Side 1 af 20
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse ........................................................................................................................................... 1
Indledning .......................................................................................................................................................... 1
Redegørelse for konflikten mellem Israel og palæstinenserne ......................................................................... 2
Zionismen .................................................................................................................................................. 2
Den første arabiske modstand .................................................................................................................. 3
Årene før Israels oprettelse ....................................................................................................................... 4
Uafhængighedskrigen ................................................................................................................................ 6
Flygtningeproblemet ................................................................................................................................. 7
PLO ............................................................................................................................................................. 8
Sammenligningen af den israelske Uafhængighedserklæring og det palæstinensiske Nationalcharter .......... 9
Kildekritisk analyse af den israelske uafhængighedserklæring fra 1948 ................................................... 9
Kildekritiskanalyse af det palæstinensiske Nationalcharter .................................................................... 11
Sammenligning af de to folks politiske målsætninger i den israelske uafhængighedserklæring og det
palæstinensiske Nationalcharter ............................................................................................................. 12
Nyere tids konflikter mellem Israel og Palæstinenserne ................................................................................ 13
Intifadaen ................................................................................................................................................ 13
Ødelagte muligheder for en fredsløsning ................................................................................................ 15
Palæstinensisk borgerkrig........................................................................................................................ 15
Hvilke muligheder er der for en fremtidig fredsløsning? ........................................................................ 16
Konklusion ............................................................................................................................................... 18
Litteraturliste ................................................................................................................................................... 20
Bilag ................................................................................................................................................................. 20
Bilag 1 ...................................................................................................................................................... 20
Indledning
Hvad er det egentlig, der ligger til baggrund for Palæstinaproblemet? Et jødisk mindretal fik i 1948 tildelt en
selvstændig stat bestående af mere end halvdelen af den palæstinensiske jord i Palæstina. Jøderne var
drevet af en længsel efter at få deres eget hjemland i fred for forfølgelser og uretfærdig behandling. Netop
det kom de selv til at praktisere mod palæstinenserne og gør det stadig den dag i dag. De har hver især
udtrykt nogle intentioner. Nogle var måske mest dannet for at retfærdiggøre en sag og blev langt fra
efterlevet til fulde. Andre blev ændret og tilpasset tiden i håb om en fredsløsning. En fredsløsning blev dog
hurtigt umuliggjort af yderliggående grupper og enkelt personer, der formåede at skabe stor ravage.
Konfliktens religiøse dimension har enorm betydning på flere områder af konflikten. Kan man finde en
fælles løsning, eller vil konflikten forsætte mange år endnu?
Side 2 af 20
Redegørelse for konflikten mellem Israel og palæstinenserne
Zionismen
Begrebet zionisme kommer af ordet ”zion”, der er den hebraiske betegnelse for tempelbjerget i
Jerusalem. Tempelbjerget var symbol for Jerusalem som helhed og jødernes tilknytning dertil. I
alle udlændighedens år siden jødernes fordrivelse fra Palæstina i 135 e.kr. har mange religiøse
jøder altid haft håb om igen, at kunne blive forenet i Israel. Dette udtrykkes klart i slutningen af
den daglige bøn, der lyder: ”næste år i Jerusalem”. For mange har det blot været et fromt ønske,
og man har ment, at det var mere eller mindre urealistisk, andre har fundet sig i til rette og
indordnet sig i nye samfund, men zionisterne skulle siden gøre op med den gamle profeti om
jødernes tilbagevenden til Israel. Det er umiskendeligt, at jødedommen altid har haft en
fundamental tilknytning til Israel, hvilket illustreres i adskillige tekster fra Det Gamle Testamente.
Den messianske forestilling om Gudsrigets komme knyttes til jødernes tilbagevenden til Israel. En
sådan tilknytning mellem religion og nation er noget helt unikt for jødedommen. Derfor blev det
siden hen vigtigt for de mere religiøse grupper af jøder, at det netop blev i Palæstina, at den nye
jødiske stat skulle oprettes. Denne religiøst betingede zionisme er senere blev drivkræften for det,
der betegnes som den politiske zionisme.
1
Den politiske zionisme opstod først meget længe efter den jødiske fordrivelse fra Palæstina. Den
fødtes af uretfærdige forhold for jøderne i Europa bl.a. forfølgelser, undertrykkelse og racisme.
Særligt de store pogromer
2
i 1800-tallet havde stor indflydelse. Jøderne måtte sande, at de gang
på gang ikke fik de rettigheder, de blev lovet. De var genstand for forfølgelse, racisme og
undertrykkelse. Derfor indså man, at det kun kunne blive gjort op med disse problemer ved, at
man fik sit eget land.
Zionismen hovedmål var derfor at skabe en ny national stat – et hjem for jøderne. Denne skulle
ligge i Palæstina. Den nye stats navn skulle være Israel. Israels eksistens som stat hviler således på
de zionistiske ideer. Det er disse, der ligger til grund for mange argumenter for at retfærdiggøre
jødernes tilstedeværelse i Israel. Den politiske zionisme har siden opstarten fungeret som aktør til,
at sammensætte et handlingsprogram for hvordan jøderne kunne opnå deres forhåbninger om en
uafhængig national stat i Palæstina.
1
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 26
2
Pogromer: Betegnelsen for de voldsomme og blodige jødeforfølgelser som forekom i Rusland før revolutionen 1917
Side 3 af 20
Theodor Herzl, var østrigsk jøde, journalist og skuespilsforfatter. Han blev kendt som den politiske
zionismes fader. Selv var Herzl og hans familie godt integreret i det vesteuropæiske samfund, og
deres religiøse overbevisning var ikke noget problem. På et besøg i Paris oplevede han imidlertid
hvordan, den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus blev uretfærdigt dømt. Det åbnede hans øjne
for, hvordan jøderne i virkeligheden blev behandlet rundt om i Europa. I raseri skrev han bogen
Der Judenstaat” og skabte hermed grundlaget for den politiske zionisme.
3
Han ledede den første
zionistkongres i 1897, hvor man sammensatte hans ideer til et handlingsprogram og diskuterede,
hvor den nye jødiske stat skulle oprettes.
