SRP om Oslo-Aftalerne og Israel-Palæstina Konflikten

[navn fjernet] SRP

Oslo-aftalerne og Israel/Palæstina-konflikten

Den gordiske knude

Abstract

This paper examines the Israeli-Palestine conflict. The study is based on which

attempt there has been made to find an agreement on both behalves since the six-

day war in 1967. Furthermore it tells of which attempts that have been successful

and which that are still maintaining the conflict. The estimation concerns the UN’s

role in the conflict today and what their future role will be regarding the

demarcation. This will include Huntington’s theory of “The Clash of Civilizations” and

the idealistic point of views. The paper will conclude that there have been many

positive attempts to solve the conflict, but that there are still some major issues,

between the negotiating parts, that remain unresolved. Also the UN’s role concerning

the demarcation is fading because they don’t have any influence on the boarder

since Israeli have captured Palestinian territory and thus have changed the boarder.

[navn fjernet] SRP

Indhold

Indledning ................................................................................................................... 3

Redegørelse for fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinensiske organisationer

siden seksdageskrigen i 1967 .................................................................................... 4

Oslo-aftalen/Principerklæringen 1993 ..................................................................... 4

Oslo-aftalen II /Taba-aftalen 1995 ........................................................................... 6

Wye River aftalen 1998 ........................................................................................... 9

Camp David forhandlingerne 2000 ....................................................................... 10

Delkonklusion ........................................................................................................ 11

Undersøg hvilke konfliktflader Oslo-aftalerne fandt løsninger på samt hvilke

brudflader der sidenhen har fasthold konflikten ........................................................ 11

Oslo-aftalens løsninger ......................................................................................... 11

Oprettelse af et palæstinensisk selvstyreråd og valg i Palæstina ...................... 12

Brudflader, der har fastholdt konflikten ................................................................. 13

Jerusalem .......................................................................................................... 13

Bosættelser ....................................................................................................... 15

Delkonklusion ........................................................................................................ 16

Vurder den rolle De Forenende Nationer spiller/vil spille ved grænsedragningen med

inddragelse af international politisk teori ................................................................... 16

Civilisationernes sammenstød .............................................................................. 18

Realisme og idealisme .......................................................................................... 20

Delkonklusion ........................................................................................................ 22

Konklusion ................................................................................................................ 23

Underskrift ................................................................................................................ 24

Litteraturliste ............................................................................................................. 25

[navn fjernet] SRP

Bosættelser. Udgivet a=3696 -26

Indledning

Det geografiske område, hvor Israel, Vestbredden og Gazastriben i dag er placeret,

har historisk set altid været plaget af megen uro. År ca. 1000 f.Kr. slog Kong David

filistrene og drev dem ud af området, og derpå oprettede han Israel og gjorde

Jerusalem til landets hovedstad. Siden da har området været underlagt mange

forskellige herredømmer. Idet jøderne i nogle perioder ikke havde kontrol over landet,

blev de gradvist fordrevet. Jøderne blev betragtet som fremmede i de nye områder

de kom til, de var altid udskældte, og de blev aldrig accepteret. Mange år efter, under

2. Verdenskrig, blev jøderne i Europa stadig forfulgt, denne gang i en ekstrem grad af

nazisterne. Derfor immigrerede mange af dem dels til USA for at slippe væk fra

forfølgelserne i Europa, og dels til landet, hvor Israel havde ligget i fortiden, og som

de stadig så som deres retmæssige land. Området var siden blevet beboet af

arabere, men der boede stadig jøder i området, og det betød, at de to folkeslag kom

til at leve og bo side om side. Ingen af de to folk var tilfredse med dette, da de ikke

kunne acceptere hinandens tilstedeværelse og mente landet tilhørte hver deres egen

befolkningsgruppe.

Briterne havde haft kontrollen over området siden 1918, da de trængte tyrkerne ud

derfra. Det betød, at landet havde været under britisk kontrol i ca. 30 år, da man

besluttede at overdrage mandatområdet til FN, der valgte at dele landet i tre stykker.

Et landstykke på størrelse med Jylland til jøderne og to adskilte mindre områder til

araberne. Det har begge grupper været utilfredse med lige siden. Det har været

forsøgt at skabe fred mellem de to parter, men der er ikke fundet nogen løsning til

dato, selvom man har været tæt på endelig at opnå fred. Spørgsmålet er, om det er

muligt at skabe fred mellem de to parter, om nogle af de problemer der hersker er

løst og om hvordan FN i fremtiden vil prøve at løse problemet med

grænsedragningen, der er blevet rykket af flere omgange ved besættelser?

[navn fjernet] SRP

Redegørelse for fredsforhandlinger mellem Israel og

palæstinensiske organisationer siden seksdageskrigen i 1967

Siden seksdageskrigen i 1967 har der været en håndfuld fredsforhandlinger mellem

Israel og palæstinensiske organisationer, hvor det fra palæstinensisk side

hovedsageligt har været med PLO

som forhandler. Nogle af forsøgene har været

tæt på at skabe fred, men der har altid været nogle punkter, hvor parterne har været

for uenige til, at de har kunnet acceptere hinandens krav, og derfor er der stadig uro.

Det internationale samfund så en mulighed i at prøve at forhandle fred på plads

mellem de to grupperinger, da Yasser Arafat anerkendte Israel allerede i år 1988

som en stat og lagde afstand til brugen af terror som middel til at tilkæmpe sig sit

eget hjemland. Dette var et vigtigt skridt, da man ikke kunne forhandle mellem de to

grupper, før de accepterede, at man skulle finde en fredelig løsning.

Oslo-aftalen/Principerklæringen 1993

Det første forsøg på at få de to parter til at anerkende hinandens eksistens og stoppe

kampene skete i 1993 og er blevet døbt Oslo-aftalen. Det er muligvis de

forhandlinger, der har været tættest på at skabe fred mellem jøderne og araberne

indtil nu. Forhandlingerne var til at starte med hemmelige og skete uden officiel

indblanding på initiativ fra den daværende norske udenrigsminister Johan Jørgen

Holst, den Norske diplomat, politiker og sociolog Terja Rød-Larsen og dennes kone

Mona Juul, som også var diplomat; hun har desuden sidenhen været norsk

ambassadør i Israel. I begyndelsen var det de uofficielle israelske forhandlere Yossi

Beilin, der er en venstreorienteret israelsk politiker, og som har siddet i det israelske

parlament Knesset, og Run Pundak, som er leder af ”Peres Center For Peace”

, der

var med til at starte Israels deltagelse i forhandlingerne. Fra palæstinensisk side var

det Hanan Ashrawi, der er en højtstående palæstinenser, som deltog sammen med

Ahmed Qurei, der i 2003 blev præsident for det palæstinensiske selvstyre. Da

forhandlingerne tog form og begyndte at nærme sig en mulig løsning, varede det ikke

Palestine Liberation Organization. Palæstinensisk organisation der kæmper for et selvstændigt

Palæstina

http://ung.israel.dk/artikler/israel/lidt-israels-historie/

Peres Center for Peace er en non-profit, ikke partisk og NGO, oprettet i 1996 af den nuværende

præsident i Israel, Shimon Perez. http://en.wikipedia.org/wiki/Peres_Center_for_Peace

[navn fjernet] SRP

længe, før det officielle Israel valgte at deltage i forhandlingerne. Det skete da

Shimon Perez

, trådte ind i forhandlingerne på Israels vegne. Fra Palæstina

var det

PLO’s leder Yasser Arafat, der gik ind i forhandlingerne, efter de var blevet officielle.

