Studiekompasset.dkKlasse: STX 3.g · Fag: SRP, Engelsk A, Historie A
1
Indholdsfortegnelse
Abstract ................................................................................................................................................ 2
Indledning ............................................................................................................................................ 3
Redegørelse af baggrunden for Cuba-krisen ........................................................................................ 3
Optakten på Cuba ............................................................................................................................. 4
Redegørelse for de væsentligste dele i Cuba-krisens udvikling ...................................................... 5
Diskussion og vurdering af USA’s engagement og krisehåndtering ................................................. 11
Retorisk analyse af Kennedys tale til Nationen vedr. missilerne på Cuba ........................................ 15
Talen som politisk instrument i forhold til krisehåndtering ........................................................... 20
Vurdering af USA, USSR og FN’s bidrag til krisens fredelige løsning. ........................................... 21
USA ................................................................................................................................................ 21
Sovjetunionen................................................................................................................................. 22
FN................................................................................................................................................... 22
Konklusion ......................................................................................................................................... 23
Litteraturliste ...................................................................................................................................... 24
Internettet ........................................................................................................................................... 24
Bilag 1-6 ................................................................................................................................................ I
Bilag 1. – Khrusjtjovs 1. brev til Kennedy ........................................................................................... I
Bilag 2. – Khrusjtjovs 2. brev til Kennedy ........................................................................................... I
2
Abstract
This paper briefly examines the international relations between the USA, the USSR and Cuba in the
1950s, mainly examining the crisis that arose, and was resolved, in October 1962 between these
nations as a result of Nikita Khrushchev’s nuclear missile build-up on Cuba. Furthermore, it
analyses the rhetorical tools that President John F. Kennedy utilizes in his address to the nation
regarding the Soviet nuclear missile build-up, also discussing the extent to which this speech can be
seen as a political instrument whilst coping with the missile crisis. Finally, the paper assesses how
the USA, the USSR and the UN contributed to the crisis ending peacefully. It concludes that the
peaceful resolution of the Cuban missile crisis was achieved chiefly as a result of three factors: 1)
President Kennedy’s remarkable abilities as a leader; 2) the telegrams sent by UN Secretary General
U Thant to Khrushchev and Kennedy; 3) and Khrushchev’s willingness to compromise in order to
re-establish the delicate peace and save the world. Had any parameters in the framework of the
crises been different, the escalation would, very likely, have ended in an unresolvable confrontation,
unleashing a nuclear cataclysm upon the world.
3
Indledning
Verdenshistorien har budt på mange kriser, der har truet freden og menneskeheden, men ingen krise
har gjort dette i så stor grad som missilkrisen på Cuba. Efter at USA i juli 1960 boykottede al
cubansk sukkerimport, opstod der et cubansk-sovjetisk samarbejde, som blev startskuddet på en
krise, der involverede revolutionære, guerillakrigsførende idealister såvel som topledere af
supermagter; løgn og svie såvel som ærlige udmeldinger og krav. Krisen skabte en problemstilling,
der syntes uløselig. Få begivenheder er blevet så nøje studeret som Cubakrisen, og i denne opgave
vil jeg, igennem analyse og fortolkning af USAs engagement i Cubakrisen og diskussion og
vurdering af årsagerne til krisens fredelige løsning, forsøge at tegne et billede af, hvilke
beslutninger der blev truffet af krisens aktører, og på hvilken måde, samt hvilke hændelser der
afgjorde krisens udfald igennem 13 skæbnesvangre dage i oktober 1962.
Redegørelse af baggrunden for Cuba-krisen
I 1941, efter Hitlers angreb på Sovjet, blev der indgået en alliance imellem Sovjetunionen (USSR)
og USA. USSRs daværende kommunistiske leder, Josef Stalin, var ikke glad for en pagt med
kapitalisterne fra vest, men som støtte var pagten dog nødvendig, efter den regulære udryddelses-
politik, som Hitler havde ført i krigen mod USSR. De to magter havde også et fælles ønske om
afskaffelse af nazismen i Tyskland. I 1945, efter England også var blevet en del af alliancen, faldt
Berlin i de allieredes hænder, og krigen afsluttedes efterfølgende. Men nu, da afnazificeringen af
Tyskland ikke længere stod som fælles mål for de allierede magter, opstod der uenighed mellem
USA og USSR, da de baserede deres politik på vidt forskellige værdier: I øst var det fællesskab,
planøkonomi og lighed. I vest; frihed, markedsøkonomi og individets ret til at skille sig ud. Efter
krigen, hvor hele USSRs produktionsapparat reelt set var blevet reduceret til ingenting, og USAs
produktionsapparat endnu fungerede i bedste velgående, virkede USA uovervindelig. Det skulle til
gengæld vise sig, at Stalins industrialisering af den tunge industri og hans kollektivisering af
landbruget
1
gavnede USSR i form af økonomisk medgang. Som sagt havde de to stormagter altid
haft store problemer med at enes, og siden uenigheden i slutningen af Anden Verdenskrig havde der
imellem USA og USSR hersket et atomart våbenkapløb: En massiv oprustning af atomvåben, som
USSR må have følt nødvendig, efter USA havde demonstreret sin vilje og sin evne til at bruge
atomvåben på de japanske byer Hiroshima og Nagasaki under Anden Verdenskrig. USSRs frygt for
atommagten i vest var starten på en ond cirkel. De to supermagter havde som evig førsteprioritet at
overgå hinanden, og derfor måtte de konstant øge oprustningen af atommissiler som sikkerhed
1
http://www.loc.gov/exhibits/archives/coll.html
4
overfor modparten. Hverken USA eller USSR ønskede en atomkrig, men de to supermagter
nægtede til stadighed at opgive deres individuelle magtpositioner. Derfor fortsatte oprustningen
støt, indtil USSR i 1961 gennemførte verdenshistoriens første rumfartsmission.
2
Det var en glædens
dag for USSR, da unionen endelig havde gjort, hvad USA ikke hidtil havde formået. Hos USA førte
den sovjetiske rumflyvning derimod til en øget frygt for et nyt teknologisk forspring hos modparten.
Derfor valgte Kennedy at implementere den daværende forsvarsminister Robert McNamaras
forsvarsdoktrin i sin kolde krig mod USSR. Doktrinen gik ud på, at USA skulle være i stand til at
imødegå et hvilket som helst angreb fra USSR, hvor der først som en del af doktrinens 3. og
endelige stadie ville blive iværksat et regulært atomart modangreb.
3
Dette udlignede terrorbalancen
4
mellem de to supermagter
5
– dog kun indtil USA i 1962 sendte et højhastigheds U-2-spionfly ind
over Cuba. Dette fly tog billeder af de tidlige stadier i konstruktionen af, hvad der senere viste sig at
være sovjetiske atommissilstillinger. USA følte, at dette var en drastisk ændring i den amerikansk-
sovjetiske terrorbalance, og igennem den revolutionære cubanske leder, Fidel Castro, førte
ændringen til, at verden i 13 dage holdt vejret i håbet om, at den amerikanske regering var
kompetent nok til at afværge en altødelæggende atomkrig.