Indtil Herzel slog et slag for jødernes rettigheder som et samlet folk og organiserede den
zionistiske kongres, var det ikke lykkedes at forene de mange forskellige jødiske reaktioner. Herzel
formåede at kombinere den religiøse zionismes indhold med reaktionerne på antisemitisme og
racediskrimination, hvor af den nationalisme og kolonialisme, der skulle komme til at kendetegne
zionismen, opstod.
For Herzl og mange af de vesteuropæiske jøder havde det ikke været så vigtigt præcis, hvilket land
man skulle bosætte sig i. Præget af europæisk kolonialisme havde han selv foreslået Afrika, men
for de fattige østeuropæiske jøder betød det religiøse tilhørsforhold alt, så alle andre forslag end
Palæstina blev nedstemt.
Herzl var idealist og så muligheder, men var måske mere blind for, at der allerede boede et arabisk
folk i Palæstina, hvilket senere skulle vise sig at give enorme problemer.
4
Den første arabiske modstand
Efter den første indvandringsbølge fandtes der ingen samlet arabisk opposition mod zionismen.
Faktisk så man muligheder for samarbejde mod det tyrkiske overherredømme. Nye
jødeforfølgelser i Rusland og massiv jødisk indvandring til Palæstina skulle dog hurtigt ændre på
dette billede. De første indvandringer var individuelt baseret, men efter 1905 hjalp den zionistiske
verdensorganisationen WZO forfulgte jøder med en organiseret indvandring. Dette skabte en
eftertænksomhed blandt palæstinenserne, som hurtigt udviklede sig til en klar arabisk anti-
zionisme. Dette kom til at præge hele samfundet. Politikerne gik til valg med anti-zionismen som
hovedsag, og aviserne gjorde i artikler opmærksom på faren ved den jødiske indvandring. Det blev
3
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 29
4
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 30-31
Side 4 af 20
ildeset at arbejde og handle med jøderne og herfra udvikledes fjendeforholdet til, hvad vi kender
det i dag.
5
Årene før Israels oprettelse
Da de første jødiske indvandrere ankom til Palæstina optil det 20. århundredes begyndelse, var
det uden forbavselse ikke et tomt land, man kom til. Palæstina var i forvejen beboet af knap en
halv million arabere. Efter første verdenskrig var det dog England, der kontrollerede Palæstina
som mandat-koloni,
6
og det skulle netop blive stormagten England, der sikrede det zionistiske
projekt.
Zionisterne udnyttede i begyndelsen af 1920’erne den britiske mandatmagts militære beskyttelse
til at opbygge et selvstændigt, halvstatsligt jødisk samfund med egen befolkning, jord, industri,
nationaløkonomi, byer, militær og statslige magtorganer ved siden af den britiske
mandatadministration. Man var tilmed støttet af vestlige ressourcer, og Balfour-deklarationen var
den skriftlige forsikring på en uafhængig jødisk stat i fremtiden.
I samme periode foregik der med Englands hjælp en organiseret indvandring af jøder fra
hovedsagelig Østeuropa og Rusland til Palæstina. Ved det britiske mandats begyndelse i 1922 var
der indvandret 88.000 jøder fra Europa og Rusland. I tiden fra 1882 til 1947 indvandrede en halv
million europæiske jøder i syv bølger, og omkring syv procent af Palæstinas jord var op til Israels
oprettelse på zionisternes hænder.
Den zionistiske bevægelse skød frem med stort engagement og gå på mod. Man havde levet i
forfølgelse og racediskrimination, og nu havde man chancen for, at få bygget sit eget uafhængige
hjemland op.
På den anden side stod palæstinenserne i ruinerne fra det osmanniske overherredømme. De
levede med en tilbagestående, halvfeudal samfundsstruktur og manglen på fælles ledelse betød,
at de ikke formåede at stille noget op politisk, selv om briterne på et tidligt tidspunkt tilbød dem
medindflydelse på mandatets indretning sammen med det jødiske samfund.
Palæstinenserne havde på samme tid ikke viljen til at acceptere jødernes fremtrædende rolle og
var derfor tilbageholde for at indgå forhandlinger.
Det kom derfor til, at Palæstinenserne greb til kamp. De ønskede briterne ud og et stop for jødisk
indvandring og dannelsen af en jødisk stat. Midlet for at nå målet var generalstrejke og væbnet
5
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 32-33
6
Mandat-kolonier: Områder der gradvist skulle overgå til selvstændighed.
Side 5 af 20
kamp. Tiden fra var en voldelig tid, og nogle eksperter mener, at det var i den periode,
palæstinenserne tabte Palæstina. Oprøret var ikke rettet i mod jøderne med mod englænderne.
Det var nemlig englænderne, der havde mandatmagten, og som havde lovet jøderne et hjemland i
Palæstina. Planen var at tvinge England til at annullere dette.
Englænderne havde allerede brudt et løfte til palæstinenserne om uafhængighed efter krigen til
gengæld for, at de støttede England mod osmannerne, som var allieret med Tyskland.
Generalstrejken varede i 175 dage, indtil palæstinenserne indså, at den ikke havde nogen effekt,
men kun ødelagde den palæstinensiske økonomi. Den væbnede kamp varede i tre år, men
udviklede sig efterhånden til et internt opgør mellem bønder og jordejere og de store familier og
klaner blandt palæstinenserne. Lidt efter lidt ødelagdes den palæstinensiske samfundsstruktur.
Englænderne slog hårdt ned mod oprøret, og da det var slut, var palæstinenserne knust. De
ledere, de havde haft, var dræbt i kampen, fængslet eller flygtet. Og de menige palæstinensere var
gået i internt eksil.
I mellem tiden havde det jødiske samfund benyttet tiden og situationen til at lægge fundamentet
for oprettelsen af den jødiske stat. I perioden under det palæstinensiske oprør havde man sikret
sin egen position i Palæstina og forstærket samfundet økonomisk, militært og institutionelt.
England valgte i slutningen af 1930’erne, efter en lang periode med stigende sammenstød mellem
jøderne og palæstinenserne, at lukke for jødisk indvandring. Dette var muligvis også et forsøg på
at få araberne over på de allieredes side i krigen mod Tyskland.