Aftalerne, der skulle indgås, skulle være indledningen på en længere fredsproces, og

hovedformålet med dette var fuldstændigt at stoppe konflikten i Mellemøsten.

I 1993 var det Det Israelske Arbejderparti, der sad på magten, og derfor var det også

dem, som var med til at forhandle, og de var indstillet på at få en holdbar løsning for

begge parters skyld. Derimod var oppositionen i Israel, Likud

, ikke meget for en

aftale, da de ikke ville gå på kompromis og give indrømmelser til palæstinenserne,

hvilket de ville betragte som et nederlag. Den aftale de kom frem til lagde en linje for,

hvordan fremtidige forhandlinger skulle forløbe, og i løbet af et halvt årti skulle

Palæstina have et selvstyre i Gaza og på Vestbredden. Efter 5 år skulle der så

omsider vedtages en færdig aftale, som er udformet i Sikkerhedsrådet i FN’s

resolutioner 242

, der blev udformet i 1967 efter Seksdageskrigen og resolution 338

der blev udformet i 1973. Disse resolutioner skulle sikre, at alle bosættere

skulle

fjernes fra de områder, de havde besat. Nogle af de konkrete punkter aftalen skulle

løse var blandt andet:

- Den endelige juridiske udformning af det palæstinensiske styre

- Jerusalems status

- De palæstinensiske flygtninge

- De israelske bosættelser

- Det regionale sikkerhedsspørgsmål

Shimon Perez er i dag præsident i Israel, ikke at forveksle med premierministeren der er regeringens

overhoved, hvorimod præsidenten kun er en kransekagefigur

Når jeg nævner Palæstina i denne opgave refererer jeg til Gazastriben og Vestbredden, der er under

et styre.

H. K. Neerskov: Israel og palæstinenserne – Evalueret religiøst, politisk og historisk.

http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Mellem%C3%B8st

en_efter_1947/Likud

FNs sikkerhedsråds resolutioner vedr. grænser og sikkerhed

http://en.wikipedia.org/wiki/United_Nations_Security_Council_Resolution_242

FNs sikkerhedsråds resolutioner vedr. grænser og sikkerhed

http://en.wikipedia.org/wiki/United_Nations_Security_Council_Resolution_338

Bosættere er de jøder som bosætter sig i grupper ulovligt på besat Palæstinensisk jord.

[navn fjernet] SRP

- Grænsedragningen

Alle disse emner var dog ikke noget man fandt løsninger på allerede ved denne

første aftale, idet man bevidst ventede med at forhandle de allersværeste emner på

plads, da man godt var klar over at, hvis man skulle forsøge at beslutte nogle ting,

som de var lodret uenige i, ville det slet ikke være muligt at forhandlet dele af aftalen

på plads. Planen var i stedet, at man skulle vente indtil to af de fem år var gået til at

forhandle de afgørende ting på plads. Ideen var, at parterne så kunne nå at vænne

sig til tanken.

Aftalen blev underskrevet den 13. september 1993 i Washington af Israel og PLO, og

på det tidspunkt så fremtiden lysere ud, end den havde gjort tidligere. Det så ud til at

man kunne opnå en aftale, som begge parter ville stille sig tilfredse med.

Oslo-aftalen II /Taba-aftalen 1995

Efter de positive tegn fra den forrige fredsforhandling begyndte man på de

opfølgende aftaler, der blandt andet skulle fastlægge, hvordan de palæstinensiske og

israelske grænser skulle ligge og hvilket fremtidigt politisk råderum, de skulle have.

Det var som bekendt meningen, at man skulle mødes for at få de sidste, men også

væsentligste detaljer på plads. Derfor turde man heller ikke håbe på, at disse

forhandlinger var lige så ”lette” som i den foregående runde, hvor kun nogle mindre

vigtige aftaler midlertidigt blev fastlagt. De punkter, der nu skulle fastlægges var

meget følsomme for begge parter. Det var nemlig nu, at man skulle gå ind i de helt

specifikke aftaler, hvis rammer man i princippet skulle have overholdt indenfor

overgangsperioden, som var en femårig periode fra 1994 og frem til 1999. En af de

ting, man blandt andet gik ind i, var, hvordan valget af en palæstinensisk leder til

selvstyrerådet skulle forløbe, og hvilke magtbeføjelser denne præsident ville få ved

sådan et valg. Desuden var der også mange mindre og knap så væsentlige emner,

der skulle tages stilling til. Hvordan skulle emner som beskatning, handel, industri,

landbrug, kultur, sundhed og postvæsen håndteres ved oprettelsen af et selvstyreråd

i Palæstina? Der var ca. 40 mindre emner af denne type, der skulle tages stilling til.

http://www.leksikon.org/art.php?n=3695

Cath Senker: Den arabiske-israelske konflikt. s. 52-55

[navn fjernet] SRP

Dog var det ikke på de punkter, de to parter var uenige, og her kunne man

forholdsvis let finde løsninger, som alle kunne acceptere. Af problemer i kategorien

man kunne kalde mellemsvære, skulle man også finde ud af, hvad man skulle gøre

ved dannelsen af en politistyrke i Palæstina; en styrke på helt op til 30.000 mand.

Dette var et lidt svært emne, da det ville give Palæstina mere autoritet. Det helt store

spørgsmål, der skulle tages stilling til, var det meget ømtålelige emne om Israels

territorielle overdragelse til palæstinenserne.

Den jord, som man forhandlede om, blev opdelt i tre forskellige områder og bestod af

Gazastriben og Vestbredden og det tredje område udgjorde den del af de

førstenævnte områder, som israelerne havde bosat og infrastruktur i, dog ikke

Jerusalem, der havde og forsat har en helt speciel status.

Det første landareal, kaldet område A, bestod af de områder som i 1994 allerede var

blevet overdraget samt de 6 største byer på Vestbredden, som er Jenin, Qalgilya,

Tulkarem, Nablus, Ramallah og Bethlehem. Hebron var ikke blandt disse byer, da

den også havde en speciel status fordi Abraham og familie ligger begravet her, dog

ikke den samme som Jerusalem, og der skulle indgås en særskilt aftale omkring

byen. Området var det mindste af de tre og fylder kun 7,1 % af Gazastriben og

Vestbreddens areal. Her fik man en aftale på plads, som sikrede det palæstinensiske

selvstyreråd at have total civil jurisdiktion. Desuden skulle selvstyret selv opretholde

den interne sikkerhed i området.

Det andet landareal, kaldet område B, var en smule større og bredte sig over 21,4 %

af Vestbredden og Gazastriben. Det bestod af de resterende palæstinensiske

landsbyer, byer og flygtningelejre. Ligesom i det første område var der her total civil

jurisdiktion. Forskellen fra forrige områder lå i, at man i dette område delte kontrollen

af den interne sikkerhed mellem de to parter i steder for fuldstændigt at overdrage

ansvaret til de palæstinensiske myndigheder.

I de to ovenstående områder befandt klart den største del af palæstinenserne sig, da

der her boede hele 90 % procent af den palæstinensiske population. Den måde,

http://www.leksikon.org/art.php?n=3695

[navn fjernet] SRP

israelerne skulle overdrage disse ansvarsområder til palæstinenserne på, var ved at

Israel skulle fjerne deres civile administration fra det overdragede territorium og

desuden trække sit militær tilbage fra områderne. Selvom Israel skulle trække sig

tilbage på disse punkter, var det fortsat dem, der skulle værne om den eksterne

sikkerhed.