Optakten på Cuba
Før 1959, da diktatoren Fulgencio Batista havde magten på Cuba,
6
ansås Cuba ikke for at være som
en trussel mod USA, da USA havde direkte indflydelse på ø-statens økonomi, idet USA
importerede kolossale mængder cubansk sukker. Da Fidel Castro igennem guerillakrigsførelse
væltede Batistas bundkorrupte styre, skiftede dette uligevægtige dominansforhold dog karakter:
Fidel Castro var en revolutionær idealist, og hans hovedmål var at tilkæmpe sig amerikanskejet
agerbrugsjord på øen, så den cubanske befolkning på ny kunne råde over eget land. De reformer,
som Castro indførte for at generobre cubanske landområder, gjorde imidlertid udelukkende
forholdet mellem Cuba og USA værre; endda i så høj grad, at USA så sig nødsaget til at boykotte al
import af cubansk sukker. Dette medførte et nyt handelssamarbejde mellem Cuba og Sovjetunionen,
hvilket også øgede den spænding der, som tidligere nævnt, allerede eksisterede mellem
kommunismen i øst og kapitalismen i vest.
7
For at komme det sovjetiske samhandelsproblem til livs
2
Sputnik var en sovjetisk rumsatellit, som blev sendt i kredsløb om jorden den 4. oktober 1957.
3
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, 2005, s. 66-67.
4
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_organisationer/terrorbalan
ce
5
Balancen mellem to (eller flere) lande defineret ud fra, i hvor høj grad de er i stand til at udøve terror på hinanden. Er
det ene land stærkere end det andet, er terrorbalancen altså uligevægtig.
6
Cubas halvkonstitutionelle leder fra , og præsident fra
7
Chrisp, 2001, s. 12-15.
5
iværksatte den nytiltrådte præsident, John Fitzgerald Kennedy, i 1961 en invasion af Cuba med en
gruppe på ca. 1500 eksilcubanere som angrebsstyrke.
8
Målet var at igangsætte et oprør, der skulle
vælte Castro og sætte Kennedy i et bedre lys. Men de landsatte eksilcubanere blev hurtigt
overmandet af cubanske styrker, da Svinebugten, ganske uventet, var fyldt med skarpe koraller.
9
Planerne for invasionen havde Kennedy overtaget fra sin forgænger, Dwight den Eisenhower, men
da aktionen mislykkedes, beskyldte man Kennedy for hele fadæsen. For Kennedy var dette et uhørt
prestigetab, og for Castro var det en uhørt militær provokation. Som følge af Svinebugtsaffæren
overbeviste Castro den sovjetiske generalsekretær Nikita Khrusjtjov om, at USA havde forsøgt at
invadere Cuba. For begge socialistiske ledere var dét incitamentet til udstationering af atomare
interkontinentalmissiler på Cuba, da Khrusjtjov ville udbrede kommunismen, og Castro ønskede
militær opbakning. Oprustningen på Cuba gik dog ikke problemfrit, og på trods af sovjetiske
forsikringer om missilernes udelukkende defensive formål opfattede USA som bekendt missilerne
som offensive.
Redegørelse for de væsentligste dele i Cuba-krisens udvikling
Der er delte meninger om, hvor mange dage den egentlige krise på Cuba varede, men jeg har i min
redegørelse for hovedpunkterne i krisen valgt give en kort og præcis opsummering af 13-dages
forløbet op til den 28. oktober 1962, hvor Khrusjtjov indvilgede i en demontering af
atommissilstillingerne. Det var på denne dag, at krisen nåede sit absolutte klimaks, og de to
supermagter USSR og USA var tættest på en regulær atomkrig. Selve krisen begyndte tirsdag den
16. oktober, og der gik tolv dage frem til ”sorte lørdag” – den 27. oktober 1962.
Tirsdag den 16. okt.
Tirsdag morgen, efter John F. Kennedy havde fået fremvist billederne af noget, der lignede en
missiloprustning på Cuba, håndplukkede han en gruppe af sine topfolk og dannede sikkerhedsrådets
eksekutivkomité.
10
Dette organ havde til formål at støtte Kennedy i beslutningen om, hvad USA
skulle foretage sig under krisen, og på samme tid forhindre, at der blev taget forhastede
beslutninger, som f.eks. under svinebugtsaffæren. Under det første møde kl. 11.45 på denne dag
skulle komitéen udarbejde løsningsmodeller til det cubanske missilproblem og tage stilling til,
8
http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/USA_og_Nordamerika/USA_efter_1945/Svinebugtaff%C
3%A6ren
9
Ibid, Den Store Danske.
10
Eksekutivkomitéen bestod af 14-15 mænd, hvis mening præsident Kennedy ønskede at inddrage i sin
beslutningtagen. En detaljeret liste af medlemmerne kan findes i ”Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen. Kilder til belysning
af Cubakrisen 1962. København: Gyldendal, 1971” s. 29.
6
hvilken model var bedst at benytte. Der var dog uenighed om, hvorvidt man skulle handle i form af
en direkte offensiv krigshandling, eller indirekte i forhold til missilerne på Cuba.
11
,
12
Torsdag den 18. okt.
Som det fremgår af Kennedys tale til nationen (”missiltalen”, som behandles senere i denne
opgave), afholdte han torsdag den 18. i sit kontor i det Hvide Hus et møde med den sovjetiske
udenrigsminister, Andrei Gromyko, som var rejst til USA i anledning af krisen. Kennedy var klar
over, at Khrusjtjov havde ført USA og verden bag lyset, da han havde givet udtryk for, at der ikke
fandtes offensive missiler på Cuba. Under sit møde med Gromyko blev Kennedy forsikret om, at
missilerne på Cuba udelukkende tjente et defensivt formål, hvilket også forklares i missiltalen. Det
skal nævnes, at Kennedy og eksekutivkomitéen ikke havde lækket det mindste til pressen om
missilerne på Cuba,
13
og på den måde vidste Kennedy, at Khrusjtjov ikke var klar over, at
amerikanerne havde opdaget missilstillingerne. Dette var til Kennedys fordel, da hverken
Khrusjtjov eller de russiske soldater på Cuba havde grund at sløre missilernes tilstedeværelse.
Lørdag den 20. okt.
Lørdag den 20. oktober var John Kennedy på tur i Midtvesten på andendagen af en kampagne, der
havde til formål at aflede opmærksomhed fra Cuba.
14
Det stod skidt til i det Hvide Hus, og for at
dække over den egentlige årsag til præsidentens pludselige hjemvenden til Washinton sagde
pressesekretær Pierre Salinger, at Kennedy var syg. Kennedy skulle rede trådene ud mellem sine
rådgivere, der havde indsnævret de i udgangspunkt 6 aktionsmuligheder til 2: Enten et luftangreb af
missilregimenterne, eller en flådeblokade. Kun CIA-direktør John McCone og finansminister
Douglas Dillon ønskede et luftangreb på missilstillingerne. Robert McNamara, udenrigsministeren
Dean Rusk, justitsminister Robert Kennedy, FN-ambassadør Adlai Stevenson og præsidentens
taleskriver og personlig rådgiver Theodore (”Ted”) Sorensen gik alle ind for en blokade, hvilket
Kennedy også selv hældte mest til.
15
Eksekutivkomitéen havde gjort, hvad den kunne, for at finde
den mest fredelige løsning, men et væsentligt minus ved blokaden var, at supermagternes flåder
risikerede at stå ansigt til ansigt.
11
Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen 1971, s. 36.
12
Jeg vil ikke beskæftige mig yderligere med de 2 forslag i denne redegørelse, da det er mere relevant at inddrage dem
i opgavens senere afsnit om USAs engagement og krisehåndtering.
13
Dobbs, Michael. Cubakrisen. Kennedy, Khrusjtjov og Castro på randen af atomkrig. København: Informations
Forlag, 2009, s. 63.
14
Ibid, s. 50.
15
Ibid, s. 51.
7
Mandag den 22. okt.
Mandag den 22.oktober afholdte præsidenten sin tale til nationen, hvori han til mindste detalje
forklarede situationen mellem USA og USSR, og forklarede hvad han havde gjort for at komme det
cubanske missilproblem til livs.