7
Det jødiske indvandrings stop kom
tilfældigvis samtidig med, at de europæiske jøder var jaget vildt i Hitlers fremmarch. Inden Anden
Verdenskrig havde zionismen ikke haft nogen udbredt opbakning fra de jødiske mindretal i Europa,
Mellemøsten og andre steder i verden. Jøderne havde været i udlændighed, siden de i 135 e. kr.
blev forbudt at bo i Palæstina af den romerske Kejser Hadrian. Dermed var de fleste efterhånden
integrerede og nogle tilmed helt assimilerede
8
i de samfund, de boede i. Det skulle dog ændre sig
radikalt med Anden Verdenskrig, årsagen var Holocaust.
9
Jøderne bidrog bl.a. til krigen mod Hitler med en division på 25.000 mand under eget Flag, som
kæmpede under den engelske hær. Samtidig gjorde den zionistiske bevægelse alt hvad, der stod i
dens magt for at få England til åbne for Holocaust-overlevende flygtninge til Palæstina. England
7
http://palaestina-info.dk/side/3/m/9/s/
8
Assimileret: At være fuldstændig optaget i et nyt samfund.
9
Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: ”Verden i nyeste tid” s. 59
Side 6 af 20
satte sig imod, og alt imens man kæmpede side om side mod Tyskland i Europa, opstod der jødiske
terrororganisationer, der bekæmpede englænderne i mandatområdet. Holocaust resulterede i
over 6 millioner omkomne jøder og var hermed den altafgørende faktor for en ny jødisk
mentalitet, hvor den enkelte jøde indså nødvendigheden af en selvstændig jødisk stat.
10
Israels oprettelse
Israel blev til den 15. Maj 1948, efter at FN havde foreslået en delingsplan for Palæstina i oktober
1947. Den zionistiske bevægelse, der i 50 år havde arbejdet for en jødisk stat, accepterede, imens
palæstinenserne protesterede voldsomt. Efter at FN fremlagde delingsplan, udbrød der hårde
kampe mellem palæstinenserne og jøderne. Palæstinensernes var muligvis forenet mod jøderne,
men indbyrdes var det et splittet folk uden stærk ledelse. Englænderne havde efter oprøret
forhindret dem i på nogen måde, at kunne skabe en sådan velfungerende ledelse. De havde knust
deres militær, og oprøret havde drænet dem for ressourcer. Palæstinenserne var derfor ikke den
største trussel mod de efterhånden veletablerede zionister.
11
En stor trussel var derimod de arabiske nabolande, der efter englændernes tilbagetrækning kunne
blande sig i konflikten. De ville nu visse deres støtte til Palæstina-araberne. FNs delingsplan
favoriserede kraftigt jøderne, der som mindretallet i landet fik langt den største del området.
Zionisterne havde i den foregående tid købt jordlodder ud fra strategiske overvejelser således, at
det dækkede Palæstina på en sådan måde, at det i 1947 afgjorde FNs delingsplans udformning til
zionisternes fordel.
12
Jøderne havde muligvis nok haft forhåbninger om mere land ikke mindst pga.
den fortsatte jødiske indvandring, men FNs delingsplan kunne godt foreløbigt accepteres.
De arabiske lande derimod ville under ingen omstændigheder være med til noget, der bare
tilnærmelsesvis kunne forhandles på plads. Derfor forholdt de sig afvisende og valgte ikke at
anerkende Israel som stat. Krig var dermed et uundgåeligt faktum, og det betød at Israel fra første
dag mødte krigserklæringer fra naboerne Ægypten, Syrien, Transjordanien, Libanon og Irak.
13
Uafhængighedskrigen
Den nye stat Israel så ganske vist ikke så skræmmende ud fra begyndelsen, og landets
10
Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: ”Verden i nyeste tid” s. 60
11
http://palaestina-info.dk/side/3/m/9/s/
12
http://palaestina-info.dk/side/3/m/9/s/
13
Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: ”Verden i nyeste tid” s. 59
Side 7 af 20
premierminister David Ben-Gurion mente, at Israels chance for at overleve krigen mod de arabiske
stater var 50-50. Den koordinering, der fandt sted, af de ellers overlegne arabiske hære var dog
langt fra optimal. De kæmpede uden fælles ledelse, og egeninteresser kom i flere tilfælde til at stå
i første række. Samtidig strømmede jøderne talstærkt ind i Israel. Efter en svær start præget af
mangel på våben, formåede man at opbygge stærk hær. Den hidtil hemmelige zionistiske hær,
Hagana, indtog pladsen som landets regulære hær, IDP: Israel Defence Force.
14
Israel formåede at stå i mod krigens første fase. Herefter anmodede man FN om indgriben for at få
et pusterum. På trods af arabisk modvilje blev det til en 4 uger lang våbenhvile. I denne periode
forsynede Israel sig med våben og fly og hæren nærmest fordobledes til 60.000 mand. Det skete
vha. nye immigranter og frivillige, der alle ville kæmpe for Israel. Derudover blev de to
ekstremistiske terrororganisationer Irgun og Sternbanden underlagt hæren.
15
Hermed var Israel langt bedre rustet til at klare sig igennem resten af uafhængighedskrigen. De
rykkede kraftigt frem, og da krigen sluttede i foråret 1949, havde Israel opnåede 3 væsentlige
fordele:
1. Et større land. En udvidelse fra de 56 % af Palæstina, som delingsplanen havde tildelt dem,
til 76 %.
2. Et mere sammenhængende land med enklere grænser, der var nemmere at forsvare.
3. En etnisk mere ensartet stat, som kun rummede et arabisk mindretal på 150.000.
16
Flygtningeproblemet
Israelerne havde med uafhængighedskrigen bevidst, at de kunne overleve i en fjendtlig arabisk
verden, og de stod nu stærkere end nogensinde før. Værre følger havde krigen for
palæstinenserne, der fuldstændighed havde mistet den jord, delingsplanen havde tildelt dem.
Israel havde som nævnt udvidet sine grænser med 20 %, i mens de arabiske ”venner” havde taget
sig af resten. Vestbredden var således blevet indlemmet i Transjordan, der hermed skiftede navn
til Jordan, og Gazaområdet kom under egyptisk kontrol.