Det tredje landareal, kaldet område C, består af de områder, hvor israelerne har

foretaget bosættelser, hvor israelerne har haft militærforlægninger og hvor de har

bygget infrastruktur. Dette område var klart det største og fyldte hele 71 % af det

samlede areal af Vestbredden og Gazastriben. Her ville der ikke, som i de andre

områder, blive givet lige så meget selvbestemmelse til palæstinenserne. Israel ville

nemlig stadig have dem under kontrol, både militært og civilt, og her ville de derfor

ikke behøve at trække deres civile administration eller deres militær tilbage. På trods

af dette havde Palæstina alligevel en begrænset civil jurisdiktion, dog havde de ikke

nogen indflydelse, hvis det omhandlede sager om jord. Israels forpligtelser i dette

område var, at de skulle trække deres militær væk fra udvalgte dele af området og

dette skulle ske med 6 måneders mellemrum over en periode på 18 måneder.

I oktober i 1995 startede den planmæssige tilbagetrækning fra område A. Denne

tilbagetrækning var ikke noget alle israelere var tilfredse med, da de mente, at det

var et svaghedstegn fra deres regerings side. Det var der så en jødisk ekstremist, der

valgte at gøre noget ved. Derfor dræbte han sin premierminister [navn fjernet], som

for øvrigt havde modtaget Nobels fredspris sammen med Yasser Arafat i 1994 for

deres fælles arbejde med fredforhandlingerne. Attentatet skete den 4. november

1995 med tre pistolskud fra en semi-automatisk pistol. På trods af denne tragiske

hændelse lykkedes det alligevel at opfylde målet, som var en tilbagetrækning fra

første område - område A - med undtagelse af Hebron, der som tidligere nævnt

havde speciel status. Shimon Perez indtrådte på premierministerposten, og han

besluttede, at man først skulle til at forhandle om Hebron efter valget, der skulle finde

sted i maj 1996. Stemningen var vendt en smule i Israel siden fredforhandlingerne i

Oslo og derfor endte valgte med en valgsejr til Likud, der ikke var lige så venligstemt

over for et palæstinensisk selvstyre, som arbejderpartiet i Israel havde været. Den

nye premierminister blev Benjamin Netanyahu, og han havde været modstander af

[navn fjernet] SRP

Oslo-aftalerne lige fra starten. På trods af dette valgte han alligevel at underskrive en

ny aftale om Hebron den 15. januar 1997. I denne aftale fik man forhandlet sig frem

til, at Israel skulle trække sig ud af 80 % af byen, men at de stadigvæk ville bevare

kontrollen over de sidste 20 %, hvor der boede 400 israelske bosættere og 20.000

palæstinensere.

Selvom den nye regering til at begynde med respekterede de aftaler arbejdspartiet

havde indgået, begyndte man i februar 1997 på nye bosættelser i Østjerusalem. Det

blev set som en enorm provokation og uacceptabelt både fra Palæstinas og fra det

internationale samfunds side. Det betød, at de planlagte tilbagetrækninger, der skulle

træde i kraft i fremtiden, gik i stå.

Wye River aftalen 1998

Efter at man i ca. et år ikke havde forhandlet om fred på grund af Israels nye

bosættelser, valgte den daværende amerikanske præsident Bill Clinton at prøve at

tvinge de to parter til forhandlingsbordet igen. Det var de to parters ledere, han

inviterede, nemlig den nyvalgte Netanyahu, der ikke havde været med i Oslo-

aftalerne fra starten, og lederen af PLO Yasser Arafat. Forhandlingerne foregik på

Wye Plantation i Maryland i USA, deraf navnet på aftalen. Ved forhandlingerne

nåede man frem til, at Israel skulle trække sig yderligere 13 % ud af Vestbredden. På

trods af dette stoppede tilbagetrækningen allerede efter 2 %, da premierminister

Netanyahu var blevet presset for meget af sit eget parti Likud og andre

højreorienterede og religiøse grupper, der ikke kunne acceptere en sådan aftale. Det

endelige dødsstød for aftalen kom, da det israelske parlament Knesset stemte for at

fremskynde det foranliggende parlamentsvalgs afholdelse til den 17. maj 1999 og

derved kunne man ikke længere gennemføre aftalerne. Netanyahu havde nemlig et

for stort pres fra sine egne partifæller; han ikke kunne gennemføre aftalerne og satse

på at vinde valget samtidig.

Dette valg, der som nævnt blev afhold den 17. maj, blev vundet af Det Israelske

Arbejderparti med Ehud Barak i spidsen. Dette var positivt nyt for palæstinenserne,

http://www.leksikon.org/art.php?n=3695

Michael Gallagher: Flashpoints – Israel and Palestine. S. 38-39

[navn fjernet] SRP

fordi en regering med Arbejderpartiet i spidsen ville være meget mere indstillet på at

finde en løsning. Nabolandet Egypten så samme mulighed, og derfor var det nu

deres tur til at arrangere fredsforhandlingerne. Her valgte man at give Israel en

længere tidsfrist på de aftaler, der allerede fandtes, og der blev sat en deadline til

den 20. januar 2000. Igen så det ud til, at alt kørte på skinner, men så opstod der

problemer, fordi man ikke kunne blive enige om, hvilke områder der skulle

overdrages. Den 5. december blev også disse forhandlinger ”begravet” og Israel

valgte at udbygge deres bosættelser på trods af palæstinensiske protester.

Camp David forhandlingerne 2000

I et allersidste forsøg prøvede Bill Clinton igen at indkalde parterne til

fredforhandlinger i Camp David

. Denne gang skulle forhandlingerne finde sted

mellem endnu en ny israelsk premierminister Barak, og den stadig siddende leder for

PLO Yasser Arafat. Igen mislykkedes forhandlingerne, da man ikke kunne blive enig

om et meget centralt punkt, nemlig hvordan man skulle dele Jerusalem. Efter

nedbruddet valgte Clinton, som fredforhandler meget usædvanligt at gå ud og

kritisere en af parterne, nemlig Arafat for, at det gik galt, måske for at lægge ansvaret

fra sig. Likuds leder, Ariel Sharon så en fordel i dette, da han kunne se en stemning

mod Palæstina, derfor tog han til Tempelbjerget i Jerusalem. Dette var en enorm

provokation, fordi området både er et meget vigtigt sted for jødedommen og islam, og

det er derfor et af de mest omstridte religiøse steder i hele verden. Det var denne

provokation, der startede den 2. Intifada

. Det betød, at der udbrød store kampe og

på begge sider blev flere dræbt. I oktober samme år stoppede Barak fredsprocessen.

Dette var ikke det værste for palæstinenserne, da Likud igen var kommet til

regeringsmagten og de begyndte en direkte tilbagerulning af forhandlingerne.

http://www.leksikon.org/art.php?n=3695

Den amerikanske præsidents sommerbolig.

Intifadaer er et begreb der bruges om de lange voldelige protester mod israelsk militær. Der har

været to intifadaer: Intifada 1 var fra 1987 til 1993 og Intifada 2 fra 2000 og er og er endnu ikke

afsluttet.