16
I Sovjetunionen havde Khrusjtjov hørt, at Kennedy nu havde
holdt tale for den amerikanske offentlighed. Set i lyset af, at Khrusjtjov allerede havde kendskab til
militær oprustning i de amerikanske sydstater, havde han nu fået øjnene op for den stigende risiko
for en alvorlig krise. Han indkaldte til et møde i præsidiet og forklarede, hvordan USSR ikke ville
holde sig tilbage i tilfælde af en offensiv krigshandling fra Kennedys side: ”They can attack us and
we shall respond(…) This may end in a big war.” Dette var første gang i krisens forløb, at der blev
givet implicit udtryk for en reel accept af muligheden for atomkrig.
17
Tirsdag den 23. okt.
Fra præsidiet i Kreml sendte Khrusjtjov den dag to breve: ét til Kennedy, hvori han understregede,
at missilerne på Cuba udelukkende tjente et defensivt formål samt sin utilfredshed med USAs
ageren. I brevet beskyldte han også USA for pirateri, for at udgøre en trussel mod freden, og for
aggressiv adfærd over for USSR og Cuba. Khrusjtjovs andet brev var stilet til Fidel Castro, og heri
forsikrede han endnu engang Castro om USSRs militære støtte. Efter modtagelse af Khrusjtjovs
brev bekræftede Castro, i et interview, det defensive formål med våbnene på Cuba. I interviewet er
Castro faktisk selvmodsigende, da han først understreger, og jeg citerer den originale engelske
oversættelse:
Cuba has never harbored any aggressive intentions against anyone (…) We shall never change this
policy. We shall never be aggressors. That is why our weapons will never be of the offensive
type”.
18
(…)“Our country will not be subjected to inspection from any quarter (…) Anyone who
tries to come and inspect Cuba must know that he will have to come equipped for war. That is our
final answer to illusions and proposals for carrying out inspections on our territory.
19
Dette er selvmodsigende, da Castro først forklarer, at Cuba aldrig vil være offensive eller råde over
offensive våben, men derefter siger, at enhver, som vil inspicere Cuba, skal være forberedt på krig.
Missilerne på Cuba var som bekendt atomare, så Castro vurderer først sig selv som værende
defensiv, men bekendtgør derefter at han er parat til atomkrig; en selvmodsigelse, der også må have
16
Ibid, s. 73.
17
http://www.october1962.com/22oct.html
18
Ibid.
19
Ibid.
8
undret eksekutivkomitéen. Specielt da Castro, efter udtalelsen om et defensivt Cuba, mobiliserer
halvdelen af hele sin hær til forsvar af missilstillingerne i det vestlige Cuba.
20
Onsdag den 24. okt.
Kennedy modtog denne dag Khrusjtjovs første brev, brevet om USAs uacceptable opførsel. Onsdag
var dagen hvor Kennedy iværksatte den amerikanske flådeblokade, eller, som den officielt kaldtes,
”karantænen”. Ved at USA brugte ordet ”karantæne” i stedet for ”blokade” virkede handlingen ikke
så offensiv, og samme dag forårsagede blokaden, at to Sovjetiske skibe (Kimovsk og Jurij Gagarin)
vendte om – eller det var i hvert fald den opfattelse, som Kennedy-brødrene senere levede højt på.
Det viser sig, at dette ofte omtalte scenarie
21
med sovjetiske og amerikanske skibe, der stod ansigt
til ansigt, aldrig har fundet sted. Problemet for eksekutivkomitéen var, at man men tidens teknologi
ikke kunne rapportere realtidsinformationer.
22
CIAs direktør, John McCone, havde troet, at
fragtskibet Kimovsk var vendt om, efter at flådefartøjet Essex havde forsøgt at afskære det vejen. I
realiteten var dette fysisk umuligt. Årsagen til, at Jurij Gagarin og Kimovsk begge vendte om var, at
de dagen før havde modtaget en besked fra Moskva. Da Essex modtog beskeden ”Fortrolig. Fra
højeste sted. Stands ikke og bord ikke. Overvåg,”
23
befandt skibet sig mere end 1000 kilometer fra
Kimovsk og 800 kilometer fra Jurij Gagarin. Og derfor er ansigt-til-ansigt-scenariet en åbenlys
umulighed.
24
Torsdag den 25. okt.
I FN-regi diskuterede USSRs og USAs repræsentative ambassadører missilerne på Cuba. USSRs
Valerian Zorin nægtede at svare på direkte ja/nej-spørgsmål fra USAs Adlai Stevenson om,
hvorvidt USSR har placeret missiler på Cuba.
25
Torsdag den 25. oktober svarer Kennedy og
Khrusjtjov begge på FN-generalsekretær U Thants anmodning om en 2-ugers udsættelse på USAs
karantæne.
26
Hvor Kennedys besvarelse er kortfattet og neutral, erklærer Khrusjtjov sig enig med U
Thants anmodning – for at fremme freden. En logisk forklaring på dette ville være, at Khrusjtjov
havde som førsteprioritet at fortsætte oprustningen med missiler, og derfor ville gøre, hvad han
kunne, for at forsinke flådeblokaden. Kennedy havde som sagt modsatte interesser, men gjorde på
dette tidspunkt noget, som han ikke normalt var kendt for. Han gav et neutralt svar, hvor han
20
Dobbs, 2009, s.110
21
F.eks. Hollywood-filmen ”13 Days”
22
Dobbs, 2009, s. 119
23
Ibid, s. 118.
24
Ibid, s. 118
25
http://www.youtube.com/watch?v=MSV9_J8Csts&feature=related
26
Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen 1971, s. 64
9
hverken gav udtryk for enighed eller uenighed med generalsekretærens forslag. Neutralitet var en
oplagt strategi over for anmodningen, da en udsættelse af blokaden ville have været en hindring for
Kennedys optimale krisehåndtering.
Fredag den 26. okt.
Fredag den 26. oktober rakte Khrusjtjov en olivengren frem mod Kennedy; et brev om en
fredsforhandling:
You will declare that the United States will not invade Cuba with its troops and will not support any
other forces which might intend to invade Cuba. Then the necessity for the presence of our military
specialists in Cuba will be obviated.
27
Lørdag den 27. okt.
Lørdag den 27. oktober
28
modtog Kennedy sit andet brev fra Khrusjtjov, hvori der for at nå en
fredelig løsning på krisen krævedes en demontering af USAs missiler i Tyrkiet. I sit svar på
Khrusjtjovs to breve beskriver Kennedy sin velvilje overfor idéen om en fredelig løsning på krisen:
”I have read your letter of October 26th with great care and welcome the statement of your desire
to seek a prompt solution to the problem.”
29
Som følge af Castros øgede forsvarsberedskab blev et
amerikansk U-2-spionfly om formiddagen skudt ned over Cuba af en SAM-stilling,
30
og da
beskeden om det nedskudte fly nåede eksekutivkomitéen, var reaktionen fra nogle af medlemmerne
at man som gengældelse straks skulle angreb SAM-stillinger på Cuba.
31
Ydermere rapporterede
Strategic Air Command (SAC), at et andet U-2-fly, fløjet af Captain Chuch Maultsby,
32
ved en
fejltagelse var fløjet ind over sovjetisk luftrum, og at både amerikanske og sovjetiske jagerfly nu var
gået på vingerne. Det kunne have været en katastrofal fejltagelse idet, og jeg citerer Kennedys
sikkerhedspolitiske ekspert, ”Russerne kunne meget vel betragte denne U-2-flyvning som en
sidsteøjebliks-efterretningsrekognoscering som forberedelse til en atomkrig.”
33
27
Bilag 1.