De i alt 1,2 millioner arabere, der i 1948 boede i palæstina, blev splittet i 3 grupper. 750.000 måtte
forlade hus og hjem pga. af krig og terror og slå sig ned i flygtninge lejre på den anden side af
14
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 52
15
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 53
16
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 54
Side 8 af 20
Israels grænser. 300.000 kunne blive boende i deres hjem på Vestbredden nu i stedet som
jordanske statsborgere. 150.000 valgte at blive boende som det arabiske mindretal i Israel.
De kummerlige kår, de palæstinensiske flygtninge levede under, og den åbenlyse uretfærdighed i
hvordan de blev frarøvet hus og hjem for at leve at liv uden fremtidsmuligheder, har lige siden
været genstand for, at spændingen i konflikten er blevet holdt ved lige.
FN forlangte, at alle flygtninge skulle have lov til at vende tilbage. Dette var ikke ønskværdigt for
israelerne, der kun kunne forvente problemer med at få en masse fjendtligt sindede arabere til
landet. Israelerne afslog at forhandle med araberne, for som Ben-Gurion sagde:” Vi kan ikke
forhandle med nogen, der ikke anerkender, at vi er til.”
17
Han argumenterede samtidig for, at
løsningen lå i at palæstinenserne bosatte sig i de arabiske lande, hvor der var plads nok.
Det afgørende spørgsmål blev af juridiske årsager, hvorvidt flygtningestrømmen var en konsekvens
af jødisk terror, eller om det var araberne selv, der opfordrede palæstinenserne til at flytte
foreløbigt, for ikke at være i vejen imens hæren ryddede jøderne af vejen. Det er siden blev
diskuteret indædt.
PLO
Fra 1949 og næsten 20 år frem er det lige før, at man kan sige, at palæstinenserne levede uden for
historien. De var splittet som gruppe, og det var bestemt ikke dem, verdens opmærksomhed var
rettet i mod i en tid med oprydningen efter 2. Verdenskrig og efterfølgende Den Kolde Krig. Det
palæstinensiske problem overgik til at være en konflikt mellem Israel og de andre arabiske stater.
Palæstinenserne stod som mere eller mindre passive tilskuere og blev højest involveret engang
imellem som redskab i de arabiske staters politik. Det bedste eksempel er, hvordan Egypten fra
midten af 1950-erne organiserede palæstinensiske partisangrupper, de såkaldte fedayeen'er, til at
foretage aktioner fra Gaza-striben mod mål i Israel. Først efter 1967-krigen skulle palæstinenserne
igen træde frem med deres egen ledelse og politik. Først her blev de igen medspiller i den israelsk-
palæstinensiske konflikt. Palæstinenserne fandt, muligvis for første gang i historien, deres
identitet som folk. Krigen havde været en fiasko for den arabiske verden, og palæstinenserne
indså, at de måtte tage sagen i egen hånd. Fra kun at have eksisteret som "arabiske flygtninge"
rejste de sig med egen politisk og militær ledelse.
17
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 56
Side 9 af 20
Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, blev oprettet i 1964 af arabstaterne. PLO er en
paraplyorganisation, som er sammensat af masse mindre organisationer, der alle kæmper imod
israelsk besættelse. Gennem PLO kunne de arabiske lande således organisere og udnytte
palæstinenserne i deres egen kamp mod Israel. Men fra 1967 overtog palæstinenserne selv
organisationen med Fatah-manden Yassir Arafat som leder og indledte hermed en væbnet og
politisk kamp mod Israel. Kampen blev ført fra flygtningelejrene og Israels arabiske nabolande. PLO
har måttet skifte magtbase adskillige gange pga. af uddrivelse enten forsaget af Israel eller af den
enkelte araber stat, sådan som det var tilfældet, da den jordanske regering begyndte at føle sig
truet af den efterhånden stærke palæstinensiske organisation. PLO blev i 1974 af de arabiske
lande anerkendt som eneste lovlige repræsentant for palæstinenserne. Samme år opnåede PLO
international anerkendelse med Yassir Arafats optræden på FNs generalforsamling.
18
Sammenligningen af den israelske Uafhængighedserklæring og det
palæstinensiske Nationalcharter
For at få klarhed over de enkelte tekster følger først en objektiv kildekritisk analyse af hver af
teksterne. Herefter sammenlignes de 2 tekster, og der inddrages begivenhedsmæssige paralleller.
Kildekritisk analyse af den israelske uafhængighedserklæring fra 1948
Den israelske Uafhængighedserklæring er udarbejdet af det israelske nationalråd, der
repræsenterer den jødiske befolkning i Palæstina og verdens zionist-bevægelsen. Erklæringen er
følgelig en 1. håndskilde, der beskriver de aktuelle forhold. Den blev fremlagt af den kommende
premierminister David Ben-Gurion den 14. Maj 1948, på dagen hvor det engelske Palæstina
mandat udløb.
Kildens hovedformål er at retfærdiggøre jødernes tilstedeværelse i og ret til Israel. Dette via vidt
forskellige argumenter lige fra de historisk religiøse tilhørsforhold til de teknologiske
udviklingsmæssige input, Israel kan bidrage med i Mellemøsten.
Det vigtigste og i tidens løb mest brugte argument er uden tvivl jødernes historiske tilknytning til
Palæstina/Israel. I kilden betegnes området som det jødiske folks fødested, hvor alt det, der
betegner jøderne som folk, blev dannet. Her skabte de en kultur, der fik universel betydning ikke
mindst med tilblivelsen af biblen. Der lægges vægt på, at jøderne på trods af deres forvisning altid
har stræbet efter at komme tilbage og igen oprette en jødisk stat.
18
http://palaestina-info.dk/side/3/m1/9/s/
Side 10 af 20
Herefter følger påstande om, hvad de første jødiske indvandrere har opnået og tilført landet. Man
havde på den ene side genoplivet den jødiske kultur og det jødiske sprog. På den anden side havde
man opdyrket en ufrugtbar ørken og bragt fremskridtets velsignelser til landet til gavn for alle,
både jøder og palæstinensere. Intentionerne var fred, men samtidig nævnes det dog, at man var i
stand til at forsvare sig.