Cath Senker: Den arabiske-Israelske konflikt. s. 56-59 og H. K. Neerskov: Israel og

palæstinenserne – Evalueret religiøst, politisk og historisk

[navn fjernet] SRP

Delkonklusion

Siden den første Osloaftale har der været adskillelige forsøg på at løse den stadig

højspændte konflikt. Det er stadig ikke lykkedes på trods af at mange af de

forhandlinger, der har været mellem Israel og palæstinensiske organisationer, har

været tæt på at opnå fred. Man har været i stand til at løse dele af problemerne

såsom små tilbagetrækninger og overdragelse af territorium til et palæstinensisk

selvstyreråd. Der har dog altid været nogle emner, som har vist sig uløselige og

derfor er der stadig uro mellem de to naboer.

Undersøg hvilke konfliktflader Oslo-aftalerne fandt løsninger på

samt hvilke brudflader der sidenhen har fasthold konflikten

I ”Principerklæringen om foranstaltninger til provisorisk selvstyre”

var det målet, at

man skulle finde en måde, hvorpå arabere og jøder kunne leve i en fredelig

sameksistens. Som det fremgår af forrige afsnit, har der været mange forhandlinger

foruden Oslo-forhandlingerne, hvoraf mange også har været tæt på at løse

konflikten. Der har dog altid været nogle emner, hvor forhandlerne ikke har kunnet

komme overens med hinanden om. De tabubelagte emner er oftest dem, som

omhandler overdragelse af jord og i særdeleshed emner, der har en historisk og

religiøs baggrund, herunder især forbindelse til Jerusalem, idet begge parter stiller

deres ultimative krav til at Jerusalem skal tilhøre netop dem.

Oslo-aftalens løsninger

Forhandlingerne fandt løsninger på rigtig mange områder. Det var dog ikke alle disse

punkter, som var de mest betydningsfulde, men mere nogle hvor begge parter var

klar til at give sig en smule. Derimod var der også nogle, som var rigtig vigtige og jeg

vil i følgende afsnit forsøge at behandle de vigtigste emner, der blev løst.

http://www.leksikon.org/art.php?n=3758, Officielle navn for Oslo-aftalen

[navn fjernet] SRP

Oprettelse af et palæstinensisk selvstyreråd og valg i Palæstina

En af de vigtigste ting, man opnåede at gennemføre ved Oslo-aftalerne, var muligvis

oprettelsen af et palæstinensisk selvstyre. En af de ting, der var vigtige ved, at Israel

ville acceptere et selvstyre i Palæstina, var at israelerne endelig åbnede for en

anerkendelse af, at palæstinenserne også havde lov, til at have et land i området og

som de i forvejen så som deres retmæssige landområde.

Hvis man skulle have et selvstyreråd i Palæstina, var det selvfølgelig også klart, at

man derudover skulle have en regering til at styre staten. Det betød, at man også i

forhandlingerne skulle finde ud af, hvordan de demokratiske valg i Palæstina skulle

afholdes. Man aftalte, at valget skulle afholdes inden for ni måneder efter, at aftalen

var blevet forhandlet på plads. Rådet skulle vælges ved et direkte valg, og det nye

palæstinensiske politi skulle have ansvaret for ro og orden under valget.

Siden indførelsen er der kun sket en smule i den rigtige retning i Palæstina.

Befolkningen er blevet mere ekstremistisk og har opbygget et endnu større had til

deres israelske undertrykkere. Det har også afspejlet befolkningens politiske

holdninger. Før sidste valg var det oftest Hamas

, der lå øverst på

meningsmålingerne og dermed dem, der var førstebejlere til at tage

regeringsmagten. Det kunne den nuværende præsident Mahmoud Abbas for

selvstyret godt se, så derfor valgte han ikke at udskrive et nyt valg, fordi han ville

holde Hamas fra magten. Derfor har han nu siddet i spidsen for regeringen siden

januar 2005, og siden 2009 har han reelt været landets diktator, idet han ikke på ny

er demokratisk valgt. Præsidentens beslutning om at blive siddende på magten, var

ikke ilde set af det internationale samfund, da man ellers frygtede, at valget af Hamas

ville trække parterne endnu længere væk fra hinanden. Desuden bruger Hamas vold

og terror for at genvinde deres land og de bliver officielt set som en terrorgruppe

svarende til organisationer som Al-quada og Taleban.

Richard Oestermann: Krigen i Gaza – og Israels dilemma. S. 35-36

http://middleeast.about.com/od/documents/a/Declaration-Of-Principles.htm

[navn fjernet] SRP

Delvise tilbagetrækninger

Et af de punkter, man troede, man havde fundet løsningen på, var tilbagetrækningen

fra de tre forskellige områder, der var nævnt i Oslo-aftalen II. Under [navn fjernet]

var denne udvikling også ved at ske, og fremtiden begyndte at se lysere ud for

palæstinenserne, der ikke længere skulle være under besættelse af Israel. Man ville

desuden i disse områder få jurisdiktion eller i alle tilfælde delvist, hvis ikke det

omhandlede jord. Dette var noget, som man var meget glad for, da man før i tiden

skulle have afgjort sine retssager under israelske domstole. Desværre stoppede

tilbagetrækningerne før tid, og man nåede ikke at overholde alle de planer om

tilbagetrækninger, som man havde lovet.

Brudflader, der har fastholdt konflikten

Selvom der, som nævnt ovenfor, blev funder løsninger på en hel række mindre

vigtige emner, blev disse overskygget af de svære punkter, hvilket i sidste ende fik

sat en stopper for de positive resultater forhandlingerne havde givet.

Jerusalem

Hvis man skal pege på et specifikt punkt, som har været med til at ødelægge de

forhandlinger, der har været mellem de to parter, må man ultimativt pege på

parternes forhold til Jerusalem. Byen har som sagt en helt speciel og central status

hos begge de implicerede religioner, der er indblandet i stridighederne, og de

forlanger hver især, at byen skal tilhøre dem. Derfor var man hos FN i tvivl om, hvad

man skulle stille op med byen, da man skulle fordele mandatområdet mellem

parterne. Skulle man give retten til at tage byen som hovedstad til Israel eller

Palæstina. FN’s resolution af 1947 foreslog imidlertid, at man skulle dele byen i to, så

begge parter ville få en del af Jerusalem, som de kunne have som hovedstad. Det

var ingen af parterne dog parate til at acceptere i 1947, og derfor lagde man i første

omgang den tanke på hylden igen. Desuden frygtede man også, at byen ville bukke

under og gå i opløsning, hvis man for eksempel opførte en mur igennem byen,

ligesom det skete i Berlin under den kolde krig. Da man overvejede at indføre denne

løsning, havde man endnu ikke opført Berlinmuren og erfaret, hvordan den

[navn fjernet] SRP

fungerede. Her så man, at man faktisk godt kunne have en by delt i to, selvom

levestandarden dog faldt væsentligt.

Allerede i 1948 erobrede Israel Jerusalem ved den krig, der kaldes

uafhængighedskrigen

af jøderne. Når Israel mener, at Jerusalem tilhører dem, er

det på grund af den tilknytning, byen har til deres religion, jødedommen. Et af deres

argumenter bygger på, at Jerusalem bliver nævnt i det gamle testamente, som

jødedommen er bygget på. De påstår nemlig, at Jerusalems navn er skrevet ned 823

gange i Det Gamle Testamente og 161 gange i Det Nye Testamente. Desuden så

påstår jøderne, at Jerusalems navn ikke er nævnt en eneste gang i Koranen. Ud fra

dette mener jøderne altså, at religiøst set burde Israel have eneret over Jerusalem,

da Islam ikke har noget religiøst tilhørsforhold til byen.