28
Grundet den amerikansk-sovjetiske freds vanvittige skrøbelighed, samt krisens eneste dødsfald, kaldte man denne
lørdag for ”Sorte Lørdag”.
29
Bilag 2.
30
SAM: Surface-to-Air Missile.
31
Dobbs, 2009, s. 359.
32
Bilag 5 – Chuck Maultsbys sovjeoverflyvning.
33
Ibid, s. 325.
10
Søndag den 28.okt.
Kl. 17:00 i Moskva læste den berømte sovjetiske diktor Jurij Levitan den nyeste sovjetiske
proklamation op for verden:
34
Den sovjetiske regering har, i tilslutning til tidligere ordrer om at standse yderligere arbejde på de
befæstede stillinger, givet ordre om at demontere de våben, De beskrev som offensive, og til at
pakke og vende tilbage til Sovjetunionen.
35
Det var den endelige offentliggørelse af cubakrisens afslutning, og for Khrusjtjov må dette have
været et enormt personligt nederlag efter alle de ressourcer USSR havde pumpet ind i
missilprogrammet. Også for Fidel Castro var det en ydmygelse af dimensioner, eftersom ingen
havde underrettet ham om de amerikansk-sovjetiske fredsforhandlinger.
36
For Kennedy derimod,
var demonteringen af missilerne en personlig såvel som en national sejr over kommunistiske
idealister, der i tolv lange dage havde forsøgt at tage verdensfreden som gidsel.
34
Ibid, s. 397f. – En diktor var den sovjetiske stats stemme. Som oftest skuespillere der var uddannet fra Stanislavksij-
skolen.
35
Ibid, s. 397.
36
Ibid, s. 400.
11
Diskussion og vurdering af USA’s engagement og krisehåndtering
Som det fremgår af afsnittet om lørdag den 20. oktober, var der i eksekutivkomitéen interne
stridigheder. Der var meget splittede holdninger til, hvad USA skulle foretage sig i forbindelse med
missilstillingerne på Cuba, men kernen i den interne strid var, om man militært skulle handle
direkte offensivt ved en taktisk eller ”kirurgisk”
37
bombning af stillingerne, eller om man skulle
handle indirekte ved at iværksætte en flådeblokade. Theodore Sorensen, Kennedys personlige
rådgiver, forklarer i sin skildring af møderne i komitéen, hvilke to initiativer, der skulle vælges
imellem, for at tage hånd om det nyopståede problem:
Vor opmærksomhed samlede sig følgelig snart om to muligheder – et luftangreb og en blokade – og
til at begynde med mest om den første. Tanken om, at amerikanske fly pludseligt og hurtigt skulle
sætte raketkomplekset ud af spillet med konventionelle våben i løbet af få minutter – en såkaldt
”kirurgisk” aktion – tiltalte næsten alle ved den første gennemgang af sagen, og dette gjaldt også
præsident Kennedy(…).
38
Citatet er fra Sorensens bog ”Kennedy” fra 1965. Sorensen var både præsidentens personlige
rådgiver og hans taleskriver, hvilket gør skildringen af møderne (som han, som bekendt, selv deltog
i) til en førstehåndskilde. Ydermere bidrager det til kildens troværdighed, at den blev udgivet i 1965
– kun godt to år efter cubakrisens egentlige begivenheder fandt sted. Som det fremgår af de
hemmelige optagelser fra Kennedys kontor, kørte der en heftig, aggressiv og subjektiv debat blandt
eksekutivkomitéens medlemmer
39
. I sin bog skildrer Sorensen – på trods af sin rolle som personlig
rådgiver og som deltager i møderne og den heftige debat – den beslutningsproces, der lå til grund
for flådeblokaden. Sorensens skildring af møderne er præcis og nøgtern, da han på intet tidspunkt
giver udtryk for sin egen enighed eller uenighed i de forskellige udtalelser fra komitéens
medlemmer. Hans fremstilling af komitéens beslutningsproces fremstår altså objektiv og er dermed
en uhyre troværdig og brugbar kilde i forhold til en vurdering af den amerikanske krisehåndtering.
Som sagt stod eksekutivkomitéen tilbage med to valg: en ”kirurgisk” aktion, hvorved man løste
problemet igennem en strategisk overraskelsesbombning af missilstillingerne, eller en flådeblokade
i en radius af 500 sømil fra Cubas kyst. Det første forslag blev fremsat af generalstaben (Joint
Cheifs of Staff )
40
og var da også, for de fleste, den mest tiltalende mulighed til at starte med.
41
Dog
37
Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen, 1971, s. 36.
38
Ibid, s. 36.
39
Dobbs, 2009, s. 41.
40
Joint Chiefs of Staff består af de højeststående officerer i USAs forskellige forsvarsværn, og er en gruppe der har til
opgave at koordinere samarbejdet mellem flåden og hæren.
12
var der tre mærkbare ulemper ved overraskelsesangrebet: Angrebet kunne ses som en slags
omvendt Pearl Harbor.
42
,
43
Dette ville være uamerikansk og dobbeltmoralsk, idet USA selv så Pearl
Harbor-scenariet som en uhørt offensiv krigshandling. Overraskelsesangrebet kunne også risikere at
fremprovokere en offensiv sovjetisk modreaktion. Slutteligt erkendte man, at luftangrebet kun var
”en håbets illusion”.
44
Forklaringen er, at Kennedy – der som præsident er ultimativ leder for USAs
væbnede styrker – ved hjælp af en hypotetisk udfaldsanalyse på de første fire og derefter den femte
aktionsmulighed har besluttet sig for at tage et endeligt initiativ til løsning af missilproblemet: en
flådeblokade. For USA var dette smart, da det ikke var en direkte offensiv krigshandling, og derfor
minimerede risikoen for fremprovokation af et sovjetisk modangreb. Som præsident for verdens
største supermagt havde Kennedy verdensfreden i sine hænder, og det var yderst vigtigt at han ikke
gik på kompromis med denne: Et modangreb fra USSR kunne have medført en atomkrig, og der er
det ubetvivlelige faktum, at en atomkrig ikke kan undgå at koste menneskeliv. Dette tager Kennedy
også med i sin modargumentation overfor generalstabens forslag, da han forklarer, at man ikke kan
tale om at ”vinde en atomkrig”.
45
En sejr vil aldrig være hæderlig, hvis den opnås på bekostning af
millioner af menneskers liv, og dette tager Kennedy (til alt held for menneskeheden) højde for i sin
beslutningsproces. Det skal dog til sidst nævnes at blokadeløsningen også havde ulemper. Hvis
USA, med frygt for krig og med den magtstatus de besad som supermagt, iværksatte en flåde-
blokade uden at håndhæve den, ville det være et nederlag for nationen og forårsage en ændring i
magtbalancen til USSRs fordel. Det ville man ikke lade ske, så det var derfor en selvfølge, at
blokaden skulle håndhæves. Hvis Khrusjtjov heller ikke ville tabe ansigt over for resten af verden,
og derfor beordrede sine skibe til at passere blokaden, ville USA i værste fald sænke de
forbipasserende skibe, og dermed også lægge grunden for en atomar sovjetisk respons. Igennem
krisens forløb træder Kennedy gang på gang i karakter. Både da han holder sin tale til nationen
(”missiltalen”), hvor han detaljeret beskriver, hvilke skridt man har taget for at imødegå
missilproblemet, og i de breve han sender til Khrusjtjov og FNs generalsekretær U Thant, hvori han
fasholder en præcis, formel og uprovokerede tone, der varetager eksekutivkomitéens interesser – for
i sidste ende at skabe fred mellem nationerne. Blokaden kan også ses som et sats fra Kennedys side,
da den i sidste ende udelukkende afhang af, at Khrusjtjov, som var en kynisk, grusom og idealistisk
leder, ville indse, at fred og ikke krig ville være løsning på krisen. Et andet, og uhyre
41
Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen 1971, s. 36.