Der fremhæves yderligere, at det ønske, de siden den første zionistkongres i 1897 har haft om at
oprette en jødisk stat, er internationalt anerkendt. Balfour-erklæringen fra 1917 er deres skriftlige
bevis. Jøderne har på trods af modgang og fare altid stået ved deres herkomst og kæmpet for
deres frihed. I 2. Verdenskrig bidrog jøderne fx med deres egen division. Herved gjorde man sig
fortjent til at optagelse i FN.
Endnu et vigtigt argument er, at nationalrådet mener, at en uafhængig jødisk stat simpelthen er en
nødvendighed for folkets sikkerhed. Dette pga. af den behandling jøderne har fået i Europa.
Særligt henvises der her til de russiske pogromer og holocaust.
Ifølge kilden skal Israel bygge på frihed, fred og retfærdighed. Der må ikke gøres nogen forskel på
landets borgere hverken på baggrund af race, religion eller køn. Man vil sikre religionslighed og de
forskellige religioners hellige steder.
I uafhængighedserklæring appellerer nationalrådet til FN om hjælp til etableringen af staten. Israel
appelleres for fred og indbyder til samarbejde med araberne i og udenfor Israel.
Til sidst men langt fra mindst opfordres af jøder i verden til at støtte op om den nye jødiske stat.
Ligesom der tidligere gøres klart, at Israel vil stå åben for alle verdens jøder.
Som nævnt er det centralt for Uafhængighedserklæringen at argumentere for retten til Israel. Den
Israelske uafhængighedserklæring er selvfølgeligt henvendt til jøderne, men netop denne del er
muligvis lige så meget henvendt til resten af verden og særligt Vesten med formålet at sikre forsat
til den nye israelske stat.
Et helt andet formål har været at få fat i jøder rundt omkring i verden. Man havde brugt for størst
mulig opbakning, og nogle grupper skulle overbevises om at slutte sig til projektet. Det var vigtig
hurtigst muligt at skabe en fælles national forståelse og et jødisk sammenhold.
19
19
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 149-151
Side 11 af 20
Kildekritiskanalyse af det palæstinensiske Nationalcharter
Det palæstinensiske Nationalcharter blev vedtaget af den palæstinensiske Befrielsesorganisations
nationalråd. Nationalrådet blev afholdt i Cairo fra den 1. til den 17. juli 1968, i forbindelse med at
palæstinenserne selv overtog styringen af PLO. Dermed er kilden også en 1. håndskilde, der er
samtidig med de begivenheder, den beskriver.
I 1. paragraf af Nationalcharteret slår man fast, at Palæstina er det palæstinensiske folks hjemland,
og hermed afvises muligheden for, at palæstinenserne eventuelt kunne optages i de andre araber
stater. Man holder fast i, at de grænser Palæstina havde under det britisk mandat udgør en
udelelig nationalenhed. Dette sammenholdt med, at man erklærer Balfour-deklarationen og alt
baseret derpå for ugyldigt, betyder at man på ingen måde vil dele Palæstina med jøderne. Ingen
forslag om kompensation eller lignende vil forhandles.
Palæstinenserne er nemlig de legale borgere i Palæstina, hvorimod de jøder, der indvandrede til
Israel efter oprettelsen, af kilden opfattes, som borgere i det land de kom fra.
Nationalcharteret erklærer yderligere, at palæstinensere er alle de arabiske statsborgere, der
boede i Palæstina til 1947. Derudover er alle med palæstinensisk fader også palæstinenser med
præcis samme rettigheder.
Det palæstinensiske Nationalcharter skriver, at det er en national pligt at opdrage børnene til at
være fortrolige med det palæstinensiske land. Enhver skal være rede til at ofre alt i den væbnede
kamp for at befri og genvinde landet.
Kilden taler til den arabiske enhed, den arabiske nation. Palæstinas befrielse og den arabiske
nations beståen hænger sammen, derfor er det 2 komplementære mål, der bør sættes alt ind på
at nå.
Synderen er den imperialistiske zionisme. En organisation kilden beskriver som racistisk, fanatisk,
kolonialistisk. Israel opfattes som en geografisk base i Mellemøsten for verdensimperialismen. Det
udtrykkes klart, at Israel ses som en trussel på den arabiske verdens eksistens. En trussel for
freden i Mellemøsten og i resten af verden. På den baggrund appellerer PLO til, at alle progressive
og fredelige kræfter vil støtte palæstinenserne i deres sag.
Kildens formål er at gøre klart for palæstinenserne, at de har ret til Palæstina. De skal holde fast i
deres tilhørsforhold, børnene skal opdrages som palæstinensere, og de skal kæmpe for at befri
landet og komme hjem.
Side 12 af 20
På den anden side gør man meget ud af at søge støtte hos de andre arabiske lande. Ligesom man
ønsker sympati fra resten af verden for deres kamp mod besættelsesmagten.
Sammenligning af de to folks politiske målsætninger i den israelske
uafhængighedserklæring og det palæstinensiske Nationalcharter
En af de vigtigste politiske målsætninger med den israelske Uafhængighedserklæring er at
retfærdiggøre overfor resten af verden, at man overtog over halvdelen af det arabiske Palæstina.
"Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er konflikten om land. Vi tog et arabisk land og
gjorde det til et jødisk". Sådan sagde den israelske general og politiker Moshe Dayan
20
, men i
uafhængighedserklæringen forsøger man at dække over dette og argumenterer direkte for det
modsatte. Jøderne har historisk tilknytning til Israel og derfor ret til at vende tilbage.
Palæstinenserne mener omvendt, at der er bemærkelsesværdige modsætninger i de historiske
kilder, der beskriver jødernes tilknytning til Israel. Palæstinenserne målsætning er nemlig omvendt
at fremstille uretfærdigheden i, at jøderne har taget deres land. De minder om, at det er dem, der
født der, det er deres hjemland. De indvandrede jøder derimod er statsborgere i andet land og har
dermed et hjem. Tilbage går argumentet om, at jøder har brug for deres egen stat netop fordi, de
er blevet drevet fra hus og hjem pga. forfølgelser og racisme. Den anden vej kritiserer PLO den
zionistiske bevægelse for at være netop racistisk og garant for megen uro. På den måde kommer
diskussionerne hele tiden til at køre i ring for de to parter. De kæmper begge to for omverdenens
sympati og støtte velvidende, at den er yderst afgørende.