Selv om Jerusalem bliver nævnt i Det Gamle Testamente, behøver dette

nødvendigvis ikke at give jøderne retten til byen. Der er mange andre aspekter, som

spiller ind, når rettigheder til et givent område skal gives. Man skal derfor huske at

forholde sig kritisk til udsagn som disse og ikke bare acceptere, at jøderne burde

have brugsretten til Jerusalem, fordi navnet er nævnt mange gange i deres hellige

skrifter. Man har ofte en tendens til at godtage et argument jo flere gange, det bliver

anvendt, og især hvis argumentet bliver brugt af flere forskellige personer – det

risikere at blive til en ”sandhed” man ikke stiller spørgsmålstegn ved. Man skal huske

at se på kildens afsenders oprindelse og interesser før end man tager kildens

synspunkter for gode.

Araberne mener, at Jerusalem tilhører dem, fordi byen havde været i deres kontrol i

mange år før israelerne kom og besatte store dele af byen. I modsætning til jøderne

er byen ikke den vigtigste by i deres religion, men kun den tredje vigtigste efter

Mekka og Medina, som er en del mere centrale steder i Islam.

Hele problematikken omkring byen startede allerede i 1948 ved den første krig

mellem araberne og jøderne, hvor Israel gik ind i Vestjerusalem, og siden dengang

Peter P. Rohde: Jerusalem. s. 196 - 199

Også kendt som den første krig mellem jøderne og araberne i Mellemøsten.

[navn fjernet] SRP

har de holdt byen i deres kontrol.

Under Seksdageskrigen i 1967, hvor Israels

besættelse bredte sig til hele det område, som briterne havde kontrollen over fra

1922 til 1948, kendt som mandatområdet, besatte Israel også Østjerusalem, så de nu

havde hele byen. Den 30. juli 1980 erklærede Israel, at Jerusalem nu var deres

hovedstad. Den 20. august samme år var der en afstemning i FN’s Sikkerhedsråd,

der skulle beslutte, om denne bekendtgørelse nu også skulle være gyldig, og

resultatet blev, at israelernes udmelding var ugyldig. Da man begyndte Oslo-

aftalerne, var det som bekendt meningen, at man skulle løse problemet med

Jerusalem, men Likud var fra starten af ikke klar til at forhandle om byen, da det var

et ultimativt krav, at de ville have byen som hovedstad. Dette er bestemt ikke noget,

der taler for fred. Udover at Likud lagde sig fast på dette, besluttede Israel i 1995, at

de ville udvide deres bosættelser vest for Jerusalem.

Bosættelser

Endnu et af de stridsspørgsmål, der stadig fastholder konflikten, er de bosættere,

som har bygget boliger og bosat sig ulovligt på Vestbredden, i Gaza, Østjerusalem

og Golanhøjderne. En bosættelse er, når en gruppe af jøder bygger en samling af

boliger på jord, som de ikke har lov til at bebo, nemlig besat palæstinensisk land.

Bosættelser er ikke bare noget, hver enkelt jøde gør på eget initiativ. Den israelske

stat har en decideret politisk strategi for, hvor bosættelserne skal lægges. Desuden

har mange israelere valgt at deltage i dette politiske projekt, da staten støtter dem

med økonomiske midler, og derfor ser mange israelere dette som en god mulighed

for at tjene penge. Ud over de midler jøderne kunne modtage fra staten, spekulerede

mange af dem i, i kølvandet på Oslo-aftalen, om de kunne få erstatning fra staten,

hvis man skulle flytte fra de ulovlige beboelser.

Bosættelsespolitikken er blevet så integreret i Israels politik, at man ikke uden videre

som premierminister kan sætte en stopper for disse, da man så ville få en stor del af

den israelske befolkning på nakken. Det ultimative bevis på dette var som tidligere

skrevet at en ekstremist slog premierministeren [navn fjernet] ihjel, da denne var

parat til at give indrømmelser og overdrage territorium til Palæstina. Det er altså ikke

Peter P. Rohde: Jerusalem. S. 165

[navn fjernet] SRP

kun politikerne, der skal overbevises om, at bosættelserne skal stoppes, men også

en stor del af den israelske befolkning.

Delkonklusion

Som man kan forstå, var fredsprocessen med til at opnå nogle vigtige aftaler, men

det var desværre ikke de positive ting, der skinner stærkest igennem, når man

generelt tænker på fredsforhandlingerne mellem de to stater. Hvis man kigger på de

to ting, som har været hovedårsagen til, at konflikten har været uløselig indtil nu, ser

det ud som om, der er en lang vej til, at man kan finde en endelig løsning, der vil

sikre en fredelig sameksistens mellem de to befolkningsgrupper.

Vurder den rolle De Forenende Nationer spiller/vil spille ved

grænsedragningen med inddragelse af international politisk teori

FN er en international organisation, der blev oprettet efter Anden Verdenskrig for at

opretholde verdensfreden, sikre menneskerettighederne, som de desuden også har

udformet blandt meget andet. I organisationen er der 193 medlemslande, hvoraf de 5

sejrherrer fra 2. Verdenskrig USA, Kina, Rusland, Frankrig og England er

permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og har vetoret overfor enhver beslutning

taget af Generalforsamlingen.

FN spillede den centrale rolle, da Israel blev dannet, idet det var denne organisation,

der fik ansvaret for mandatområdet overrakt af den britiske regering, der før var i

besiddelse af jorden. Med mandatområdet til rådighed valgte FN som sagt at tildele

jøderne en stor del af landet, som blev til Israel. Siden da har der været problemer i

området. Da det var FN, der er en international organisation, der dannede landet, har

man i det internationale samfund forsøgt at løse de problemer, man skabte ved

http://www.leksikon.org/art.php?n=3696

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_organisatio

ner/FN

[navn fjernet] SRP

grænsedragningen fra 1947 og som blev ført ud i liver i 1948 ved dannelsen af 2-

statsløsningen.

Den grænsedragning som FN besluttede i 1947, var i princippet gennemtænkt og

velovervejet. Man fordelte nemlig landet således, at begge parter havde mulighed for

at klare sig selv. Det betød, at begge lande fik mulighed for at kunne skaffe vand til

sig selv, dyrke landbrug og så videre.

I 1967 ved seksdageskrigen blev grænserne dog ændret, hvilket var meget

beklageligt for FN. Forholdet mellem Israel og dens nabolande var blevet mere

anspændt, end det havde været længe. Heldigvis var der fredsbevarende FN-styrker,

der kunne stoppe endnu en krig mellem araberne og Israel. De arabiske lande

omkring Israel var nemlig begyndt at være mere og mere fjendtligt indstillet overfor

det eneste jødiske land blandt alle de muslimske. Nasser, Egyptens præsident,

lavede militære aftaler med de omkringliggende muslimske lande nemlig Jordan, Irak

og Syrien. Da FN forlod området med deres fredsbevarende styrker, valgte Egypten

at blokere alle de Israelske skibe, der skulle passere deres kyst. Dette så Israel

meget hurtigt som en krigshandling imod dem. Som man siger; et angreb er det

bedste forsvar og det var netop, hvad Israel valgte at gøre. I et forebyggende angreb

den 5. juni 1967 destruerede Israels kampfly hele Egyptens luftvåben uden

modstand, da modstanderens fly ikke nåede i luften, før end de var blevet

nedkæmpet. Derefter begyndt Israel en længere bekæmpelse af Egyptens hære,

dernæst Jordans hære og til sidst Syriens hære. En af årsagerne til at Israel kunne

nedkæmpe tre staters militær, uden selv at lide store tab, var, at på trods af de

militære aftaler, var der ingen koordineret modstand fra deres side. Med Israels store

militære sejr erobrede de Vestbredden, Golanhøjderne, Gazastriben, Sinaihalvøen

og ikke mindst hele Jerusalem, der som bekendt skulle være internationalt land.