42
Japanernes overraskelsesangreb på den amerikanske flådestation Pearl Harbor på øen Oahu ved Hawaii d. 7.
december 1941, hvor 353 japanske fly bombede og dræbte ca. 2400 amerikanere.
43
Dobbs, 2009, s. 38.
44
Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen 1971, s. 37.
45
Dobbs, 2009, s. 38.
13
I interrupted R. Kennedy and asked him what right American planes had to fly over Cuba at all,
crudely violating its sovereignty and accepted international norms? How would the USA have
reacted if foreign planes appeared over its territory? “We have a resolution of the Organization of
American states that gives us the right to such overflights,” R. Kennedy quickly replied.
skæbnesvangert led i USAs krisehåndtering, var da Kennedy fik nys om det nedskudte U-2-fly over
Cuba, og valgte ikke at gå til modangreb, men derimod at gå i dialog med Khrusjtjov.
46
Det
nedskudte fly førte også til et møde mellem justitsminister Robert Kennedy og den sovjetiske
ambassadør Anatoly Dobrynin. Forhandlingen er gengivet i opgavens 3. og 4. bilag: ”Dobrynin
Cable to the USSR Foreign Ministry, 27 October 1962” og ”Memorandum for the secretary of state
from the attorney general”. Bilagenes gengivelse af dette møde er dog i høj grad præget af
subjektivitet, idet begge parter forsøger at fremstille deres individuelle rolle i forhandlingen som
dominerende, hvilket f.eks. ses i de følgende to citater:
47
48
Kigger man først på Dobrynins citat, udviser han forståelse overfor den cubanske U-2-nedskydning,
og forsvarer den med spørgsmålene om, hvordan USA selv ville have det, hvis de blev udsat for en
sådan situation, og hvordan USA kunne retfærdiggøre et brud på internationale aftaler. Dette sætter
Dobrynin i et godt lys over for læseren, dvs. Khrusjtjov, da han fremstår som troværdig i en
international sammenhæng, og som sympatisk over for Cubas situation. Han slutter yderligere med
at fremstille Robert Kennedy som en kynisk mand med en negativt ladet kommentar om måden
hvorpå Robert Kennedy svarer (”R. Kennedy quickly replied”). Han får det til at virke som om
Robert Kennedy hurtigt vil videre fra et emne, som han føler sig utryg ved. Citatet fra Robert
Kennedys memorandum udtrykker sig på samme måde overfor Dobrynin. Han forklarer, hvordan
USA har set sig nødsaget til at tage uortodokse midler i brug for at løse det problem, som Dobrynin
og Khrusjtjov have forårsaget ved direkte at lyve om tilstedeværelsen af missiler på Cuba.
Til Dobrynins forsvar skal det siges, at han under hele missilforløbet var blevet holdt i uvidenhed af
Moskva, og uden legitim baggrundsviden var helt ude af stand til at føre en konstruktiv samtale
med den amerikanske justitsminister.
46
Chrisp, 2001, s. 45ff.
47
Bilag 3.
47
Bilag 4.
He raised the point that the argument the Cubans were making was that we were violating Cuban
air space. I replied that if we had not been violating Cuban air space then we would still be
believing what he and Khrushchev had said – that there were no long-range missiles in Cuba. In
any case I said that this matter was far more serious than the air space over Cuba (…).
14
Dette er bare én ud af en lang række af uberegnelige faktorer, der spillede ind på krisens udfald og
den amerikanske krisehåndtering. Men set i lyset af krisens to ekstremt højre- og venstreorienterede
hovedaktører, hvad der kunne være sket, hvis Kennedy og eksekutivkomitéen ikke havde handlet
som de gjorde, og i lyset af manglen på realtidsinformationer samt utallige andre uberegnelige
faktorer, der spillede ind i krisens udvikling, så må USAs krisehåndtering og engagement
konkluderes at have været intet mindre end det, der skulle til for at skabe fred mellem to
modstridende ideologier – dvs. fornuftig, ironisk,
49
konsekvent, ansvarlig og præget af evnen til at
indgå, men dog hemmeligholde
50
, kompromisser med egen magtstatus til fordel for bibeholdelse af
verdensfreden.
49
Dobbs, 2009, s. 274.
50
Bilag 6, pointen om hemmeligholdelse markeret med fed skrift.
15
Retorisk analyse af Kennedys tale til Nationen vedr. missilerne på Cuba
Den 22. oktober 1962 holdt John F. Kennedy en tale til nationen. Det bør bemærkes, at talen er
ophavsmand til talens skriftlige virkemidler. Her redegjorde Kennedy i detaljer for forholdet
mellem USA og USSR og forklarede, at USSR på daværende tidspunkt var i færd med en kolossal
militær oprustning på Cuba i form af atommissilstillinger og fly, der var i stand til at transportere og
deployere atombomber. Han forklarede derudover, at denne oprustning udgjorde en trussel mod den
vestlige halvkugle og ikke mindst verdensfreden.
Under store kriser, kræves endnu større talere. Desværre var John F. Kennedy, i modsætning til sin
storebror Joseph Kennedy (også en politiker) ikke den fødte af slagsen. Men på trods af sin
medfødte generthed og utallige sygdomme, udviste han enormt engagement og tog hånd om sit
problem med at tale i offentlige forsamlinger.
51
I Kennedys tale om missilerne på Cuba mærker man
i hans intonation, mimik og kropssprog ikke den troværdighed, som han var kendt for at besidde
som person. Manglen på mimik og dybde i stemmen
52
har imidlertid ikke gjort, at talen har mistet
troværdighed, da talens forfatter Theodore Sorensen formår at implementere verbal-retoriske
virkemidler, som, for det amerikanske folk og andre, der føler sig truede, skaber en stærk
fællesfølelse og en idé om, at Præsident Kennedy er manden som kan tage, vil tage og har formået
at handle ansvarligt i forbindelse med truslen mod verdensfreden.
Før en fyldestgørende analyse af Kennedys tale om missilstillingerne på Cuba kan finde sted, må
jeg kort opsummere hvad Rio-traktaten går ud på, idet Kennedy i sin tale refererer til denne traktat.
Rio-traktaten er en traktat, der i 1947 blev underskrevet af USA og 18
53
andre syd- og
mellemamerikanske lande. Traktaten indbefatter en fælles aftale om en hemisfærisk forsvarsdoktrin.
Dvs. at ethvert udefrakommende angreb på et hvilket som helst af landene, ville, blandt de
underskrivende lande, blive set som et angreb på den individuelle nation. Kort sagt: Én for alle, alle
for én. I min behandling af talen vil jeg beskæftige mig med de tre appelformer etos, logos og patos
og give to eksempler på hver appelform. Ydermere har jeg, for at opnå en dybere indsigt i talen,
valgt at inddrage en optagelse af Kennedys opførelse af talen i min analyse, da en væsentlig del af
hans etos defineres ud fra måden, hvorpå han nonverbalt fremstiller sit budskab.
51
Chrisp, Peter. Kennedy og hans tid. Holte: Flachs, 2002, s. 9f.
52
Ibid, s. 18.
53
Og af 4 andre lande i de følgende år.
16
Talen opridser indledningsvis problemstillingen om de opstillede missiler på Cuba, og det at
missilernes angrebspotentiale udgør en potentielt fatal trussel mod USA og den vestlige halvkugle.
