Argument 1: Studiet bygger på en falsk præmis
Flere forskere påpeger, at studiet opstiller en falsk præmis ved at sige, at det stadig er en udbredt
opfattelse, at depression skyldes en simpel kemisk ubalance i hjernen. Forskerne siger, at de
fleste læger derimod mener, at depression kan se ud på mange forskellige måder og have mange
forskellige underliggende årsager. Professor Allan Young siger eksempelvis, at de fleste læger i
dag er tilhængere af en “biopsykosocial model” – dvs., at de mener, at den enkelte depression kan
have biologiske, psykologiske og/eller sociale årsager (Science Media Centre, 2022). Jeg vil vende
tilbage til den biopsykosociale model i diskussionsafsnittet.
Flere forskere nævner i den forbindelse, at behandling med antidepressiv medicin typisk skal
kombineres med andre behandlingstyper. Dr. Michael Bloomfield understreger f.eks., at
samtaleterapi kan være en lige så vigtig behandlingsform som medicin, hvis man skal håndtere
alle årsager til en konkret depression (Science Media Centre, 2022).
Overordnet lægger disse forskere altså vægt på, at depression er mange forskellige tilstande i
hjernen med mange forskellige årsager – og at det vil være usædvanligt at støde på en læge, som
mener, at depression udelukkende skyldes en kemisk ubalance.
Argument 2: Studiet bygger på indirekte målinger af serotoninkoncentration
Nogle af forskerne mener, at det er et problem, at mange af metastudierne bag paraplystudiet ikke
direkte måler hjernens serotoninkoncentration. Mange af studierne måler i stedet forskellige
faktorer, som indirekte kan have betydning for serotonins koncentration, men som ikke
nødvendigvis har det. Professor David Nutt siger f.eks., at vi ikke nødvendigvis kan regne med, at
en lav genaktivitet giver en lav serotoninkoncentration i praksis. Han siger også, at vi kun for nylig
har fået medicinske metoder, der gør det muligt at måle serotoninfrigivelse i hjernen direkte. Det
første studie med denne metode ser ifølge Nutt ud til at vise, at mennesker med depression faktisk
har en nedsat frigivelse af serotonin (Science Media Centre, 2022).
Dette argument lægger altså vægt på, at vi ikke kan forkaste serotoninhypotesen, før vores
medicinske metoder er gode nok til at fastslå, om der faktisk er en sammenhæng mellem lav
serotoninkoncentration i hjernen og depression.
Argument 3: Antidepressiv medicin har en god effekt, som vi ikke fuldt ud forstår
Flere af forskerne understreger, at vi ikke ved, præcis hvorfor SSRI-præparater virker – men at
mange patienter ikke desto mindre får det bedre af medicinen. Forskerne siger samtidig, at
medicinen godt kan have en god effekt imod depression, selvom depression ikke nødvendigvis
direkte/udelukkende skyldes en lav serotoninkoncentration. Professor Phil Cowen siger, at
serotonin indgår i så mange forskellige sammenhænge i hjernen, at det ville være overraskende,
hvis stoffet slet ikke var relateret til depression (Science Media Centre, 2022). Professor David
Curtis har som eksempel en hypotese om, at antidepressiver virker, fordi medicinen fører til, at
nerveaktiviteten ændrer sig på et mere overordnet niveau, som vi ikke direkte kan knytte sammen
med serotoninkoncentration og derfor ikke forstår endnu (Science Media Centre, 2022). Dr. Livia
de Picker siger, at depression sandsynligvis både hænger sammen med serotoninkoncentration og