Israel drev palæstinenserne væk fra store områder og besatte dem selv. Dermed

ændrede de ved den grænsedragning, som FN havde lavet. FN var selvfølgelig ikke

tilfreds med, at man med militære styrker ændrede de grænser som FN havde tegnet

Stewart Ross: Den arabiske-israelske konflikt. s. 16

[navn fjernet] SRP

og derved satte FN’s rolle noget tilbage.

Ved vedtagelsen af grænsedragningerne i

1947 bestod FN af 57 lande og beslutningen blev vedtaget med 33 stemmer mod 13.

Hvis man dykker ned i hvem, der stemte for og imod, viser det sig, at alle de

muslimske lande stemte imod. Denne forskel i holdningen til etablering af en jødisk

stat skyldes formentlig i udstrakt grad modviljen til at afgive territorium, men kan

måske også ses som en slags forudsigelse af det komplicerede naboskab som

historien i den grad har vist sig af være nærmest umuligt. Man kunne endda godt

forestille sig, at den udmærkede intention FN havde med etablering af staten Israel,

faktisk har virket stik mod FN´s grundlag, nemlig at bevare verdensfreden idet

ubalancen i mellemøsten har gjort det til et af arnestederne for den internationale

terrorisme, der plager hele regionen og store områder af den øvrige verden.

Civilisationernes sammenstød

I det følgende afsnit vil jeg forsøge at vurderer, om Israel-Palæstina konflikten kan

ses på baggrund af den internationale politiske teori ”The Clash of Civilizations” og

prøve at se, om man kan få en bedre forståelse af konfliktens oprindelse ved at

forstå, hvad der skaber konflikter ifølge teorien. Jeg vil også prøve, at vurdere om FN

netop selv har været med til at skabe disse forhold som teorien beskriver.

I 1948 var det FN, der delte mandatområdet mellem araberne og jøderne. Altså var

der pludselig en overvejende ”vestlig” organisation, som placerede en anden kultur

midt mellem de arabiske lande. Dette var ingen af de involverede kulturer tilfredse

med, og det har altså medført en bunke problemer sidenhen. Samuel Phillips

Huntington (), der var en amerikansk politolog , gav i en artikel i Foreign

Affairs i 1993 et bud på, hvad der ville komme til at præge de fremtidige konflikter i

2000’erne. Hans tese lød på, at de kommende konfrontationer ville opstå mellem

forskellige civilisationer så som mellem den vestlige og den islamiske.

I sin artikel i Foreign Affairs skriver han således:

Michael Gallagher: ”Flashpoints – Israel and Palestine” s. 24 og H. K. Neerskov: Israel og

palæstinenserne – Evalueret religiøst, politisk og historisk. s. 63-65

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Statsl%C3%A6re_og_politisk_vid

enskabsteori/Samuel_Phillips_Huntington

[navn fjernet] SRP

”Det er min hypotese, at den fundamentale kilde til konflikt i denne nye

verden ikke vil være primært ideologisk eller primært økonomisk. De store

delingslinjer mellem menneskene og den dominerende kilde til konflikt vil

være kulturel. Nationalstaterne vil blive ved med at være de mest

magtfulde aktører i verdenspolitikken, men de vigtigste konflikter i denne

politik vil opstå mellem nationer og grupper, der tilhører forskellige

civilisationer. Civilisationernes sammenstød vil dominere den globale

politik. Brudlinjerne mellem civilisationerne vil blive fremtidens

kamplinjer”

Artiklen er skrevet samme år som de indledende Oslo-aftaler startes, nemlig i 1993.

Samuel P. Huntington har altså øjensynligt udformet en politisk teori, som passer

perfekt på den konflikt, der har været mellem Palæstina og Israel, da det mellem de

to hovedsageligt har været de fundamentale kulturelle forskelle, som har været roden

til, at de har kæmpet mod hinanden, fremfor ideologiske tankegange, og det

vurderes, at det heller ikke har været økonomiske begrundede motiver, der har

dannet denne fastlåste konflikt.

Da FN foretog et indgreb i en anden kulturs område, blev de teser opfyldt, der skulle

til at danne en konflikt ifølge Huntington. Derfor kan man sige, at selvom FN prøvede

at løse flere landes konflikter med deres ”gennemtænkte” grænsedragning kom de til

at skabe et sammenstød mellem to nye civilisationer og rykkede bare konflikterne fra

landene i Europas til Mellemøsten, måske en måde at ”dulme” den dårlige

samvittighed på, da man så ikke selv skulle overvære overgrebene.

Et eksempel herpå er at man reagerer på forskellige måder overfor Israels og Irans

atomvåbenprogrammer, hvor man henholdsvis accepterer og fordømmer deres

mulige besiddelse af atomvåben, selvom udgangspunktet burde være det samme.

Samuel P. Huntingtons teori passer altså meget godt, når man betragter konflikten

igennem hans optik. Det er, som han skriver, de kulturelle forskelle, der ser ud til at

være den største udfordring for parterne og ikke de økonomiske eller ideologiske

http://www.helikon.dk/frame.cfm/cms/id=515/sprog=1/grp=1/menu=1/

[navn fjernet] SRP

uenigheder, som skaber konflikten. Denne ”Clash of Civilization-situation” er bl.a.

skabt af FN, da de undervurderede den risiko, der kan være ved at tvinge to helt

forskellige kulturer til at leve så tæt sammen, som tilfældet er i dag i Israel og

Palæstina.

Huntington er jo som politolog optaget af det politiske, men det kan også være at der

er andre forskelle end den politiske og kulturelle, måske levestandarden kan spille en

rolle. Med skabelsen af Israel fik jøderne et flagskib, som fik støtte fra trosfæller fra

det meste af verdenen ikke mindst USA. Denne skævvridning i økonomi og

muligheder kan muligvis også have været en medvirkende årsag til gnidninger.

Realisme og idealisme

Jeg vil i dette afsnit prøve at vurdere, hvordan FN så på problemet, da staten Israel

skulle oprettes, og hvad deres forventninger var til, hvordan de nye nabolande skulle

leve sammen. Jeg vil også vurdere, hvordan FN fremover skal prøve at håndtere

grænsedragningen.

Da der opstod for mange problemer med jøder i den vestlige verden, valgte man som

sagt at flytte problemet væk fra ens eget territorium og ned til Mellemøsten. Da man

lavede grænsedragningen, var dette med forhåbninger om, at de to nye nabolandes

befolkninger, med henholdsvis muslimsk og jødisk baggrund, ville komme til at leve

fredeligt og harmonisk med hinanden. Med delingen var man først og fremmest

indstillet på, at jøderne skulle have deres egen stat, da de var blevet forfulgt og

blevet behandlet dårligt i adskillelige år i store dele af verden, og denne forfølgelse

var eskaleret under Anden Verdenskrig, hvor nazisterne dræbte ca. 6 millioner jøder

– man havde en form for kollektiv dårlig samvittighed.