PLO appellerer ydermere kraftigt til de arabiske nabolande om at sætte befrielsen af Palæstina
højere på dagsorden. De søger at overbevise dem om, at det gælder den arabiske nations
eksistens. Førhen har deres ageren været præget af egeninteresser, og palæstinenserne har mistet
troen på, at de kan hjælpe dem i en kamp for retfærdig. I stedet påstår man, at Palæstinas
befrielse og den arabiske eksistens falder og står sammen. Dermed bliver det en kamp for egen
overlevelse, mange arabere har nemlig samme opfattelse som PLO om, at Israel er Vestens
imperialistisk springbræt i Mellemøsten, hvorfra de vil gennemtrumfe vestlige værdier og
overbevisninger.
I den Israelske Uafhængighedserklæring opfordrer man omvendt til fred og samarbejde, hvorimod
palæstinenser står fast på deres ret til hele Palæstina. For palæstinenserne er det en national og
20
http://palaestina-info.dk/side/3/
Side 13 af 20
politisk målsætning, at genvinde det tabte land og holde fast i den palæstinensiske identitet,
selvom om man er blevet jaget ud af landet og splittet i flere grupper. Befolkning har historisk set
haft en svag national bevidsthed, og begrebet palæstinenser stammer først fra nyere tid. Den
palæstinensiske identitet og nationale bevidsthed er afgørende for en fortsat opbakning og
rekruttering til kampen for befrielse af Palæstina.
Det israelske nationalråd har en national målsætning om at skabe et frit land, der bygger på frihed,
fred og retfærdighed. Man ønsker et samfund, hvor ligestilling kommer i centrum og på trods af,
at man kalder sig den jødiske stat skal, der være religionsfrihed for de israelske arabere, der er
betragtes som ligeværdige statsborgere i Israel. Men den vigtigste nationale målsætning ønske er
en stærk jødisk nationalstat åben for alle verdens jøder.
Fælles for de to kilder er, at de intentioner de ifølge Uafhængighedserklæringen og
Nationalcharteret har haft, i høj grad er præget af en politisk målsætning om at skabe opbakning
fra omverdenen i deres sag. En stor del omhandler argumenter for at retfærdiggøre deres sag,
hvorimod den del, der er henvendt direkte befolkning, ikke fylder så meget.
Palæstinenserne lægger ikke skjul på, hvad der er deres egentlige intentioner. De er smidt ud af
deres eget land og har på den led en god sag. Jøderne derimod skal retfærdiggøre, at de har taget
dette land. Israel var meget afhængig af den vestlige støtte. Derfor var det også vigtigt at erklære
demokratiske og fredsønskede intentioner.
Det handlede om at fremstille sig selv bedst mulig, hvilket også har betydet, at man ikke har
kunnet holde de erklærede intentioner. De israelske arabere har på ingen måde fået ligestilling, og
de møder stadigvæk klar forskelsbehandling. Det israelske ønske om fred og samarbejde er blevet
overskygget af bosættelser og terror.
Nyere tids konflikter mellem Israel og Palæstinenserne
Intifadaen
Intifada betyder på arabisk opstand eller modstand. I almindelig tale bruges ordet også om ”at
ryste snavset af sig". De to palæstinensiske opstande mod Israel skulle dog give udtrykket en ny
internationale betydning.
Israelerne og palæstinenserne har siden Israels oprettelse levet under vidt forskellige vilkår, og
netop det gør uretfærdigheden mere tydelig og mere mærkbar i hverdagen for den enkelte
palæstinenser. Mange palæstinensere er vokset op i flygtningelejre uden udsigter til nogensinde at
Side 14 af 20
komme videre. Flygtningelejrene i Gaza er således blevet kendt som helvedes forgård, en
losseplads for menneskevrag og i nyere tid verdens største fængsel.
PLOs indflydelse og magt var i 1980’erne forsvindende lille, og de måtte flytte hovedkvarteret til
Afrika. Det var tilmed en tid præget af interne uenigheder. Livet i flygtningelejrene og
fremtidsudsigterne var derfor dårligere end nogensinde før. Resultatet af dette blev, at
palæstinensernes elendige forhold udmøntede sig i desperate handlinger mod det israelske
militær. De havde intet håb. Dette var grundlaget for, at Islamisk Jihad og Hamas vandt stor
opbakning i Gaza.
21
En stor opstand startede i flygtningelejrene i Gaza med, at indbyggerne kastede sten og
benzinbomber mod israelske patruljer, og spredte sig hurtigt til Vestbredden og Østjerusalem.
Billeder af palæstinensiske børn med sten mødt af israelske soldater med patroner nåede verden
rundt og blev et vendepunkt i spørgsmålet om verdens sympati.
22
Mange børn og unge blev
dræbt, men Intifadaen fik stor betydning, for hvor lang snor Israel i fremtiden har fået, eftersom
deres hårde behandling af palæstinenserne kom til at skade deres ry som human og demokratisk
stat. Derudover har det ført til en splittelse af den israelske befolkning.
På den ene side står høgene, der mente, der skulle slås hårdt ned mod oprøret, mens duerne på
den anden side ønskede en mere human og forsonlig politik.
23
Palæstinenserne oplevede også en splittelse i samme periode. PLO ændrede deres politik radikalt
og valgte at anerkende Israels som selvstændig stat i håb om, at de kunne forhandle sig til et
palæstinensisk selvstyre bestående af dele af det gamle Palæstina. Det lykkedes, efter utallige
mislykkedes forsøg, ved Oslo-aftalen i august 1993 fred, hvor PLO officielt erkendte Israels ret til at
eksistere, og det palæstinensiske selvstyre i Gaza og på Vestbredden blev oprettet. Hermed var
den første intifada slut.
24
21
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 110
22
http://da.wikipedia.org/wiki/Intifada
23
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred” s. 111-112
24
http://da.wikipedia.org/wiki/Intifada
Side 15 af 20
Ødelagte muligheder for en fredsløsning
Samtidig med at PLO ændrede kurs, overtog Hamas deres gamle politik og målsætning om at befri
hele Palæstina og fjerne den israelske stat. I de fremtidige fredsforhandlinger har det altid været
en enorm forhindring, at der på begge sider har været fundamentalister, der ville gøre alt for at
modsætte sig en fredsløsning. Her hentydes der særligt til utallige terroraktioner fra Hamas og
Islamisk Jihad, en amerikansk-jødisk fundamentalist drab på adskillige muslimer Ibrahim-moskeen
og en jødiske fundamentalist drab på den jødiske premierminister Yitzak Rabin, der havde arbejdet
hårdt for fred, ulovlige bosættelser begået fundamentalistiske jøder.