Within the past week, unmistakable evidence has established the fact that a series of offensive
missile sites is now in preparation on that imprisoned island. The purpose of these bases can be
none other than to provide a nuclear strike capability against the Western Hemisphere.
Som taler forsøger man altid at bibeholde det størst mulige publikum, så for Kennedy er det taktisk
klogt at inddrage hele den vestlige halvkugle (the Western Hemisphere), da der med sikkerhed har
været andre ikke-amerikanske folkeslag som, på trods af missilernes retning mod USA, føler sig
truet af deres potentielle affyring. Det er til gengæld omsonst at have en stor lytter- og seerskare,
hvis ikke man formår at virke troværdig. Det formår Kennedy dog, da han forklarer:”Upon
receiving the first preliminary hard information of this nature last Tuesday morning 9 A.M., I
directed that our surveillance be stepped up.” Hvor han blot kunne have nævnt, at regeringen har
optimeret overvågningen, vælger han i stedet at understrege sin personlige stillingtagen til
missiloprustningen ved at sige ”I directed”, hvilket i højere grad tegner et billede af ham som en
fornuftig, ansvarlig og selvstændig leder.
I talens næste afsnit forklarer Kennedy til mindste detalje Cuba-situationen og den øjeblikkelige
situation, hvor han igen, for at inddrage det bredest mulige publikum men dog kun implicit, nævner
alle de sydamerikanske lande samt Canada, og omtaler den trussel missilerne udgør mod disse, for
igen at opnå en bredere støtte:
Additional sites not yet completed appear to be designed for intermediate range ballistic missiles –
capable of traveling more than twice as far – and thus capable of stirring most of the major cities in
the Western Hemisphere, ranging as far north as Hudson Bay, Canada, and as far south as Lima,
Peru.
Kennedy har altså etableret et stort publikum, og nøglen til en vellykket tale bliver nu, at formidle
talens budskab. Målet med talen er at oplyse befolkningen, og at gøre det på en sådan måde, at USA
fremstår som en fornuftig men konsekvent nation, samt at retfærdiggøre beslutningsprocessen og
den indsats, den amerikanske regering har gjort for at komme den sovjetiske missiltrussel til livs.
Igennem hele talen når Kennedy disse mål ved en gedigen brug af appelformerne etos, logos og
patos. Kigger vi først på etos, ses apellen flere gange i teksten. Dog i største grad i dette argument:
17
Yet, only last month, after I had made clear the distinction between any introduction of ground-to-
ground missiles, the Soviet Government publicly stated on September 11 that, and I quote,“the
armaments and military equipment sent to Cuba are designed exclusively for defensive purposes,”
that there is, and I quote the Soviet Government, “there is no need for weapons for a retaliatory
blow to any other country, for instance Cuba,” and that, and I quote their government, “the Soviet
Union has so powerful rockets to carry these nuclear warheads that there is no need to search for
sites for the beyond the boundaries of the Soviet Union”. That statement was false.
I dette uddrag har Kennedy håndplukket udtalelser fra den Sovjetiske regering og brugt dem imod
sovjetterne selv. Han taler til noget der ligger dybt i alle mennesker: løgnen, og frygten for at blive
offer for den. Det er netop denne frygt som USSR har givet verden grund til at føle, da de lyver i
forbindelse med atommissilstillinger, der potentielt udgør en trussel mod menneskeheden. Det er
netop denne frygt, som Kennedy bruger imod USSR. Ved at fremstille USSR som et løgnagtigt
styre, der holder verdensfreden som gidsel, øger Kennedy automatisk sin egen troværdighed, da
fjendens løgn er et bevis for deres utroværdige udenrigspolitik. Han pudser med andre ord USAs
glorie. Ved at sætte USSR i et dårligt lys skaber Kennedy også en følelse af sammenhold blandt de
truede lande. Han skaber et os/dem-forhold, da han kritiserer USSRs ageren efter Anden
Verdenskrig:
Our own strategic missiles have never been transferred to the territory of any other nation under a
cloak of secrecy and deception; and our history – unlike that of the Soviets since the end of World
War II – demonstrates that we have no desire to dominate or conquer any other nation or impose
our system upon its people.
Dette vestlige sammenhold giver underbevidst en følelse af ”os” (Kennedy og de truede) og ”dem”
(Khrusjtjov og Sovjet), hvilket Kennedy kan drage fordel af, idet han som taler påtager sig rollen
som leder af de truede. Dette retoriske os/dem-virkemiddel er Kennedy imidlertid ikke den første
statsmand, der har brugt imod USSR. F.eks. brugte Eisenhower-regeringens udenrigsminister John
Foster Dulles, i 1953 i sin tale om ”Roll back”-strategien, USSR som en ”retorisk boksepude”.
Det er imidlertid nødvendigt at huske på, at det, som vi udførte, i hovedsagen var nødforanstalt-
ninger, der blev påtvunget os af vore fjender. Lad mig belyse dette. 1(…) Vor beslutning var at
trække os ud af Korea. Det var en sovjet-inspireret handling, som tvang os tilbage. 2. Vi besluttede
ikke på forhånd, at det var klogt at give milliarder årlig til udenrigs-økonomisk hjælp. Vi valgte
denne politik som svar på kommunistiske bestræbelser på at sabotere den frie økonomi i
Vesteuropa. 3(…) Nej vi havde bestemt os for noget ganske andet, indtil den sovjetiske, militære
trussel var blevet klart afsløret (…) Sovjet-kommunisterne planlægger, hvad de kalder ”en
fuldstændig historisk epoke”, og vi burde gøre det samme. De prøver gennem mange forskellige
manøvrer gradvis at skille og svække de frie nationer at overgå dem i kraftprøver (…)”.
18
Dulles beskylder udelukkende, som han udtrykker det, ”sovjet-kommunisterne” for både Korea-
krigen, USAs udenrigsøkonomiske støtte til Vesteuropa, og nødvendigheden af pludselig
amerikansk militæroprustning på bekostning af nationens valuta, budget og økonomi. Ansvaret for
USAs daværende tilstand tilskrives altså USSR, og i Kennedys tale bygges der videre på billedet af
USSR som et korrupt styre, hvilket ultimativt fører til, at Kennedy-regeringen, set fra publikums
synspunkt, virker mere troværdig.
I talen ses også hyppig brug af logos-apellen. Ved at forklare at en øget risiko for affyring af
atommissiler og pludselig ændring i deres position (netop hvad USSR har gjort) skal ses som en
trussel mod verdensfreden, gør Kennedy det logisk for sit publikum, at der skal tages affære:
Nuclear weapons are so destructive and ballistic missiles are so swift, that any substantially
increased possibility of their use or any sudden change in their deployment may well be regarded
as a definite threat to peace
Ydermere gør han et amerikansk initiativ endnu mere logisk, når han siger: ”The 1930s taught us a
clear lesson: aggressive conduct, if allowed to go unchecked and unchallenged, ultimately leads to
war.” Her tager Kennedy fat i den aggressive og ekspansionistiske udenrigspolitik som Stalin førte
i slutningen af 30erne, hvor USSR invaderede Polen og på den måde medvirkede til starten på
Anden Verdenskrig: en krig, der anslås at have kostet op mod 60 millioner menneskeliv. Negativ
anskuelse af døden er en idé, der ligger dybt rodfæstet i os alle, så for Kennedys publikum er det en
selvfølge, at et scenarie som Anden Verdenskrig aldrig må gentage sig. Dette kan Kennedy drage
fordel af, da han på den måde kan retfærdiggøre det initiativ, som den amerikanske regering har
taget for at afværge risikoen for en ny verdenskrig.
