
Studieretningsprojekt om Lorentz transformationen Side 3 af 18
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Begyndelsen
Sidst i det syttende århundrede var de fleste fysikere overbeviste om at lys var en form for bølger. Disse
bølger skulle selvfølgelig have et medie at udbrede sig i hvilket man kaldte æteren. Lysets hastighed skulle
derfor måles i forhold til æteren, men da man vidste, at jorden kredser omkring solen gav dette et problem,
for så var man jo ikke stillestående i forhold til æteren. Ved at sende lys i samme retning som jorden
bevægede sig, måtte man derfor få lys hastigheden til
hvor v er jordens hastighed. Sendte man lyset
mod jordens retning, måtte lysets hastighed blive
. Efter Maxwell-ligningernes
succes i 1860 blev
æteren et meget debatteret emne, og med Michelson-Morley forsøget ville man forsøge at måle jordens
hastighed i forhold til æteren. Princippet i forsøget var at sende lysstråler mod og med jordens retning
omkring solen. Dog er jordens hastighed kun 1/10.000 af lysets, så det kunne blive vanskeligt at måle nogle
forskelle. Selv efter flere revisioner af udførelsen af eksperimentet lykkedes det ikke for dem at måle nogen
ændring i lysets hastighed. Det gav selvfølgelig anledning til nye æter teorier, men vigtigst af alt ville det
senere give Einstein argumenter for rigtigheden af hans teorier, som netop brød op med æterteorien.
I et forsøg på at forklare udfaldet af Michelson-Morley forsøget fremlagde Hendrik Lorentz i 1904
sin teori
om længdeforkortelse, der gik ud på at når et legeme bevæger sig igennem æteren med hastigheden v, vil
dets bevægelsesretning blive forkortet med faktoren
, men denne hypotese blev dog aldrig
helt godtaget, da den kunne afkræftes i andre forsøg.
Einsteins forklaring, som han fremlagde i 1905, lød på at der ikke fandtes nogen æter, og lysets hastighed er
invariant i alle inertialsystemer, eller mere præcist.
”Alle inertialsystemer er ligeværdige for udførelsen af alle fysiske eksperimenter.”
Dette medfører således, at alle fysiske love gælder i alle inertialsystemer. Derfor må eksempelvis Maxwells
ligninger ligeledes gælde, og i disse indgår konstanten c for lysets hastighed, og for at disse kan være
invariante, må c også være invariant. Deraf kunne Einstein fremsætte hans andet postulat.
”I det fri rum udbreder lyset sig med hastigheden c, i alle inertialsystemer.”
Dette var banebrydende og mod folks logik. For ifølge denne teori ville lyset have den samme hastighed lige
meget om lysstrålen blev udsendt fra et lyntog eller en stillestående person. I den klassiske mekanik, som
var blevet eftervist i et utal af forsøg, vil man addere de to hastigheder, så lysets hastighed vil blive c
adderet med hastigheden af lyskilden. Denne måde at regne hastigheder kaldes Galilei transformationen,
og er en god tilnærmelse ved lave hastigheder. Med disse nye opdagelser indførte man en ny
transformation, der ændrer måden hvorpå en iagttager vil opfatte andre inertialsystemer. Når vi nu ved at
lysets hastighed er invariant kan vi prøve at overveje de grundlæggende begreber længde, varighed og
samtidighed. For mange at de antagelser vi gør os igennem vores hverdagsoplevelser bliver ikke gældende
ved hastigheder nær lysets.
I hans berømte tog eksperiment demonstrer Einstein, hvordan forskellige iagttagere vil få forskellige
opfattelser af samtidighed. Lad os forestille os et lyntog der kører retlinet i forhold til jorden. I tordenvejr
slår et lyn ned i togets for- og bagende og sætter mærker på sporet samt toget i begge ender. En iagttager
En teori der beskriver sammenhængen mellem elektriske og magnetiske felter, ladninger og elektrisk strøm.
http://da.wikipedia.org/wiki/Lorentz-transformation