Sådanne episoder ødelagde videre fredsforhandlinger. PLO udvikler sig i en uheldig korrupt retning
og kan ikke forhindre Hamas og Islamisk Jihad i at udføre deres terroraktioner mod Israel. Den nye
borgerlige regering opmuntrer samtidig til nye bosættelser i de besatte områder, og
forhandlingerne er hermed gået i hårdknude. På trods af international indblanding er der på
nuværende tidspunkt ikke nok velvilje til at redde forhandlingerne
25
I år 2000 går Ariel Sharon en provokerende march med en sikkerhedsstyrke på 900 mand op ad en
muslimernes helligste steder, Tempelbjerget. Sharon er i forvejen kendt som lidt af en høg, og ene
mand formår på den måde at udløse voldelige reaktion i Palæstina. Det resulterede i, at Sharon fik
hvad han ville nemlig regeringsmagten ved det følgende valg. Han lovede nemlig en stram politik
overfor palæstinenserne. Hans optræden blev starten på den anden intifada.
En oprørskamp der er fortsat til i dag. Kampen har til forskel fra den første intifada været præget
af selvmordsbomber inspireret af Hizbollah og terrorangreb rettet ikke kun mod de besatte
områder men også mod selve Israel.
26
Palæstinensisk borgerkrig
I januar 2006 holdt man for anden gang valg til det palæstinensiske selvstyre efter at Arafat døde.
Hamas stillede op og vandt overraskende, muligvis grundet en folkelig protest mod et Fatah
gennemsyret af korruption. Hamas vil ikke anerkende Israel, men gør krav på hele Palæstina. Det
har udelukket alle forhandlinger. Da Hamas tilmed er på USAs og EU's lister over
terrororganisationer, har det ført til handelsembargo og et stop for den betydelige støtte til det
palæstinensiske selvstyre, som man har modtaget siden fredsprocessens start. Det fik Hamas til at
25
Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: ”Verden i nyeste tid” s. 71
26
Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: ”Verden i nyeste tid” s. 75
Side 16 af 20
indgå et samarbejde med den nye Fatah-præsident Mamoud Abbas på trods af dybdegående
uenigheder. Forholdet var dømt til at fejle, og allerede i foråret 2007 var der åbenlys krig mellem
de to største palæstinensiske gruppers sikkerhedsstyrker. Resultatet blev at Hamas kom til at
sidde på Gaza, og Fatah styrer Vestbredden. Således har man i årene siden Israels oprettelse
opnået en splittet palæstinensisk befolkning og et Israel, der formentlig er længere fra en
fredsløsning end nogensinde før. Man har muligvis styr på situation som følge af stor
militæroprustning, et enormt terrorberedskab og en beskyttelsesmur, der kunne minde om den
kinesiske, men man lever omgivet af fjender, der ønsker én udryddet.
Hvilke muligheder er der for en fremtidig fredsløsning?
Begge parter har erkendt, at de er bedst tjent med hver deres stat. Mange havde håbet på, at
Arafats død kunne åbne for forhandlingerne. På det tidspunkt var Sharon dog på magten, og man
fik derfor ikke den åbning, man havde håbet på.
Sharons bedste løsning på urolighederne var opførslen af den 720 km lange mur imellem Israel og
Vestbredden.
27
Han mente, at muren ville skabe sikkerhed på begge sider. Den skulle på den ene
side beskytte Israel imod palæstinensiske terrorangreb og ville derfor samtidig sikre
palæstinenserne imod israelske gengældelsesangreb.
Muren er dog blevet bygget på palæstinensisk grund og opført uden hensynstagen til
palæstinensiske oliventræsplantager, vandledninger og andre former for bebyggelser.
Muren har af samme årsag mødt hård kritik af verdenssamfundet. Den er erklæret illegal og
modstridende med Geneve-konventionen.
28
Sidenhen kom Hamas til magten. Hvilket meget nemt kan have ødelagt alle eksisterende og
fremtidige muligheder for fredsforhandlinger. Hamas er nemlig på EU's og USA's terrorliste. De
betragtes i den vestlige verden som en terrororganisation, hvorfor Israel ikke vil forhandle med
dem. Dermed besværliggjordes alle muligheder for forhandlinger.
Mange israelere ønsker ellers en 2-statsløsning, pga. demografien i og udenfor Israel. Der lever 1.2
mio. palæstinensere Israel, der gerne vil være ligestillede borgere i staten. Det har de ifølge den
israelske Uafhængighedserklæring fuld ret til. Hvis Israels demokratiske værdier og troværdighed
27
Se Bilag 1
28
http://da.wikipedia.org/wiki/Israels_mur_p%C3%A5_Vestbredden
Side 17 af 20
skal bestå. Kan Israel ikke frasige dem deres rettigheder, da det vil give problemer med FN og
resten af verdens største aktører. Der opleves samtidig en helt ny diskurs fra unge intellektuelle
palæstinensere i de besatte områder, der også gerne ser en et-statsløsning med lige rettigheder
for jøder og palæstinensere. Skulle palæstinenserne optages i Israel, vil de selvfølgelig gøre alt for
at få mest mulig indflydelse, hvilket vil betyde enden på det, man i dag kalder den jødiske stat. Fx
går det ikke med den jødiske nationalsang, der intet med landet har at gøre.
29
Israelerne har fra det synspunkt valget mellem at opgive den rene jødiske stat bygget på jødiske
værdier eller at afgive et acceptabelt fredstilbud i områdeforholdet 78-22 forholdet. Dette forhold
er dog ikke nok i sig selv. Den religiøse dimension af konflikten har nemlig fået en stadig større
rolle. Særligt spørgsmålet om delingen af Jerusalem er et punkt, det bliver svært nogensinde at
blive enig om. Byen er stedet hvor man finder muslimernes tredje helligste sted, tempelbjerget. På
Tempelbjerget ligger Klippemoskeen og Al Aqsa moskeen. Nedenfor tempelbjerget finder man så
”grædemuren”, der jødernes vigtigste valfartssted.