Slutteligt er der patos-appellen. Overordnet set optræder denne appel ikke i så høj grad som de
andre appelformer. Appellen mærkes ved, at den sætter følelser i gang hos lytteren. Den ses også
igennem tonefald, øjenkontakt og kunstpauser, hvoraf der i Kennedys tale – som jeg har studeret
visuelt – kun optræder de to sidstnævnte. Det skal dog nævnes, at øjenkontakten virker blank og ret
intetsigende, da Kennedy ikke på noget tidspunkt supplerer den med mimik eller ændring i sit
toneleje. Patos-apellen ses i følgende eksempler:
Finally, I want to say a few words to the captive people of Cuba, to whom this speech is being
directly carried by special radio facilities. I speak to you as a friend, as one who knows of your
19
deep attachment to your fatherland, as one who shares your aspirations for liberty and justice for
all.
Kennedy viser her, at han ikke kun er en rationel og logisk tænkende leder, men at han også er i
stand til at sympatisere med undertrykte minoriteter. Over for publikum viser Kennedy, at han er en
følelsesmæssigt alsidig mand med empati, og da han ikke tidligere i talen rigtigt har udvist sympati
overfor cubanerne, så gør han her, ved en personlig og direkte appel til det cubanske folk samt en
betegnelse af dem som ”venner”, forhold mellem ham selv og cubanerne meget tættere. Han
forstærker yderligere sin følelsesmæssige appel til det cubanske folk, da han tager fat i et emne der,
for mange cubanere, er både vigtigt og relevant, nemlig frihed:
And I have no doubt that most Cubans today look forward to the time when they will be truly free –
free from foreign domination, free to choose their own leaders, free to select their own system, free
to own their own land, free to speak and write and worship without fear or degradation.
Friheden er vigtig for alle cubanere, og det var også denne trang til frihed, som Fidel Castro
baserede sin revolution på, da han væltede diktatoren Fulgencio Batista. Kennedys mål er her at få
cubanerne til igen at brænde for friheden (og implicit, dermed flytte Castro fra magten), og dette
budskab formulerer han ved at gentage ordet ”free” hele seks gange i én strofe. Gentagelsen af
nøgleord er også et velkendt retorisk virkemiddel, og i bedste fald betyder gentagelsen af dette ord,
at cubanerne vil se Kennedy og dermed USA som forkæmper for deres frihed. Kennedy afslutter sin
tale med bemærkningen ”God willing(…)”, hvilket appellerer til de amerikanske kerneværdier om
et familiesammenhold på baggrund af Guds velsignelse.
I sin tale til nationen, og verden i øvrigt, viser Præsident Kennedy, at han er en mand der rummer
både handlekraft og sympati. Disse er begge egenskaber, der kræves af en alsidig leder, og igennem
brug af en argumentationsmæssigt bred palet lykkes det Kennedy at erhverve sig et enormt
publikum, ophøje sig selv og sin regering, og degradere de aktører, der er skyld i, at verdensfreden
er truet. Talen indbefatter altså, med marginale undtagelser, det, der kræves for at vinde tilhængere
og skabe en fællesfølelse, som i sidste ende skaber sammenhæng mellem USA og Cuba; to
befolkningsgrupper med to vidt forskellige værdisæt.
20
Talen som politisk instrument i forhold til krisehåndtering
Som politisk instrument er talen i høj grad afgørende. Gennem tusinder af år har ledere og politikere
brugt talen som talerør til deres folk. Talens fordel er, at det kan formidle følelser til befolkningen
på en anden måde end f.eks. en avis eller et brev. En tale kan vække følelser og kan vende op og
ned på enhver forestilling. I sin tale sørger Kennedy for både at profilere sig selv og sin
sikkerhedspolitik angående Cubakrisen, og han sætter følelser i gang hos sine lyttere ved hjælp af
diverse argumenter og retoriske virkemidler. Kennedys tale blev sendt på tv og i radioen, dvs. at
mennesker verden over har haft mulighed for at høre og/eller se den. I en tid hvor internettet og
massemedier ikke fandtes, har ”missiltalen” uden tvivl, når det gjaldt erhvervelse af tilhængere,
været det mest effektive politiske instrument. Den har også været afgørende i forbindelse med
krisehåndteringen, men det skal dog nævnes, at der også blev sendt breve (pr. telegram) direkte
frem og tilbage mellem Kennedy, Khrusjtjov, Castro og U Thant under krisen. Disse breve har ikke
været under indflydelse af resten af verdens syn på sproget, fremstillingen og budskabet. De har
ikke i så høj grad som de offentlige bidrag til krisedebatten været formelle og tilbageholdte, og som
politisk instrument må disse derfor ses som værende mere afgørende i forbindelse med selve
håndteringen af krisen. Talen som massekommunikationsmedie forbliver dog ubestridt mester i den
følelsesmæssige provokations kunst, og i sin indflydelse på tilhørerne. Som den professionelle
hollandske EU-taleskriver Renée Broekmeulen formulerer det:
Politik handler mere og mere om at profilere, ikke bare personer, men ideer. Taler er en vigtig del
af den udvikling. De kan noget, som andre formidlingsformer har svært ved: De kan påvirke folk og
formidle en følelse til offentligheden, som man ikke kan placere i aviser eller i pressemeddelelser.
54
54
http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/talens-magt-foelelser-ikke-fakta-saadan-overbeviser-man-vaelgerne
21
Vurdering af USA, USSR og FN’s bidrag til krisens fredelige løsning.
Grunden til, at jeg ikke inddrager Cubas rolle som aktør i min endelige vurdering af krigens
fredelige løsning, er at Cuba på ingen måde bidrog til denne løsning. For det første fordi Castro slet
ikke var blevet informeret om fredsforhandlingerne mellem Kennedy og Khrusjtjov. For det andet
fordi Castro, efter at være blevet underrettet om krisens afslutning, viste tegn på ukontrollerbar
vrede og et negativt syn på krisens fredelige udfald.
55
USA
Det skal først nævnes, at Kennedy selv nedsatte eksekutivkomitéen og derfor selv valgte dens
medlemmer. I teorien kunne Kennedy have udvalgt folk, som han vidste ville erklære sig enige med
ham, men hans solidariske lederskab og gode lederevner gjorde, at han nedsatte et udvalg, hvis
medlemmers ideologiske diversitet ville give ham det bredest mulige spektrum af idéer i forbindelse
med krisehåndteringen. USAs bidrag til krisens fredelige løsning skal også findes i Kennedys
vedholdende krav om en ultimativt fredelig slutning på krisen. Denne evige kamp for freden
krævede dog, at Kennedy måtte gå på kompromis med sin egen magtstatus: I direkte modstrid med
det som broderen og justitsministeren Robert Kennedy, og dermed USA, havde givet udtryk for
over for Anatoly Dobrynin, som var USSRs ansigt udadtil i USA – nemlig at der ikke kunne
optræde et ”Quid pro quo”
56
-scenarie – fjernede Præsident Kennedy de amerikanske missiler i
Tyrkiet
57
, som USSR havde krævet. Årsagen til det fredelige udfald skal også findes i Kennedys
evne til at holde hovedet koldt i pressede situationer og ikke tage forhastede beslutninger. Igennem
sin betænksomhed sikrede Kennedy sig, at der ikke gjordes noget forhastet, eller irrationelt under
krisen. Sikringen mod irrationelle handlinger kom også som følge af, at enhver beslutning, der på
nogen måde havde med krisen og dermed freden at gøre, blev truffet på baggrund af møder med
eksekutivkomitéen og en efterfølgende godkendelse af beslutningen ved Præsident Kennedy.
