
29
snapshot, det er et postkort, det er én sag. Det som Amnesty glemte – og det sagde jeg til dem
igen og igen – det er, at se på hele udviklingen.
Jeg har den fordel frem for Amnesty, jeg har fulgt Kina i tredive år. Jeg kan se hvordan, der er
vedtaget, og fulgt hvordan, der er vedtaget love, der har gjort det lidt bedre. Det er slet ikke på
niveau med, hvad det kunne være - altså i vores del af verdenen – men i betragtning af at
reformerne i Kina kun er tredive år gamle, så synes jeg egentligt, at det er ret forbløffende, at
de er nået så langt, som de er. Men jeg synes, at man er nødt til at sige om Kina, at det er
overraskende, så langt et så stort samfund er nået på tredive år. Det er også lidt foruroligende,
at se hvor langt, de har igen. Og de to opfattelser mener jeg godt, at man kan have side om
side. I stedet for Amnesty, som siger; ’jamen, det er bare ad helvede til, der bliver værre’. Gu’
bliver det ej værre, ikke hvis man ser i det lange perspektiv. Det er forskellen på at se et
snapshot og se en film. En film, der har varet i tredive år. Hvis du ser på den film, der har
varet i tredive år, så er der sket markant forbedring.”
Men det var lige under OL, at det forværredes eller hvad?
”Nej, det mener jeg ikke. Altså, det officielle Kina har en anden retsopfattelse. Og for at
forklare den i kort form, så vil jeg citere et meget kendt kinesisk ordsprog eller mundheld, og
det er, at når man fængsler eller arresterer eller laver en aktion, så dræber man kyllingen for at
skræmme aben. Og hvad betyder det? Det betyder du statuerer et eksempel. Hvis du er oppe
og slås i en landsby, og du tager genboens kylling og hugger hovedet af, så signalerer du til
genboen, at hvis han går videre end det, så – og genboen det er aben, ikke? – at så bliver det
værre næste gang. Det er lidt det her med, at hvis politiet går på Nørrebro, hvor der nogle
besættere eller nogle aktivister eller nogle autonome, og så chef-politimanden han siger; ’vi
tager lige to med i detention’, selvom de andre er lige så skyldige. Men vi statuerer et
eksempel. Vi skræmmer, vi viser dem, at vi finder os ikke i det, men vi går ikke hårdt frem.
Og hvis du bruger det billede på situationen op til OL, så kan du sige, jamen ham der vi hele
tiden hørte om, Hu Jia hed han, H-U J-I-A, han er nem at finde på nettet, så vil kineserne sige;
’nå ja, vi tager én, og så giver vi ham husarrest, og vi forviser ham til provinsen eller aflytter
hans telefon eller opsnapper hans post eller fængsler ham’ – jeg tror det endte med, at han fik
fængsel. Men det er jo sådan set bare et signal til andre, vi ikke bryder os om, om at det kan
blive meget værre. Vi synes egentlig, at det her, det er meget lidt - i betragtning af at det er et
land med 1,3 mia. mennesker. Det at man tager én. Det er ikke så meget dét, om han er
skyldig eller ej, men det er det, at vi statuerer et eksempel og signalerer til resten af
samfundet. Og derfor har Kina heller ikke så meget imod, at det bliver skrevet om. Vi viser, at
vi bestemmer. Og hvis der går nogen rundt derude, der pønser på at lave noget ballade, måske
demonstrere på den Himmelske Fredsplads og rulle nogle bannere ud og sådan noget, så har
vi lige vist – og heldigvis har det været i TV og på nettet - vi har vist, at hør nu her, det skal I
lade være med, for ellers går det jer ligesom ham. Det er det, der hedder, at dræbe kyllingen
for at skræmme aben.”
…..
11.50