Da man placerede den jødiske stat, hvor man gjorde, var det med den forhåbning at

problemet var løst, når staten var endeligt etableret. Man gik altså ind med et meget

idealistisk syn på, hvordan oprettelsen af staten ville forløbe. I FN kunne man have

haft den holdning, at man troede på det bedste i den nye stat Israel og deres nye

arabiske naboer. Idealismen bygger på, fornuften hos de enkelte stater, på

fremskriftet og på at man bygger på demokratiet som et fundament i samfundet. FN

[navn fjernet] SRP

har altså måske troet at, hvis der opstod problemer, ville der staterne imellem finde

demokratiske forhandlinger sted, så man på den måde ville kunne løse eventuelle

konflikter og undgå væbnet kamp mellem nationerne. Idealismen bygger også på, at

staterne lærer af de fejl, man nu måtte begå og derefter lærer af disse fejl til at opnå

nye fremskridt. Desuden bygger teorien også på, at afgive statslig suverænitet til

overnationale organisationer som FN og EU, da de vil arbejde for løsninger, der

kommer de fleste til gode, og derved ville det ikke kunne betale sig at bekrige

hinanden.

Hvis FN havde forventet denne udvikling, da man lavede

grænsedragningerne, er det på tide at ændre billedet af situationen og lægge

strategien for fred i Mellemøsten om.

Det billede, der i dag udspiller sig, er mere sammenligneligt med den realistiske teori

og forståelsesramme. Realismen opstod mellem de to verdenskrige som modspil til

den liberale tankegang. I modsætning til idealisme ser realismen ikke internationalt

samarbejde som en gunstig mulighed, hvis man som nationalstat vil forfølge sine

egne interesser. Realister ser ikke de internationale organisationer som aktører i

international politik, de ser derimod kun de suveræne nationalstater som gældende i

det internationale politiske samfund. Nationalstaterne tager altså ikke højde for andre

staters interesser, set gennem realistiske briller, og derfor vil der i en realistisk

verden være mange krige og konflikter, da man hver især prøver at opnå sine mål

militært, og hvis det ikke kan undgås, vil man også prøve at opnå disse mål på andre

nationers bekostning.

Det er det, som er tilfældet mellem Israel og Palæstina. Israel har ikke den store tiltro

til at overstatslige organisationer, som FN ville kunne indfri deres interesser i forhold

til at få de territorier de føler skal være i deres besiddelse. Derfor tog de sagen i egen

hånd i 1967 under Seksdageskrigen, hvor man ignorerede den grænsedragning FN

havde lavet og omdefinerede den således, at grænserne kom til at ligge mere, som

Israel ville have, de skulle fastlægges.

http://da.wikipedia.org/wiki/Idealisme_(international_politik)

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_organisat

ioner/international_politik

[navn fjernet] SRP

Hvis FN vil have grænsedragningerne ændret i fremtiden, så de kommer til at ligge,

som de gjorde i 1948, hvor de oprindelige og første grænser var, må det vurderes, at

der skal være en meget strengere kontrol med begge parter, for at de respekterer de

lovlige grænser. Dette må eventuelt sikres med FN’s fredstyrker, der kunne sættes

ind i en zone på grænsen, således at man skulle overskride FN’s grænser, før man

ville kunne besætte modstanderens territorium.

Delkonklusion

Som konflikten ser ud lige nu, har FN ikke den store indflydelse på

grænsedragningen, da Israel har valgt at ignorer de grænser, der var fastlagt af FN.

Dette er ikke optimalt, for det viser, at Israels respekt for FN er ringe. Hvis FN vil

have indflydelse på den fremtidige grænsedragning, bliver de nødt til at anskue

konflikten anderledes, end de gjorde i 1947, dengang da man naivt troede, at

konflikterne med jøderne kunne løses, hvis man bare oprettede deres egen stat. Det

var altså et meget idealistisk syn, man havde, da man troede, at staterne ville

indrette sig under FN, fordi begge staterne på den måde ville få opfyldt dele af deres

interesser. Dette skete ikke og Israel tog sagen i egen hånd og besatte de områder,

de følte sig berettiget til at have indlemmet i deres stat.

Hvis FN skal have indflydelse, skal de altså ikke bare prøve at forlange, at Israel skal

trække deres bosættere væk fra de besatte områder. De skal i stedet prøve at se på

konflikten med en anden international politisk teori. Eventuelt kunne de blive nødt til

at forholde sig til den realistiske teori, som ser ud til at være den der råder på

nuværende tidspunkt.

En ting er teori en anden er realiteter. Det kan jo undre, at man fra FN´s side ikke

lægger sanktioner på Israel, der jo er en besættelsesmagt. En forklaring kan være, at

der i USA er en meget magtfuld jødisk lobby, der tvinger USA til at støtte Israel, og at

USA derfor ville bruge sin vetoret, hvis Generalforsamlingen skulle vedtage

sanktioner vendt mod Israel, og så er man tæt på et uløseligt problem.

[navn fjernet] SRP

Konklusion

Efter de mange forsøg på at skabe fred efter Seksdageskrigen, der ændrede ved

grænsedragningen mellem Israel og Palæstina, har der været utallige forsøg på at

rette op på dette, og igen skabe fred mellem parterne, således at befolkningerne i

begge lande kunne leve i fred. Den første aftale, der var et skridt blandt mange på

vej til fred, var Oslo-aftalen den 13. september 1993. I aftalen fastlagde man, at

Israel skulle tilbagelevere de områder, som de besatte under Seksdageskrigen i

1967, til palæstinensiske hænder. Denne forhandling skulle lede mod en løsning, der

skulle være ført ud i livet allerede 5 år efter forhandlingernes start. I de opfølgende

forhandlinger den 23. september 1995 kaldet Oslo-aftalen II skulle man konkretisere

løsningerne. En af de ting, man gjorde, var at opdele de områder, som aftalerne

drejede sig om i tre områder. Derefter fastlagde man, hvordan og hvornår

overdragelsen af disse områder til Palæstina skulle finde sted. Da disse ting var

faldet på plads og aftalen underskrevet blev [navn fjernet], den daværende

premierminister, desværre slået ihjel og dette satte mere eller mindre en stopper for

aftalen. Da Likud, der var modstandere af aftalerne, kom til magten, nåede man lige

at overholde de første dele af den, før de brød endeligt sammen.

Et af de emner, der havde været årsagen til, at Likud ikke var glad for en fredsaftale,

var, at man i Israel ikke var glad for at skulle afgive nogle af de besatte områder til

Palæstina. I Jerusalem havde man under besættelsen drevet palæstinensere ud og

aftalen, som de skulle følge, var bygget på to resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd.

Resolutionerne omhandlede overdragelse af besat jord, og da Jerusalem som

bekendt var blevet besat, skulle byen altså overdrages. Desuden var man i det

internationale samfund utilfredse med, at Israel havde udråbt Jerusalem til Israels

hovedstad, da man havde besat byen. Jerusalems betydning for jøder er ikke til at

tage fejl af og byen er den helligste for en jøde. Derfor ville jøderne ikke opgive deres

by. De begrunder byens status med, at byen er nævnt adskillige gange i deres Bibel

og derfor betyder meget for deres religion. Derimod er Jerusalem ikke nævnt en

eneste gang i Koranen.