Derudover sørgede man under krisen for at gennemanalysere hver eneste udfaldsmulighed for et
strategisk træk, inden man iværksatte nogen form for ændring af krisens status quo. Kennedys i
sandhed metikuløse gennemgang af udfaldsmulighederne for enhver handling under krisen, samt
hans betænksomme men konsekvente lederskab, var USAs bidrag til krisens fredelige forløsning,
og var altafgørende i forhold til bevarelsen af freden under krisens 13 dage lange forløb.
55
Dobbs, 2009, s. 400.
56
”Noget-for-noget”.
57
Men dog med den vigtige pointe, at han kunne hemmeligholde det og derfor ikke tabte ansigt over for verden.
22
Sovjetunionen
Også Khrusjtjov bidrog i høj grad til krisens forløsning. Som USSRs overhoved var han et produkt
af USSRs hårdeste, mest indoktrinerende politiske skoler,
58
og hans forståelse for, hvad vellykket
politik i Sovjetunionen krævede,
59
har kun gjort det sværere for Khrusjtjov at gøre, hvad han gjorde
for at skabe fred – han gik nemlig på kompromis. For at skabe fred har han modsat sig alt, hvad de
politiske skoler havde lært ham, dvs. at han gik på kompromis med alt det, han havde lært om
sovjetisk storhed, og han gjorde det for at sikre fred og spare menneskeliv. Som sovjetisk leder har
Khrusjtjov været villig til at lade sit eget liv for fædrelandet, og det at gå på kompromis med sin
magtstatus må han have anset som et kolossalt personligt såvel som nationalt nederlag – idet
kompromiset har virket som en tilbagetrækning og dermed har fremstillet Khrusjtjov som
landsforræder overfor sine landsmænd. Det sovjetiske bidrag til krisens fredelige løsning har været
altafgørende, og havde Khrusjtjov ikke været villig til at gå på kompromis med sine egne værdier,
ville krisen højst sandsynligt haft et anderledes udfald og mindre ønskværdigt udfald.
FN
Krisens endegyldigt fredelige løsning kom som følge af de initiativer FNs generalsekretær U Thant
tog under krisen. Thant sendte Kennedy, Khrusjtjov og Castro et telegram hver, hvori han udtrykte
sin bekymring for det amerikansk-sovjetisk-cubanske forhold. U Thant agerede med andre ord som
”Kirsten Giftekniv”, og disse mæglende telegrammer, i særdeleshed brevet til Khrusjtjov, blev
startskuddet på løsningen til krisen. Kilderne, der er læst i forbindelse med opgaven her, har tegnet
et billede af, at Khrusjtjov i krisens mest faretruende dage gav udtryk for, at missilernes effekt på
USA havde været mere omfattende end tænkt i udgangspunktet, og at en krise af en sådan kaliber
som den der truede, ikke var meningen. Implicit har det ligget i Khrusjtjovs overvejelser, at han
ønskede at afværge krisen, og U Thant har med sit telegram ageret springbræt til lige netop dette, og
dermed været direkte årsag til krisens forløsning. Idet USA og Sovjetunionen havde vetoret, havde
møderne i FN-regi udelukkende været et forum for USA og USSRs mellemværende, hvor andre
medlemslande ikke havde indflydelse på håndteringen af krisen. Vi kan altså takke U Thants
uortodokse metode for krisens forløsning.
58
Dobbs, 2009, s. 57.
59
Ibid, s. 57 - Den sovjetiske indenrigspolitik var et beskidt spil.
23
Konklusion
Cubakrisen var resultatet af én supermagts spillen med musklerne, og en andens forhindring af
dette. Den tilsyneladende uløselige problemstilling blev udredt, da krisens aktører til alt held bestod
af den korrekte sammensætning af ledere og personligheder. Havde Stalin, men sit evige krav om
sovjetisk storhed frem for alt, repræsenteret USSR, og havde Præsident Eisenhower, med sin
forsvarsdoktrin om et massivt gengældelsesangreb på enhver trussel mod USAs nationale
sikkerhed, repræsenteret USA, så havde verden højst sandsynligt set meget anderledes ud. Hvis den
da overhovedet havde eksisteret. Kampen om bibeholdelse af magtstatus fortsatte fra den 16.
oktober og 11 dage frem, og lørdag den 27. oktober var alle den Kolde Krigs atomarsenaler
uhyggeligt tæt på at blive taget i brug ved iværksættelsen af en altødelæggende atomkrig. Heldigvis
gjorde fortræffelige lederevner og tilbageholdenhed hos de to hovedaktører, at dette aldrig skete, og
FNs generalsekretær U Thant fik med sine telegrammer til de to stridende modparter lagt grunden
for verdenshistoriens mest skæbnesvangre fredsforhandling. Verden kan også takke Khrusjtjov for
krisens forløsning: Han gik på kompromis med sin egen magtstatus, dét han fandt vigtigst af alt,
men sikrede dermed verdensfreden. Slutteligt er der Kennedy, som med sine fantastiske evner som
leder fik taget en beslutning, der var optimal for det anstrengte amerikansk-sovjetiske forhold under
de givne omstændigheder, og også fremmende for krisens forløsning. Mange tror, at emnet
”Cubakrisen” er fuldstændigt dækket og gennemanalyseret. Det troede man også i 2009, indtil
Washington Post-reporteren Michael Dobbs viede to år af sit liv til forskning af Cubakrisen, og
efterfølgende skrev en bog der viste sig at afdække en stor mængde ny information. Eksempelvis
ansigt-til-ansigt-scenariet, der viste sig at være en opblæst Hollywood-myte. Der kan sandsynligvis
afdækkes endnu flere sandheder og informationer om Cubakrisen, og da mange både amerikanske,
russiske, og cubanske arkiver til stadighed holder relevante journaler og dokumenter om Cubakrisen
tilbage for offentligheden, bliver der i fremtiden mulighed for en endnu mere dybdegående analyse
af de hændelser, som i oktober 1962 førte to supermagter til randen af atomkrig.
24
Litteraturliste
 Bender, Johan og Hans-Kurt Gade. Stormagtspolitikken København:
Munksgaard, 1994.
Bertelsen, Inger og Karl Jacobsen. Kilder til belysning af Cubakrisen 1962. København: Gyldendal,
1971
 Bryld, Carl-Johan og Harry Haue. Den nye verden, Forlaget Systime, 1995-
2000.
Chrisp, Peter. Cubakrisen. Den kolde krig. Overs. af Jesper Wad. Forlaget Flachs, 2001.
Chrisp, Peter. Kennedy og hans tid. Holte: Flachs, 2002
Dobbs, Michael. Cubakrisen. Kennedy, Khrusjtjov og Castro på randen af atomkrig.
København: Informations Forlag, 2009.
Internettet
o http://www.1960erne.dk/vecubakrise.php
o http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/USA_og_Nordamerika/USA_e
fter_1945/Svinebugtaff%C3%A6ren
o http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og
_organisationer/terrorbalance
o http://www.gwu.edu/~nsarchiv/nsa/cuba_mis_cri/docs.htm
o http://www.jfklibrary.org/JFK/JFK-in-History/Cuban-Missile-Crisis.aspx
o http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/talens-magt-foelelser-ikke-fakta-saadan-
overbeviser-man-vaelgerne
o http://www.oas.org/juridico/english/treaties/b-29.html
o http://www.october1962.com/index.html
o http://www.jcs.mil/page.aspx?id=12
Bilag 1-6
Bilag 1. – Khrusjtjovs 1. brev til Kennedy
http://library.thinkquest.org/11046/sitroom/letters.html
Bilag 2. – Khrusjtjovs 2. brev til Kennedy
http://library.thinkquest.org/11046/sitroom/letters.html