers into it

again, puts it on again.) Nothing to be done. (Estragon with a supreme effort succeeds in pulling

off his boot. He peers inside it, feels about inside it, turns it upside down, shakes it, looks on the

ground to see if anything has fallen out, finds nothing, feels inside it again, staring sightlessly be-

fore him.) Well?

ESTRAGON:

Nothing.

VLADIMIR:

Show me.

ESTRAGON:

There's nothing to show.

VLADIMIR:

Try and put it on again.

ESTRAGON:

(examining his foot). I'll air it for a bit.

VLADIMIR:

There's man all over for you, blaming on his boots the faults of his feet. (He takes off his hat again,

peers inside it, feels about inside it, knocks on the crown, blows into it, puts it on again.) This is get-

ting alarming. (Silence. Vladimir deep in thought, Estragon pulling at his toes.) One of the thieves

was saved. (Pause.) It's a reasonable percentage. (Pause.) Gogo.

ESTRAGON:

What?

VLADIMIR:

Suppose we repented.

ESTRAGON:

Repented what?

VLADIMIR:

Oh . . . (He reflects.) We wouldn't have to go into the details.

ESTRAGON:

Our being born?

Vladimir breaks into a hearty laugh which he immediately stifles, his hand pressed to his pubis, his

face contorted.

VLADIMIR:

One daren't even laugh any more.

ESTRAGON:

Dreadful privation.

VLADIMIR:

Merely smile. (He smiles suddenly from ear to ear, keeps smiling, ceases as suddenly.) It's not the

same thing. Nothing to be done. (Pause.) Gogo.

ESTRAGON:

(irritably). What is it?

VLADIMIR:

Did you ever read the Bible?

ESTRAGON:

The Bible . . . (He reflects.) I must have taken a look at it.

VLADIMIR:

Do you remember the Gospels?

ESTRAGON:

I remember the maps of the Holy Land. Coloured they were. Very pretty. The Dead Sea was pale

blue. The very look of it made me thirsty. That's where we'll go, I used to say, that's where we'll go

for our honeymoon. We'll swim. We'll be happy.

VLADIMIR:

You should have been a poet.

ESTRAGON:

I was. (Gesture towards his rags.) Isn't that obvious?

Silence.

VLADIMIR:

Where was I . . . How's your foot?

ESTRAGON:

Swelling visibly.

VLADIMIR:

Ah yes, the two thieves. Do you remember the story?

ESTRAGON:

No.

VLADIMIR:

Shall I tell it to you?

ESTRAGON:

No.

VLADIMIR:

It'll pass the time. (Pause.) Two thieves, crucified at the same time as our Saviour. One—

ESTRAGON:

Our what?

VLADIMIR:

Our Saviour. Two thieves. One is supposed to have been saved and the other . . . (he searches for

the contrary of saved) . . . damned.

ESTRAGON:

Saved from what?

VLADIMIR:

Hell.

ESTRAGON:

I'm going.

He does not move.

VLADIMIR:

And yet . . . (pause) . . . how is it –this is not boring you I hope– how is it that of the four Evange-

lists only one speaks of a thief being saved. The four of them were there –or thereabouts– and

only one speaks of a thief being saved. (Pause.) Come on, Gogo, return the ball, can't you, once in

a way?

ESTRAGON:

(with exaggerated enthusiasm). I find this really most extraordinarily interesting.

VLADIMIR:

One out of four. Of the other three, two don't mention any thieves at all and the third says that

both of them abused him.

ESTRAGON:

Who?

VLADIMIR:

What?

ESTRAGON:

What's all this about? Abused who?

VLADIMIR:

The Saviour.

ESTRAGON:

Why?

VLADIMIR:

Because he wouldn't save them.

ESTRAGON:

From hell?

VLADIMIR:

Imbecile! From death.

ESTRAGON:

I thought you said hell.

VLADIMIR:

From death, from death.

ESTRAGON:

Well what of it?

VLADIMIR:

Then the two of them must have been damned.

ESTRAGON:

And why not?

VLADIMIR:

But one of the four says that one of the two was saved.

ESTRAGON:

Well? They don't agree and that's all there is to it.

VLADIMIR:

But all four were there. And only one speaks of a thief being saved. Why believe him rather than

the others?

ESTRAGON:

Who believes him?

VLADIMIR:

Everybody. It's the only version they know.

ESTRAGON:

People are bloody ignorant apes.

He rises painfully, goes limping to extreme left, halts, gazes into distance off with his hand screen-

ing his eyes, turns, goes to extreme right, gazes into distance. Vladimir watches him, then goes and

picks up the boot, peers into it, drops it hastily.

VLADIMIR:

Pah!

He spits. Estragon moves to center, halts with his back to auditorium.

ESTRAGON:

Charming spot. (He turns, advances to front, halts facing auditorium.) Inspiring prospects. (He

turns to Vladimir.) Let's go.

VLADIMIR:

We can't.

ESTRAGON:

Why not?

VLADIMIR:

We're waiting for Godot.

ESTRAGON:

(despairingly). Ah! (Pause.) You're sure it was here?

VLADIMIR:

What?

ESTRAGON:

That we were to wait.

VLADIMIR:

He said by the tree. (They look at the tree.) Do you see any others?

ESTRAGON:

What is it?

VLADIMIR:

I don't know. A willow.

ESTRAGON:

Where are the leaves?

VLADIMIR:

It must be dead.

Antal sider uden forside, titelblad, abstract, indledning og bilag: 10

Antal sider i alt: 24

_____________________________________

Mia Ditte Bødtker Frederiksen, 19. Maj 2015