30
En løsning er altså ikke ligetil, men den nuværende situation er i hvert fald uholdbar.
Palæstinenserne har oplevet en faldende levestandard, og Israelerne forsømmer deres ansvar som
besættelsesmagt, hvilket har affødt stor kritik fra eksterne organisationer som Rødekors og FN.
Der har været beskyldninger om apartheid lignende tilstande ved israelske veje i de besatte
område, som det er forbudt for arabere overhovedet at gå over.
31
I Israel har der længe været 2 fløje. Fredsbevægelsen og bosætterbevægelsen. Fredsbevægelsen
havde, indtil Hamas kom til magten, stor indflydelse, men i samme øjeblikke mistede de deres
vigtigste argumenter og medspiller på modsatte side. Hamas har vist sig klar til at moderere
politikken, men her kommer den jødiske eksistens angst ind i billedet.
Jøderne bærer på en stor eksistensangst efter holocaust og pogromerne. Derfor er der stor
forsigtighed overfor Hamas, der har Israel udslettelse på programmet. Derfor er en 2-statsløsning
umulig med den nye Hamas regering. Situationen var en anden med Fatah, især efter at Mamoud
Abbas tog over.
29
http://www.dr.dk/P1/orientering/orientering_sondag/2007/06/htm
30
Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: ”Verden i nyeste tid” s. 74
31
http://www.dr.dk/P1/orientering/orientering_sondag/2007/06/htm
Side 18 af 20
At Hamas kom i regeringen, kom til at betyde stor elendighed for det palæstinensiske folk.
Embargo, mistede støtteordninger og en hårdere linje fra det israelske militær har gjort livet til et
helvede. Derfor har Hamas også mistet meget opbakning. Man ser i dag på muligheden for, at
Mamoud Abbas som præsident for det palæstinensiske selvstyre kan udskrive valg. Han kan
muligvis sættes i scene til at vinde valget med et program om fredsforhandlinger og
fremtidsmuligheder. Alternativt skal man ikke forvente, at Hamas udskriver valg foreløbigt.
Stopklodsen er dog, at Israel aldrig har kommet med et konkret tilbud, palæstinenserne har
kunnet acceptere og Mamoud Abbas bruge i sin valgkamp.
32
Intet tyder på, at Israel i fremtiden vil skifte kurs. Bosætterbevægelsen har opnået stor magt.
Sidste år opførte man eksempelvis 700 bosættelser i den østlige og palæstinensiske del af
Jerusalem. På trods af, at beslutningen blev kritiseret af den tætte og vigtige allierede USA, valgte
Netanyahu og det israelske udenrigsministerium i år at godkende yderligere 1.600 bosættelser i
området. Palæstinenserne har planer om, at bydelen skal være hovedstad for en fremtidig
palæstinensisk stat. Israels inddragelse af bydelen er samtidig ikke internationalt anerkendt.
33
Det er yderst vanskeligt at se nogen løsning på konflikten i dag. Det kan ende med, at man
simpelthen bare må vente, til konflikten fører til en så stor udmattelse, at begge parter er møre til
at give nogle indrømmelser. Herefter kan en tredjepart fredsmægle en løsning på plads. Dertil er
man dog ikke nået endnu. Selvom palæstinenserne har haft hård modgang, har begge parter har
haft sejre. Forudsætninger er, at begge skal føle sig svage og der kan gå årtier før, man når dertil.
Konklusion
I 1948 opfyldte FN det jødiske mindretal i Palæstinas ønske om en uafhængig stat i det hellige
land, det sted de mente at have historisk og religiøs ret til. Derudover havde de et ønske om at få
lov at leve i fred og fordragelighed som et samlet jødisk folk. Fred og fordragelighed er dog ikke
ligefrem det, der har præget historien. 2 folkeslag har sloges om et land, de begge mente at have
retten over. Mere eller mindre halvhjertede forsøg på en fredsløsning er blevet spoleret af
fundamentalistiske enkeltpersoner eller mindretals grupperinger.
32
http://www.dr.dk/P1/orientering/orientering_sondag/2007/06/htm
33
http://politiken.dk/udland/ECE919966/nye-israelske-bosaettelser-provokerer-palaestinenserne/
Side 19 af 20
I dag lader konflikten til at være mere fastlåst end nogensinde før. Religiøse bevægelser har stor
magt på begge sider. Den ene er listet som terrororganisation og har en målsætning om at
udslette den anden part. Muligheder for en 2-statsløsning og muligheder for en 1-statsløsning er
begge diskuteret til bunds uden resultat. Derfor står man i dag i en situation, hvor Israel agerer
som en tyrannisk besættelsesmagt. Palæstinenserne bliver undertrykt, og mere end tre fjerdedel
lever under FNs fattigdomsgrænse på 2 dollar om dagen. Israelerne gemmer sig bag en enorm
beskyttelsesmur og har verdens nok største terrorberedskab. Det bedste håb for fremtiden lader
til at være at vente på en total udmattelse, der om nogle årtier vil have gjort begge parter møre
nok til at give hinanden nogle indrømmelser.
Side 20 af 20
Litteraturliste
Bøger:
Henrik Bonne Larsen & Thorkil Smitt: ”Verden i nyeste tid”
Hans Bender: ”Palæstina problemet – fra krig mod fred”
Hjemmesider:
http://palaestina-info.dk/side/3/
- Artikel af Carlo Hansen, udenrigsredaktør for Århus Stiftstidendes
http://da.wikipedia.org/wiki/Intifada
http://da.wikipedia.org/wiki/Israels_mur_p%C3%A5_Vestbredden
http://www.dr.dk/P1/orientering/orientering_sondag/2007/06/htm
- Radio interview, P1 fra 3. juni 2007 medvirkende: Herbert Pundik, senior-korrespondent ved
Politiken, Mikael Irving Jensen, ekstern lektor ved købenshavns universitet og Lars Møller-
Rasmussen, Orienterings egen Mellemøstmedarbejder
http://politiken.dk/udland/ECE919966/nye-israelske-bosaettelser-provokerer-palaestinenserne/
Bilag
Bilag 1