Desuden er bosætterne også med til at fastholde konflikten i sin nuværende form.

Jøder bosætter sig ulovlig på palæstinensisk jord for at udvide Israels grænser og

[navn fjernet] SRP

presse palæstinenserne tættere og tættere sammen. Det er et stort problem, da man

i Israel er bange for at trække bosættelserne tilbage i frygt for borgerkrigslignende

situationer.

Hvis man skal se bort fra disse negative aspekter, kan man sige, at et af de punkter

Oslo-aftalerne fandt løsning på, var oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre.

Dette betød, at man i Palæstina nu kunne have en officiel regering, som kunne

repræsentere landet i stedet for selvstændige grupper som PLO, Hamas og lignende.

Når man ser på FN’s rolle vedrørende grænsedragningen i dag og i fremtiden kan

man sige meget. FN har selvfølgelig påvirket hvordan grænsedragningen er i dag, da

det var denne organisation, der i sin tid oprettede staten Israel. En grund til at

grænserne ser ud, som de gør i dag og ikke som de oprindelige kunne være fordi at

FN ikke tænke konsekvenserne helt igennem. De undervurderede simpelthen at de

to forskellige civilisationer har meget svært ved at leve så tæt sammen som tilfældet

er, da man har to vidt forskellige tankegange og næsten alle aspekter af livet bliver

anskuet forskelligt fra de to parter. Da man delte landet, gjorde man det ud fra en

idealistisk baggrund, da man regnede med, at begge stater ville få opfyldt deres

ønsker, og at de ville komme til at arbejde sammen i stedet for at modarbejde

hinanden. I stedet burde man i FN også have set gennem realistiske briller og prøve

at vurdere, om de to stater ikke i stedet ville komme i konflikt med hinanden, da man

hver især kun ønskede det bedste for ens egen stat, og man var villig til at gå i krig

med hinanden for at få sine interesser opfyldt.

Hvis FN i fremtiden skal have indflydelse på grænsedragningen, kræver det, at de

begynder at se anderledes på konflikten end de gjorde i starten og man burde prøve

at oprette den gamle grænsedragning og eventuel udstationere fredsbevarende

styrker i området. Det vil kræve et stærkere FN mandat, ellers virker tilstanden i

Israel og Palæstina mest som en gordisk knude.

Underskrift

__________________________________

[navn fjernet] SRP

Litteraturliste

Bøger

Andersen, Jakob: Blodig jord: Hundredårskrigen mellem jøder og arabere. 1. udgave.

Høst & Søn, 2004.

Elon, Amos: Jerusalem: Spejlenes by. 1. udgave. Samleren, 1990.

Gallagher, Michael: Flashpoints: Israel and Palestine. 1. Udgave. Flachs, 2004

Jensen, Michael Irving og Andreas Laursen. Arafats Palæstina: Forventninger og

realiteter. Odense universitetsforlag, 2000.

Lademann: 12, INDV, JOMS. Torben W. Langer. 1. udgave. Lademann

Forlagsaktieselskab, 1984.

Mellemøsten: Lokalt, regionalt og internationalt. Redigeret af Hanne Kirstine

Adriansen og Helle Melmvig. 1. udgave. Dansk institut for internationale studier,

2005.

Møller-Rasmussen, Lars: Israel – Palæstina: konflikt uden ende? 1. udgave.

Informations Forlag, 1976.

Neerskov, Hans Kristian: Israel og palæstinenerne: Evalueret religiøst, politiks og

historisk. 1. udgave. DOXA Forlaget, 2006.

Rohde, Peter P.: Jerusalem. 1972

Ross, Stewart: Den arabisk-israelske konflikt.1. udgave. Forlaget Flachs, 2004.

Senker, Cath: Den arabisk-israelske konflikt. 1. udgave. Forlaget Flachs, 2004.

Artikler

Huntington, Samuel P.: Civilisationernes sammenstød. I: Foreign affairs, 1993, s. 22-49

Internet ressourcer

[navn fjernet] SRP

Principerklæring om foranstaltninger til provisorisk selvstyre. Udgivet af

Forhandlerne. Internetadresse: http://www.leksikon.org/art.php?n=3758 - Besøgt d.

Bosættelser. Udgivet af Leksikon.org.

Internetadresse: http://www.leksikon.org/art.php?n=3696 - Besøgt d.

Historien: Fredsprocessen indledes og kuldsejler. Udgivet af TV2.

Internetadresse: http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-3244883:historien-

fredsprocessen-indledes--og-kuldsejler.html - Besøgt d.

FN. Udgivet af Den Store Danske.

Internetadresse:http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/In

ternational_politik_og_organisationer/FN - Besøgt d.

FN\'s delingsplan for Palæstina. Udgivet af Wikipedia.

Internetadresse:http://da.wikipedia.org/wiki/FN\'s_delingsplan_for_Pal%C3%A6stina

- Besøgt d.

Hebron. Udgivet af Leksikon.org.

Internetadresse: http://www.leksikon.org/art.php?n=3703 - Besøgt d.

Civilisationernes sammenstød. Udgivet af Heliko n.

Internetadresse:http://www.helikon.dk/frame.cfm/cms/id=515/sprog=1/grp=1/menu=1

/ - Besøgt d.

Samuel P. Huntington. Udgivet af Den Store Danske.

Internetadresse:http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/St

atsl%C3%A6re_og_politisk_videnskabsteori/Samuel_Phillips_Huntington- Besøgt d.

Lidt Israels-historie. Udgivet af Israelsmissionens unge.

Internetadresse: http://ung.israel.dk/artikler/israel/lidt-israels-historie/ - Besøgt d.

[navn fjernet] SRP

Peres Center for Peace. Udgivet af Wikipedia.

Internetadresse: http://en.wikipedia.org/wiki/Peres_Center_for_Peace- Besøgt d.

8.12.2011

Likud. Udgivet af Den Store Danske.

Internetadresse:http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem

%C3%B8sten/Mellem%C3%B8sten_efter_1947/Likud- Besøgt d.

United Nations Security Council Resolution 242. Udgivet af Wikipedia.

Internetadresse:http://en.wikipedia.org/wiki/United_Nations_Security_Council_Resolu

tion_242 - Besøgt d.

United Nations Security Council Resolution 338. Udgivet af Wikipedia.

Internetadresse:http://en.wikipedia.org/wiki/United_Nations_Security_Council_Resolu

tion_338 - Besøgt d.

Osloaftalen. Udgivet af Leksikon.org.

Internetadresse: http://www.leksikon.org/art.php?n=3695 - Besøgt d.

Declaration of Principles On Interim Self-Government Arrangements. Udgivet af

Forfattet af [navn fjernet] og [navn fjernet].

Internetadresse: http://middleeast.about.com/od/documents/a/Declaration-Of-

Principles.htm - Besøgt d.

International politik. Udgivet af Den Store Danske.

Internetadresse:http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/In

ternational_politik_og_organisationer/international_politik- Besøgt d.

[navn fjernet] SRP

Idealisne (international politik). Udgivet af Wikipedia.

Internetadresse:http://da.wikipedia.org/wiki/Idealisme_(international_politik) - Besøgt